Små snefnug smeltede på den mørkelilla hud og lagde sig usynligt i det hvide hår. De røde øjne skannede området en ekstra gang. Et stykke væk kunne hun høre lyden af træhjul mod den grusede vej. Et smil bredte sig på hendes ansigt.
Hun havde været noget utilfreds, da hun var blevet sendt ud på en mission så langt fra Obsidianøerne. Ikke kun fordi det betød adskillelse fra sin elskede tvillingebror, men også fordi det var en mission som budbringer. Åh hvor hun hadede at være almen soldat. Det var ikke det, hun var blevet trænet til, og samtidig ville hun behandle enhver anden, der havde så høje tanker om sig selv, med præcis samme grad af degraderende arbejde. Det rationelle i de tanker stoppede hende dog ikke fra at surmule. Hun var blevet fløjet nordpå af en ridder, der alligevel skulle den vej, og var blevet kastet af over de bjerge i Kzar Mora, hun havde kendt så godt, og som nu var fjendeterritorie. Så vidt hun vidste, lå klanen stadig sikkert ud mod havet, og havde ikke pisset de Mørke-hadende dæmoner så meget af at de var blevet smidt ud - endnu.

Sidkas mål havde dog været et fort i bjergkæden ind mod Dianthos, hvor Mørket havde taktisk placerede allierede. Adelsfamilien Lochtree havde vist sig loyale til Mørket, og de skulle have vigtige informationer, som de ikke turde sende via telepater eller brevduer. Derfor var Sidka blevet betroet med de vigtige dokumenter, der skulle afleveres direkte til familieoverhovedet Quesnel Lochtree. 
For en gangs skyld havde hendes tilhørsforhold været vægtet højere end racen, og hun var ikke blevet mødt med den foragt, hun normalt oplevede. Hvad der var mere imponerende, var at Quesnel havde bedt hende gøre ham en tjeneste. Egentlig var det meningen, hun skulle finde frem til den nærmeste base og få sig selv fragtet tilbage til Obsidianøerne igen, men manglen på sjov i hele missæren havde fået hende til at takke ja til tilbuddet om at slås lidt med en adelig. 

Kareten var præcis så iøjenfaldende som hun ville have forventet af en adelig, og især af en adelig som ham, hun havde fået beskrevet. Hun tog en dyb indånding, bed sig selv forventningsfuldt i læben og rakte armen fremad. Under hende boblede jorden op, og da vognen var tæt nok på, fik hun den ene side til at synke ned i mudderjord, mens hun rejste en fast klippestruktur i den anden side og væltede kareten sidelæns. Kusken sprang for livet. Karetens indhold ville ikke få den fornøjelse. 
Sidka skridtede tættere på imens, spændt på at se hvem denne balademager, Chaunce Lochtree, var for en type.

Chaunce nåede ikke, at registrere hvad der foregik, før at det var for sent. Fordybet i sine egne tanker – og i Stemmens behagelige selskab – var halvdæmonen faldet i staver, og havde med giftgrønne øjne stirret tomt ud af vinduet i det, at kareten pludselig tumlede til den ene side. Hovedet var hamret ind i vognens ene hårde polstring, hvilket havde resulteret i et skingert smertehyl – aldrig nåede Chaunce dog at affinde sig med den, før at alting fortsatte sit hektiske kaos.

I det kareten landede tungt på den ene side, lå Chaunce på det, der før havde været taget, og ømmede sig. Stemmen, der ikke var hans egen men som boede bag hans pande, var forstummet i tumulten, og den høje mand lå derfor ganske alene og beklagede sig. Han blødte fra næsen og et sted i baghovedet, så meget kunne han hurtigt konstatere, og da han satte sig op, med det formål at komme ud af vognens lille rum, flakkede omverdenen faretruende. Noget, der absolut ikke blev bedre, som Chaunce fik kæmpet sig vej op til den ene dør og slog den op.

Prustende af smerte og ømhed hev Chaunce sig op og kravlede ud, hvorefter han med rasende øjne afsøgte området – både efter kusken, men så sandelig også det, der havde forårsaget hele den miserable affære. 

