Antonia ville aldrig nogensinde vise hvem hun var. Der skulle folk til at holde hende, før det ville ske. Så længe hun kunne bevæge sine hænder, ville hun kunne få skyggernes hjælp til at komme væk. Der havde været folk der havde prøvet at stoppe hende og prøvet at finde ud af hvem hun var, men mod skyggerne kunne de ikke gøre noget. De gik ganske vidst i opløsning når folk rørte dem, men hun skulle ikke bruge særligt lang tid på at komme væk. Desuden var det så nemt at få nye skygger frem.
Hun vidste, at det var nemmere at charmere og forføre mænd hvis hun kunne vise dem sit ansigt, men indtil videre havde hun da klaret sig ganske fint. ofte hvis hun skulle bruge specielle oplysninger, skulle hun bare forføre end mand til han var som gele i hendes hænder, og hun kunne få de oplysninger hun skulle bruge.
Antonia lod sin øjne følge mands hånd og kiggede hen på hesten. Hun måtte indrømme at det var et flot dyr. Det var en prægtig hest, og hun kunne selv se, at den var en konge værdig.
"Du må være ganske velstillet, hvis du har råd til så prægtigt et dyr?" spurgte hun nysgerrigt. Hun berøvede godt nok velstillede folk, men hun var ikke en lommetyv. Hun havde et par gange, stjålet fra en velstillets mands lommer, men det var for let. Det gav hende ingen udfordring, så det var hun stoppet med igen. Desuden tjente hun nok på de ting hun solgte på det sorte marked. Hun var faktisk selv ganske velstillet, selvom der egentlig ikke var mange der vidste det. Hendes egen onkel vidste det ikke, og det var egentlig primært ham der tog sig af hende.
"Du behøver skam ikke at beklage det. Der skete ikke noget alvorligt. jeg er stadig i et stykke," svarede hun med et skævt smil. Han havde intet at beklage. Der var som sagt ikke sket hende noget alvorligt.
Antonia var bestemt ikke ked af, ikke at blive lagt mærke til. Hun havde det faktisk bedst på den måde. Hun havde det helt fint med, at folk ikke lagde mærke til hende. Hun hadede at være center for opmærksomhed.
Hun lyttede til hans ord, og kunne ikke lade være med at smile over, at han var så ked af at næsten at have reddet hende ned. Hun tænkte sig lidt om.
"Faktisk er der noget du kan hjælpe mig med. Jeg skal finde Marc Wilhelms herregård, og jeg tror måske at jeg er faret en smule vild. Kunne du måske fortælle mig hvilket retning jeg skal i?" spurgte hun så. Hun vidste kun at Hr. Wilhelm var rig og hun havde fået en bestilling på noget han havde i sit hus. Hun skulle bare derhen, hente tingene og så væk igen. Det skulle helst ikke tage alt for lang tid.