Der var noget beroligende over den store sø og lige noget, som Deavás havde brug for. Han var irriteret og frustreret, som et væsen havde tilbageholdt infomrationer for ham. Det havde været håbløst at få noget ud af ham, så i sidste ende havde han bare efterladt ham i udkanten af Azurien. Om han overlevede sine skader bekymrede ikke Deavás, som han var nød til at bevæge sig videre. Men alligevel kunne han ikke skjule sin irritation. Det var bedst at lade ham være, hvis ikke han skulle vrisse af andre end ham selv. Deavás var stoppet ved bredden og stod blot og stirrede ud over den store sø. Han havde lukket øjnene og koncentrerede sig om hans evne. De forskellige lys, der repræsenterede væsner i landet og hvor de befandt sig i forhold til ham. Han kunne ikke nå hele landet rundt, men det ville også blive for meget. Lige nu holdt han dog et vågent øje med en enkelt individ. Hisashi.. Den lille skikkelse var nok den eneste som frivilligt valgte at arbejde for ham, men Deavás så ham ikke som andet end et individ han kunne hundse rundt med, måske det var indbegrebet af at være en slave?

Efter en stund tog Deavás en dyb indånding, før at han atter åbnede øjnene og lod blikket dale mod sin egen skikkelse. Den sorte kappe skjulte fint hans sår på venstre arm og blodet der langsomt gennemblødte den hvide skjorte. Han burde for længst have valgt en anden farve end den hvide skjorte, men der var noget ganske morsomt over det at kunne se mængden af blod på sit eget tøj. Også selvom det kun gjaldt den hvide skjorte og ikke de sorte bukser. Han strøg højre hånd igennem det lange hår og skubbede det tilbage og væk fra ansigtet, det faldt dog roligt på plads igen. Smerten fra såret forvoldte ham ikke problemer foruden den røde farve og en mindre udfordring med at bruge armen, men han havde prøvet det der var værre. Han strøg en finger langs med sin mundvige, som han fjernede blodet fra læberne og kort kiggede på sin hånd og blodet. Langsomt blev det skjulte i det sorte bukser, som han tørrede det af. Han ville være nød til at finde et sted at sove indenfor de næste par timer, men han havde stadig noget tid at løbe på, da dagen langt fra var omme endnu. Var mange dage var der gået i den fremmedes selskab? Han var lidt i tvivl.. Måske 2 dage..

Xaphan havde langt om længe aflagt report til Baldwin om hans fund omkring The Hive. Men der var ikke kommet mere ud af det. Baldwin havde været glad for at få overbragt nyheden, men Baldwin skulle lige tænke sig om hvad der så skulle ske. Han havde ikke fået besked på om han skulle stoppe The Hive, eller om de bare skulle lade det være. Egentlig havde Xaphan også undladt at fortælle Agarés var dæmon. Han havde en svaghed for dæmoner, de var jo i familie på den ene eller den anden måde. Så vidt Xaphan vidste var han jo den eneste født halvdæmon og halv engel. Han havde ikke mødt nogen andre end ham selv.
Xaphan havde besluttet at komme lidt væk fra Dianthos og få luftet Blizz lidt. Hun trængte også til at slappe lidt af i stedet for altid at være indespærret. Han fløj godt nok aldrig på hende, og hvis han nogen sinde fløj på sin drage var det yderst sjældent. For det meste ville han være ude for energi til selv at kunne flyve. Han opsamlede jo energier hele tiden, og han skulle jo af med energierne på den ene eller den anden måde, der kom hans evner i brug. Dog brugte han aldrig sine evner mod andre. Nej det var yderst sjældent at han frem manede en elektrisk kugle eller få lyn ud af fingrene. Når det var tordenvejr kunne han lige så godt bare træde ud i uvejret og bruge sine energier lige så vel som lynene slog ned.