"Så du er Lochtree-ungen," drævede Sidkanys, mens hun gik fremad mod den væltede karet med hænderne i lommerne. "Jeg ved ikke... Jeg havde nok forventet lidt for meget."
Kusken udstødte et klynk, og Sidka stoppede op og vendte hovedet ned mod ham. Han lå på jorden - lidt skrabet, men dog uskadt. 
"Du kan bare smutte," sagde hun og vippede med hovedet. "Der ligger en kro et par kilometer væk - så henter jeg dig, når du skal køre ham videre."
Kusken lod hende ikke sige det to gange, men kom straks på benene og løb særdeles løsleddet sin vej. Hesten var ved at komme på benene igen, og tog det overraskende roligt. Måske troede den blot, de havde ramte et vejbump. En af remmene var allerede bristet, og som den rejste sig helt, skridtede den efter sin ejer og indhentede ham hurtigere end han løb væk. 

Sidka smilede bredt og legesygt til den blodige adelsmand. 
"Så er det bare dig og mig, smukke," sagde hun og bevægede fingrene lidt, så jorden under hende boblede og blev fyldt med runer, hun ikke kunne bruge til noget uden Sibal. "Skal vi lege?"

De svømmende, giftgrønne øjne blev sorte, i samme øjeblik de fæstnede sig på bæstet af en kvinde. En snerren fulgte troligt efter, men blev til et skingert skrig af raseri, i det hun beordrede kusken – hans kusk! – væk fra skoven og hesten, end ikke øjeblikket efter, luntede efter ham.
Den kønne mand hvæsede, som han fik kantet sig op og lod sine støvle kollidere med jorden under sig; alle lydene der udsprang fra ham, var dyriske, og afslørede hvordan, at dæmonen så absolut ikke brød sig om, hvad der var sket. Hans person emmede af had, og for et langt øjeblik, stod han blot, vævende, og betragtede mørkelverhunnen.

”Det kan vi godt”, lød det omsider, som Chaunce støttede sig op af karetens ene hjul. Tilsyneladende havde han glemt alt om, hvordan hans beklædning ikke længere var pletfri, men det var trods alt det, et forslået hoved kunne resultere i. Chaunce var nemlig ikke på toppen – så meget var tydeligt. Hans sorte øjne svømmede i hans hoved og hans åndedrag var overfladisk.

Alligevel formåede Chaunce, at lade sin kaosmagi finde vej hen af jorden, kursen rettet formålsrettet mod hunnen selv.

Sidka lo ad hans selvsikkerhed. Med blod ud ad næsen og et udtryk der lignede én, der kunne besvime ved at hun prikkede til ham, var han næsten ikke kampen værdig. Hun var blevet lovet en mægtig modstander. Var det her alt, han kunne mønstre?
"Er du sikker på, du ikke lige skal hvile dig lidt først?" spurgte hun og hoppede til siden fra den sorte magi, der skød ud imod hende. 

Helt bevidst havde hun valgt ikke at få noget at vide om hans magi. Tilbuddet var blevet givet, men hvad var det sjove i det? Der skulle være lidt ukendt og spændende ved sådan en opgave, især når hun ikke måtte slå knægten ihjel. 
Runer dukkede op på jorden i en lige linje hen mod ham og gjorde jorden hård og glat. Med den langsomt dalende sne blev det kun glattere, og hun kunne have gjort mere ud af at vinkle underlaget, men han skulle jo også have en chance. En alt for kort kamp ville være kedelig.

"Jeg havde håbet på en god omgang modstand, men du virker ikke så oplagt, Chaunce Lochtree," sagde hun. "Jeg begynder at forstå, hvorfor din far synes du er sådan en skuffelse."

Chaunce forsøgte, efter bedste evne og i en anstrengt krampetrækning, at ranke sin muskuløse ryg. Det lykkes ham, men det var ikke foruden en snerren, som smerten fra det dunkende hoved, gled hen og nedover hans brede skuldre. Til trods for det faktum, stirrede Chaunce fortsat, og raseriet – nej, hadet til den fremmede – var ikke til at tage fejl af. Det sad unægtelig midt i alt det kulsorte mørke, som små gnister af livstegn på, at der var et væsen bag.

