Orcusellus VanathOrcusellus Vanath
Krystalisianer

Kaotisk Neutral
Race: Blandingsrace
Alder: 434

Status: Aktiv
Godkendt: 09.09.2018
Antal posts: 334
Skaber: Black Phoenix

Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Orthon Sonnilion O’Yama, det er et navn, som han ikke vil sættes i forbindelse med, deraf navnet Orcusellus.
Kaldet: Orcus, Vanth
Køn: Mand
Alder: 434
Fødselsdag: 10. oktober 1583
Tilhørsforhold: Kaotisk Neutral
Tro: Zaladin
Erhverv: Illegal transport af væsner, [i]menneske[/i]smugler, men han begrænser sig ikke til menneske racen.
Race: Blandingsrace - Menneske og Dæmon

Udseende

Højde: 172 cm
Vægt: 58 kg
Hud: Bleg, Orcus er meget bleg i huden, hvilket skyldes al den tid han tilbringer under jorden.
Hår: Sort, spidserne er dog grå/sølvagtig. Det er ikke længere end at det lige kan dække ørerne, hvis han lader det hænge ned. Normalt er det pjusktet på toppen og ført over til højre side, så håret ikke blokerer hans udsyn.
Øjenfarve: Brune.
Kropsbygning: Slank, men svagt muskuløs. Dog er en han ikke fysisk stærk, da han er yderst afhængig af sine evner og samtidig bruger en del rusmidler, som svækker kroppen og mindsker dens naturlige vækst. Det gør også at han ser meget ung ud, faktisk ligner han en ung teenager på de 17 år. Kroppen virker også udmageret, men han mangler ikke føde, det er bare kroppen, som ikke kan følge med hans anstrengelser.
Kendetegn: De sølvfarvede lokker og det pjuskede udseende. Ravne kraniet, som han bruger som maske, når han ikke bruger det er det sat fast i hans kappe. Hans slanke vinger. Tatoveringen, som er placeret lige over hjertet på hans bryst.

Tøjstil: Mørk. Han er ofte iklædt en lang sort kappe med huller i ryggen til hans vinger. Kappen har en høj krave. Den bliver holdt sammen foran af en guld kæde, men er aldrig helt lukket. Kappen har et snit bagpå, som deler den i to fra røven og ned. De to stykker stof har det med at flagre i vinden, når han bevæger sig. Under kappen bærer han en sort bluse, også med huller til vingerne og korte ærmer, som er flosset. Bukserne er løse og hullet i kanten af buksebenene.
Dæmoniske træk:

Eftersom at Orcus kun er halvdæmon så har han kun arvet nogle få træk fra sin dæmoniske far. Vingerne er ikke noget han kan skjule for sine omgivelser, da han ikke har mulighed for at trække dem ind i kroppen. Vingerne er det eneste, som viser at han har dæmoniske gener i kroppen, men deres udformning giver ham ikke mulighed for at flyve med dem. Han kan flyve med dem, hvis han forstærker dem med metal ved hjælp af sin evne, men det tager alt for meget energi i forhold til hvad han får ud af det. Så de er ofte bare foldet sammen på hans ryg, så de ikke kommer i vejen. Orcus har dog formået at ødelægge flere sæt af tøj med hans vinger, da de er yderst skarpe og primært består af knogler og et tyndt lag af hud.
Når Orcus vælger at fusionere sin evne med vingerne, så bider metallet sig fast i skelettet på vingerne og groer nedad, så de får et større omfang og derved styrken til at løfte hans kropsvægt. Det er en smertefuld process og han gør det yderst sjældent. Ellers bruger han dem som skjold eftersom at de er robuste og stærke, så de kan modstå en del slag før at de tager skade. Her kan han også vælge at dække dem i et tyndt lag af metalspåner, hvis han virkelig kommer i problemer.