Xaphan var endelig dukket op til Azursøen og han kunne endelig slippe Blizz bare lidt løs. Stedet var dybt nok tila t hun kunne plaske rundt og nyde at være fri og gøre hvad hun ville. Det var bare spørgsmålet om hvor længe han skulle holde hende i kort snor. Hun var jo stadig kun teenager og det kunne tydeligt ses på hendes opførsel. Xaphans vinger gav et genlyd igennem luften når hans vingefang fangede vinden under dem. Han ramte landjorden og kiggede på Blizz der allerede var på vej ud i vandet med hovedet først. Hun dykkede og et PLASK lød da hun ramte med hovedet først. En mindre flodbølge blev lavet og Azursøen gik over sine breder. "Dit lege barn" kom det roligt fra ham og samlede sine vinger på midten af ryggen. Han stod og beundrede Blizz da hun kom op til overfladen og hendes skæl glinsede i sol lyset. Hun var en smuk drage.

Lyden af vinger fik straks Deavás til at trække sig bort fra bredden. Ikke tale om at han skulle blive overrasket af en ridder på nuværende tidspunkt. Hvad enten det var lyset eller mørket, så var han faktisk ikke interesseret i nogen af delene. Ofte betød en drage også en ridder og hvis ikke, så ville drage næppe være venlig, så det var bedre at være på den sikre side. Deavás nåede dog ikke at trække sig langt fra kanten før at han fik øje på dragen, en forholdsvis lys drage, hvilket sikkert kun kunne betyde én ting. Lysets ridder ville ikke være langt efter. Dragens opførsel undrede ham dog gevaldigt, som det lod til at dragen blot var i færd med at lege i vandet. Dykket i vandet sendte dog vandet og søens normale stand, så Deavás var nød til at strække sig yderligere, hvis ikke han ønskede våde fødder og bukser. ”Jeg må have ændret mit syn på drager..” mumlede Deavás lettere frustreret, før at han begyndte at se sig omkring efter dragens rytter.

Skikkelsen ikke langt fra Deavás var ikke til at tage fejl af, som han fik øje på de 2 farvede vinger, han rynkede let på næsen, som han vendte blikket mod dragen. Det var ikke svært at se, at han også holdt øje med dragen og eftersom at der ikke var andre til stede, så kunne det ikke være andet end dragens rytter. Men så igen personen havde nogle underlige vinger og Deavás kunne ikke helt lade vær med at undre sig over de to farver. I sin tid var han aldrig før støt på den slags engle, så hvad var han? ”Er det Deres drage?” spurgte han ud af det blå, som han afslørede sig selv, men stadig holdt blodet skjult under kappen. Uanset hvad, så kunne han umuligt liste væk uden at de ville opdage ham, og så var det måske bedre at give sig selv til kende.. Så kunne han tage bekymringerne senere, når han var klar over, hvilken side denne skikkelsen hørte til.

Xaphan stod og beundrede Blizz i et stykke tid da der blev snakket til ham. Han kiggede lidt på manden for at vurdere ham. Tja hvad skulle han sige han kunne jo ikke benægte det. I stedet nikkede han og sagde. "Ja jeg kan ikke helt komme uden om det." selvom Xaphan ikke lignede en normal lysets ridder havde han lige afsløret at det var han. Det var kun lysets ridder der havde drager. Han kiggede lidt på manden igen og holdte blikket på ham inden han vendte blikket mod Blizz igen. "Er hun ikke smuk?" spurgte han lidt, ikke lige frem henvendt til manden men det blev det jo alligevel. Han fik et smil på læben da der tydeligvis var leg i dragen. Han rystede lidt på hovedet ved synet og gik et par skridt tættere på kanten af søen. Han var blevet lidt våd efter at dragen havde kommet med sit plask og fået breden til at gå over vande, men det rørte ikke Xaphan det store. For ham gjorde det intet at man blev afkølet en gang i mellem. Egentlig kunne han godt selv trænge til en dukkert. Han stoppede dog op og vendte sig om han ville jo ikke virke ubehøvlet

Båndet mellem dragen og ridderen virkede ikke til at være særlig gammel, sådan som ridderen endnu brugte tid på at beundre det store vidunder. Men han kunne også tage fejl, alligevel morede det ham en anelse, at ridderen brugte så meget tid på at betragte det store væsen, havde han ikke andet at give sig til? Deavás endte med at nikke let til hans forklaring, som han dog ikke tog blikket fra englen foran ham. Han var da engel? Vingerne kunne godt forvirre ham en anelse, da den sorte vinge mest af alt mindede ham om en dæmon, men han havde endnu ikke hørt om et afkom af en dæmon og en engel, den slags skulle slet ikke være mulig.