Stadig søgte Chaunces magi efter mørkelveren, men hun undgik den i kunstfærdige krumspring. Det gjorde dog ikke dæmonen noget; nej, hun skulle få lov til at danse – danse lige ind i magtesløsheden, der ville gribe om enhver af hans fibre og knuse hendes psyke. Det var i hvert fald det, Chaunce håbede at se.
Forskellige tentakler lod sig adskille fra dens kilde, og begyndte at bevæge sig omkring hunelveren, i håb om at indsnævre hendes bevægelsesmulighed, alt imens Chaunce skubbede sig fri af karetens støtte og begyndte at skridte hen imod hende.

”Hvis du er så dumdristig, som du giver udtryk for, bæst, så kom du nærmere og hils på mig”, hvæsede dæmonen hadsk, i det han trak sine handsker af og afslørede de sorte hænder. ”Lad os se, hvordan du tager min magi, skal vi?” 

Chaunces ord fik Sidka til at bide sig i læben af spænding. Så helt slået ud var han ikke. Det kunne kun glæde hende, og hun lod en spændt latter undslippe, mens hun stadig holdt fødderne i bevægelse udenom og over hans sorte magi. Måske skulle hun alligevel have spurgt ind til den - den havde en god rækkevidde. 
"Hilse, siger du?" svarede hun med latter i stemmen. "Hvis du synes."

Et kort øjeblik stod hun stille og samlede magien om sig. De sorte magitunger sneg sig nærmere og nærmere, og sekundet inden de fik fat i hendes tøj, sprang hun. Hjulpet af magien, der tog hele det stykke jord hun stod på, og skød det opad. Piedistalen  sendte hende et par meter op i luften i fuld fart, og så snart hun begyndte at falde, skød endnu én op fra jorden foran den anden - klar til at gribe hende. ´Denne var lavere og skrånende, så hun kunne sætte af på den også, og i et sidste spring, lod hun sin krop falde mod Chaunces. 
De røde øjne fyldt med kamprus og de skarpe tænder skinnende i sollyset. Med al det hvide omkring dem - selvom meget var halvsmeltet i forårssolen - fik hendes mørkelilla hud til at se endnu mere dyster ud. 
Sidka var klar med en knytnæve og den hilsen, han så gerne ville have.
"Hej."

Chaunce udstødte endnu et hvæs, men denne gang var det af tilfredsstillelse og ikke af hadsk foragt. Kvinden – hvis man da kunne kalde hende det – kom nemlig tættere på, og Chaunce lod hendes krop hamre ind i hans, ja, faktisk ganske villigt. Det var som, at få en gave og dæmonens sorte blik gnistrede af morskabens tilfredsstillelse, i det hans ene, nøgne krop snittede hunelverens hvide hår –

Det var alt, blodmagien afkrævede af berøring, og forinden, at Sidkanys kunne nå, at hamre sin knytnæve ned i hans ansigt, tvang Chaunce hendes krop til at fryse. Et skingert og hoverende grin lød dernæst, som Chaunce greb om hendes hoved og strammede sit greb om hendes kæbe. Stadig havde de sorte øjne ikke forladt hendes egne røde, men selv under alt det frydefulde og bedrevidende, var Chaunce tydeligvis – fysisk – påvirket af karetens fald. Han blødte fra næsen og det ene øjenbryn, og hans vejrtrækning var stadig overfladisk, som havde han ikke genvundet den efter, at have faldet rundt i vognens indre.
”Du er endnu hæsligere tæt på”, lød det besværet fra Chaunce, der dernæst lod sin mørkemagi lægge sig altædende om Sidkanys – i håb om, at hun havde stemmer, der hviskede forræderiske og ødelæggende ord bag hendes mørke pande.

Så tæt på. Så. Tæt. På.
Sidkas hånd var frosset fast få centimeter fra hans ansigt. Hendes krop havde ramt hans og væltet ham om på jorden. Hun kunne mærke jorden under sine knæ, og hans krop mod sin mave. Her var hendes lemmer gået i stå, og hun følte et øjeblik at hun ikke engang kunne trække vejret, så meget sad hun fast. En lille vejrtrækning  nåede ind, før han også greb om hendes hage og udstødte en latter meget lig den, hun selv havde planlagt, når hun havde jordet ham. 
Snart efter trængte han også ind i hende - og ikke på den gode måde. Sidkas egen indre stemme blev overdøvet af en hvisken så høj, at den lige så godt kunne have råbt. Omgivelsernes lyde forstummede til fordel for stemmen - stemmerne? - der overtog og indtog hendes hoved og begyndte at nippe til hendes følelser. Samtidig kom en brændende smerte fra alle de sølvsmykker, hun havde siddende i ører, læbe og øjenbryn.

