Det var endnu engang blevet tid til den årlige festlighed på Krystalpaladset, hvor alle fra nær og fjern var inviteret til Midvinterbal, og store mængder af Dianthos beboere skridtede igennem den første, nyfaldne sne mod paladsets strålende lys. Inde i balsalen var der pyntet tilstrækkeligt op til at imponere de flestes øjne: iskrystaller glimtede overalt i loftet og gulvet skinnede så glat, at man kunne spejle sig i det.
De store dobbeltdøre ud til labyrinthaven bød på udsigt til det store Midvintertræ, hvor lys strålede fra alle de stedsegrønne grene.

Ved hovedindgangen slog en herold sin stav i gulvet og annoncerede højlydt ankomsten af adelsfolk samt andre vigtige, allierede til Dronning Isanne:

"Fyrst Iorvo af Ernyell!"
"Fyrst Sephyran IV af Kazimi!"

Da de fleste af gæsterne var ankommet, annoncerede Dronningen fra sin balkon med udsigt over salen, at hun ville holde en kort tale. Her bød hun gæsterne velkomne og bad dem for en kort stund glemme de pinsler, landet havde været udsat for og i stedet nyde maden og musikken. Talen blev afsluttet med en kort bøn til Lysets Gudinde, Isari.

Herfra tog en skjald over, fremførende en sang om "Sir Baldwins Heltedåd" og snakken begyndte så småt at tage til rundt om i balsalen, mens skørter hvirvlede på dansegulvet.
Midvinterballet var begyndt.


Praktisk info: Efterlyste karakterer og racer har ikke adgang til ballet medmindre de er i stand til at skjule sit udseende. Gæster, der laver ballade, vil omgående blive eskorteret ud af paladsvagterne.
Baltråden en reaktionstråd. Det vil sige, at man nøjes med at skrive én post pr. karakter i denne tråd. Hvis man ønsker at fortsætte spillet under ballet, kopierer man sit balsvar ind i et seperat emne og efterlader et link til dette i bunden af sit svar i denne tråd.

Spændingen var næsten for meget for den unge lille krop, som Esther gik igennem den nyfaldne sne, kun få skridt bag Hecate Reier, hendes lærermester. Hun havde fået lov at tage med til Midvinterballet på paladset, og hun vidste næsten ikke hvad ben hun skulle stå på at lutter begejstring.
Smilet spillede så tydeligt på hendes læber, og de grønne øjne funklede. Hendes hår var redt pænt, pyntet med lidt smykker hun havde fået lov at låne, og kroppen bar en smuk kjole. Esther mindes ikke nogensinde at havde følt så blødt stof mod sin hud i hele sit liv, og den mørkerøde farve var så dyb at Esther næsten blev væk i den.

Så længe de gik udendørst, kunne man knap se noget af Esther for den tunge varme kappe hun bar om den spinkle krop, men som hun trådte ind i de varme lokaler, hvor herolden annoncerede Hecates ankomst, kunne man se hvor fin men også anstændigt påklædt den unge pige var. Kjolen fulgte ned af hendes ben, uden at sidde stramt, og halsen var høj uden at kvæle pigen. Ærmerne var lange, og blødte ud i bredde ærmer. Om hendes hals, udenpå kjoles smukke grønne stof, hang en halskæde med en fin amulet. Amuletten holdte Esthers gedeben skjult bag en fortryllelse. Hun havde naturligvis sagt det var et arvestykke fra sine forældre, og at hun var nært knyttet til hende. Selvom det smertede at lyve for Hecate, var det den eneste måde Esther havde set sig helt sikker på at hun altid kunne få lov at bære den. Og nu, følte Esther sig mildest talt som en prinsesse, som hun tog alle de nye omgivelser ind.

Hun fik endda lov at bevæge sig rundt blandt de andre gæster på egen hånd, så længe hun ikke vandrede for langt. Og selvfølgelig opførte sig ordentligt. Så da talen blev afsluttet af en kort bøn til Isari, gik Esther et par skridt videre, for bedre at kunne se de dansende på gulvet, fascineret af deres bevægelser.