Spørgsmålet kom en anelse bag på ham, som et smil bredte sig over hans læber, han kunne vel sagtens bruge tiden på at beundre dragen, men han var faktisk langt mere interesseret i vingerne. ”De er nogle fascinerende væsner” indrømmede han roligt, uden at sænke drage et blik. Hans gyldne øjne holdt fokus på ridderen foran ham. ”Men jeg er nu langt mere interesseret i Deres vinger, Sir” fortsatte han køligt. Englen, dæmonen eller hvad han nu var havde kurs mod bredden og Deavás havde ikke i sinde at stoppe ham, i stedet brugte han afstanden til at betragte vingerne.

Xaphan kiggede på manden og så tilbage på Blizz for til sidst at lade blikket falde på manden. Han gik op til ham igen og sendte ham et smil. "Ja det er de faktisk, utroligt at de er kommet tilbage, og at vi har måtte kæmpe imod dem." sagde han og vendte blikket ud mod Blizz som endnu engang dykkede ned under vandet. Han kunne tydeligt huske dragernes tilbagekomst og hvor meget drama der havde været i riget. Det havde været en forfærdelig ting, og det havde bestemt ikke været rart. Han kunne ikke forstille sig at skulle kæmpe imod en drage igen, de var nogle hårde nogen og ikke så nemme at slå ihjel. Faktisk havde han været imod at slå dragerne ihjel, og se hvad der var kommet ud af det. Lysets ridder havde fået drager, og det var jo kun en god ting.

Manden begyndte at snakke om hans vinger og han var galant, det var ikke noget Xaphan var vant til ud over når han snakkede med dronningen, så snakkede han bare som alle andre. Hans samlede sine vinger på ryggen for at se om han kunne gemme dem lidt men uden held. De ville altid kunne ses der var ikke nogen udvej overhovedet. "Mine vinger sir? Hvad er der med dem?" spurgte han forsigtig, han troede at han var kendt af alle fra byerne, men denne mand var åbenbart ikke fra nogen af byerne ved Dianthos. Spørgsmålet var bare hvad personen ville med hans vinger for de kunne ikke tages af, eller jo det kunne de godt, men det ville være en smerte som Xaphan aldrig ville byde nogen og slet ikke sig selv. Han kiggede lidt på manden og lagde hovedet på skrå.

Det hele gav ham gåsehud og ikke på den gode måde, han brød sig virkelig ikke om den venlige tone. Det gøs ham langt ned af ryggen og han kunne ikke rigtig ryste den af sig. Han havde stadig dragen at tænke på. Roligt mødte de gyldne øjne den fremmede skikkelse, som han nikkede med hovedet. Det var et emne, han ikke ønskede at diskutere lige nu, for de var næppe på mørkets side og han var ikke interesseret i at blive angrebet af en drage også selvom lige netop denne drage virkede ufattelig ung. I stedet vendte Deavás sin opmærksomhed mod noget andet, nemlig ridderens egne vinger, de var tættere på og nemmere at komme helt tæt på, hvis han blot gjorde et forsøg.

Deavás havde ikke lært sin galante talemåde fra nogen, men taget imod det, som det udviste en vis form for respekt og ikke mindst styrke på sin egen måde. Han ønskede ikke at blive talt ned til og ridderen lod til at matche hans tonefald, som han nikkede let til hans spørgsmål. ”Jeg har aldrig set 2 forskellige vinger tæt på” forklarede han uddybende, som han gik tættere på manden, imens at han konstant holdt øje med dragen ude i søen. Forhåbentlig var den for optaget til at lægge mærke til Deavás og det faktum at han faktisk blødte, men holdt sig selv oprejst som om han ikke var såret. Smerten var en naturlig ting for ham, så han bed sjældent mærke i det.

