Nord, syd, øst eller vest? Hvad vej var det nu lige han skulle gå for at vende hjem til Nianna? Orcus var sønderknust, grædefærdig og dybt fortvivlet over det, der havde mødt ham ved kløften. Philotanus havde endnu ikke givet tegn til stadig at være i live, han havde intet hørt og han havde mest af alt lyst til at vende hjem. Men ikke til kløften, nej hjem til Nianna. Men hans følelser havde forvildet ham ind i Amazonitskoven, selvom han burde være gået mod øst og ikke syd.. fra Dødens kløft. Benene var trætte, kroppen skreg efter forplejning i form af mad og tankerne kørte derudaf, som Orcus vandrede hvileløst rundt i den store skov og faktisk ikke vidste hvor han var henne eller hvor han var på vej hen.

Den lange frakke var mudret til, som han var vadet igennem et vandhul og havde slæbt mudret med sig op på den anden side. Til sidst endte han med at falde på knæ, som han hulkede og ellers lagde sig på maven i det høje græs. ”Philo!” skreg han op imellem trækronerne, så enkelte fugle lettede fra træerne. Så hamrede han hænderne i jorden og skubbede sig rundt, så han endte på ryggen med arme og ben spredt ud. ”Svar mig!” fortsatte han i et skingert skrig, som tydeligvis bar spor af sorg og desperation. Han greb en græstot og smed den op i luften, så den landede lige ved siden af hans hoved. Så gled tårerne ned langs med hans kinder, som han trak benene op og forsøgte at sætte sig op. Men der var ingen kræfter tilbage, så han blev liggende med et tomt blik rettet imod trækronerne og tære i øjnene. Han så umageret ud og tynd, som man kunne fornemme ribbenene igennem den tynde og hullede bluse han bar under den lange mørke kappe.

Et skrig af en art blev hørt i de ældste skove. Cho rettede ørene op og lyttede. Hun var nysgerig omkring hvem der skreg. Hun forvandlede sig til en tiger og ventede lige til det andet skrig kom. Hun fulgte lyden og begyndte at løbe. Hun fuglte en fremmed.... våd lugt.
Cho var høvding datter af en lille klan af kattedyrs halvdyr. Hun hørte nu gråd og begyndte at liste afsted. Og fandte en mand liggende på jorden. Hun var bag en busk. Hun så denne mand og en stikkende fornemmelse i hjertet fik hende til at forvandle sig tilbage til sit halvdyrs form. Hun rejste sig op og gik forsigtigt ud af busken. Hun aå hvor tyns han var. Han måtte ikke ha spist længe.

Cho så til som han prøvede st komme op men det ikke lykkedes ham ."Deres skrig tiltrækker rovdyr hr" sagde hun i en blid tone og gik over foran ham og rakte ham hånden for at hjælpe ham lidt op at side måske. hendes gyldne øjne så på hans hulede tøj og tænkte lidt over hvad mon der var sket med ham her. hun sendte ham et smil som opmuntring. hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, hun havde jo hørt andet end et skrig. hun havde ikke hørt det betød noget.

Cho var ikke van til at folk farede vild i skoven. men nok fordi hun altid fulgte duftene mod byen og ind til klanens landsby. Cho var faktisk kun hendes kalde navn for sig selv, hun hed i virkeligheden Choji, hun så mod hans magre krop og tænkte at noget mad måske ville gøre ham godt.

Orcus havde slet ikke haft mulighed for at mærke, hvad hans krop egentlig skreg efter, han var taget til Dødens kløft for at hente sine rusmidler, men havde glemt det undervejs, da han opdagede kaosset. Han havde både brug for mad og stoffer for at kunne samle tankerne, hvilket var grunden til at lydene i skoven skræmte ham. Kroppen rystede og var ved at falde fra hinanden. En hver lyd fik ham til at vende sig og krybe sammen, så der da lige pludselig dukkede en skikkelse op, gik han straks i forsvarsposition.

