Flodbyen Lazura var som oftest ikke et sted han fandt sig selv, men en gang imellem var det et af de lettere steder, at finde proviant og andet godt. Enkelte sælgere havde også sat deres butikker op her, og selvom Dorian ikke so sådan ledte efter noget bestemt, lignede han til forveksling en sådanne mand, da hans mørke øjne kritisk, men dog stadigvæk undersøgende gled over de mange forskellige typer kapper der blev solgt, eller videre hen til hvilken slags træfigur der eller anden sirlig udskæring, som stod til salg ved den næste bod. 
Så optaget var han, at han ikke følte hvordan at nogen, eller noget listede sig ind på ham, og ganske lusket begyndte at pille ved den pung og taske han havde hængende ved den ene hofte. 

Hvilket var lidt af en skam, Dorian var ganske opmærksom af sig - som regel - og havde også overraskende gode sanser at navigere rundt med. Men den her listetyv formåede alligevel at være klar til at stjæle de krystaller han havde taget med sig. 
Spørgsmål var nu engang bare, om det blev opdaget. Eller om han selv opdagede det, førhen at personen stak af med den lidt tungere skindpung. 

Lazura var så bekendt for Tashi. Det ligende sig selv som altid. Hver gang de kom igennem, så var det de samme bygninger, det samme vejr, det samme sted. Det eneste der varierede lidt var folkene. Det var ikke altid de samme ansigter der stod ved boderne. Ej heller de samme mennesker der stod ved kajen og snakkede lavmælt sammen. Men generelt så var der altid den samme samling. De nytilkommende, som var naive og nemme at få narret. De indfødte som skulede til alle dem de ikke lige kendte. De luskede som ventede på et let bytte.
Netop sådan en lusket type havde udvalgt sig et bytte. En der tydeligvis så fremmed ud. Huden var mørk, som hos dem fra Topalis, men nogle træk tydede på blandet blod. Muligvis elvisk. Det var ikke en gang sikkert de selv vidste det.

Tashi så tyven, som de greb pungen og spænede af sted. De var hurtige. De havde helt sikkert gjort det mange gange. De løb direkte i den retning som Tashi kom fra. Mange folk blev forskrækkede, og flere greb til deres pung og sprang til side fra den hurtige tyv. Tyven nåede dog ikke særlig langt. Nogle gode sekunders sprint. De havde dog ikke forventet hvad der ville ramme dem.
Tashi sprang ikke til siden. De fokuserede på tyven, og som afstanden var rigtig satte de af med en let bevægelse i deres tæer og torso. Momentum blev opbygget. Benet gik fra jorden op i en stor bue. Luften blev trukket efter det med et sus, som tyven kun lige akkurat nåede at opfange, inden hælen blev plantet direkte i ansigtet. Lyden af noget der blev knust. En krop der faldt omkring. Stilhed. Blod gjorde tyven uigenkendelig. Zerafinas munk satte sig på hug ved siden af den livløse tyv og satte en finger på halsen. Der var puls endnu. Jamen, så havde den lokale milits også noget at tage sig til. 

Tashi rejste sig op, og greb den pung, som tyven var prøvet at komme væk med. Folk stod omkring dem i en stor bue, og havde endnu ikke helt forstået hvad der var sket. Nogle vagter blev viftet hen, og en kort ordveksling ledte til at den bevidstløse tyv blev slæbt væk. Nok i en eller anden arrest. Det måtte ordensmagten tage sig af.
Tashi gik hen mod den fremmede, som var blevet røvet for ikke mange øjeblikke siden. 
"Jeg antager at det er Deres."
De rakte pungen tilbage til den mørklødede hvad de kun kunne antage for at være halvelver. Tegnene i ansigtet vakte en del interesse dog. Det var ikke nogen som de havde set før.

Han opdagede det alt for sent, til at han kunne stoppe det. 
Det var først da tyven var nået nogle gode og ikke mindst hurtige skridt væk fra Dorian's skikkelse, at han opdagede hvordan at noget i hvert fald manglede. Der havde alligevel været en form for vægt i det, og med snorene snippet, føltes hans hofte mistænkelig let. De sorte øjne gled undrende ned til der hvor hånden greb om tom luft, og han vendte sig med en banden omkring, så den sort-røde kappe flagrede om hans høje skikkelse. Hvorhenne var den tyv? 

