Log ind Opret bruger
Plotmaster
Krystalisianer

Sand Neutral
Race: Menneske
Alder: 100 år

Skaber: Plotmaster



Isaris Ceremoni


I Det Hellige Bydistrikt i Dianthos' øvre by, står den mægtige kathedral bygget til Isaris ære - et bygningsværk, som kun Krystalapaladset kan måle sig med. De sidste mange måneder havde det været et sorgens sted, for Ypperstepræstinden Reina var erklæret død. Da det imidlertid viste sig, at hun endnu en gang var genopstået, blev den sorgfulde stemning vendt til ærefrygt: for hvis man ikke en, men to gange kunne vende tilbage fra de døde, måtte guderne i sandhed have valgt én til noget stort.

Denne dag var en større menneskemængde ankommet til kathedralen - ikke kun i håb om at få et glimt af ypperstepræstinden, men også for at overvære den ceremoni, der skulle finde sted.
De seneste års tyranni havde haft sin effekt på tiltroen til Lyset, og med Dronningens tilbagevenden, var det blevet sorteret kraftigt ud i rækkerne af Tronens beskyttere. De, som havde taget imod bestikkelse, var erklæret korrupte og måtte straffes herefter. Dem, som havde tvivlet på Ordenen, men fulgt deres ordrer, kunne tilgives, og de, som havde bidraget til Dronningens tilbagevenden blev naturligvis belønnet.

Inde i kathedralen herskede et blidt, gyldent lys, og folkemængden så på, som den første Kriger af Lyset trådte frem og knælede foran statuerne af Isaris engle. Hans stemme gav genlyd i rummet:

"Jeg sværger at beskytte, ikke kun Krystallandets trone, men også dets befolkning mod de Onde magter. Jeg vier mit liv til min Dronnings og Isaris bud, og skulle tvivlen en dag opstå, vil jeg lade Isari vise mig vejen."

Ordene mindede i høj grad om løftet, man afgav, når man først trådte ind i krigernes rækker, men hvor Dronningen før i tiden havde stået over alle andre, vægtede Lysets Gudinde nu højest. Målet var at sikre, at en fremmed magt aldrig kunne overtage magten i landet på samme måde igen, for krigerne var ikke kun tro mod landets leder - de fulgte også Isaris bud.

Blandt englestatuerne stod Lysets Dronning, klædt i simple, hvide klæder for at vise sin respekt for det hellige sted. Alderstegnene var stadig tydelige i hendes ansigt, men hendes stemme bar ungdommens stærke klang, da hun bød krigeren at rejse sig:

"Isari byder dig velkommen, Kriger af Lyset."

Ordene blev gentaget og messet af præster og præstinder, såvel som tilskuere. Krigeren trådte tilbage og lod den næste komme til - krigere og riddere var alle påbudt at deltage i ceremonien. Herefter kom en række folk, som havde støttet Dronningen i tilbagetagelsen af tronen, som skulle belønnes, og man forventede, at solen ville være gået ned, før festlighederne i Krystalpaladset begyndte, når årets Midsommerbal efter ceremonien ville blive skudt i gang.

---

Dette er en reaktionstråd. Den er primært for inviterede, men tilskuere er også velkomne til at skrive deres reaktion på dét, der sker i tråden.


Moana
Lysets Ridder

Retmæssig God
Race: Havfolk
Alder: 32 år

Skaber: Grace

Moana var den næste til at træde frem. Hun var som alle klædt sirligt i sølv og hvidt med hovedet frit. Håret var i dagens anledning flettet i en myriade af tynde feltninger fra kronen af hendes hoved og holdt sammen der af et bånd af sølv og hvidt. Det skilte hende som altid ud, men mindre bemærket nu end for fire år siden da hun havde sluttet sig til rækkerne. Et havfolk blandt få og et uden videre forståelse for den verden hun havde tilsluttet sig.

