Den store sal i midten af Dragorn var oplyst af hundredvis af fakler og lys placeret i kæmpe store lysestager. Store bannere hang ned fra loftet langs væggene og dækkede de glatte klippevægge med Dragorns og Lysets farver og våbenmærker. Lange borde med tilhørende bænke fyldte gulvet og gjorde plads til mange hundrede spisende gæster.
Det var længe siden, at salen havde været pyntet sådan op til fest og utallige dværge havde været forbi for at nyde synet i løbet af de sidste dage. Spændingen var vokset igennem Dragorn, forberedelser var blevet gjort, opgaver fordelt og mad var hentet ind fra nær og fjern. Intet skulle mangle og alle havde haft nok at se til i løbet af sommeren. Alle ville vise hele Krystallandet, hvordan dværgene holdt banket!

Invitationer var sendt ud, både til Lysets dronning, Jarlen af Norden og andre prominente personer inden for Lyset, men også elvernes leder var blevet inviteret, sammen med mange andre fra Norden, folk der handlede med dværgene og gamle venner af Baradurslægten. De fleste havde sagt ja til at komme, nok klar over, hvor specielt en åben fest i dværgenes rige var.

Gæsterne begyndte at dukke op dage i forvejen. Det var en lang rejse for nogen, og de blev godt indlogeret. De mere fornemme og betydningsfulde gæster fik egne værelser, hvor menigmand måtte klare sig med sovesale, men stadig med fuld forplejning. Ingen skulle tage derfra og sige, at dværgene ikke var gæstfrie.

På dagen begyndte gæsterne at komme allerede fra morgenstunden. Ved porten stod der alvorligt udseende vagter, der indgående nærstuderede alle, der kom forbi. Inde i indgangshallen fik man ikke lov til at gå videre, før alle våben var blevet afleveret, eventuelt sammen med ens overtøj. Men så snart man var inde, var der smilende og venlige dværge, der viste rundt og sørgede for, at man følte sig velkommen.
Forsøgte gæsterne at tage på udforskning selv, ville de meget hurtigt møde døre og gange, der var bevogtede af tavse, bevæbnede dværge. Så selvom man havde planlagt at se de store smedjer eller overvejet at snige sig ind og stjæle Thanens skrivefjer, ville disse planer hurtigt blive forpurret. På overfladen var alle velkomne, men der var tydeligvis også taget højde for, at folk, der ville Dragorn ondt, kunne finde på at snige sig ind blandt gæsterne. Dragorn var på højeste alarmberedskab, klar til ubudne gæster og ballade.

Men den første del af dagen gik som den skulle. Og som aftenen nærmede sig, blev folk ledt til den store sal, hvor stemningen var god og samtalerne og latteren flød frit, blandet sammen med lyden af musik. Inden længe dukkede Thanen op med Lysets dronning ved sin side. To troner stod i den ene ende af salen, Thanens egen og hans afdøde hustrus, som var blevet fundet frem, støvet af og nu gjort klar til dronningen. En flok af Lysets krigere og Dragorns soldater vogtede over de to ledere og kun få blev tilladt at tiltale dem, som de to ældre væsner var fordybet i samtale.

Og så kom maden på bordet. Der var alt, hvad hjertet begærede af både vådt og tørt, og humøret steg endnu en tand. Thanen og dronningen blev ledt til deres pladser, midt på langsiden af det ene bord. Der havde været diplomatiske diskussioner om, hvem der skulle sidde hvor, men Godric havde slået fast, at ved hans anden side skulle elvernes leder Daeralda sidde. Diplomatiske bånd skulle plejes. Og sådan var det blevet.

Da måltidet begyndte at nå sin afslutning, lagde Lysets dronning en hånd på Godrics arm og med dæmpet stemme og milde øjne sagde hun, at hun var træt og ville fortrække, tage hjem igennem portalen, der forbandt paladset i Dianthos med Dragorn. Den ældre dværg kom på benene med hende og bukkede så dybt, som hans gamle krop tillod det. Resten af salen rejste sig også, som dronningen bevægede sig med sit følge ud af rummet.