Med menneskerne der sprang til side og panisk holdt deres egne værdigenstande tæt, var det ikke svært at se hvem der banede sig vej igennem menneskemasserne. Og der var god fart på. Nok til at halvdæmonen med det samme noterede sig at han ikke ville kunne indhente ham - han blev derfor stående, og slet, slet, slet ikke, hvis folkene blev ved med at springe sådan til side - hvad var der med de her zalans mennesker! Der var ingen der gjorde mine til så meget som at forsøge at få fat i ham, selvom de godt kunne se at han nok løb af de forkerte grunde. 
Han fik zalme lov til at dele vandene - det var lige nok, til at den hvidhårede mand mærkede vreden gnave sig igennem den umiddelbare og første overraskelse, indtil at han pludselig.... blev smækket i jorden. Selv herfra, kunne han næsten hører hvordan at det havde knaset, det cirkelspark, og ufrivilligt gav det et lille gib i mandens krop, som nu fandt sig selv i bevægelse. Hvad... det lille gib, havde efterladt en forunderlig nysgerrighed og indvendig tilfredshed som efterdønninger, noget der pustede den begyndende vrede fuldkommen væk. 
Skridtene var langsomme, og Dorian nærmede sig den forsamling af folk der efterhånden var kommet, jah stillede sig ind imellem dem, og lod vagterne tale med personen der havde slået tyven i jorden. 

Og da de endelig var begyndt at gå, og den større gruppe af folk gik lidt i opløsning, var det at Dorian ikke engang selv var nød til at påpege hvor pengene skulle hen. 
De mørke øjne betragtede mennesket med en ulmende nysgerrighed, og et taknemmeligt smil gled over de store læber, idet at han greb ud efter skindpungen. "Det er det.... og tak" kom det fra ham, og han trak skindposen ind under kappen, for at lade den falde ned i en inderlomme som vesten han bar, havde. "Det var meget... direkte gjort, de fleste mennesker gider ikke blande sig" fulgte han derpå op med, og nikkede lidt for sig selv. En form for kompliment, men nok mest af alt en konstatering om karakter. "Så lad mig byde Dem noget at drikke eller spise, som tak... medmindre De foretrækker en findeløn, kun?" 
Dorian løftede spørgende øjenbrynet, ikke... helt villig til bare at lade den anden gå, så hurtigt. De virkede... spændende. Det var sjældent han så munke, de fleste af dem han havde mødt, havde været fra Thatos tempel... men det så ikke sådan ud her, trods deres kampteknik - af den han havde set, var fejlfri. 

Den person de stod overfor, var nok nogen som man ville kalde som en rigtig pæn mand. De kunne godt se det æstetiske ved manden. Der var nogle kønne træk, og fyldigt hvidt hår. Kontrasten mellem den mørke hud og den lyse hårpragt var fascinerende. 
De var meget glad for at manden var taknemmelig for sin gerning. Nogle folk kunne godt være bitre og vrede over alt muligt, og bare skælde ud. Det var ikke noget som rørte Tashi, men det var altid rart at blive anerkendt for at man bare prøvede at hjælpe. 
"De fleste folk ved heller ikke hvordan man skal håndtere tyve," kommenterede de tørt. Mange af de folk som var sprunget eller skubbet til side, reagerede instinktivt på grund af frygt og overraskelse. Tashi var blevet oplært i at håndtere den slags situationer, og reagere på en præcis og afmålt måde. Den instinktive frygt kunne pakkes væk, så man kunne overvære situationen med et analytisk sind.

De foldede deres hænder foran sig og bukkede kort for manden.
"Jeg tager gerne imod tilbuddet."
Det var meget lækkert at blive tilbudt mad og drikke som findeløn. Mere end de ville have forventet. Den her mand var interessant. Meget anderledes end de fleste folk, som de normalt omgiver sig med. Det var ikke ligefrem det mest normale at folk gerne ville snakke med deres budbringer, men det her var også en mere ualmindelig situation.

Dorian kunne ikke undgå at føle hvordan at de tørre ord fik et næsten spørgende øjenbryn til at glide op i panden på ham, da dennes 'håndtering' af tyv, havde været at sende dem lige fluks i jorden. Muligvis med en hovedskade eller to, oven i det... se almindeligvis var det ikke den gængse borgers håndtering af dem, og de gange det udviklede sig der til, blev det sjældent præsenteret så ligetil som denne person gjorde. Men der var altid undtagelser til at bekræfte reglerne; Dorian stod måske overfor sådan en lige nu. 

