Saga var egentlig ikke sikker på, hvad der havde fået hende til at søge mod Den Gamle Landevej. Det var ikke fordi hun havde planer om at tage tilbage til Tusmørkedalen, for hun havde jo intet tilbage der. Alligevel bar hendes fødder hende ned af den gamle landevej. Gruset knagede under de tunge støvler og læderet fra bukserne gav sig med en svag pibene lyd. Det var varmt, men vinden forhindrede at hun svedte alt for meget. "Det her er altså for fjollet." Og hvad ville hun så gøre, når hun endte i Tusmørkedalen. Stå og græde ved sine døde forældres kro? Eller tage tilbage til Hovedstaden kun for at finde ud af, at hun ikke længere havde adgang til det værelse hun lejede på den gamle gård udenfor byen. Hun ville sikkert også miste sit arbejde, så tilbage ville hun stå med det hun var ankommet til byen med i første omgang: ingenting.

Tanken fik hende til at stoppe og trække den tunge vadsæk af sin ryg. Den sloges om plads med pilekoggeret, og faldt på jorden med et dumpt klonk da hun smed den fra sig på jorden. Nej, hun kunne ikke forlade Hovedstaden, det var fjollet. På den ene side af landevejen lå der en stor skov. Den var fuldstændig stille, men Saga kunne alligevel fornemme den svage puslen fra dyrene der bosatte sig den. Okay, hvis hun ikke havde tænkt sig at rejse kunne hun i det mindste jage.
Altså samlede hun den tunge vadsæk op på ny inden hun trådte væk fra landevejen og ind i skoven. Inde i skoven fandt hun et stort træ, hvor hun efterlod vadsækken, og satte så kursen dybere ind i skoven. Måske ville hun være heldig at finde en lysning med en kronhjort, eller et træ fyldt med egern. Et eller andet hun kunne jage, og som kunne få hendes tanker væk fra den fjollede idé om at stikke af.

Rose holdt sig mere og mere i skoven i disse dage, hvor hovedstaden var et Kaos, hvis det ikke var Pest så var det Magien der gik amok og hun var ikke den eneste der led under det. hun forsøgte virkelig at styre det, men det virkede til det hele var som spil for galleriet, nogle gange virkede det andre gange ikke. I dag virkede dog som en af de gode dage, ikke at hun kunne føle sig sikker men alt virkede som det plejede. 

Så Rose gik inde i skoven mens hun lyttede til de mange lyde og lugte der var. De fleste dyr forsvandt når de fik færten af hende. det var ikke kun varulven i hende de kunne lugte, men hun var også et halvdyr, hvilket halen og ulveørene vidnede om. og de kunne lugte det. Rose øre fangede dog også noget svagt i skoven. og hun vente næsen mod det hun hørte. Der gik et langt stykke tid før det gik op for hende, at det måtte være en jæger. en dygtig en af slagsen, for ikke nok med var personen stille, de havde også sørget for at være i den rigtige retning af vinden så deres færd ikke afsløret dem. for ikke at snakke om at hun endnu ikke kunne se personen. "Jeg håber ikke det er ulv du jager" sagde hun til luften. i den retning jægeren måtte befinde sig. 

Rose var ikke rigtig påklædt til selskab når det kom til stykket, hun havde opgivet at tage ordenlig tøj på siden magien begyndte at være underlig, på den måde fik hun ikke ødelagt alt hun ejede. men hun havde fundet sig en stor mandeskjorte hun havde på, stor nok til at dække hende, og stor nok til at hvis hun skulle forvandle sig, så ville den havde en chance for at overleve og falde omkring hendes ulveskikkelse. 
"Men hvis du er frisk på en jagt sammen kunne vi måske finde noget større bytte?"