Forståelsen var kommet som kampe var det, som krig var og nu forræderi var det. En forståelse for landvæsnernes svigefuldhed og lethed til at tage de nemme valg frem for de svære. Så mange havde end ikke undret sig over det skift i ordre der var kommet med Kile Ordenens stigende magt, at hun havde betvivlet sin egen ret til at betvivle dens rigtighed. En ret dværgenes stenfaste overbevisning om egen ret havde understøttet og det samme havde Generalens virke i det skjulte. Hun havde støttet ham fra mødet i Dragorn og bragt ikke så få beskeder frem og tilbage mellem Aquarin og ham i den efterfølgende tid.

Nu knælede hun ned foran Dronningen og statuerne og gentog eden med den ændrede ordlyd. Hun havde været delt første gang hun gjorde det for hun havde allerede svoret en lignende til Aquarins kongefamilie, men hun så ikke længe nogen konflikt mellem de to.
"Jeg sværger at beskytte, ikke kun Krystallandets trone, men også dets befolkning mod de Onde magter. Jeg vier mit liv til min Dronnings og Isaris bud, og skulle tvivlen en dag opstå, vil jeg lade Isari vise mig vejen over Havet som Valaria gør det under."

Hun rejste sig som hun blev det budt, bukkede let ved modtagelsen af de få ord og vendte tilbage til rækkerne, hvor hendes væbner stod. En hvid kappe markerede ham som del af lyset, mens spændet der holdt den på plads - en trefork indlagt med tyrkis - markerede ham som hendes væbner. Hun havde fået spændet lavet specielt til det formål, så ingen var i tvivl om hvem han stod til ansvar hos. Moana sendte ham et tilfreds smil. Knægten var endda begyndt at se mindre udsultet ud også. Hun placerede sig ved siden af ham og fulgte den fortsatte ceremoni.
Bastian
Lysets Admiral

Retmæssig Neutral
Race: Menneske
Alder: 42 år

Skaber: Dew

Det var et sjældent syn, sådan som Lysets Admiral var blevet studset til ære for ceremonien, og hans egen personlige invitation dertil. Det var ikke unormalt for manden at lade sit hår frisere og sit skæg barberes til eller rene festlige klæder beklæde sin krop, men som han stod i mængden var det som om den røde farve af hans uniform sprang endnu klarere frem. At de små gulddetaljer var af morgensolens stråle og skinnede lige så. Meget arbejde havde fået ind for at stryge og presse både buks, skjorte og jakke og støvlerne var pudset så man kunne spejle sig i deres mørke læder. Der var meget man kunne sige om Bastian Simmons, men han var nu en flot mand.

De dybe orange og røde og nuancer af solens gang ned i horisonten malede den nærmeste sommeraften, da kaptajnens nye skåler klikkede mod katedralens gulv. Hvert skidt der blev taget osede af stolthed og selvsikkerhed. Og ydmyghed. Foran Lysets Dronning fandtes ingen hoverende følelser eller fornemmelser. Ryggen var ranket og brystkassen bred. Og den kortere kridhvide kappe, der hang over hans ene skulder, flagrede med hans bevægelser. Han havde overværet kriger efter kriger, ridder efter ridder, sige deres ed uden et døsigt øje eller dovent øre, så han kendte sin sti mod statuerne.

Alligevel veg hans blik fra sin tilbagevendte herskerinde og til siden for blot en stund, mens han marcherede, for at lade et smil finde sin vej til den bette finurligt-udseende pige, der smilede tilbage, løftet op på skuldrene af en anden ældre mand, der bar et udtryk mere stolt end den ære, Bastian var til at modtage. Daniel Simmons havde ikke været der til at se sin søn blive udnævnt til admiral, men hans søn havde sørget for at have ham bragt til at vidne denne ceremoni.


Knæet blev sat lydløst i gulvet med en albue hvilende på låret og en hånd lagt mod hjertet. Og hovedet sænket respektfuldt. ”Jeg, Bastian Simmons, sværger at fortsat beskytte, ikke kun Krystallandet, men også dets befolkning mod onde magter. Jeg vier mit liv til min Dronning og Isaris bud. Og skulle jeg en dag fyldes med tvivl, vil jeg lade Isari vise mig min rette kurs. Til vands, således som til lands.”

