Selvom Phillippe godt vidste Katarina bestemt ikke ville være enig med ham, ligesom han bestemt ikke ville være enig med hende, var hendes kommentar stadig grænseløst irriterende. Måske fordi hun selvfølgelig skulle kommentere på stumpen der helt sikkert ikke virkede særlig truende lige nu. Han fnøs derfor blot til hendes kommentar og rullede med øjnene. Kun for at være irriterende.

 Ligeglad med hvad end hun kunne have at sige, stoppede han også med at lytte ordenligt efter. Hun kunne kysse han bare røv, med hendes tanker om at han havde en dejlig kone der ville alverden for ham. Hun ville det kun for hende selv. Fordi det ville være det der er belejligt for hende, nu hvor hun havde frataget ham hans hænder. Han kunne derfor heller ikke holde et lille, skævt smil tilbage da hun tydeligvis ikke var specielt tilfred med at han ikke lyttede efter. Det ændrede dog ikke på vreden og frustrationen der boblede i ham, og da hun fulgte efter han, snakkede, brummede han højt og irriteret. Hun skulle ikke være i tvivl om hvordan han havde det med hende lige nu. 
 Selvom han havde lyst til at svare hende igen. Råbe af hende og vise hende han ikke var bange for hende, og at han ikke kunne være mere ligeglad med hvad hun havde at sige, så gjorde han det ikke. For sandheden var, at han var bange for hvad hun kunne gøre ved ham. En ting var at mangle hænderne, men han havde fantasi nok til selv at kunne forstille sig andre ting der kunne forsvinde. 
 Katarinas skub fik en irriterende lyd frem hos Phillippe som han snublede lidt frem. Han var godt klar over hun nok ikke havde samme tanker om hvad han skulle i den seng som han havde, men alligevel kommenterede han på det.
 " Det var jeg også på vej til! " bed han af hende, og gik det sidste skridt hen til sengen, inden han kravlede op i den, på maven, mest for at irriterer Katarina, hvis han tanker var korrekte.

Det var da helt ufatteligt så irriterende Phillippe kunne være. Så respektløs og flabet. Bare det alene burde få Katarina til at koge over, provokere hende til at straffe ham endnu mere, end hun allerede havde gjort. Han lagde jo selv op til at ville have mere, det ville kun være rimeligt at give efter. Han behøvede dårligt at prøve før hun blev noget så rasende og hans attitude i øjeblikket hjalp heller ikke det mindste. Han ignorerede hende, det var næsten lige så slemt, som når han svarede igen. Først da hun skubbede til ham, fik hun lov at høre hans stemme igen, men de bidende ord var heller ikke tilfredsstillende.
”Så gør det hurtigere,” bed hun tilbage, selvom han i forvejen var på vej til at kravle op i sengen.

Det burde ikke være kommet bag på hende, at han endnu ikke var færdig med at provokere. Han valgte at gøre som hun bad, men drejede selvfølgelig betydningen og lagde sig forkert. Det skulle ikke stoppe hende fra at få hvad hun gerne ville have, hun måtte åbenbart bare kæmpe sig forbi et lille bump på vejen, hvilket heller ikke burde blive noget problem. For Katarina trak op i den lange kjole så hun ikke ville skvatte i den, og så fulgte hun med op i sengen. Det var en blid hånd hun lod kærtegne ham hele vejen op ad benet, som hun selv rykkede sig længere op mod ham. Med den anden hånd placeret som støtte mod den bløde madras, flyttede hun den kærtegnende hånd ind mellem hans ben og greb fat om noget meget følsomt. Ikke hårdt, men hårdt nok til at true om, at hun bestemt ikke var bleg for at klemme til.
”Er du sikker på, du gerne vil lege den leg, Peppe? Du ved jeg vinder i sidste ende,” vrissede hun. Hun havde først tænkt sig at slippe, hvis han gav tegn til at ville vende sig rundt.

 Phillippe kunne ikke andet end at himle med øjnene som Katarina skyndte med ham. Han var træt, han havde ondt i hovedet og så havde han lige mistet hænderne. Han burde helt sikkert være mere oppe at køre over det, og råbe noget mere af hende, men han orkede det ikke. Der var alt for mange ting og tanker der køre rundt i hans hoved til kunne koncentrere sig om noget som helst. Derfor gik han også bare i hans helt eget tempo.

