"Jeg har ikke brug for følelser, jeg har brug for magt..."lød det bestemt fra den blålige dæmon, med det skrigende røde hår. De borende, og fristende øjne havde efterhånden vandret rundt, fra den ene person til den anden person herinde på kroen. Kroen var generelt et godt sted, og stemningen var altid god - for det meste. Ordene om, at dæmonen slet ikke behøvede følelser, rungede ud i hele rummet. Flere vendte blikket hen imod hende, og de få mænd som var på vej ud ad døren, drejede hovedet lidt, for at se nærmere på denne kvinde, som havde ytret netop dé ord. Et lusket, og tilfreds smil foldede sig over hendes ansigt, og hun gik langsomt hen imod et bord, som stod rimelig centralt. 

Hofterne svingede hun en smule, og da hun nåede hen til borkanten, greb hun fat i stoffet på sin kjole. Rev det lidt i stykker, så kjolen med vilje var kortere, og hun satte sig derefter op på bordet. Det kunne godt se ud om, at hun havde alle mændene, og mange af kvinderne rundt om sin lillefinger, men sandheden var, at hun faktisk bare nød opmærksomheden, og den virkning hun havde på andre. Det ene ben krydsede hun over det andet, og tiltede hovedet en smule. De gyldne øjne gled ned over en mand som var kommet tættere på. Manden bed sig genert i underlæben, det var tydeligt at se. Men for Lilith var det kun begyndelsen til en fin invitation"Er du kommet for at lege med det forbudte, og farlige?" det var tydeligt at høre på stemmen, at hun hentydede til sig selv. 

Manden stod bare og smillede, og greb fat rundt om hendes hals uden at sige noget. Det eneste der kunne ses på Liliths ansigt, var et lusket smil, og hun lod øjnene bore sig ind i hans. Tænk at mænd troede de kunne gøre, som det passede dem. Jovist var hun ikke bedre selv, det vidste hun godt. Hun var ødelagt, hun var ikke engang sikker på, at hun var normal som alle andre. Hun løftede sin hånd lidt op foran sig, og betragtede de skarpe negle. Smilet falmede en smule, men det kunne stadigvæk ses på hele hendes ansigt. Uden at advare manden, og i et hurtigt tempo vred hun nakken om på ham, og lod ham falde ned på gulvet som var han affald. En næsten gyselig, og kold latter kunne høres, og hun lavede et kort kast med håret, hvorefter hun lagde sig bagover, så hun kom ned at ligge på bordet. Det ene ben bukkede hun en smule, bare for at kunne ligge mere tilpas"Mit navn er forresten Lilith... Men det husker du nok ikke" hun lod tungen glide tilfreds hen over læberne, hvorefter hun nærmest nød at have dræbt manden. De andre stirrede overrasket på hende, og i blandt de mange folk, stod der nogle og hviskede om de faktisk turde nærme sig hende. 

Dianthos.. Det var en by, man skulle træde varsomt ind i, der var byvagter på et hvert hjørne, som patruljerede jævnligt og sjældent lod noget gå deres næser forbi. Medmindre man selvfølgelig valgte at fange de rette byvagter, så kunne de næsten altid overtales til at kigge den anden vej. Det gjaldt blot om at kende deres dybeste hemmeligheder, og så havde de ikke rigtig noget valgt. Men stadig, det var dumt at træde ved siden af loven, når de kiggede ens vej. Derfor brugte Deavás ofte den mange tunneler under byen, som Verbatim havde adgang til og frit kunne benytte sig af. Så kunne han trænge ind i byen uden at blive bemærket og samtidig forlade byen uden at nysgerrige øjne fulgte hans bevægelser.

Men selvom han havde andet at se til, kunne han ikke helt undlade at bemærke Lilith's lys i blandt de mange andre væsner i Dianthos. Han havde haft nok hudkontakt til hende, at hans evne automatisk aktiverede sig selv, når hun var tæt på. Hvilket var tilfældet denne aften, som han gik forbi kroen. Egentlig var han ikke tilhænger af den slags offentlige steder, men hvis hun befandt sig derinde, så kunne han nok godt overtales til at bruge lidt tid og måske ganske få krystaller på at slukke sin tørst. Der hvilede et stille smil på hans læber, som han begravede hænderne i lommerne på frakken og gik hen til døren. I døren mødte han flere, som var på vej ud. Men det var ikke noget han bed særlig meget mærke i, da han så en mand falde til jorden for fødderne af en blå dæmon. Lilith..