Hurtigt trak han sig væk fra kvinden, der rakte hånden frem imod ham, så dukkede en mørk støvsky op imellem dem, som han aktiverede metallet i sin lomme. Inden længe havde metallet dannet små pile, klar til at skubbe dem frem imod hende. "Bliv væk!" Råbte han af hende, men kroppen rystede så voldsomt at han måtte holde sig oppe ved at støtte sig op ad et træ. Metallet var også ustabilt, som noget af det var begyndt at falde fra hinanden, for at samle sig som klumper på jorden. 

Cho så undrene på støvet omkring dem der dannede sig til pile. hun så ikke bange ud mere tænkene. hun så mod ham og kunne se han rystede. hun satte sig ned på hug hvor hun stod og så på ham. "jeg vil ikke Dem ondt. jeg ville faktisk bare hjælpe Dem op." hun så undersøgene på ham. hun tænkte lidt over det og vidste hendes landsby ikke var langt væk. hun rejste sig op og tænkte hurtigt. hun lavede en ring med armen og et billed af et lille køkken var inde i ringen. hun gik ind i ringen.
to min kom der en ny ring samme sted og hun trådte ud af den med et brød og noget frugt i en kurve. hun satte sig igen på hug og stilte kurven på jorden og lagde hovedet på skrå. "De ser sulten ud. her, jeg har lidt frisk brød og frugt med til dem" hun kunne godt se hvordan hans krop skælvede og tænkte det måtte være sult. hun så på ham og ned til kurven som hun fik sin hale til at skubbe lidt frem mod ham.

Cho havde ikke i sinde at gøre ham fortrad. ihvertfald ikke i den stand han var i. han var jo udhungret og svag, det var ikke en værdig kamp. hun så på pilene der var ved at gå i opløsning. hun så ned på det og så hvordan det var metal støv. intrassant. hun havde aldrig set den evne før. en metal styrings evne. det var faktisk meget sejt.

Forbavsende nok, så valgte kvinden slet ikke at flygte fra ham, hun blev bare stående og satte sig hurtigt på hug næsten afventende. Det forvirrede ham en smule, som synet blev mere og mere sløret. Lydene omkring ham gav ham faktisk hovedpine, men alligevel skar hendes stemme igennem, som han straks kiggede på hende. "Jeg har ikke... Brug for hjælp" svarede han, før at han endte med at hoste lettere voldsomt og straks smed sig i græsset for at få styr på sin vejrtrækning. Imellemtiden var hun lige pludselig forsvundet, som han vendte blikket rundt i området, men ikke kunne se hende. Først da hun trådte ud af en cirkel med en kurv i armene. "Det.. det kan jeg også.." mumlede han udmattet, før at han lagde sig ned igen.

Han skævede imod kurven, der var blevet sat på jorden. I sidste endte valgte han at kravle hen til den, som han rakte ud efter brødet og hurtigt trak det op til munden og bed ned i det sprøde brød. Hans mave rumlede straks efter, som han sukkede tilfreds og fik sat sig op med kurven imellem sine ben. "Hvorfor hjælper du mig?" Spurgte han lettere forvirret, havde hun ikke set dæmon vingerne? Var de ikke fjender og hadet i hele landet? Måske han havde levet i kløften for længe.. måske han skulle finde et andet sted, han kunne kalde hjem og starte forfra. Orcus tog endnu en bid af brødet igen.