 Et lettere lydløst suk forlod Phillippes læber da Katarina kravlede op i sengen, for selvom han jo egentlig godt vidste hvad hun ville, kunne han ikke lade vær med kort at have håbet på noget andet. Det startede egentlig meget behageligt ud. Hendes kærtegn var blide, og det var ganske behageligt. Phillippe tillod sig endda at lukke øjnene en smule nydende i.
 De blev dog hurtigt spærret op med en halvkvalt lyd, som hun greb fat om ham. Det gjorde ikke rigtig ondt, men han vidste at hun sagtens kunne finde på at få det til at gøre ondt, og det alene var nok til at gøre det mere end ubehageligt. 
 " Jeg ved ikke hvad du snakker om.. "sagde han dog alligevel, og flyttede på hovedet så han kunne se han på hende. 
 " Du bad mig lægge mig i sengen, så det gjorde jeg.. " fnøs han, men han begyndte og meget langsomt så hun kunne slippe ham, at bevæge sig og gøre klar til at vende sig rundt.

Hans trodsige attitude var irriterende, men jo mere han forsøgte at gå imod hende, jo mere grinagtig kunne hun ikke undgå at se det. Hun undrede sig over hvorfor han overhovedet prøvede, hvorfor han var så villig til at teste hende, når han lige havde taget konsekvensen for noget helt andet, og når han vidste at hun ikke ville tøve det mindste med at gøre værre. Nok vidste han det ikke endnu, men hun kunne da for alvor tage hans hænder, så det ikke længere kun var en illusion. Og hvis det blev sådan, ville hun sørge for at gøre det dejlig smertefuldt også.

”Du burde vide bedre end at svare igen. Men det er måske for meget at forlange af din middelmådige intelligens.” Det var egentlig formuleret som et spørgsmål, men ikke ment som andet end en provokerende kommentar. Hun løsnede lige så stille sit greb om ham og slap først helt, da han fik vendt sig nok rundt til at hans ben ville forhindre hende i at holde fast længere.
”Men måske jeg kan overtales til at lade dig slippe for endnu en straf, hvis du opfører dig ordentligt indtil jeg har fået hvad jeg vil have.” Hun satte sig på knæ ved siden af ham og førte så hænderne om bag dig, hvor hun begyndte at binde snorene i kjolens ryg op. I mellemtiden kunne han jo finde ud af om han virkelig ville være til besvær og blive mødt af vrede, eller om han ville være lydig og selv få noget ud af det.

 Phillippe bed hårdt sammen da Katarina kommenterede på hans intelligens. Der var bestemt intet galt med hans intelligens! Og når det kom til stand, så var der ikke stor forskel på dem. Selvom hun måske boede størrer og pænere end ham, var det jo ikke et valg på grund af økonomi, men fordi han ikke havde brug for mere end et værksted og et fint lille sted at sove. Han havde en brændende lyst til at kommentere på det. Sætte hende på plads, så hun ikke var så kæphøj, men han vidste også godt det var en super dårlig ide. Så han sagde ikke noget. 

 Da Phillippe var kommet om at ligge på ryggen, stirrede han bare sammenbidt op i loftet. Endnu et irriteret brum forlod hans strube, men han gjorde ikke noget. Han lå bare og ventede på hvad end Katarina havde tænkt sig at gøre. Uden hænder var der jo ikke noget han kunne gøre. Eller jo, det var der sikkert nok, men han havde bestemt ikke tænkt sig at gøre noget. Kun hvis hun bad ham, og det ville nok være med let modvilje. 
 Som hun lod hænderne føre om bagved, flyttede han alligevel blikket over på hende. Han vidste hvad der skulle ske, han kunne vel lige så godt gøre hvad han kunne for at så noget ud af det, selvom han var ret sikker på hovedpinen og kvalmen helt sikkert ville gøre sit for at det skulle blive ubehageligt. Blikket fulgte hendes bevægelser, som hun spændte kjolen op, og begyndte at tage tøjet af. 

