En sorthåret kvinde satte sig på kanten af springvandet med et træt bump. Hun havde gået her det meste af eftermiddagen. De sidste par dage var gået lynende hurtigt fra den ene yderlighed til den anden. Den ene dag stak tiggere tyve af fra hende, når hun kom, den næste var det hende, der følte sig som et jaget dyr. Af samme årsag havde hun ladet rustning og kappe blive hjemme, for så at tage på market i en kjole, der var alt for let til vejret, og købe en sort kutte i tykt, fintvævet uld, så det ikke kradsede.

Han lagde benene over kors og trak den store hætte over hovedet, da endnu et hold vagt løb forbi. Der sad plakater over hele byen med billeder af mørkets krigere. Hun var ikke på dem alle sammen. Faktisk var hun slet ikke klar over, at de havde været så mange. Måske var nogle af dem bare samarbejdspartnere... Ikke noget under, jeg ikke har set dem før. Hun så efter vagterne uden at tage hætten af, da de var løbet forbi. Det var en tand for risikabelt.

Også Carolina er påpasselig med at blive genkendt. Det er hun nu altid, men efter lyset er vendt tilbage, er der kommet endnu flere vagter i byen. Hun kan godt lide lysets tilbagevending, men hun hader al den ekstra "opvågenhed", der (for hende) pludselig er kommet. Da mørket herskede, var det som om, at der lå en dyster tåge over byen, som sløvede folk og gjorde dem mere ligeglade - og da lyset vendte tilbage, var alle så glade, at de heller ikke lagde mærke til noget. Men nu, hvor hverdagen var ved at finde sin faste rytme igen, skal hun passe ekstra på, hvis hun ikke vil ende med en stor bøde eller et par dage i spjældet.

Hun har sat sig ned ved springvandet, ikke langt fra den kutteklædte kvinde, men indtil videre lader hun ikke sin opmærksomhed falde på hende. I stedet trækker hun fra sin rygsæk, som hun har stillet mellem sine ben, et stykke brød frem, som hun tidligere på dagen har stjålet fra en bod. De jagede hende længe gennem byen, men heller ikke denne gang fik de hende. Hun hiver et stykke blødt brød af det længere brød, og begynder at gumle på dette. Sådan sidder hun blot et stykke tid og ser op mod himlen, der er en smule grå. Indimellem, når et ekstra stærkt vindpust kommer blæsende, trækker hun det sorte tæppe, som hun har omkring sig, endnu tættere om sin krop. Hendes brune hår blafrer i vinden og ind foran hendes ansigt, og med lettere irriterede bevægelser fjerner hun det igen og igen. Hun burde snart klippe det.

Ethelihn så sig halvt over skulderen mod Carolina. Hendes hætte var trukket så langt ned over hendes ansigt, at hun kun lige kunne skimte hende ud af det ene øje, men det var sådan set også nok. "Selvskab..." mumlede hun konstaterende. Det var ikke højt nok til, at nogen andre end hende selv ville kunne høre det. Hun var ikke helt sikker på, at selskab var noget, hun var interesseret i lige nu. Det kom et eller andet sted an på, hvem hun talte med.

"Og du er?" Den gang lød hendes stemme klart og tydeligt og havde en undertone af arrogance, som om hun ikke var en eftersøgt forbryder, der gerne ville skjule sig.

Carolina har rykket på sig, så hun nu sidder i skrædderstilling, stadig med brødet i hånden og uden videre interesse for kvinden, der sidder et stykke længere henne. Derfor undrer det hende også en smule, at kvinden taler til hende - specielt, da hun nemt kan høre det arrogante tonefald. Lige nu orker hun ikke at blive talt ned til, og derfor bestemmer hun sig for, at hun ikke har lyst til at svare på kvindens spørgsmål.

Hun lægger sit brød ned i rygsækken igen, da hun har spist cirka halvdelen af det - tager sig rigtig god tid. Hun hader, når mennesker er arrogante - også selvom hun selv tit kan komme til at virke sådan - men bare fordi, hun lever på gaden, vil hun ikke tales ned til.
"Hvis De nu er så interesseret i det - eller ikke er specielt interesseret, som det ærlig talt virker til, at De er - hvorfor så spørge?" siger hun så endelig efter at de har siddet i et stykke tid med stilhed - vindens susen og menneskerne omkring dem, der går forbi og har travlt med deres egne gøremål, er de eneste lyde.

Hendes ene mundvig ændredes til en ubehagelig krølle, men det kunne man ikke se for hætten. Solen skinnede fra en klar himmel og fik alting, der var i vejen, til at kaste kulsorte skygger, hvilket gjorde den store hætte temmeligt effektiv.
"Jeg kan jo ikke så godt finde ud af, om det interesserer mig, hvis jeg ikke spørger, kan jeg vel?" Hun regnede ikke med et svar på det spørgsmål. Sandsynligheden for, at hun ville få et svar skrumpede også ind, da et distraherende hold byvagter løb forbi. Ethelihn vendte hurtigt blikket nedad, så hætten kunne skjule mere af hendes ansigt, men ikke så meget, så hun ikke kunne se. Det var ikke det samme hold som før, hvilket gjorde hende en smule nervøs. Hvis de var i gang med at gennemsøge byen, måtte hun være endnu mere forsigtig, end hun havde været før, og det sagde en del. Hun brød sig ikke om at gemme sig på denne måde. Det var ydmygende at blive jagtet af fjolser, der ingen anelse havde om, hvad der var bedst for dem selv.