Liv havde faktisk slet ikke lyst til at tage væk fra Vargas endnu, men hun måtte bide i det sure æble. Og så snart hun kom ned til havnen med sine to nye slavedrenge, havde hende fokus skiftet, og hun glædede sig i stedet til at lære dem bedre at kende. Især Juno, der allerede havde ladet sin interesse vise. 

Vargas' skib var smukt så det lå der fortøjet ved kajen, og Liv brugte et par minutter for at beundre det, inden hun dirigerede drengene ombord. Besætningen var så besætninger er flest, og Liv havde ikke i sinde at tale med nogen af dem. Hun gik stærkt ud fra, at Vargas havde set til, at hans mand gav kaptajnen besked om, hvor de skulle hen, og så videre. Det var hun ikke så optaget af. Hun var meget mere fokusere på, at finde sin kahyt, så hun kunne vaske sig. Hun havde ikke vasket sig, siden hende og Vargas var steget ud af badet omkring 24 timer tidligere, så hun kunne stadig mærke Vargas' duft overalt på sig. Der skulle skiftes ud nu. Hun havde ikke for vane at blande sine elskere sammen, og hun havde ikke tænkt sig at begynde nu. Juno skulle være fokusere på hende, ikke på Vargas' duft på hende. 

"Jeg kan vel godt stole på jer, drenge, kan jeg ikke?" spurgte hun, mens de stod i eftermiddagssolen på dækket. "Hvis jeg tager lænkerne af jer, så har I vel ikke tænkt jer at flygte, vel? Det ville jeg bliver meget ked af."

Hun sendte Juno et blik, der fortalte ham præcis, hvad der ventede, hvis han blev hos hende. Hun kunne stadig huske, hvordan hans læber havde føltes mod hendes hals, og hun var ivrig for at genoptage deres lille leg. Satyren... ja, han kunne vel finde et eller andet at fornøje sig selv med. 

Juno ventede knap nok til han var ude af Vargas' ejendom, før han gled ud af lænkerne. Han behøvede nærmest ikke at bruge sin evne, så løst havde Liv givet ham dem på, men han brugte den alligevel, for at lave så lidt larm som muligt imens. Efter at have taget dem af, holdt han dem også løst i én hånd, imens han stak den anden hånd i lommen og gned sin tommelfinger over den glatte, gule sten han havde haft hængende om halsen og brændt ind i sig den sidste evighed.

Han tog byen til sig, som de gik igennem den, og da de kom ned til havnen var det Vargas' skib der straks fangede hans blik. Det var overdådigt på alle tænkelige måder og selvom Juno følte at han havde set en million skibe, havde han aldrig set ét som det før.

Junos blik var på skibsfolkene omkring dem, analyserende deres opførsel for at finde ud af, hvad han skulle regne med indtil de ankom i Dianthos, og først da Liv talte til dem, sprang hans blik tilbage til hendes.

"Vi er 100 P til at stole på," svarede han med et skævt smil og løftede de lænker, han havde i hånden, for at vise hende at han allerede var sluppet ud af dem. "Men hvis du gerne vil have dem på mig igen, så er det kun frækt," sagde han og blinkede til hende, inden han pressede lænkerne mod sine læber.
Han havde ikke glemt Hector - det var umuligt. Men han vidste godt, hvorfor Liv havde købt ham, hvorfor Liv havde købt dem begge to, og han havde tænkt sig at give hende en følelse af, at krystallerne var godt givet ud, i det mindste indtil de var i stand til at stikke af. 

Hector havde det meget blandet med at forlade Vargas' hus. Han var ovenud lykkelig over at slippe væk, naturligvis, og endda sammen med Juno, men han havde det stadig ret dårligt over at efterlade Ana hos den psykopat. Så gåturen igennem byen blev brugt på at stirre ned i jorden og forsøge at undertrykke den dårlige samvittighed så meget som muligt. Det var først, da han følte en frisk brise mod sit varme ansigt, at Hector endelig så op, og selvom skibe ikke sagde han noget (han kunne ikke se, hvad der var godt eller skidt ved et skib), så var han alligevel en smugle imponeret over skibet, der så flot reflekterede størrelsen på Vargas' ego. Hvis det ikke var, fordi Hector vidste bedre, så ville han sige, at Vargas forsøgte at kompensere for noget.