Der var ingen tvivl. Det kunne kun være hende, den blålige hud og det røde hår var tydelige kendetegn. Kendetegn de fleste ville være i stand til at gengive, hvis de blev spurgt. Han valgte dog at træde uden om de mange gæster, der gik den modsatte vej, som han stoppede op et stykke fra hende og lagde armene over kors. Han stod lige bagved hende, så hvis hun valgte at strække nakken, så kunne hun nok godt få øje på ham. Men på hovedet, eftersom at hun havde valgt at lægge sig på bordet. "Tænker du aldrig over, hvilke konsekvenser dine handlinger kan have?" spurgte han opgivende, som han skulede imod liget ved siden af bordet. Han gik stille rundt om det, for at puffe til manden med sine fødder. Der var intet tegn på liv tilbage og at dømme udfra mandens nakke og den unaturlige vinkel, så havde hun nok vredet nakken rundt på ham. Deavás kiggede atter tilbage imod Lilith. Ville han være nød til at rydde op efter hende, så hun ikke endte med at blive efterlyst?

Med vilje bed hun sig fristende i underlæben, som hun tydeligt genkendte stemmen. Hvor lang tid siden, havde det været siden hun sidst så Deavás. Hun huskede det bestemt ikke, men hun kunne skam godt huske, at sidst hun så ham fortalte hun ham omkring deres søn. Afkommet, som de begge to ikke gad bekymre sig om, eller tænke særlig meget på. Lilith kunne ikke undgå det, men lige nu ignorerede hun alt som omhandlede sin søn. Hun fik snoet en hårtot rundt om sin finger, og lå ganske afslappet ovenpå bordet, imens hendes gule øjne rettede sig på Deavás.

"Sommetider ja, andre gange nej.. Det er enten en ups, eller en tilfredsstillelse" svarede hun enkelt, som hun lod foden som hang udover kanten, vippe lidt frem og tilbage. Man skulle tro, at hun næsten følte sig hjemme herinde på kroen. I det mindste var der ingen vagter, og havde der været det. Skulle de bare skride, hvis ikke skulle hun nok sørge for at det ville ske. Hvis ikke, så havde Lilith skam masser af idéer til hvordan de enten kunne ende som den afdøde mand, eller fortryde at de nogensinde havde fanget hendes blik. Enlig havde hun heller ikke noget imod, hvis hun blev fanget, eller ente med at blive efterlyst. Det ville da i det mindste kun tilføje endnu mere spænding til hendes liv. 

Det luskede smil spredte sig, og hun løftede den frie hånd op til hans hals. Lod nogle fingre glide hen over hans hals, som hun gav slip på sit hår med den anden hånd. Selvom hun kiggede på Deavás lige nu, kunne hun sagtens mærke blikkene i deres retning. Hvad de ikke vidste.. Det var næsten synd, eftersom de næsten skulle kende historien imellem hende og Deavás. Den fuckt up historie som der enlig var. Der havde aldrig været kærlighed, men nærmere en gnist, og underlig form for magt, og lyster. Det var sommetider svært, at forklare hvad der faktisk var imellem dem. Sommetider kunne det være had, andre gange var det kun seksuelle sager"Min kære Deavás... Hvad bringer dig dog herind på kroen" stemmen var forførende, med en legende undertone, som hun lod fingeren glide lidt ned over hans hals, men hun stoppede med vilje ved hans kraveben, og tog hånden til sig. 

Den kvinde.. Hun var simpelthen den mest uforudseelige dæmon, han nogensinde havde været sammen med. Men det var måske lige netop dét, der faktisk tiltalte ham. Men alligevel kunne han ikke helt lade vær med at være bare en smule varsom, når han befandt sig i Dianthos. Straffen var langt værre i hovedstaden, som hvis der skete 'uheld' i Kzar Mora. Det var nemmere at overtale eventuelle lovhåndhævere om at kigge den anden vej. Men han havde bestemt ikke planer om at risikere noget, bare fordi hun mente, at det var sjovt. Måske endda Lilith sjældent tænkte over konsekvenserne? Han bed helt automatisk tænderne sammen, som hun fik øje på ham og valgte at blive liggende over bordet. Kroppen var strukket helt ud og det var tydeligt at fornemme hendes former.. Men han endte hurtigt med at vende blikket imod hendes øjne, som han sukkede af hendes ord.