Cho valgte bevidst ikke at hjælpe ham da han hostede voldsomt. hun ville ikke gå ind i hans zone. men da han spurgte hvorfor hun hjælp smilte hun blot. jo han var en dæmon, og? han var udhungret og svag. her i skoven var det virkelig døden vis folk ikke kunne forsvare sig. hun tog et lille skridt tættere på ham for at se om pilene kom igen. "jeg ville aldrig slå på en i Deres tilstand. en der ikke kan forsvare sig selv ordenligt." hun satte sig helt ned og så på hvordan han spiste. hun var nok  lidt skræmt af hans vinger men ikke nok til hun ville slå ham ihjel pga det. men hun ville da sørger for han ikke gjorde hendes klan noget.

chos krop var fyldt med stribber da hun jo var halvdyrs tiger. hendes øre lyttede over alt og halen slå lidt bag hende. hun var opmærksom på hvad der skete rundt omkring dem. og med ham selvfølgelig. "men hvorfor er De her ude i skoven vis De er udhungret og svag?" hun så tænksomt på ham og forstod det faktisk ikke rigtigt. hvorfor forvilde sig ind et sted hvor man er føde for vilddyr vis man var svag. Cho havde altid set det at hjælpe som et godt formål. men kun vis folk ville hende godt bag efter, hun var dog lidt usikker med en dæmon. men måske han bare havde brug for lidt hjælp.

Det gav absolut ingen mening i hans hoved, at kvinden eller halvdyret valgte at hjælpe ham på den måde. Slet ikke at hun endte med at tilbyde ham noget mad, de fleste der gjorde det, ville blot have noget retur, så han kunne ikke lade vær med at tænke på, hvad hun mon ville. Men det afholdt ham ikke fra at spise brødet og de øvrige ting, hun havde medbragt sig i kurven. Det var generelt bare skønt at få noget fylde i maven, som han aldrig havde fået spist ved Nianna og faktisk ikke kunne huske, hvornår han havde spist sidst.. De mørke øjne rettede sig hurtigt imod hende, da hun valgte at træde tættere på, som trak han kurven længere ind i sin favn, så hun ikke lige pludselig valgte at tage den fra ham, før at han var færdig. ”Jeg.. jeg ved ikke.. men tak” mumlede han lettere forvirret, som Orcus ikke forstod hendes begrundelse, men valgte at acceptere den, så han kunne få lov til at spise i fred og ikke lige pludselig skulle tage stilling til noget helt tredje. Han færdiggjorde hurtigt brødet, som han tyggede på det sidste stykke, samtidig med at han så noget så tilfreds og tilpas ud. Ikke at kroppen var klar til den helt store gåtur allerede nu.

Egentlig gik han ud fra at hun var en kat, da han ikke havde bemærket hendes striber, netop fordi han var mere fokuseret på kurven end hende, selvom han da godt vidste hvor hun var henne, skulle hun komme for tæt på, så han skulle flygte. Et trist blik blev vendt imod Choji, som hun spurgte hvorfor han befandt sig i skoven. ”Philo er død” mumlede han, som han skubbede kurven fra sig, som havde han mistet appetitten. ”Jeg leder efter Nianna” fortsatte han, som han kiggede sig omkring det sted han var faldet og gået kold. Han vidste virkelig ikke hvor han var eller hvad vej han var kommet fra, så kunne han overhovedet finde hjem eller finde en dør til sine nøgler? Var der kræfter nok til at bruge magi eller ville det være for farligt for ham overhovedet at forsøge, før at kroppen havde fået bare en smule hvile?

hun accepterede hans mumlen i takket. og satte sig ned med hænderne bag sig og så op på himlen. hun lod ham spise. da han var igang med brødet. da hun skubbede kurven fra sig og sagde noget med en philo var død så hun med et undrene blev på ham. det måtte ha været en der betød meget for ham. "jeg ved ikke hvem denne Philo er, og ved desværre heller ikke hvem Nianna er, men jeg vil da gerne lede efter hende vis det kan hjælpe Dem" hun så på ham og tænkte lidt over om hun havde mødt nogle med det navn før. hmm ikke lige hvad hun kunne tænke sig til. men denne philo. hvem var det? var det også en dæmon som ham her, eller var det måske hans bedste ven? hun havde ikke nogle i sin klan der hed det ihvertfald. hun så ned på jorden og så på de bunker af støv jern der lå og tænkte lidt over om hun skulle samle det op for ham. men måske han havde lidt flere kræfter nu?