Han kunne ikke lade være med at smile lidt, da Juno - en møgunge som altid - viste Liv, hvordan han allerede havde taget lænkerne af for længst, og han havde mest af alt lyst til at give Juno en albue i siden, hive ham i håret, slås lidt med ham... Alt det, han ville have gjort i gamle dage, hvis han havde syntes, at Juno opførte sig som en røv. Hector sukkede stille for sig selv. Gad vide, om de nogensinde ville blive normale igen? Selv hvis de kom hjem til huset og banden, ville alt så blive som før? Hector håbede det inderligt, men han var ærligt talt ikke sikker. 

Normalt ville han blive irriteret over, at Juno flirtede så åbenlyst med en anden foran ham, men han kunne ikke finde det i sig selv. Han vidste lige så godt som Juno, hvorfor Liv havde købt ham, og Hector var bare heldig, at Liv havde taget ham med for at gøre Juno glad.

Han løftede stille hænderne, da Liv tog en lille nøgle frem fra sin kavalergang (selvfølgelig gemte hun den dér) og lod hende låse håndjernene op. Han mødte ikke hendes blik. De havde ingen grund til at tale sammen, og det vidste de begge to.

"Dem tror jeg, vi gemmer til en anden god gang," kluklo Liv, mens hun halvdistraheret låste op for satyrens håndjern. Hun kunne godt mærke hans blik på hende, når hun så væk, og hun følte næsten medlidenhed med ham, men hun var for optaget af tankerne om, hvad hende og Juno skulle lave snart. 

På trods af, at hun netop havde brugt et helt døgn hos Vargas, hvor de bestemt ikke havde kedet sig, så var hun allerede klar igen. Vargas var dejlig, han var hård og vidunderlig og smuk, men han var også gammel (dog ikke så gammel som Liv). Det var meget længe siden, Liv havde været sammen med en mand... ja, en dreng så ung som Juno. Hans alder var næsten ikke-eksisterende i forhold til hendes, og tanken om en så ung og frisk sjæl i så ung og frisk en krop tændte hende fyr og flamme. Hvis hun havde været en sjæleæder, ville hun have savlet over hans spæde sjæl, men i stedet nøjedes hun med mentalt at savle over resten af ham. Hun havde næsten lyst til at tage ham her midt på dækket!

"Nu synes jeg, I skal finde deres kahytter, drenge," sagde hun venligt til dem. "Jeg er sikker på, den rare mand kan vise jer vejen." Hun nikkede mod styrmande, der på ingen måde så rar ud. "Min kahyt er vist den store, fine her. Den kan du sikkert godt selv finde vej til senere, Juno, ikke?"

Juno trak på skuldrene, med betydning af at det var helt op til Liv hvilket legetøj de skulle hygge sig med, og smed lænkerne fra sig. Han åd Liv med blikket, imens hun låste Hectors lænker op også, og kunne ikke lade være med at fantasere om selv at leve imellem hendes bryster, ligesom nøglen lige havde gjort.

Han skævede over til styrmanden, da han blev nævnt, og smilede bredt til ham, da de fik øjenkontakt. 'Jeg er det nye legetøj og intet ombord det her skib kan være mere værd for damen, end jeg er lige nu', sagde hans smil og det var virkelig intet under at styrmanden så tilbage på ham med en blanding af foragt og væmmelse.

"Den finder jeg nemt," svarede Juno, da han så tilbage på Liv, og gav hende et klap i numsen til afsked, inden han lagde en arm om Hectors skuldre og fulgte efter styrmanden ned mod deres kahytter. 

Hector fnes en smule, da Juno klappede damen i røven, men han sagde ikke andet til det. Han følte i stedet en varme dybt i maven, da Juno lagde armen om ham, mens de fulgte efter styrmanden, og han sneg en arm om livet på Juno.

De blev ledt ned i skibet og ned ad en gang. Hector vidste ikke en skid om skibe, men det hele så meget dyrt ud med de fine glaslamper langs væggene og tæpperne på gulvet. Styrmanden så ikke rigtigt ud, som om han hørte til her. Hector kunne heller ikke lade være med gøre store øjne, da manden gryntede og åbnede en dør for enden af gangen. Kahytten var ikke specielt stor, men den indeholdt en karnap med en seng, et lille skrivebord, et vandfad og et koøje med udsigt over havet. Styrmanden åbnede døren på den anden side af gangen for at vise, at en kahyt magen til også fandtes dér. Så gav han dem begge et beskidt blik, inden han traskede væk og overlod dem til sig selv. 

