Hvordan Adena var kommet op på det her tag, var hun ikke længere helt sikker på. Det havde vist haft noget at gøre med en stige, men hvor den lige var, vidste hun ikke længere. Hun vidste, at hun havde et glas vin i hånden, og at stjernerne glimtede højt oppe over hende fra en skyfri himmel. Træerne i tempelhaverne var utydelige, bløde skygger i kanten af hendes synsfelt, mens hun sad med hovedet lænet en anelse bagover og blinkede op til de lysende prikker på nattehimlen. Den kolde vinterluft fik hendes ånde til at dukke op foran øjnene, og hun blev helt skeløjet, hver gang kuldedampende fangede hendes blik. 
Hun havde en lyserød kjole på i aftenens overståede anledning, og den var nærmest så gyselig, som man kunne tænke sig. En af den slags med lidt for mange blonder og lidt for mange flæser, og sådan noget man primært havde syntes var sjovt, da man var under fjorten somre og ikke havde så meget at sige om sin egen påklædning endnu. På hovedet havde hun en alt for overdådig tiara, der sad skævt i det rødbrune hår, fordi hun egentlig have glemt, den var der. Pigerne havde virkelig fået stadset hende ud, men nu lignede hun mere en, der lige var stået op efter nattens begivenheder og ikke en, der burde til at overveje at gå i seng. Men man kunne ikke rigtig gå i seng på et tag, kunne man vel?
Et lille fnis undslap hendes læber, mens hun tænkte på, hvordan hun i sin milde beruselse havde trukket Alyssa til side og snavet hende i gulvet - eller nærmere ind mod væggen - tidligere, og hvordan hun virkelig håbede at finde hende i sin seng, når hun engang kom hjem. Hvilket mindede hende om, at hun sad på et tag. Hvorfor hun lige gjorde det, var hun stadig ikke helt sikker på, men stjernerne funklede i den klare nat, så måske var det ikke så vigtigt.

Det var med knirkende skridt at Aldamar møvede sig op på taget, stærkt udfordret, men i den grad også opfordret af Alexander. 
Forbandede knægt, hele aftenen havde været fortrinlig, jah direkte fortræffelig og fuldkommen fantastisk, hvis man tog de let rødlige kinder og de berusede pupiller som svar på at man nok havde hygget sig godt på Svinet. En blanding af venner og bekendte, og som aftenens store overraskelse... og nok også hans egen, var Fabian selv også kommet - det kunne knap nok have været eller gået bedre. Og alligevel... jah alligevel, skulle den åbenbart slutte med stjernekiggeri. 

For fyrstesønnens nære venner, var det ingen hemmelighed at han rent ud sagt elskede de smukke, glimtende lys, som kun kunne findes på skyefrie nætter. Det var også den primære grund til at Alexander havde gennet ham igennem tempelhaverne og herhen (tænkte han), det måtte være fordi at han vidste at udsynet var fantastisk, og hans forekommende tømmermænd... nok ville have ganske godt af en stille stund med frisk luft. 
Han forventede dog ikke, at der allerede sad nogle heroppe, idet at han nåede det trin der fik hans hvide hoved og sorte krøller til at titte opad. 

Og så... Adena? 
Aldamar's berusede tilstand fik et åbenlyst overrasket udtryk til at glide over hans ansigt, og uden meget tanke var det at han åbnede munden. "Adena?" 
Og måske til manges overraskelse, sagt med et fornøjet lille grin i kanten af stemmen. Med det var det dog også at fyrstesønnen relativt uelegant møvede sig det sidste stykke op på taget, og selvom højden et eller andet sted fik et sug til at glide igennem maven på ham - jah, han havde skam kigget ned - betød det overraskende lidt, da han endelig fik rykket knæene op på teglstenene. "Hvad.. hvad laver du dog her?" kunne han ikke lade være med at følge op med, imens at han baksede med at holde skjorten fri fra små revner i taget, og stadigvæk holde blikket på den kønne komtesse - multitasking når det var bedst. 
Og med en skuldertaske, hvis indhold indebar en flaske vin og et ekstra glas til ham selv, ved hoften. 

