Skyerne havde samlet sig oppe på himlen og solen var godt gemt væk. Rain sad på en lille sten i lysningen og var ved at reparer sin kjole, der var gået i stykker. Det var køligt, men det gjorde intet for hende. Der skulle mere til end bare kold luft, men hun sad, dog ret udsat som hun sad der midt i lysningen. Da hun var blevet færdig med kjolen, rejste hun sig op og børstede skidt af kjole før hun fik den sat ordenligt. Den så ud som ny nu, og lå glat ned ad hendes ben. Rain trådte væk fra stene og gik hen, hvor træerne begyndte. Hun lagde sin kolde hånd mod stammen og lukkede øjnene. Hun var virkelig sulten lige nu, men hun havde intet at spise. Aldrig kunne hun finde på at vandre ind mod byen, for det ville bare afslører hende, men i sidste ende kunne hun vel blive nød til at gøre et eller andet for at få noget mad. Selvom det stadig var dag, slap ikke en eneste solstråle igennem det tykke lag af skyer. Rain rettede sit blik op mod himlen. Hun var for træt til at flyve, men for sulten til at gå.

Alexander bevægede sig ud imod den store lysning, et sted han fra tid til anden tog hen når han havde brug for at komme lidt væk fra det hele. Han tog herud med næsten ingen oppakning og levede herude i en uges tid, det var en måde for ham at komme væk fra storbyen og den irriterende idiotiske folkemængde der bevægede sig rundt der og tærrede på byen som var de parasitter, desuden havde han fra tid til anden brug for at komme væk fra sit arbejde, ikke fordi han ikke nød det, men det var bare trættende specielt i denne tid hvor flere og flere mennesker begyndte at gøre oprør.
Alexander lagde først nu mærke til damen der ligeledes var herude, det første han tænkte var at kvinden var alt for let påklædt i forhold til vejret, Alexander selv var iført en særdeles tyk trakke udenpå sit normale outfit.
"Goddag frøken, hvad laver de dog herude?"

Rain vendte sig om da hun hørte en fremmed stemme. Ved første øjekast, vil hun mene at den fremmede mand var et menneske, men hun havde før taget fejl, men at han ikke virkede mere overasket over hendes vinger, der tydeligt viste at hun var en engel – kunne ikke lade være med at undre hende. Hendes ansigt viste ikke den mindste form for interesse og hun trak bare på smilebåndet ”Jeg håbede på at finde noget mad” Sagde hun stille og drejede lidt på hovedet og gik hen mod ham. Hvis han havde noget mad, kunne hun godt finde på at hugge det fra ham. Hun kunne bare håbe på at han ikke havde nogen specielle kræfter eller noget ”Og hvad laver de her, min herre?” Spurgte hun koldt uden at kigge på ham. Hendes blik var ret ligeglad, men indvendigt brændte det næsten, fordi hun var så pokkers sulten. Det gjorde næsten ondt at gå de få skridt hen mod ham, men hun lod som ingenting.

Alexander kiggede lidt på kvinden, der var noget over hende der fortalte ham at alt ikke var som det skulle være, hendes stive ansigtsudtryk virkede nærmest for stift, som om det var pålagt hende, han kunne dog ikke være sikker på det, den sidste engel han havde mødt havde haft alle sine følelser intakt, men ikke desto mindre kunne han sagtens forestille sig at nogen havde glemt alt om at føle.
"Jeg forstyrre vel forhåbentlig ikke din jagt? De har vel sat fælder op eller lign ikke sandt?"
Sagde Alexander og stirrede lidt underligt på hende, han undrede sig stadigvæk over hendes ufatteligt lette påklædning, var engle ikke i stand til at føle kulde og varme.
"Jeg er blot herude for at komme lidt væk fra det hele"
Sagde Alexander og sendte hende et venligt velment smil.

Rains smil, falmede en smule. Hun havde aldrig rigtig tænkt over at sætte fælder op, men det krævede også at hun havde redskaber til at gøre det med, og det eneste hun ejede var det tøj hun bar. Hun lagde hovedet lidt på skrå og løftede brynet. ”Nej” Svarede hun roligt og fattet. Det irriterede hende lidt at han spurgte om det, og der var også et eller andet ved ham det gjorde hende en smule utilpas. Hun gik helt hen til ham, nogen vil nok mene det var ret provokerne, men hun var ligeglad. Lige nu ville hun gøre alt for at få lidt mad og rakte hånden ud mod ham som en gestus. ”Mit navn er Eorin” Hun var nu mere åbent i det og et smil kom også frem på hendes læber. Hvis hun nu kunne komme lidt tættere på ham, kunne hun med lethed enten stjæle maden fra ham, eller bruge sin charme til at han frivilligt ville give hende noget