(slog 5 på min terning )

Blæsten, der havde virket så voldsom ude på landevejen blev mindre inde i skoven, skønt trækronerne stadig susede. Den generede ikke Saga, der blot sørgede for at holde sig holde sig i retning af vinden, så hendes færd ikke ville blive båret videre til de dyr hun havde besluttet sig for at jage.
Så snart hun havde taget bue og pil frem var der faldet en ro over hende, som hun måtte have manglet siden hun havde været på vej mod Tusmørkedalen. Pludselig kunne hun tænke klart, og indse at det ikke var nu hun skulle tage tilbage til sine afdøde forældres kro. Det ville ikke gavne noget, og hun havde lagt det liv bag sig. Hendes nye liv var i Hovedstaden og skønt hun aldrig ville blive en del af det finere selskab (hvilket hun heller ikke nærede nogen drøm om), havde hun fået skabt sig et liv der. Hun drømte stadig om at slutte sig til Riderne en dag, men for nu måtte det vente og hun var ganske tilfreds med det hun havde.

En svag fik Saga til at stoppe og og lytte efter. Efter at hendes sanser var gået amok havde hun forsøgt ikke at bruge dem for meget, for så længe de var så ukontrollerbar var hun aldrig sikker på om hun pludselig ville blive bombarderet med alle indrykkende omkring sig. Men ude i skoven turde hun godt bruge dem, for her ville det kun være naturen der kunne angribe hendes sanser, og den var trods alt blidere end menneskets verden.
Lyden af skridt i skovbunden, af stof mod stof fangede hende. Hun kunne fornemme noget, og vidste instinktivt at det ikke var et dyr. Indsigten fik hende til at hæve buen mod det sted det ukendte kom fra, klar til at slippe pilen skulle dette vise sig nødvendigt. Øjeblikket efter trådte en kvinde ud bag nogle træer. Hendes hår var langt og glat, og hun var iført en stor skjorte. Måden hun bevægede sig på bekræftede den fornemmelse Saga havde haft om, at dette ikke var noget helt menneske. Det var noget andet, men hvad vidste hun ikke. Til gengæld virkede hun ikke truende, hvilket fik Saga til at sænke buen og pilen. "Jeg jager sjældent ulve, og der er heller ikke mange heromkring." Svarede hun. Det slog hende, hvor lang tid siden det var hun sidst havde talt med et andet menneske - og hvor meget hun egentlig savnede andres selskab. Så da kvinden foreslog at de jagede sammen, nikkede hun. "Jo det ville være dejligt med lidt selskab. Der er en gruppe bukke ikke langt herfra," hun havde hørt deres hjerteslag få sekunder før hun havde fornemmet kvinden bevæge sig hen mod hende, og vidste at der var en stor gruppe bukke ikke langt fra hvor de stod.
Hun så kvinden an et øjeblik, så smilede hun. "Mit navn er Saga." Præsenterede hun sig så.

Rose Stivnede som hun først fik øje på jægeren klar med buen. og rørte kun på sig igen da denne sænkede våbnet som det gik op for hende at Rose ikke var et vild dyr. 

"Det glæder mig at høre" svarede hun med et lille smil. hun vidste hun ikke kunne skjule helt hvad hun var. hun var halvdyr fra fødslen og dette gav hende halen og ørene, men det at hun var halvt ulv fra starten skjulte over hvilket rovdyr der gemte sig under huden. varulve var ikek altid venlige. Rose vidste at nogle inde i byen så hende som et monster. men her i skoven var hun bare Rose. 

Rose hævede ansigtet en anelse for at dufte til naturen omkring hende. hendes forstærket ulvesanser fortalte hende det samme som kvinden foran hende, man hun var kort overrasket over et menneske havde fået færden af dem, ikke mange mennesker brugte deres sanser så godt, men igen der kunne være grunde til hun havde en bedre færd end andre. 
"Bukke lyder som et fint mål til os begge" Faldt i trit med kvinden som de listede sig frem i skovbunden "Dejligt at møde et venligt menneske Saga, Jeg er Rosalie. men de fleste kalder mig bare Rose" Rose sendte Saga et smil "Normalt er jeg fra hovedstaden, men som det Kaos der er der med... krig, pest, og hvem ved hvad ellers har jeg brugt det meste af min tid herude" for ikke at snakke om at når hendes magi gik i udbrud, så jagtede folk ikke en varulv igennem gaderne. men hun kunne skjule sig herude i træerne 

Saga stirrede på kvinden da denne trådte tættere på hende og kneb så øjnene sammen. "Du er ikke et menneske." Kommenterede hun. Der var ikke noget bebrejdende i hendes ord, blot konstaterende, men det var svært for kvinden at løbe fra de øre der sad på toppen af hendes hoved og - ... var det en hale Saga fik et glimt af? Ikke at det generede Saga, der efterhånden havde mødt mange væsner på sin vej. Og hvem var hun til at se ned på andre væsner, når hun tilhørte en race der ikke var bleg for at slå ihjel og plyndre som det passede dem.