"Jeg tænker det oftest er nej, i dit tilfælde" sukkede han opgivende, som hun bestemt ikke var typen til at bekymre sig over, hvad morgendagen ville bringe. Hvis hun endte i en celle, så ville hun nok sagtens kunne få noget underholdende ud af det også. For cellerne var ofte godt fyldte og bare fordi hun var dæmon, så ville hun ikke få en ene celle. Deavás havde ikke tilbragt en nat eller mange minutter i en celle, det var i hvert fald rigtige mange år siden. Hvis ikke århundrede. Den gang han var ung og uansvarlig. Noget som Lilith ikke lod til at have ændret på. Hvilket var forfriskende, til en vis grænse.

I det at hun valgte at strække sin hånd op imod ham, blev han roligt stående. Blikkene der hvilede på deres skikkelser, kunne han sagtens fornemme, men han bed ikke særlig meget mærke i dem, netop fordi hans fokus hvilede på Lilith. Hun var jo noget så ihærdig efter at få hans opmærksomhed, og den ville han skam gerne skænke hende. For nu altså. "Der var en del tumult omkring kroen.. og så tænkte jeg, at det sagtens kunne være dig, der forårsagede det" svarede han med et drilsk smil på læben, som han bukkede sig ned ved hendes hovede, for at nappe hende ganske let i øret med tænderne. Så rettede han atter ryggen op og bevægede sig rundt om bordet, så han stod imellem hendes ben i stedet.

De mange fordømmende, og nysgerrige blikke, blev med vilje ignoreret af Lilith også. Hendes eget fokus hvilede sig på Deavás, som hun lod et ganske tilfreds smil komme frem på ansigtet. Fingeren tog hun til sig, og rettede sig en smule op. Hun kunne fortsat godt lide, at ligge ned ovenpå bordet, som var det en slags seng, som bød hendes krop velkommen. Et kort øjeblik rettede hun lidt på sit røde hår, og tiltede hovedet en smule. Læberne fugtede hun, som hun lod de gyldne øjne glide ned over Deavás. Han så jo ganske godt ud som altid, hun kunne bestemt ikke klage, over at have hygget sig med ham - alt for mange gange. Det tilfredse smil voksede, og hun lod øjnene finde vej op ad hans krop, for at til sidst hvile sig på hans ansigt.

"Kun et lille tumult min kære... Intet andet" halvt hviskede hun som hun på samme tid, lod en fod glide op ad hans ben. Følelsen af at havde ham stående imellem sine ben, kunne Lilith godt lide. Hvem ville ikke kunne lide det? man skulle være dum, hvis man ikke kunne lide det. Hun fik snoet en hårtot rundt om sin finger, og lod foden vandre lidt længere op ad Deavás'ben. Hvis han ikke kunne lide det, kunne han altid stoppe hende, eller gøre noget andet. Hun var ligeglad, hun nød opmærksomheden fra ham, samt at hans fokus var på hende. Et kort øjeblik lod hun sin tunge glide hen over sine læber, og hun afventede nærmest svar, og reaktion fra ham. Manden som lå død nede på gulvet, fik hende kun til at få endnu mere blod på tanden. Hun var også i humør til, at lave bare lidt ravage. Som hun lod foden glide længere op ad hans ben, stoppede hun da den nåede til hofterne på Deavás. 

Kort blinkede hun til ham, og lod et næsten farligt, og lokkende glimt dukke op i de gyldne øjne. Hun gav slip på hårtotten, og lod sine håndflader hvile sig på bordet. Larmen fra de mennesker som var omkring dem, ignorede hun med vilje. Mest også, fordi hendes fokus var på Deavás men også, fordi hun gerne ville vide, hvad han havde tænkt sig. Det skulle ikke undre hende, hvis kvinderne, og mændene herinde på kroen begyndte at slås, så ville hun blot finde det morsomt, og hyggeligt. Dog burde hun passe på byvagterne, især hvis de spejdede rundt omkring ved kroen, men på den anden side. Lilith var også ligeglad med de byvagter, selvom hun nok ikke burde være ligeglad.

