Lysets Dronning er nu bragt til sit fangeskab. Cellen ligger ikke hos alle de andre celler, og har bestemt heller ikke det samme udseende. For enden af fangekælderens gang, er der en stor beton dør - selvfølgelig låst, og selvfølgelig magisk. Bag den dør fører der endnu en gang længere ned, ikke så lang som den forrige, hvor der ligger endnu en beton dør. Også låst, men derimod langt mere magisk beskyttet. Her holdes Lysets Dronning fanget. Man kan intet hører fra begge side, kun hvis man åbner en lille låst låge, som er omkring fem centimeter bred.
Cellen er større end de fleste, men en anelse mere luksuriøs - hvis man ellers kan kalde den det. Rummet vel normalt være belagt af mørke, da der ingen vinduer er hernede eller noget lignende. På en enkelt af væggene, hænger der en fakel tændt, og lyser derfor rummet en anelse op. I venstre hjørne står en seng, med en hård madras og intet andet. Derudover er der et skrive bord, med tilhørene stol, og et enkelt toilet nær døren.
Ellers er rummet koldt, og gulvet er belagt med de samme sten som er alle andre steder i fangekælderen.

Det var ikke overdrevet længe siden at Morgoth og Alwyn havde bragt Lysets Dronning ned i sin celle. Mørkets Lord havde takket dem koldt, og derefter sendt dem videre til deres andet arbejde. Nu da der ikke var nogen der opholdte sig på borgen, udover ham selv og vagterne, besluttede han sig for at tage et lille kig ned, til sin nye gæst.
Hans skridt gav genlyd da han trippede ned gennem gangene. I den ene hånd holdte han en fakel, som lyste rummene op som han passerede. Da han var nået igennem den første dør, holdte han næsten vejret da han nåede frem til den næste. Han satte faklen i en holder, ikke langt fra døren og gik forsigtigt frem imod døren. Derefter satte han en finger imod låses nøglehul, og pressede sin negl en anelse ind imod hullet. En sort knist fór igennem hans finger og ind igennem hullet. Derefter lød der et sagte *klik* og låsen var låst op.
Han trak lågen til side og kiggede ind i værelset. Og ganske rigtigt, Lysets dronning var i lokalet - blot ikke ved bevidsthed. Han kunne se hendes kvindelige skikkelse, ligge på sengen i lokalet. Hun så ud til at sove? Grunden var forståelig, da det sikkert havde været en grim rejse derop - det håbede han i hvert fald for hende, at det havde været.
Efter at have betragtet hende en smule, trak han sig tilbage, låste lågen og den forrige beton dør, hvorefter han forsvandt ned af gangen, og væk fra fangekælderen. Nu havde han noget helt andet, at tage sig til.

Dronnigen rejste sig. Hun holdt vejret og sukkede. Luften var tung og uudeholdelig. Der var andre i fangekælderen. Fra tid til anden kunne man høre hjerteskærende skrig. Det gik lige i hjertet på hende.
Hun vred sig og lænede sig op af væggen. Hun lod tungen glide henover læberne og satte sig ned. Hun slog armene omkring benene benene. Hun rystede af kulde og skræk.
Hun bed sig i læben og kvalte et nys.

Stilheden...
Stilheden var larmene. Hendes hvide kjole var blevet grå og forrevet. Hendes hår var filtret og beskidt. Hun havde rifter, hudafskrabninger og meget andet. Hun snøftede en gang.
Tårene massede sig frem i hendes øjenkrog og hun hulkede svagt.
Det havde været 30 dage siden hun sidst havde set solen.
Det havde taget hende 30 dage, før hun fandt modet til at fælde sin første tåre.

Den første betondør åbner og smækkes i. En kliren af metal og lyden af læder mod sten kommer nærmere den næste af dørene. Hernede, hvor der er stort set lydisuleret, virker alting langt kraftigere. Noget så generende for en, der foretrækker ro omkring sig. men de kunne da have været værre. Hun kunne have haft sin rustning på. Det ville have givet et fordærdeligt spektakkel, men det var jo ikke nødvendigt nede i fangekælderen, hvor de eneste egentlige trusler sad bevogtet og indespærret.
Ethelihn ser lidt usikkert på døren. Hun vil ikke åbne den, men lemmen tør hun godt åbne. Det hun frygter er ikke det, der er bag døren, men Mørkets Lord. Han var ikke glad for, at folk kom her uden tilladelse, men nu havde hun altså fjordt det alligevel. Den lille lem skubbes til side med en forfærdiglig knirken, og Ethelihn laver en passende grimmase.
"Så det er dig, de alle sammen er så glade for at have fanget..." nærmest mumler hun, men hernede ved hun, at Lysets dronning kan høre hende helt tydeligt.

