Sneen daler ned fra de meget mørke og faretruende skyer, der vidner om at snevejret kan blusse op igen og gøre det to-tre centimeter lag sne tykkere. Vinden er kold, men stillestående og når man ånder, dannes der små åndeskyer i luften. Snevejret har indtil videre været skånsomt og den lange hovedgade er blevet skovlet, så man nogenlunde kan gå ordentligt.

Carolina har tiltusket sig et par grove støvler, der er slidte, men holder tæt og omkring sig har hun tæt omslynget en uldkappe, som om det er en nederdel - den stramme "nederdel" begrænser hendes bevægelsesfrihed, men kappen holder hendes ben nogenlunde varme. Hendes overkrop er også pakket ind i et tæppe, og et mindre tørklæde har hun bundet om håret og ørerne. Hun fryser stadig, men det kunne være meget værre, og mens hun går er hendes blik fremadrettet. Hun holder tæppet tæt omkring sig og hendes åndedræt er tungt, rygsækken sidder på ryggen, og hun er meget udmattet. Efter sneen for alvor er faldet, har hun været nødt til at gå rundt og "låne" de ting, hun er pakket ind i, og hun har løbet meget. Alt i alt er hun ret svag lige nu, og hun overvejer at søge ind på en af de nærliggende kroer for at få ly.

Dette gør hun så, og med et gisp træder hun indenfor. Kromutteren ser både bekymret og kritisk på hende, men Carolina får hurtigt fremstammet, at hun gerne vil have noget at varme sig på og finder en blank mønt frem, som hun ligger på bardisken. Normalvis ville hun bekymre sig om penge, men på hendes lille rov fandt hun også en godt fyldt pengepung. Hun sætter sig ved baren og hurtigt har kromutteren taget mønten og hældt noget dampende varmt hyldebærsaft op til hende. Taknemmeligt tager Carolina imod dette, og efter varmen er begyndt at sprede sig i hendes krop, har hun først da tid til at orientere sig. Umiddelbart ser hun ingen kendte ansigter i kroen, og det er hun egentlig glad for. Hun hader, når folk ser hende svag.

Tunge læderstøvler sætter dybe spor i sneen, helt ned til gaden, mens Levon kryber ud fra gyden han skød genvej gennem. I det samme beslutter al sneen på taget ovenover sig for at spille ham et puds, og han bliver pludseligt overfaldet oppefra af en større mængde af det hvide stads, der tynger ham ned. Chokket over at få is ned ad nakken fik ham til at gispe og trække skuldrerne sammen, mens han mærkede det smelte og glide endnu længere ned langs rygraden. Arh fanden tage det møgvejr!

Med lidt besvær ryster Levon sneen af sin tunge kappe og ryster på hovedet, så de gyldne lokker flyver omkring i et vildt virvar af guld, før han med en hånd trækker det tilbage på plads og tager en dyb indånding, før han træder ud på gaden. Uldkappen skinner af de små snefnug, og hans hår glinter i lyset fra fuldmånen, og han lader blikket glide ud over gaden med et let irriteret blik, før han vender sig mod døren ind til den lille beværtning.

Han slog støvlerne mod muren for at få det værste sne af, før han åbnede døren og hurtigt trådte ind. Snart var døren igen lukket bag ham, og et let suk undslap ham, før han gik længere ind. To af barpigerne kom hastende til nærmest i kamp mod hinanden for at tage hans kappe, og mens den ene gjorde det, rodede den anden i hans hår for at få resten af sneen ud, og han smiler varmt til hende og belønner hende med et kys, mens hun smyger sine arme om hans hals.

Med et drillende smil trak han sig løs, da den anden kvinde kom til og kastede sig over ham også, og han lo og gjorde sig fri af dem.
"De damer, de damer," lo han tydeligt opmuntret af deres opmærksomhed, "Det er ikke derfor jeg er her i aften!" Han klappede dem på kinden og nød deres sukken, mens han gik op mod baren for at få sig en enkelt drink.

Han fik øje på Carolina, og et genkendende smil gled over hans læber, mens han elegant bukkede for hende. Dog ikke så dybt som han normalt ville gøre, for han huskede, hun ikke var så meget for hans manerer, og han slog sig ned ved siden af hende uden at spørge først og med et udmattet lille suk efter at have været på farten hele dagen.

"Så mødes vi igen, og se, jeg er ikke stødt ind i dig i dag," sagde han med et varmt smil. Kromutter kom til for at tage hans bestilling, og han bestilte en gang stuvning og et krus mjød, mens han vendte hovedet mod Carolina.
"Nu jeg er så uhøflig at spise foran dig. Vil du have noget med?" Han vidste godt, hun ikke var meget for at modtage, men når han nu selv skulle have, kunne det måske godt være anderledes.