Derfor var det ikke et spørgsmål der blev stillet, men nok nærmere et svar der skulle opleves - de sagde heldigvis jah til en bid mad og noget at drikke, og diplomaten nikkede derpå tilfreds. "Fantastisk!"
Den opmærksomme gæst ville hurtigt se hvordan at smilet der spillede om læberne afslørede skarpe hjørnetænder, førhen at de fyldige læber gled ned over dem igen. De hverken kunne eller skulles som sådan, skjules. Dorian drejede med det lille ord 'fantastisk' en anelse omkring, hænderne smækket sammen foran sig imens fingerspidserne legende tappede imod hinanden, i en uhørbar rytme der tappede i takt med hans overvejelser. "Hvad foretrækker De af mad? Lazura har andet end fisk at byde på, hvis man ved hvad man leder efter" kom det spørgende, jah endda med endnu et lille smil fra ham, og han satte i et roligt gå tempo, sørgede for at placerer sig selv ved siden af den anden. "Og navnet er Dorian, for resten" 
Den mørke hånd var gledet ind under den røde og sorte kappe, men listede sig frem igen, da han med et lille nik og et sving i håndledet, præsenterede sig selv. 

Skarpe tænder? Det var besynderligt. Det var ikke noget som normalt ville blive forbundet med hverken Topalis folket, eller elvere. Det her var noget andet. Manden var noget helt andet, og det gjorde Tashi både ubekvem og nysgerrig. De ville hvert fald være ekstra forsigtige med at lytte efter hvad manden ville sige og gøre. Det kunne være at de måske var en havmand. Måske noget troldsk eller orkisk blandet ind? Der var så mange muligheder. Alt sammen ganske spændende. En ting var sikkert. Manden var elegant og ganske høflig.

Tashi kendte Lazura temmelig godt, og vidste hvor de bedste steder at spise var. Hvis de lige havde haft nogle ekstra penge på hænderne, så var det nu altid lækkert at spise lidt bedre. 
"Den Strandede Ørred laver her om vinteren en rigtig god havkat."
Forslaget blev lavet med en venlig gestus i den retning, hvor Tashi vidste at kroen lå. Ned mod havnen, hvor de friske fisk kom ind. Generelt havde Den Strandede Ørred et godt rygte for deres fiske retter, og Tashi havde ofte nydt godt af dem. Ikke det dyreste sted, men de vidste hvordan man behandlede fisk rigtig i et køkken. 
"Jeg er Tashi Soun," sagde de, og tog imod Dorians hånd. Høflighed kostede ingen penge. Ofte så kunne det indbringe ekstra fonde, fordi folk stolede mere på dem der faktisk kunne opføre sig godt. Tillid var altid godt for en budbringer at opnå med potentielle klienter.

De gik side om side med denne Dorian. Han virkede venlig, men de vidste godt at man ikke skulle skue venlighed som en garanti for folks formål. Nogle gange skulle man sørge for at holde venlige folks gramsende fingre væk ved at brække deres arm, men det var altid meget effektivt. De fandt sig ikke i at folk prøvede at udnytte dem. Men lige nu fik Dorian fordelen af uvisheden. Indtil videre så var det blot en invitation til noget mad, som belønning for at have stoppet en tyv.

"Jeg er budbringer. Min tilknytning til Zerafinas tempel i Lazura, bringer mig ofte til Azurien."
Det ville ikke gøre dem noget hvis de kunne få et nyt job allerede. Det var altid godt med ekstra krystaller når man rejste så meget rundt i landet. Kroer var ikke særlig billige. Hvad der angik sine færdigheder var de mere hemmelighedsfuld omkring. Det var ikke uhørt at nogle munke til de forskellige templer lærte den slags færdigheder. Thatos' præster var naturligvis kendt for det, men der var også andre templer som nød godt af krigermunkenes færdigheder.
"Hvad med Dem selv? Ikke for at støde Dem, men De ligner heller ikke en der typisk opholder sig i Azurien."

 

Det virkede ikke åbenlyst for alle, men Tashi holdt skarpt øje omkring dem. Deres sanser var på udkig efter eventuelle forstyrrelser, da det lille optøjer havde selvfølgelig vagt opsigt. De gad ikke at skulle forstyrres igen. Hvis tyven havde venner, så kunne der jo opstå noget mere, men hvis det var, så skulle de nok få banket dem sønder sammen, så de vidste at lade en gejstlig af Zerafine være i fred. Samtidig holdt de også øje med deres besynderlige ven. De var ganske interessante og anderledes for Lazura, men interessante og anderledes folk var ikke nødvendigvis altid dem der havde ren mel i posen. Nogen gange var de også bare skæve.