Godric selv undskyldte til Daeralda og gik tilbage til sin plads i den pelsklædte trone. Vagterne, hans sikkerhedsrådgiver havde sat på ham, fulgte troligt med. Her satte han sig godt til rette og betragtede de gæstende væsner med et tilfredst blik og en lille smil i det store hvide skæg, der ikke som de andre dværges var flettet, men fik lov til at brede sig over hans bryst og mave i sin store fylde. Hverken det eller tøjet skjulte dog, hvor lidt fylde, der var dværgenes leder. Det var som om, at fedtet ikke ville finde tilbage til ham, efter de mange, mange måneder i fangekælderen under Mørkets besættelse. Og man ville sikkert også høre hvisken iblandt gæsterne om, at han ikke så ud til at ville leve meget længere.

De milde blå øjne gled rundt. Hvilede kort ved hans to elskede børnebørn, Guinevere og Magnar, der begge så ud til at hygge sig i de sociale omgivelser, inden det fortsatte forbi Lysets general, en halvfugl han havde afgivet sin troskab til under hele misæren med Kiles Orden, og admiralen for Lysets flåde, en mand han ikke havde mødt før, og som virkede en anelse speciel.
Og derefter så han fra gæst til gæst, som altid nysgerrig efter at vide mere om alle, men for udmattet til at skulle forsøge at være social. Lige nu værkede hans gamle ryg og maden havde gjort ham træt, så han blev siddende i den lune stol og nød det glade liv i hans lille rige under jorden.



Det praktiske:
Denne tråd er en reaktionstråd, dvs. man skriver et enkelt svar. Ønsker man at lægge op til en tråd, opretter man et tråd med svaret som startoplægget og linker til den tråd i sin svar i denne tråd.

Alle er velkomne til at svare i tråden, så længe det giver mening! Mørkelvere, orker og andre, der tydeligvis ikke hører til et sted for Lyset, vil selvfølgelig ikke blive lukket ind, medmindre der er en rigtig god grund til det.

Jeg har selvfølgelig fået lov af Krys til at bruge Lysets dronning c:

Ønsker man en tråd med Godric, kan man skrive til mig og vi kan se, om vi kan finde ud af noget.

Som det var skik for Magnar, var han bordsat under hele den store banket, sammen med sin søster Guinevere. Dette var muligvis en af de største dage længe, med både elvernes leder, Lysets Dronning og Jarlen af Norden tilstede - en mand, Magnar selv havde udset sig til at hjælpe Dragorn i dets mørke stunder, da han selv var blevet sendt væk fra sit hjem af mænd, der tjente Thanens familie. Én adelig dværg, alene derude i den store verden. Hvordan han havde formået at få hjælp til at befri Dragorn var ham stadig til denne dag i dag et under. Han havde ikke været i sit hjem meget siden da, faktisk havde han været ude en del, mest for at se sig omkring og lige så meget, fordi han stadig, inderst inde, bar skyldfølelse over at have "forladt" sin familie dengang i deres nødens stund.

Som det kunne ses på hans søster og på Thanen selv, kunne det også ses på Magnar. Mærkerne af de ting, de alle havde været blevet udsat for. På Magnar var der ingen ar, ingen tab af muskel, men hans øjne, skønt de stadig var livlige og glade på nuværende tidspunkt, bar en ny visdom efter alting. Han var årvågen, selv nu, selvom dette var en diplomatisk banket. Der kunne gå ting galt hvor som helst, når som helst. Han talte livligt med sin søster og de andre gæster omkring sig, men ofte sneg han sig et blik mod Thanen, mod de andre gæster, undersøgende efter om der skulle være noget som helst galt. Det var ikke altid lige nemt når man var gået hen og var blevet bare en anelse paranoid af sig.

Som de andre i festsalen bar han intet våben og ingen udrustning. Han gik i fine klæder i farverne sort og mørkerød, stadig relativt simple, men med guld broderet i kanterne af den tykke kåbeagtige jakke han havde uden over den mørkerøde tunika. Hans bukser var sorte og pæne med snøringer i siderne af benene og støvlerne var kraftig læder med en tåspids af læder. Skægget var stadig rimelig kortklippet og han havde fået ordnet håret for nyligt. Det hele så ret pynteligt og frisk ud til ham, men han virkelig stadig lidt som om at han var blevet et par år ældre på alt for kort tid.

Invitationen til banketten i Dragorn, var kommet som noget af en overraskelse for Ragna. Hun mente ikke selv at hun kendte nogen i Dragorn. Ikke desto mindre havde hun accepteret den, om ikke andet så for at finde ud af hvem de var og hvor de tilsyneladende kendte hende fra. 
Hun var kommet en uges tid i forvejen, og blevet overrasket over en sær blanding mellem dværge der åbenbart kendte hende, fra før hun var kommet tilbage til livet igen, og dværge der var mistroiske overfor den sære robuste kvinde med ører der kunne tilhøre en halvelvers. 
Stille og roligt havde hun fundet ud af grunden til hvorfor nogen genkendte hende. At hun åbenbart havde boet i Dragorn hvor hendes, afdøde, far havde været en ud af mange smede. Nyhederne havde givet en del hovedpine der dog var stilnet igen med hjælp fra nogle tørrede svampe.