Edden var blevet sagt, hvor svaret var blevet sagt hos diverse af Hærens medlemmer, talte Dronningen flere ord. Ord af taknemmelighed for hans hjælp. Ord der bar med sig hans belønning. ”Baron af Havnedalen.” Baron. Hvem skulle have troet?
Atter blev han budt at løfte hovedet og rejse sig. En rulle pergament blev overrakt, skødet og dokumentationen på hans stigning i statusrækkerne. Dette var en stor ære. Så meget forstod selv en som Bastian. Og til trods for smilet på hans læber, var der intet af den lallende, dumdristige kaptajn at finde hos ham, men den mand, som førte Flåden. Og som var værdi af den titel såvel som den, han netop havde taget imod. Baron Simmons.

Bastian bukkede. ”Jeg takker fra dybden af mit sejlende hjerte. Og hvilken glæde det bringer at have Dem tilbage ved vores side, min Dronning.” tillod han sig at sige, før han slå en hånd mod hjertet og trådte af.
Alicia
Lysets Kriger

Kaotisk God
Race: Engel
Alder: 78 år

Skaber: Karanu

Alicia havde opmærksomt fulgt med i hele ceremonien. Der havde allerede været en del oppe, men Alicia havde ikke forventet, at der også ville være en titel til en af dem. Uniformen fortalte, at han var en del af flåden. Hvis forfremmelsen kom bag på manden, skjulte han det godt. Var det ikke Simmons, han hed? Alicia mente, det var noget i den stil, men hun havde som sådan ikke noget at gøre med ham, så hun kunne huske forkert. Hun mente blot, at det var det navn, hun havde set på listen over officerer i Lysets hær.

Som admiralen trådte ned igen, blev Alicia vist op, og hun tog en dyb indånding. Hun havde ingen slægtninge til at overvære dette, men der var så mange, hun gerne ville have inviteret. Shrade ville nok ikke bryde sig så meget om at komme her, men hun havde faktisk overvejet at invitere Éir. Hun havde ikke set ham på det sidste, og hun var faktisk ikke sikker på, hvad der var blevet af ham, siden oprøret havde opløst sig. Hun var ikke engang sikker på, han ville have mødt op, men det havde været rart, hvis der havde været bare et velkendt ansigt i flokken. Det havde måske gjort, at hun havde været mindre anspændt. Hun havde dog forberedt sin ed.

Alicia knælede foran dronningen. Hun havde ikke taget rustningen på, men hun havde i stedet en kofte ud over skjorten med samme sølvmønster på brystet, som skjorten havde i kanten under den. "Jeg, Alicia Minarko, sværger at beskytte, ikke kun Krystallandets trone, men også dets befolkning mod de Onde magter. Jeg vier mit liv til min Dronnings og Isaris bud, og skulle tvivlen en dag opstå, vil jeg lade Isari vise mig vejen, som jeg vil lade Aladrios vise mig balancen." Det var ikke længere ukendt, at Alicia var engel, og hvorfor hun var blevet det. Dronningen havde fået hele forklaringen at vide, efter Alicias bedste evne, så hun gik ud fra, at Dronningen vidste, hvad hun mente, og hun ville kunne forstå grunden til tilføjelsen. Alicia skyldte Aladrios meget, og hun kunne ikke vise sin taknemmelighed nok over at få en chance mere.

Alicia rejste sig efter Dronningens svar, og hun bukkede let, inden hun trådte væk igen for at lade den næste komme til.
- Vampyr, dæmon, menneske, elver. Det gør ingen forskel for mig.
- De ønsker aldeles ikke at se mit temperament i kog...
- Sååå... kan De lide brød?

Victoria Garreau
Spionmester

Retmæssig Neutral
Race: Menneske
Alder: 37 år

Skaber: Karanu

Outfit
//Der bedes ses bort fra hårfarve, -stil og våben. Dette kommer i selve posten.