Cho så på ham imens han så helt fortabt ud. "jeg kender skoven som mit hjem, jeg kan nok hjælpe Dem tilbage hvor De hører til vis De vil" hun så på ham imens hun tænkte. hun havde ikke meget erfaring med dæmoner men noget sagde hende at ham her ikke var så slem når man lærte ham at kende.  måske hun skulle gi ham lidt tid til at komme sig helt. hun tænkte lidt over om hun kunne få ham op at stå, det var jo kun et brød han havde spist. ikke noget frugt med frugtsukker i eller energi i. hun sså på kurven og tog hånden ud efter den og tog en banan op. hun rakte den til ham. "her. denne vil gi Dem lidt flere kræfter" hun vidste bananer gav hurtig energi, vidste hun kun fordi sådan virkede det på hende ihvertfald.

Det var ikke fordi Orcus kunne tillade sig at bede kvinden om at gå, men han følte lidt at han bare gerne ville være alene med sorgen, selvom det nok ikke var en klog tanke. Lige nu havde han dog ikke planer om at tænke rationelt, han ville bare gerne finde enten Philotanus eller Nianna, men han vidste ærlig talt ikke hvor han var, så hvor skulle han egentlig starte for at finde dem? ”Hun bor ved en sø..” forklarede han en smule snøftende, som han vendte blikket imod kurven igen og skubbede lidt til et æble, han havde faktisk ikke lyst til at spise, nu hvor samtalen var drejet hen på Nianna. Hvorfor var han også bare så uheldig? Han brummede utilfreds, før at metalstøvet i græsset begyndte at bevæge sig og samlede sig i hans hånd. Langsomt formede der sig en figur af Nianna, som hun havde set ud, da han havde forladt hendes hyggelige paradis, men han var i tvivl om hvor lang tid der var gået, fordi han var overbevist om at befinde sig et sted, som han ikke kendte til. Så han måtte være gået langt og længe? Forhåbentlig var der ikke sket hende noget! Det ville han slet ikke kunne bære lige nu.

Han så en smule skepsis på hende, som hun forklarede ham at skoven var hendes hjem. Han vidste godt at flere boede i skovene, men udfra hendes ører, så havde han i det mindste ikke forvildet sig ind i Elverly, så der måtte være tale om en skov. ”Hvor er jeg henne?” spurgte han forsigtigt og lettere nervøst for at hun ville svare Amazonitskoven, for det var virkelig langt væk hjemmefra. Han kunne selvfølgelig altid finde en dør og forsøge at åbne en portal til den hytte, han havde brugt i Azurien? Hvis han havde sine nøgler.. Han begyndte straks at rode i sine lommer for at sikre sig at nøglerne ikke var faldet ud af den lange frakke, da han var vandret igennem vandhullet tidligere. Han fandt enkelte nøgle, men så ud til at have mistet nogle stykker. ”Øv” mumlede han frustreret, men samtidig også en smule opgivende. Derpå vendte han blikket imod hende, som hun rakte ham en banan og fortalte ham, at det ville give ham sine kræfter tilbage. Han var ikke helt overbevist. ”Virkelig?” spurgte han blot for at bekræfte hendes historie, at den altså var sand.

