Aldrig havde Krystallandet oplevet så nådesløst et år. Hundredevis var omkommet under De Dæmoniske Plager, og nu havde mørket sænket sig over landet. Det var isnende koldt udenfor: sneen var begyndt at dale ned over det meste af landet, selv i Medanien og udkanten af Rubinien, hvor vejret ellers normalt var lunt i vinterhalvåret. Gæsternes ånde stod som en hvid sky omkring deres ansigter i det dybe mørke, som de nærmede sig Krystalpaladset.
Indenfor var hundreder af lys tændt i et forsøg på at jage mørket bort - blot for denne aften. Bordene var dækket op med mad, ikke fra årets sparsomme høst, som tørken nærmest havde tilintentgjort - her havde en stor mængde af magikere i ugevis kæmpet med at fremtrylle festmåltidet. Magiske fremstillede ingredienser indeholder ikke den store næring, men der var ikke bedre, og folket skulle for en gang skyld ikke føle, at der manglede mad.

Ved dørene lukkede paladsets vagter gæsterne ind. De fleste var præget af træthed, men en smule håb kunne også ses i de blege ansigter - at ballet blev afholdt var et symbol på, at Lyset endnu ikke havde svigtet. At der stadig var noget at kæmpe for. 
Blandt gæsterne fandt man en større antal af Kiles præster og præstinder. De bragte en nærmest sørgmodig stemning over ballet, for mange havde mistet nære og fjerne slægtninge i året, der var gået, og da Lysets Dronning trådte frem på balkonen over balsalen, var hun også iklædt Kiles mørke klædedragt. Dette frembragte en hvisken i salen, for Dronningen havde altid bekendt sig helt og holdent til Isari.
"Jeg vil denne aften bede jer om at mindes jeres døde. Ikke med sorg i hjertet, men med kærlighed." Hun tog en dyb indånding og så ud over de forsamlede gæster. "Tag for jer af vinen og af maden. Kulden og mørket vil ikke kunne nå jer her." Som hun trådte væk fra balkonen begyndte en skjalds klare røst at lyde gennem salen. Han sang en vise om guderne, og om hvordan, de holdt hånden over folket - selv i de sværeste tider.


Alle der befinder sig i Hovedstaden kan deltage i midvinterballet. Eftersøgte personer vil dog ikke blive lukket ind medmindre de har forklædt sig. Husk venligst at skrive, hvis din karakter forlader tråden. Det er også tilladt at oprette ekstra tråde i Balsalen, som foregår under midvinterballet, hvis du hellere vil have en mindre tråd.
Nuværende rækkefølge: Saga -> Nia -> Hecate Reier -> Eblis Orias -> Abel C'ez Reier

Man sagde ellers at de store ekstravagante festligheder, der blev koldt på Krystalpaladset var et sted for alt godt folk. Det ændrede dog bare ikke på hvor malplaceret Saga følte sig. Hun havde hørt historier om paladset og ligeledes om de fabelagtige bal, der blev holdt for hver og en mand – ligegyldigt status eller væsen. Hun ville lyve, hvis hun sagde, at hun ikke havde drømt om at deltage som lille. Men med en stemme i baghovedet, der konstant havde mindet hende om, hvor små hendes chancer var for det, virkede det endnu mere surrealistisk, at hun faktisk var til stede denne mørke og kolde aften.

Aftenens påklædning var mindst lige så uvant for hende. En gulvlang fin hvis kjole i et diskret gudinde snit og med et luftigt skørt, der flagrede omkring hendes umenneskelige underben. Broderet med tynde guldtråde, der gav et svagt genskær fra lysene omkring hende. Kjolen var ærmeløs og blev kun holdt oppe af den stramme top-del omkring hendes barm. Ærmer var trods alt fuldkommen spildt på hende. Men Saga var stadig en anstændig kvinde. Så til trods for, at hun tekniskset ikke havde bare skuldre at vise frem, så havde hun alligevel iført sig et gennemsigtigt blonde slør med højkrave i samme hvide farve og samme længde som kjolen omkring sig. Det faldt elegant henover hendes bevingede arme, hvis fjer var blevet smurt med en smule mandelolie for at fremstå mere glansfulde. Det gav hende tilmed en svag duft af marcipan. Det førhen ustyrlige kobberrøde hår var blevet samlet i en fyldig fletning ned langs ryggen og et par af de bølgede totter hang løst omkring hendes blege ansigt. Hun havde brugt måske en smule for lang tid til at bare stå foran spejlet og betragte sig selv. Usikker om hun overhoved kunne tillade sig at møde op. I sidste ende var hun heldigvis blevet sparket af sted af nogle af de andre ved katedralen.

Det gav et kraftigt sug i maven, da hun trådte indenfor i balsalen. Så kraftigt, at hun kortvarigt var nød til at lægge en ’hånd’ mod sin mave for at sikre sig, at hele hendes eksistens ikke blev suget med. Det var stort. Smukt. Og ikke nok med det, var den allerede ved at blive fyldt ud med andre gæster. Dog selvom hun indeni følte usikkerheden vokse, viste hun det ikke ligefrem på ydersiden, hvor hun stadig holdt en ret kropsholdning og bevægede sig med sin lærte elegance.
Ved lyden af den regerendes stemme var det nu som om, at nervøsiteten forsvandt. Blev vasket ved med få ord fra dronningen af Lyset. Automatisk – som så mange andre – havde Saga drejet blikket mod balkonen og tog ind, hvad der blev sagt. Hun havde ingen mistet under plagen. Ingen tætknyttet i hvert fald. Til gengæld havde hun lagt mærke til at nogle af de regelmæssige i kirken eller templet ikke havde været forbi. 