Bukkeben i glassko

Netrish havde ikke forventet at vende tilbage til Dianthos så tidligt, ej heller havde hun drømt om at deltage til Midvinter ballet i sin nuværende tilstand.
Men der havde ikke været andet for. Det ville have været for risikabelt at dvæle længere i Elverly, for nu i hvert fald.

Normalt ville Netrish have båret Kiles farver af rød og hvid, selv til en festlig lejlighed som denne, men Kiles orden var stadig et friskt sår for alle, og Netrish havde derfor fulgt sin faders ord, og klædt sig i noget mere, ja, festligt.
Kjolen var i sort fløjl, med høj krave og knapper foran, til ned midt på brystet. Ærmerne var store og puffede, men med en lang manchet, der holdt dem ind til underarmene. Machetterne var i en mat guldfarve, der stod i kontrast til det sorte, og den samme farve gik igen i den blomster-inspirerede kant der løb langs kjolens ærmer, hals og bund. Kjolens snit lå under brystet, og gav god plads til hendes voksende mave.
Netrish skønnede hun vel var nært 7 måneder hende efterhånden.
Hendes hår var ej løst som ellers, men trukket sammen i en tyk fletning, der var dekoreret med mørkeblå og fuchsia stofblomster. 

Trods sin påklædning lå Netrish fokus dog ikke på festen, ej heller på dronnings tale om bedre tider. Elverens blik scannede ængsteligt de andre gæsters ansigter, søgende efter et især..

((Billede))

Det havde ikke været med farens gode vilje, at Laurenne var taget med til midvinterballet. Aller helst ville han holde hende hjemme, hvor han kunne sikre sig, at hun ikke bragte skam over familien. Men kendte man Laurenne vidste man, at havde hun først sat sig noget i hovedet, var der ikke nogen eller noget, som kunne holde hende fra det. Der var dog et ufravigeligt krav fra hendes fars side: hun skulle have en "anstandsdame" med. Så det var med Wolfram ved sin side, at hun var trådt ind i balsalen.

Det lyse hår var sat op i en kunstfærdig frisure med et par enkelte løse hår, som indrammede hendes ansigt. Kjolen var en dyb mørkegrøn farve med små broderier langs kanten og ærmerne. Udskæringen på kjolen var ikke helt så dyb, som hun ellers normalt ville vllge, der var dog stadig et ganske godt kig til hendes kavalergang. Hun var først og fremmest med til ballet for at blive set, så hun havde brugt lang tid på at sørge for at alt ved hendes udseende var så perfekt som muligt.

Dronningens tale interesserede hende ikke synderligt. Hun stod pænt og lod som om, at hun hørte efter, men hendes øjne havde travlt med at undersøge lokalet, så hun junne finde en at burge aftenen sammen med, når hun altså var sluppet ar med sin anstandsdame. En aften som denne var ikke kun god til at blive set, den var også fantastisk til at få skabt tætte relationer til magtfulde mænd, og det var lige nøjagtig en af disse mænd, hun håbede på at finde.

Det var nok lidt svært at se på halvløven, men hans indre var et stort roderi af imponerethed, nysgerrighed, en smule skræk og en del ærefrygt. Paladset. Han var på paladset. Og der var sne!
Hvem skulle have troet, at en simpel rubinsk kriger som ham, ville stå foran paladset, på vej ind til bal hos dronningen selv! Ikke ham selv i hvert fald, og han var gået i stå nogle meter fra indgangen, mens hans gyldenbrune øjne stirrede op ad den store bygning. Fortabt og med en stor trang til at måbe åbenlyst.

Havde det ikke været for rigmanden, der havde haft ham i sit sold de sidste par måneder, havde Sheno end ikke overvejet at tage til hovedstaden og slet ikke til bal. Han var rejst op igennem landet fra Rubinien, havde besøgt Azurien og var fortsat i landet nord for hovedstaden, men syd for grænsen til Norden. På en bakke nord for Dianthos havde han stået og set på byen, men var kommet frem til, at han ikke ville besøge den. Ikke endnu, i hvert fald. Han følte ikke, at han kendte nok til de nordlige skikke til at kunne færdes i den store by, så han var rejst videre. Her var han stødt på en rigmand, en handelsmand, der havde haft brug for hans tjeneste. Manden havde været venlig, og Sheno var, ud over sin løn, blevet betalt i tøj, syet til hans store figur, så han ikke skulle fryse når vinteren kom.