Dronningen retter sig op og stirrer ind i en formørket grimasse. Hun bider tænderne sammen.
"Hvem er De?" spørger hun spidst og misser med øjnene. Hun læner sig lidt tilbage og vippede hovedet lidt fremad. Et par totter glider ned over hendes ansigt. Hun lukker den ene hånd om den andens håndled, lidt over der, hvor en kæde er sat fast. Hun er blevet lænket fast på hænder og fødder, og hver eneste bevægelse hun foretager sig, bliver efterfulgt af en højlyd klirren.

"Hvad vil De her? Hvad skal der blive af mig?" hviskede hun på randen af gråd. Hun rystede forsat og rømmede sig en smule. Hun forsøgte at få styr på sine følelser. Hun ville flygte herfra, men hun vidste at det ikke var en mulighed - Ikke alene.

"Min identitet er ligegyldig," svarer hun koldt. Hvor var 'den storslåede Lysets Dronning' dog ynkelig. Der var ikke noge a sige til, at hun græd, men det var ikke noget, man normal ville forvente af et lands overhoved. Et uhyggeligt smil breder sig på Ethlihns læber, og hun nyder situationen i fulde drag. Det var den kvindes skyld, at hendes familie næsten ikke længere eksisterede.
"Men din skæbne vil nok være at blive siddende her, til du kradser af... eller også bliver du henrettet. Personligt håber jeg mest på det sidste." Hun læner sig med skulderen op ad den iskolde betondør. Kulden rører hende ikke på grund af kappen, men den ville ikke have gjort det alligevel, for i øjeblik ænsede hun ikke andet end sin lille privae mission. Hun havde kedet sig i langt tid, og nu havde hun altså fundet på at gå ned for at gøre livet surt for den, hun havdede mest i denne verden.

Dronningen gøs over kvindens stemme. Hun stirrede hende ind i øjnene og ind i ansigtet.
"Deres ansigt er fyldt med smerte. Mange års smerte." hun holdt en pause og missede med øjnene. "De ønsker ikke at se mig død. Ser De det ikke? De ønsker fred lige så meget som Jeg."

Hun slog blikket ned og sukkede stille. "Alle vil have fred. Blot ikke Deres Herre. Han ser ikke andet en mørke og ondskab. Han er blændet af sin fortid, og det smitter af på Dem."
Hun knugede hænderne sammen og sank en klump.

"Fred er det der driver os fremad. Hvorfor skal freden opnår ved død?"

Hun griner højlydt og mindst lige så uhyggeligt som sit smil, men hun forsøger dog at dæmpe sig, for det dørste for ikke at blive hørt og for det andet, fordi hun ikke selv kan døje støjen. "Og der har De fuldstændigt ret Deres Højhed, men De lader til at have byttet om på rollerne. De er nemlig den, der har forårsaget min smerte. Ved Deres død bliver alt godt igen - men jeg går ud fra, at hvis du kæmper nok imod, vil de lade Dem sidde her i stede for at henrette dig. Så behøver det ikke nødvendigvis at ende med din død." Hun siger ikke mere. Hun kan lyve lige så meget det passer hende, men jeg har set, hvad hendes soldater får af ordre og set dem udført. Hun ville ikke kunne overbevise mig. Ethlihn har høje tanker om sig selv generelt, men denne gang har hun ret. Dronningen vil få meget svært ved at overbevise hende om, at Mørkets Lord er den onde. Mindet om lysets krigere der henretter hendes bror sidder så godt fast i hendes hukommelse, at man måske pven i købet kunne kalde det hjenevask.