Magi

Magisk evne (1): Portal keys
Orcus bærer altid rundt på et stort bundt af nøgler. De fleste nøgler bliver ikke brugt til låse og lignende, men er forbundet med hans evne til at skabe portaler. Han bruger nøglerne til at skabe portaler til landets mange afkroge. Ved at sætte nøglen ind i nøglehullet, dreje den omkring og koncentrere sig om sin destination kan han åbne en portal til en anden dør i den anden ende. Destinationerne er begrænset af hvor han har været henne i verden, da han kun kan rejse til de steder, som han har besøgt før og ved præcis hvordan ser ud og hver ligger henne i landet.

Ved hjælp af sin anden evne har han mulighed for at skabe flere nøgler, specielt hvis nøglerne bliver taget fra ham, har han altid mulighed for at skabe en ny nøgle, som han kan bruge til at stikke af med. Der er stor forskel på kvaliteten af nøglerne, da de spontane nøgler kun kan bruge 1 gang og de nøgler, som han har brugt længere tid på at lave kan vare evigt, hvis han virkelig bruger energien på det. Ofte kan det ses på nøglen, hvor magisk den er. Er der tale om en rusten nøgle, så forsvinder den snart og kan altså kun holde til en enkelt portal før den smuldrer væk.

Få et udpluk af hans nøgler under andet. Hver nøgle fører til én destination, men det kræver stadig koncentration omkring endemålet for at han kan åbne portalen. Står han med den forkerte nøgle i hånden og forsøger at skabe en portal til et andet sted, så kan nøglen gå hen og knække.
Dygtighed til at kontrollere evne: 10

Magisk evne (2): Metal bending
Denne evne danner grobund for den første evne, eftersom at han ikke kan benytte sig af almindelige nøgler for at lave portal. De er nødt til at være lavet af ham og af metal. Derfor bruger Orcus også sin evne til at bøje og styre metal med viljen flittigt, da han konstant udvider sin evne for at se hvor langt han kan strække den. Han er i stand til at manipulere med rent metal, som metal fra et sværd, eller tremmer i en celle. Orcus kan dog ikke udvinde metal fra jorden, hvilket er grunden til at han næsten altid bærer rundt på et stykke metal, så han altid har noget i nærheden.

Lige nu arbejder han på metalspåner, eller korn, som har samme densitet som mel. Det ligner mest af alt et mørkt pulver, men består i virkeligheden af metal, der er 'malet' til støv. Til forveksling kan det godt ligne krudt til kanoner, men der er ingen brandfare forbundet med stoffet. Orcus bærer rundt på støvet i en mindre pose i en inderlomme i sin kappe.
Dygtighed til at kontrollere evne: 8

Personlighed

Orcus kan godt være lidt af en enspænder, men det kommer sig af, at han ikke stoler på særlig mange. Medmindre at han har gemt dem over en længere periode. Han er afhængig af rusmidler, hvilket godt kan gøre ham lidt mere paranoid overfor fremmede end hvad normale personer ville være. Det sker dog kun, hvis han ikke har fået sit fix for nylig. Ellers kan han opføre sig som et helt almindeligt væsen, med en syg interesse for at sælge alt og alle. Der er ikke den opgave, der er for stor for ham, i hvert fald ikke hvis man spørger ham.
Når det kommer til at skabe kontakt til andre væsner, så kan Orcus have en lidt anderledes tilgang til det end de fleste. Mange ville vælge at præsentere sig selv, hvorimod han vil se personen an og bedømme om denne er værd at bruge sin tid på. Han bedømmer først og fremmest deres potentiale for at dolke ham i ryggen og hvis de fejler den test, så er han villig til at dele sit navn med dem.

Orcus har et yderst stærkt bånd til sin tvillingebrors besætter, Philotanus, de har gennemgået lidt af hvert igennem livet og han vil nødigt undvære ham. Det skal dog siges at Orcus kun lader ham besætte Orias krop, så længe at han ikke går bag hans ryg. Philotanus tager del i hans forretning, når han har brug for en ekstra hånd eller blot synes det kunne være sjovt at chokere kunderne med 2 af den samme skikkelse. Philotanus er dog en stærk modsætning til Orcus, han er yderst vebal i sine tilnærmelser og bryder sig sjældent om andre end Orcus selv. Han er faktisk yderst beskyttende overfor ham og ser Orcus lidt som sin lillebror.
Det er altså primært i Philotanus selskab at man ser Orcus være sårbar og afslappende. Ellers kan han være yderst seriøs og alvorlig i størstedelen af sin tilværelse. Men han styrer tingene med hård hånd og lader intet gå sin næse forbi, heller ikke når han er ude og rejse, for så er Philotanus, der ofte til at holde styr på sagerne derhjemme. Det må være fordelen ved at have 2 skikkelser af den samme person.
Medmindre at man ser dem sammen, så bliver Orcus og Philotanus ofte opfattet som den samme person, hvorimod man kan mærke en tydelig forskel i deres personlighed.