Hector have ikke specielt meget lyst til at sove alene, nu hvor han endelig havde muligheden for at sove sammen med Juno igen, men på den anden side havde han endnu mindre lyst til at ligge i sengen, hvis Liv skulle finde på at komme på natbesøg, hvilket han sagtens kunne forestille sig, at hun gjorde. Han sagde dog ikke noget højt, men trådte i stedet ind i den første kahyt og så sig omkring. Den var som sagt ikke så stor, men alle tingene, den indeholdt, var tydeligvis dyre og af fabelagtig kvalitet. Sengen så meget blød ud. 

"Det ligner sgu en helt slot," mumlede han og mærkede på madrassen med den ene hånd, inden han så på Juno med et halvskævt smil. "Hvad mener du, chef? Jeg havde troet, vi skulle sove i hængekøjer under dækket eller sådan noget."

Liv fnes lidt, da Juno klappede hende i bagdelen, men hun lod drengene gå og vendte sig derefter for at udforske sin egen kahyt. Den indeholdt to store rum; en slagsspisestue med en flot udskåret spisebord i mørkt træ, fuldt dækket op med vin og frugt. Længere inde lå soveværelset, der var ligeså stort, med en stor himmelseng i midten. Sengen vendte mod agterstævnens store vinduer med en vidunderlig udsigt over vandet. Her kunne hun nemt forestille sig at ligge og se sol op- og nedgang med et glas vin og en smuk dreng mellem benene.

En hel uge skulle hun være her. Hun glædede sig til at komme af sted, men det gav også et lille stik i hjertet at tænke på, at der stadig gik en hel uge, før hun så sine små englebørn igen. Hun håbede blot, at de ikke voldte Sakse og Cole alt for mange problemer, men hvis hun kendte dem, og især Nat ret, så gjorde de. Tanken fik hende til at smile.

Et sted ude på dækket kunne hun høre styrmanden begynde at give ordre til mandskabet, og hun satte sig og nød et glas af den gode vin, mens hun mærkede, hvordan skibet langsomt satte i bevægelse. Nu manglede hun bare Juno...

Juno slap først Hector, da fyren bevægede sig ind i kahytten. Juno selv blev stående i døråbning, lænet op af den og for første gang i tavshed. Han var utilfreds med at skulle sove i et andet værelse, en anden seng, end Hector, men samtidig med at det var skuffende, var det en lettelse. Hector kendte endnu ikke noget til de mareridt, der for nylig var begyndt at forfølge ham, og han brød sig ikke om at fyren skulle opdage dem nu. Så han kunne være brokke sig eller få sig selv til at udtrykke glæde.

"Rimelig vildt at vi har fået hvert vores værelse," medgav han og skævede mod det andet. "Jeg var ved at blive bekymret for, om hun havde tænkt sig at hive dig med op i sengen også." Han sagde det med et smil, men det havde været en oprigtig bekymring. Vargas kunne nemt have fortalt Liv noget om, hvordan Juno og Hector havde det med hinanden, i hvert fald fysisk...

Hector grinede højlydt, da Juno foreslog, at Liv ville prøve at få ham med i seng. Han ville blive mindre overrasket, hvis hun smed ham overbord, så snart de var kommer ud på dybt vand.

"Det tror jeg sgu ikke, du skal regne med, chef," grinede ham og rystede på hovedet. "Hun lader til kun at være interesseret i pik, og ja..." Han trak på skuldrene. Han hoppede op på sengen og hoppede lidt op og ned for at teste den. Den var virkelig blød og rar at sidde på; meget bedre end, hvad de havde derhjemme i Dianthos. 

"Altså," mumlede han og lod sine fingre glide igennem sine vilde krøller, "vi behøver vel ikke bruge begge værelser, hvis vi ikke gider, vel? Damen sagde ikke noget, om at vi skulle bruge dem, vel? Det skal hun sgu da ikke bestemme."

Han havde egentlig ikke haft lyst til at risikere at skulle gemme sig under sengen, hvis Liv kom på natbesøg hos Juno, men han synes, at han havde hørt lidt skuffelse i Junos stemme før, og hvis Juno var ærgerlig over, at de ikke skulle sove sammen, så skulle de sgu sove sammen!

Juno forstod ikke, hvordan nogen ikke kunne være interesseret i at få Hector op i sin seng, og han forstod slet ikke hvordan Liv kunne sige nej til at have to flotte fyre om sig, når nu hun havde betalt for dem begge alligevel, for pik eller ej, så kunne Hector jo noget. På den anden side gav det meget god mening at Liv var lidt jaloux, ud fra hvordan Juno havde set hende opføre sig omkring Vargas. Han trak dog bare på skuldrene af Hectors ord og så distræt ned ad gangen, imens han tænkte på, hvor hurtigt Liv forventede ham. 