Den forbandende kvinde, vidste udmærket, hvordan man skulle opføre sig for at få de rette personers opmærksomhed. Deavás ville da ikke have haft noget imod at ignorere hende, men de vidste begge to, at det var tæt på umuligt, når hun tilbød sig selv på den måde. Det værste var nok, at hun udmærket godt vidste, at han ikke kunne lade vær med at lade blikket vandre ned over hendes krop, som hun strakte den ud og slog let med benene. Deavás endte med at brumme en smule, som hun flyttede på sig og helt automatisk fik hans blik til at følge med. Måske han skulle være gået sin vej, i stedet for at være gået ind på kroen. Men det var lidt som om at hovedet ville det ene og benene noget andet. Særligt i dette tilfælde.

Der var tale om en stor løgn, da hun svarede på hans ord, men han kommenterede ikke på det, som han lod blikket dale, da hun valgte at føre sin fod op langs med hans ben. Smilet på hans læber blev blot bredere, som han ikke gjorde noget for at flytte benet eller sig selv. Han løftede ganske let en hånd for at hvile den imod benet, der vandrede op langs med hans eget. "Har du fået blod på tanden allerede?" spurgte han med et nik imod liget på gulvet. For hende betød det ikke særlig meget, men hvis ikke de passede på, så ville én eller måske endda flere af gæsterne kalde på byvagterne og så ville det være rigtig dumt at befinde sig på kroen. Lilith lod dog ikke til at have nogle problemer med at blive der. Hun så heller ikke nervøs ud.

Langsomt slap han hendes ben, som han rakte den frem imod hende. Det var for at tilbyde hende en hånd, så hun kunne komme op at sidde og dermed være tættere på ham. Så kunne han måske også lokke hende væk fra bordet og helt op.

Hånden han rakte frem tog hun imod, med et ganske tilfreds smil. Et kort øjeblik måtte hun næsten give sig selv en mental lussing, for ikke at overfalde, og voldtage Deavás lige med det samme. Da hun så kom op at sidde, lagde hun det ene ben over det andet, og hvis han ikke ville have det, måtte han jo ændre på det. Hovedet lagde hun på skrå, og strøg lidt af det røde hår væk fra sit ansigt. Dog var hun meget nysgerrig efter at vide, hvad hans planer var. Ikke, at hun ville virke desperat efter at vide det. Hun kunne vel sagtens lokke det ud af ham, hvis han ikke ville fortælle det."Blod, og fristelser... Det beskriver meget godt, hvor mit fokus er" det lød drilsk, og en smule forførende fra hende. Selvom det var farligt, at prøve på at dræbe flere mennesker herinde på kroen, så ville Lilith bestemt ikke havde noget imod det. Hun gjorde altid hvad hun selv ville, og havde lyst til. 

Uanset konsekvenserne, men så igen.. Hvem gad tænke på konsekvenser? Hendes blik hvilede sig på Deavás, og hun lod sin tunge glide hen over hendes læber, som skulle hun til at spise ham, som var han en lækker dessert. Han vidste vel godt, at han så godt ud, det behøvede hun slet ikke understrege over ham. Ikke nok med, at han lige nu havde hendes opmærksomhed, så havde han hurtigt stjålet opmærksomheden, fra flere personer herinde. Hun vippede lidt med foden, som hun afslappet sad ovenpå bordet. Rimelig tæt på kanten, så hun kunne være tæt på Deavás, fordi hvem gad ikke det? Tungen skøjtede lidt mere hen over læberne, før hun greb fat rundt om kraven på Deavás, og hev ham lidt tættere imod sig. 

Selvom det nok betød, at han ville blive nødt til at bukke sig en smule. Hun spredte mundvigene, og lod et nysgerrigt, og interessant smil komme frem"Så min kære Deavás... Eftersom jeg har din opmærksomhed nu, så kan du måske godt hjælpe mig med en ting, eller to..." det lød halvt hviskende, og nærmest forførende, som hun strøg tommelfingeren hen over hans kraveben. Grebet om hans krave havde hun fortsat, indtil det nok ville blive træls for ham. Hvis det selvfølgelig ville blive træls, eller måtte han jo gøre noget ved det. Hun var ligeglad, hun kunne godt lide at havde ham endnu tættere på. Øjnene gled ind i hans i et øjeblik, som hun fugtede læberne og ventede på hans svar"Medmindre du er blevet kedelig med årene..." hviskede hun imod hans læber, nærmest som var det en udfordring.