Styrker
+ Udnyttelsen af metal elementer. Han har nemt ved at manipulere metallet efter behov og har brugt en del tid på at perfektionere det, næste stadie er indholdet af jern i blod.
+ Mental styrke. Hans opvækst har gjort ham yderst hårdfør overfor mentale og psykiske angreb. Der skal en del til at overraske ham og gøre ham nedtrykt.
+ Flugt. Hans portaler er ofte den nemme udvej og har reddet ham fra flere tragedier.
+ Philotanus (NPC). Orcus indgik en aftale med dæmonen for mange år siden, han kunne bosætte sig i hans brors krop, hvis de indgik en blodsed, hvilket dæmonen gik med til.

Svagheder
- Fysisk styrke. Hans krop er hårdt medtaget af hans afhængig af rusmidler.
- Sin afhængighed af magi. Løber han først tør, så ved han ikke hvad han skal stille op.
- Rusmidler. Han er afhængig af stofferne og kan bliver yderst irritabel, hvis han ikke får sit fix.
- Hans far. Orcus har ikke kunnet få sig selv til at skille sig af med sin far, mest af alt fordi han frygter, hvad hans ånd vil besætte og om det vil gå udover ham.
- Oriaskus. Nok er han død, men kroppen er blevet besat af en dæmon, Philotanus, som Orcus har boende.

Baggrundshistorie

Før Orcus' kan begynde på sin egen historie, er det nødvendigt med lidt forhistorie for den klan, han voksede op i, Mazoku. Klanen har sin oprindelse i dæmonriget, men før at dørene blev forseglet nåede klanen at flygte fra riget i jagten på et nyt hjem. Et sted, hvor de kunne slå sig ned og være sig selv, uden at være nervøs for resten af landets væsner, som ønskede at jage dem fra hus og hjem..

Forfølgelsen
Der havde længe været uro i landet og Ortahos var overbevist om, at dæmonernes hærgen, ikke ville kunne fortsætte i uendeligheder, så han samlede klanen i deres palæ midt i Kzar Mora for at få styr på deres muligheder. Stemningen var blandet, det var ikke alle, der forstod meningen med forsamlingen og endnu færre forstod, hvorfor Ortahos havde fået ordet, modsat deres leder. Lederen havde været der fra begyndelsen, men var ikke i stand til at føre klanen ud af dæmonriget, så Ortahos havde meldt sig til opgaven. Han stod hævet på en trappesats, hænderne plantet solidt mod rækværket, som han rømmede sig og fik dæmonerns opmærksomhed. "Krigene har hærget i nogle år nu, krystalisianerne er ikke tilfredse med vores evner og lyst efter magt.." der blev holdt en kort pause, som Ortahos lod blikket vandre rundt omkring de mange ansigter, som alle havde rettet blikket imod ham. Han nikkede langsomt, før at han fortsatte sine ord. "Snart vil de have fået nok.. Snart vil de lede efter måder at forhindre vores magi i at vokse" hans stemme var hæs og dyb, som han slog hænderne ned i rækværket, det knirkede noget så voldsomt under ham, som han greb fat i træet og rev neglene over træet. "Hvis vi ikke gør noget nu, så vil de finde måder at stoppe os på.. Måder at forhindre vores børn i at vokse op til den magt, som de fortjener" ordvalget lod til at fange publikum, som der spredte sig en hujen og jublen i krogene. De mørke øjne søgte nogle udvalgte i blandt publikum, som han nikkede til dem og de bevægede sig ud af mængden for at stille sig op på trappen ved siden af ham. "Jeg vil ikke lade dem lægge låg på vores klan, derfor er det blevet besluttet at vi forlader Kzar Mora og søger mod andre græsenge.." det sidste ord blev sagt med en grimasse, som Ortahos egentlig ikke var tilfreds med at efterlade deres hjem. Men hvis ikke de handlede nu, så ville de blive fanget i et mareridt, som de næppe ville komme ud uden tab. De var nød til at trække sig for at holde styrken i klanen og så kunne de altid vende tilbage, når tingene var faldet til ro igen eller når mørket atter havde landet i dets hule hånd.