Hun sukkede og rystede på hovedet. "Jeg kan forstå, at hvis jeg var grunden til Deres smerte, så kan jeg ikke blot trække den fra Dem igen. Men De må forstå at som regent må man træffe beslutninger. Hvem vil man redde? Den der bliver overfaldet eller fange overfalderen og hjælpe ham?"
Hun rystede på hovedet.
"Vi burde alle have plads til vores egne meninger, men det bliver vel aldrig en realitet."

Hun rejste sig og fejede nogle småsten og sand og lignende af sin kjole. Den havde en grumset, grålig farve. Den pureste hvide farve, var efter en måned blevet en beskidt, uigenkendelig farve. Det gjorde lidt ondt i hendes hjerte: Hun kunne godt lide den kjole.

Hun hævede et øjenbryn. "Hvordan kan De overhovedet tænke på at hjælper overfalderen?" Det er svært at sig, om spørgsmålet skal besvares eller ej, og det også re ligegyldigt for Ethelihn. Ingen kunne være rigtige oven hovedet, hvis man ville hjælpe en overfalde i stedet for den, der blive overfaldet. Kvindemenneskedet var en dygtig skuespiller, men det var de fleste, der var så forskruede, at de knapt var menneskelige.
Nogen kommer gående bag den første betondør. Ethelihn spidser ører, men personen drejer om igen.

Hun tog en dyb indånding. "Se blot på Dem selv. De siger jeg har påført Dem smerte. Havde dette gitter ikke været imellem os, havde De sikkert spiddet mit hjerte allerede. Hvis man skal elskes at sit land skal man elske alle i det. Vi må hjælpe den der blev overfaldet, men også hjælpe den der overfaldt, og få denne på det rette spor. Vi skal alle have en chance for at gøre det rigtige, også selvom vi engang gjorde det forkerte. Skal vi alle dømmes på fortiden? For så ville der ikke være nogen mening i at lære af den."
Hun betragtede kvinden med et fast blik, og den stolte dronning var atter at spore i det smalle ansigt. Hun rankede ryggen og betragtede sin borger. Hun hadede hende ikke. Hun frygtede hende ikke. Hun ærgede sig: Ærgede sig over at dronningen selv havde ført denne kvinde ud i det liv hun var havnet i.
Dronningen havde fejlet.

"Åh, jeg kunne såmænd slå Dem ihjel her fra, hvis det var det, der passede mig, men jeg vil hellere lade Dem lide lidt længere." Et elektrisk stød af en hvis styrke kunne nemt få et hjerte til at stoppe, men det kræver at hendes egen energi at give sådan et stød. Og må jeg minde Dem om noget, som De af alle burde vide. Verden ville være paradis for en, hvis man elskede alle - og det er for ingen en mulighed. Men nu vil jeg overlade Dem til ensomheden." Hun lukker lemmen med et smeld, drejer om på hælen og valser veltilfreds ud ad betondøren.

//out

Mellem fangekælderens gang og betondøren til Lysets Dronnings celle, kunne man pludselig høre svage rystelser fra loftet af. En rotte der var i færd med at liste sig hen til borgens køkken, bare for at få en smagsprøve, stoppede pludselig op midt i gangen og lyttede intenst eter rystelserne. Lyden fra loftet skar igennem den tynde luft i den aflukkede gang, men falmet hurtigt hen da den ramte gangens lydtætte betonmure. Rystelserne gentog sig rytmisk 8 gange, før at et omrids på størrelse med et menneskets gennemsnits bredde begyndte at gløde. Da loftet rystede for niende gang, skyndte rotten sig forskrækket tilbage i sit hul, før at en lyd der svarede til en mindre jordskælv brød ind i gangen fra loftet. Det omrids af loftet der før havde været glødende, lå nu på stengulvet sammen med en masse småsten og jordklumper. Chriq faldt ned fra hullet og landede på benene, med støvet fra det mindre jordskælv svævende omkring sig. "Det her ligner ikke Lysets Dronnings celle" tænkte Chriq, uden at vide at han havde ramt 4 meter forkert fra cellen, og havde landet i gangen udenfor. Hans evner var stadig i brug, men gjorde kun at Chriq vibrerede. Hans varige vibrationer gjorde at Chriq ikke kunne ses med det blotte øje, eftersom Chriq aldrig var det samme sted nok til at kunne opfattes af det blotte øje. Han spejdede omkring sig i den smalle gang, og så en stor betondør i den anden ende af gangen. Han listede sig hen til den, stadig usynlig.
Da han kom hen til den så han en lille låge ved døren. Han lagde mærke til den lille lås, og smilede for sig selv. Han stak langsomt sin pegefinger frem, og satte sin evnes fokus mere på sin pegefinger end resten af kroppen. Hans usynlighed blev hurtigt slået fra og til da han kanaliserede, næsten som når en gammel lampe var ved at tændes. Hans finger strejfede låsen, og den begyndte at rødgløde, hvorefter den smeltede.