Det var ikke ligefrem Sagas første jagt i en skov, og hun var derfor opmærksom på hvor hun satte fødderne. Hun var ikke let på tå som en elver, men det undgik hende da at undgå de store grene og både hende og kvindens skridt i skovbunden var så lydløse som muligt mens de bevægede sig frem. "Rosalie," hun smagte lidt på navnet. "Det er et pænt navn." Hun nikkede til Roses forklaring. "Yeah det er bedre at søge tilflugt herude, end at blive trukket med i alt det kaos der foregår i Hovedstaden." Det var jo derfor hun selv var søgt mod skoven - okay der havde været andre grunde, men hun forsøgte at fortælle sig selv, at det var hendes underbevidsthed der havde lokket hende mod skoven og ikke gemen dumhed, der havde fået hende til at pakke alt hvad hun ejede og rejse fra sit værelse.

Rose trak lidt på skulderne ved jægerens konstatering. "Det kan jeg nok ikke løbe fra..." svarede hun med et smil. kvinden virkede ikke til at have noget imod det. "jeg er født Halvdyr - Halv ulv" hun vidste de fleste halvdyr befandt sig i skovene, men der var nogle inde i byen, specielt hvis man vidste hvilke kredse man skulle bevæge sig i.

Rose smilede og gik ligesom Saga langsomt og lydløst som nok kun et dyr ville kunne gøre det. "Tak.. Saga er nu heller ikke en dumt navn, ikke et man høre hver dag" Hun listede sig stille frem sammen med kvinde mens de holdt deres stemmer lave, de var ikke tæt nok på til bukkene ville ligge mærke til dem endnu. men snart ville de blive nød til at holde tavshed. "Jeg kan ikke være mere enig." hun skævede til Sagas bue personligt jagtede hun ikke med våben, hendes indre ulv elskede jagten for meget til at gøre det med andet end tænder og klør. "Sååå.... hvis jeg skal være til nogen hjælp med dette, bliver jeg nok mest nød til at have fire ben?" hun ville ikke gøre det hvis det freakede Saga ud. men hendes magi var stabil i dag, hvilket gjorde hun nemt kunne tage sin ulve-skikkelse og jage byttet op til at blive skudt. 

Halv-dyr, hvorfor ikke? Skulle Saga være ærlig anede hun ikke hvordan man blev halv-dyr (skønt hun havde en idé om en fuld mand og en stakkels ulv), og et kort øjeblik var hun fristet til at spørge, hvordan det helt præcist hang sammen. Hendes mor havde dog lært ende bedre end det, og derfor bed hun også bare tænderne sammen og nikkede. "Aha," svarede hun, og forsøgte ikke at lyde som om hun var ved at sprænges af nysgerrighed. "Det kan jeg se."
Hun trak let på skuldrene ved Roses kompliment. "Tak," svarede hun. "Min mor plejede at sige, at jeg ville få et navn værdig til en person, der ville skabe sin egen saga." Det gik op for hende, at det var første gang hun omtalte sine forældre efter deres død. Et kort sekund mærkede hun en stikkende fornemmelse i brystet, som hun stædigt skubbede væk. Det her var ikke det rigtige sted at sørge over sine forældre, sammen med en fremmed og midt i en jagt.
"Nuvel," nikkede hun, uden at overveje hvad det betød. Mest fordi hun ikke anede hvad det indebar. Alle fire - hvis Rose foretrak at løbe rundt på hænder og knæ skulle hun da have lov til det, Saga havde bare svært ved at se, hvordan det kunne gøre jagten lettere.