Med hans hånd så fast lukket om hendes kæbe kunne hun ikke få sammenhængende ord ud. Selv hvis hun kunne, vidste hun ikke længere, om det var hendes egne eller andres tanker, der befandt sig i hendes hoved. Hun kunne ikke ryste dem fysisk ud af sine tanker og hendes fokus var ved at blive revet væk fra kampen og hen på, hvad stemmerne hviskede. 
En arrig snerren kom fra hende, og hun formåede som det eneste at spytte Chaunce lige i ansigtet.

Chaunce kunne ikke skjule sin indestængte begejstring, der nådesløst satte sig fast henover det kønne ansigt – heller ej forsøgte han dog. Det var ganske enkelt disse øjeblikke, der fik hans hjerte til at slå og lod Chaunce vide, at han i sandhed var i live; i live og tilstede blandt alle øvrige væsner, der i deres dårligskab var så tæt indenfor rækkevidde. Og dertil cementerede følelsen også altid, at han var dem overlegen. Det var tilfredsstillende, for det var jo trods alt det, han var blevet lovet fra barnsben – at han ville kunne spankulere verden tynd og dominere den med sin Mørkemagi.

- og så kom savlet flyvende og Chaunce snerrede end ikke øjeblikket efter. ”Hvor vover du!”, snerrede han mellem sammenbidte tænder. Dernæst skubbede han den låste krop væk fra sin egen, således at Sidkanys havnede på jorden og Chaunce kunne finde vej overskrævs af hende. Dernæst lod han en syngende lussing kollidere med mørkelverhunnens ene kind, hvorefter begge hans hænder i nådesløse greb, fandt vej omkring hendes stærke kæber. ”Så ækel du er! Og du bruger beskidte kneb, din lille lort – nu leger vi på min måde!”

Og således fandt tentaklerne veje ind i alle af Sidkanys’ åbninger, så stemmerne i hendes hoved begyndte at skrige. 

"Ugh," Sidkas ryg kolliderede hårdt med jorden.
Uden nogen smidighed i kroppen, der var fastlåst i alle muskler og led, blev stødet kun absorberet netop der, hvor hun ramte. Smerten rungede ud i rygradden og hun formåede at skære en grimasse - helt låst var ansigtet tydeligvis ikke. 
Den korte ansigtsfrihed holdt dog kun kort, da Chaunce satte sig henover hende og tog fat i hendes kæber igen. Hendes arm var stadig akavet hævet , og hun ønskede mere end noget andet at have en kniv i den lige nu og kunne hamre den ned i hans lår. 

Hans vægt var tungt over hende, men det var ingenting i forhold til da tentaklerne kravlede over hende. Hun mærkede dem som kolde, klamme tunger, der gled over hendes kinder og fandt vej til alle indgange. De første maste sig ind i hendes øregange og stemmernes hvisken blev til skrig. Det var så højt og overvældende, at Sidka ført gispede i mangel på luft i lungerne og snart faldt hendes eget skrig i et med dem, hun hørte i sit indre. Det føltes som om hendes ører blødte af presset fra den uhørte lyd, og samtidig var hun ved at blive mast indad af skyggerne, der lå over hendes ansigt. 
De fandt vej ind i hendes næse, og så snart hun åbnede munden i sit skrig, gled de ned i hendes mund og hals. Kæmpende imod magien med al sin kraft fik hun kortvarigt kontrol over sine arme, men alt de nåede at gøre var at gribe om Chaunces lår og bore neglene ned i hans bukser.

Chaunce mærkede, hvordan blodet strømmede ned langs hans sorte krøller – men hvorfra kom det? Dæmonen vidste det ikke, men udefrakommende ville hurtigt bemærke, at tynde, blodrøde linjer faldt fra hans sorte blik og dybet i hans næsebor. Det var nemlig unægtelig anstrengende, at lade magien teoretisere mørkelverhunnen med så dominerende en kraft; slaget fra karetens fald var prikken over i’et, men mørkemagien var unægtelig i sig selv krævende.