Vagterne lod hurtigt Hecate Reier slippe forbi, og hun trådte med velkendte skridt ind i den store, imponerende balsal. Vinterkulden gjorde ikke meget godt for kroppens stivhed, men hun forsøgte alligevel at holde ryggen rank og gå langsomt for at hendes lette halten ikke skulle være alt for tydelig.
Hun var iført en lang, mørkerød kjole. Den havde en høj krave og lange ærmer, for Hecate var ikke en kvinde, der brød sig om at vise hud og ikke kun på grund af hendes alder. Faktisk brød hun sig ikke om, at nogen som helst viste hud, og hun tog sig i automatisk at lade blikket glide hen over damernes kjoler for at sikre sig, at de var anstændigt klædt. Hun ville ikke tolerere, at folk kom svansende ind på selve paladset klædt som en anden skøge .. men for nu, levede hvad hun så, op til hendes forventninger, og hendes blik gled i stedet op mod balkonen, hvor Dronningen var begyndt at tale.

Der var altid noget vemodigt ved at befinde sig på paladset. Engang havde hun levet i Krigernes gemakker og haft sin daglige gang her .. nu var hun gammel og hendes skade gjorde hende ude af stand til at tjene i hæren. De af paladsvagterne, der vidste, hvem hun var, behandlede hende naturligvis særdeles respektfuldt, men det forhindrede hende ikke i at føle sig en smule underligt tilpas ved at være her.
Hun samlede sine skørter, så snart Dronningens tale var forbi, og skævede misbilligende til det større antal af Kile-præster, der befandt sig i rummet, idet hun krydsede salen for at komme hen til bordene med anretninger. Her skænkede hun sig et glas vand, for hun brød sig ikke om alkohol, ikke engang under Tørkeplagen, hvor manglen på vand havde været stor. Sippende til glasset forsøgte hun at ryste anspændtheden af sig og i stedet se rundt i lokalet i håb om at få øje på et velkendt ansigt. En ung kvinde dækket af et langt slør fangede hendes opmærksomhed og en lille rynke viste sig mellem hendes bryn. Var det .. fjer?

Nu var tiden endelig kommet. Rosalind havde glædet sig i månedvis på endelig at kunne være med til det fantastiske Midvinterbal på krystalpaladset. At hun få dage før havde fået at vide hun skulle være tjenestepige til det var noget andet. Hun fik dog talt med de andre ansatte og hun skulle nu ikke være tjener under ballet længere men var dog sat på posten til at skulle gøre rent efter det, men det var også ret dejligt at gøre rent, det fik altid hendes tanker væk fra tingene omkring hende.

Hun var kommet til ballet med hendes to brødre og hendes mor. De var alle iført pænt tøj, men hendes mor og Rosalind selv var iført to pæne kjoler. Selv var Rosalinds kjole af et smukt silkeagtigt materiale. Det vidste ikke meget hud ud over en smule af hendes barm men hun var tvunget i tøjet af hendes mor. Kjolen var en dyb rød med lange løse ærmer. Hun bar et sort korset for at fremhæve sin feminine dele og havde adskillige smykker på som hendes mor nærmest havde ladet regnene ned over hende som om al Tørkens manglende vand var lavet af de ædelsten hun nu bar.
Rosalind fik stille sniget sig væk fra sin mor for at komme over og tage en drink fra en af hendes med-tjenere som desværre måtte arbejde på denne hårde dag. "Tak" fortalte hun tjeneren og kiggede da mod balkonen hvor Lysets Dronning selv nu stod og talte. Hun var komplet tabt i talen. Hendes rytmik, hendes bevægelser. Hun var fortryllende at se på, også selvom hun ikke bare sit almindelige tøj.

Da dronningens tale var færdigt lod hun blikket glide over folkene der alle så lettere sorgmodige ud. Det var trist at alle Kile-Præsterne optog så meget af den glæde der ellers burde sprede sig blandt folk. Hun lyttede til skjaldene og væmmedes. Hun kunne ikke forstå at nogen fandt noget pænt ved hans takt og tone, hans stemme var som et kakofoni. Hun bevægede sig stille som en mus afsted mod et hjørne af balsalen, men som hun pludseligt gik ind i en fremmede. Hendes hoved der ellers havde fulgt gulvet fløj mod personens øjne og hun skyndte sig per refleks at sige høj lydt "Undskyld!", men hun blev hurtigt tavs da hun så at personen havde... Fjer?
Tag det ikke som noget ondt. Personen var nydelig i sit tøj, men hun forventede ikke fjer på nogen tid af dagen ud over fra hendes hoved pudes fine dun. 