Rose smilede skævt ved Sagas godt skjulte nysgerrighed desværre kunne hun ikke helt selv fortælle ret meget om det. Der var sikkert en historie forbundet med halv-dyrenes racer, hun hun havde måske hørt dem som en lille pige i klanen. men verden var vendt for hende da varulven kom, og de gamle historier var gået i glemmebogen. 

så hun viftede blot kort med halen frem og tilbage. "Hun havde planer for dig. en fremtid med ambitioner." men hun fangede den lidt sorgpræget kropssprog moderen plejede at sige det lyd ikke godt. men hun ville ikke spørge ind hvis Saga ikke selv ville snakke om det, og de havde først lige mødt hinanden. selvom hun måtte indrømme hun kunne lide Kvinden. hun var tydeligvis ikke opvokset i hovedstaden, og der var stadig forundring i hendes stemme når hun mødte noget nyt, som ex et halvdyr som Rose selv. 

Rose Nikkede og stoppede op og satte sig ned med et knæ i jorden, og uden nogen problemer bare trak skjorten over hovedet. man kom hurtig over at være forlejen eller krops-sky når man skiftede skikkelse foran folk. "Bare rolig jeg vil stadig forstå hvad du siger"
Forvandlingen var tog ikke lang tid blot et måske to sekunder. men så stod der også en mørk ulv i Rose sted. hun var større end den normale timberulv, men det var varulven i hende der gjorde det. 

hun puffede blidt med snuden til Sagas hånd den hun holdt buen med, lavede et lav yep og vende sig om og joggede afsted i den rigtige retning så hun kunne komme op på den anden side af bukkene og gøre dem mere opmærksomme på hende som et rovdyr og derved ikke ville ligge mærke til det menneske der kom fra en anden side. 

""
"Hun havde i hvert fald planer for mig." Svarede Saga med et lille skuldertræk. Hendes forældres planer havde vidst mest indebåret, at Saga fandt sig en sød mand, blev gift og fik børn og overtog kroen i Tusmørkedalen. Sådan var det dog ikke gået, takket være en vis dæmon som Saga havde været så dum at indgå en handel med. Eller, dum og dum, indtil videre havde hun sluppet for at betale sin gæld tilbage, og hun var jo kommet ud og se verden. Og måske ville hun vende tilbage til kroen en dag - selvom det nu var en anden der drev den - men for nu var hun ganske tilfreds så længe hun kunne få lov til at jage i ny og næh. At hun så havde mødt en person, der vidste sig at være behageligt selskab, var hun et plus.

Et selskab der uden videre hev skjorten over hovedet, hvilket fik Saga til at rømme sig forlegent. Det var hun alligevel ikke vant til at folk uden videre gjorde. Hvad hun var endnu mindre vant til var, at folk det ene øjeblik var mennesker (eller halv-dyr) og det næste øjeblik var dyr. I dette tilfælde en ulv.
Hvor rose før havde været en kvinde var hun nu en ulv på størrelse med en timberulv. Mærkeligt, verden var virkelig et farverigt og forunderligt sted.
Ulven - Rose - puffede til hendes hånd og kom med et lavt udbrud inden hun travede mod det sted Saga havde hørt bukkene. Rose begyndte at gå i en bue, og Saga gættede på, at det var for at komme om på siden af bukkene. Klogt.
Hun selv forsatte fremefter i langsomt tempo, forsigtig med hvor hun satte fødderne og hele tiden holdt sig med vinden så bukkene ikke ville kunne lugte hende.

Til sidst nåede hun frem til den lille lysning med bukkene. Hun spændte buen og spejdede rundt, men kunne ikke få øje på Rose. Hun var fristet til at sende en pil af sted, men besluttede sig til at vente til Rose angreb. Det ville være lettere at nedlægge en af bukkene i kaoset ved synet af en ulv, og så ville Saga være næsten sikker på ikke at ramme forbi målet.

Rose lod være med at træde mere i den anden kvindes fortid og om moderen. det lyd ikke helt til den anden ville snakke om det. eller var særlig glad for det. om det var af sorg eller af ren rebelske grunde kunne man kun gisne af. 