Han havde lært meget ved handelsmanden, hvilket han var meget taknemmelig for. Det var også handelsmandens idé, at Sheno drog til hovedstaden for at deltage i ballet, noget han kategorisk havde nægtet til at starte med, men til sidst havde manden alligevel overtalt ham. Han havde endda foræret ham en kappe og en pænere lang tunika i en forårsgrøn farve, der gik ned til hans knæ og havde en slids bagtil, så hans hale var fri.

Så her stod han nu, i sit pæne tøj, uden våben og rustning, uden at fryse i kulden, selvom alle andre bar mere tøj end ham. Han havde med overraskelse kunne konstatere, at hans pels var blevet tykkere i den tid, han havde været så langt nord på, og selvom han kunne mærke kulden, bed den ikke.
Han var blevet forsinket på rejsen hertil og havde kun lige nået at finde en kro, hvor han kunne smide sine ting, inden han skulle til paladset, så han havde ikke fået set byen. Han havde også næsten været mere optaget af det hvide, der var faldet fra himlen. Sne.

Nogen ramte ham med en skulder, og trak ham ud af forundringen. Personen kastede et blik på ham, inden de skyndte sig videre. Han ragede et godt stykke over de fleste, der bevægede sig mod indgangen, og selvom han var våbenløs, var han nok stadig en smule skræmmende. Langsomt tog han en dyb indånding og fulgte efter. En vagt kastede et ekstra blik på ham, men ingen stoppede ham, som han gik ind og fulgte de andre ind i balsalen. Endnu en gang gik han i stå og denne gang måbede han en smule. Aldrig havde han set noget så smukt. Og alle de festklædte mennesker. Han stak ud som en grøn plante i ørkensandet og var nær vendt om for at gå igen, for her hørte han ikke til. Men hans ben bar ham længere ind, så han endnu bedre kunne se det smukke rum.
Om muligt blev hans ærefrygt endnu større, som dronningen dukkede op og holdt sin tale. Hun var smuk. Det var en kort tale, og han hørte slet ikke rigtigt, hvad hun sagde, så betaget var han. Snart begyndte folk at danse, og han fortrak ud til siden, hvor han kunne følge med i festen uden at være i vejen eller gøre sig mere bemærket end højest nødvendigt. Han ville bruge sin aften på at betragte og suge indtrykkene til sig og regnede ikke med, at være social. Han var trods alt bare en kriger blandt fine folk.

(( Ønsker man en tråd med min akavede og malplacerede løvemand, så skriv endeligt til mig! ))

Vinterballet var ikke noget Dag havde kendt til, indtil for ganske nyligt. Det havde dog ikke taget hende længe at beslutte hun ville med, og til Kzar Mora med om hendes mor og bror synes det var en god idé!
Det var ikke gået så nemt som Dag havde håbet. Hendes mor, Liv, havde insisteret på at klæde hende på selv, og sendt familiens tjener Cole med, officielt for at hjælpe med at flytte hende rundt. Men Dag kendte sin mor. Enhver kunne have hjulpet med det! Cole skulle med for at holde øje med Dag, og sørger for hun kom hjem til det fuldstændigt tossede tidspunkt Liv havde sagt hun skulle være hjemme, som om Dag stadig var et lille barn.