Carolina vender sig ikke om, da pigehvin lyder gennem kroen. Hun orker ærlig talt ikke så meget tant og fjas: hun er som sagt meget træt, og hun tager sig kort til hovedet. Da hun så genkender Levons stemme, bliver hånden til hovedet også efterfulgt af en hovedrysten: selvfølgelig er det den rige storcharmør, som vækker så meget begejstring blandt kvinderne. Hun håber lidt, at han ikke opdager hende eller i hvert fald bare lader hende lidt være, men selvfølgelig gør han ikke det. Derfor nøjedes hun med at nikke kort til ham, da han bukker for hende (- og kvinderne ser en smule chokerede på Carolina, for hvordan kan hun opføre sig sådan overfor ham?).

Hvis hun var mere frisk, ville hun have frydet sig over kvindernes reaktion, men i stedet har hun lyst til at daske dem væk som små myg. De er i hvert fald ligeså irriterende som myg, men forsvinder nok ikke så nemt. Derfor ignorerer hun også Levons første bemærkning - i stedet glider der blot et anstrengt smil over hendes læber. Hun tager tørklædet om hovedet af - det er begyndt at blive varmt - og trætheden kan klart spores i hendes ansigt, men hun håber, at Levon ikke lægger alt for meget mærke til det (selvfølgelig lægger han mærke til det). Hun tænker lidt over hans tilbud og det lyder egentlig meget fristende, og selvom hun har den fyldte pung tæt siddende ind ved sit bryst, vælger hun at takke ja til tilbuddet.
"Det vil jeg meget gerne," svarer hun så blot og lader en hånd glide gennem håret, der er fugtigt af smeltede snefnug.

Han har ikke lige i første omgang bemærket, hvor udmattet hun ser ud, og først efter at have bestilt endnu en poriton, sætter han sig til at betragte hende.

"Hvad er der sket med dig?" røg ordene ud af munden på ham temmelig bestyrtet, "Du ligner en hængt kat!" Han bed sig selv i tungen for at holde mund nu, men det var under alle omstændigheder for sent, og han ville bestemt ikke undskylde, da han vidste hvor lidt, hun brød sig om det. I stedet sukkede han og lænede hovedet mod sin hånd og albuen mod bordpladen.

Han lod blikket glide undersøgende over hende og indtog alle forandringerne i hende med en bekymret mine. Vinterens komme havde taget hårdt på hende, det er tydeligt for enhver, og det rystede ham faktisk en hel del at se det. Han var vant til et varmt hus, en varm pejs, masser af tøj på kroppen og al den mad, han kunne spise og mere til. Det var tydeligvis andre kår, Carolina kom fra.

"Holder du stadig til i et skur?" spurgte han alvorligt. Den flirtende storchamør var midlertidigt lagt på hylden af ren og skær bekymring for hende, og hun fik en side at se af ham, der yderst sjældent var nogen, der så. Det så også ud tila t forvirre barpigerne, der ellers var trukket meget i baggrunden, men som ikke kunne lade være med at stirre på ham, men han ignorerede dem totalt og fokuserede udelukkende på den forarmede kvinde foran ham.

Kromutter kom med maden til dem og mjøden til Levon, og han tog en grådig slurk, mens han fortsat alvorligt betragtede hen over kanten af det. Hans tanker var allerede i gang med at forme en mere sikker vinter for hende på den eneste måde, han kunne gøre det; at tilbyde hende værelset her på fuld tid. Han kan ikke tillade, hun bliver ude i det skur eller guderne måtte vide hvor, hun holdt til, da det tydeligvis tærrede på hende, og han ville få bragt et ordentligt sæt varmt tøj og nogle andre støvler til hende - han skævede ned på dem hun bar - og så måtte han bare sørge for, hun benyttede sig af det.

Som han sad og betragtede hende, var hans bryn let rynkede, og han sugede alt for meget af hendes udseende til sig; så hver en træt fuge, den blege hud, de udmattede øjne og det hårde drag om hendes mund, selv da hun forsøgte at smile. Han var nødt til at gøre et eller andet, før hun drattede død ned ad stolen, men hvordan han skulle få fortalt hende hvad, han havde i tankerne, skulle lige pusles med, da hun ikke bare ville tage imod en direkte ordre, var han bange for.