Som Ulv bevægede hun sig stille og i et med skoven. dette var en jagt form hun var vant til og hun brugte. hun ville helst have sit kød tilbereret, men hun havde ikke noget problem med at nedlægge og spise sit bytte råt heller. men nu var hun på en jagt mission med Saga, en behagelig ung kvinde. Rose kunne sagtens se sig selv opsøge Sagas selskab igen efter alt dette. 

hun kom stille ind på den grubbe bukke der stod i lysningen, hun stod helt stille for ikke at tiltrække sig opmærksomhed, mens hun spejdede efter Saga i det område hun ville have gættet kvinden ville være. som hendes grå syn fangede en bevægelse i den retning Saga var sprang Rose Frem i et angreb på bukkene der reagerede med det samme. først med flugt, dernæst som de vilde dyr fandt ud af der kun var en ulv ikke et pack, angreb den største af bukkene for at beskytte sin herd. En knurren fra Rose og hun skulle til at sætte af, men Pilen der kom fra buskeset var hurtig og effektiv.

Rose luntede med lette fødder forbi den døde bukke og lad resten flygte, mens hun sad ved siden af bukken og viftede halen, næsten ligesom en opdraget jagthund.en meget Stor jagthund

Der faldt altid en uforklarlig ro over Saga, når hun var ude og jage. Det var ikke fordi hun holdt af at slå levende ting ihjel - ikke som nogen dæmoner eller vampyrer måske kunne gøre det - men det der med at jage sin egen mad var så dyrisk og så tæt på naturen, at hun ikke kunne andet end holde af det. Det krævede tålmodighed og ro, og selvom det normalt var to egenskaber den unge pige kunne have svært ved at opretholde, var det noget helt andet så snart hun greb buen og satte kurs ind i skoven.

Roses angreb var hurtigt og satte omgående panik i flokken, der for forvildet rundt indtil den største af bukkene sænkede hovedet for at gå til angreb på Rose. Geviret var stort og spidst og ville utvivlsomt kunne gøre skade på Roses ulveskikkelse, så Saga tog en dyb indånding, og i det sekund hun pustede ud lod hun pilen fare. Den fløj lydløst gennem skoven inden den borede sig ind i bukken, der faldt sammen; død på stedet.
De andre bukke lod hun gå. Der var ingen grund til at dræbe unødvendigt, og denne buk ville både kunne give mad, pels og horn til salg på markedspladsen til et godt stykke tid. Så i stedet lagde hun buen over skulderen og gik hen mod Rose og den døde buk. "Den er godt nok stor," kommenterede hun, da hun var nået hen til bukken. Hun bukkede sig ned over den og hev pilen ud af den døde buks hals, hvorefter hun stak pilen ned i jorden for at få det værste jord væk inden pilen atter blev gemt væk i pilekoggeret der hvilede på ryggen. "Foretrækker du at skære den ud, eller spiser du den råt?" Hun selv havde allerede fundet den store jagtkniv frem, der altid sad i bæltet, og bukkede sig ned over det ene ben for at skære det af. Det var lettere at tilberede dyret når man havde skilt det ad, medmindre Rose altså foretrak at spise det råt.

Rose viste sine store tænder i et stort ulvesmil og puffede let til den hånd Saga havde kniven i, for at indikere at hun bare skulle skære den ud. Hvor efter hun satte af og gik ind hvor Saga var kommet fra. det var ikke nemt at snakke i Ulveskikkelse. og hun tvivlede på at Saga og hende selv kunne få så meget ud af kropssprog. så hun travede hen til buskende hvor hun havde efterladt sin skjorte, og forvandlede sig tilbage igen. 

som hun kom tilbage igen var Saga allerede effektivt og trænet igang med at skære ud. "Jeg spiser for det meste det tilberedt, det smager bedst. Men er jeg bare mig ude i skoven er det ikke altid jeg gider" forklarede hun, og satte sig ved siden af Saga for at hjælpe med arbejdet. "HAr du altid trænet som jæger?" hun så oprigtigt interesseret. jægere var der mange af, både som rovdyr og som mennesker. Men ikke alle man mødte var så effiktive og nærmest professionelle som Saga

Fornemmelsen af den våde snude var fremmed, og selvom Saga aldrig havde haft en hund (eller en ulv for den sags skyld) og egentlig ikke brød sig meget om dyr, var det ikke en ubehagelig fornemmelse. Hun foretrak afgjort Roses almindelige skikkelse, men en ulv var alligevel bedre selskab end en regnorm.