Det gibbede i Adena, og hun skubbede hovedet fri af skorstenen, hun sad lænet op ad og kiggede hen på den person, der kom kravlende op ad taget (nok fra den stige, hun havde glemt hvor var), og som oven i købet talte med Aldamars stemme. Fordi ... Det var Aldamar.
"Aldamar?" spurgte hun lige så overrasket. "Hvad laver du her?"
Med lidt besvær fik hun samlet benene - det var ikke til at sidde helt anstændigt på den lille stribe fladhed der var på midten af de skrånende teglsten - og blinket lidt frost ud af øjenvipperne. Det næsten tomme vinglas stillede hun foran sig, så hun havde hænderne fri til at omarrangere kjolestoffet, så det var tilpas dækkende.
"Jeg ville neje, men det er lidt svært heroppe," sagde hun med en snert af morskab i stemmen. Det her måtte være en eller anden snedig plan. Noget listigt udtænkt af nogle lømler uden tvivl. "Jeg blev fragtet herop af mine veninder. De sagde, de ville være tilbage lige om lidt, men jeg begynder at tro, det ikke er tilfældet."
I månelyset kunne hun se tasken, Aldamar havde med, og den meget karakteristiske form af en flaske derinde under stoffet. Pigerne havde efterladt Adena med et glas og en bundsjat og sagt, de bare lige skulle finde lidt mere vin, og så ville de vende tilbage til taget og se på stjerner med hende. 
Den lette summen i kroppen og lethed i hovedet gjorde, at hun for en gangs skyld ikke følte behov for at rejse en masse parader så snart Aldamar var i nærheden. Jovist var han noget nær top fem over vigtigste og mægtigste mænd i landet (i hvert fald på sigt), men når man sad på et hustag midt om natten iført en ret latterlig kjole, forekom den slags ikke nær så intimiderende.

Hun virkede mindst ligeså overrasket som ham selv over det pludselige selskab på aftenen, og Aldamar rystede lidt på hovedet over spørgsmålet, da han prøvede at møve sig på plads. Han... var her bare... virkede det som om. Ikke længe efter fulgte hun dog op med mere, og han kunne have svoret - så absolut svoret, at noget der mindede om latter lå gemt i den lyse stemme hun bar. Var det... et vinglas han spottede? 

Aldamar fik endelig skubbet sig selv mere ind på taget, og satte sig med et lille 'ahh' ned ved siden af komtessen, en sikker hånd på tasken så den dyrebare væske ikke spildtes nogle steder hen. "Du er i dén grad unskyldt" grinte han, og bukkede benene så han kunne lægge armene over dem. Blikket og ansigtet drejedes dog imod Adena, der... virkede til at have gennemskuet det trick som hendes veninder havde sat frem for hende. Og Aldamar kunne med et lille 'hah', nikke enigt. "Ahh, se det lyder ganske genkendeligt..." kom det med himmelvendte øjne fra ham, og han rystede en anelse opgivende på det lyse hoved. Alexander... han kunne vente sig, en af de her dage. 
Selvom det nok ville blive en mere praktisk end fysisk form for hævn, skulle ha være ærlig. Han var blevet irriterende muskuløs, den kære prins. 

Aldamar fiskede uden meget tøven - hendes glas var alligevel halvtomt - flasken han havde taget med frem, og fjernede proppen med et lille 'plomp'. "I det tilfælde, ville det jo næsten være uanstændigt af mig at tilbyde en genopfyldning af di-deres glas. Kunne rødvin friste?" de rigtige tiltaleformer var nu engang... svære at huske, og derfor blev det hele sagt med en underliggende lille gnist af latter, idet at han indbydende hævede glasset. 
Om hun sagde jah, ville han dog også være hurtig til at fiske sit eget glas op til en opfyldning, nu når hun alligevel var godt igang med at holde på glas. 