Tashi lyttede opmærksomt til mandens ord. Hvert ord havde betydning. Så meget havde de lært af deres tilknytning til Verbatim. Hvert ord kunne bruges, hvis man vidste hvad man ledte efter. Dorians ord var vage. Det prikkede til deres alarmklokker. Når folk var vage, så var det for det meste for at skjule et eller andet. Eller så regnede de med at dem de talte med ikke rigtig forstod noget. Dorian virkede dog meget intelligent, så det var nok mere det første. Smugler måske? Snigmorder? Der var alt for mange muligheder. Måske Verbatim endda? Var det en ny kontakt? Fristavn var heller ikke det mest vellidte navn bare lige at kaste fra sig i Lazura. De måtte huske virkelig at lytte godt efter. 

Som de kom til Den Strandede Ørred, var Dorian den galante mand og åbnede døren for dem. Ikke noget som sådan gik dem på. Så længe han ikke sagde noget i stil med damerne først. Så ville de med glæde brække hans kæbe, men han opførte sig nu ret civil endnu.
Indenfor var det en ganske pæn krostue. Det var ikke lig de fleste havnekroer. Snusket og fyldt med fordrukne søfolk. Her var det mere officererne, handelsfolk, og det lidt pænere borgerskab der holdt til. Der var flere som var i samtale, nogle sikkert over forretninger, og langt de fleste over en portion havkat og et krus øl.
Tashi fangede opmærksomheden af en af kroens ansatte og fortalte hvilket bord de ville sidde ved, og at de gerne ville have en portion havkat og et krus øl.
"Hvis De taler oftere med det finere borgerskab, så er her et ganske godt sted at tale forretninger. Det er pænt, og det koster ikke en hel herregård. Og hvis De tager til Fristavn, så er det her nok en af de pæneste steder De kommer til at se i det næste lange stykke tid."

De tog selv deres tunge vinterkappe af, som de også hængte over stoleryggen. Knap så luksuriøs som Dorians beklædning, men det gjorde hvad det skulle. Den holdt kulden ude i de kolde vintermåneder, når de færdedes ude på landets mange handelsveje. De satte sig ned ved bordet og observerede Dorian. Hvis han skulle til Fristavn, så ville Verbatim være meget interesserede i den information. Næste gang de vil støde på en af deres kontakter, så kunne de lige give dem den information videre. De vidste nok hvem denne Dorian er, og de ville kunne sælge den information videre til hvem der ville betale for den. 

Det tog ikke lang tid inden øllen ankom med en af tjenerne.
"Vi kommer med havkatten om et kort øjeblik," sagde tjeneren inden de forsvandt igen, for at foretage sig hvad de skulle, eller bare havde lyst til.
"Jeg er vokset op i Lazura. Den Strandede Ørred har ligget her siden jeg var lille."
De kiggede på Dorian for at se, om de kunne fange et eller andet udtryk fra manden. Han var smilende og høflig. Ifølge dem var det den farligste type mand. Især dem i pænt tøj. De havde altid en eller anden agenda. God eller ej, så var der altid noget bag det smil, og nogen gange kunne de godt tænke sig at banke de tænder ind. Det var så enerverende irriterende at kigge på, men de centrerede sig selv, og lod impulserne gå deres vej. Det kunne godt være at meget kunne løses med vold, men der var også mange problemer der opstod på baggrund af det.
"Jeg kan dog ikke sige meget om Fristavn. Der er generelt ikke meget brug for budbringere mellem Lazura og Fristavn. Det eneste jeg kan sige, at De nok bør hyre en livvagt. Det pæne tøj De går rundt i vil nok garantere endnu et overfald, og i Fristavn er der mere end blot langfingrede listetyve."

Det tog heldigvis ikke lang tid inden at havkatten blev serveret for dem, og Dorian var hvert fald klar til at dykke ned i fisken. De spidse tænder fik Tashi til studse en del over Dorians herkomst. Især når han sagde at han samarbejder og var talsperson for fine folk, men så valgte at søge en af landets mest kendte pirathavne. Berygtet for deres rebelske forhold til et hvilket som helst styre end deres eget. Hvilke motivationer var der? Måske han var endnu en af de utallige diplomater som forsøgte at overbevise Fristavn at slutte sig til deres formål? De ville ikke undre sig over det, hvis det kunne være sandheden. Mange prøvede hvert fald, men det svarede ikke på deres spørgsmål om hvem Dorian faktisk var. Hvis han skulle forhandle med folket i Fristavn, så kunne det være hvem som helst. Selv den mindste handelsbaron prøvede nogen gange at skabe alliancer med Firstavn.