Saga havde godt lagt mærke til, hvordan hun selv gjorde dig meget umage med ikke at tage for store eller for voldsomme skridt. For hendes fødder bar ikke smukke sko. Hverken med hævet hæl eller uden. Hun tvivlede stærkt med at hun overhoved ville kunne passe dem, hvis hun prøvede. Hun blev kort mindet om en historie, hun havde læst, hvor desperate unge kvinder havde hugget enten sin tå eller sin hæl af bare for at kunne passe prinsens glas sko. Og ligemeget hvor ofte hun så end havde forestillet sig at glide en lille menneskelig fod ned i ordentlig fodbeklædning, måtte hun indrømme, at hun aldrig nogensinde kunne find på at gøre lignende. Så vigtigt var det heller ikke. Langt fra.

Et sagte suk lød fra hendes strube, inden hun drejede sit hoved i retningen af de fyldte border. Påmindelsen af mad og drikke gjorde den del af balsalen ufattelig fristende. Også selvom at der allerede var en del, der havde omgivet dem for at kunne stoppe deres ansigter med diverse anretninger. Forståeligt nok, når man så tilbage på, hvordan mange havde manglet føden under den tidligere plage. Savl samlede sig i hendes mund og fik hende til at fugte sine rød-blussede læber. Lige indtil hendes brune øjne fangede en andens blik. En ældre kvinde, så det ud til. Hendes stirrende blå øjne syntes at skyde direkte igennem halvdyret, som kunne denne fremmede så igennem hende. Se hver og en ting, Saga nu engang måtte skjule fra omverdenen. Det var... lettere nervepirrende.
Saga havde netop sat sig for at dreje skarpt omkring for at søge væk fra blikket, men bevægelsen måtte have været lidt for pludselig og en tand for skarp, for i det samme, som hun gjorde om, blev hun mødt af en blokade, der straks sendte hende et par klodsede skridt tilbage. De bevingede arme blev ligeledes spredt en smule mere ud i et forsøg på at opretholde balancen og derfor ikke falde på røven foran alle gæsterne, hvilket heldigvis lykkedes hende. Men allerede før, at hun havde sikret sig sit fodfæste havde hendes opmærksomhed været rettet mod glasset, der var holdt af denne anden person. Fluks greb hun ud efter det med begge af sine ’hænder’ for at holde det stabilt og redde det fra at falde eller spilde yderligere. Først der hørte hun stemmen og den undskyldende ord, hvilket straks fik hende til at løfte hovedet for at se mod denne stemmes ejermand.
Denne gang var det en langt yngre kvinde. ”Åh?” Der var et klart forbavset udtryk i hendes ansigt, som hun kom sig over situationen. ”Åh! Nej nej, det er fint. Der skete vist ikke noget. Er du selv okay?” spurgte Saga og kæmpede med at få et imødekommende smil igennem væggen af flovhed. 

Bal.. Det var ikke ligefrem noet Nia havde forventet at se sig selv tage til, men med den sidste tids tørke, mængden af døende og sørgmodige omkring sig, havde Nia taget chancen da hun hørte om det forestående bal på krystalpaladset.
Et rigt sted hun aldrig havde betrådt. Det nærmeste var vel Hakims hjem i Sarghos, og det var storslået nok i sig selv.
Med tanke på at komme lidt væk fra  alt for nærtgående mænd i de lumre krostuers hæslige røg, havde hun iført sig en tætsiddende højrød kjole, med et mørkere grønt corsage støttende op de rigtige steder, både for og bag. Kjolen havde hun syet snirklede bånd og perlebroderier på i skørtet og omkring stopperne der holdt hele molevitten oppe, samt i kanten ved den øverste top, akkurat som små båndbroderier, lavet af rester hun havde modtaget fra skræddere og syersker. Disse bånd prydede i små hvide, rosa, pink og gule farver, båndbroderede blomster af den type man kunne finde nede i Balzera hvis man kiggede de rigtige steder.
  
Det eneste der dækkede over hende var et tyndt, lyst sjal. Ikke at den stod lige så meget ud som hun foretrak det, men hvis man så godt efter kunne man i de spillende lys ane nogle toner der var dybere end andre, let fremhævende et påtryk i stoffet.
Selvom hun foretrak at være barfodet, havde hun af hensyn til sig selv for at undgå den grumme kulde der var dukket op på hedebølge, iført sig et par simple røde sko hun ikke havde haft midlerne eller tiden til at pynte. 
Håret selv hang løst ned af hendes ryg, men blev holdt tilbage fra ansigtet af et hårspænde med et par kæder der sluttede i et spænde i den modsatte side.

Der var en vis ængstelse i hendes blik som hun tråde op af trapperne op til indgangen. Nervøs for om paladsvagterne virkelig ville give hende fri adgang. Hun nærmest holdt vejret som hun med et smil, der osede langt mere af selvtillid end hun selv følte i øjeblikket, passerede vagterne der på trods af en mindre rynken oppe omkring øjnene og i skægget, lod hende passere, om end hun godt fornemmede en vis hvisken bag hendes ryg idet hun trådte helt ind i en stort overdådig sal. Hvis ikke det var for mørket og kulden var hun sikker på det kunne være ganske pænt at se på i daglys, måske endda behageligt. Men for nu havde det en mere dysterhed over sig, delvis påvirket af de mange Kile præster, men også grundet lysene, som om end gav en vis stemning over sig som bragte lettelse for Nia selv.. Det der var mest slående var hvordan landets dronning, som hun ellers havde hørt mangt og meget om at iklædte sig hvide lyse arver, istedet var iført kilepræsternes dystre mørke farver.

Og det her skal forestille en festbegivenhed?! Du godeste..!