Carolina kan overraskende nok ikke lade være med at smile, da han faktisk fornærmer hende - specielt, fordi hun kan høre på hans tone, at han hurtigt fortryder sine ord. Ligeså lidt som hun selv kan lide at miste kontrollen, finder hun det aldeles sjovt, når andre gør det. Der udover er hun meget lidt forfængelig, så det generer hende ikke så meget, at hendes udseende bliver kritiseret: hun ved jo godt, at hun ser herrens ud.

Hendes smil forsvinder dog hurtigt igen, da han bliver mere alvorlig og bekymret og hun laver en affejende bevægelse med hånden, nærmest for at slå det helt hen. Nej, hun klarer sig ret skidt for tiden, men hun kan ikke lide, at han skal bekymre sig. Dog vil hun tage imod (næsten) hvert et tilbud, hun kan få, for det er faktisk sådan, hun plejer at overleve vinteren - når det kommer til stykket, er der mange, der vil hjælpe en smuk pige som hende, hvis hun vil holde dem lidt med selskab en gang i mellem. Hun priser sig lykkelig for, at vinteren først for alvor kom sent i år og forhåbentlig ikke er længe om at forsvinde: hun glæder sig til den dag, solens første varmende stråler bryder gennem skyerne, og der vil hun være udenfor for at nyde det.

Hun svarer overhovedet ikke på hans spørgsmål og drikker resten af den varme saft fra hendes krus. Han vil selv kunne regne svaret ud, så hun kan ikke se, hvorfor hun skal svare på det.

For en gangs skyld gør hendes smil intet godt for ham, andet end at forsikre ham for, hun ikke tog på vej over det, og det er da trods alt noget. Men han er for bekymret og alvorlig lige nu til at reagere på det på sin sædvanlige facon og vedbliver blot alvorligt at se på hende.

Det bekymrede ham yderligere, hun ikke ville fortælle hvad, der er sket hende, og han må bare antage, det er vinteten. Hans kæber arbejder let mod hinanden, mens han tænker. Han er såmænd interesseret nok i hendes selskab, men det er ikke derfor, han vil hjælpe hende, det er den medmenneskelige del af ham. Han ser spørgende på hende, en smule hårdt for at få det ud af hende, hvorpå han blot sukker tungt og massere sin tinding, mens han et øjeblik lukkede øjnene i.

Da hun heller ikke svarer på det næste, kan han regne ud, hun er på gaden, og han mærker sin mave trække sig sammen af indestængte følelser og har lyst til bare at skælde hende ud. Men han holder sig i skindet og knytter næven, som han lægger mod sit hoved igen med et suk.

Så snart han ser hendes krus er tomt, vifter han med hånden for at få det fyldt, og for ikke at have hende protesterende mod det, tager han ordet:
"Du er vel klar over, jeg ikke vil tillade det at fortsætte?" spurgte han venligt, men meget fast i sin stemme. "Jeg vil dog give dig et valg; et værelse i mit hjem eller værelset her på stedet, du lånte sidst? Der vil blive sørget godt for dig begge steder, og jeg skal også sørge for noget varmt tøj til dig, så du kan holde varmen." Der var ikke lagt op til megen diskussion, det burde være tydeligt for hende, og hvis hun protesterede, ville han bare slæbe af sted med hende i stedet. Hun var alt for svag til at kunne stille noget op mod hans styrke og beslutsomthed, selv hvis hun skulle ønske det.

Carolina lytter eftertænksomt og grundigt til hans ord, mens hun med et lettere hævet øjenbryn ser ned på hans knyttede næve. Det overrasker hende ærlig talt, at han går så meget op i det, men hun føler ærlig talt en vis lettelse over det: det er altid en rar følelse at vide, at ikke alle er ligeglade med hende. Hun kan dog ikke rigtigt forstå hvorfor, han vælger at tilbyde hende disse ting, men hun ved, han mener det; spørgsmålet er så bare, hvorfor han har lyst til at gøre alt dette for hende: der er intet i livet der er gratis, men hun er villig til at tage det med, hvis hun er nødt til det.

Hun skæver til krusset, som bliver fyldt op og siger fortsat ikke noget, mens hun tænksomt tager en tår af drikkelsen. Hun ved ikke helt, hvad hun mest har lyst til; på den ene side vil hun ikke støde ind i Levon hele tiden, hvis hun vælger værelset, men på den anden side synes hun, det var meget underligt at vågne op i en seng og at blive behandlet så pænt. Carolina er egentlig ikke kræsen; hun tænker bare over, hvad der taktisk ville være mest klogt af hende. Hun stryger en lok af sit hår væk fra sine øjne, og ser for første gang direkte på Levon. Der er ingen diskussion med ham, og hun er ikke ligefrem modstander af hans tilbud; så hvorfor protestere?