Dag havde forsøgt at se så værdig ud hun kunne, som hun var ankommet, men det var svært at holde på bare den mindste værdighed, når man var nød til at blive båret ind. Heldigvis var der stole nok, og hun fik hurtigt fundet et sted Cole kunne sætte hende ned, hvor hun kunne se en god del og følge med i aftenens begivenheder.
Dag forsøgte at se så uimponeret ud som hun kunne, som hun tog den prægtige sal ind, og lod blikket glide over de mange gæster. Det var en svær opgave, for selv på Opalslottet havde hun ikke set noget lignende, og langsomt indså Dag, at det måske havde været en fejl at komme.
Alt hvad hun viste om fester var at man dansede, og så fandt den kønneste kvinde og den kønneste mand sammen, og levede lykkeligt til deres dages ende, eller sådan noget pjat. Det var dem alle historierne handlede om, men hvad pokker lavede resten af festen?!

((Fang mig i chatten, eller smid en PM hvis du vil have en tråd med Dag! Ellers kan du finde hendes åbne tråd her))

Midvinterbal. Wolfram havde været med nogle gange før, dengang grevens hustru stadig havde været i live, så det var mange år siden. Selv dengang, da hans hår havde været kulsort og hans skridt mere spændstige, havde han været den af grevens tjenestefolk, der havde mest styr på etikette, og greven satte pris på hans skarpe hukommelse og sans for detaljer. Efter grevindens død havde greven ikke selv deltaget i ballet, men i år havde hans datter altså fået lov til at tage af sted. Hun var gammel nok til at tage turen alene, sammen med en tjener. Og det havde altså været Wolfram, der havde fået den tvivlsomme ære at følges med hende. Uden tvivl som anstandsdame, så hun ikke fik rodet sig ud i for mange problemer.

Trods sin lave rang som tjener, var han blevet udstyret med en mørkeblå kofte med lange ærmer og en lidt høj krave. Forsiden og bagsiden af koften var broderet med et diskret mønster i en mørkere blå, men ærmerne var usmykkede, bortset fra et par knapper i sølv ved ærmekanten. Knapper der gik igen i en række ned foran for at holde koften lukket. Han havde et simpelt brunt læderbælte om livet uden på koften med et pænt spænde, også i sølv. På benene havde han et par sorte bukser der sad løst om hans lår, men stramt om hans underben, inden de gik ned i et par lette støvler, der var en smule slidt, men pudset pænt op. Hvis han skulle indrømme det, følte han sig ganske nydelig, og han havde gjort lidt ekstra ud af at sørge for, at det lange hår ville forblive strøget bagud over hans isse.

Efter at have sørget for, at Laurennes overtøj var i gode hænder, var han fulgt efter Laurenne ind i salen, et skridt skråt bag hende. Han kunne næsten lugte krystallerne i luften, som de adelige svansede rundt i deres dyre beklædning og samtaler om land, handel og diplomatiske forbindelser fyldte luften. Han kunne brække sig, men fortrak ikke en mine, mens Laurenne fandt et sted og stå, mens dronningen holdt sin tale og der blev sunget en sang for Lysets general. Han betragtede dronningen svagt nysgerrigt, men var ellers ikke så interesseret. Der stod et bord, hvor der blev serveret drikkevarer, og et kort stik af længsel efter noget stærkt, gik igennem ham, bare for at gøre aftenen nemmere at komme igennem. Men han havde ikke rørt alkohol siden sine unge dage, og det var absolut ikke dagen at starte på det igen. Med et suk så han rundt, inden han så på Laurenne. Hun planlagde uden tvivl at smutte fra ham. På den ene side var han tilbøjelig til at lade hende, på den anden side, så ville greven flå ham levende, hvis hun fik lavet en scene. Han han sørge troligt for at holde sig det ene skridt bag hende, klar til at gribe diplomatisk ind, hvis nødvendigt.

(( Hjælp Laurenne, forstyr Wolfram! Skriv til mig, hvis du vil tråde med den gamle tjener! ))

Malik kunne smile af mange årsager, men de der fik ham til smile den aften var ikke de mest normale. Han havde boet i Dianthos i flere år, men da han ikke havde mange kontakter tilbage i årene så han ikke en god grund til at besøge de forskellige bal. Det var først efter at han blev bibliotekar, at Malik fik en god grund til at opsøge det fornærme bal på krystal paladset.