Hun kunne ikke lade være med at væmmes lidt ved det hele, inden hun sløset vandrede hen efter en af tjenerne der rendte rundt med fade med væske. Vand skulle gøre godt, så kunne hun forhåbentligt hjælpe den stakkel skjald med at bibringe med en smule mere munterhed i ballet der lige nu synes mere at have en gravmæle over sig.  
Hun tog et sip af vandet, mens hun så sig observerende om, ladende blikket hæfte sig kort ved hver person. Bestemt en uvandt situation, men det havde også en vis spænding over sig.. Måske nogle af gæsterne kunne bidrage med en smule fortællinger hun senere kunne pynte på og tjene på ude i gaderne i de andre byer.
Med en kort raslen fra de mange armbånd hun bar sig, løftede hun hånden for at sikre sig at hendes øresmykke sad som den skulle.

Hecate havde ikke meget tålmodighed til overs for den syngende skjald. Skjalde var altid unge, sløsede folk, der ikke havde bedre at fortage sig, end at skråle til diverse festlige begivenheder. Hun tog en tår af sit vandglas, idet hun med sammenknebne øjne betragtede sangeren i håb om at finde en undskyldning for at få ham smidt ud.
Da hun blev træt af dette, bevægede hun sig - tilsyneladende tilfældigt - i retning af den unge kvinde med sløret. Hun var helt sikker på, at hun havde set noget der mindede om fjer under kjolen, og hun var opsat på at finde ud af, om det var et eller andet forfærdeligt nyt modepåfund blandt de unge at klæde sig som en eller anden ugle. Var det tilfældet, skulle Hecate nok få sat en stopper for det. På vejen faldt hendes blik kort på endnu en kvinde med et større antal armbånd, og hun rynkede brynene en anelse. 

"Lær at se dig for, unge dame." Vrissede hun i retning af den unge pige, der netop var stødt ind i den anden med sløret. Det havde ikke taget lang tid for Hecate at halte hen til dem, og hun holdt sit glas i et fast greb, idet hendes skarpe, kølige blik inspicerede dem begge. Hun var netop nået frem i rette tid til at se den fjerklædtes "hænder" gribe ud efter den andens glas, og hendes øjne blev en anelse større. Du godeste, hvad man ikke fandt af underlige væsner på paladset nu til dags..

"Jeg har det fint, bare der ikke skete noget med dit smukke tøj" skyndte Rosalind at sige som refleks. Når hun skyndte sig at sige ting røg sandheden bare ud af hende. Dog var hun pludseligt konfronteret af en gammel kone, men ikke bare en hver gammel kone. Som tjenere på Krystalpaladset havde hun et godt kendskab til næsten alle der havde sat en fod i dets rækker i mange år.
Damen der stod og vrissede over Rosalinds klodsede handling var ingen anden end Hecate. Hecate Reier.

"Undskyld frue, jeg skal ikke fejl sådan igen" sagde Rosalind og så mod jorden. Hun ville ikke havde direkte øjenkontakt med Hecate da det var sagt af tjenerne på paladsets at hendes is kolde blik kunne slå ihjel. Rosalinds ene hånd lagde sig på den anden arms albue og hun nejede kort for Hecate. Hun vidste ikke om der var andet at sige så hun stod blot og ventede på enden at Hecate ville skælde hende mere ud eller andet skulle signaleres fra hende.

Kravenoh havde i langtid været tavs og nærmest ikke begået nogle former for forbrydelser, men med den tørke der havde været og magi der ikke kunne bruges havde Kravenoh været meget udsat, for da han ikke lige frem var vel set af mange mennesker så vidste han at han måtte gå under jorden, men nu var tiden inde til at slå sine folder igen, og hvilket tidspunkt var bedre end bal hos lysets dronning, hans magi var tilbage hans sult var væk efter at have slået en hel familie ihjel for at få deres mad, så følte Kravenoh sig i sit es igen.

Indgangen til bal salen var som altid vogtet, og han var godt klar over at han ikke bare kunne gå ind, men så var det godt at det var i disse mørke tider at en enkelt skygge af et hjørne vil bringe ham indenfor, og da det ikke var umuligt gik der ikke længe før Kravenoh stod indenfor i bal salen, henne i en af de få mørke hjørner der var i den store bal sal, at hans magi var tilbage betød mere end noget andet for ham.

Mange blikke var til stede triste og i sorg, kunne han fornemme en ting der viste glæde i hans øjne, at andre havde det skidt var altid noget der morede ham, og for en gangs skyld var det ikke ham der havde gjord at folk var i sorg, der var så mange mennesker til stede han kunne gør mere ondt på, men hvorfor de var allrede i sorg så måske han bare skulle studere dem nærmere, men for nu ville han blot stå og betragte dem fra hans mørke hjørne han havde valgt at placere i.

Som en af de højerestående præster af Leander, var det forventet af ham at deltage i Midtvinterballet på Krystalpaladset. Succorbenoth havde ikke noget imod det nu. Magien var vendt tilbage, men der var al rigelig fortvivlelse at forstærke, og hans diskrete hvisken vil være svær at lægge mærke til. De fleste tanker han ville sætte i hovedet på folk ville i forvejen allerede være nogen af dem som folk tænkte.