"Deres nåde, Lysets Dronning, er De stadig i stand til at tale?" hviskede Chriq igennem lemmen i døren, imens han krydsede fingre for at han havde fundet den rigtige celle.

Chriq havde besluttet at han nok burde give Lysets Dronningen besked om at håbet stadigvæk var der, og havde derfor taget den latterlige beslutning at bryde ind på Mørkets Borg, alene.

(OCC: Har fået tilladelse)

Dronningen opfangede lydene. Hun knugede hænderne for sig selv. Var det nu den kvinde igen? Hvorfor kom hun her? Hun satte sig op og skuttede sig. Mørket. Det var overalt. Hun så sig om og betragtede sin celle. Hun havde drømt? Hun sukkede og lagde armene om sig; Hun var træt. Udhungret.

Hun hørte en stemme. Hun rettede sig op og mærkede glæden brede sig i kroppen. "Hvem... Hvem er De? Ja jeg... Jeg er skam i stand til at tale." svarede hun svaligt. Hun skubbede sig selv op at stå og gik skælvende imod døren. Hun skælvede og greb fat i væggen. Hun lænede sig op ad væggen. Hun ville sige noget men havde ingen energi. Intet håb.

Chriq stod helt mundlam i 2-3 sekunder. Hvad skulle han egentlig sige til Lysets Dronning?

"Jeg er Chriq Ztýrh Ógh A´rh Zaiarah Énhd Alhé Jér-h. Jeg er lederen af en toptjekket dødsmart oprørsgruppe, som har i sinde at befri dig. Jeg har frivelligt og bravt gravet mig igennem beton og slået mig igennem klippestykker, for at gøre min pligt at redde dig" sagde Chriq med en hviskende men stolt stemme. Han stod med hovedet tæt til døren, men uden at vise sit ansigt frem af frygt for at Mørkets Lort skulle læse Vores Nådes tanker, og derved kende Chriqs identitet.

"Jeg har prøvet at få kontakt med Deres General, Cassa Giacomo Nova, men han er sporløst forsvundet" sagde Chriq tørt. Han havde hørt rygter om at denne Cassa var Lysets Dronnings general, og at han var forsvundet fra sit palæ.

Han kom til at stamme, eftersom at han trodsalt stod over for en Dronning.


Chriq opdagede dog ikke, at selvom at han ikke viste sit ansigt til dronningen, havde han jo givet hans fulde navn til hende.

Dronningen rettede sig op og lyttede til alt han havde at sige. Han virkede måske en smule hurtig for ordet og hans hurtighed gjorde at hun havde svært ved at fange alt han sagde. Hun var træt og kunne mærke at kroppen var tung at træthed, ømhed og mangel på føde og vand.

"De..." det gik op for hende at hun ikke havde fået fat i hans navn. "Jeg må tale med Cassa..." hvislede hun hæst. Hendes stemme var slidt op. Hun skælvede og tørrede en tåre væk fra sit ansigt.
"Der er sikkert nogen der har hørt Dem. De må se at komme væk! De ikke miste livet, især ikke hvis De er mit eneste håb. De har freden i Deres hånd. De må kommer væk herfra!"

Hun placerede håndryggen foran munden for at kvæle en hosten. Hun skælvede og frøs. Hun var bange, men ikke for sit eget liv - For hans. Han kunne åbenbart redde hende. Få hende ud. Men hvis mørkets krigere kom, så var de dødsens.

Chriq stirrede på Lysets Dronning. Den Dronning, han havde hørt var så stærk og klog, lå nu en halv meter foran ham, i al elendigheden over at være fanget. Pludselig følte Chriq sig som verdens konge, over at han i det mindste ikke var sulten, hvorimod Dronningen var. Han skammede sig brat over den tankegang han havde.