Iført de dybblå rige farver og med hænderne bag på ryggen, lignede Malik næsten de tjeneste folk der arbejde på paladset, næsten. Der var en forskel og det var at Malik var tårnhøj ved siden at de fleste mennesker som der kom til festen, hans mørke hud og tilbøjelighed til at klæd i tøj fra syden, gave ham tit opmærksomhed når han endelige var ude fra biblioteket.
Malik havde ikke en titel eller en status som han kunne tale ham, han var ganske normal men alleligvel kunne han altid tiltrække opmærksomhed og der gik meget tid før at de første par personer talte til ham.

Malik kunne ikke kalde sig for den mest snakkende personlighed, han var normal meget stille af natur fordi han netop arbejde hvor at der altid var stille men som de rige damer begyndte omringe ham kunne han godt mærke at han måske havde vækket mere opmærksomhed end han havde ønsket.
Han kunne næsten ønske at han havde taget en bekendt person med sig eller bare en person som han kendte i forvejen, men han havde ikke været så smart og han havde hellere ikke mange person som han kunne kalde for venner.

// Skrive gerne vis der et større ønske om at møde Malik, eller hvis der en der ”hjælper” ham lidt til ballet.

Nat havde gjort et stort nummer ud af, hvor uinteresseret han var i vinterballet. Det var sådan noget for tøser. For selvfølgelig havde han skulle mene det modsatte, så snart Dag havde udtrykt sin interesse, og selvfølgelig skulle han nedgøre det. Men han havde også hørt historier om vinterbal, og var det ikke sådan noget riddere tog til? Hvis Nat skulle blive den bedste ridder i landet, kunne han lige så godt tage til et vinterbal med det samme. Dét havde han dog først besluttet sig for, efter Dag var taget af sted. 

Heldigvis for ham var Liv typen, der kendte sin søn godt nok til at vide, at Nat ville ende med at tage afsted til vinterballet, på trods af tidligere mening om det, og da han erklærede at han ville tage af sted, var der allerede lagt et sæt tøj frem til ham. Et sort sæt, broderet i et sirligt mønster med guldtråd. Jakken sad stramt om ham, men dens ærmer sad kun fast i den øverste del af jakken. Under armene blev hans hvide skjorte under afsløret, når han løftede armene, men bevægeligheden betød mere for ham end noget andet, og det vidste Liv åbenbart godt. Havde han ikke kunne bevæge sig ordentlig i den, var den ikke blevet på ham i mere end 30 sekunder.

((Påklædning))

Oppe på slottet slentrede han sig af sted mod balsalen, som om han ejede hele stedet. Han kunne da godt se, at det var en smule større end Opalslottet, men han var trods alt opvokset på et slot, så han havde svært ved at blive helt imponeret. De andre gæster så han også kun ned på. Hans sværd hang ved hans side, og det var svært for ham, ikke at trække det, bare for at underholde sig selv med det, især da dronningen begyndte at tale. Det var ikke en lang tale, men den var langt længere end Nat kunne holde sin opmærksomhed rettet mod et menneske, der ikke sagde ham noget.

((fortsættes i denne tråd))

Ballet var naturligvis ikke en begivenhed, Nicodemus kunne gå glip af. De seneste års baller havde været en lidt blandet fornøjelse med skyggen af Kiles Orden hængende over hovedet på balgæsterne - men i år skulle det være anderledes. Han havde hørt, at der ville komme skjalde fra fjerne egne af landet - helt fra Dragorn og Balzera, og at vinen ville flyde i rigelige mængder. Og så var der naturligvis alle de fint klædte unge kvinder, hvis hvirvlende skørter fik en ung mands tanker til at gå i en upassende retning om, hvad og hvor meget de bar under kjolerne.

Emilio havde klædt den unge herre på i god tid til ballet. Hans jakke var mørkerød og stod i tydelig kontrast til hans fine, blege hud og mørke, skinnende hår, der havde fået lidt ekstra duftende olie. Han var beklædt med smykker af kvalitet og mængde, som det passede sig for en ung mand af fyrsteslægt.

"John Arthur af Isenwald  og hans søn, Nicodemus Césaire af Isenwald!"