Deres hænder blev låst sammen, som Lilith tog imod hans hånd og han derved kunne hive hende op fra bordet. Han havde ikke de store problemer med at hun lå på bordet, men tænkte at det måske ikke var det rette sted at opføre sig på den måde. Heller ikke når man var dæmon og måske ikke lige bekymrede sig for hvad andre tænkte. Deavás ville dog langt hellere nyde hende helt for sig selv, men det krævede vist lidt af en indsats denne dag, da Lilith tydeligvis var i legehumør. Det var sikkert noget, som de andre gæster i kroen allerede vidste, Deavás burde have vidst det med det samme også, men han havde måske ignoreret hendes signaler, fordi han var varsom i Dianthos og knap så løs på tråden, som Lilith selv. Medmindre hun provokerede det. Han brummede en smule af hendes udtalelse, ja det var ikke rigtig nogen udfordring. Hun var Lilith.

Stille slap han hendes hånd for at lade en hånd hvile imod hvert ben, han skubbede ganske let til det øverste ben for at få hende til at flytte det, så han kunne sprede hendes ben og komme helt tæt på hende. Lilith var ikke andet end dårlig indflydelse lige nu, som han spejlede et drilsk og lysten glimt i sit blik. Noget der mindede meget om hendes eget. Da han havde skubbet benene fra hinanden løftede han en hånd imod hendes hage for at flytte sit hoved tættere på hendes. Han undlod at møde hendes læber, som han blot kiggede ind i de gule øjne uden en lyd. Hendes spørgsmål om han kunne hjælpe hende med noget, fik ham til at løfte det ene øjenbryn, før at smilet spredte sig igen. "Hvad har du nu fundet på?" spurgte han interesseret, men samtidig også en smule opgivende. For det tegnede ikke nødvendigvis godt. Han flyttede hurtigt hænderne til hendes hofter, som hun gav udtryk for, at han kunne være blevet kedelig med årene. Som svar valgte han at presse deres underliv sammen. "Kedelig?" gentog han køligt. Det mente han nu ikke.

Ved hans skub, flyttede hun helt automatisk sit ben. Ikke at hun faktisk havde noget problem med det, fordi det havde hun slet ikke. Et lusket smil spredte sig på hendes ansigt, og hun lod de gule øjne hvile sig på hans ansigt. Med spredte ben, løftede hun udfordrende et øjenbryn, og løftede en hånd op til hendes ene horn. Strøg en finger hen over det, og lyttede aktivt efter, hvad Deavás sagde. Hans stemme var altid dragende, og desuden så var han også ganske lækker. Men det vidste han godt, og man skulle være blind hvis man slet ikke kunne se netop det. Hun vippede lidt med foden, selvom at hendes ben var spredte. Aldrig havde Lilith haft et problem med, at gøre præcis det hun havde lyst til. Altid havde hun gjort, hvad hun havde lyst til, uanset hvad. Følelsen af sin hage som blev løftet fik automatisk hende til at kigge ind i Deavás'øjne. 

"Hvad har jeg ikke fundet på min kære..." halvt hviskede hun imod hans læber, som et tilfreds, og charmerende smil dukkede op på hendes ansigt. Lige nu ignorede hun alt støj, og larm som måtte være herinde. Hendes opmærksomhed var rettet på Deavás, og hun havde det helt fint med det. Generelt var hun ikke godt selskab, og hun havde skam også planer for aftenen, det var ikke enden på den kolde, og mørke aften at hun havde dræbt en mand. Det var nærmere kun begyndelsen på det hele, og i et kort øjeblik drejede hun hovedet væk fra ham. Enlig kun med vilje, for at betragte nogle af de mennesker som kiggede deres vej. 

Som han havde presset deres underliv sammen, kunne Lilith ikke undgå, at smile lidt lusket. Hun havde som sagt intet undertøj, eller lignende under den korte kjole. Kjolen havde været længere, men som altid havde hun skåret i den, så den blev kortere. Hun var slet ikke til de lange kjoler, hun skulle fremvise sin kropsfacon, og former. Andet ville jo også være dumt, og kedeligt. Som hun fik strøget fingeren lidt mere hen over hornet, vendte hun sit blik tilbage på Deavás"Beviser du så, at du ikke er kedelig?" det lød flabet, og lokkende, som der pludselig kom et farligt, og intens glimt frem i de gule øjne.