Han havde begivet sig til ballet med præstens hustru. Hun var tynd og slidt. Hun havde overlevet de sidste par plager overraskende nok. Hun var begyndt at beklage sig om stemmerne igen, men denne gang plagede mareridt også hendes sind, og der var flere gange hvor hun i søvne eller spontant var gået sin vej og begivet sig på vej ud af byen. Hver gang var der nogen der opdagede hende og bragte hende tilbage til Eblis' hjem. Han var klædt i de festlige klæder for en af Leanders præster. De lyse klæder med den rødgyldne halvcirkel indgød nogle af de folk de passerede håb. Leanders tempel havde oplevet et stigende antal af besøgende siden den nye plage havde ramt landet. Dette evige mørke gjorde folk deprimerede, og de ventede på Leanders morgengry og forår. De håbede at Leander ville hjælpe dem til at komme igennem mørket.

Ved porten blev han og fruen lukket ind uden tøven. Hun var klædt i en simpel kjole i de samme lyse farver som Eblis klæder var i, dog bar den ikke det guddommelige symbol. Hun virkede opmuntret af at træde ind i salen, selvom det hele var meget mørkere end det plejede. "Nej, se min elskede. Hvor storslået. Alle de lys." Hun virkede til at vandre i sin egen drømmeverden, og mange undrede sig nok over hvordan hun overhovedet havde overlevet. Hun var overraskende sejlivet, men siden Succorbernoth sagtens kunne overleve med meget sparsom føde, så havde det ikke været svært for ham at holde sig frisk og hustruen i live. Han ventede med at sende sin hvisken ud blandt folkemængden, men han kunne fornemme fortvivlelsen blandt samlingen af folk, selvom at hvad der så ud som et overdådigt måltid og de mange lys hjalp meget på folks humør, så gav tilstedeværelsen af Kiles præster en mere trykket stemning. Enkelte gæster kom diskret hen til ham og bad ham om at give dem Leanders velsignelse. Han gav dem det de bad om, bare for at holde sin maske oppe, men inderst inde forbandede han Leander med hele sit hjerte.

Efter at han havde opholdt sig et stykke tid til festen begyndte han at lade sin hvisken sprede sig blandt folk. Ganske stille, og kun de svageste af sind ville høre den til at begynde med. Ganske sagte ville en lille stemme bryde ind i deres tanker, men lyde som deres egne tanker. "Hvad nytter det? Vi skal alle dø alligevel. Vi er fortabte. Der er intet vi kan gøre. Intet at stille op. Hvorfor prøver vi overhovedet at kæmpe imod det? Så mange er døde. Hvor mange vil ikke dø inden dæmonerne er færdige med os? De stopper nok ikke før vi alle er døde. Vi vil alle dø! Vi er fortabte!" En havde det en meget kraftig indvirkning på, som brød grædende sammen. Straks var der nogen omkring personen som begyndte at trøste personen, men han fornemmede hvordan fortvivlelsen allerede spredte sig mere blandt folk. Indvendigt lo han hånligt af alle dem der var ved at falde dybere i fortvivlelsen.

Saga slog en let bekymringsfri latter af over den yngre piges hentydning. ”Nej, heldigvis. Jeg tror lige jeg nåede at reddede glasset fra at vælte dens indhold udover mig.” svarede hun nu med en langt mere rolig stemme, nu hvor usikkerheden var forsvundet grundet forsikringen af, at denne anden person var kommet uskadt igennem sammenstødet. Det var ikke svært at lægge mærke til, hvordan pigen foran halvdyret stod et par centimeter højere end hende selv til trods for den klare aldersforskel. Men nu havde hun altid været en del af de lavere. Specielt i forholdt til dem af menneskeracen. Det var altid noget at hun ikke var omgivet af folk iført hæle, for så ville hun da virkelig føle sig nedstirret.
Det gav et mindre set i hende, da endnu en valgte at deltage i deres lille selskab. Dog var det ikke ligefrem det selskab, som Saga stod og drømte langt efter. Det skulle nemlig hurtigt vise sig, at være den selv samme kvinde, som for kort tid inden havde ladet sit hårde blik bore sig ind i hende, som passede hun ikke helt ind i det billede, der måtte flyve rundt i hovedet på den tidligere kriger af lyset. For et splitsekund væltede nervøsiteten tilbage ind over hende, og hun måtte have stået med åben mund som en guldfisk, mens hun overværede de vrissende ord blive rettet mod pigen i den røde kjole. Der var vel også en lille lettelse over, at de ikke var rettet mod hende.
”Jeg er sikker på, at det var et uheld, frue.” forsøgte hun sig frem, igen med et forsigtigt smil og trak straks sine bevingede arme til sig igen ind under det gennemsigtige slør, da kvinden virkede til at have en god del af sin opmærksomhed rettet mod dem.