Xaphan nød altid lyden af Blizz der bade og nød at være fri fra sit fangeskab. Det var en befrielse for dem begge to at komme her ud, eller dunkelskoven til borgruinen. Det var altid et sted der var hver at leve og slappe af på, bare lade sine tanker flyde frit. Bare det at snakke med sig selv uden at nyde nogen selvskab. Men her stod han altså sammen med en gut der fandt hans vinger interessante hvad skulle han sige til det? For ham var det jo bare vinger, det var jo hans signatur efterhånden. Det var dem han blev kendt på når han fløj i byerne.  Ikke så meget her ude han kiggede lidt ned af sig selv for at se om tøjet sad ordentligt. Det gjorde det, men det gjorde det som regl med alle de spænder han havde i tøjet. Hvilket faktisk ikke gjorde ham noget.

"Hmm.." kom det fra ham og kiggede på personen, han fik kigget ind i hans øjne. Det var helt klart en dæmon der var ingen tvivl om det. Så var spørgsmålet bare om hvilken slags dæmon det var. "Nej jeg er vidst også den eneste af slagsen" kom det fra ham og prøvede ikke engang at gemme sine vinger mere end han allerede havde gjort. Det var bare en del af ham ikke at kunne gemme sine vinger som så mange andre havde evner til. Han vidste at dæmoner ikke så så godt på engle, og han vidste derfor godt at han var inde for fare. Men alligevel kunne han ikke lade vær med at holde sit venlige smil. Det lå jo bare til ham at være venlig, lige indtil hans dæmon side dukkede op så var han knap så rar at være i nærheden af, og så ville hans drage skifte personlighed med ham. De matchede så godt sammen, alt efter hvilket humør han var i blev dragen det samme.

Drager var mageløse dyr, men Deavás var udmærket klar over, at han ikke ville komme tæt nok på til at undersøge den nærmere, så ville det være nemmere med ridderen foran ham. Selvfølgelig skulle han være forsigtig, da det hurtigt kunne ende galt, hvis han trædte forkert. Men var der egentlig noget i vejen med at give et andet væsen et kompliment? Han havde ikke selv hørt om nogen regler imod det og indtil nu var der ingen grund til at manden skulle mistænke ham for noget ulovligt? Hans fremtoning var rolig og hans ryg rank, så han lignede ikke én, der lige havde brugt dage på at torturere et andet væsen.

Deavás var ikke nervøs for at møde ridderens blik, som han blot smilte til ham. Smilet var finurligt, som det kunne betyde mange ting, men Deavás havde konstant dragen i baghovedet, så mon ikke han nok skulle opføre sig ordentligt? Egentlig var det længe siden, at han havde været flink over for andre væsner, så kunne han stadig overbevise en engel om sin uskyld? Mon ikke han allerede havde læst hans blik? ”Interessant” lod det roligt fra ham, som han lod blikket vandre lidt rundt på ham. Han stak stille hænderne ned i sine lommer, som om han ledte efter noget. Men hans blik vandrede ikke bort fra ham, som han roligt gik tættere på ham. Hvor ville han gerne røre de vinger. Der måtte være noget som fik det til at fungere. ”Hvordan kan De endnu ikke have opgivet lyset?” spurgte han ledende, som den sorte vinge var et tydeligt tegn på de mørke gener, men alligevel holdt han stædigt fat i godheden? Nok til at give Deavás kvalme.

Xaphan kiggede på manden og vidste ikke helt hvad han skulle tro om ham. Hvad var mandens hensigter med hans vinger, og hvad ville manden havde ud af ham? Han kiggede lidt ud mod dragen som endelig dukkede op til vandoverfladen og bevægede sig ind mod Xaphan. Han vendte blikket imod Deavás og så han var kommet tættere på. Måske lidt tættere på end Xaphan egentlig ønskede. Men manden udstrålede energier der tydeligt kunne mærkes i Xaphans krop, så hvis det kom til kamp skulle han nok få kamp til stregen lige meget hvad der så end skete. 
Spørgsmålet fra Deavás genlød i hans hoved. Hvorfor ville en fremmed mand vide hvorfor han ikke havde opgivet lyset, og hvor vidste han egentlig fra at han var lysets kriger? Som Blizz kom tættere på land gav han den et enkelt blik der sagde mere end tusind ord. Blizz stoppede op lige ude foran kysten og kravlede op. Hun rystede sig en gang så der fløj vand alle steder, men i stedet for at gå tættere på stoppede den op og satte sig ned lidt lige som en hund ville have gjort. Hun holdte dog øje med blikket fra Xaphan og Xaphan vendte sig mod manden igen. "Hvor ved du fra jeg tjener lyset?" spurgte han og kom i tanke om Blizz. Det var kun lysets kriger der havde drager, og han havde selv indrømmet at det var hans drage. "Jeg mener. Hvorfor spørg du?" han kunne mærke en anspændthed inde i sig selv, en person der gerne ville frem. Duften af at have en dæmon i nærheden gjorde ham ør i hovedet, og han havde holdt skak på sin dæmonside i flere måneder nu. Det var bare spørgsmål om tid før hans dæmonside ville komme frem, og det kunne helt sikkert ske i nærheden af denne her dæmon, det var som om han ikke var som alle andre, ikke mindst kunne han lugte blod fra manden. Han trak lidt på smilebåndet i et lumsk smil men det forsvandt hurtigt igen.