Budskabet var blevet delt, men ikke alle delte deres overbevisning, som mange forsøgte at protesere imod at rive pløkkerne op og forlade det der havde været deres hjem i årtusinder. Det var primært de kvindelige dæmoner, som ikke var enig i at skulle forlade stedet. Men selv de blev overbevist, da krigene for alvor brød ud i landet. Dæmoner var ikke længere velkommen og deres hærgen blev hurtigt begrænset til mindre områder. De blev jaget tilbage til dæmonriget og snart blev porten lukket.. Men takket være Ortahos ord, så havde klanen allerede forladt riget, de så sig ikke tilbage, men kiggede kun fremad efter et sted, hvor de kunne slå sig ned.

Rejsen var lang, endnu længere når man skulle bære proviant, børn og ældre over de lange distancer, som der var imellem de forskellige dele af landet. Ortahos forbød medlemmer af klanen at gå i forvejen, da de blot ville risikere at miste nogle undervejs, desuden så var det ikke til at sige, hvornår de vile vende blikket i en anden retning. Det kom helt an på, hvad de endte med at møde undervejs. De undgik de større problemer, men måtte i sidste ende løbe for livet, da de blev opdaget af en flok dusørjægere. Dæmoner var ikke velset, men prisen på deres hoved var nok til at selv simple mennesker ville give sig i kast med at indkassere en dusør.
"Ind i grotten!" Ortahos var gået til siden for at guide de mange dæmoner ind af den smalle indgang til grotten. Først da de alle var kommet ind, gik han selv ind og fik indgangen til at kollapse bag ham. Han var i stand til at manipulere med jordelementet og den smalle indgang blev blokeret af et jordskred, der ikke ville være nemt at grave sig igennem. Som indgangen blev blokeret, kunne de kun fortsætte længere ind i grotten, til de kom til en åbning og et stort hulrum. De stod overfor en stejl skråning, der ville være den sikre død, hvis de faldt ned. Ortahos og en anden gruppe af dæmoner fik formet en vej ned til bunden, det var en blanding af træer, jord og sten, som holdt sammen på hinanden. Men de kom ned i sikkerhed.


Skabelsen af et hjem
Klanen, Mazoku, var ikke uden evner og sammen med den naturlige kilde i, der allerede befandt sig i den store grotte, formåede de at skabe et hjem ud af ingenting. Foruden det faktum at de faktisk har levet i grotten i snart 2000 år, før at de valgte at overveje at begive sig ud i landet igen. Der er tale om en mindre by i midten af grotten, som er blevet skabt omkring den kilde, som skulle forsyne dem med vand. Byen består hovedsageligt af mindre bygninger, men idt i det hele, op ad en klippevæg, strækker der sig en mægtig bygning, som tårner over de andre bygninger. Den fungerer både som bro og bolig, eftersom at den forbinder de to klippevægge med hinanden. Midt i bygningen er der en stor spindeltrapper, som forbinder underetagen med toppen. Byen er delt op i to, men der er fri adgang imellem de to dele.