"Hvorfor er du sådan et rart menneske?" spørger hun ham i stedet for at svare på hans tilbud, mens hun tænker videre. Det er egentlig ikke for at tale udenom, men det kan godt lidt virke sådan - og hun vil som skrevet virkelig også gerne vide, hvorfor. Hun fortsætter med at tale, en smule hæst:
"Jeg overlever ikke længe ude, når det er vinter ... Det er nok noget, du ikke ved, men jeg er afhængig af venlige sjæle om vinteren; mennesker som dig. Jeg kan ikke lide det." siger hun så alvorligt og føler lidt, at hun blotter sig for ham, men... hun er nødt til at kende hans intentioner! Hun er egentlig ligeglad om han forlanger noget til gengæld (men alligevel ville det undre hende, med det kendskab hun har til herren foran hende), men i så fald vil hun gerne vide, hvad hun går ind til.

Han forstår godt hendes forvirring over hans tilbud, selv før hun taler, han forstår godt hvis hun ikke helt stoler på ham, men han er urokkelig med sit tilbud til hende, insisterer virkelig på det.

Som hun tænker, betragter han hende og forstår fuldt ud de følelser, der vælter ned omkring hende lige nu. deres sidste møde taget i betragtning, og hvordan han fik drukket for meget og flirtede til det næsten uforskammede ... Det stod ikke til hans tjeneste nu, men han kunne intet gøre ved det og måtte bare acceptere sine egne handlinger.

Da hun møder hans øjne, stikker han hende et svagt, beroligende smil og rækker selv op for at fjerne den lok, der igen var faldet ned foran hendes øjne, og han satte den fast bag hendes øre uden at gøre andet. Intet flirtende eller tilnærmende over hans bevægelser denne gang, selvom han kunne have valgt det.

"Jeg er opdraget sådan," svarede han med et skævt smil, da hun endelig talte. "Jeg bruger hellere min tid og mine midler på personlige ting end en eller anden fond, og du er gået hen og er blevet personlig for mig!" Han kunne godt forstå, hun havde behov for lige at tænke, da det var en stor ting, han havde smidt i hovedet på hende lige før, og han acceptere den lille forlængelse.

Hendes næste ord bekræfter blot hans tanker, og han nikker tænksomt.

"Nej, og nu hvor sneen er kommet, er jeg glad for at have fundet dig igen - før jeg fandt dig i en snedrive et sted!" Hans øjne lyste af en alvor iblandet et strejf af frygt ved disse ord, men han var hurtig til at skjule det og fortsætte. "Jeg kan tænke så langt som til den afhængighed," sagde han blidt, "Og jeg er udmærket klar over hvor lidt, du bryder dig om det, men det lader ikke til, du har meget af et valg, og lige nu gælder det din overlevelse. Og tro mig, jeg er ikke den værste derude at indgå en sådan aftale med! Der er folk derude, der ville udnytte situationen til deres eget bedste, men det ved du alt for godt ... Lad mig bare forsikre dig for, jeg ikke er en af dem! At se dig have det godt og få det bedre end du har nu er målet med mit tilbud, selvom jeg ikke vil sige nej til at have et par lange samtaler med dig, når du har fået det bedre, men lige nu er det vigtigste at få dig væk fra gaden! Allerede i nat!" hans stemme var stadig alvorlig, og hans ord bar præg af, han var mere end en tilfældig rigmandssøn; at han faktisk vidste lidt om de trængendes kår.

"Jeg ville have tilbudt dig det allerede sidst, vi mødtes, men du var ikk eklar til at tage imod det på det tidspunkt, er jeg bange for. Det håber jeg, du er nu, for ellers må jeg bortføre dig og spærre dig inde i mit tårnværelse vinteren over." Et lille smil og et strejf af humor nåede hans ansigt og øjne, men han druknede det snart i sin alvor igen. For jo, Levon kunne skam sagtens være alvorlig, når det kom til stykket, og selvom det var de færreste, der så den side af ham, var den der.

At hun følte sig blottet var han udmærket klar over, men han var glad for, hun havde sagt ham det. Det var bedst at være helt ærlige i denne sag, og han var glad for, hun var det. Han drak lidt mere af sin mjød, mesn han stadig betragtede hende.