"Her, Deres Nåde." sagde Chriq med et lille smil, og tog et stykke tørret lammekød, han havde i sin skindpose og gav til Dronningen. Måske var hun sulten?

"Jeg kan da give Cassa en besked fra Dem, hvis De ville skrive en besked? Jeg ved dog ikke hvor han befinder sig. Men jeg ville bruge et helt liv, på at finde ham hvis det er Deres ønske." spurgte Chriq tilbydende. Han rakte efter et stykke papir i sin skindpose, og gav det til hende. Der efter, tog han sin blækdåse og fjerpen, og efter et stykke tid (20-30 sekunder) havde han oprettet en hel "mini-skrivestue" så dronningen kunne skrive en besked.

Han foldede dokumentet sammen, og skubbede det ind igennem lågen til Dronningen. Derefter, dyppede han fjerpennen i blækdåsen, og forsigtigt prøvede han at få den igennem lågen. Ved et uheld, faldt der nogen blækdråber ned på gulvet da han prøvede at få fjerpennen igennem.

Hun skælvede og så alle tingene komme ind igennem døren og det hele. Hun smilte for sig selv. Hun rettede sig op og betragtede tingene med en rolig mine. Hun tog imod maden og duftede roligt til det.

"Hr. Chriq, Deres loyalitet varmer mit hjerte. Hvis Cassa er sporløst forsvundet, så skal De ikke spilde tiden på at lede efter ham. Lyt til mig, Hr. Chriq; De må nedkæmpe Mørkets Lord, men De kan ikke klare det alene. De er nød til at samle en masse mennesker. Vi må genfinde freden i landet."

Sukkede hun og lod tungen berøre kødet. Hun sank en klump. Hun havde skjult sin sult for sig selv i mange dage. Hun skælvede og peb. Hun lod tungen glide over læberne og knugede sine hænder sammen.

Chriq skælvede over den helt æderlige måde, Dronningen snakkede til ham på. Det mindede ham om en replik han engang hørte i en film.


"Deres Nåde, jeg har allerede fundet en gruppe mennesker, der stadig er loyale over for Dem. Men hvordan skal Vi kunne befri dem? Jeg har sniget mig udenom murene i denne ondskabens hjerte af en borg, har undgået disse uærefulde vantro vagter, der ikke følger Deres vilje. Og det har jeg gjort alene. Hvordan skal en hel flok kunne redde Dem, uden at blive opdaget?" spurgte Chriq spørgende med sit fineste middelalder-ordforråd som han kendte.

Han ventede på at hun skulle tage det papir og blæk han havde givet hende, og derefter skrive et eller andet på det.

Han blev lidt selvglad da han hørte hvordan Dronningen sagde "Hr." til ham, og undgik lige at lave et selvglad ansigtsudtryk.

"De tager fejl. De er ikke vantro eller uden ære. Du må ikke tænke som dem, Hr. Chriq. De er ikke vantro eller uden ære... De har blot valgt at tro på noget andet. Der er intet godt og ondt i vores verden Hr. Chriq. Det må De ikke tro. Så enkel er verden ikke."

Hun holdt en pause og satte sig atter på jorden, efter at have stået op i nogle minutter. Hun følte sig tung i kroppen. Hun måtte slappe af og gemme sine kræfter til når hun virkelig fik brug for dem.

"Så... De skal ikke snige dem ind. De skal kæmpe dem vej hertil igen. Find alle de tapre soldater De kan, Hr. Chriq. Giv Mørkets Lord et tilbud om fred. Vi er ikke ligesom de er: Vi ønsker fred. Tilbyd dem... Freden Chriq... Så skaber De den..."

Chriq stod nu og og var ved at tabe kæben. Havde han sniget sig ind i Mørkets Borg, undgået tusindvis af vagter, fået jord på sit tøj, og ødelagt sin frisure (det værste) bare for at få at vide at han skulle begynde forfra?

Han tænkte sig lidt om.

"Men Deres Nåde, kan jeg få et bevis for at De har sendt mig? Jeg må kunne vinde tro hos dem jeg finder værdige, og genvinde håbet i dem ved at vise at De stadig har håb." sagde Chriq. Hans formelle snak blev blandet lidt med skuffelsen over at havde sniget sig ind, bare for at skulle gå ud igen.