Ensomhed
Der gik mange år, før at klanen vågede sig ud af deres grotte. Der var kun tale om udvalgte medlemmer af klanen, som fik lov til at bevæge sig udenfor. Ortahos var én af dem, eftersom at han var blevet leder for klanen og kunne stå for de fleste beslutninger. Der blev plyndret, dræbt og myrdet på deres vej, som de strømmede igennem landet og hærgede, hævnede sig på de racer, som havde formået at lukke porten til dæmonriget. Klanen befandt sig på den anden side af porten og havde endnu store dele af landet, som de ikke havde fået udforsket.
De brugte tiden udenfor grotten til at samle proviant og råvarer, som de manglede i grotten, eftersom at grotten ikke kunne forsyne dem med alt. Afgrøder var yderst svære at dyrke uden sollys, så de var nød til at lave aftaler med bonder og lignende for at skaffe nok føde til en måned ad gangen. Ortahos ville kun tillade dæmonerne at forlade grotten en gang i måneden, så de ikke lige pludselig fik uventet besøg, som kunne afsløre grottens lokalisation og ikke mindst true deres tilstedeværelse.

Enkelte dæmoner valgte at bruge friheden til at plyndre fattige bønder og udskud, der ikke havde meget at byde på i forvejen. Det blev også til voldtægt og andet sjov undervejs og selv ikke den mægtige leder kunne se sig fri for interessen for et simpelt menneske. Deres svaglige natur gjorde det nemt for ham at tvinge kvinden i seng med ham. Hun fik ikke meget valg, men hun fik sin hævn i form af en uventet graviditet.
Graviditeten havde ikke været planlagt, men Ortahos ønskede ikke at hans barn skulle fødes over jorden, så han valgte i stedet at bortføre kvinden, så hun kunne føde deres barn i grotten. Eller den mindre by, som de havde fået skabt dernede. Sasha var det eneste menneske iblandt dæmoner og ingen var glade for at hun var der.. Der herskede ingen tvivl om, at hun ikke var velkommen, hvilket også var grunden til at fødslen ikke var smertefrit. Der var ingen som bekymrede sig for hendes helbred, fokus hvilede på de to sønner, som hun endte med at give liv til. Sasha var så afkræftet bagefter at hun ikke formåede at holde sine sønner, i stedet døsede hun hen for ikke at vågne igen. Ortahos var ikke ligefrem glad for rollen som far, men endte med to sønner, to halvdæmoner. Der gik dog noget tid før at han tog sig af dem, da han valgte at spise Sasha, blodet flød over alt og han havde svært ved at styre sine dæmoniske instinkter. Det var ikke før at han følte sig mæt, at det var gået op for ham, hvad han havde gjort. Men ingen bebrejdede ham. Sådan var det bare.

Brødre, som to dråber vand
Orcus, født Orthon og Oriaskus voksede op i grotten uden en mor eller moderlig figur, de havde kun deres fader, når det kom til opdragelser og det var ikke ligefrem en nem opvækst. De to drenge var ens på mere end bare deres udseende. De var yderst energisk og brugte mange stunder på at gennemsøge den store grotte for nye ting de kunne give sig til. Ingen af dem kunne flyve med deres vinger, men det forhindrede dem ikke i at klatre op af de høje klippevægge og nyde udsigten fra en afsats midt på væggen. De brugte stort selv al tiden sammen og efterlod aldrig den anden alene, hvilket til tider kunne være yderst irriterende for de øvrige medlemmer af klanen. For de lavede ballede, hvor end de kom hen.
Det eneste som adskilte de to drenge var deres medfødte evner. Orcus kunne manipulere metal, hvorimod Oriaskus havde arvet deres fars evner med jord. Orcus havde en smule svære ved at styre metallet i grotten, da det var begrænset hvor meget metal der var blevet brugt til at bygge byen. Derimod havde hans bror næsten fri leg med store dele af byen, som deres far havde stået for at bygge op fra bunden. Oriaskus blev meget hurtigt øvet i sin evne, skylden blev vendt imod Orcus, men ingen lod til at bære den nag, ikke de to brødre imellem.