"Hvad end du vælger af mine to forslag, så skal jeg tjekke til dig jævnligt for at se dine fremskridt. Så jeg er bange for, du ikke helt slipper af med mig lige foreløbigt. Hvad angår stedet her skal jeg sørge for, der altid er nogen til at se til dine behov, og hvis du vælger mit hjem, har jeg tjenere til at gøre det, når jeg ikke selv er til stede. Der vil være så meget selskab du orker, inklusive en ung kvinde ved navn Maki, der bor hos mig for tiden. Hun er gravid og er en meget sød kvinde, og selvom hun er ved at blive rastløs og snart gerne vil ud i naturen igen, hvor hun føler sig hjemme, er jeg meget besluttet på at beholde hende indendøre vinteren over også. I vil nok have noget at snakke om, kunne jeg forestille mig - om ikke andet så for at forbande min stædighed langt væk." Hans ansigt blødte lidt op i et venligt smil, mens han talte.

Carolina bliver lidt overrasket over, at han fjerner hendes hår fra øjnene og hendes første intention er at trække sig væk, men hun lader ham alligevel gøre det, mens hun igen lytter til hans ord. Et eller andet sted har hun det allerede nu som om, hun er ved at blive kvalt og låst inde, bare ved at høre på den måde, han omtaler den gravide kvinde, og at han vil holde øje med hende... Og at han vil have hende til at blive vinteren over. Hun ved jo godt, at det er det bedste for hende, men det er bare så svært, når hun gerne vil føle sig fri samtidig. Hun skubber dog tanken lidt væk og prøver at tage det roligt: nu ikke noget med at drage forhastede konklusioner. Hun har jo ikke prøvet det endnu.

"Allerede i nat?" kan hun alligevel ikke lade være med at gentage og bider sig lidt i læben. Hun bryder sig ikke om den personlige drejning det har taget, og det er svært for hende, at han har overtaget. Det ville næsten være nemmere for hende, hvis han bare var en eller anden klam stodder, der forlangte lidt put til gengæld for husly. Men hun har alligevel ikke lyst til at smide hans tilbud væk: som han siger, er det en meget god mulighed for hende.

Hun smiler ikke, da han laver sjov, for, for hende er det alvor. Hun vil ikke spærres inde, vil ikke føle sig spærret inde og selvom han joker med det nu, kan hun aldrig vide sig sikker. Men igen prøver hun at ryste tanken væk og fokuserer i stedet på det næste, han siger (for han siger godt nok meget, som hun pludselig skal tænke over, hvorefter hun skal veje sine ord).

"Hun lyder sød," svarer hun så bare til sidst, for hun aner ikke, hvad hun skal sige eller gøre. Han har virkelig, nok uden at villet det, trængt hende op i en krog, som hun ikke kan tale sig ud af, og når det er så personligt, som det er, bringer det hende ud af fatning. Han siger så meget, men hun er ikke rigtigt i stand til at presse alle de ord ud af munden, som hun egentlig har lyst til at sige, men så alligevel ikke. Hun ser væk fra ham og tager endnu en tår af sin varme hyldebærsaft.

Han havde ikke en gang tænkt, da han fjernede hårtotten, havde bare gjort det, meget mere optaget af at regne hendes tanker ud.

Han kunne ikke lade være med at trække svagt på smilebåndet af hendes gentagende spørgsmål.

"Der ligger sne derude? Hvor vil du ellers sove, i en dørbning?" Han rystede på hovedet. "Det går ikke ... Det er ikke for at trænge dig op i en krog, og naturligvis er du velkommen til at komme og gå i huset eller her som du har lyst, det skal jeg ikke stoppe dig i, så længe du tilbringer de kolde nætter indendørs og er passende klædt på, når du går ud, så jeg ikke skal være bekymret for dig." Hans stemme var blid og forstående, mens han forklarede det for hende.

Han kan se på hendes udtryk, da han joker, hun absolut ikke finder det morsomt, og han får tanken, hun er en af de kvinder, der føler sig begrænset og indelukket af vægge. Der er bare ikke så meget han kan gøre ved det andet end at forsikre hende:

"Jeg har ikke tænkt mig at spærre dig inde, Carolina, du vil altid være fri til at gå, men jeg ville virkelig foretrække det at vide, du er i sikkerhed for kulden og sneen. Alene tanken om at finde dig livløs i en snebunke et sted..." Han gøs og vendte blikket mod maden, der nu blev serveret, og han smilede til kromutter og tog den første bid.

"Hun er sød. Hun har bare ikke altid forstand på hvad der er bedst for hende og hendes børn, og jeg hader at skulle stå så fast overfor hende ... Men hun er døende, og jeg kan ikke tillade mig at lade hende ude af snd, før jeg er sikker på, hun vil overleve. Det er ikke for at tvinge nogen af jer til at gøre noget, I ikke vil, det må du ikke tro, men jeg er meget fast i de ting, jeg vil og jeg mener er rigtigt, og det er i alt fald ikke rigtigt, jeg skal gå ud og finde nogen af jer omkomne i sneen! Det ville jeg simpelthen ikke kunne holde til!" Et træt suk undslap ham, og han lukkede kort øjnene i. Tydeligvis var han ikke selv så frisk, som han gerne ville være, for hele affæren med Maki havde taget hårdt på ham. Hvis ikke Ihsan snart kom tilbage med det blod måtte han oven i købet til at opspore og bekæmpe en vampyr for hendes skyld; for at hun kunne overleve.

