Venus gik mod krystalpaladsets porte med en blandet mavefornemmelse. I første omgang havde hun ikke villet afsted, selvom hun havde været med hvert år, siden hun var blevet gammel nok til at drikke. Og da der jo ikke var nogen nedre grænse for, hvornår det var, når man ingen værge havde, havde hun været med mange år. Til sidste havde hendes bofælle, som var halvelver og en af grundene til hun absolut ikke ville afsted, fået overtalt hende.

Hvis hun tog afsted, kunne hun finde ud af, hvordan hans venner og hendes egne havde det og tage mad og drikke med tilbage, som man ikke kunne få i Tusmørkedalen. Men ikke mindst kunne hun finde ud af, hvornår det var sikkert, at komme tilbage til byen. Venus havde været trist over at tage afsted. For hende var hovedstaden bare en by. Men det var det jo ikke for alle.

Hun trak op i sin fine kjole, der efterhånden var et par sæsoner gammel, og fortsatte ind gennem portene og ind i balsalen. Her kunne Venus ikke holde sig tilbage for at smile. Det var meget galt med hovedstaden for tiden, men balsalen var altid noget af det varmeste og kønne på trods af de kolde glasvægge, når den var pyntet op til sommer.

Ind til videre var der ikke sket noget, der havde fået Vargas' puls i vejret, endsige fået et glimt af interesse i hans øjne. Øjeblikket, hvor han havde set bare nogenlunde imponeret ud, var da han fik øje på bordet med små retter. Mad. Det virkede hver gang. Så han havde slentret ned langs bordet, udvalgt sig det mest lokkende, inden han var gået derfra med en tallerken med lidt af hvert. Hvis man ikke kunne lokke nogen til at sælge deres sjæl, jamen så måtte man vel gøre maven glad i stedet for. Om han var i tæt familie med Fråds, det var ikke til at sige med det familierod, men de fleste ville nok sige, at de ikke ville blive overraskede, hvis han var. Men selvom Vargas var dødssynden for grådighed, holdt han ikke tilbage på sine andre laster. Nej, han levede livet fuldt ud og holdt ikke sig selv tilbage. At han lagde bånd på sig selv i aften, ja det var måske ikke så sært. Han nikkede høfligt til en Lysets Ridder og fandt et andet sted at spise sin mad, mens hans blik gled ud over de tilstedeværende.

Der var mange i lokalet, han ønskede at lære nærmere at kende, både som handelskontakter, men også bare for sjov. Nu var de adeliges tøjsmag så kedelig, men der var da både mænd og kvinder, der tiltrak hans opmærksomhed. Og så var der sjælene. Vargas evne tillod ham at mærke sjæle, især de ældre eller dem af specielle racer stak ud på hans indre sjælelæser. Åh, han kunne godt tage på tur igennem salen og forsøge at sælge og købe og fylde op i sin kælder derhjemme, men nej, han måtte holde sig i skindet. Desuden havde adelige sjældent noget de ønskede sig hårdt nok, som han ville kunne skaffe dem, til at de ville sælge deres sjæl. Fattige, desperate væsner var så meget nemmere.

Så han blev stående ikke så langt fra indgangen og spiste af maden på tallerkenen, hvilket var af standarder, han ville forvente af paladsets køkken, og betragtede de dansende og snakkede væsner, der fyldte salen. Måske det alligevel ville blive en begivenhedsløs aften, men mon ikke, at han kunne finde nogen at forlade ballet med senere. Han havde tænkt sig at blive det meste af aftenen, det kunne jo være, at han stødte på noget godt. En mulighed. Han stak en drue i munden og et svagt smil var at se på hans lidt kantede ansigt som han tyggede den.