Deavás var bestemt ikke typen til at slås, han havde andre ting at tage sig af og fandt det ikke nødvendigt, så længe han kunne tale sig ud af situationen. Selvfølgelig medmindre at han blev virkelig irriteret, så kunne han være tvunget til det. Dog var han udmærket klar over, at det ville være dumt at starte en slåskamp, når dragen var så tæt på, så var det nemmere at lokke ham i fordærv med ord og snak. Deavás kunne godt mærke, at han måske kom for tæt på, men han følte stadig at der var stor afstand imellem dem, så han så ikke noget problem. Måske fordi Deavás var van til nærkontakt, da det var forbundet til hans evne og den eneste måde hvorpå han kunne aktivere den. Det var aldrig en dårlig ide at skabe den slags forbindelse til en ridder, så kunne han i det mindste undgå ham på et senere tidspunkt, hvis det blev nødvendigt.

Noget kunne tyde på at hans konklusion ikke var hel forkert. Der var noget over ham, han kunne mærke forbindelse, men alligevel generede den hvide vinge ham. Han var sikker på at der var tale om en blanding, men det faktum at dæmon siden ikke havde taget over mere end den havde, betød at han stadig var i færd med at kæmpe imod. Måske han havde brug for et skub i den rigtige retning? Deavás skævede mod dragen, som den kom tættere på. Hvor træls. Han trak sig lidt tilbage, som han holdt øje med Xaphan. Spørgsmålet fik ham til at grine let, som ridderen dog selv kom fra til hvordan han vidste det, selv før han nåede at svare. ”Kan De slet ikke mærke energien imellem os?” spurgte han inderligt, som han atter bevægede sig tættere på, dragen lod til at holde afstand, så mon ikke han kunne snige sig bare lidt tættere på. Det lumske smil undgik ikke Deavás blik, som det var et tydeligt tegn.

Xaphan holdte øje med Blizz som blot sad helt stille og kiggede på sin herre. Spørgsmålet var bare om hun ville lystre, og hvor længe hun ville lystre til hans blik. Hun var jo kun teenager og det ville hun være i nogle måneder endnu. Han vendte blikke tilbage på Deavás og sendte ham ikke et smil denne gang. Nej han lyttede til Deavás ord og kom med et ”Hmm..” han sagde ikke mere lige det første stykke tid. Han kunne tydeligt mærke energien fra Deavás og han kunne mærke hvordan den blev stærkere når han kom tættere på. Hvor gammel var denne dæmon, og hvor længe kunne Deavás opretholde den facade han havde. Han virkede ikke typen der havde den facade til dagligt. ”Jeg kan tydeligt mærke det ja. Hvad vil du?” spurgte han og holdte blikket på Deavás. Han lagde armene over kors og kiggede blot på ham for at holde øje med hvad han ville gøre.

Som Deavás kom tættere på blev Xaphan en anelse mere nervøs hvilket kunne ses på hans vinger der begyndte at åbne sig en smule, for at samle sig helt igen. *Blod. Kom nærmere mit barn* lød en stemme inderst inde i ham. Xaphan tog sig lidt til hovedet og rystede på det. Ikke nu, det skulle ikke ske nu. Det ville ende galt, og hvad ville Blizz ikke gøre? Han havde en indre kamp der gjorde det svært for ham at finde hoved og hale i hvad der foregik omkring ham. Han kunne ikke lade vær med at sende et smil til Deavás der sagde det hele. Hans dæmon side var på vej frem. Han skulle bare have nogle skub ud over kanten hvor han ikke kunne bunde.