Så åbenbart var hun dværg.. Eller halvdværg.. På selve festdagen havde hun en anelse nølende ladet vagterne tage hendes våben ind i våbenkammeret inden hun fik lov at gå videre, ind og mingle med folk og se, eller nok snarere gense, Dragorns forhal og festsal. 
Hun havde i dagens anledning været ude at flyve i bjergene i de tidlige morgentimer, i håbet om at hun ikke lige pludselig ville gro vinger midt i festlighederne.  For en ekstra sikkerheds  skyld havde hun bundet et læderharness ind til sig under lagene af tøj. Nok var det flere lag men det var nu stadig hendes bedste klæder.. Hvilket nok ikke sagde så meget i henhold til at hun ikke havde særlig mange krystaller på lommen til at kunne købe sig til dyre broderier og de dyrere farvede stoffer.  Koften hun bar denne aften var en støvet mørk 'dueblå' farve. Under den var et par mørkebrune bukser, omviklet med lyse skind fra lyse næsten hvide harer. Ovenpå koften bar hun en kort mørkebrun kappe foret med lammeskind. Hvor den kunne have set mere pragende ud med broderier var det mest prydsomme på den nok snarere spændet der forestillede en ravn.  

Hun lænede sig lidt tilbage på sin plads, strakte benene lidt og tog en tår af sin mjød mens hun lod blikket glide hen over her enkelt gæst hun umiddelbart kunne få øje på. Se om der var nogen der var mere genkendelige end andre.. Det udover dronningen,  og Thanen der også synes at lokke for nogle unævnte minder. 

"Skål Bastian! For L-hik-sets og Dværgene-hik-s alliance og for hik vores sk-hik-skibe!" Lynn gav op på sin sætning og fik den bare afsluttet så hurtigt som muligt, hvorefter hun hamrede det solide krus ind i Bastians, så øllen sprøjtede fra dem begge. 
Hun havde glemt at hælde vand i sin øl, for dværgene havde ikke virket glade for at hun ville fortynde den, så nu var hun nødt til at udholde den her ulidelige hikke resten af aftenen - sikkert resten af natten! Men hvad man dog ikke gjorde for festligheder, og festligheder var det i sandhed. Lidt hikke skulle ikke stoppe hende fra at drikke sig under bordet, og Bastian havde allerede fyldt overordentligt grundigt på hende, så hun fik absolut ikke lov til at slippe. I det mindste skulle hun kun sejle rundt i sin seng i morgen og ikke ud på bølgerne. 

Dragorn var et overdådigt sted. Underdådigt var måske ordet, nu hvor de befandt sig under overfladen egentlig. Gæstfriheden var uovertruffen, og Lynn kunne ikke engang brokke sig over soveforholdende, for selvom hun var uvigtig nok til at få en plads i sovesalen, havde det været en af de mest hyggelige aftener i hendes liv aftenen før, hvor de havde sunget sange og hygget så langt ud på natten, at ingen havde fået nok søvn i deres hjørne af salen. Men det var ligemeget - venskaber var blevet til, og Lynn kunne sove, når hun en dag ikke skulle sejle mere. 
Og maden! Maden de her dværge kunne lave var tungere end et sunkent skib! Lynn lo over en vits, hendes sidemakker lavede, og kunne næsten mærke det saftige kød bumle rundt i hendes mave sammen med øllen. Et hik afbrød latteren, og hun skyndte sig at tage en stor slurk til, inden det næste hik trængte sig på. 
Sikken aften, sikken fest!

Mirabelles familie og dværgene havde altid haft et lidt anstrengt forhold til hinanden, men det betød også bare at Mirabelle ikke kunne afslå invitationen om banketten. Hun havde vidst det ligeså snart hun havde modtaget invitation. Det var ikke engang et spørgsmål om at forhøre sig med sin far om det først.
Selvom hun følte det lidt anstrengt at være her, og der var et par af dværgene der havde skævet til hende, da de havde set symbolet for Pompadour familien, så var hun alligevel glad for at være tilbage i Norden, og det var ikke som om at nogen af dem havde lavet bemækrninger hun havde lagt mærke til, så hun var også selv på sin bedste opførsel.