Venus så stadig drømmende ind i salen, da en af vagterne i indgangshallen tiltrak sig hendes opmærksom.
"Frøken? Frøken!" Venus vendte sig mod vagten med et beklagende smil og gik straks mod bordet. Han havde en af de kedelige, men dog nødvendige opgaver, at sørger for at våben blev afleveret ved indgang. "Nogen at aflevere?" Vagten demonstrerede, hvordan hun skulle vise indholdet af sine ærmer og lommer, og en kvindelig vagt så på hende, lukkede øjnene og koncentrerede sig et øjeblik. "I orden. De kan gå ind nu." Venus gik ud fra, det var en med evner for at manipulere med metal eller jord. Alternative var evnen til at se gennem materialer, hvilket ikke virkede særligt betryggende. Hun nikkede høfligt, og følte sig som hun altid gjorde i selskab med byvagter, en smule overbevogtet.

Endnu engang hev hun lidt op i skørterne og fortsatte ind i salen. Når man nu talte om materialer, så var hendes påklædning speciel af flere årsager. For det første var stilen et par år gammel. For det andet var den anderledes selv for moden på det tidspunkt. Venus arbejde for en skrædder, som lånte hende kjoler til begivenheder som denne i håb om at tiltrække kunder. Hans særlige kendetegn var, at kobberbroderierne i kjolen var meget detaljerede og levende. Blade faldt fra træerne i skoven,  der var syet ind i skørtet. Der var sågar et par fugle og et enkelt dådyr broderet ind. Kjolen var af et let, grønt stof og havde lange løse ærmer, der standsede ved albueledet for ikke at være for varm.
Det sidste specielle ved Venus' påklædning var, at hun overhovedet ikke var af en klasse, der normalt ville have råd til den slags rober. Hun havde levet på gaden ind til hun fik det arbejde, og var sammen med sin arbejdsgiver, som var halvelver, netop blevet fordrevet fra byen. Det var også grunden til, hun ikke bar smykker. Hun ville ikke have råd. Der var mange ting, hun ønskede, men ikke havde ressourcerne til at ændre.

Venus standsede på den anden side af indgangen og så sig om efter et kendt ansigt, man fandt ingen. *Det er også tidligt...* tænkte hun i et forsøg på at være optimistisk. Mad lod til at være en udmærket ting at tage sig noget af, ind til der kom flere gæster. Så var spørgsmålet bare, hvor buffeten var henne i år. Hun så sig om igen og fik øje på en herre, der tydeligvis havde fundet det og nu stod og spiste lidt fra hende. Hun så også hans smil. Hun mindedes at have set et lignende ansigt udtryk før med uden at kunne placere det. Nu gav det hende bare myrekryb. Nu overvejede hun, om hun virkelig havde lyst til at bruge buffeten som en undskyldning for at starte en samtale med herren, eller om hun hellere skulle tage chance og finde bordet selv.

Der skete ikke rigtigt noget spændende omkring ham og hans øjne viste tydeligt, at han var et andet sted end balsalen. Slavehandlen. Små problemer, der skulle overvejes, større opgaver, der skulle gennemtænkes. Han havde planer om at få udskiftet de underjordiske bure, hvor han opbevarede de store væsner, men det krævede at han fik fat i de rigtige folk. Dværge, helst, deres jern og evner inden for den slags var det bedste, man kunne få. Men en som ham kunne ikke troppe op i Dragorn og spørge efter en handel, så han måtte finde en anden måde. Et lille sideærinde, nu han var i Dianthos alligevel...

Hans tanker blev afbrudt, da han fik en fornemmelse af, at nogen så på ham. Roligt lod han blikket glide til siden og han fik øje på en kvinde, der betragtede ham. Roligt vendte han sig i mod hende og smilede et ganske venligt smil, der ikke helt nåede hans øjne. Han kunne skam være venlig og høflig, trods sin race og sin titel, var han ganske vant til at færdes i kredse, hvor det ikke var klogt at være... sig selv. 
"Kan jeg hjælpe Dem med noget?" Hans stemme var ganske svagt hæs, men fyldig, og havde et let strejf af sydlandsk accent, ikke noget han var vokset op med, men han havde trods alt boet i Balzera i omkring 300 år. Måske noget nogen ville finde let sensuelt sammenlagt med hans udseende.