Det var også derfor, at smerten ved neglene, der borede sig ned i hans stærke lår, fik Chaunce til at tabe koncentrationen. Det var skarpe klør, dette bæst af en kvinde besad, og Chaunce trak sig væk fra hende, så hans vægt forlod hendes veltrænede skikkelse.
Det var dog ikke foruden et hadsk hvæs. ”Du er modbydelig! Men hvad kan man ellers regne med af mutant som dig selv?”, snerrede han mellem sammenbidte tænder, ”så fortæl mig, hvad du vil mig, lille monster! Fortæl mig, hvad du vil, eller skal jeg lade stemmerne skrige igen?!”

Skrigene stoppede. Sidka fik førligheden og kontrollen tilbage. Hun hostede og vendte sig om på siden, idet Chaunce trak sig væk fra hende og tentaklerne også gik i opløsning. Hun spyttede ud på jorden med forventningen om at spytte skygge ud, men der var ikke noget tilbage. Det var gået i opløsning som havde det aldrig været der. Anstrengt vendte hun sig om på ryggen igen og løftede sig op på albuerne.
"Mutant? Har du set dine egne hænder, Chaunce? Jeg er i det mindste renracet," svarede hun med samme mængde hån, som han udtrykte.

Sidka fugtede læberne. Skulle hun fortælle ham det, eller prøve at springe på ham igen? Det var unægteligt sjovere at kæmpe end at snakke, men han havde godt nok en stærkere magi, end hun lige havde regnet med. Hun burde vist havde fået at vide på forhånd, hvad han kunne. 
"Det var din søde farmand, der sendte mig," sagde hun så omsider. "Han er vist utilfreds med din utilregnelighed og sendte mig for at sørge for du blev forsinket - eller slet ikke nåede frem. Og jeg siger Zaltme aldrig nej til lidt sjov i skoven."
Hun holdt en kort pause og så op og ned af ham. "Du drypper."

Chaunce himlede med øjnene og fnøs, tydeligvis ikke fornærmet over den laverestående skikkelses udbrud. Nok var han en blanding – jovist, så megen forstod han intellektuelt, men det ændrede ikke på, at mørkelveren var en vederstyggelig vanskabning.
Han hvæsede stadig, men tørrede fraværende sin hvide pande med sit skjorteærme, således at blodet i nogen grad gjorde holdt. I hvert fald for et øjeblik.
”Renracet! Hah! Må jeg være fri!”, spyttede han arrigt, ”du er skovelver! Lysets underdanige tjener i forklædning! Du tror fejlagtigt, du er noget, du ikke er! Hvorfor er du ellers blevet til budbringer, var? Svar mig på det, bæst!”

Lige som Chaunce skulle til at tvinge blodmagien til, at lade Sidkanys fortie for endnu engang, nåede hendes ord dog hans øregang. Han dryppede? Forvirringen var kortvarig, men ganske dominerende i dens eksistens, og Chaunce måtte skære en fornærmet grimasse. ”Det ved jeg da godt!”, råbte han, overbevist om, at den fremmede kvinde måtte forsøge at løbe om hjørner med ham.
Ikke, at hun skulle få lov. Hvis han dryppede, således skulle hun også! Det var også den tanke, der fik lov til at sende blodmagien afsted, sigtet mod Sidkanys ene hånd, hvis eneste formål skulle være at gribe om kniven ved hendes bælte. 

Sidka skulle til at svare ham igen - selvfølgelig var hun ikke en femset skovelver! - men hans blodmagi kom hende i forkøbet. Svaret blev siddende i hendes strube, da hans sorte skyggetektakler tog fat i hendes arm og tvang den til at adlyde hans kommando. En evne, hun kunne se andre praktiske  anvendelsesmuligheder i, men alle var de ikke så relevante lige nu og her.

Heldigvis var hun forberedt denne gang. En af Sidkas styrker lå trods alt i planlægning, og den korte talepause mellem dem havde givet hende tid til at tænke hvad, der var sket, igennem, og finde på, hvad hun nu skulle gøre. 
Så mens hans mund havde drævet ord ud, havde hendes ene hånd knappet bæltetasken op og var i gang med at lede efter den rigtige gift. Desværre kunne hun ikke læse med fingerspidserne, og hun havde endnu ikke fundet ud af, hvordan hun skulle få det ind i munden på ham. Det ideelle scenarie, hvor hun lå over ham og kunne tvinge ham til at sutte det af hendes fingre, virkede urealistisk når det var ham, der havde evnen til at kontrollere hendes krop. 