Maden og alkohollen var som hun forventede, selvom hun forsøgte at holde lidt igen med alkohollen. Hun vidste godt at det ikke ville se sig godt ud på familien, hvis hun drak sig fuld, så i stedet for sippede hun noget af det mildere øl de havde, og sludrede med hvem der kom i nærheden af hende. Det var primært folk fra Lyset hun snakkede med, men hun havde også været omkring et par af dværgene at snakke med dem, og naturligvis takke Thanen for invitationen. Det var en god aften, og hun fortrød i hvert fald ikke at have taget afsted.

En glædens dag. En dag hvor Dragorn igen kunne fejre at være frie, og at lyset for alvor var vendt tilbage i landet. Det var også lang tid siden at Guinevere havde taget sig tiden og friheden til at nyde det. Besættelsen, Kile konflikten og komplikationer af forskellig art havde fyldt alt for meget i den unge dværgs sind. Tiderne havde ændret sig, og de havde ændret Guinevere med.

Det unge sind afspejlede en større visdom og en større sorg, men glæderne var stadig at finde. Specielt latteren fyldte mere og mere, som Guinevere faldte til ro i de larmende festligheder. Magnar og hun var ved hinandens side hele aften. Afspejlende et bånd sjældent set udenfor tvilinger, og hvor tætte de var og altid ville være. Adskillelsen havde været hård, men de var sammen igen.

Våben var lagt væk, og Guinevere bar ligesom de andre ingen rustning. Hun var festligt klædt, tilbage i kjole og sølvskinnende smukker der komplimenterede den blå farve i hendes tøj og øjne. Hendes blik gled ofte rundt i forsamlingen. Genkendte ansigter fra hele landet og hnedes blik gled ofte op til den ældre Than, hendes elskede bedstefar og smilede over at han nød banketten. Der gik ikke mange sekunder før Magnar fik tilbagetrukket hendes opmærksomhed med en udfordring hun ikke kunne afslå. Ølkrusset blev hevet tæt og slået mod brorens før indholdet blev tømt i en lang slurk.

Dragorn og dets folk havde været en vigtig allieret for lyset både før Kiles orden overtagelse af dronningens skikkelse, og især imens, og forhåbentlig endnu stærkere efter. Baldwin havde derfor taget det som en selvfølge at han skulle med til Banketten så snart invitationen nåede ham. Også selvom Baldwin i den sene tid havde haft alt andet end tid til festligheder, og været mere fokuseret på at udrede skaderne.

Generalen ankom gennem potalen, følgende med Lyset Dronning og resten af hendes følge. Våben blev afleveret uden indvending, selvom han mærkede et stik af ubehag ved ikke at kunne beskytte sin dronning lige så effektivt på denne måde. Men det var også et spørgsmål om tro, for han havde troen på at Godric og hans folk kunne holde freden og sikre deres sikkerhed.

Festlighederne var overdådige og Baldwin nød synet af det samlede folkefærd der nød dværgenes gæstfrihed, og synet af vigtige personer der havde taget sig tiden til at komme. Det tog halvfuglen noget tid at lægge vagtens instilling fra sig og ikke patruljere rundt, og i stedet blot nyde festlighederne. Tale med nogle forskellige, få et smil på læberne og nyde måltiderne. Baldwin holdte sig mest for sig selv, men man kunne se en hvis lettethed over ham. Han vidste at tiderne stadig var tunge, men det begyndte at gå i den rigtige retning, såfremt alliancerne blev holdt stærkt ved lige og aldrig gik i glemmebogen igen.

Jarl Baldr var kommet til Dragorn nogle dage før bankettens start. Det meste af hans følge var posteret en dagsrejse fra Dragorn og hans tætteste hirdsmænd var blevet inviteret med ind til selve festlighederne. Han syntes det var underligt at gå uden våben herinde, men til gengæld var han også klar over, at med alliancen mellem ham og dværgene, så ville han til enhver tid stå dværgene til hjælp i tilfælde af problemer. Og med det løfte håbede han naturligvis at Dragorn ville lade ham få sit våben tilbage. Han var ikke nervøst anlagt, for her var mjød i spandevis og dværgene var altid sjove at have banketter med!