Selvom Katarina hadede at blive ignoreret, så var hans stilhed tilfredsstillende nu. Kun fordi hun tog det som den lydighed, hun havde søgt hos ham hele dagen. Han svarede ikke igen, men lagde sig ordentligt i sengen, lige som hun ville have. Det var jo nemmere at udnytte ham nu, hvor han ingen hænder havde til at gøre helt så meget modstand, og hvis han gjorde, skulle hun nok få ham til at lystre alligevel, præcis som hun lige havde demonstreret. Hun vandt altid.

Som hun så ham rette blikket mod hende, kunne hun ikke lade være med lige at gøre sig lidt til. Det skadede vel ikke at forsøge, at få ham til at ville have hende også. Ellers kom hun ikke ret langt lige meget hvad. Ærmerne blev trukket af og kjolen blev lige så stille skubbet ned over hofterne, hvor hun samtidig stak et par fingre i trussekanten og skubbede dem ned også. Skoene blev skubbet af under kjolen og som hun kravlede fri fra den store kjole i sengen, sørgede hun for at stritte lidt ekstra med bagdelen.
Kjole og sko blev skubbet ud over sengekanten, og så satte hun sig til rette hen over Phillippe, med et ben på hver side af ham. Hun valgte bare at være lidt irriterende, som hun ikke satte sig over hans underliv, men hen over toppen af hans mave. Stille og roligt førte hun en hånd ned mellem sine egne ben og lænede sig lidt tilbage, så han kunne få lov til at se med, som hun gav sig til at pille lidt.
”Hvis du spørger mig pænt, skal jeg nok lege med dig også,” forsøgte hun at lokke. Det var ikke kun fordi hun vidste at det alligevel måtte tænde ham lidt, at hun sad og legede med sig selv hen over ham, men fordi hun gerne ville høre ham bede om det. Hun ville gerne høre at han ville have hende, selvom hun godt vidste hvad han mente om hende.

 Noget af det Phillippede hadede allermest, var når Katarina 'vandt' over ham, og hun fik sin vilje. Normalt var det ikke fordi han havde noget imod at tage fejl, eller lade andre få deres vilje, det var jo tit noget han måtte gøre med arbejdet. Med Katarina var det bare noget andet. Hun blev så grov og hoverende når hun vandt. Og så kom det til at virke som om hun bare kunne styre ham, og det skulle hun ikke kunne tro. Selvom det ofte var sandheden. 
 Uanset hvad, generede det ham grænseløst, og han vidste det kun ville gøre hende endnu mere irriterende. Der var dog ikke så meget at gøre ved det nu, og i stedet for at være vred og bange, prøvede han at slappe af. Nyde det lille show hun gav ham. Hvis hun kunne få hans hænder til at forsvinde, ville hun vel også kunne få dem til at komme tilbage, og så måtte han vel bare prøve at gøre livet så surt som muligt for hende. 

 Den struttende bagdel, fik Phillippe til at bide sig i underlæben og den ene arm løftede sig lidt fra sengen. Den nåede dog ikke særlig langt som han kom i tanke om han ikke kunne røre som han gerne ville. En lav, utilfreds brummen forlod ham kort, som armen blev lagt ned mod sengen igen. 
 Så måtte han jo bare kigge, og lade Katarina gøre arbejde, noget han havde det fint nok med, indtil hun satte sig på hans mave, frem for hans underliv. Han kneb øjnene sammen, men da hun begyndte at røre ved sig selv, løftede han i stedet det ene øjenbryn, og lod blikket følge med i hendes fingres arbejde. 
 Da Katarina sagde at hvis han spurgte pænt, så skulle hun nok lege lidt med ham også, fnøs han. Han ville ikke give hende den tilfredsstillende at tigge hende om at tilfredsstille ham. Han nåede dog knap nok at tænke tanken færdig, før det gik op for ham at han ikke selv kunne gøre noget for sig selv. Et voldsomt irriteret udtryk gled over hans ansigt, og han vippede hovedet opgivende tilbage. Det var lige godt ved Zaladin..  
 Phillippe løftede hovedet op igen, nu med et lidt sammenbidt udtryk over sig, som han så op på Katarinas ansigt. Han var virkelig ikke meget for at sige det, men hvis hun virkelig havde tænkt sig at gå hele vejen, ville hun vel blive nødt til at gøre lidt, og han skulle nok få masser ud af det når hun satte sig op på ham. Derfor lagde han sig bare til rette igen, igen uden at sige noget, og fulgte igen med i hendes arbejde. Han kunne sagtens klarer sig. Det var han sikker på.