"Hm?" spurgte Juno, der ikke havde opfanget Hectors ord helt, og først efter at have sagt en uforstående lyd, var det som om at han opfattede hvad Hector havde sagt. "Nå. Nej. Det behøver vi vel ikke. Der er jo plads nok til os begge to i én seng." Først da skævede han til Hector, og han kunne mærke hele vejen igennem sin krop, hvordan han længtes efter at kravle op til ham i sengen og bare holde om ham, indtil de var fremme i Dianthos.

Han sank en klump. Hvis først han overgav sig til dén lyst nu, ville han ikke få besøgt Livs kahyt før nogen kom og tvang ham derover.

"Nå, jeg må nok hellere skride, inden damen savner mig for meget." Det blev sagt kæphøjt og med et smil, selvom Juno efterhånden var ligeglad med om Hector vidste, hvordan han havde det med at sælge sig selv. Der var bare intet han kunne gøre ved det. Her var deres eneste vej væk fra slavehandlen, de vidste det begge to, og Juno havde allerede besluttet sig for at det var en billig pris at betale. Liv var en kvinde og indtil videre havde hun også været sød ved dem, så Juno kunne lige så godt forsøge at nyde det. 

Hector kunne godt gennemskue Junos smil; han havde en stærk mistanke om, hvordan Juno egentlig havde det med at bruge sin krop på den måde, også selvom det gjaldt en smuk kvinde. Han havde allermest lyst til at hive Juno ned i sengen, låse døren og ikke røre sig ud af flækken, indtil de enten nåede Dianthos eller indtil døren blev sparket ind, og selv dér ville Hector holde fast i Juno, indtil de måtte flå ham væk. Selvom han var glad for at komme væk fra Vargas, var han samtidig rasende på damen for at udnytte Juno på den måde. Den liderlige kælling kunne vel for fandem kneppe styrmanden, hvis hun var så trængende?! Hvorfor skulle det gå ud over Juno? Lysten til at hoppe ned fra sengen og løbe hen til Juno og i det mindste give ham et kram og fortælle ham, hvor taknemmelig han var, var næsten overvældende. Men Hector holdt sig i skindet. Timingen var ikke helt god, nu hvor Juno var halvvejs ude af døren. Den snak kunne de altid tage, når Juno kom tilbage. Så Hector gengældte bare Junos smil og vinkede let til ham.

"God fornøjelse, chef," sagde han og dinglede lidt sine ben over sengekanten. "Pas nu på, hun ikke kvæler dig i sine patter."

Juno kunne have svært ved at se, hvornår Hector var oprigtig og hvornår han ikke var, for på trods af deres tætte venskab var Hector, om han ville det eller ej, en dygtig skuespiller, og Juno rynkede forvirret sine øjenbryn sammen over næsen, da Hector ønskede ham god fornøjelse.
Han så væk med et fnys, da fyren oven i købet mindede ham om Livs bryster. "Det er sgu ikke en dårlig måde at dø på," svarede han, uden at se på Hector, og løftede en hånd i hilsen, inden han satte af fra døråbningen og gik ned ad gangen. Hvis han så sig tilbage, ville det kun blive sværere.

Det var alt for nemt at finde vej til Livs kahyt og han tøvede heller ikke, da han nåede døren. Hemmeligheden bag at få ting gjort, var bare at gøre dem, især når der ingen anden udvej var. Han knyttede en hånd og slog to gange på døren, før han åbnede den med den anden hånd, uden at afvente svar indefra.
Han smækkede døren efter sig og stoppede begge hænder i sine lommer, imens han gik længere ind i kahytten og, med samme arrogance som ejede han hele skibet, så kahytten an. I sin ene lomme kunne han stadig mærke Vargas' sten og af ukendte årsager bragte den ham ro. Vargas havde tromlet ham ned som et lille, udueligt barn, men Juno var stadig sig selv. Frygt havde ikke stoppet ham fra at stjæle fra Vargas. Ingen kunne stoppe ham fra at gøre, hvad han ville. 

Liv havde lagt sig på sengen for at se på, mens skibet langsomt gled væk fra kajen, og der lå hun stadig, da Juno bankede på kahyttens dør. Den eneste forskel var dog, at hun havde klædt sig af og var helt nøgen. Alle Vargas' mærker var forsvundet fra hendes mælkehvide hud; Vargas og Juno var to forskellige elskere, og de skulle ikke blandes sammen. Hendes krop var ren nu, så Juno kunne lave sine egne mærker på den, hvis han ønskede det. 