De løftede mundvigene i et svagt smil, til kommentaren på at de trods alt kunne vide en smule om Fristavn. De tog en bid af havkatten, som så afgjort var velsmagende, og de brugte blot noget tid på at nyde smagen i munden. Konsistensen. Hele oplevelsen. De sukkede mageligt og tilfreds, inden de sank maden.
"Zerafina lærer os at det er godt at vide, men også at være kritisk overfor viden. Siden jeg ikke har personlige erfaringer, kan jeg kun komme med fortællinger om hvad jeg har hørt. Fristavn er kendt for deres løse omgang med loven. Lovløshed har før i historien vist en større udnyttelse af andre. Så det er blot en konklusion fra min side. Men hvis De vender tilbage til Lazura, en tid hvor jeg også er her, så nedfælder jeg da gerne Deres oplevelser. Det er altid godt at have primære kilder, og jeg er sikker på at Fader Soth vil være meget taknemlig for Deres bidrag til templets kulturelle og historiske samling om Azurien."
Efter sin forklaring tog de sig endnu en bid, og en tår af deres øl.

[/justify]Se Tashi var ikke engang så forfærdelig langt væk fra sandheden, når de sad med deres overvejelser. Fristavn var et fantastisk sted at samle nogle af samfundets mere forhutlede personligheder op, og bød på en overvejende stor mængde folk, som manglede et sted at være. Et formål som drev dem frem, noget andet end blot at leve for dagen og natten, med den ene hånd gravende igennem slam og skidt, imens den anden prøvede at holde det ude af ens øjne. Mennesker der var trætte af sejler-livet, elvere der aldrig havde fundet sig tilpas i de dybe skove. Havfolk som ville mere end hvad Aquarin og hvad dets distrikter satte op. 
Det var en simpel rekrutterings mission, og et møde med nogle af de Fristavns-folk, som Mørket havde i deres sorte lomme. 

Maden blev sunket med den største fornøjelse - så velsmagende - og det var ikke sådan at halvdæmonen selv gav sine tænder mere opmærksomhed end hvad de trak til sig i forvejen. Han vidste trods alt at han ikke var vampyr. Og med indtagelse af mad og drikke i denne størrelse, burde mennesket også vide det. 
Han... Dorian kiggede op, og gaflen blev sat fra sig for i stedet at gribe om kruset imens de talte. Han regnede dog ikke med at munken ville kunne bruges til denne rekruttering mission. Hvilket var en skam, men ikke en han lod påvirke sig. "Jeg ser..." kom det fra ham, og han stak gaflen ned i fisken igen, men ikke for at tage en bid mere. "... det er ikke mit første besøg i Fristavn, så De bør ikke bekymre dem" halvdæmonen følte tonen tage en snert af mild latter med sig, og han rankede sig en anelse idet at han lænede sig tilbage. "Og Fristavn har - om man ikke er sart - ganske meget at byde på. Jeg tror ikke De ville trives, men jeg tror heller ikke at de ville mistrives, hvis de valgte at besøge de beskidte gader" fortsatte han, mørke øjne over den kronragede skikkelse, førhen at han endelig skar sig et nyt stykke af fisken. [/justify]

Vampyr var han sikkert ikke. Der var for mange ting der talte imod det. De havde opholdt sig udendørs i dagslys, og Dorian spiste og drak fast føde. Ikke noget vampyrer gjorde. Ikke ifølge det som de vidste. De måtte stoppe med at tænke over det. Uanset hvad, så var der her sikkert værdifuld information at have.