Et stokkeslag og et råb fra herolden markede hans ankomst gennem de imponerende dobbeltdøre, og han måtte tage sig sammen for ikke at standse op og betragte al prægtigheden fra de strålende lys til de vuggende skørter. Faderen lagde en hånd på hans skulder og førte ham hen mod nogle af de andre familiemedlemmer - heriblandt Nicodemus moder og søskende, der også var ankommet til Dianthos i anledning af ballet. 

Her udholdt han en mængde formaliteter og formaninger, inden han endelig på egen hånd og med familiens årvågne blik i nakken kunne bevæge sig rundt mellem de andre balgæster. Han så et par formanende blikke fra nogle af de ældre adelsfolk, der tydede på, at hans fars ihærdighed for at begrænse rygterne om hans gøren og laden i Dianthos de seneste år ikke var lykkedes i så høj grad, som man kunne ønske.
Han greb et glas fra en bakke båret af en forbipasserende tjener, og blikket gled søgende ud over balsalen. Hvor meget kunne han mon tillade sig denne aften, når hele hans familie var til stede?


Åben tråd med Nicodemus: https://krystallandet.dk/viewtopic.php?t=12109

 Midvinterbal. Elisa både hadede og elskede det. Der var altid en hel masse der skulle ordnes på paladset - rengøring, oppyntning, klargøring til overnattende gæster og en masse madlavning. Ting der krævede at Elisa rent faktisk arbejdede. Hun var blevet hundset rundt med de sidste par uger, og endnu mere dagene op til ballet. Men nu var alt pyntet op, de fleste gæster var ankommet, og Dronningen havde holdt hendes tale. Det var den del Elisa elskede. Pynten var så utrolig smuk, gæsternes påklædning var som fra en drøm, og musikken vækkede varme følelser i Elisa. Desværre kunne hun ikke selv deltage. Hun var blot en tjener, der ikke havde noget at gøre så til fint et bal, ud over at makke ret, og servicere. 

 Hvert år var det samme. Elisa knoklede for at hjælpe til med at gøre alt klar til ballet, men aldrig kunne hun selv være med. I stedet stod hun og gemte sig halvt bag et hjørne, mens hun så ud mod balsalen med de mange gæster, med et længslende blik. Selv havde hun iført sig det pæneste hun havde, men det kunne på ingen måde hamle op med hvad hun så danse rundt ude på danse gulvet. Hun prøvede altid at undgå at arbejde for meget under selve ballet. Hun ville meget hellere stå at drømme sig væk, og forstille sig at hun selv var med til ballet. 
 Nede ved Elisas fødder, dansede et par peberfrugter og gulerødder rundt. Fordi hun var så begejstret for ballet, havde Elisa brugt noget tyl og stof fra tøj der var blevet smidt ud, til at lave nederdel og jakke til grøntsagerne. Det var hendes eget lille bal. Det eneste bal hun nogensinde rigtig kunne være med det. Hun sukkede tungt.



(Skriv hvis der er ønske om at forsætte en tråd med Elisa 8D Jeg kan fanges både i chat, PB og på Discord )

Enhver anledning til at blande sig med de højere selskab var en anledning Hîrion lod til at tage. Ikke med særlige mål for øje eller fordi han som sådan havde et behov for at vise sig selv frem overfor folk af fine slægter, der alligevel ville nå at skifte overhoveder inden han nåede at se sig om. Selvfølgelig var det ikke kun menneskeligt selskab han befandt sig i, men det virkede tit til der var en overvægt - hvilket vel kun var naturligt. Ville han undgå at beskæftige sig med det kortlivede folkefærd måtte han jo bare befinde sig på andre kanter. Han havde heller ikke, visse rygter til trods, et problem med det blandede selskab. Han havde rejst nok rundt til endda at føle sig ganske komfortabel når der ikke var for ensartet omkring ham. I det hele taget kunne man dog sige, at han følte sig ganske godt tilpas et sted som dette; blandt de højere selskab, omgivet af smukke folk i smukke klæder og iblandt lige så smukke omgivelser.

