Det havde efterhånden været et stykke tid siden at Sigrun og Torbjorn var nærmest faldet over hinanden ude ved Torbjorns søsters grav. Det havde været lidt et møde af skæbner, fordi Sigrun var muligvis faldet pladask for ham fra starten af, og selvom de havde set hinanden et par gange siden, var det ikke forsvundet. Den brændende fornemmelse i hendes krop var der hver eneste gang hun så på ham eller snakkede med ham. Det var noget hun aldrig havde oplevet før, og hun havde også snakket med sin far om det. Hun blev nødt til det, fordi at hun for en stund ikke vidste hvad hun skulle gøre, men det blev klart som dagene gik. Hun var en kvinde af handling trods alt.

Heldigvis havde hun noget hun skulle snakke med Jarlen om, så det var ikke så underligt at hun også kunne slå indenom Torbjorn. Det var noget af en lang tur for at blive afslået, men der var noget i hende der sagde at Torbjorn måske var ligeså interesseret som hun selv var. Det var dog ikke noget hun ville have for høje forhåbninger til, hun ville bare... have svar. Vide hvor de stod med hinanden.
Så hun var blevet færdig med hendes aftale hos jarlen, og gik med faste skridt ned til den efterhånden velkendte smedje i byen. Hendes hjerte hamrede men hun var sikker i sin sag. Det var det her hun ville.

Hun bankede på døren som hun trådte ind. Det var utrolig varmt og hun var hurtig til at åbne lidt op for alt det tøj hun egentlig havde på. "Torbjorn?" kaldte hun ud, for at høre hvor han var henne. "Det er Sigrun," Han kunne nok godt høre at det var hende, men bedre at sige frem hvem man var, især hvis der var andre. Det var  måske så også det eneste der ville kunne dæmre hendes stædighed om at fortælle ham idag. Fortælle ham nu. 

Skæbnen var en finurlig ting. Selvom man ikke troede på den, indfandt den sig alligevel. Torbjorn selv, var ikke bange for at indrømme, at med al den magi der fandtes i deres verden, ville det være underligt ikke at tro på noget, bare fordi man ikke kunne se det. Han vidste ikke om det var netop stæbnen eller om det var noget andet der havde ledt til at han havde mødt Sigrun den dag. Eller om det var skæbnen der havde sørget for at han stort set aldrig holdte op med at tænke på hende. Og når hun var der, de enkelte gange han havde set hende siden, var der ikke andet han havde lyst til at fokusere på. Hun gjorde ham ganske simpelt glad og det begyndte at blive hårdere og hårdere at affinde sig med distancen mellem klanerne. Ingen kunne komme rundt om hvor meget nemmere det havde været hvis de havde boet ved siden af hinanden.

Torbjorn stod i den varme smedje, som hverdagen altid bød ham. Et arbejde der skulle vedligeholdes, hver eneste dag og som passede til den tavse mand. I øjeblikket stod det ganske fredeligt til, med at få opvarmet jern i den varme ovn - hvilket var grunden til at han kun bar et par bukser og ingen trøje. Der var for varmt til at være dækket ind, og når der ikke fløj knister havde han ikke behov for forklæde til at skåne huden. Det øverste lag af håret var trukket tilbage i en hestehale, for selvom knisterne ikke stod nu, var der ingen grund til at fremtvinge større brandfare. Han var lige blevet færdig med at ligge mere brænde på, omkring smeltegryden, da han hørte hendes stemme.

Et øjeblik var han sikker på at det havde været indbildning, men så god var hans fantasi ikke, at han begyndte at høre stemmer, trods tankerne altid på en eller anden måde kredsede sig omkring hende. Han rejste sig fra sin position på hug og vendte sig mod hende, smilende. Det var ikke svært at se i de varme brune øjne. "Hej Sigrun" hilste han hende, som han tørte sine fingre af i et forklæde. Det kunne ikke tage alt sod og snavs, men det hjalp da.. lidt på det... "Jeg er glad for at se dig"

Sigrun havde ikke forventet at Torbjorn ville stå halvnøgen i smedjen, og hun måtte lige tage et par sekunder at sunde sig på, over at se Torbjorns meget veldefineret overkrop. Han så slet ikke slem ud. Og det var ikke fordi at Torbjorn var den første mand hun havde set halvnøgen, eller hel nøgen for den sags skyld. Ikke atde var kommet så langt endnu. Eller måske de aldrig ville komme så langt. Og Sigrun burde virkelig stoppe md at tænke på Torbjorn nøgen, det ville ikke gøre hende noget godt overhoved.