Cho kunne mærke han ikke troede på hende men hun talte sandt. Hun så på ham og metalet der formede sig til en pige med et meget sødt ansigt. Hun kendte hende ikke men hun så da sød ud. Hun vidate stort set alt om skoven. Da han spurgte hvor han var lagde hun hovedet undrene på skrå. Vidste han ikke hvilken skov han var i? Han måtte ha gået i meget lang tid, hun så lidt rundt. "de ældste skove!?" hun så lidt på ham som det så ud til at han ikke rigtigt vidste selv han var kommet så langt.

da han så mistroisk på hende omkring bananen nikkede hun og vis han nægtede måtte hun jo finde en metode at få ham der til han skulle uden at det kostede ham for mange krafter. hun lagde bananen ned ved ham og så rundt efter noget der kunne fortælle hende hvilken vej de skulle. hun snussede lidt ind og kunne hurtigt dufte hvilken vej landsbyen lå og hvilken vej de så skulle gå. "kan De selv få eller har De brug for et lift" spurgte hun lidt efter og så meget indgående i hans øjne. hun kunne nok godt bære ham på tiger ryggen. 

Det var virkelig svært at betro sig til en fremmed, men Orcus havde ikke mange kræfter, som han kunne gøre brug af, så enten stolede han på kvinden og kom til kræfter igen ellers blev han liggende og lod slaget gå sin gang. Han havde virkelig ikke lyst til at miste sig selv i fortvivlelsen, men det sekund han så figuren forme sig, kunne han ikke lade vær med at fælde bare en lille tåre over det mulige tab, han havde været skyld i, eller som han følte det. Mon ikke Philotanus var derude et sted, men hvis han var, hvorfor var han så ikke kommet hjem? Det forvirrede ham virkelig meget, som han rakte ud efter figuren af Nianna og holdt den i hånden, som stirrede han bare på den. Svaret fra Choji fik ham dog til at tabe metallet, som han samtidig tabte kæben. "I Amazonitskoven?" spurgte han lettere forfærdet, som han måtte være gået i evigheder uden rigtig at opdage, hvor langt han faktisk var kommet.. "Møg!" bandede han lettere chokeret, som han lige skulle bruge en stund på at sunde sig over chokket, hvordan kom han hjem derfra?

Dog skævede han meget hurtigt imod bananen, som hun lagde den ned foran ham og virkelig så ud til at opfordre ham til at spise den. Orcus havde aldrig før smagt banan, så han rakte tøvende ud imod den og samlede den op, som han studerede den for en stund, før at han forsøgte at flå i skallen. Travlt optaget af den dumme banan, bemærkede han ikke at Choji var i færd med at lokalisere deres position i forhold til hendes landsby. Men da han endelig fik den åbnet, så han imod hende igen og sendte hende et forsigtigt smil. "Jeg vil gerne gå selv" svarede han stille, som han placerede en hånd imod græsset og med noget besvær fik rejst sig op, før at han tog en bid af bananen. Han skar en mindre grimasse, men tyggede på frugten og sank den efterfølgende. "Hvor skal vi hen?" spurgte han lettere forvirret. Havde han misset nogle ord?

Cho så på ham da han spurgte om det var i amazonitskoven. hvor skulle det ellers være. men hans møg udfaldt fik hende til at hæve ørene. hun  vidste ikke hvor han var fra så hvor langt han var gået kunne hun ikke svare på. hun nikkede blot. da han endelig kom op og skar en grimasse over banens smag og tekstur sikkert smilte hun inden i. ja banan var noget underligt noget. " vis De for brug for en pause siger De bare til" hun pegede bag ham og sagde stille. "den vej" hun vidste det var langt til dianthos  men hun ville helst ikke være uvenner med en dæmon, og heller ikke halvdæmon. hun begyndte at gå den vej imens hun holdte øje med ham for at tjekke at han ikke besvimmede eller kom til skade pga over anstrengelse. hun lyttede til hvert skridt han tog for at sørger for han var med. hun gik meget langsomt for at han kunne følge med hende.
hun snussede konstant til luften for at bekrafte at de gik i den rigtige vej. hun kunne også dufte sine tiger spor hun havde langt rundt omkring for at forhindre fremmede dyr eller halvdyr i at komme for tæt på.