De nikkede lidt. De skulle selvfølgelig ikke antage noget om folk, men det var så svært når man havde mødt så mange forskellige folk, uden rigtig at lære dem at kende. Så stak mønstrene ud som et rustent søm, og de var nemme at få øje på, og de blev nemt forbundet til det samme, selvom at tømmeret var noget andet. 
"Jeg skulle selvfølgelig ikke antage noget," sagde de beklagende til Dorian. 
De havde været lidt hurtig i deres konklusion. De huskede deres læremesters ord. Lyt i stedet for at tale. De sparkede sig selv mentalt over skinnebenet for det. De havde talt så meget. De var nok stadig på stikkerne over overfaldet.
"Jeg er sikker på at Fristavn har meget, som ikke findes andre steder. Det er trods alt det der tiltrækker folk."
De kiggede fortsat undersøgende på Dorian. Så han vidste meget mere om Fristavn end de gjorde. Han var rigtig god til at lade dem snakke om sig selv, og virkelig få ordene ud af dem. Han var dygtig, og de skulle passe på at de ikke røbede for meget.
"Jeg har lært at trives hvor end jeg bliver sendt hen. Når nogen betaler for mine tjenester, så tager jeg derhen. Jeg garanterer en sikker levering, og hvis det bringer mig til mere besværlige miljøer, så er det min opgave at håndtere de besværligheder. Fristavn vil ikke være en undtagelse."

De lagde for en stund sine bekymringer på hylden. Det hjalp ikke hele tiden at være på vagt. Dette sted var ret sikkert, og der var masser af folk som lyttede til de andre samtaler. Det var også fint nok lige at bare få noget mad, og lidt selskab på vejen mens de havde muligheden for det. Der var ingen grund til at forhaste sig. De kunne også mærke hvordan skuldrene sænkede sig en smule. Musklerne blev givet lov til at slappe lidt af. Lige nu skulle der spises, og det var i sig selv også en god mulighed for mediation og centrering. Læg mærke til sansernes oplevelser, og lad dem falde på plads.

"Det er meget venligt af Dem. Hvor man end rejser hen, så vil der være forhindringer i vejen. Alle forhindringer kan løses. Spørgsmålet er blot hvor lang tid det tager at løse dem."
En af de mange floskler som blev brugt hos Zerafinas gejstlighed. De var rigtig glade for at bruge en masse kryptiske beskeder, som aldrig rigtig kunne bruges til noget. Det var altid, vær tålmodig, vær grundig, lyt godt efter. Intet der havde praktisk effekt, fordi det var så bredt, men når man lærte at benytte sig af ordenes betydning, så kunne de godt være behjælpelige, men aldrig i øjeblikket.
"Det at rejse er min fritid. Rejsen i sig selv er en del af min mission, og den måde jeg opnår oplysning. At sanse og opleve. Det er de unikke oplevelser, der giver unik viden. Mine oplevelser er værdifulde for Den Alvidende Frue. Jeg ser nye ting hele tiden, og det er min opgave at forstå dem.
Men hvis De tænker på hvad jeg laver når jeg ikke har en opgave hvor jeg fragter beskeder fra det ene sted til det andet, så kommer det an på hvad der er at lave på det sted jeg er. Er der et teater, og jeg har krystallerne til det, er det en fin oplevelse som jeg kan få og tænke over. Det samme er en krostue, et gadehjørne, et kamparena, eller en have. Man kan sige at jeg gør hvad jeg kan for at opleve."
De observerede stadig nysgerrig Dorian, fordi hans herkomst plagede dem overraskende meget. Hvis de bare kunne sætte fingeren på hvem Dorian var, så ville de kunne få lidt ro.
"Hvad med Dem? Hvad gør De, når De ikke arbejder for de fine mænd og kvinder?"

De ville nok ikke indrømme det, men de blev overrasket over at høre at Dorian var en gudfrygtig person. Selvfølgelig skulle man respektere guderne, men at besøge alle gudernes tempel lød alligevel overflødigt. De forventede ikke at se bønderne hos Zerafina, eller den lærde hos Thatos. Folk søgte normalt til de templer der var relevante. De havde selv ikke haft behov for frivilligt at besøge mange af de andre templer, men kom forbi på grund af deres arbejde. 

Udover det så havde han faktisk også en elsker. Det var interessant. Dorian var mere spændende end han lod af sig. Blikket afslørede nogle gode minder. Noget som han skattede. Hvilke type minder det kunne være, der vidste de godt at det ikke var noget som vedkom dem. Det var noget som hørte Dorian til. Jo, den information kunne udnyttes og sælges, men hvis det var relevant, så havde Verbatim sikkert trænede folk til at finde ud af den slags. De var kun en budbringer som de brugte nu og da.
"Hun lægger måske jævnligt til i Fristavn? Det er ikke ment som en fornærmelse."
Hvis det var fordi at han havde en elsker i Fristavn ville det give meget godt mening hvorfor han rejste dertil. Stadig så ville det være relevant at nævne hvad de havde lært om Dorian til Verbatim.