Det var kun kort tid efter, at en underlig og ubehagelig fornemmelse havde lagt sig over hende, at lyden af gråd brød igennem salen. Det skar i hendes ører og lagde automatisk et tryk for brystet, hvor på hendes blik blev fjernet fra de to omkring hende og i stedet søgte hun igennem lokalet. Hvad hun havde troet ville være en glædelig aften præsenterede pludselig noget som triste tårer. ”I må have mig undskyld..” forklarede hun fluks til sit selskab, inden hun med måske lidt for hastige skridt bevægede sig mod den klump af mennesker, der havde samlet sig om den grædende person. Der lå en vis tvivl over at Kile præsterne ville træde til over hende. Og ligeledes hang der tvivl om, det hun havde gang i nu også var en god idé.
”Hey?” lod hendes stemme næsten beroligende, idét hun stillede sig foran det grædende barn. Hun satte sig langsomt ned på hug med sine vinger hvilende på lårene, mens hun meget blidt holdte sine brune øjne mod det fortvivlede offer. ”Er du okay?” Et næsten forsikrende smil spillede over hendes røde læber og hun gjorde sit bedste for at udstråle den imødekommenhed, som hendes forældre og hendes ypperstepræstinde havde lært hende. Men til trods for at hun ikke havde hørt de samme klare ord, havde hendes hoved opfanget dem som en utydelige mumlen, hvilket så småt havde sat sine præg på hende.

//OG: Håber det er okay, at jeg antog at den grædende person var et barn. .__.//

Tumult var opstået.. Eller måske ikke den slags tumult der betød krig og ballade, men stadig tumult nok. En svag hvisken synes kort at have lydt, men hu havde ikke opfanget den, istedet tog hun et langt tår af vandet inden hun i lange skridt gik hen imod det grædende barn, åbenbart samtidig med en fjerklædt. Hun var ikke sikker på om det var mode, det lignede faktisk mere et halvdyr af en art. En fuglekvinde..? Det var tilsyneladende det samme flere af gæsterne tænkte, dem so ikke stod og var begyndt at blive småbedrøvelige over det hele. Se som ikke tænkte over hvad sådan en fest overhovedet kunne bringe af godt. Og når dronningen selv ikke bar de lyse rober, var den da helt klart gal! Hun forsøgte at ignorere de negative tanker hendes telepati opfattede. Selvom hun og havde lidt ondt af skjalden der fortvivlet, og mere og mere halvhjertet forsøgte at syne om lys og glæde om tro på livet og fremtiden. 
Nia selv, som nu var kommet hen til gruppen og barnet, knælede ned nær, men ikke så nær at hun var i vejen for de rigere klædte. Hun kendte trods alt sin plads i samfundet. Forsigtigt forsøgte hun at søge ud efter barnets sind, at sende den en telepatisk besked, uden at vide om det ville virke. Evnen var trods alt temmelig uøvet for hende i modsætning til hendes healing. 
Der sker ikke noget, vi er her for at passe på dig. 
Det var hendes tro at så længe der stadig var håb blandt folket ville mørket ikke sejre. Og som enhver anden gøgler, sigøjnere som nogen kaldte dem. Forsøgte hun at sprede liv og glæde om sig, nægtende at lade mørket sejre.

(( Op til jer selv om barnet opfatter det eller ej, eller om det ender ved en anden person ))

Den unge tjenestepige undveg Hecates blik og den ældre kvindes kølige, isblå øjne hvilede i stedet på pigens rødlige hår. En undskylning og en nejen var nok til at tilfredsstille den bitre, ældre dame for nu og hun nikkede kort. "I det mindste har du ikke glemt dine manerer." Svarede hun. Det var så tæt på et venligt svar, som man kunne komme det, og hendes skarpe blik vendte sig nu mod den fjerklædte i stedet. Hun nåede dog knap at åbne munden, før denne undskyldte sig og bevægede sig ud i menneskemængden. Lyden af et grædende barn nåede Hecates ører, og hun rynkede brynene. Børn skal ses, ikke høres! Var hendes første tanke, idet hun drak en smule af sit glas med vand uden at give mine til at bevæge sig over mod støjen. Der var allerede rigeligt med mennesker hastende hen for at tage sig af barnet og ikke noget, Hecate kunne stille op, bildte hun sig selv ind. I virkeligheden havde det nok også en del at gøre med hendes generelle modvillighed over for yngre børn..

Hendes blik fangede et kort øjeblik en bevægelse af noget, der forsvandt ind i de dybe skygger, der indhyllede salens ene ende, hvor høje søjler rejste sig mod loftet. Sikkert et eller andet ungt kærestepar, der var på vej til at stikke af fra festlighederne og finde et mere afsides sted. Et udtryk af foragethed gled over Hecates ansigt ved denne tanke, og hun overvejede om hun skulle gå derhen for at stoppe skændslen. 
Nej, det var nok bare hendes fantasi, der havde spillet hende et puds, bestemte hun endelig og begyndte i stedet at kigge rundt efter barnets forældre, som hun kunne give en passende tale om, hvad hun syntes om, at man slæbte sit vrælende afkom med ind til så formel en begivenhed..

Som Rosalind lagde mærke til at Hecates blik kortvarigt forsvandt fra hende valgte hun at tage det som et tegn på at hun kunne gå nu uden at Hecate ville være sur på hende. Hun nejede derfor kort til hende og gik så stille væk igen. Hun havde hørt barnet, men hun var komplet ligeglad med det. Andre folk var her til at klare det og det ville ikke blive bedre hvis bare flere kom og trøstede det.
Som hun gik der med hendes drink i hånden og hendes smukke kjole kiggede hun mod sin moder og valgte så at hun hellere ville gemme sig lidt væk fra hende. Hun bevægede sig stille mod et lille hjørne i salen. Hun satte sig her og kiggede ud mod gæsterne som var mangfoldige. Der var fattige og rige, høje og lave, tykke og tynde, men der var også glade og triste. Der var noget over dette bal og dets placering. Det lå under plagerne der havde ramt landet hårdt. Folk ventede nærmest bare i linje for at det var deres tur til at blive offer for dem, men Rosalind tog sig ikke så meget af det. Hun havde mange andre ting at tænke på.