Selv var han naturligvis også fint klædt på i neutrale farver med detaljer i sølv og gulv(påklædning). Hans hår var nøjsomt holdt tilbage af et hovedsmykke, der matchede guldtrådene i kappen han bar og hang ellers frit ned over hans ryg, udover kappen. Han bevægede sig henover gulvet med en elegance som få kunne efterligne elverne og bukkede da også høfligt til en adelsherre der hilste ham ved navn. Lidt vidste den stakkels herre om hvad hans søn havde foretaget sig i elverens selskab blot natten forinden. Tanken var nok til at sætte et smil på Hîrions ansigt, der dog let kunne gå som at være en reaktion på mødet med herren. Han nåede dog ikke at sige noget, inden dronningen kom frem på balkonen for at byde velkommen. Undervejs under talen fik Hîrion da også øje på adelssønnen og nikkede diskret som hilsen til ham, da denne kiggede tilbage og også fik øje på ham. Først efter talen bevægede han sig videre i salen, opmærksom på at hilse på de han kendte og gøre godt indtryk på dem han ikke gjorde.

I takt med musikken tog til og folk begyndte deres dans, trak Hîrion sig til siden og gav sig i stedet til at se sig omkring. Der var ikke meget pointe i en dans medmindre han havde en dansepartner og ærligt kunne han også komme på en håndfuld ting han hellere ville.

Til en start fik han dog fat i et glas vin.

Endnu engang mødte Mitch op på Krystalpaladset til et af de store baller. Han var som altid klædt i sort, men havde fået brudt den mørke farve med et strejf af rødt. Et meget lille strejf, men det var der. Mere bestemt havde han Kiles symbol i rødt glas hængende i en lædersnor som halsen. Et smykke der allerede ved indgangen tilranede ham et par sammenbidte blikke. Det eller vingerne eller hans hele udstråling af at høre til den altid tilstedeværende gudinde.

Hans blik gled kort over udsmykningen, før det gled søgende videre over mængden. Ville hans hvide modstykke være her i aften? Han havde ikke set Kirana siden deres tankeudveksling og han håbede hun havde klaret sig gennem virvaret af Ordenens hærgen uden at få knækket fjerene. Hun havde været en af grundene til han var kommet i aften.
Den anden var at nogen burde vise Kile stadig havde støtte i folket.
Han fandt en plads langs den ene væg med fri udsigt mod Dronningens balkon. Hendes tale var kortfattet men velment. Hun så ældre ud end sidst han havde set hende. Derefter tog en skjald over og han trak sig længere væk mod et fredeligere hjørne. intet blik af hvide vinger endnu, men han dog lagt øje på et par elvere. Modige væsner allerede at vise sig nu. Specielt en han mente at have set før, men hvor? Mitch betragtede hende undersøgende som hun ubekvemt så sig rundt. Hvor havde han set hende før?


Link til åben tråd

Som en del af Lysets Hær, følte Corvus ikke han var i rette position til at takke nej til invitationen om at deltage i ballet. Han havde påklædt sig i sine fineste klæder, selv klappen over venstre øje var blevet skiftet ud med en i sort, i stedet for den grimme brune, som normalt blev båret. Det hvide hår var redt tilbage, bort set fra en enkelt rebelsk tot hår, der ivrigt insisterede på, den skulle sidde ned over hans pande. Han havde for længst opgivet at gøre noget ved det og tog afsted som det var.

Han havde talt med et par folk fra hæren, samt ledt efter Victoria, som han bestemt regnede med også var her, men indtil videre havde han ikke set så meget som skyggen af hende, men som spionmester havde man sikkert også meget at se til. Som dronningen kom frem på sin balkon, rettede han blikket mod hende og lyttede til hvert ord der kom fra hende. Han deltog i bønnen som dronningen holdt til Isari, på trods af han ikke selv fulgte nogen tro. Da talen var færdig og skjalden begyndte at spille, var han en af dem der søgte ud for at finde noget at drikke og måske et lille nap mad. Han havde tænkt sig at nyde aften, for det var sjældent han ellers havde tid til det, på trods af han var en ældre herre.