Katarina vidste hvor meget det måtte irritere Phillippe, at han ikke kunne få lov til at gøre som han plejede. Hans manglende hænder gjorde det umuligt for ham at rage hvor han ville, hvilket selvfølgelig var en af grundende til at hun stod og gjorde sig til. Han skulle jo mindes om hvad hun havde gjort ved ham, så han kunne lide lidt mere, indtil hænderne ville dukke op igen.
Selvfølgelig havde Katarina håbet på at han ville gøre som hun foreslog, og spørge pænt. Men da han trodsigt fnøs af hendes ord og inden længe lagde hovedet tilbage mod sengen i stilhed, kunne hun ikke lade være med at smågrine. Det burde vel ikke komme som en overraskelse, at han så hellere ville slippe. Det havde sikkert været noget andet, hvis hun havde spurgt om han ville have noget bestemt, så han ikke skulle tigge og bede, men bare svare ja eller nej. Men så villig havde hun ikke lyst til at fremstå. Hun ville jo ikke falde på knæ for ham, hvis han ikke som det mindste bad om det.

”Du ville ellers så gerne mærke mine læber om dig i går. Det vil du måske ikke længere.” Det var kun for at lokke med hvad hun kunne gøre, hvis han gav efter og spurgte. Ellers måtte hun vel nøjes med at give ham en helt simpel behandling, så han alligevel lige kunne blive klar, selvom hun måske håbede på at hendes leg med sig selv ville tænde ham mere end han ville have det til. Derfor lænede hun sig også lidt længere tilbage, og lagde den frie hånd mod hans lyske som støtte for ikke at lægge sig helt ned. Så havde han endnu bedre udsyn til hendes pillende fingre mellem sine ben og samtidig kunne hun stryge fingrene farligt tæt på den.
”Sikker på du ikke vil spørge pænt?” Ordene kom ud med et par lette støn og et lidt mere lystent blik end før, og ikke kun fordi hun nød sine egne berøringer, men fordi hun skulle sørge for at lokke så meget hun kunne.

 Katarina latter irriterede Phillippe lidt, selvom det selvfølgelig ikke kom bag på hende at hun fandt hele situationen yderst morsom. Hun havde vundet på så mange måder. Det var grænseløst irriterende for Phillippe. Hvis hun i det mindste kunne være lidt ydmyg med det, men selvfølgelig skulle han pine så meget han kunne.
 Blikket forsatte dog med at hvile på hendes legende fingre. Det ville være dumt at se væk, nu han fik det serveret for ham. Når han  ikke selv kunne pille ved hende, var det da helt klart det bedste alternativ. Det var utroligt pirrende at se hende lege med sig selv. 

 " Hmm... " brummede ham lidt, efter at have suget underlæben ind i munden, og lod tænderne synke lidt ned i den. Det var så stor en fristelse hun lige smed i hovedet på ham. Det var så sjældent hun virkede til frivilligt at ville tage ham i munden på den måde, og at hun nærmest tilbød det nu, var næsten uretfærdigt. Trods de manglende hænder, lod Phillippe alligevel armene lægge sig mod hendes lår, og lod dem glide lidt op af hende og ind over inderlårene. 
 Et suk forlod hans læber, da Katarina lænede sig mere tilbage og hun virkede noget mere ivrig og lystig. Hun spillede virkelig ikke fair lige nu. Tænderne blev bidt lidt sammen. Åh hvor var han ikke meget for at skulle bede hende pænt om noget som helst. 
 " Jeg vil gerne stadig mærke dine læber.. " det var tydeligt at høre på hans stemme at han begyndte at blive tændt af hele situationen. Der var da også begyndte at komme lidt liv mellem hans ben, men langt fra nok til at det kunne bruges til noget. 
 " Jeg vil gerne have du tager mig i munden.." Kunne han have bedt pænere om det? Helt sikkert. Men han startede småt ud. Hvis han kunne nøjes, så gjorde han gerne det.