Hendes blik blev revet ned til den nu for hende ukontrollable hånd, der greb om hendes egen kniv. Hvor vovede han! Med en snerren tog hun fat i den første og bedste lille glasflaske med gift, poppede proppen af med tommelfingeren og kastede indholdet ud i ansigtet på ham. Var hun heldig, ville noget af det ramme hans læber, og så måtte hun bare håbe, at hun havde fået fat i den, der skabte hallucinationer og ikke den, hun brugte, når et offer skulle være villigt i hvert fald i krop, omend ikke i sjæl. Eller den, hun bare blev behageligt snaldret af. Eller en af dem, hun ikke havde fået afprøvet nok endnu.  Og at han ikke fik så meget, at han kradsede af - hun måtte jo indrømme, at han faktisk virkede som en både værdig og sjov legekammerat.

Uheldigvis frarøvede hendes hurtige fremadrettede bevægelse med armen hende også den sidste jordforbindelse, hun havde haft for at holde sig oppe. Med den ene arm strakt ud foran sig og den anden i gang med at gribe om hendes egen kniv på Chaunce's kommando, faldt hendes overkrop bagover og hun landede på jorden med et "Ugh."

Chaunce hvæsede, i det at væsken kolliderede med hans læber – som havde den brændt hans bløde væv og endnu ikke gledet ned i hans svælg. Dæmonen lagde nemlig aldrig mærke til, at det netop var det, der skete, før mange øjeblikke efter og at det var for sent.

I det at Sidkanys landede på fronten, udstødte Chaunce et sejrshyl. Dernæst kravlede han i al hast tilbage mod hendes skikkelse, hvorefter han greb om hendes mørke arm – den, hvori hånden havde grebet, ganske ufrivilligt, om kniven.
De stærke, hvide fingre, der var dækket af størknet blod og mudder, vristede kniven ud af mørkelverens hånd, hvorefter han lod knivsægget glide henover den fine, stærke krop. ”Se, bæst, jeg er bare bedre – forstår du? Nok er jeg ikke en mutant som dig, en skide skovelver i forklædning, men det er fordi, at jeg er bedre! Se på mig nu! Se mig!”, hvæsede han begejstret, alt imens knivens spids sank dybere ned i Sidkanys muskuløse underarm.

Meget længere nåede han dog ikke før, at alting begyndte at snurre omkring ham – som efter alt, alt for meget whisky…

Giften ramte lige, hvor den skulle. Sidkanys kunne ikke holde et yderst selvtilfreds smil tilbage - dog blev det snart efter erstattet af en hvæsende grimasse, da Chaunce begyndte at skære i hende. Gengæld. Præcis som hun selv ville have gjort, havde de hinandens roller i situationen. Havde han ikke været hendes bytte, ville de nok falde  godt i spænd. De ville også falde godt i spænd, hvis han nu snart fattede, at det var ham, der var byttet.

Giften slog ind. Selvom han havde fået vredet hende halvvejs ned imod jorden, var hun ikke i tvivl, for knivens pres blev svagere, og det samme gjorde hans magiske tag i hendes krop. Opsat på at få overtaget - og med en meget blødende arm - skubbede hun sig op at sidde og kastede sig over Chaunce. Han så svimmel ud. Ah, så det var dén gift, hun havde fået sprøjtet på ham. Sikket spild.
"Se nu, hvad du fik mig til at gøre," spandt hun og kastede sig over ham i håbet om at ende overskrævs på ham, som han havde været det på hende før. "Al min gift til at blive fuld med, spildt på dig. Min bror er langt væk, så jeg kan ikke få nyt lige foreløbigt. Åååh Chaunce, hvor havde din far ret - du er bare spild."