Victoria stod blandt rækkerne af Lysets Krigere. Hun var iført uniformen herunder, men spioner, der var til stede, og Dronningen vidste, hvem hun i virkeligheden var. Baldwin, som hun var overbevist om også var her et sted, ville også vide, hvem hun var, men hun havde været meget påpasselig med ikke at afsløre sig selv over for krigere og riddere. Jo færre, der vidste, hvad hun lavede, desto mindre var chancen for, at hun kunne blive afsløret. Det ville ikke være ret hensigtsmæssigt, hvis hele byen vidste, at hun var chef for Lysets spioner.

Hun var klædt i en enkel uniform; den tætsiddende trøje var kortærmet og sluttede ved hoften med undtagelse foran og bagved, hvor den fortsatte ned til ca. midt på lårene i en spids. Støvlerne var for en gangs skyld ikke højhælede, men derimod meget langskaftede; de sluttede først få cm. fra hoften. I venstre side havde hun sin kårde siddende, mens hun i højre side havde sin daggert siddende. Det var dog tydeligt, at dette mere var som pynt, da begge skeder var prydet af sølvmønstre. Håret var sædvanligvis skulderlangt fortil, mens det bagtil var væsentligt kortere. Hun havde heller ikke ændret hårfarven, så det var sort med røde striber i pandehåret.

Øjnene hvilede på en rødhåret kvinde, der nu trådte frem. Hun var ny. Tidligere byvagt og medlem af modstandsbevægelsen mod Ordenen, havde Victoria fået gravet sig frem til. Hun var ikke en trussel mod Dronningen. Løftet indeholdt også Aladrios? Det var en nyhed for Victoria, men der måtte vel være en grund, som Dronningen kendte til, for ellers havde hun næppe taget det så let, at han var blevet nævnt også og så på den måde. Hun slog det hen igen. Hvis Dronningen ikke sagde noget til det, var der ingen grund til, at Victoria tænkte videre over det.

Victoria blev vinket frem, og hun gik med rank ryg og næsen en smule i sky med tydelig stolthed i de isblå øjne. Så knælede hun foran Dronningen. "Jeg sværger at beskytte Krystallandets trone og befolkning. Jeg vier mit liv til min Dronnings og Isaris bud, og hvis tvivlen en dag skulle opstå, vil jeg lade Isari vise mig vejen og være mit vidne på, at jeg handler efter befolkningens bedste" sagde hun stålfast og ærligt. Så rejse hun sig og trådte ned blandt rækkerne igen.
Corvus
Spion af Lyset

Neutral God
Race: Nordfolk
Alder: 62 år

Skaber: Nyxx

Tøjet blev fundet frem allerede dagen for inden og havde hængt over ryglænet på den lænestol, der var placeret i Corvus's bolig. Det blå øje stirrede ind i spejlet på badeværelset og han sukkede. Hvor han dog efterhånden savnede det andet øje, men nu var han så langt oppe i årene, at det næsten kunne gøre lige meget. Den venstre hånd gled gennem det halvvåde hår, før han gik mod stuen, hvor han havde efterladt sit tøj. Det sorte par bukser blev trukket op og han så ned da han snørede sammen. Over hovedet trak han en lys skjorte med snører i halsen, lod snøren værd løse og greb da ud efter klappen. En irriteret mine kom.fra ham inden han satte den omkring, rettede den til og fik sine mørke støvler på. Han var lige ved at gå, men kom i tanke om sværdet! Han hægtede sværdets skede til bæltet og trak kort sværdet lidt op og nikkede. Det var stadig i fin stand.