Glasset blev straks holdt frem mod Aldamar, som han tilbød hende mere vin, for det var det eneste udover uldkappen, der holdt hende varm her i vinternatten. Ikke at hun normalt havde problemer med at holde sig varm, men det var nu en grusomt kold nat, så stjerneklart, som det var.
"Tak som byder," sagde hun og tog en slurk af det, der viste sig at være en lidt stærkere vin, end hun havde haft i sit eget glas. "Jeg tror, jeg kommer til at kage rundt i formerne. Kan vi bare være dus - om ikke andet, så bare for i aften? Efter alle de her festligheder, er mit høfligheds-jeg ikke rigtig til stede."
Tonen i hendes stemme var en håbefuld munterhed. At tænke på høflighedsfraser og ikke at komme til at fornærme Arysprinsen var ikke på listen over ting, hun havde lyst til at bekymre sig om lige nu. Der var helt sikkert nogen, der burde få sig en røvfuld for at have sat dette tilfældige møde mellem dem op - en kærlig røvfuld måske, men stadig en røvfuld. 
Som aftenen var forløbent, havde hun ikke holdt meget skjul på, at hende og Aldamar ikke altid så tingene fra samme perspektiv, og at de var kommet til at krydse verbale klinger et par gange allerede. Så måske skulle pigerne ikke gøre for meget ud af festlighederne, når Adena med overvældende sandsynlighed kunne komme til at ødelægge hele arrangementet med en for spids bemærkning inden den store dag.
Måske var det derfor, der nu sad to adelige på et tag og den ene i hvert fald var halvfuld. Aldamar havde en flaske vin med, men hvorvidt han allerede havde noget i blodet, kunne hun ikke se. De røde kinder kunne lige så godt være fra den friske, kølige luft.

Begge glas blev fyldt op, og Aldamar pakkede sin flaske ned i sikkerhed af tasken, da det sidste han ønskede, ærlig talt var at se flasken følge tyngdekræften imod jorden, og smadres imod de fine brosten nedenunder. Det ville være skam af god vin, og det ville også skære manden bare en smule, i hans promilleprægede hjerte. 
Derfor var der heller ikke meget tålmodighed eller finesse omkring liiige at få den slynget rundt, idet at Aldamar tog en tår af den stærke drik, og følte dens varme brede sig i maven. Sådan ville man jo have det. 

"Heh, det gør mig absolut intet at droppe formerne" var han hurtig til at følge op med, og lod endnu en slurk af vinen forsvinde ned i halsen, førhen at han med sin nogenlunde frie hånd trak kappen bedre og tættere op omkring sig. "Hvor har i været, her til aften?" fulgte han derpå op med, et nysgerrigt blik over hende og foruden fjerne rester af den modvilje der ellers havde været at spore, tidligere. Nej, han havde virkelig ingen grund til at lade dårligt humør overtage den knitrende lykke der dansede i hans krop, og selvom selve fejringen egentlig var rettet imod noget han ikke rigtigt... ville. Jah så gjorde det ikke potentialet i en fest helt forfærdeligt; selskabet havde sørget for at der ikke var mange irritable tanker, som havde været at forbinde med det kommende bryllup. 
Over dem glimtede stjernerne på den skyfrie himmel, og Aldamar, hvis blik kortvarigt vandrede sig en tur opad, kunne ikke undgå at føle et lille suk glide igennem kroppen ved den genkendelige himmel. Det var dog en meget kort tur, fordi lige bagefter, fandt øjnene endnu engang Adena. 