Selv sad han rimelig tæt på Thanen, fordi han var en tæt allieret. Det var anderledes end at sidde for enden af langbordet tilbage i hjemmet, men det gjorde heller ikke den gæve jarl så meget. Det betød bare at der var så mange flere at tale med! Han havde dog ikke været vildt begejstret over Lysets tilstedeværelse, fordi han havde valgt at erklære Norden uafhængig og at det blot var starten på en mulig konflikt, men han havde heller ikke sagt noget direkte imod dem. I stedet festede og talte han med alle omkring sig, glad for at slappe af lidt og lade alle beslutninger gå til dem der holdte selve banketten i stedet for at han skulle sidde med ansvaret. Det var nu alligevel lidt rart.

Baldr var i dagens anledning iklædt pæne, sorte hoser, en silke-tunika i en mørk blå farve og en sort doublet ud over. Bæltet sad om hans liv, men uden hans trofaste våben. I stedet var det et drikkehorn der vægtede i bæltet, indtil banketten var startet og han havde taget førnævnte drikkehorn op. Når der var for stille ved hans område ved bordet, var han ikke bange for at sætte lyd-niveauet højere op. Det var jo en fest, for fanden da! Dragorn var fri, Norden var glade og Mørkets Hær kunne rende ham et vist sted!

Selv dværgenes hjem højt mod nord havde forandret sig i tiden der var gået siden Daeralda som ganske ung havde været på besøg deroppe sidst. Den gang som del af følget bag hendes fader Megildur Gyldenløv og hele grunden hende uvis i hukommelse. Alt hun huskede var fornemmelsen af savnet efter skoven og fornemmelsen at være fanget mellem klipper. En utryghed hun viste nok til at hun ikke havde fået set ret meget af dværgenes rige.
De to fornemmelser var der også i dag, som hun sad til højbord med Thanen, men hun var så meget ældre og de ikke længere uvante. At forlade skoven efterlod hende altid savnende den og efter knap fire århundrede i en klippehule var fornemmelsen af sten omkring sig nærmest beroligende. For hende om ikke andet.

Hun nikkede let og svarede høfligt, som Thanen forlod bordet for at tage en mere rolig plads lidt på afstand af det hele. Hans aldrende ydre havde overrasket hende, skønt hun burde have forventet det med de oplysninger hendes rådgivere havde kunne finde frem. For en dværg var han på vej ind i sin endelige vinter og de sidste rester af efterårets farver havde da også forladt ham. En skam. Han virkede som en lovende allieret, som kun tiden ville vise om hans efterfølger ville leve op til. Hun havde set de to nærmeste. Unge,men samtidig modnet af tidens gang til langt over deres tidlige sommer. Måske det var værd at invitere dem med til en af de kommende fester i Elverly? Hun ville vende det med Elisor.

Manden ved hendes side slog en høj latter op over noget fortalt ved deres del af bordet og Daeralda vendte opmærksomheden tilbage til snakken. Hun skilte sig ud blandt disse nordlinge, men morede sig over det diplomatiske kludetæppe af en bordplan der havde ført dem til samme side. Den modsat Lyset. Værd at huske til kommende møder i Lysets Råd at der var andre derude som ikke så dem som de eneste med ret til at lede.
Daeralda hævede sit glas som de andre hævede deres horn og lod sig falde ind i den muntre stemning med latter og få ord. Hendes svagt lysende selv iført en mørkegrønne kjole med gyldent broderi og håret sat kunstfærdigt kunne ellers ikke være meget længere fra hendes uventede mulige frænder.

Delara dansede på lette fødder væk fra bordet nede bagved, hvor hun havde haft sin plads under festmåltidet og begav sig rundt langs væggen i salen. Hun var klædt som da hun var ankommet så ufrilligt til det kolde land af frossent vand. En mørkebrun topbluse der dækkede hvad den skulle, et skørt i samme farve der flagrede om hende når hun drejede og et tørklæder kunne bruges som let sjal hvis foldet helt ud. Når hun bevægede sig klimtede det fra de små bjælder i båndet om hendes liv og fra båndet om den ene ankel og håndled.

Hun havde set Godric rejse sig fra bordet med den træthed han så forgæves forsøgte at skjule. En god grund for hende til at se om han ønskede opmuntring eller bort stille selskab af et par store lyttende øre. Turen langs væggen var da også den nemmeste vej til ham, som hans afgang fra højbordet virkede til at puste til ilden i festen og gøre den mere løssluppen. Der var da også kun en af de mere stive ledere tilbage deroppe og selv hun virkede til at have glemt hvor højrøvede elvere er til fordel for at feste.