"Kom nu.." det var en drenget stemme, som skyndte på sin bror, der egentlig var lige i halende på ham. Men Oriaskus var utålmodig, når de havde aftalt at drille et ældre medlem af klanen. Han var tidligere del af rådet i grotten, men havde valgt at trække sig for at slappe af og nyde familielivet. Men han gik stadig til de større forsamlinger. En forsamling, som de to brødre ikke var velkomne ved endnu, da de var for unge, de havde lige rundet de 49 år og ville ikke være velkomne før om 1 år, så noget skulle de få tiden til at gå med. "Er du sikker på at det er en god ide, Oriaskus?" ingen af dem var forpustede efter at være løbet op af de mange trapper og igennem de smalle gader, men Orcus virkede ikke helt overbevist om at det var en god ide.
Oriaskus viftede lystigt med den ene hånd, som for at tysse på ham. Der hvilede et konstant smil over hans læber, som han pegede mod klippevæggen bagved bygningen. "Hvis du åbner døre og vinduer, så skal jeg nok klare resten" svarede Oriaskus med et grin, som han nikkede til Orcus og skubbede de mørke lokker bagover, så han kunne se ordentligt i det svage lys.
Orcus tog en dyb indånding, før at han smørrede ærmerne op på den løse bluse og hævede armene imod bygningen. Vinduer og døre begyndte at ryste, som hængsel og lignende gav efter. Døren ramte gulvet med et bump og vinduerne raslede ned mod jorden. Så begyndte jorden for alvor at ryste, som Oriaskus havde hævet sine hænder imod klippevæggen og trak hænderne til sig. Jord flød ud af klippevæggen i en mudret masse, som det strømmede imod bygningen og ind af de mange åbninger, som Orcus havde sørget for. Der var så meget jord, at det også kom ud på den anden side af bygningen, så drengene var nød til at trække sig tilbage for ikke at blive overdynget af jord. "Det er nok nu!" råbte Orcus lettere forbavset, som han endte med at stå på kanten af en mindre klippe med jorden til den ene side og ingenting til den anden. Oriaskus stod ovenpå jorden, som han drejede benene og gled ned af den store jordbunke. Han fortsatte med et grin, som Orcus var tvunget til at kravle over jorden og løbe efter ham.

Ortahos var ikke tilfreds med deres drengestreger, så snart blev de ikke overladt til sig selv mere. Det var ikke nok at få skæld ud, nej, der var tale om fysisk afstraffelse, som begge drenge blev låst inde på deres værelser. Nøglerne smidt langt væk og skrigene var høje, som deres kroppe var blevet udsat for slag med kæppe og lignende. Orcus tog det værste, som Oriaskus altid formåede at se positivt på det. Han beundrede endda sine ar, hvorimod Orcus bandede indvendigt og svor til at hævne sig på sin far. Det var selv samme år, at et jordskævl hærgede landet. Ødelæggelserne var voldsomme, men hvad der fangede drengenes opmærksomhed var lyset fra oven. Dødens kløft var skabt og dermed drengenes udvej og mulighed for at udforske landet.
Oriaskus og Orcus havde mange eventyrer til landet ovenpå og snart opdagede Orcus en anden evne, der gav ham muligheden for at lave portaler, alt han havde brug for var en nøgle og en dør. Så kunne han næsten rejse, hvorhen han ville. Endda til sin brors værelse, når de var blevet afstraffet og låst inde på hvert deres værelse.


"Det skulle have været mig"
Udflugter, afstraffelser, morskab, flugt og ballade. Sådan fortsatte det i mange år, som drengene dog voksede op med hver deres ansvar. De havde dog stadig tid til hinanden og gjorde en stor indsats for at færdiggøre deres pligter så hurtigt som muligt, så de kunne tilbringe tiden sammen. Det var bevist at Ortahos havde givet dem større opgaver for at holde dem beskæftiget længe nok til at han selv havde tid til at holde øje med dem. Men som deres kræfter blev stærkere og nemmere at kontrollere, blev opgaverne også nemmere at fuldføre. De fik mere tid sammen og snart gik de jævnligt på udflugt til landets mange afkroge. De havde brug for at se, hvordan de andre levede og det var knap så interessant at høre historierne fra de ældre dæmoner, så det måtte afsted på egen hånd.