Adena udnyttede stilheden mellem dem til selv at drikke af sit glas og lade blikket vandre opad ligesom Aldamars. 
"De hev mig med ind til en særfremvisning af noget teater," svarede hun og rødmede, inden hun mødte Aldamars dybblå blik igen. "Jeg fik sneget mig til et kys ude i forhallen, fordi der ikke var så mange. Det føltes lidt," Hun fnes en smule. "Lidt forbudt. Alyssa rødmede helt op til ørerne. Det er lidt trist, man ikke kan gøre noget som helst åbenlyst, men det er også lidt sjovt at drille ..."
Mon Aldamar også gjorde sådan noget ved Fabian - eller mon det var den anden vej rundt med de to? Ved Isari hvor kendte hun egentlig lidt til hver af de to reserverede mænd, mens hun havde grædt sit hjerte lidt meget ud til dem begge to. Det var lidt en underlig situation at stå i, sådan nu at sidde på et hustag med én, hvor sidste stævnemøde var gået ... mindre ideelt. 
Blikket søgte igen mod stjernerne, der ikke så ned på dem med nogen forventning til noget som helst. De lyste bare, og blev ved med det. De var ikke ligesom Aldamars blik, der så på hende og forventede svar på ting, og sikkert samtaleemner og anstændighed. Eller måske... Måske var der en undtagelse i aften? Endnu en tår af vinen fik smilet frem på hendes læber igen, og hun skævede til Aldamar.
"De er smukke i aften," sagde hun stille, og rødmede så straks, da hun hørte, hvordan dén sætning hurtigt kunne mishøres til at handle om noget andet end pletterne på himlen - så hun skyndte sig at tilføje; "Stjernerne, altså. Stjernerne er smukke ... Mener jeg. Jeg har altid holdt meget af at kigge på stjerner." 

Aldamar's ene mørke øjenbryn løftede sig forundret da hun sagde at hun havde fået sneget sig til et kys med Alyssa, og selvom den røde farve dansede ind over kinderne på hende, virkede det ikke til at det var noget hun skammede sig over. Hvilket kun var godt. Skam hørte ingen steder henne, og selvom Aldamar dobbeltmoralsk nok havde oplevet og taget sin del af det til sig, havde det aldrig været skam over hvem eller hvad han ville have. 
Nok nærmere de konsekvenser det bragte med sig, når det så endelig gik... galt. Og lige præcis ærgrelse over ikke at kunne gøre mere, se den kendte han måske bedre end mange af Adena's venner eller veninder. Han fik dog ikke sagt det, ikke endnu i hvert fald. 

Arysprinsen tog endnu en stor slurk af sin vin, og lod det fornøjede smil blive på læberne efter - lod det tale for ham, idet at stilheden kortvarigt lagde sig imellem dem. Det skulle dog også vise sig at det var Adena selv der brød stilheden, da hun påpegede at stjernerne var smukke. Det var ikke gledet forbi ham, hvad hun mente, og alligevel blev der for gudernes skyld understreget at hun ikke mente ham, hvilket fik et undersøgende blik fra Aldamar, som langsomt strakte benene foran sig, og lænede sig mere afslappet tilbage. Heh. 
"Ah, så du mener ikke at jeg er smuk?" kom det fra ham, en ganske seriøs tone der dog blev båret af et drillende blik, og inden hun fik lov til at svare, daskede han ganske uformelt ud til hende. "Heh, jeg ved hvad du mener... stjernerne er smukke. Jeg holder også utrolig meget af dem selv..." fortsatte han, og lod blikket sige til vejrs, hvor at det kortvarigt fortabte sig i glimtende, pulserende og ikke mindst fjerne konstellationer. De var der altid. Og det var en forunderlig forsikring, når man vidste at natten kun var sort eller mørklagt af skyer, midlertidigt. 