// Ønsker folk tråd med Corvus til bal, skal i være velkommende til at kontakte mig, PB, chat eller Discord //

Det var tid til Midvinterbal. Som nomade havde Freya aldrig været til så overdådig en begivenhed – det vildeste hun før havde været til var æde og drukgilder, når hendes familie var stødt på venligtsindede karavaner. Nu stod hun her, i Krystallandets perle, Dianthos, den smukke hovedstad, og endda foran Krystalpaladset. Hun så mænd iklædt det stiveste puds og kvinder i smukke, moderigtige kjoler. En herold stod oppe ved den massive døråbning og råbte navnene op på de mest betydningsfulde gæster. Selv stod Freya et godt stykke derfra, skuttende sammen med en flok andre lavrangsborgere, der ikke havde råd til de vaner, der karakteriserede de fleste af Krystalpaladsets gæster. Hun ejede ikke en gang en kjole. Måske hun skulle finde noget lækkert skind en dag og lave en. Eller også var det noget andet materiale en kjole skulle laves ud af... i hvert fald hvis hun håbede på en dag at kunne deltage i sådan en begivenhed. Det kunne i hvert fald være ret fedt at være derinde. Og ikke herude. Hvis bare Krystalpaladset var halvt så overdådigt inden i som det var her, udenfor. Så ville det være for vildt.

Det var i hvert fald hele den kølige tur værd, at gå fra hendes hjem i den snavsede del af byen og så hertil, når alle de rigtige personer strømmede til paladset for at deltage i festen. Ikke at hun ville indrømme det over for sine kollegaer selvfølgelig. Hun havde overhørt nogle af hendes kollegaer snakke om ballet for et par dage siden, og hurtigt havde hun besluttet sig for at tage af sted. Det var trods alt ikke hver dag at en arbejder i et stenbrud som hende fik mulighed for at få et smugkig ind til de riges fester.

Hun hørte stilheden, idet en enkelt stemme indefra talte op. Det var nok en form for åbningstale. Det havde hun godt oplevet før til de fester, hun selv havde været til, men hun behøvede ikke kunne høre ordene for at vide, at ordvalget var anderledes end det, hun var vant til. Og så var der for den sags skyld også mange flere gæster. Så mannge gæster, at Freya hurtigt havde opgivet at holde tal på det. Nu kunne hun høre musik derindefra. Hun genkendte melodien om “Sir Baldwins Heltedåd”, men den blev hurtigt overdøvet af snak fra folk omkring hende, der begyndte at gå hjem. Måske hun også selv snart skulle vende snuden hjem... hun skulle trods alt tidligt op i morgen og hugge sten fra byens nærliggende stenbrud.

(Skriv endelig hvis du ønsker en tråd med min halvorker Freya!)

Etheldred havde forsøgt at komme i god tid til midvinterballet. En mindre opgave og en morsyg to-årig havde dog gjort hende rigeligt forsinket til at nå at høre dronningens åbningstale.  Hun kom alene i år, ikke fordi der var problemer på hjemmefronten, men fordi hendes husbond var ude på en opgave. Ikke noget hun tog sig yderligere af da hun løftede let op i den safir-blå kjole med gyldne fine blonder i et lag hen over skørtet og på ærmerne. Det lyse hår var sat op i en kunsnterisk tyk fletning fyldt med alskens små perler og diamanter, det hel sad lavt for at skjule seglet i hendes nakke. Andre iblandt Lysets krigere kendte til det segl der efter sigene holdt hendes dæmoniske side ned, det betød ikke at hun ønskede at dele det med hele verden. 
Af hensyn til dronningen og gæsterne havde hun beholdt amuletten på der holdt hendes dæmoniske træk skjult for de andre. Hun nikkede lidt til vagterne idet hun passerede dem, inden hun kom til herolden, gav ham invitationen inden han stødte i gulvet med sin stav og bekendtgjorde " Grevinde Etheldred Dacre!" 's ankomst. De blå øjne gled søgene hen over gæsterne, inden hun trådte ind i salen, og tog sig et glas velkomst drink fra en nærstående tjeners bakke.