Corvus så rundt på de mange folk, der var samlet i templet, forsøgte at spotte nogle genkendelige ansigter, men så kun dronningen. Langsomt bevægede han sig ind mellem mængden og så mod dronningen og dem af høj rank, der knælede ned for at give endnu et løfte. Corvus's øjne lyste nærmest op da han fik øje på Victoria, men sagde ikke et ord, fulgte hende med øjnene og hørte da hans eget navn blive nævnt. Corvus bevægede sig gennem mængden af mennesker og satte sig på knæ for dronningen endnu en gang. Corvus sænkede hovedet "Jeg... Corvus Corax, sværger at beskytte, ikke kun Krystallandets trone, men også landets befolkning. Jeg vier mit liv til min dronnings og Isari's bud. Skulle tvivlen en dag komme, vil jeg lade Isari vise mig vejen og være vidne på, at mine handlinger er for befolkningens bedste" sagde han og så op mod dronningen inden han rejste sig og gik tilbage mellem menneskemængden og forsøgte at lokalisere Victoria igen, ellers måtte det vente til efter ceremonien.
Zirra
Spion af Lyset

Neutral God
Race: Menneske
Alder: 27 år

Skaber: Alianne_

"Jeg sværger at beskytte, ikke kun Krystallandets trone, men også dets befolkning mod de Onde magter. Jeg vier mit liv til min Dronnings og Isaris bud, og skulle tvivlen en dag opstå, vil jeg lade Isari vise mig vejen."
"Isari byder dig velkommen, Kriger af Lyset."

Zirra hørte ordene gentaget igen og igen. For hver fuldbyrdet kriger. Begge hendes storebrødre og fader aflagde eden til perfektion igen, gentog ordene så de genlød ud i den højloftede sal. Selv stod hun i tilskuerrækkerne sammen med sin mor og svigerinde. Sorris ville være her et sted med sin ridder, men hun havde ikke fået øje på ham i mylderet. 
De tre krigere kom gående ranke og stolte tilbage til pladsen ved familien. Treston tog plads ved siden af Zirra og gav hendes skulder et klem. Han vidste godt, hvor meget hun havde ønsket at være en del af det her. Men han vidste ikke, at hun allerede havde aflagt sit eget løfte igen til sin overordnede aftenen før et hemmeligt sted i Dianthos. Hun arbejdede for Lyset og hun ville holde sit løfte, også selvom det havde klinget lidt hult for hende at sige, hun ville lade Isari vise sig vejen. Det var Aladrios, der havde fået hende hertil, og hun følte ikke der var meget hjælp at hente hos Isari, når hun bad om den. Men hvis Isari holdt hånden over hendes familie, kunne hun godt afgive en sådan ed. 
Valkar
Krystalisianer

Retmæssig Ond
Race: Engel
Alder: 123 år

Skaber: Erforias

Siddende stille blandt de få der ej bar Lysets hær farver sad Opalslottets herre Valkar stille, ladende sit blik følge kriger efter kriger sværge sin ed til Lystet, dronningen og Isari.
Han var ej som dem, engang kunne han have været en ridder af lyset, men ak det lå til hans liv før hans genkomst. Jeg sværger at beskytte dem der ej kan beskytte sig selv... ordne lød som en stille hvisken, en hvisken der ej kom fra nu, men et ekko fra hans fortid. Jeg vil være skjoldet der værner mod mørket, jeg vil være lyset der vil lede vejen for de fortabte.
Forvirret blinkede han med øjnene, han havde taget fejl? Han kunne ej blot have været som dem, han havde været en af dem.
Med en sagte rysten på hovedet fik han atter samlet sit fokus, der var ingen grund til at dvæle ved hvad havde været, han måtte holde øjnene mod fremtiden og hvad han kunne gøre den til. Dette ville blot være et skidt på hans sti.

Tålmodigt ventede Valkar til at den sidste kvinde fra lysetes hær havde svoret sin ed, før at han begav sig op mod alteret. Knælende ved alteret lod han sine sorte og hvide vinger vise sig for Isari og hendes gæsters udsyn. "Jeg sværger at beskytte dem under disse vinger der er blevet mig skænket, mod dem der truer landet. Jeg sværger at værne om dem der gør mit hjem til deres. Jeg sværger lede dem der følger mig langs den rette sti. Dette sværger jeg under guderne og folkets åsyn" Et stille nik blev sendt i hans retning fra Dronning Isanne "Lyset og Tronen takker dem for deres indsats, ikke blot deres hjælp i vor rejse tilbage, men ligeså at være Lazura's værn mod Ordnens fremtog. Rejs jer Valkar Tordenklinge, Baron af Lapiskysten, herre af Opalslottet" 

Vi ønsker os alle sammen noget, så fortæl mig hvad dit hjerte begærer...