Dragen var konstant i fokus, som Deavás ikke slap den, men hele tiden sørgede for at kunne se den i øjenkrogen. Det ville være yderst dumt at blive angrebet af en drage og Deavás var ikke interesseret i at blive skadet yderligere. Såret var ikke voldsomt, men med de rette teknikker kunne det hurtigt komme til at gøre rigtig ondt. Heldigvis for ham, så tvivlede Deavás på at englen foran ham besad samvittigheden til at bruge tortur mod sine ofre. Roligt lod han armene hænge langs med siden, som han dog stadig ømmede sig let med venstre arm. Smerten var kort og udtrykket forsvandt hurtigt fra hans blik. ”Eksperimenter.. lære nyt..” forklarede han sig med et smil. Viden og informationer var hvad han levede for og hvis Xaphan kunne leve som en blanding af en dæmon og engel, så var der en sandsynlighed for at andre også kunne blive født således. Det var sjældent, men måske gemte hans krop på koden?

Vingerne bevægede sig og Deavás vendte hurtigt blikket mod dragen, som den dog ikke så ud til at flytte på sig. Englen havde det tydeligvis svært og Deavás stoppede ikke med at komme tættere på ham, han fortsatte til en stod en meter fra ham, en fin armlængde fra ham faktisk. ”Sikke en gnist” lo han stille, som de gyldne øjne så ind i hans og han bed sig let i underlæben. Hvor ville han gerne tættere på, men noget sagde ham, at så snart han ville røre ham, så ville dragen flytte sig og så var der ikke meget andet gøre end at stikke af. I stedet rakte han hånden mod ham. ”Jeg bider ikke..” fortsatte han i en lystig tone, som han tilbød ham en hånd. Han var jo tydeligvis i problemer.

Xaphan kiggede lidt på Deavás og rystede på hovedet. Eksperimentere hvad var nu det for noget?! Der skulle ikke eksperimenteres med noget som helst her! Lige meget hvad. Han rystede på hovedet endnu engang og man hørte en enkelt knoreren fra Blizz. "Og med eksperimentere mener du hvad?" spurgte han og løftede det ene øjenbryn. Han kiggede på Deavás som han bevægede sig tættere på. Hvad var det lige denne mand ville, og hvad var hans hensigter? Han trak vejret tungt og kiggede lidt op og ned af Deavás. Han lagde ikke mærke til smerten han gav udtryk for, i stedet kunne lugten af blod fylde hans næsebor som Deavás kom nærmere.

Som blodet fyldte hans næsebor lod hans dæmon side til at bryde sig mere og mere om det, hvilket gjorde Xaphan helt ør i hovedet. Han kunne mærke hvordan dæmonen i ham ville frem og komme ud til en leg. Heldigvis kunne man sige at han var ude hvor der ikke var nogen former for byer. Det var altid noget! Han kiggede lidt ned af Deavás igen og kigede så op på for at søge hans øjne.
Som Deavás kom tættere på og nu stod en meter fra am kunne Xaphan mærke energierne fra ham, de strålede som bare pokker og Xaphan opsamlede dem til fulde. Han kunne mærke sine hænder begynde at sitre. Han stirrede på hånden der blev rakt frem imod ham og han samlede mod til sig. Hænderne mødtes og Xaphans hænder slog gnister, og DER lige DER dukkede hans dæmon side frem. Blizz skiftede humør og blev pludselig vred. Hun rejste sig op knurrede og små ild tunger dukkede op fra hendes næsebor. De var ikke store eller så lange, hvilket bare gav udtryk for at hun stadig var en ung drage. Xaphan trykkede hånden lidt hårde og hans øjne blev smallere. Han vinger begyndte at slappe af og falde ned i stedet for at stå lodret op i luften. "Broder" kom det fra ham og fik et skævt smil på læben.