Egentlig så forstod han ikke, hvorfor at kvinden valgte at hjælpe ham og i det hele taget ønskede at give ham mad, for de fleste havde nok bare ladet ham ynke i fred og så satset på at en anden eller et dyr havde taget sig af ham. Han kunne jo godt forsvare sig selv, men altså.. Energien var der ikke ligefrem til det og smagen af banan, hjalp bestemt ikke på hans lyst til at fortsætte med at spise den. Alligevel tog han en ekstra bid, netop fordi Choji havde givet udtryk for at han ville få mere energi af det, hvis han spiste den. Så skulle han bare finde en løsning på de rusmidler, han havde mistet i kløften. Der var langt til Mitrazapine fra Amazonitskoven og han var ikke sikker på, hvor kvinden ville vise ham hen, måske der ingen dør var? Og havde han overhovedet nøglen til Mitra's hjem? Han skar endnu en grimasse, før at han sank frugtkødet og smaskede lidt for at få smagen ud af munden igen. "Det skal jeg nok" svarede han med et nik, som han jo egentlig ikke vidste, hvor langt der var og hvor hun ville vise ham hen. Orcus havde dog ikke energi til at bekymre sig om et eventuelt skævt udfald, hvis kvinden havde urene bagtanker.

Orcus nikkede til hende, som hun viste ham, hvad retning de skulle gå i. Derfra tog han roligt det første skridt og forsøgte at vidt muligt at følge med Choji, ikke at det var en nem opgave, når han var udkørt og virkelig træt af den lange vandretur, som tydeligvis ikke var slut endnu. "Forresten, hvad er dit navn?" spurgte han lettere hæst, som han ikke havde fanget hendes navn og faktisk ikke mente, at det var et emne de havde snakket om. Eller de havde vist ikke brugt tid på at præsentere sig, som hun straks var gået efter mad til ham og efterfølgende havde hundset med ham for at få ham på benene. Ej, hun havde nu været sød nok.

Cho var glad for at hjælpe når hun kunne, hun vidste jo heller ikke om det kunne betale sig at hjælpe en dæmon. men hun håbede den ene tjeneste var den anden værd på et tidspunkt. Cho nikkede og gik faktisk meget roligt iforhold til hvad hun plejede. hendes blik faldt flere gange mod ham for at tjekke om han var også. "det er jeg glad for" sagde hun og begyndte så lede med hovedet efter stien hun ville havde i tænkerne om at de skulle over til. den førte ud af skoven og mod byen. selv om det nok var lidt langt. men hun ville ikke føre han mod hendes landsby for vis hun nu var blevet narret hele tiden så ville hun være en dårlig høvdingdatter.
hun så hvordan han skar ansigt over banan og smilte lidt. det var så sjovt når folk ikke havde smagt banan før. hun synes de havde smagt på samme måde første gang men med tiden havde hun vænnet sig til smagen. hun så lidt overrasket på ham. havde hun ikke præssenteret sig. når, nej, hun havde haft travlt med at hente mad og ikke blive spiddet af hans metal pile. "jeg hedder Choji Akena Tiger, men kald mig bare for Cho" hun sendte han et oprigtigt smil og vidste at hendes far hadede hun kaldte sig for Cho men hun synes det var nemmere at sige end Choji eller Akena. sååå... ja hun ville hellere bruge navnet Cho. hun så på ham og kunne ikke huske lige nu om han havde fortalt hans navn. "med er Deres?" spurgte hun og ventede på at han kom over mod hende da hun var et godt stykke foran. hun ville heller ikke gøre han ikke kunne finde vejen ved bare at gå der udaf.