"Jo, jo, du er sm..." begyndte Adena febrilsk og forlegen, men Aldamars puf til armen kom undskyldningen i forkøbet, og hun åndede lettet op med en kort latter og en hånd gennem håret - der sad fast i den upraktiske tiara, som nu kom til at sidde endnu mere skævt. 
"Jeg tror der er nogen, der har snakket sammen om vores præferencer for en sen aften," sagde hun og tog en tår vin. "Jeg har aldrig kunnet male dem. Ikke så det rigtig fanger stemningen, når man selv sidder under dem. Himlen er lidt noget andet end et perfekt symmetrisk ansigt."
Til det sidste tillod hun sig at puffe let til ham og håbe på, at det var i orden, når nu han havde puffet til hende først. Dertil kom, at det var sandt. Aldamar havde et af de der fantastisk symmetriske ansigter, der stod godt til portrætter - et portræt hun faktisk allerede havde lovet ham under deres første gåtur i Labyrinthaven tidligt på foråret året forinden. 
Selvom det næppe var det rigtige tidspunkt lige nu at male et portræt af ham. Med alle de ting, der var sket de sidste par måneder for Adena, var hendes magi blevet mere ustyrlig. Selv aftenens kjole havde underlige farvestriber, selvom de i det mindste var opstået af glæde frem for forvirring, panik eller sorg. De malerier, hun satte gang i, havde flere og flere 'uheld' i form af uønskede objekter, og selvom det var tilpas længe siden, hun sidst havde set Athelstan og det dermed ikke alt sammen var ødelagte smådyr, var det stadig frustrerende som ind i Kiles rige at skulle male over og over og over. For ikke at tale om de små aftentegninger hun lavede, og hvor underlige de blev, når halvdelen af det var chakrainducerede tilfældigheder. I stedet havde hun sat sig til at stoppe sokker sammen med sin mor, og selv hun var nu begyndt at finde det lidt underligt, at datteren holdt sig mere og mere fra sin yndlingsbeskæftigelse. Men det ville blive bedre efter brylluppet. Forhåbentlig.

Hvis Adenas kinder ikke i forvejen havde været knaldrøde, var de blevet det nu. Med benævelsen af Alryss-familiens gang i Zircon. Det var en tanke, hun selv havde tænkt alt for mange gange på det seneste, og hvor hun havde håber at finde en nem måde at bringe emnet på banen på. Måske ikke lige netop i aften i halvfuld tilstand på et tag i tempelhaverne, men på et eller andet tidspunkt. Men når Aldamar nu selv fik det frem, var der ingen grund til at lade det ligge.
"Jeg vil give stjernerne et skud til i Zircon," svarede hun og lod sit blik hvile på Aldamar. "Hvornår vil du flytte dertil?"
Spørgsmålet lød underligt allerede som det kom ud af hendesmund, og hun gav halvt om halvt vinen skylden. Normalt var hun mere velformuleret - fortalte hun i hvert fald sig selv - og det var vist ikke helt tilfældet lige nu.
"Altså jeg har hørt, du er glad for Dianthos, mener jeg," fortsatte hun for at prøve at redde lidt af sit ordfumleri. "Og vi skal vel bare flytte til Zircon på et tidspunkt. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal forvente. At bo her i palæet hos dig, eller i Zircon? Jeg vil gerne være tættere på Alyssa, det kan jeg ikke benægte. Men du har jo Fabian her."