Endnu et tungt suk undslap ham, før han rystede hovedet let, så de gyldne lokker dansede om hans ansigt, og dernæst så på hende igen.

"Jeg ved, du kan passe på dig selv derude, og det er mere vejret og kulden, der bekymrer mig end dine evner! Som du selv siger overlever du ikke længe i det her vejr, og sådan som du ser ud - tilgiv mig min uhøflige ligefremhed - så vil jeg ikke tro, du klarer den der ret meget længere. Valget er stadig dit, hvor du ønsker at opholde dig; det lægger dig frit for, men der vil være mad, varme og en seng at sove i, det kan jeg garantere dig for!" Han sendte hende et forsikrende smil og vendte sig så mod maden igen med endnu et lille suk.

Carolina vender sig mod ham igen og holder igen godt øje med ham, mens han taler. Hun ved godt, at hun ikke bare sådan får lov til at gå, og hun er efterhånden blevet mindre mistænksom overfor ham. Hun tror i hvert fald, at han mener det godt, selvom hun ikke er sikker på, at blive holdt inde bag hvide vægge, smukke ting og sammen med bekymrede mennesker, er godt for hende i længden - men hun må jo prøve at lade være med at panikke, før hun har oplevet situationen: selvom det godt nok er svært lige nu. Hun nikker tænksomt, da han siger, at hun ikke bliver spærret inde, siger intet.

Hun forstår bare ikke, hvorfor han bekymrer sig sådan for hende. Specielt, hvis man tænker på deres sidste møde, der endte ret akavet (i hvert fald for ham). Og at han så ikke prøver på mere nu forvirrer hende yderligere. På sin helt egen måde gør Levons bekymring hende rent faktisk utryg.

Et lidt hårdt drag ryger om hendes mund, da han sammenligner hende med én, hun ikke kender. Som er døende. Det er hun ikke - selvom hun er hårdt afkræftet, dør hun ikke, men hun kommer så i tanke om, at der nok alligevel ikke gå lang tid, før hun ellers vil fryse ihjel. Hun ligger også mærke til, at han også tænker på noget helt andet, hendes ansigt bløder hurtigt op, og med en smule usikkerhed ligger hun sin spinkle hånd på hans skulder.
"Hun fylder meget i dit hoved, ikke?" spørger hun så. Hun plejer aldrig at være usikker på, hvad hun skal sige, men hun snakker stort set aldrig om følelser, så det er svært for hende - også når det drejer sig om at lytte.
"Jeg vil gerne bo hos dig," siger hun derefter og fjerner sin hånd igen med en lille akavet bevægelse.

Han kan godt forstå hendes uro, men han vil hende vitterligt intet ondt, vil bare passe på hende. At deres sidste møde var endt akavet, kan han knapt huske; han kan ikke en gang huske hvordan, han kom hjem.
Hendes utryghed blev slet ikke registreret, og et øjeblik var han bare væk i sine egne tanker og bekymringer, men hendes stemme trækker ham tilbage, og han ser halvt overrasket mod hendes hånd, før han smiler til hende.
"Ja, det gør hun. Især her på det sidste efter hun er blevet bidt af en vampyr, der også har gjort hende gravid, og nu vil hun så pludselig dårligt tage imod min hjælp. JEg er magtesløs, hvis hun vælger at gå sin vej, men jeg forsøger at holde fast på hende i det mindste indtil jeg ved, hun vil komme sig. Hun er stadig halvt i chok ..." Et lille suk slap fra ham, og så rystede han let på hovedet.
"Men det var ikke hende, vi skulle tale om lige nu, det var dig," sagde han venligt. og lyttede så til hendes ord, der tydeligvis bragte ham meget lettelse.
"Det er jeg glad for," sagde han og greb hendes hånd i sin egen, og trykkede den fast. "Det er en aftale så. Og er der noget problem - noget overhovedet, noget der generer dig, noget du mangler, lige meget hvad, så kom til mig med det, ikke? Er det småting er der også tjenestefolk, men jeg foretrækker ved større ting, du tager det direkte til mig ... JEg skal dog nok på vampyrjagt inden længe, men når jeg er til stede, er jeg der for dig." Han smilede varmt og lod så hendes hånd glide ud af sit varme greb.