Han selv lavede en hurtig vurdering af kvinden. Hendes sjæl var ikke rigtig til at mærke fra afstand, så nok et ungt menneske. Ingen smykker, men en ganske fin kjole, der dog så forkert ud i forhold til de andre kvinders finere kjoler. Ikke at han som sådan havde forstand på tøj, men han havde da øjne i hovedet. Og han kunne da genkende et kunstværk, når han så et. Det røde hår passede ganske fint med kjolens farve.
Enten en adelig uden penge eller en almindelig borger med et lånt stykke tøj. Begge dele lagde op til, at det nok ikke var en, han kunne gøre en videre spændende handel med. Men ind til videre havde hun været den mest spændende person, der var dukket op for hans syn her til aften, så hans smil blev en smule større og hans træk en smule mere venlige.

Herren nær indgangen vendte hovedet og fik øjenkontakt med Venus. *Åh pis..* Nåede hun at tænke, før hans ansigt lyste op i et mere almindeligt, indbydende smil. Måske havde hun bare set på ham på det forkerte tidspunkt. Guderne måtte vide, at man kunne fange folk i de mest uheldige situationer, hvis bare timingen var en smule ved siden af. Hun slog den ubehagelige fornemmelse ud af hovedet, og besluttede at samtale vel næppe kunne gøre hverken fra eller til. Med et smil svarede hun Vargas: "Ja, det tror jeg, De kan." Venus gik over til ham, mens hun gjorde sig umage for ikke træde i sine egne skørte. De var lange og absolut ikke lavet til at være praktiske, men det var trods alt heller ikke formålet med pænt tøj. Det skulle jo netop være... pænt.

"Jeg ser, De har fundet buffeten. Kan De pege mig i retning af den?" Det føltes unaturligt at tale sådan, men hun foretræk at holde på formerne, når hun mødte nye væsner. Særligt hvis det var til et bal på et palads og et væsen, der tydeligvis var velhavende. Vargas lugtede langt væk af gamle penge, men han virkede i det mindste ikke snobbet.  I hvert fald ikke endnu. Under alle omstændigheder var hans stemme og accent meget behagelig at høre på.
"Og godaften."

Vargas brune øjne hvilede roligt på kvinden, som først så lidt skræmt ud over, at han havde opdaget hendes stirren, men bagefter smilede til ham. Godt, han skulle nødigt starte aftenen ud med at gøre et dårligt indtryk.
"Jaså?" Han ventede tålmodigt som hun gik over mod ham, noget der så lidt besværet ud af den lange kjole. Ja, han kunne da kun være taknemmelig for, at det ikke var ham, der skulle rende rundt i alt det stof. Han havde engang haft et kvindeligt hylster, hvilket da havde været interessant nok, men han havde aldrig rigtigt brudt sig om skørter...

Hendes ord om buffeten hev ham ud af minderne og for et sekund stirrede han blankt på hende, inden det gik op for ham, hvad hun snakkede om.
"Åh, ja, det kan jeg vist ikke benægte." Han kom med en dæmpet latter og løftede let op i tallerkenen, der efterhånden var tom. "Jeg har et svagt punkt for god mad." Han lavede en let bevægelse med hånden for at vise hvilken vej. "Jeg tillader mig at slå følgeskab med Dem." Som sagt så gjort, han valgte at gå ved siden af hende mod det lange bord med mad.

Vargas måtte indrømme, at han var en smule nysgerrig over denne kvinde i den fine kjole, hun åbenbart ikke var vant til at bevæge sig i. Lidt underholdning for aftenen forhåbentligt.
"Jeg kan ikke undgå at bemærke, at Deres kjole er af et ganske mesterligt håndværk. Hvilken skrædder har De den fra?" At kende de gode skræddere var et plus. Nu havde Vargas en rimeligt god skrædder i Balzera og en rimeligt fast tøjstil, men det kunne jo være, at han stod og skulle bruge noget mere nordligt tøj på et tidspunkt. Og detaljerne i kjolen var ganske fascinerende.