En godmodig latter undslap Adena. Ikke fordi han fumlede lige så meget rundt som hende, men på grund af det, han sagde. 
"Åh, jeg tror nu nok jeg skal falde til," svarede hun leende. "Har du set min familie? Jeg tror ikke du finder mere kaotisk sammensætning af åndssvage holdninger. Så kan det godt være, jeg lige skal lære en hel del om at være en del af en fyrstefamilie, men jeg forventer der er en helt anden grad af struktur på jeres liv. Mindre muggen i hjørnerne..."
Hun tog endnu en tår og trak sit sjal lidt tættere op omkring skuldrene. Det var rart at kunne snakke med Aldamar så gnidningsfrit og åbent - noget helt andet end når de endte med at stikke til hinanden og sige giftige ting. Det var ikke ligefrem den slags ægteskab, hun havde troet, hun skulle ende i, men måske betød det blot, at de ikke ville finde sig i at blive tromlet af den anden. Hun havde troet, hun skulle forvente at blive tromlet resten af livet, men når hun var så dårlig til at lade det ske...
"Jeg kommer ikke til at savne mine forældre, men de kommer til at forsøge at komme på besøg hele tiden," fortsatte hun. "De vil bare have magten. De tror de får en masse ud af ægteskabet, eller anseelse inden for familien, eller sådan noget," Hun drog et suk og mødte Aldamars blik med et svagt smil. "Ærligt talt bliver det godt at komme lidt væk. Så må vi lægge en plan for, hvordan vi får smuglet Fabian sikkert ind til dig og ud igen, så han ikke behøver holde en anden form end den, du elsker. Måske vi kan slå os ned i to store værelser, der ligger ved siden af hinanden? Indvie et par loyale tjenestefolk, så vi ikke står alene med det?"
Det var lidt af et cirkus, de var ved at begive sig ud i, var det ikke? Sådan at sidde og planlægge, hvordan man fik sine hemmelige elskere ind på Ædelborg uden at alle de andre adelige ville snakke om det bag deres ryg til næste fest. Finde en måde at blive lykkelige på, selvom det krævede at være mere end bare de to.

Et godmodig latter fik et godmodigt smil tilbage, og Aldamar's blik vandrede op imod himlen igen imens at han lyttede. Overrasket følte han sig selv klukke lavmælt da komtessen påpegede hvilket kaos der virkede til at hænge omkring Reier familien og dets medlemmer, og Arysprinsen måtte himle en enanelse fornøjet med øjnene, da hun gik videre til hvordan hendes forældre ville være gode til at komme anmasende. 
Hvis de regnede med anseelse... så forstod han dem godt. Hvem ville ikke det, når de giftede sig opad på den måde? 

Aldrig havde han set sig selv ægtet med nogle af baron-blod. Men så igen, så havde han heller aldrig set sig selv falde så forfærdelig hårdt for en skøge af alle folk, så livet tog virkelig nogle underlige drejninger. 
"Vi må sørge for at finde et mere fast sted til dem, hvis de kommer forbi hele tiden.." mumlede han overvejende, et fornøjet glimt i øjnene. Måske i hjørnet af Ædelborg, så skulle de alligevel gå et stykke, for at kunne stikke næsen i Adena's affærer. 
Og så faldt snakken på Fabian igen. Aldamar glippede overrasket med øjnene, men mødte det skæve smil uden den varsomhed der ellers kendetegnede ham når man begyndte at tale om hans liv. Fordi erkendelsen for i aften (eller i hvert fald en af dem), måtte være at det ikke længere kun var hans liv det handlede om. Hvordan de ville få det til at virke i praksis. 
En slurk blev taget, men den kom næsten galt i halsen da Adena nævnte ordet elsker, og fyrstesønnen, lod hånden dække for munden i sin lille rømmen. Da han fjernede den, var der et skævt smil om læberne. "Elsker er et stærkt ord..." han havde aldrig sagt at han elskede Fabian. Det var ikke et ord han brugte, men prinsen var hurtig til at gå videre i det mere vigtige. " - men nu hvor at du selv nævner det, så har jeg selv siddet med tanken. Der er en fra palæet, jeg ville overveje at tage med... han hedder Matt - " måske Adena havde set ham. Halvdyret der var i familie med hundevæsner, var et ungdommeligt men godt ansigt imellem tjenerne. Han virkede altid utrolig glad. " - han, heh.." en slurk mere, og han nikkede beslutsomt. " - han... har været mit dække, når det har været nødvendigt" det skadede ingen at Adena vidste det, trods alt. Han var også lige blevet en del af det, hvad end det her så var. 