Selv var Sidka ret modstandsdygtig over for gift, og det at have spildt hele flasken ud på Chaunce var faktisk et ret stort tab - nok havde der kun været til to-tre gode branderte i flasken for hendes system, men at blive ordentligt fuld på ordinær alkohol var bare så meget arbejde, at hun efterhånden ikke engang gad prøve - og så smagte hendes egen bryg bedre. 
De tanker fyldte lidt for meget i Sidkas hoved lige der, mens den gullige væske løb ned over Chaunces ansigt og blandede sig med blodet fra hans sår. 
Det burde virkelig ikke gå til spilde, tænkte hun, og forsøgte derefter at slikke ham i og omkring munden i en voldsom snasket udgave af noget mindende om et kys for at få del i rusen.

Chaunce hvæsede – men denne gang ikke alene af foragt overfor mørkelverhunnen. Nej, denne gang lød det halvkvalte støn som resultat af hendes vægt, der ikke meget ulig en tung sæk kartofler, landede ovenpå ham.
Hans sorte hænder fandt vej op fra jorden, i håb om at han kunne gribe fat om noget – bare et eller andet, der forhåbentlig gjorde ondt og ville få endnu et smertehyl til at lyde fra Sidkanys mund! Det lykkes – i hvert fald for en kort stund – i det, at Chaunce fangede det hvide hår mellem sine fingre og hev til.

Hvad det dog endte med, var, at han ufrivilligt gav hende større mulighed for, at lade sin tunge glide henover det størknede blod, sveden og de – tilsyneladende – dyrebare dråber, hun havde spildt på ham. Chaunce kæmpede, med al den styrke, han overhovedet besad, for at lade dem begge flyve rundt, så han atter var overskrævs på hende, men det lykkes knap. I stedet endte de begge, side om side, og med fronten mod hinanden.

”Du er så pisse ulækker!”, snerrede han arrigt, i det Chaunce for anden gang lod sine sorte fingre søge mod mørkelverhunnens hals.

"Jeg gør mit bedste," svarede Sidka igen med et smil. "Du skulle sgu da ikke have det hele for dig selv."
Hendes tunge prikkede med sødlig gift og en bismag af jern, og hun kunne allerede mærke det begynde at stige til hovedet. Kroppen ville brænde igennem det hurtigt, når hun ikke havde fået mere, så hun ville nyde den korte rus, hun var på vej hovedkulds ind i. 

Chaunce havde ikke nået at hive særligt hårdt i hendes hår, og smerten havde allerede fortaget sig - nok fordi hendes arm gjorde enormt meget mere ondt lige nu. Et blødende sår kontra lidt udrevne hårstrå - Sidka var ikke i tvivl om, hvilken en af delene, hendes krop gerne ville have hun reagerede på først. Det havde hun bare ikke lige tid til endnu. 
Idet hans hånd lagde sig om hans hals, lod hun også sine egne glide op imod hans. Eller den ene i hvert fald - den anden var akavet fastlåst under ham i den sideliggende stilling. Alt den kunne var at rive fat i hans trøje, og det gjorde den. Det var også den arm, der var blevet skåret i, og mens vægten fra hans krop gjorde smerten meget mere intens, holdt den også lidt af blødningen tilbage.
"Du gør det nu heller ikke dårligt," tilføjede hun og spyttede ham så endnu en gang i ansigtet. "Men nu kan du rigtigt være med i konkurrencen."

Chaunce var efterhånden ved, at blive godt gal i skralden. Selvom hans blik var sløret og hans krop ikke syntes, at reagere på hans befalinger, så Chaunce hvidt af raseri. Hvor end han vendte hovedet rundt – og det var i grunden ikke særlig meget, det bevægede sig – syntes han ikke, at se det han burde. Hvad han burde se, var det lilla bæst af en kvinde, men hvad han så, var…

Ikke til at definere. End ikke Stemmen der ikke var hans egen, syntes ikke at kunne danne mening i galskaben.

Da Sidkanys ’ spytklat ramte ham, snerrede Chaunce arrigt. Denne gang gjorde han dog ikke noget at fjerne det, men lagde i stedet større vægt mod hendes hals. Nok havde hun fat i hans klæder – hans dyre klæder, forbandet være hende! – men det lykkes Chaunce, omsider, at ligge sit ene ben henover hende, i håb om, at han havde nok styrke til at fastholde hende.

Og stadig forsøgte han at kvæle hende.

”Der er – ikke nogen konkurrence – dit bæst! Du er – uværdig!”, hvæsede han anstrengt, drevet af raseriet og giftens påvirkning.