Hun lå på maven med benene bøjet op og fødderne i vejret. Hun strittede lidt med sin hjerteformede numse, da hun hørte Juno komme ind i kahytten, men hun ventede med at sige noget, indtil han havde fundet vej til soveværelset. Så smilede hun til ham og vendte sig på det mørkerøde sengetæppe for at ligge på siden med fronten mod ham, så han kunne se alt, hvad hun havde at byde på. 

"Nå, kan du lide din kahyt?" spurgte hun og tog en slurk fra sit vinglas.

Synet af rigdom og pragt bragte kun foragt frem i Juno. Han var ikke interesseret i selv at være stinkende rig, og ville heller aldrig kunne holde på flere krystaller af gangen så længe han delte dem ud til alle de trængende omkring sig. Han forbandt rigdom med røvhuller, der ikke kunne se ud over deres egen næse og som ikke anså ham og hans venner som havende en ret til at leve. Desuden mindede kahytten ham om Vargas. Den lugtede oven i købet som slavehandlen havde lugtet og det var smertende tydeligt at han endnu ikke var fri.

Han fik bevæget sig ind i soveværelset og så målløst på Liv, der lå helt nøgen foran ham, som ventede hun bare på at blive spist.
“Ikke lige så godt som jeg kan lide din,” svarede han med et grin, og da han løftede en hånd for at stryge den igennem sit nu krøllede hår, var han pinligt bevidst om sine varme kinder. Han havde været sammen med rigeligt kvinder, men altid i en baggård, på et toilet, med et par fingre under et bord, i hendes hjem hvor en vred far eller ægtemand kunne komme hjem når som helst, eller i hans køjeseng - alle hans hjemmebaner på den ene eller anden måde. Her, i Vargas’ kahyt, i en overdådig seng, hvor der ingen farer eller forstyrrelser var, og hvor Liv på forhånd havde besluttet sig for hvad hun ville have fra ham, var der ingen tvivl om at han var på udebane.

“Det gør mig i hvert fald ikke noget, hvis du beholder mig her under resten af rejsen,” uddøb han, med lige så selvsikkert et smil som havde han forført hende, og kravlede op i sengen til den nøgne skønhed, og, uden nogen intentioner om at vente på hendes tilladelse, lagde han en hånd på hendes lår og strøg den op ad det, op imellem hendes ben, hvor hans tommelfinger forsatte med at stryge over hendes bløde hud i cirkler. Ubevidst vædede han sine læber, imens han tog sig et øjeblik til at æde hende med blikket.

Liv kunne godt se, at det lige tog et sekund eller to får Juno at håndtere det syn, der mødte ham i kahytten, og hun nød det. Selvom hun ikke lignede en på sin alder, så var det alligevel dejligt, at en ung, smuk mand som Juno stadig kunne hungre efter hendes krop. Det fik hende til at smile bredt og føles sig elektrisk over hele kroppen. Så da Juno rørte hende, kunne hun ikke holde et lille støn tilbage, der kun voksede sig højere, da hans hånd gled længere op mellem hendes lår.

Hendes øjenlåg sænkede sig en smule, og hendes blik blive lidt mørkere af ren lyst, mens hun stirrede op på Juno med let skilte læber.

"Du går lige til tingene, hva'?" hviskede hun og rakte op for at lade sine fingre glide igennem Junos hår. De var krøllet nu... Hvor kært! Hun slikkede sine læber og tog fat i hans hår for at trække ham ned i et kys.

Liv blev med det samme levende under hans berøring og i det øjeblik han hørte hendes støn, allerede inden han nærmest havde rørt hende, blev han helt hård.

"Hvorfor spilde tiden?" spurgte han selvsikkert og da hun trak ham ned i et kys, var der kun en lille stemme, der mindede ham om at han var forelsket i Hector. En lille stemme, der fortalte ham noget han aldrig havde indrømmet for sig selv før, og han havde ikke tænkt sig at indrømme det nu. Han druknede meget bevidst stemmen i sit kys med Liv.

Med sin tunge i hendes hals fjernede han sin hånd fra hende, så han kunne trække sine bukser af uden at slippe kysset. Han havde aldrig været tålmodig og han havde om muligt kun endnu mindre tålmodighed nu. På ingen tid var han inde imellem hendes ben. Tidligere tanker om at skulle overgå Vargas var væk, erstattet af nødvendigheden af at glemme Hector bare et øjeblik.