Orcus var en smule i vildrede over situationen, han følte ikke at han kunne tillade sig at trække Choji ind i hans forvirrende sind, men hun lod til at insistere på at hjælpe ham, så han havde faktisk ikke lyst til at takke nej. Det var jo bare uhøfligt, ikke at han var den mest høflige sjæl i landet. Han forsøgte dog, som hun havde givet ham noget mad om end han ikke helt kunne få smagen af banan ud af munden, det hang ligesom ved. Orcus bemærkede godt, at hun tjekkede om han fulgte med op til flere gange, men det forhindrede ham ikke i at sende hende et smil, hver gang at hun faktisk kiggede. Hun var en besynderlig sjæl, sådan at hjælpe en fremmed, særligt en dæmon.

Det lykkes ham at spise bananen helt, som han dog slog lidt med tungen for at få den sidste smag ud af munden. Det var en besynderlig konsistens og det havde sat sig fast i hans tænder. Men han lod til at vende fokus imod hende igen, som hun præsenterede sig. Han tyggede lidt på navnet, som det lidt var som om det hele faldt på plads. Hun var en tiger? Eller det antydede hendes efternavn i hvert fald og det ville også give mening i forhold til de striber der pyntede på hendes arme og hvor han lige kunne få øje på det. ”Cho, tigeren Cho?” spurgte han en smule ledende, som han hentydede til hendes striber, før at han måtte placere en hånd imod et træ for at hvile kroppen en smule. Han hostede lidt igen, som han dog havde hørt hendes spørgsmål, men lige skulle genfinde sin balance, før at kunne følge efter hende igen. ”Orcusellus Vanath, men de fleste siger bare Orcus” forklarede han med et høfligt smil, som han skubbede sig væk fra træet og atter forsøgte at fortsætte langs den sti hun guidede ham imod. Han vidste virkelig ikke hvor den ville føre ham hen, men så længe han kom ud af skoven, ville han ikke beklage sig. Han var lidt træt af træer allerede.

Cho grinte lidt over hans kommentar. ja en tiger var hun. og det var også grundet til hendes far og mor hed Tiger. de var begge tiger. "det kan man vel godt kalde mig. men folk kalder mig nu bare Cho" *undtagen mine forældre. suk. de insistere på jeg skal kalde mig Choji* hun smilte til ham og da han fortalte sit navn måtte hun spærre øjnene op. det var godt nok noget af et langt navn. men okey.... det var vidst normalen for nogle racer. hun så på ham"orcus... ja det vil jeg nok godt kunne huske" hun grinte lidt og tog den tid det tog for Orcus at blive klar til at gå videre. 

Cho gik i et stille tempo synes hun selv. men hun vidste at når man var udhungret havde man ikke meget energi. men bananen burde snart kunne gå ham et lille energi bust. "denne Ninnanna.... er hun meget speciel for dig?" indledte hun lettere en samtale og prøvede med navnet som hun kunne huske havde n, i, og a, i sig. hun kunne bare ikke huske hvordan ha udtalte det.  hun vidste selv vis Makin blev væk eler kom til skade ville hun ikke helme for han var hjemme i god behold. men hun så ham ikke som den specielle person i hendes liv.... faktisk havde hun vidst ikke en. hvilket hun nogle gange synes var lidt trist efter som hun jo skulle være høvding en dag. og folk forventede hun skulle være den fine kone til en god høvding.

Det var besynderligt at have sin race i ens navn, det svarede til at han kaldte sig selv for dæmon, men han kunne vist ikke tillade sig at dømme pigen, når hun havde været så høflig at hjælpe ham lidt på vej indtil videre. "Cho" gentog han med et nik, som han nok skulle kunne huske det navn, for det lød virkelig spøjs, når man valgte at udtale det. Det lød næsten som om man var ved at blive kvalt på en virkelig besynderlig måde. Han rystede en smule på hovedet for at skubbe svimmelheden væk, ikke at den havde den ønskede effekt, som han måtte støtte sig til et træ og forsøge at holde balancen, så han ikke lige pludselig gled ned eller missede træstammen og bare væltede. Det ville være pinligt, selv i hans ynkelige tilstand. "Ellers siger jeg det gerne igen" lo han let, som han dog endte med at hoste og endnu en gang fik en smag af banan. Føj!