Og meget apropos den tanke gik Rose hen bag en busk, kun for at dukke op få øjeblikke efter i sin menneskeskikkelse. Saga havde i mellemtiden kastet sig over at skære dyret i mindre stykker. Hendes bevægelser var hurtige og trænede, og knivens skarphed gjorde, at benet hurtigt var skilt fra den døde krop. "Vi kan jo lave et bål og spise noget nu?" Foreslog hun, og mærkede sulten røre på sig. Det var efterhånden også lang tid siden hun sidst havde spist, og selvom hun ikke var ved at dratte om af sult, ville det så absolut ikke gøre noget at få noget mad. Roses spørgsmål fik hende til at kaste et blik på hende og efterfølgende ryste på hovedet. "Nej. En rejsende lærte mig det da jeg var otte." Forklarede hun. "Mine forældre ejede kroen i Tusmørkedalen, og en dag kom der en kvinde fra Rubinien til kroen. Hun blev der et godt stykke tid, og lærte mig i mellemtiden at jage. Mine sanser er bedre end andres, og det opdagede kvinden, og det var en måde at træne dem på." Hun tørrede sig over banden med bagsiden af hånden, efterladende en stribe blod ved hårgrænsen, og rykkede lidt på sig for at tage fat om dyrets andet bagben. "Har du altid været i stand til at skifte til ulv?" spurgte hun så interesseret.

Rose nikkede samtykkende. hun havde ikke fået morgenmad, og det ville tage lidt tid at få maden ordenlig klar. "God ide. jeg kender et godt sted i nærheden hvor der gror nogle vilde krydderurter, de er gode til kødet" istedet for at hjælpe Saga med at skøre dyret op, begyndte hun at finde tørt brande i området. Saga havde tydeligvis styr på det og Rose selv var ikke den bedste til at skære kød ud på den rigtige måde. 

Rose lyttede til saga mens hun samlede brænde, og fik det lagt i udkanten af den lille lysning, hun var rovdyr nok til, ikke at ville sidde ude i det åbne. men bålet skulle heller ikke for tæt på krattet. Rose tænkte lidt over hvilket svar hun skulle give Saga. de var ikek mange hvis overhovedet nogen der vidste hvad Rose var. de fleste gik ud fra hun var halvdyr med forvandlings evne, og hun havde ikke gjort noget for at fortælle sandheden tværtimod. at sige til folk at man var en varulv der ikke havde det mindste imod at spise menneskekød eller gå amok ved fuldmåne var sjældent en god ide. "det kommer nemt til de fleste halvdyr at forvandle sig... jeg lærte det dog først ret sent.. mener jeg var 7 eller 8, kan ikke rigtig huske det må jeg indrømme" det var ikke en løgn. i hvert fald ikke når hun lagde ordne på den måde. og varulven der forvandlede hendes liv havde angrebet hende der omkring. hun sendte Saga et skævt smil, "det er ikke særlig nemt, med den form for magi, sådan som tingene er lige nu"

""

"Det lyder dejligt," sagde Saga med et smil. Hun kunne spise kød uden krydderurter, men foretrak klart at have kødet forberedt. For selv det møreste kød kunne blive velsmagende med de rette krydderurter, og desuden mindede det hende om hendes mor, der altid havde krydret maden så det havde brændt i munden på en behagelig måde.

Rose havde ret: magi var svært at styre lige nu. Den anden dag havde Saga overværet en fisker, hvis evner var gået amok og mere eller mindre havde tømt halvdelen af det springvand der stod på torvet inde i byen. Hun havde også oplevet det selv, mere end rigeligt faktisk, hvilket havde drevet hende til at blive endnu mere eneboer end hun allerede havde været i gang med at blive. "Intet magi er nemt lige nu," svarede hun sammenbidt mens hun koncentrerede sig om ikke at skære sig med den skarpe kniv. "Hverken for halvdyr eller nogen anden." Da benene var skilt fra kroppen stak hun kniven ned i jorden for at rense den for kødrester og blod. Resten af dyret måtte hun skære ud på et andet tidspunkt, for lige nu var hendes mave begyndt at rumle temmelig højt.
I stedet rejste hun sig og så mod det bål Rose havde lavet. Hun tøvede lidt ved bålets placering. "Det ville være mere sikkert, at placerer bålet i midten af lysningen." Kommenterede hun, men gik alligevel over til målet med et af de store, kødfyldte ben.