Carolina kan næsten ikke forholde sig til alle de ting, han siger. Det lyder meget indviklet og rodet, og hun ved jo godt, at der sker sådanne ting, men det er godt nok sjældent, at de sker tæt på hende. Hendes læber breder sig i et lille smil, da han også smiler, mens hun funderer over, hvad hun skal sige til ham.
"Ja, det lyder rodet..." siger hun så blot og kører en hånd gennem sit hår. Selvom hun i første omgang ville være glad for at skifte emne, har hun ikke lyst til at føle sig (og virke) dum, så sætter hun pris på, at han igen begynder at tale om hende.

Men hun bliver alligevel overvældet over hans form for omsorg, og at han tager hendes hånd igen, og hun bider sig lidt i læben, og hendes blik vender sig ned mod bordet. Hun ser dog hurtigt op igen og nikker så alvorligt. Selvom hun på forhånd allerede har bestemt sig for, at hun ikke skal fortælle ham mere, end det er allermest nødvendigt. Bare fordi hun bor hos ham, betyder det ikke, at hun stoler på ham.

Hendes ord ffremkaldte en sørgmodig klukken, mens han trak hånden tilbage gennem det våde hår.
"Rodet er ikke ordet! Men bare rolig, jeg skal nok holde det udenom dig. Det vil aller højest give dig lidt frihed fra mit skarpe blik." Han blinkede til hende og havde kommet sig over sin sindsstemning forbavsende hurtigt. Han var tydeligvis meget opsat på ikke at rode hende mere ind i det; at holde de to kvinders liv adskilt på det plan.
Da hun vender blikket bort et øjeblik, ser han spørgende på hende og gætter hendes tanker.
"Jeg har overvældet dig, har jeg ikke? Du er ikke vant til alt det her," sagde han med et skævt smil og fandt det i grunden meget morsomt. Hun havde i alt fald ikke reageret sådan på hans berøring før.
"Jeg kan ikke gøre for det; det ligger til min opdragelse at tage mig af dem, der har brug for mig ... Der er måske alligevel lidt lysets kriger over mig!" Den sidste tanke så ud til både at overraske og chokere ham, og hans bryn røg i vejret, mens hans blik gled lidt ud over stuen.
*Fanden stå i det!* tænkte han stadig chokeret *Hvad gik det lige ud på? Er jeg alligevel...? Nej, bestemt ikke! Jeg ville aldrig du som en lysets kriger!*

Carolina sætter pris på, at han ikke taler mere om det. For det første duer hun ikke rigtigt til at tale med folk om de store følelser og ting, hun ikke kan forholde sig til, og for det andet føler hun sig en smule dum, når hun f.eks. aldrig har mødt en vampyr. Men det har været tæt på.. Hun ryster lidt på hovedet, mest af sig selv, og hun lytter til Levons ord. Et lille smil glider over hendes læber, da han nævner, at han kunne blive lysets kriger - hendes smil forsvinder dog, da hun ser, at det vidst ikke var meningen, han skulle sige det - han har i hvert fald overrasket sig selv. Carolina ved ikke helt, om hun bifalder lysets krigere (det er jo en ret stor autoritet), men hun ved i hvert fald, at hvis det stod til hende, skulle al ondskab forsvinde. Og så er det jo nødvendigt med nogle til at forsvare lysets side. Hun er ikke selv udpræget god, for hun overholder ikke landets love, men landet er så trist, mørkt og ofte uhensynsløst, og hun kan ikke lide det.

"Du er i hvert fald et godt menneske," siger hun så bare og gentager sig selv fra tidligere. Men hun mener det - også selvom hun ikke stoler på ham.

Det er tydeligt at se på hende, hun satte pris på hans emneskift, og han er selv glad for det. Det er ikke noget at trække fremmede ind i, og han har altid klaret den slags problemer selv.
Han bemærkede knapt hendes smil, så fortabt i stanker var han, men han nåede dog lige at ane det, og han valgte selv at smile skævt.

"Er tanken så latterlig?" spurgte han, et underligt håb lysende i hans stemme, der ikke var til at tyde for en, der ikke var inde i hans tanker. Han vidste knapt hvad han håbede på; måske en be- eller afkræftelse af det forhadte skel mellem ham og hans forældre.

Hendes ord gør hans blik blodt, og hans smil vokser sig bredere.
"Det er jeg glad for, du synes, Carolina," sagde han varmt, "Jeg skal gøre hvad, jeg kan for at leve op til den udtalelse." Han kunne have smidt et halvt tons af komplimenter ind her, der havde vendt det hele mod hende selv, men han valgte at lade være, grundet samtalens alvorlighed.