En sådan udflugt har for længst groet sig fast i Orcus hukommelse. Det var mest af alt en tragedie, men samtidig også mødet med en højst værdsat personlighed. Men for at det skulle komme så langt, så var drengene taget afsted uden at give besked til deres far eller andre klanmedlemmer. De havde for længst gravet sig ud ad den gamle indgang til grotten og brugte den jævnligt for at besøge de omkring liggende byer. Orcus og Oriaskus var begge klar over, at det endnu ikke var velset at være dæmon, men ingen af dem havde mulighed for at skjule vingerne i andet end store kapper, men som de blev ældre var det mere og mere tydeligt hvad de bar på ryggen. Ikke blot en sæk med ting. Det var også det, hvad der fik dem i søgelyset af en dæmonjæger, som længe havde fulgt deres bevægelser i byen og så snart de var klar til at vende hjem, angreb jægeren dem på landevejen.

”Slip ham!” skreg Orcus, som han var blevet ramt af en slynge og var låst til et nærliggende træ. Han forsøgte at kæmpe sig ud af rebene, men han var mere fokuseret på, hvad manden lavede med hans bror. Manden havde sat sig på hans brystkasse og pressede lige nu en klinge imod hans strube. Han havde fået en advarsel, men jægeren så ikke ud til at være synderlig bekymret, de lignede begge små drenge.. Oriaskus lo med et smil på læben, som han dog valgte at sparke ud med benene for at få ham af. ”Det er ingenting i forhold til far” mumlede Oriaskus, som han vendte de mørke øjne imod sin bror. Han hævede den ene hånd og hamrede den imod jorden under dem, så han kunne sende rystelser igennem jorden. Nok til at træet, som Orcus var spændt fast i, gav efter og flækkede i to. Rebene blev revet over, Orcus var fri. Men som han satte i løb efter manden og hans bror, blev klingen presset ned i struben på ham. Der hvilede endnu et smil over hans læber, før at livet forsvandt i de mørke øjne. Af ren og skær frustration forsvandt kniven fra mandens hånd, den blev hevet ud af halsen på hans bror og borede sig hurtigt ind i mandens brystkasse. Orcus stod med den ene hånd hævet foran sig og et arrigt blik i øjnene. Tårerne flød ned ad hans kind, som han rev manden væk og faldt på knæ ved siden af hans brors krop. ”Du må ikke forlade mig” skreg han imod hans brystkasse. Jægeren tog sit sidste åndedrag ved siden af dem, som Orcus hulkede over tabet af sin bror.

Så skete der noget underligt. Kroppen begyndte atter at bevæge sig. En hånd forsøgte at skubbe Orcus væk og stemmen der mødte ham var dyb og hæs. ”Flyt dig” hvæste stemmen, som kroppen satte sig op. Orcus stirrede blot på ham, imens at såret på halsen healede og forsvandt. Det samme gjorde arret, Oriaskus havde fået af deres far i en ung alder. Orcus var mundlam, før at han greb ud efter kniven i jægerens bryst og hævede den imod sin … tvilling? ”Hvem er du?” spurgte han koldt, lettere snøftende, men vredt. Grebet om kniven var anstrengt, hans krop rystede, men han var i chok over hvad der var sket. ”Navnet er Philotanus” det var endnu den hæse stemme, slet ikke hans brors stemme. Det gøs ham ned af ryggen, som han slap kniven, men kun så den kunne svæve hen imod kroppens strube. Orcus var udmærket klar over dæmonernes evner til at besætte kroppe, men han havde aldrig troet, at han skulle se det og da slet ikke at en dæmon skulle vælge hans brors krop..

Oriaskus var død og Philotanus havde valgt at besætte hans krop. Orcus havde svært ved at håndtere det, men brugte chancen til at beholde sin bror. De indgik en aftale og med årene voksede båndet sig kun stærkere. De blev forretningspartnere, de var uadskillige omend flere forsøgte. Og med Philotanus hjalp formåede Orcus at skubbe sin far af tronen. Han ville ikke længere finde sig i afstraffelser og regler.