Det var da yderst tilfredsstillende at se hvordan Phillippe reagerede på hendes hentydende tilbud. Det gav hende jo kun endnu større grund til at hovere, hvilket hun i forvejen gjorde over de mindste sejre over ham. Hun ventede tålmodigt, som hun gav ham tid til lige at lade tanken synke lidt længere ind. Hun var da godt klar over at hun ikke var helt fair, for lige meget hvor meget han hadede hende, så var han stadig en mand, der uden tvivl stadig fandt tanken om et par bløde læber om den virkelig fristende. Måske endda endnu mere fristende når det var hende, fordi det var en af de få måder hvorpå hun ikke kunne bruge munden til at slynge fornærmende kommentarer efter ham.

Det nydende smil om hendes læber bredte sig lidt mere, da han endelig gav efter og sagde hvad han ville have. Med det blik hun sendte ham, kunne man narres til at tro, at hun ikke havde tænkt sig at give ham noget, og tanken havde da strejfet hende, nu når han ikke spurgte helt så pænt, som hun gerne ville have ham til. Men hun måtte vel også vise sig fra en lidt bedre side, bare en gang imellem, så han ikke kom til at tro, at hun var helt umulig at arbejde med.
”Fint. Men næste gang spørger du lidt pænere, ikke?” Hun forventede tydeligvis ikke svar på det, men skulle da lige pointere over for ham, at hun egentlig bare var venlig nu. Hun trak hånden mellem sine ben til sig og rettede så ryggen lidt op.

Hun gjorde an til at flytte sig, men i stedet for at rykke sig længere ned, vendte hun sig om, så hun stadig sad overskrævs samme sted som før, men nu med ryggen til. Så havde han stadig fuldt udsyn til alt, som hun lige bukkede sig ned og gav sig til at åbne hans bukser. Hun sørgede for at kærtegne ham fra hofterne og ned over lårene, idet hun skubbede bukserne ned over hans bagdel, forhåbentligt med lidt hjælp fra ham, hvis han lige løftede lidt og dermed gjorde det lidt nemmere for hende. Hun spildte ikke tiden, men tog fat om ham med den ene hånd og et fast greb allerede fra start, og så begyndte hun at bevæge hånden helt roligt. Hun var ikke i gang længe, kun lige nok til at hun kunne bukke sig resten af vejen ned og lade læberne lukke om den, hvor hun fortsatte i samme tempo som hånden, der slap. Det var ikke kun for at stå bedre på alle fire hen over ham, at hun rykkede sig lidt længere bagud og dermed også rykke underlivet endnu tættere på hans ansigt, men også for at lokke ham lidt. Hvis hun var heldig at få ham opstemt nok, kunne hun måske også få lov til at mærke hans tunge, som han nu mærkede hendes.

 Efter at have sagt hvad han ville have flyttede Phillippe hans blik op i Katarinas, så han kunne se hendes reaktion. Ikke at han blev klogere på hvad der gik gennem hendes hoved, for smilet på hendes læber sagde ja, mens hendes blik sagde nej. Det ville bestemt ikke komme bag på ham, hvis hun sagde nej, mente at det ikke var godt nok, som han havde bedt om hun tog ham i munden. Det var jo egentlig også mere en konstatering, en at bede hende om noget som helst.
 Det var også derfor at han så lidt overrasket på hende da hun sagde fint. Hendes lille kommentar efterfølgende fik ham dog til at rynke en smule på næsen, i et forsøg på ikke at rulle øjne af hende. Det ville i hvert fald ikke være smart. Det var ikke fordi det kom bag på ham hun sagde det, men han havde ikke tænkt sig at spørger pænere næste gang. Regnede han med.