Han kom igen i tanker om maden og spiste lidt mere, før han drak en god portion af sit mjød med et suk. Ak ja, han kunne da skaffe sig noget på halsen, så meget var sikkert. Han var slet ikke sikker på hvordan Maki ville reagere på at få en anden kvinde ind i hans hus, men han skulle nok overbevise hende om sagens natur, det var han for selvsikker til at tvivle på et eneste øjeblik.

Carolina ved ikke rigtigt, hvad hun skal svare på spørgsmålet, for hun har det som sagt ret ambivalent med lysets krigere. Hun kender ikke hans konflikt med hans forældre, men hvis hun gjorde, ville hun nok have endnu sværere ved at svare på spørgsmålet.
"Nej, det er da ikke latterligt." svarer hun blot og klemmer et smil frem fra sine læber, inden hun tømmer sit krus. Hendes øjne flakker et øjeblik rundt i det svage lys i kroen, inden hun igen ser på Levon.

Hun smiler igen, denne gang ægte, da han blot tager imod komplimenten, og ikke vælger at dreje hendes ord over på hende selv igen. Hun kan godt lide komplimenter, men hun foretrækker de, der drejer sig om hendes udseende. Faktisk har hun ikke meget til overs for sin egen person, og det er måske derfor, hun ikke respekterer sin krop og dens behov og vandrer alt for længe udenfor. Men det er ligeså meget fordi hun ikke kan lide at blive "spærret inde".

Han ved, det er et mærkværdigt spørgsmål, og hendes tænkepause bekræfter ham. Da hun endelig svarer, ser han lidt rundt og lader ordene synke ind.

*Ikke latterligt... hmmm...* Han valgte at lade tankerne falde for nu og koncentrerede sig om hende igen. Nok en gang viftede han med fingrene, da hendes krus var tomt, og hun fik det fyldt op igen. HUn havde ikke en gang rørt sin mad endnu, så han ville holde hendes kop fyldt for nu.
Det ægte smil kommer ikke det mindste bag på ham, da han har regnet hende en del ud allerede. Hvordan hun har det med sin egen person vidste han intet om, og måske også godt nok for det, for ellers ville han gøre sit til at ændre hendes opfattelse af den.

At hun ikke kan lide at blive spærret inde er helle rikke gået op for ham, men det er alligevel på ingen måde det, han ønsker at gøre. Men havde han vidst det, havde han ikke joket med at spærre hende i et ikke eksisterende tårnværelse. Men hun var fri til at komme og gå i hans hjem som det passede hende, så længe hun tilbragte natten i sikkerhed og komfort under hans tag, for det var der, kulden var værst. Hvis hun ikke kom tilbage en nat, ville han blive meget bekymret og ikke tøve med at ride ud og lede efter hende, så meget vidste han da om sig selv.

Carolina lader et kort smil glide over sine læber, inden hun lidt mere fraværende lader blikket glide rundt i kroen. Hun ved ikke rigtigt, hvad hun skal sige og tier derfor bare stille. Hun havde aldrig regnet med, at en samtale med Levon skulle blive så personlig - og hun er meget usikker på, hvad hun skal mene om den sag. Er hun ved at blive svag, utilregnelig og illoyal for overfor sig selv? Eller er hun måske bare træt af at skubbe alle omkring sig væk fra hende..? Det forvirrer hende en del - nej, det er en underdrivelse. Det forvirrer hende meget. Hun lader et kort øjeblik blikket falde på Levon igen, inden hun begynder at spise lidt af sin mad.

Maden er rigtig god for hendes krop, men hun har mistet appetitten af hele den forvirring, så hun ender bare med at drikke noget mere hyldebærsaft, mens hun nipper til maden, som var hun en lille mus.

I en tid sidder de i tavshed og spiser, men han bemærker hvordan, hun stikker til det i stedet for at spise det, og han fornemmer tydeligt, det er på grund af ham, hvilket gør ham lidt ubehageligt til mode. Han ville give hvad som helst for at vide hvad, hun tænkte.

"En diamant for dine tanker?" bad han roligt og så opmærksomt på hende. Hendes forvirring over sig selv gik ham rent forbi, og han var blot bekymret for, hvad han havde gjort galt. Hun var alt for tynd at se på, alt for sygelig, hendes blege hud mod det mørke hår, hendes læber, der var ved at få farven tilbage efter at have været ude i kulden, og hendes slidte hænder, som han overvejede hvornår hun sidst havde kunnet vaske i andet end isnende koldt vand.

Han spiste selv færdig forholdsvis hurtigt og drak lidt mere af det store krus mjød.