Som hun sad der tog hun en lille slurk af sin drik og følte den nervepirrende følelse af at nogen var i nærheden. Hun rystede kort og fik gåsehud på de frie arme. Hun gjorde dog intet ved det men sad bare der alene og håbede på at dagen snart var over.

//Out

"Hvad sker der, min kære?", spurgte præstens hustru. Hun stod og strakte hals for at se hvad der foregik. Indvendigt skraldgrinede Succorbenoth over at den første allerede var knækket. Godt nok var det kun et barn, men han kunne fornemme hvordan den lilles fortvivlelse spredte sig lidt, selvom der var andre der nærmere blev hærdet af gråden. "Jeg tror ikke der er noget vi behøver at tage os af. Der er masser som allerede sørger for at hjælpe. Kom. Du trænger til noget at spise," sagde han til hustruen og førte hende hen til et af brodene med den mad som var blevet bragt. "Ej, hvor er det storslået, min egen!", sagde hun glad. Hun havde måtte leve med den sparsomme mad som han kunne skaffe, så det var noget andet at få lov til at smage noget andet mad.

Samtidig med at præsten hjalp hustruen med at få noget at spise, sendte Succorbenoth endnu en bølge af hvisken mod den forsamlede folkemængde. "Kile vil snart hilse på os alle. Bare prøv at se. Hendes præster er allerede klar til at tage imod os. Der er intet at gøre. Prøv selv at se. Selv Dronningen har givet op og forfaldet til Kiles mørke og melankoli. Når vores dronning ikke en gang prøver mere, hvad kan jeg så gøre imod dette?"

Det var langt fra første gang Abel befandt sig til et af dronningens bal, og det ville næppe heller blive den sidste. Nej det ville det ikke, for siden magien atter havde indfundet sig i landet havde han følt sig så levende, hvilket var ganske komisk for en, hvis krop bestod af stjålne dele. Men det var jo trods alt derfor han følte sig så levende, for med magiens tilbagevending havde han formået at skaffe sig nogle nye dele, der alle var friske og rørlige. Det var måske ikke den kilde til evigt liv han stadig søgte, men det han følte sig yngre end han havde gjort i mange århundrede. Faktisk følte han sig så levende, at han ikke engang havde medbragt den stok han ellers havde gået og støttet sig til da magien havde været forsvundet og hans lemmer hurtigt var begyndt at rådne og blive ubrugelige.
Som altid var han klædt i dyrt, skræddersyet tøj, denne vinter holdt i lysere grå farver med et strejf af rød fra slipset om hans hals. På den ene finger bar han en stor diamantring, et arvestykke som hans tredje kone havde givet ham, og som han ikke havde kunne bruge i lang tid (tiderne havde ændret sig, for folk måtte være begyndt at blive tykkere, i hvert fald havde de sidste mange hænder han havde stjålet ikke syntes at kunne passe ringen).
Han vidste han var velkommen i paladset, og vagterne lukkede ham da også ind uden tøven (om end de stirrede noget på den vansirede mand), hvorefter han gik ind i balsalen.
 
Abel gjorde sin entre senere end mange af de andre, hvorfor han ikke nåede at høre Dronnings tale, men hans mælkede blik var ikke sen til at opfange de mange Kile præster, hvilket fik et kort smil til at forme sig på hans læber. Glimrende, budbringerne var her allerede.
Smilet på hans læber blev ikke mindre da hans blik efterfølgende faldt på Hecate. Et familiemedlem, et fjernt oldebarn måske? Ærlig talt havde Abel ikke længere styr på, hvem der var tip-tip-tip oldebørn og hvordan de alle ynglede på kryds og tværs. For ham var det ligegyldigt, hans børn var døde for længst, og han havde sikret slægten, hvilket havde været det vigtigste.

Langsomt begyndte han at slentre hen til Hecate, på vejen tog han imod et glas vin fra en forbipasserende tjener, inden han nåede den ældre kvinde. ”Hecate, hvilken fornøjelse at se dig her.” Hilste han, og sendte den tidligere kriger et smil, der for alvor fik det til at trække op i det arrede ansigt.