Befrielsen
Året er 2016, porten til dæmonernes rige er blevet åbnet og flere klanmedlemmer giver udtryk for at grotten kun var ment som en midlertidig løsning, men efter at have boet der i 2000 år, så føles det ikke længere midlertidigt. Desuden så mente klanmedlemmerne ikke at Orcus længere havde fokus på klanen, men i stedet på sin smugler forretning.. Orcus havde intet imod udtalelserne og tillod de medlemmer som ønskede det, at gå. Alle valgte at falde grotten, hvorimod Orcus blev tilbage, da han stadig følte, at han havde sin base der.
Så snart at det sidste medlem havde forladt passagen valgte Orcus at spærre indgangen, så ingen uvedkommende kunne komme ind. Han ønskede stedet for sig selv. Selvfølgelig med Philotanus ved sin side. Philotanus havde store vinger og var i stand til at flyve op igennem dødens kløft, hvis han ikke ønskede at bruge portalerne sammen med Orcus. De har levet selv i grotten i snart 2 år og lader til at nyde tilværelsen, om end de har mødt nogle udfordringer hen af vejen, så har Philotanus endnu ikke forladt Orcus side.


Familie: Fader: Ortahos O'Yama, Dæmon, holdes fanget af Orcus
Moder: Sasha, Menneske, blev ædt af Ortahos kort tid efter fødslen af hans sønner.
Tvilling: Oriaskus - kaldet Orias af Orcus, halvdæmon, død
Ven: Philotanus, dæmon, besætter Orias krop
Nuværende levested: Dødens kløft, nede i dybet.

Andet

Nøgler

1 - Nøglen til hans fars armlænker. Ikke en portal nøgle, men han slipper den ikke af syne.
2 - Den første nøgle han lavede, den bliver ikke brugt mere, da den har en sentimental værdi for ham.
3 - Portal til Dianthos. Sjældent brugt og ser derfor meget ny ud.
4 - Portal til Dødens kløft, nærmere bestemt hans hjem.
5 - Portal til Amazonitskovene. Han har selv lavet en dør i et træ dybt inde i skoven. Den bliver ofte brugt som flugtvej, hvis han ender i problemer.
6 - Portal til Kzar Mora. Nærmere bestemt en dør i det gamle palæ, som for mange år siden tilhørte Mazoku klanen. Men nu bor der vist nogle andre.
7 - Portal til Ruinerne af Aztaroth. Når han trænger til at være alene og ikke gider være hjemme.
8 - Portal til Tusmørkedalen, nærmere bestemt en dør i Mitrazapines hjem.
9 - Ikke en portal nøgle, men nøglen til hans fars halslænke, for hver omgang han drejer på nøglen strammer lænken til om halsen.

Hjemmet i dybet

Byen er ikke hvad den har været, lige siden af klanen forlod grotten, har der ikke været nok magi til at holde hele byen kørende, derfor er en stor del af bygningerne faldet sammen. Jordskredet i 1632 var også med til at ødelægge den store bro, som finder de to klippevægge med hinanden. Den ene halvdel ligger nu i vandet, imens at den anden halvdel bliver holdt sammen af røder fra træer og lignende slyngplanter, som vokser fra kilden. Orcus har slået sig ned i den store bygning, men han bruger langt fra al pladsen selv, da store dele af underetagen består af burer og aflukkede rum, som indeholde alle slags væsner, som han skal fragte igennem landet. Det sker at enkelte 'varer' er tvunget til at blive der i længere tid, men det ser Orcus blot som selskab, han ellers kan gå og hygge sig med. Han er sjældent alene i den store bygning og der er næsten altid liv at finde. Enten i form af skrig, råb om hjælp eller latter.

Bekendtskaber
Mitrazapines - forsyner ham med rusmidler, både til ham selv, men også hans 'gods'
Aliana - Orcus havde et uheldigt sammenstød med hende for nogle år tilbage, hvor han påstod at han nemt kunne afsætte hende til en ny herre. Men hun viste sig at volde ham flere problemer, end han lige ville indrømme. Han slap dog af med hende til sidst og har ikke set hende siden.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: 4
Kampteknik: 3
Smidighed: 6
Fysisk udholdenhed: 4
Kløgt: 5
Intelligens: 4
Kreativitet: 6
Mental Udholdenhed: 8
Chakra: 10


Chatboks

Gæst
[smilies]

IC-Chat