Liv kunne ikke helt lade være med at le lidt mod Junos læber. Det var godt nok noget tid siden, hun havde elsket med en, der synes, det skulle gå så strækt! Men Juno var jo ung og viril, og hun var sikker på, at han kunne mange gange endnu, inden han skulle have pause, så hun forsøgte ikke at forsinket tingene. I stedet smittede hans entusiasme af på hende, og hun blev kun endnu mere følsom over det hele af ren lyst. Hun kunne næsten have kommet, da Juno kæmpede sig vej til at lægge sig mellem hendes ben, men det lykkedes hende dog at holde lidt igen.

"Kom så," stønnede hun og spredte sine ben, så han kunne glide igennem den våde varme og op i hende. "Vis mig, hvad du dur til."

Hun smilede udfordrende op til ham. Juno var stor i slaget, og hun ville gerne se, om han nu også havde noget at have det i, selvom hun godt vidste, at det ikke ville betyde noget i sidste ende. Hun ville have ham, og når hun ville have en mand, så blev elskoven god mellem dem uanset erfaring eller ej.

Kommandoer havde aldrig fungeret godt med Juno. De havde ikke fået ham til at adlyde sin far som barn eller byvagterne som teenager, og de havde slet ikke fået ham til at adlyde hverken Thanos eller Vargas. Ikke engang Hector kunne kommandere med ham - heller ikke for at få ham til at tage tøjet af. På samme måde føltes det som om at alt i ham strittede imod, fra det øjeblik Liv gav ham ikke én, men to kommandoer.

Han stoppede brat sine bevægelser, men øjeblikket efter grinende han og tog vinglasset fra Liv. "Hvem går lige til det nu, hva?" spurgte ham og denne gang nåede hans smil ikke helt hans øjne, men det var ikke fordi Liv kunne se det alligevel, for så snart han havde sagt det, tømte han hendes glas for hende og lagde det tilbage i hendes hånd. Han skulle have tømt en hel flaske eller to, før han ville have været tilfreds med mængden, men han havde ikke haft mulighed for at drikke sig fuld i en evighed og han kunne mærke ruset med det samme. Han sendte Liv endnu et smil og denne gang var der mere følelse bag det.
Men så kunne han heller ikke holde ud at være i sig selv længere - han flyttede på sig, indtil hans ansigt var begravet imellem Livs ben og hans tunge i hende igen. Hendes duft omringede ham og han kunne slappe lidt mere af, da lugten af Vargas ikke længere kvalte ham. 

Det var vist ikke lige kommandoer, der var Junos yndlingsting, kunne Liv lidt fornemme, men hun kunne ikke helt lade være med at smile af det. Hun måtte hellere skrue lidt ned for charmen og sørge for, at Juno havde det godt. Hun skulle jo nødig have, at han stak af.

Liv nåede ikke at tænke ret meget længere, for i det øjeblik gled Junos tunge mellem hendes ben, og et skælvende støn forlod hendes mund. Hun lod sit hoved dumpe ned på sengen og lukkede øjnene i nydelse. Hun behøvede slet ikke at overspille for at stryge Junos ego med hårene; den dreng havde jo talent! Der gik ikke specielt lang tid, før Liv slet ikke kunne holde kæft, men lå i stedet og vred sig i lagnerne og stønnede højt nok til, at det meste af mandskabet vist kunne høre hende. 

"Du må ikke stoppe," gispede hun og rakte en hånd ned for at stryge igennem Junos hår og gribe fat i det, mens hun rullede med hofterne og gned sig mod hans tunge og læber.

Juno havde for travlt til at svare på Livs kommando - endnu én af dem - men han havde for travlt, fordi han var i gang med at efterleve den. Hun smagte lige så godt som hun duftede og på trods af hendes ord havde han intet imod at fortsætte. Han havde sig selv i et løst greb med én hånd, men var for optaget af Liv til reelt at gøre noget ved sig selv. Det hastede heller ikke, hun havde allerede givet ham indtrykket af at være sejlivet. Hun kunne nok godt tåle en omgang mere i ringen.

Han tænkte ikke så meget over hvor højlydt Liv var. Han havde heldigvis været en fri mand lige siden han havde været gammel nok til at have sex og der havde aldrig været nogen, der før havde tyset på hverken ham eller hans dame, og hvis de havde, ville han kun være blevet mere larmende.

Lydig, for en gangs skyld, blev han ved, og lod sin hånd hjælpe hende lidt på vej også.