Delara smilede til den nærmeste vagt ved tronen, som hun elegant gled omkring ham, lavede et par dansende skridt og sank ned at sidde for Godrics fødder med ansigtet mod salen. Ville han andet end sidde i nogenlunde fred, ville han gøre opmærksom på det.

For mennesket, der ikke omgik sig meget med de lave og kompakte væsner, ville det være nemt at glemme, hvordan en dværg kunne feste. Hvordan de kunne drikke! Hvordan de kunne synge så det brummede i bjælterne og rystede i kroppen på deres fjender flere mil borte. Der var intet samfund i Krystallander der kunne spille følelsen af sejr og kampgejst op som det man kunne finde i hjertet af Dragorn. Og Bastian var  yderst taknemmelig for at være blevet inviteret. En taknemmelighed der var blevet udtryk ved hans ædru ankomst i riget. Østens øje - det pragtige skib - lå anket ikke langt fra den nordøstlige kyst nær de sølle rester af slotsruinen. Afventede sine besætningsmedlemmer, der havde vovet sig indlands

En trofast officer havde smidt alle sine herlige hæmninger og havde ladet sig rive løs. En afslutning, der kunne have været ydmyg, havde kinden ikke brugt en portion klumpmost kartoffel som hovedpine, da den voldsomme alkohol gjorde sit fatale træk på hende.
Den unge jungmand sad fanget mellem to større brød og følte sig, til trods for at sidde næsten et hoved højere end de fuldskæggede dværg, meget lille og intimideret. Skuldrene oppe ved de alkohol-blussede ører, hænderne tæt klamrende omkring hans tildelte store krus og blikket stift og nervøst rettet ned i den skummende drik. Hans selskab der pressede på. Til at drikke. Til at more sig, som en rigtig mand. Og til sidst måtte presset have vundet, for den kære Ashken fik slynget indholdet i sig og kruset faldt til at afsløre dybpinke kinder sammen med et brøl af jubel fra dværgene.
Styrmanden havde tidligere på dagen blevet set i snak med Helan. Armene over kors, brystkassen pustet op og hårde blikke delt mellem mændene. Senere havde de lukket arm. Med albuerne på bordet og musklerne spændt så de var nær bristepunktet. Blikkene stadig hårde, men gjort blanke af rusen. Hvem der havde vundet aftenens magtspil i sidste ende var der ingen der huskede klart. En evig diskussion til fremtiden.
Kork, den tilbageholdende og næsten ligblege halvdæmon var ikke rigtig til at sætte en finger på. Det ene øjeblik sad han ved bordet, ød og drak i stilhed. Det næste var hans som forduftet. Blot for at blive set endnu en gang.

Selve admiralens aften var en stor pærevælling af dyb og højlydt latter, faste klap på ryggen, røverhistorier og sandheder, diplomati og dans. På et ukendt tidspunkt havde han ikke kunne sidde stille i sin stol og budt en bredskuldret dværgkvinde op til dans til den muntre musik. Langt blondt hår og skønne brune øjne. De svang og de valsede omkring hinanden. Arm i arm. Lyden af rytmisk klap fra tilskuere og et par bump og et par skift med deltagende på gulvet.

Det var en fejring der fortsatte til den private gemak, hvor dansen gjorde sin entré i blandt lagnerne med nøgne fornøjelser. Og det var en fejring der afsluttede med en godt tilfreds kaptajn. Krøllet skjorte, et fjoget smil på læberne og håret prydet med fletninger. En gave givet af nattens kvindelige besøg.

Det havde været en aften, Dragorn sent ville glemme. Det var uendelige tider siden, at verden udenfor havde været inviteret til fest i de store haller, og hvilken fest det var blevet! Latteren, musikken og de glade stemmer havde runget helt ned i minerne, hvor det havde virket som om, at de magiske fakler havde skinnet en smule klarere og mørket trukket sig lidt tilbage. Grundstenen for nye venskaber var blevet lagt og der var givet håndslag på nye aftaler og fremtidige handler.

Godric havde trukket sig tilbage længe før festlighederne var ovre, han var en ældre herre, og trætheden fandt ham tidligt. Men som han lagde sig mellem sine skind i sengen i hans private gemakker, fulgte lyden efter ham igennem klippevæggene og for første gang i lang tid, faldt han i søvn med et smil om sine læber.




TAK til alle, der havde lyst til at være med til fest i Dragorn <3