Hun havde en lyserød kjole på i aftenens overståede anledning, og den var nærmest så gyselig, som man kunne tænke sig. En af den slags med lidt for mange blonder og lidt for mange flæser, og sådan noget man primært havde syntes var sjovt, da man var under fjorten somre og ikke havde så meget at sige om sin egen påklædning endnu. På hovedet havde hun en alt for overdådig tiara, der sad skævt i det rødbrune hår, fordi hun egentlig have glemt, den var der. Pigerne havde virkelig fået stadset hende ud, men nu lignede hun mere en, der lige var stået op efter nattens begivenheder og ikke en, der burde til at overveje at gå i seng. Men man kunne ikke rigtig gå i seng på et tag, kunne man vel?
Et lille fnis undslap hendes læber, mens hun tænkte på, hvordan hun i sin milde beruselse havde trukket Alyssa til side og snavet hende i gulvet - eller nærmere ind mod væggen - tidligere, og hvordan hun virkelig håbede at finde hende i sin seng, når hun engang kom hjem. Hvilket mindede hende om, at hun sad på et tag. Hvorfor hun lige gjorde det, var hun stadig ikke helt sikker på, men stjernerne funklede i den klare nat, så måske var det ikke så vigtigt.

Krystallandet