 En smule spændt på om hun faktisk mente det lig Phillippe bare og så til som hun flyttede på sig. De håndløse arme flyttede sig lidt så der var plads til hun kunne flytte sig, og da hun vendte sig så han kunne se hendes godter, bredte der sig et bredt smil over hans læber. Hvis det her var den behandling han ville få, fordi han ikke havde nogen hænder kunne han måske godt lige vænne sig til det. Men også kun lige. 
 Tungen gled en smule sulten over underlæben, mens blikket betragtede hende underliv. Fødderne stemte lidt mod sengen, som hun hev hans bukser ned, og da han var blevet befriet lidt fra bukserne, lagde han sig ned igen. Da hun tog fat om ham og begyndte at bevæge hånden, slap et suk ud over hans læber, og øjnene lidt kort lidt i. I forhold til hvor lidt liv der havde været i hans underliv tidligere, voksede han hurtigt i Katarinas greb.
 Phillippe lod armene glide sig over hendes lår og videre op over hendes baller. Åh hvor ville han gerne lade hænderne glide over hendes baller og give dem et klem. I stedet lod han stumpen glide over hendes underliv. Han kunne vel godt lege med hende, med hvad han havde. 

 Katarinas underliv kom tættere på ham, og han flyttede armen lidt igen. Øjnene gled i ,og han lod tænderne synke ned i underlæben for at dæmpe et støn, da hendes læber omsluttede ham. Det var næsten lige så tilfredsstillende at hun faktisk tog ham i munden, som det var at mærke hende om sig. Hun blev så stille. 

Det var da godt nok på tide. Katarina var blevet noget så skuffet, da hun to gange i træk var blevet snydt for at kunne gøre ting ved Phillippe. Da hun var blevet snydt for at han kunne gøre ting ved hende, fordi hans krop havde været lidt for doven. Hun var selvfølgelig forberedt på at det kunne ske igen, og han måtte uden tvivl også være forberedt på, at det kun ville blive endnu værre for ham, hvis det var tilfældet. Men nej. Endelig lod det til at hun ville få, hvad hun ville have. At han også ville få, hvad han ville have. For hun gav efter, trods hans lidt slatne forsøg på at bede hende pænt, så bukkede hun sig for ham. Til gengæld fik hun også lidt tilbage. Hun mærkede ham udnytte de muligheder han nu havde, og måtte undslippe et lille, vibrerende støn med ham i munden, da hun nød hans alternative berøringer mellem sine ben.

Hun ville egentlig ikke have noget imod at fortsætte sådan lidt endnu, men når det nu gik som hun ville have, var det vel om at udnytte det, mens det varede. Hun kunne vel aldrig være sikker på om han ville føle sig lige så opstemt om et øjeblik. Så hun lod tungen glide pirrende hen over ham en enkelt gang mere, før hun rettede sig op og vendte sig rundt igen. Denne gang ville han næsten ikke kunne se andet, end direkte lyst i hendes blik.
”Hvis du spørger pænere næste gang, kan det være jeg fortsætter i længere tid.” Det var hendes undskyldning, for så kunne hun skjule det faktum, at hun kun ville videre nu fordi hun var nervøs for at hun slet ikke ville få noget. Hun satte sig til rette over ham, og sænkede sig så lige så forsigtigt ned, så han kunne nyde følelsen af trænge ind. Derfra var der dog intet forsigtigt i hendes behandling. Hofterne bevægede sig hurtigt og hårdt, og neglene fra begge hænder blev presset ned mod hans brystkasse, som om hun forsøgte at holde ham nede.

Så snart hun var sikker på at de begge var helt færdige, fjernede hun sig fra ham og trak i en af de fine natkjoler i silke. Det lange hår blev børstet og så sluttede hun af med at give sin mand et næsten helt kærligt kindkys.
”Godnat, Phillippe. Jeg skal nok sørge for morgenmad til dig i morgen,” sagde hun og smilede en anelse lusket. Hun skulle da lige stikke bare lidt til ham en gang mere, og minde ham om at han ikke selv kunne sørge for mad den næste dag.