Det var ikke så overraskende at Lilith gerne ville prøve grænser af, det gjorde hun altid, så Deavás var skam også forberedt på, at hun ville forsøge igen. Men han havde heller ikke problemer med at lege bare en smule med, så længe at han var sikker på, at ingen forlod kroen og alarmerede byvagterne, for det sidste han ønskede var opmærksomhed fra de forkerte typer. Mange af byvagterne kunne bestikkes, men ikke alle, der var ganske få, som han ikke kunne kontrollere, så han følte stadig, at han måtte være varsom. Særligt når det kom til mord og lignende forbrydelser. Ikke at Lilith tænkte i de baner, men så måtte han jo være forsigtig for dem begge? Bare en anelse i hvert fald, men der skulle stadig være plads til sjov.

Den kvindelig dæmon lod ikke til at ville ud med sine tanker eller planer, så Deavás sukkede blot en smule opgivende, som deres læber strejfede hinanden ganske kort. Han tog ikke det sidste skridt imod hendes læber, som han i stedet slap hendes hage og trak sig let tilbage. Et svagt skuldertræk var svar nok på hendes kommentar. Hvis hun ikke ville ud med sproget, så ville han da heller ikke? Alligevel kunne man se et skummelt smil liste sig hen over hans læber. "Ud med sproget" mumlede han en anelse utålmodig, som hun lige nu blot legede med ham. Hun måtte vide, at han var utålmodig i de fleste tilfælde.

De flabet ord fik ham hurtigt til at vende blikket tilbage imod hende. Ham kedelig? Så skulle hun virkelig fange ham på en meget dårlig dag, for det var sjældent tilfældet. "Har jeg nogensinde skuffet dig?" spurgte han med et lystigt smil, som han greb fat om hendes lår og atter pressede dem tættere sammen.

Tanken om byvagterne var ikke lige noget, som hun faktisk tænkte på. Slet ikke. De havde ingen interesse for hende, hvorfor skulle de også det. På den anden side, så gad hun heller ikke bag tremmer, eller andet lignende. At blive fanget, af de pokkers byvagter, var noget af det sidste, som en dæmon som hende ønskede. I et kort øjeblik kastede hun et blik hen imod et vindue tæt ved døren til kroen. Prøvede på, at se om hun kunne få øje på en, eller flere byvagter. Det kunne hun ikke, så hvorfor virkede Deavás så paranoid nærmest. Siden hvornår havde han overhovedet været bange for noget? Et lille lusket smil voksede sig på hendes ansigt, og hun vendte sin fulde opmærksomhed tilbage på Deavás. Hun fik et udfordrende udtryk i øjnene som hans læber var tæt på, at strejfe hendes.

"Jeg vidste ikke, at byvagterne havde gjort dig bange min kære... Tør du udforske det forbudte?" det lød næsten lokkende, og halvt hviskende fra Liliths mund, som hun fik et glimt i de dybe, og intense øjne. Læberne fugtede hun en smule, og overvejede sit svar til hans ord om, at hun bare skulle ud med sproget. Før hun overhovedet svarede ham, lod hun blot lod smilet vokse sig større ved hans greb om hendes lår. Tilfreds løftede hun en hånd op til hans kraveben, og strøg en finger hen over, som øjnene gled ind i hans. Der lå et eller andet mystisk over blikket, men det behøvede Deavás jo ikke vide betydningen af lige nu, medmindre hun frivilligt afslørede hendes planer, og tanker overfor ham.

Som hun fortsat lod fingeren glide hen over hans kraveben, lod hun sit blik glide ned imod hans overkrop. Burde hun fortælle ham det? Lilith kunne nok ikke skjule noget for en dæmon som Deavás, og dog. Hun havde skjult graviditeten for ham, hvilket gav hende et lusket smil på sit ansigt, og hun lænede sig halvt tilbage. Støttede med albuerne på bordpladen, og tiltede hovedet en smule. Selvom de var presset sammen, kunne hun godt lide at udfordre hans sind og lyster"Jeg har bare haft det lidt sjovt... Ligene ligger dog lidt dårligt herinde.. "kort sendte hun et blik rundt til ligene på gulvet, de lå virkelig ikke godt spredt. Ved ordene om, at han nogensinde havde skuffet hende, kunne hun ikke undgå at gribe fat rundt om hans nakke. Med vilje hev hun ham lidt tættere på, og lænede sig ind imod hans øre"Hmm... Det har du hvist aldrig" hviskede hun, som hun kort tid efter bed ham i øreflippen.