Adena kunne ikke dy sig for at smile ad Aldamars kommentar. Ja, elsker var et stærkt ord - men de blikke hun havde set Aldamar og Fabian dele, lignede ikke bare en hed sommerforelskelse. Men hvad vidste hun om egentlig om det? De eneste hede sommerforelskelser, hun selv havde haft, havde hun holdt ganske tæt ind til kroppen, fordi de på ingen måde var passende, anstændige eller ægteskabsværdige. 
"Det er godt, du har en fortrolig," svarede hun og fandt det dejligt behageligt at det milde smil ikke var forsvundet ved det noget alvorlige samtaleemne. "Jeg har ikke nogen, der kender til mine-øh... Præferencer. Måske ham Matt er en, vi begge kan gå til, når vi har brug for det? Jeg vil dog foretrække, hvis mine forældre ikke får lov til at bo hos os. Nu har du kun mødt dem kort, men jeg tror jeg vil påskønne ikke at have min far i nærheden til at opdrage flere børn. Han kan godt være lidt..." Aggressiv. "Lidt en mundfuld."
Adenas glas var tomt og hun stillede det fra sig på tagtoppen. Hendes blik gled ned over taget og hun fik et kort sug i maven. Nu var det ikke det højeste sted, de var kravlet hen, men det var da højt nok - især med vin i blodet. 
"Ved du egentlig, hvor brylluppet skal holdes henne?" spurgte hun. Egentlig ville hun hellere snakke om noget mere personligt og lære Aldamar bedre at kende, men netop den detalje var hun nu også ret nysgerrig på. "Jeg antog, det skulle være Ædelborg, men så hørte jeg dem nævne Isarikatedralen og blev helt i tvivl."

De mørke øjne blev knebet en kende sammen, da hun smilede af hans ord om at elske. Hun kommenterede ikke på det, heldigvis, og på den måde kunne samtalen fortsætte udenom så.... ømt et emne. Fordi var han bundløs eller hudløs ærlig, så var det lige præcis hvad han gjorde. Han var kommet til at elske den blonde skøge. Og han hadede næppe sig selv for det - ikke mere - men han... havde utrolig svært ved at se det som noget godt. Så hellere bare lade være med at se det. 
Blikket faldt på det tomme glas hun stillede fra sig, og Aldamar fiskede med sine frie hånd ned efter vinen, i tilfælde af at hun ville have en genopfyldning. Imens, gled et lille, jah næsten hemmelighedsfuldt smil over mandens smalle læber. "Måske har han..." han vidste ikke meget om den unge mand, udover at han var oprigtig. Og det kunne man nå langt med, i deres to-fjæsede verden. 

Spørgende kom flasken endelig fri af tasken, og Aldamar løftede den med en lille, sigende raslen. "Lad os holde dine forældre væk, så. Jeg har intet problem med... nødvendighedsbesøg" kom det en anelse morende fra ham, imens at han let og elegant dansede forbi kommetaren om børn. De vidste begge det ville komme, og når det gjorde... så havde han i hvert fald ikke brug for en fremmed familie og deres indflydelse, hvor sippet det end lød. "Og hvad angår brylluppet... så håber jeg Isari katedralen er okay for frøkenen - kun landets bedste er godt nok for min mor" grinte han, og om hun løftede glasset til mere, ville det bllve fyldt ganske gavmildt op - præcision var en mangelvare på det her tidspunkt. Om hun takkede nej, ville det i stedet gå til hans eget glas, med en frisk lille skuldertrækning. 