-----------------------------

Den næste morgen var Katarina stået tidligt op som altid. Som det første havde hun lige tjekket om magien fra teen var aftaget. Phillippe havde fået sine hænder tilbage, men det kunne han få lov til selv at se, når han vågnede. I mellemtiden havde hun drukket sin første kop te, læst lidt i en af sine mørke bøger, og nu var hun i gang med at finde morgenmad til dem begge. Lidt hjemmebagte boller, smør og syltetøj fra markedspladsen, og lidt frisk frugt. Te og mad blev anrettet på en bakke, som hun tog med ind på værelset og satte på natbordet.
”Godmorgen, min egen. Det er tid til at stå op, morgenmaden er klar.” Hun kravlede op i sengen til ham, lagde en hånd mod hans hofte og skubbede let, bare for at vække ham lidt mere. Nu havde hun jo fået sin hævn dagen før, så nu kunne hun godt være sød ved ham.

 Den vibrerende stønnen fra Katarina fik det til at kilde behageligt i Phillippes underliv, og var nok opfordring til Phillipe, til at forsætte med at bruge stumpen til at gøre det godt for Katarina også. Selv begyndte han også at stønne. Det var fantastisk og blev bare så meget bedre af, at han vidste hun ikke kunne sige noget. 
 Et lidt skuffet suk forlod Phillippes læber da Katarina trak sig væk alt for tidligt. Han mente hun godt kunne blive ved længere. Det havde han da i hvert fortjent! Mente han selv. Hun havde taget hans hænder, og han havde spurgt pænt, så hun kunne da godt give lidt mere. Hendes ord gjorde det dog klart, hun ikke tænkte helt det samme. Han nåede dog ikke at svare noget til det, før hun langsomt lod sig presse ned over ham. Phillippe lod øjnene glide i sammen med et langtrukkent og nydende suk. 

 Efterfølgende havde Phillippe ikke noget at klage over. Katarinas ivrige og hårde behandling var fantastisk, og Phillippe lagde ingen skjul på at han nød det. Selvom Phillippe ikke kunne udstå den lille heks, fejlede sexen som sådan ikke noget. Phillippe hjalp endda til, og stemte lidt imod Katarinas bevægelser med underlivet, så han kom så langt op i hende han kunne. 
 Da Katarina flyttede sig og tog natkjole på, lå Phillippe i sengen med den ene arm hen over øjnene og et tilfreds smil på læberne. Trods han manglede begge hænder, og alt virkelig så forfærdeligt ud, så havde han - lige i dette øjeblik - en utrolig god følelse i kroppen. Indtil Katarinas kommentar om morgenmad, der fik Phillippe til at rynke på næsen, og et mere irriteret udtryk gled over hans ansigt. Selvfølgelig skulle hun lige kører lidt ekstra i det. 
 " Godnat, Kat, " brummede Phillippe blot irriteret tilbage, inden han lagde sig om på siden, med ryggen til Katarina.



 Hele natten igennem sov Phillippe tungt, så han højlydt snorkede når han kom til at ligge forkert. Han havde været træt og udmattet, og havde tydeligvis brug for søvnen, for end ikke da Katarina stod op, vågnede han. Først da hendes stemme brød gennem søvnens stilhed, begyndte han at vågne.
 Katarinas puffen til ham, fik Phillippe til at strække sig dovent mens han gabte et langt og tårefremkaldende gab. Hænderne gled over ansigtet mens Phillippe vågnede lidt mere op, og han satte sig op. 
 " Hmm.. " brummede han lidt søvnigt mens han gned det ene øje lidt. Med hans ene hånd. 
 Phillippe stoppede op midt i en bevægelse, som om noget ville gå i stykker hvis han flyttede på sig. Phillippe blinkede et par gange, som troede han ikke hans egne øjne. Hans hænder var kommet tilbage! En lettet følelse lagde sig over han krop, noget man kunne se på hans skuldre som sænkede sig, og hvordan han ud af det blå begyndte at kysse på hænderne. Åh hvor var det fantastisk, de ikke var rigtigt væk.  
 " Åh, i har været savnet! " Et lettet latter forlod Phillippes læber, om han lod sig igen falde bagover i sengen, inden hænderne gled over ansigtet og videre op i håret. Han burde nok skjule glæden lidt. Give Katarina lidt opmærksom. Måske endda takke hende for, ikke at have taget hans hænder helt. Men det var hende der havde fået den til at forsvinde i første omgang, så han synes ikke han skyldte hende noget som helst.