Hun kunne dog stadig ikke stoppe sig selv fra at smile bredt, og hendes kinder føltes også lidt varmere, selvom det ligeså godt kunne være den heftige varme der var i smedjen, ligesom så meget andet. Hun var da også hurtigt til at tage sin frakke af. Det nyttde ikke noget at brænde op herinde og så dø af kulde når hun endelig skulle udenfor igen.
"I lige måde... der er faktisk noget jeg gerne vil tale med dig om, hvis du altså har tid?" man kunne godt høre på hende, at hun virkelig gerne ville have at han havde tid, så hun kunne få det af sit hjerte, hvad end det var, men samtidig pressede hun ikke på, men sendte i stedet for et bekymret blik mod ovnen der var godt i gang med at smelte noget jern, af hvad hun kunne se i hvert fald. 

Det var noget af en varmeforskel at komme udfra med overtøj og ind i den varme smedje. Så hvis hun blussede op med varme i kinderne eller andre steder, var det nok ikke så bemærkselsværdigt, i sidste ende. Desuden havde Torbjorn slet ikke tænkt over at han ikke bar tøj på overkroppen! Det var så naturligt for ham at rende rundt på den måde i smedjen, hvor der var så gloende varmt, især tæt på ovnen.

Torbjorn kiggede på hende, kunne se at det var noget hun virkelig ville, havde brug for, men samtidigmed ikke var uhøflig omkring. Han drejede hovedet mod ilden, trak en af de større stykker ud der fra for at dulme ildens føde, og dermed undgå at jernet smeltede for hurtigt og i sidste ende ville blive for varm. Han var hurtig nok til ikke at brænde sig, men en trækned gik alligevel over hans ansigt.

Torbjorn rystede hånden lidt, som han rejste sig fra at sidde på hug igen og kiggede på hende. "Selvfølgelig" han havde i hvert fald sørget for at han havde tid, og mere end bare et øjeblik, som ilden allerede var faldet ned og nu bare dulmede ganske ganske let. Han så på hende med et let bekymret blik i de brune øjne og hovedet bevægede sig ganske let på skrå, tydeligt visende at selvom det ikke var megen bevægelse, talte han stadig bedst gennem træk fremfor gennem taler.

Sigrun studerede ham, som han gjorde at de faktisk havde tid. Hun gik i hvert fald ud fra at det var grunden til at han tog noget af brændet fra ilden af. Ikke at hun kendte meget til smedearbejde, men det fik hende alligevel til at trække på smilet som hun gik tættere på. Nu kom det store spørgsmål om hvordan hun overhoved skulle formulere sig overfor Torbjorn. Hun var sikker i sin sag, men at komme til ordene virkede altid til at være det sværeste.
"Du behøver ikke at se så bekymret på mig," udbrød hun så, med et let grin, som hun nærmest k unne mærke hans øjne bore ind i hende. Selv hvis han ikke havde samme ønske, betød det jo ikke at deres venskab behøvede at stoppe, og hun havde en god fornøjelse omkring det. Det fik hendes mave til at kilde lidt, som hvis hun havde sommerfugle i maven.

"Det er bare..." starte hun ud og man kunne se hvordan hun ledte efter ordene. "Jeg kan ikke holde op med at tænke på dig, og jeg ved at vi ikke har set hinanden så mange gange, men... jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal sige det uden at det lyder som noget taget ud af en kærlighedshistorie," Hendes kinder var ved at matche hendes hår, men hendes øjne funklede og et kæmpe smil var på hendes læber. "Jeg vil gerne lære dig at kende bedre, langt bedre. Som mere end bare venner." indrømmede hun så endelig og hun kiggede forhåbningsfuldt på ham. Forhåbentlig forstod han hvad hun sagde.

Det var svært ikke at bryde ud i et smil ved det lette grin og at han ikke behøvede at se bekymret ud. Han havde ikke ligefrem prøvet at blive opsøgt før uden at der var grund til at se bekymret ud. Så det lå vel i ham at gøre det, selvom det blev skubbet til side ved hendes toneleje og ikke mindst ord.

Torbjorn var ret sikker på at hans hjerte enten gik i stå eller sprang et slag over, eller to et par stykker på en gang. Han er ikke sikker på hvad han havde regnet med at hun ville fortælle ham, men dette var ikke lige hvad han havde set komme. Og i tak med at hun snakkede voksede hans eget smil stødt og sikkert. Men som altid, var hans talens gave ikke af de bedre, og han vidste ikke hvad han skulle sige og gøre, andet end at smile, måske endda en smule fjoget fordi hans reaktion var så ærlig som den var.

