"I dine drømme..." sukkede han tilfreds og lukkede øjnene. Viktor skuttede skuldrene og satte sig bedre til rette mod muren, som om han havde tænkt sig at blive siddende dér resten af dagen.
Armene blev lagt over kors. Et øjeblik nød han bare brisen. Skyggen. Stilheden. Det faktum, at Frederik rent faktisk var blevet siddende. Så åbnede han det ene øje på klem. Frederik sad på den anden side af kurven. Viktor betragtede ham lidt for længe. Måden han vendte vindruen mellem fingrene på. Måden lyset faldt gennem bladene over hans skuldre... 

I samtaler. I skitser. I drømme.

Kæben spændte sig et øjeblik. Han så væk og strakte armene ud foran sig. 
"Så..." Ordene kom lettere ud, end de føltes. "Modtaget nogle breve for nylig?" Han forsøgte at lyde henkastet. Det gjorde han sandsynligvis ikke. Et hurtigt blik blev sendt i Frederiks retning.

Frederik rullede svagt med øjnene til Viktors kommentar. Selvfølgelig ville han være besværlig. Vindruen bed han over på langs, så den ene halvdel kom ind i munden, mens den anden stadig lå mellem fingrene. På den måde kunne han undgå kernerne. Og at få den galt i halsen.

Det mørkeblå blik flyttede sig dovent hen på Viktor, efter han havde spist den anden halvdel. Et bryn løftede sig let. Frederik fik brev stort set hver dag. Sådan var det, når man drev forretning.

Men spørgsmålet afslørede alligevel, hvad Viktor egentlig var kommet for.

Brevet.

"Ikke flere end normalt."

Han vendte blikket væk fra Viktor igen. Den ene hånd faldt ned i græsset, hvor fingrene lidt fraværende hev små totter fri af jorden.

Viktor blinkede et par hurtige gange, let forventningsfuldt, mens Frederik spiste resten af vindruen. Han trak da virkelig tiden pinefuldt ud. Viktor forsøgte at se afslappet ud, som om hele hans skæbne - og hvad der efterhånden var tilbage af hans værdighed - ikke afhang af et forræderisk stykke papir, der enten lå gemt et sted på gården eller endnu ikke var nået frem.

"Hm." Han pressede læberne sammen og nikkede langsomt. Ikke flere end normalt. Hvad betød normalt egentlig? Forretning, selvfølgelig. Bestillinger. Regnskaber. Kedelige ting.
Og andre breve. Fra hvem? En varm, urimelig lille knude strammede sig i maven. Viktor gned sig over brystet, som kunne han glatte den væk. Det var ikke dét, det handlede om.

Blikket faldt i stedet til Frederiks hånd. De lange fingre, der fraværende hev små totter græs fri. De fine knirk fra rødderne kunne akkurat høres, hvis Viktor holdt vejret.
Han rømmede sig. Lyden blev hængende lidt for længe i svælget. "Så er mit også nået frem?" Hans blik dvælede et par sekunder for længe ved Frederiks kæbe. Så flakkede det væk.
"Det er bare fordi min far nævnte, at der har været... problemer med posten på det seneste." Han trak tilsyneladende henkastet på skulderen. "Breve der er forsvundet og sådan."

Løgn. 

Det meningsløse mord på græsset stoppede, da Viktor rømmede sig, og Frederik vendte det mørkeblå blik tilbage mod adelssønnen. Det afmålte udtryk afslørede ingenting, da Viktor spurgte ind til brevet.

Hvis han sagde ja, ville Viktor mon så erklære, at det var til en anden?

Tanken fik kæben til at spænde sammen, og han så ud over plantagerne med et ligegyldigt træk på skuldrene.
"Jeg har ikke fået nogle breve fra dig længe." løj han. Han satte begge hænder mod græsset og skubbede sig op at stå.

Jeg har brugt så meget tid på at overbevise mig selv om, at du blot er endnu et menneske.

Frederik børstede græsset af bukserne med hurtige, irriterede bevægelser. Han var ligeglad med, hvem det brev var skrevet til.
"Hvis det var derfor, du kom, må du gerne smutte igen nu."

Viktors lettelse var kortvarig. Den nåede lige akkurat at brede sig varmt gennem brystet, før Frederik rejste sig - og lettelsen forduftede med det samme. Brevtragedien var tilsyneladende afværget. Gudskelov. Men det betød da ikke, at deres hjemmelavede picnic skulle slutte allerede.

Eller... den picnic Viktor så fint havde påtvunget Frederik.

Han kom hurtigt på benene. "Hey, okay!" Fingrene lukkede sig om Frederiks arm, før den ældre ven nåede særlig langt. Viktor havde aldrig set Frederik løbe, og han havde ikke i sinde at finde ud af i dag, hvor hurtigt han kunne stikke af. "Du behøver ikke skjule din begejstring for at komme af med mig." Det ene bryn løftede sig, mens Viktor målte ham med blikket.

Noget havde ændret sig.

Kæben måske. Måden Frederik børstede græsset af bukserne på. De korte, irriterede bevægelser.
Var han sur? Nå ja. Frederik i sit naturlige element. Viktor havde efterhånden erfaret, at der ikke skulle alverden til. Den mest sandsynlige årsag stod formentlig lige foran ham og holdt ham fast i armen.

Viktor valgte at ignorere det.

Uden at slippe Frederik bøjede han sig ned efter en fersken i kurven. Det viste sig vanskeligere end forventet. Et øjeblik vippede han faretruende fremad, før han genfandt balancen med et lille hop. "Jeg vil jo gerne fejre dig." Han gned ferskenen mod skjorten, indtil skindet skinnede blankt i solen, og holdt den frem mellem dem. Viktor sendte Frederik et indsmigrende smil. 

"Spis lidt mere frugt og slap af, hm?" Ferskenen vippede han lokkende fra side til side.