Mørket var faldt på, da Eric fandt ud af, at han var faret vild. Han havde ikke været i Hovedstaden længe, kun i tre dage, og der havde han ikke bevæget sig ud fra sit værelse på kroen. Heldet havde tilsmilet ham, da han mødte en familie af flygtninge på vejen. De havde haft penge nok, men de penge kunne ikke redde den yngste søn, der var blevet syg. Eric havde lavet en urteblanding, der havde hjulpet den unge dreng. I bytte havde han fået penge, og det var derfor han havde råd til at bo på en kro.
Efter tre dage, blev Eric nødt til at gå ud fra sit sikre værelse; han blev nødt til at lede efter sin bror, og han tænkte at det bedste sted at starte, var nationens Hovedstand. Men Eric havde aldrig været i en by så stor, og det varede ikke længe, før han blev væk i det virvar af gader.
Han var kommet til et sted, hvor vejen gik i to. Begge sider så lige skumle ud, og de var begge henlagt i tusmørke, da der ikke brændte gadelys. En kvinde stod i døren til et hus, og spejdede ud i mørket. 'Hvad så skatter. Skal du have en tur i lagnet? Det vil ikke koster så for dig,' sagde hun, og trådte et skridt ud på gaden.
Erics spærrede øjnene op, og hastede ned ad den modsatte gade, uden at sige noget.
Han gik med hovedet bøjet, og prøvede at gøre sig så lille som mulig, for ikke at tiltrække mere opmærksomhed. Problemet ved dette var dog, at han ikke kunne se. Han var ikke nået langt ned ad gaden, før han stødte ind i en, der var væsentligt større end ham selv.
Med et grynt snublede han tilbage, og rettede på sin hætte. Foran ham stod en stor mand, både i højde og brede, og stirrede ned på Eric. Han havde en grumt udseende kniv, der hang i hans bælte, og der var et mindst ligeså grumt smil på hans ansigt.
'Se dig dog for, din lille lort,' sagde han truende, og trådte et skridt frem mod Eric, der igen tumlede tilbage.
'U-undsk ...' prøvede han at sige, før manden afbrød ham.
'Jeg synes, at jeg har brug for lidt erstatning, for du har jo ødelagt min aften. Hvad siger I, drenge?' Til Erics frygt, dukkede en gruppe mindst ligeså skræmmende mænd op bag den første mand.

Amy havde lagt meget af tiden på gaderne fra sig, og specielt skumringsgyden. Dette var langt fra et hyggeligt sted at være! der var ubehageligt, specielt i aftentimerne. Ikke at dagtimerne var ret meget bedre for at være helt ærlig. Alligevel var Amy ude denne kolde aften og traskede afsted ned af hovedgaden, efter hun havde været ude og hente nogle enkelte sager til selv på markedspladsen. For første gang i lang tid, havde hun rent faktisk penge til at forkæle sig selv en sjældent gang imellem.
Amy gik mere eller mindre i sine egne tanker, da lyden af påstyr ramte hendes øre, som hun var kommet ned af længere af smågader, som var den hurtigste vej hjem i sin varme seng. Hun vandrede ned af nogle gader, og nåede til sidst ud midt i hvad kunne se ud til at være et ret så gigantisk skænderi som var ret ensidigt. Hun kiggede fra gruppen der havde omringet den lille og meget sammenbøjede fyr.
Amy var fuldstændig stivnet i sin bevægelse og kiggede bare frem og tilbage. Hendes naturlige gadebarns gen bød hende at stikke halen mellem benene og løbe så hurtigt hendes ben kunne bære hende. Men der var alligevel noget der stoppede hende. "Hey drenge?" kom der en smule kvækket fra Amy, hvis stemme kort ikke helt ville lystre.

De havde set hende nu, så bare at bakke og gå den anden vej var ikke en mulighed. Den meget store mand vendte nu sin opmærksomhed fra den forskræmte fyr og kiggede ned på pigen med det ildrøde hår. Hun løftede et øjenbryn med armene placeret ved hofterne og blot så tilbage på hans ret forvirrede ansigtsudtryk, som han kiggede ned på hende. Amy var ret hurtig til at læse at han ikke var af dem som var særlig tilbøjelig til at slå på piger. Til hendes held. "Sikker på at det hele ikke bare var en stor misforståelse?" spurgte hun med hovedet let på skrå, et smil og en meget bevist og dog nuttet bevægelse som førte noget hår om bag hendes øre i en blid bevægelse. Det plejede at have en effekt. "Ser du, min bror blev væk i gaderne. Han har ikke en særlig god stedsans og er for genert til at spørge om vej." hun bed sig let i læben og så med store øjne op på manden. "Så, vil i ikke være søde at lade ham slippe den her gang? Han lover aldrig at genere dig igen, ikk?" denne gang henvendte hun sig direkte til den tydeligt mindste og den som havde bragt sig selv i ulykker. Hun håbede inderligt at han spillede med, ellers var han pænt meget på den.