Tålmodigt sad Katarina og så til, mens Phillippe kom lidt til sig selv efter den gode nats søvn. Selv efter at være blevet vækket af hans snorken et par gange, havde hun ikke i sinde at lade sit gode humør slippe. Det var sådan det altid skete. Katarina fik alle sine aggressioner ud, og dagen efter var hun ulækkert sød. Sødere end man kunne forestille sig, når hun havde et ustyrligt temperament.
Hun smilede helt tilfredst, mens Phillippe glædede sig over stadig at have begge sine hænder. Ikke fordi det glædede hende at se ham sådan, men fordi hun nu måtte gå ud fra, at han havde lært sin lektie.

"Nu ikke så dramatisk, Phillippe. Det var jo bare for en enkelt aften." Sikke dog han kunne overdrive sin lettelse. Hun kravlede hen over ham, flyttede hans arm og krævede lige at få et kys, inden hun kravlede ned på den anden side, for at komme til morgenmaden. Hun satte sig på kanten af sengen på hans side, så hun var nødt til at sidde med bagdelen så tæt ind mod hans side som muligt, mens hun rakte frem mod bakken og gjorde en kop te klar til ham.
"Nu er du forberedt på hvad der kan blive din fremtid, hvis du vælger at pille ved hele kroens gæster en gang mere." Det var en tydelig trussel, men sagt med den blødeste stemme.

Hun kom lidt sukker i teen og rørte irriterende langsomt rundt, inden hun vendte sig mod ham og rakte den frem. Hendes smil så lige så blødt ud, hvilket kun varslede om at hun virkelig mente, hvad hun sagde. Hun var ikke bleg for at gøre alvor af sin trussel, hvis han ikke hørte efter i fremtiden.

 Kiggede man godt efter, kunne man se en let trækning i siden af Phillippes ene øje, da Katarinas ord nåede ham. Den åh så sukkersøde og venlige tone gik lige ind og trykkede på alle Phillippes knapper. Bare for en enkelt aften. Hun havde brugt så rigelig med tid den forgående aften på at gøre det klart for ham, at det var hans liv nu. Hun manipulerede ham og pille ham fra hinanden, og han hadede det. Og han hadede at han faldt for det. 
 En smule arrig sad Phillippe og sammenbidt skar tænderne lidt mod hinanden, for ikke at sende en bidende kommentar i hendes retning, for trods hendes utroligt søde og venlige væremåde, så vidste han også at en forkert kommentar og heksen kom frem igen. Derfor brummede han bare kort til hendes kommentar og lod hende flytte hans arm og gav hende det kys han vidste han ikke ville slippe for at give hende.

 Alt glæden og begejstringen der havde floreret i Phillippe da han havde opdaget hænderne var tilbage var længe væk, og tilbage sad en bitter snedker, der ikke kunne glæde sig til at kunne forlade det lille heksehus. Mens Katarina satte sig til rette, fik Phillippe også sat sig bedre op, og rette puderne til, så han havde et bedre ryglæn. Han stoppede dog midt i et ordne en pude, ved Katarinas næste ord, og skar en grimasse ved dem, mens han samlede sig for at svare hende ordenligt. Han vidste hun mente det, men han vidste også det ikke var sikkert han kunne holde sig fra det. Han måtte bare håbe hun ikke opdagede det, når det skete.
 "Selvfølgelig, min egen.. " Phillippes ord var syrlige og med et kunstigt smil, som prøvede han at efterligne Katarinas sukkersødhed. 
 
 Fraværende stirrede Phillippe på Katarinas te, som hun rørte rundt i den. Selvom det var rart at have hænderne igen, vidste han også bedre end at drikke noget Katarina tilbød ham. Og hvad med mad. Hvor meget hun mon kunne gøre ting ved, som påvirkede ham? Hvor tit havde hun allerede gjort det? Phillippe var pludselig meget mere bevidst om hvor lusket og luset han kone kunne være, han havde altid vidst det lidt, men det her var jo en helt ny grad, og gjorde det utroligt svært at stole på noget som helst hun tilbød ham.