Umiddelbart så det ud til at der var mere end rigelig med folk til at tage sig af barnet nu, så Nia valgte at tage sit glas, og rejse sig op fra gulvet igen. Hendes hånd strøg kort over skørtet inden hun løftede hovedet og så sig om. Blikket endte nærmest automatisk henne ved bordet med mad hvor folk kunne tage til sig, nok også stedet de fleste søgte hen imod efter at være kommet ind, gjorde hun op med sig selv. Blikket blev sendt en sidste gang hen mod barnet inden hun satte hen mod buffeten. Så meget mad på et sted, selvom hun ikke kunne lade være at tænke over hvor lidt næring der måtte være i frugten på bordet. Tænksomt tog hun en tallerken og tog nogle skiver røget kød samt melon og druer op på tallerkenen. Næring eller ej, et ville holdehende mæt for i nat. Og hvis hun var heldig kunne hun vel smugle lidt med sig inden hun skulle ud i kulden igen. 
Roligt stillede hun sig ovre ved en stolpe og observerede de fine og de knapt så fine. Blikket fæstnede sig kort ved en ældre mand med et grimt ar over ansigtet.. Han måtte have set sin del krige.. Selvom han ikke umiddelbart lignede typen der begik sig i krig.
Endnu en ilning løb ned af hendes ryg og fik hende til at ranke sig lidt mere, fornemmende en underliggende stemme som hun dog ikke helt kunne isætte sig noget bestemt stedsom hun så rundt. Igen var der den underliggene besked; sørg, desperation, angst..Følelser hen i den duer. Hun nægtede dog at lade sig overvinde til den, at give sig hen, omend hun godt bemærkede hvordan skjaldens sang efterhånden var døet hen og han nu istedet med et halvhjertet forsøg sad og småmumlede sin syngen, plimrende let på sit instrument.
Hvor patetisk..
Spekulativt betragtede hun ham, uden helt at se ham, mens hun tog en bid af melonen, der som ventet; ikke smagte af det store.

Hecates skarpe blik scannede forsamlingen i håb om at få øje på barnets forældre, men da det gik op for hende, at der nu var en større folkmængde mellem hende og barnet, gav hun op. Hun trak sig i stedet en anelse til siden og hældte mere vand op i sit glas. Hun var endnu ikke helt klar til at prøve køkkenets goder, for hun var overbevist om, at et eller andet nok skulle være galt med maden. Desuden havde hun jo selv rigeligt med penge at gøre godt med, så hun kunne tage sig noget at spise, når hun kom hjem.
Hendes tanker om maden blev for et øjeblik erstattet af en mere dyster stemme i hendes hoved. Hun brød sig ganske rigtigt ikke om den store mængde af Kiles præster og præstinder, der var til stede, men hun fik hurtigt rystet ubehaget af sig, da en anden person hilste på hende.

"Abel!" Mild overraskelse kunne ses i Hecates ansigt, mest over, at familieoverhovedet genkendte hende. Han havde været gammel og vansiret allerede, da hun var barn, og halvdelen af familien hviskede om, hvad hans hemmelighed til det tilsyneladende evigtvarende liv kunne være. Oftest så man ham til familierådene, som Hecate ikke havde deltaget til de sidste mange år, men hun havde af og til fanget et glimt af ham til tidligere begivenheder på paladset.
"I lige måde. De ser ud til at være ved godt helbred." Der var ganske rigtigt noget energisk over manden, på trods af hans arrede udseende. Sidstnævnte frastødte ikke Hecate nær så meget, som de unge tjenestepiger i nærheden, der skævede hviskende til den ældre, vansirede mand. Hun havde for længst lært, at det ikke var det skønheden af ens ansigt, der talte, og desuden havde han en umådelig god sans for påklædning, kunne hun ikke undgå at bemærke, som hun betragtede hans åbenlyst skræddersyede påklædning. Noget bedre, end hvad nogle af de unge balgæster iførte sig.. hendes skarpe blik hvilede igen et øjeblik på den sigøjneragtige kvinde, der stod ved en stolpe i nærheden. Tydeligvis ikke én, der var vant til at begå sig i finere omgivelser..

Ah ja helbredet. Den evige kilde til den resterende familiens spekulationer om, hvornår Abel dog ville forlade dette liv og drage til Kiles plan. Han vidste at visse familiemedlemmer kun ventede på hans død, og det morede ham hver gang at tænke på, velvidende at ormene ville have renset deres knogler for kød længe før Kile ville hente ham. Hvis hun overhovedet ville det, for hver dag bragte ham tættere på evigt liv, og snart ville denne drøm være hans.
Hecates hilsen fik da også bare det vansirede ansigt til at trække op i et endnu brede smil, som han nikkede let til hende. "Det er lang tid siden jeg har ført mig så levende." Svarede han. "Du ser da også ud til at have klaret dig igennem plagerne ganske glimrende," fortsatte han og tiltalte hende som altid med det mere nære ”du” end ”de”. Men nu var han trods alt også den ældste af de to og kunne derfor tage sig lidt større friheder. Hans blik fulgte hendes hen mod en ung sigøjner kvinde, hvilket fik ham til at sukke. "Er du mødt op i dag for at belære de unge piger om den korrekte påklædning?" Det var jo en gammelkendt nyhed, at Hecate til tider forsøgte at lukke diverse bodeller. Noget han var fløjtende ligeglad med, men som andre enten fandt morskab i eller fandt værende et irritationsmoment.
Som hans blik fortsatte hen over gæsterne landede det igen på Kiles præster. "Eller måske er du kommet i en nysgerrighed over, hvad Kiles præster laver til en fest?" Gættede han, inden han atter vendte blikket mod hende. "Jeg må sige det overrasker mig; Lysets dronning pleje at inviterer nogle lidt mere livlige gæster." Selv barden lød som om han mere hørte til til en begravelse end noget andet. Hvilket vel var meget passende når nu Abel havde planer om, at en eller anden ville ende med at blive begravet når aftenen havde nået sin ende.

//Okay jeg har forsøgt at tælle sammen, og så vidt jeg kan se må det vel efterhånden være min tur ift. overspring af karakterer osv. Hvis ikke må jeg bare slette mit svar og poste det senere.