Orcus rystede den tunge fornemmelse af sig, som han skubbede sig bort fra træet og stille luntede efter hende igen. Han gik med blikket rettet imod sine fødder, så længe han kunne skimte hendes ben og derved vidste, at han i det mindste havde kurs i den rette retning. Han livede dog en smule op, da hun spurgte ind til Nianna og ivrigt nikkede til hendes spørgsmål. "Hun er min bedre halvdel.. Nianna" navnet blev næsten sagt helt drømmende, som han ikke kunne forestille sig at være væk fra hende meget længere. Han ville bare så gerne finde hende. Havde hun virkelig ikke set hende? Hvorfor ikke? Nianna var ofte i naturen, men selvfølgelig ikke i denne skov. 

Cho vidste at navnet var spøjst. men hun kunne lig det. det at han tænkte at hendes efternavn var underligt var mest fordi at hendes forældre kaldte sig for tigerne i klanen, så tiger var blevet deres efternavn i stedet for høvding. hun så på ham da han nærmest sagde hendes navn igen. hun smilte varmt og elskede at hjælpe elskene afsted mod hinanden. selv om hun aldrig havde haft sådan en følelse. Makin var hendes bedste ven og den der tog hende til sig som hun var. ikke noget hun skulle blive.

Cho snussede lidt til vejret og gneb øjnene lidt sammen. hun synes hun kunne skimte stien længere fremme. hun så mod orcus for at sikre sig han var også. "det lyder romantisk.... må jeg spørger om noget?" hun anede ikke hvordan hun skulle spørger men hun ville gerne vide hvordan man vidste man havde fundet den rigtige person som var ens bedre halvdel. hun ønskede lidt selv at finde denne bedre halvdel til sig selv. men det var svært når hun var høvding datter.

Det var lidt som om at Orcus ikke kunne lade vær med at tygge og smage på hendes navn. Han følte lidt at han havde hørt noget i samme stil før, men det var som forsvundet fra hans hukommelse, måske fordi han ikke havde det helt godt og derfor ikke kunne koncentrere sig om flere ting på én gang. Det var nok at han skulle bevæge sig og derved flytte den ene fod foran den anden. Til tider måtte han holde tungen lige i munden. Noget der sikkert så meget spøjst ud fra hendes vinkel, når man tænkte på, at det jo ikke var det sværeste at gå ligeud. Men det føltes virkelig hårdt, særligt for hans lille udhungrede væsen lige nu!

Orcus viftede en hånd imod hende, da han bemærkede at hun igen kiggede efter ham. Han var altså på vej, kunne hun ikke se, at han skyndte sig så meget det var muligt for ham lige nu? Endnu en gang måtte han dog hoste, som han skulle til at svare på hendes spørgsmål. Det var så voldsomt at han holdt hånden for munden og lige skulle sunde sig i en rum tid. Han fniste ganske let over hendes udtalelse, før at han rettede blikket imod hende. "Selvfølgelig" svarede han med et opmuntrerende smil, selvom det var virkelig svært, når energien endnu ikke havde ramt ham, eller måske han bare manglede hans rusmidler? Men hun skulle bare fyre løs!

da han sagde hun gerne måtte spørger om noget smilte hun venligt og tog sig til hagen i et tænksomt øjeblik. "hvordan ved man at den person man finder er ens bedre halvdel?" hun vendte blikket mod ham og det var tydeligt at hun ikke kendte sådan til kærlighed mellem to personer. hun ønskede virkelig at finde en der kunne være bedre halvdel til hende. frem for at gå og ville være alene til sine dages ende.
Cho selv ville gerne ha en der vidste hende respekt, var trofast, og som lod hende være høvding og ikke ville overtage det fra hende. hun var dog itvivl om hvad det krævede at finde denne person. Makin var jo bare en ven! var han ik?