Fælden var så tæt på at være klappet i, Deavás kunne tydeligt fornemme det også selvom dragen stadig generede ham noget så gevaldigt. Hvorfor havde ridderen også taget den med derud? Det havde været nemmere at undersøge sagen nærmere, hvis han ikke skulle bekymre sig om dragens vrede og mulige angreb. ”Det kommer an på den frivillige” sagde han roligt, der lå mange ting skjult i hans tone og han forsøgte ikke at skjule det helt så meget, som han havde gjort tidligere. Det var tydeligt at de gyldne øjnene ikke lagde skjul på hans intentioner, hvis bare han kunne få fingrene i ham uden dragen..

Konflikten i englen var ikke nem at skjule, som Deavás kunne se, at der foregik et eller andet, måske lyset ikke altid kunne kalde sig for sejrherre? Uanset hvad gav Deavás sig til at vente, for han var godt klar over at en engel ikke ville forstå hans lyster, men en dæmon derimod ville være langt mere modtagelig for syge ideer som hans.
Energien imellem dem fik Deavás til at insistere på et bånd imellem dem. Han var nød til at vide mere og hvis han bare kunne få skabt den forbindelse, så var der en chance for at han kunne opsøge ham senere og derved uden dragens selskab. Dragen var i forvejen klar til at gå amok og da deres hænder først mødtes blev situationen ikke bedre. ”Vepar…” var de eneste ord, som røg ud af hans mund, som han kunne genkende energien fra et andet sted, sindet var ikke helt det samme, men det var derhen af. Han skulede let på knægten, som han lod blikket glide mod den sorte vinge, nu hvor Xaphan ikke havde noget imod at vise dem frem. Det faste håndtryk blev gladelig gengældt, som han hurtigt fornemmede forandringen i hans personlighed. ”Det var på tide” sagde han køligt, som Xaphan hilste på ham, derfra slap Deavás hans hånd, som han dog havde været tæt på at trække ham til sig for at få et bedre kig på ham. Men mon ikke den dæmoniske side nok skulle lade ham komme tættere på. Dog gled blikket mod den unge drage, forandringen var tydeligere i dragen faktisk.

Xaphan kiggede på Deavás og rystede på hovedet, ikke på vilkår om han ville sætte sig til at være et eksperiment, men han nægtede at kommentere på det. Der var ingen grund til at kommentere mere på det. Dæmonen måtte ærlig talt være dum. Eller også var han bare uvidende, vidste han ikke hvem Xaphan var? De fleste vidste jo hvem han var blandt dæmoner, hans mor var jo Vepar. De kendte nok ikke hans far så godt Zophiel men hvilke dæmoner kunne også lide engle? De var jo rent lys,

Dæmonen i Xaphan havde vist sig og det var tydeligt at se i Xaphans ansigtstræk. Vepar's navn blev nævnt og han fik ikke lige frem venlige øjne. Han kunne ikke døje sin mor, ikke engang hans dæmon side brød sig om hende. "Så du kender min moder." kom det køligt fra ham og trak hånden til sig da Deavás gjorde det. Han kiggede ham ind i øjne og kunne tydeligt se dæmonen i ham, det var ikke svært at se.
Xaphan tog en dyb indånding og kom med at "Aah" for at vise sin befrielse. "Ja takker dig broder, for duften af blodet og din udstråling af dine energier." kom det roligt fra ham og bevægede sig ned mod dragen der var bestemt oprævet over hele siturationen. "Så så far er her nu" kom det køligt fra ham og lagde en hånd på dragens næse.

Deavás havde aldrig interesseret sig for engle, men lige netop denne var anderledes, som den sorte vinge tydeligvis fik mere opmærksomhed end hvad ridderen brød sig om. Han forsøgte i hvert fald at undgå emnet, men det var umuligt at undgå, så længe Deavás fik lov til at blive i nærheden. Han skjulte ikke sine intentioner, som han kom tættere på og noget kunne tyde på at det hele havde hjulpet tingene på vej.