Azteka
Lysets Kriger

Retmæssig God
Race: Menneske
Alder: 26 år

Skaber: Hobbit

Templet var overvældende for hendes blik. Badet i varme farver der udstrålede Isaris og ikke mindst dronningens tilstedeværelse iblandt de mange krigere, ridder, væbner, vigtige personer og ikke mindst tilskuere. Det var intet under at timerne trak ud i denne noget anderledes men nødvendige start på Midsommerballet. Azteka stod blandt de andre krigere. Lyttende til hver eneste der gik op og aflagde den fornyede ed. Alle fortjente respekten af den utvedelte opmærksomhed som hun kunne give dem. Alt imens hun forsøgte at guide sine øjne væk fra de intense farver der fyldte rummet. Følelserne der udspillede sig i alles sind, som farvede katedralen på en helt anden måde. 

Hendes egne tanker var kort i vildfare. Hun havde ikke regnet med at nogen fra lysets hær kunne forråde den ed de havde aflagt, da de påtog sig de hvide farver. Men ikke destro mindre, var der tyndet ud. Der var velkendte ansigter, hvis fravær hun bemærkede. Folk hun havde stolt på som brødre og søstre, der alligevel havde henlagt sig i de griske og onde. Fundet nydelse ved hvad Kiles Orden havde pålagt landet. Azteka selv vidste at hun kunne havde gjort mere for at forhindre den magt Ordenen havde haft - men havde handlet efter hvad hun troede var sin dronnings bud. Og derfor var det også kærkommen at eden nu ikke kun indebar dronningen, men også Isari selv. Hendes gud. Godhedens væsen der beskyttede dem. Når alt kom til alt, var det præcis hvad Azteka ville. Beskytte de svage og følge lysets vej.

Det var derfor heller ikke svært for hende at knæle ned foran sin dronning på ny, hvis ansigtstræk bar præg af tidens prøvelser. Guderne måtte vide hvad hun havde været udsat for. Ordenen kom ud fra hjertet, både nemt og hårdt at sige. Hun troede fuldt og fast på dem, men ville aldrig afgive et løfte nemt. Et løfte måtte aldrig blive nemt af aflægge.

"Jeg sværger at beskytte, ikke kun Krystallandets trone, men også dets befolkning mod de Onde magter. Jeg vier mit liv til min Dronnings og Isaris bud, og skulle tvivlen en dag genopstå, vil jeg lade Isari vise mig vejen.""

Sorris Reynlest
Væbner af Lyset

Retmæssig God
Race: Menneske
Alder: 16 år

Skaber: Laiza

Sorris sad ved siden af Derek og messede den samme sætning om og om igen, hver gang en Kriger havde aflagt det nye løfte. Han så op, da Derek rejste sig og gik hen mod forhøjningen og han kunne mærke hjertet begynde at banke hårdere i brystet. Han skulle ikke selv op og deltage i ceremonien, men Derek havde forlangt, at han deltog. 'Dette er vigtigt,' havde han sagt. 'Dette er måske den vigtigste ceremoni, du nogensinde kommer til at deltage i. Lyt godt efter og tag dagens budskab med dig i hjertet.' Og Sorris havde lyttet. Men hver eneste gang, han igen skulle messe tilskuernes svar fik han sværere og sværere ved at trække vejret. Hvad nu hvis han en dag selv ville blive i tvivl om, om nogen virkelig var, den de burde være? Hvordan ville han vide, om Isari ledte hans hånd eller om han bare underminerede en dygtig kollega?