"Jeg.. Jeg tænker også hele tiden på dig" Torbjorn havde lyst til at sige en masse ting, og samtidigmed kunne han overhovedet ikke finde ord eller sætninger der ville kunne forklare det, uden at det som hun selv sagde, lød som om det blev hevet ud af en kærlighedshistorie. Og det han sagde var vel, såvel som det var ærligt, også en indrømmelse af at han havde det på samme måde. Samtidigmed at han blev en smule væk i de funklende øjne.

Det var et næsten genert smil der spredte sig på Sigruns læber, som han nævnte at han følte det samme. Hun var godt klar over at han ikke var meget for at tale. Måske var det også det der havde tvunget hende til selv at tage springet og dog. HUn ville nok have gjort det uanset hvad, Torbjorn var det bare værd at sætte sine tanker frme og håbe at han ville acceptere det, hvilket det i den grad så ud til at gøre.

"Jeg vil dog endelig ikke rive dig væk fra dit arbejde. Jeg ved godt at jeg kommer midt i arbejdstiden," indrømmede hun, men trådte stadig et skridt fremad. Smilet var ligeså stille ved at forvandle sig til et lidt mere drillende smil. Hun ville ikke distrahere ham, det var ikke godt for jobbet, og især i en smedje, men hvor ville hun egentlig gerne kysse ham, nu når det blev klart at han følte det samme. Alle så meget det samme som han havde haft mulighed for at komme ud med. De skulle nok arbejde lidt på hans kommunikationsevner. De fleste andre ville jo ikke vide hvad de skulle gøre med det.

Torbjorns kommunikationsevner havde altid været dårlige, men tilgengæl var han nem at aflæse i sine træk. Han havde stadig svært ved at forstå hvorfor man skulle sige alting når man i stedet kunne vise det. Men selv der var det også svært. For at vise ting, kunne misforståes i stedet for direkte ord. Her var der dog intet at misforstå. Han var glad!

Torbjorn nikkede. "Jeg burde nok vende tilbage til det" men han fokuserede overhovedet ikke på sit arbejde lige nu, men trådte i stedet også et skridt frem imod hende, ude af stand til at tage øjnende fra hende lige nu.
Han løftede en hånd og lod den ganske blidt glide hen over hendes pande, let sættende noget hår tilbage igen. Det ildrøde hår der måtte havde tiltrukket mange igennem tiden. Han lod sine fingre fortsætte ganske let ned af hendes kind og smilede en smule mere. "Arbejde kan vente" for hvor vigtigt var det at få det lavet i forhold til dette? Prioriteterne afslørede i hvert fald, at hvad end han havde været i gang med før, godt kunne vente og ikke ejede samme vigtighed. Fingeren nåede under hendes hage, inden han bøjede sig frem for at kysse hende. Fordi han havde lyst til at gøre det, og havde haft det i et stykke tid!

Sigrun var ved at blive lidt skuffet, som Torbjorn nævnte at han nok skulle tilbage til sit arbejde, men han så trådte et skridt tættere på, og hun kunne da heller ikke dy sig fra at gå endnu engang tættere på ham, så de stod forholdsvist tæt. I hvert fald tæt nok på at kunne røre hinanden.
Hendes hud kriblede som hun mærke den ellers ganske ru hånd mod hendes pande, men hun kunne ikke stoppe sit dumme smil fra bare at blive på hendes ansigt. Hendes hjerte bankede og det var nok lang tid siden at hun havde følt sig så glad. Eller det var i hvert fald en anden følelse for glæde end de mange andre hun havde oplevet.

Hun lod ham gøre som han ønskede, og lænede sig næsten ind i kysset, som han startede det. Armene lagde hun om hans brede, ganske nøgne skuldre og bare nød noget hun havde længtes efter siden den første aften, selvom dengang hun ikke havde ønsket at anerkende at der var noget seriøs seksuelt spænding mellem dem.

Hans reaktion havde skyldtest mest, at situationer som denne var for ham meget ukendt. Det var ikke ligefrem hver dag at en kvinde kom hen og direkte fortalte ham hvordan hun følte. Han havde faktisk kun oplevet at de blev mere hemmelighedsfulde og forventede han kunne regne ud hvad der foregik. På den front forstod han ikke kvinder, men måtte glædeligt konstatere at ikke alle var sådan. Det virkede til at Sigrun sagde præcis hvad hun havde i sinde, uden at gemme det væk bag noget hvor han skulle til at lege gætteleg.