Mørket viste sig i ridderens øjne og Deavás vidste allerede der at legen var tabt for lyset. Han smilte for sig selv, som dæmonen reagerede på navnet. Så der var ikke tale om et stærkt bånd, måske derfor han aldrig havde hørt om blandingen fra Vepar selv? Hvad havde fået hende til at formere sig med en engel? Han fik kvalme af tanken, men så igen.. Det kunne være nyttigt, hvis ikke lyset var så stædigt i denne ridder. Der skulle tydeligvis noget til at bryde igennem muren. ”Det er mange år siden” forklarede han med et nik, som han ikke skammede sig over det. Det havde været interessante tider. Om end det lå bag ham nu. Deavás gjorde et nik med hovedet. ”Alt for en artsfælle” lo han stille, som han lod blikket glide mod dragen og Xaphan der havde kurs mod hende. ”De kan stadig kontrollere dragen?” kom det en anelse forundret fra ham. Måske der var mere til dragerne end han først havde antaget?

Xaphan aede dragen igen og kiggede lidt på Deavás, ja så Deavás kendte Vepar så måtte det have været noget stort. Ikke at Xaphan selv havde været en del af Vepar's hær men det gjorde ham ikke noget som helst. Det eneste der irriterede ham var hans dæmon navn. Vepar var blot en stor stjerne blandt dæmoner, men det resulterede jo bare i at Xaphan havde noget at leve op til som dæmon. Når hans dæmon side var fremme. "Ja så." kom det roligt fra ham og kiggede på dragen der sendte røg ud af næseborene. "Så så tage det roligt." kom det køligt fra ham men stille til Blizz. Han lagde hovedet lidt på skrå.

Han vendte sig om imod Deavás og sendte ham et køligt men hurtigt smil. Alt for en artsfælle. Sådan skulle det lyde! Dæmoner måtte holde sammen, og de dæmoner der ikke lige havde samme 'humør' som Deavás og Xaphan tja de måtte jo bare få sig en lærer streg. Xaphan løftede det ene øjenbryn og sagde. "Ja? Skulle jeg ikke kunne kontrollere min egen drage, om den så er ond eller god?" spurgte han lidt hånligt og vendte blikket mod Blizz igen.

Deavás trak roligt på skulderne, som de ikke behøvede at gå i detaljer. Det var ikke relevant lige nu og Deavás var mere interesseret i hvordan dæmonen kunne dulme hen og give pladsen til engel. Der måtte være tale om en mægtig engel for at det overhovedet kunne lade sig gøre, eller også var lyset bare stærkere i afkommet end hvad Vepar’s gener kunne håndtere? Han stod og tænkte lidt, før at han vendte blikket mod dragen og tog en rolig indånding. ”Men jeg skal ikke blande mig” sagde han med et buk med hovedet, som han kunne fornemme på dragen at han næppe skulle gå meget tættere på, så måtte han jo bare studere på afstand.

Deavás lod til at havde den rette indgangsvinkel på dæmonen, hvad enten der kun var tale om en halvdæmon eller ej, så kunne han vel godt please ham bare lidt med ord. Det var altid nemmere på den måde. ”De må have et stærkt bånd” sagde han roligt med hovedet rettet mod Xaphan. Dragen afspejlede tydeligvis sin ejer, så der måtte være noget specielt over båndet. For normalt var det kun lyset, som drager higede efter.

Xaphan vendte sig om for at kigge på Deavás og sendte et kort smil. "Kom tættere på broder, jeg nægter at råbe til dem." han vendte sig mod dragen igen så begyndte at slappe mere af. Den viftede lidt med halen, men det var også alt hvad der var i det. Xaphan blev ved med at ae den på næsen og vendte sig til sidst helt om for at kigge på Deavás i stedet for kun halvt.  Han var helt og holdent hans. "Hvad var det for noget med at eksperimentere? Fortæl fortæl" kom det roligt fra ham men alligevel køligt.

Xaphan nikkede til hans ordvalg og kiggede kort på Blizz for at vende tilbage på Deavás "Drager nærer et stærkt bånd til Lysets Kriger. Jeg selv har været så heldig at være en del af denne drages liv. Denne drager bærer lige så meget mørkt i sig som jeg selv gør. Guderne være lovet for at der rent faktisk er noget mere farligere end mig." han blinkede nogle gange med øjne og lagde så hænderne over kors. Et puf blev givet fra Blizz og han blev skubbet lidt til. Det var ikke så voldsomt, det var bare fordi hun ville have opmærksomhed.