Adena hævede straks glasset og tog gladeligt imod genopfyldningen af den røde væske, og den første slurk fik farvet hendes overlæbe let lilla. Aldamar var ikke den eneste, der manglede præcision på nuværende tidspunkt. 
"Isarikatedralen er smuk," svarede hun. "Og jeg er glad for jeg kan sove i min egen seng dagene på til, faktisk. Jeg hentede min kjole her lige før frosten satte ind. Den er blevet meget... Meget. Ja... Så jeg håber, den også kommer til at være landets bedste for din mor."
Hun lo og hævede glasset i en stille skål til Aldamar. Fyrstinden skræmte hende stadig en smule, men som hun havde hørt det, var det vist noget, de fleste kunne nikke genkendende til. Især fordi Adena havde lovet Aldamar at fortælle hende om afvigelserne... Men dét var ikke en tanke for i aften!
Nok var fyrstinden indbegrebet af dyd, styrke og fyrstelighed, men Adena havde ikke siddet igennem så mange af tante Hecates lektioner om etikette uden at være kommet ud af det med noget. Det kunne hun godt klare. Det daglige liv på Ædelborg dog... Det vidste hun ikke rigtig, hvad hun skulle forvente sig af.
"Det bliver underligt, gør det ikke?" spurgte hun. "Jeg er vokset op med alle de her fortællinger om, hvad ægteskabet er og bør være. Jeg har altid troet det var sådan noget, jeg ville ende med, altså indtil det gik op for mig at det ville blive umuligt. Så troede jeg bare jeg ville blive ulykkelig indeni, mens jeg opretholdt en facade for alle andre. Blive til et af mine portrætter, der aldrig fortæller hele sandheden."
Hun holdt en lille pause og lod igen blikket søge mod himlen og stjernerne. 
"Jeg kan godt lide den her løsning," sagde hun så, lidt kluntet, for det var ikke helt sådan hun ville have formuleret det. Løsning virkede så praktisk orienteret. Men måske det var meget rammende. Et praktisk ægteskab for to knapt så praktiske mennesker, der havde været så uheldige ikke at passe ind i samfundets normer.

Adenas eget smil var blevet en behagelig streg henover ansigtet og en følelse af lethed i kroppen truede med at hive hende med op til stjernerne (eller give hende en falsk forhåbning om et ryglæn og lade hende tumle ned fra taget i brusende skørter og lande i en busk et sted). 
Aldamars ord gjorde hende kun i mere rolig, afslappet og godt humør. Noget, hun ikke havde prøvet før i nærheden af ham, og som fik hende til at overveje, om det hele i virkeligheden var vinens skyld. Forhåbentligt ikke. Den her version af Aldamar var jo ligefrem til at overskue at bo med på sigt.

"Indtil du opdagede Fabian, mener du?" kunne hun ikke lade være med at kommentere med et skævt smil ved den sidste del af hans afbrudte sætning. Hun lagde hovedet på skrå og betragtede skiftevis hans profil i mørket og de glimtende stjerner bag ham. "Jeg er gået op og ned ad Alyssa nærmest hele mit liv. Jeg fatter ikke, det skulle tage mig så lang tid at indrømme, hvad jeg følte for hende. Havde det ikke været gengældt, er det jo en ting, men tænk på hvor mange år vi har spildt. Nu får vi lov til at udforske lige månederne inden jeg bliver gift. Alting ændrer sig jo. I det mindste flytter jeg tættere på."
Hun vidste ikke helt, hvor hun ville hen med det hele, men det vidste vinen vist heller ikke, og det var rimelig meget den, der talte for hende i øjeblikket. Noget om kærlighed og underlighed og en uventet lykke midt i det hele. Lidt ligesom at det var underligt, at de sad på et tag i tempelhaverne.
"Hvad sker der egentlig hvis præsterne finder os?" spurgte hun pludselig, uden helt at tænke over hvorfor. Præsterne kunne vel egentlig ikke tillade sig at jage med en prins, men når de både var fulde og uansvarlige kunne det godt være spillereglerne var nogle andre. Ikke at hendes stemme lød som om hun var bekymret for det - næh, det lød næsten som om hun ville finde situationen lidt sjov.