Det var måske ikke et bekendt ansigt, Venus havde fundet, men i det mindste var det venligt.
"Hvem har ikke det, og det bliver ikke meget bedre end her," svarede Venus med en hvis entusiasme og nikkede høfligt som accept af, at Vargas slog følge med hende til buffeten. Hun havde en fornemmelse af at de flyttede den hvert år, eller også var det hver fest. Under alle omstændigheder var det en smule irriterende. Hvis man ikke kunne finde maden til en festen, var der ikke megen ide i at have madden der.

Hun gik i et langsommere tempo, end hun ellers ville have gjort på grund af de lange skørte. Det så kønt ud i spejlet derhjemme, og hun havde også med lidt held forsøgt at lære 'svæve over gulvet', som hendes mester kaldte det. Det handlede om ikke hoppe for meget op og ned, når man gik og lade hofterne og fødderne gøre det meste af arbejde, men ikke for meget. Tøjet skulle jo se pænt ud. Med alt dette i hovedet, gik Venus så hurtigt, hun turre for ikke at genere Vargas for meget. Manden var ikke ligefrem noget dværg. I det mindste lod det til, at hun havde gjort noget rigtigt.

"Det er jeg glad for, at De synes," svarede Venus venligst smilende og hev ud i skørtet et øjeblik, så man bedre kunne se animationerne. "Hans navn er Cornelius Irspind. Jeg har hans kort, hvis De er interesseret?"

Vargas fulgte roligt hendes tempo, selvom hans ben lagde op til længere skridt. Men han var høj og fandt ofte, at han ikke behøvede at have så travlt, så andre kunne følge med. I dag var det ikke et problem, han skulle ikke nå noget alligevel. Og der var ingen grund til at stikke af fra underholdningen. Ikke endnu i hvert fald, men måske han fandt noget mere interessant senere. 
Hans blik gled ned til kjolens mønster, da hun hev lidt ud i stoffet, så han bedre kunne se. Det var ganske smukt og han erindrede ikke at have set noget lignende før. Det måtte være en ganske dygtig skrædder! Han så lidt tænksom ud, da hun nævnte hans navn, men det var ikke et, der var gemt i hans hukommelse.
"Ikke et navn, jeg har hørt før desværre. Men jeg vil meget gerne have hans kort." Det kunne jo være, at han fik brug for noget så detaljeret en dag. Til ham selv eller til en gave.

Bordet med maden dukkede op mellem en klump af væsner og Vargas kunne have sukket. Han havde vitterligt et svagt punkt for mad, især god mad, og det var virkeligt af bedste kvalitet her på paladset, det måtte man give dem. Lyset forstod at finde de gode kokke.
At han var en dæmon, en slavehandler, ja en dødssynd, midt i Lysets palads virkede ikke til at røre ham synderligt. Han smilede gerne lystigt til vagterne og lagde ikke en dæmper på sin tilstedeværelse, selvom han heller ikke ligefrem gjorde noget for at tiltrække sig opmærksomhed. Han var ikke dum. Bare lidt overmodig. Havde Leoric ikke siddet i den position han gjorde, var Vargas nok ikke dukket op. Selvom det ikke var hans første bal på paladset i de 1500 år han havde levet. Ting forandrede sig bare og det var ikke ligefrem sikkert at befinde sig her, når man var ham.

Hans tallerken blev skiftet ud og den nye blev ret hurtigt fyldt op med mad. At hans mor havde været i nær familie med den daværende Fråds var ikke svært at se, han var altid sulten, forstærket af hans grådighed. Men han holdt sig selv tilbage, ingen grund til at spise så meget, at dovenskaben kom ind over...

Venus tog mængden af mad, Vargas øsede op, som et mål af buffetens kvalitetet og øsede selv op derefter. Hun var selvfølgelig ikke nogen grovæder og da slet ikke dæmon, men spise mere end hendes spinkle krop gav indtryk af, kunne hun.

På den anden side af buffetten fandt Venus dog et bekendt ansigt og faldt hurtigt i snak, så da Vargas gjorde anstrøg til at gå, smillede hun varmt og takkede hun ham pænt for assistancen, og havde stadig ingen anelse om, hvilken fare hun kunne være havnet i. Men det var hun også så vant til.