Da Derek kom tilbage, mærkede Sorris sin ridderherre lægge en stor hånd på sin skulder. 'Snart er det din tur,' hviskede han lavmælt og Sorris sank forsigtigt en klump. Det var alt, hvad han nogensinde havde ønsket at blive. En Kriger af Lyset. Men hvorfor gjorde tanken ham så så skrækslagen?
Nor Rhyes
Lysets Kriger

Kaotisk God
Race: Menneske
Alder: 27 år

Skaber: v0idwitch

Alt, Nor kunne tænke, var at han ikke fortjente at være her. Sammen med så mange noble krigere. Selvom hun var klædt i samme uniform som dem, trænende med dem, spiste med dem, kæmpede side om side med dem, anså dem som sine venner og sin familie, så følte hun pludselig skam. Hun følte, at hele ceremonien var hendes skyld. Ikke udelukkende hendes skyld, men hun vidste, at havde hun fulgt sit hjerte, i stedet for sin logik, havde hun gjort hvad hun følte var rigtigt, i stedet for hvad hun var blevet beordret, og havde flere af hendes kollegaer gjort det samme, så havde der ikke været behov for den ceremoni der var i dag.

Så det var med tunge skuldre, at hun aflagde samme ed. "Jeg sværger at beskytte, ikke kun Krystallandets trone, men også dets befolkning mod de Onde magter. Jeg vier mit liv til min Dronnings og Isaris bud, og skulle tvivlen en dag opstå, vil jeg lade Isari vise mig vejen."

Nor rejste sig, da hun blev budt velkommen som kriger af lyset igen. Hendes hjerte sad i halsen på hende som aldrig før, skrækslagen for at bare én af tilskuerne ville kunne genkende hende som en af de krigere, der havde hjulpet Kiles Orden, og ville tage chancen til at råbe skældsord efter hende. Ord, hun havde fortjent. Hun kunne ikke lade være med at lade sit blik glide nervøst over folkemængden, men ingen sagde noget. Hun var Lysets Kriger igen. Denne gang ville hun ikke kludre i det. Aldrig igen.

Lynn
Lysets Flåde

Retmæssig Neutral
Race: Halvdyr
Alder: 43 år

Skaber: Alianne_

Ikke alle kunne deltage i dagens ceremoni i templet. Der skulle stadig varetages opgaver rundt omkring i riget. Nu var ikke et tidspunkt at lade dele af styret være svagt bevogtet. 
En af dem, der ikke deltog, var Lynn. Hun stod i stævnen på Spor IV og så udover det bølgende hav. Normalt når de var på havet ville de have til opgave at finde nogen eller undersøge noget. Eskortere, transportere, hjælpe. I dag holdt de vagt. De lå ud for en lille klippepynt og lavede ingenting. Hendes besætning havde godt af det efter de hårde dage i havnen, hvor de havde skullet dobelttjekke alle rejsende og fange flygtende Kilepræster. Det var blevet til lidt flere end de havde regnet med, og alle var de blevet sendt tilbage til hovedstaden for at modtage en passende straf. 
Men dæmonen, der efter sigende skulle have leget dronning de sidste par år, havde de ikke fundet. Og nu stod de her og kiggede på de blå bølger gå i ét med den blå himmel, mens de håbede på, at dæmonriget ikke ville komme farende med et stærkt søangreb. Hvad deres planer havde været eller var fremadrettet vidste de ikke, så de måtte hellere være på vagt. 

Dagen inden Spor IV var sejlet ud, havde alle besætningsmedlemmerne besøgt en udsending fra Dianthos og aflagt løftet, som de fleste krigere ville gøre i Isaritemplet i dag. Løftet havde hvilet mindre på Isari og lidt mere på Lyset for dem, for alle vidste, at sømænd ikke altid kunne sætte deres lid højest til Isari, men var i havgudernes magt. Men hvemend der blev sat sin lid til, var løftet blevet givet, og Lynn betvivlede ikke loyaliteten hos en eneste i sit mandskab.