Det var en af de ting der var så tiltrækkende ved hende. Den fysiske komponent var ikke det eneste der dragede ham tættere på. Han nød at snakke med hende, blev glad af at høre hende grine og generelt bare glad hun var der.
armene lagde sig rundt om hendes krop, blidt hvilende ved hendes side og ryg, indlevende i at han endelig fik chancen for at kysse hende. Og så snart han slap hendes læber havde han mest af alt lyst til at kysse hende igen. Torbjorn lænede sin pande mod hendes og fortsatte med at holde om hende. ”Jeg må til at finde rigtig mange undskyldninger for at tage hen til dig i tide og utide” konstaterede han i en lavmæld brummen med morskab i stennen. Ikke at han behøvede en undskyldning! Han ville nok sige præcis som det var, at han ville over til hende, på bekostning af hans arbejde. Der var vigtigere ting end arbejde.

Hendes læber kildede næsten, og hun var efterhånden sikker på at hendes ansigt passede med farven til hendes hår, men hun kunne ikke bekymre sig om sådan nogle bagateller, når hun stod lige her, i armene på Torbjorn, og hun bare følte sig så lykkelig. Det var måske sådan en simpel ting, men det var noget hun måske havde haft et behov for i længere tid. Bare at føle sig elsket på denne her måde.

”Jeg er sikker på at det ikke bliver noget problem,” indrømmede hun grinende og rystede på hovedet. Hun tvivlede i hvert fald på at Torbjorn var typen der ville holde sådan noget hemmeligt. Han ville måske ikke gå råbe om det på gaden, men han virkede ikke som en der ønskede at holde hemmeligheder. Sigrun var det samme. Ingen grund til at skjule at de havde fundet hinanden.
Bare tanken om at det faktisk havde fundet hinanden, de var sammen, og hun kunne kysse ham når hun ville, var nok til at hun lænede sig op for at kysse ham igen.

Man holdte kun ting som dette hemmeligt, hvis man alligevel ikke helt mente det, eller på anden vis skammede sig over det. Torbjorn mente det og han havde heller intet at skamme sig over! Faktisk var han bare helt igennem lykkelig over at det havde kunne lade sig gøre, at hun fandt nogen form for interesse i ham. Ham, en smed fra en anden klan, der ikke var nogen stor kriger, diplomat eller leder. Han var en varm, brummende bjørn for at tage sammenligningen med hans dyreskikkelse.

"Nej, det bliver bestemt ikke noget problem" svarede han tilbage med en munter stemme. Han kunne nok stadig ikke gå lige når det passede ham, men folk måtte affinde sig med, at han ville tage vandreturen over til Sigruns hjem, oftere og i længere perioder engang imellem. Så måtte han lokalisere en smedje at arbejde i derovre, hvis det skulle være på den måde. Han var i hvert fald frivillig til at finde en løsning. Desuden, kunne der findes en løsning på alting, når man fik den hoppende fornemmelse af glæde i maven, som hun kyssede ham igen.

Det var nemt bare at blive tabt i det at være sammen med Torbjorn, men Sigrun blev nødt til ikke bare at blive til en lille teenage pige, som lige havde fået sin første kæreste. De var begge voksne og havde et liv de skulle tage sig af, selvom Sigrun nu ikke havde så travlt med at komme afsted. Til gengæld kunne hun godt mærke at havde overtøjet på stadigvæk, var ved at blive noget varmt.

Langsomt gav hun slip på Torbjorn. ”Hvis du har tænkt dig at holde mig her i noget tid, så bliver jeg altså nødt til at tage noget af overtøjet af,” nævnte hun med et glimt i øjet, som hun endelig slap helt ud af sin jakke. Der var stadig de store støvler og skindbukser, men allerede bare at få jakken af hjalp lidt. Især fordi smedjen var virkelig varm.

At være voksen, samtidigmed man følte sig fuldstændig som kastet tilbage i sine teenageår, var en balance Torbjorn ikke havde arbejdet med før. Lige nu, havde han lyst til at ignorere sit arbejde og bare være sammen med hende! Og ikke andet. Men fornuftigt set på det, var de begge nødt til at holde deres almindelige hverdag ved lige også. Han havde smedjen og passe, mens Sigrun havde en hel klan og by at arbejde med og for. Det kunne ikke blive som når man var barn og ikke havde forpligtelser.

Torbjorn smilede ved hendes kommentar "Det har jeg intet imod" han kunne ikke dy sig. Det havde været for nemt at komme med den kommentar tilbage som hun tog jakken af. Men det var klart. Der var varm i smedjen. "Kom" I stedet valgte han så at tage hendes hånd, og føre hende med længere ind, indtil de nåede døren der førte ind til det lille men hyggelige hus. Der var en mere anstændig temperatur, selvom huset her altid var varmt takket været smedjen der altid ulmede lidt. Ellers lignede det et almindeligt nordisk hjem, hvor det kunne ses at Torbjorns mor sørgede for at alting næsten var pinligt rent. Ikke at han forstod hvorfor det var så vigtigt, men det var også hendes valg.

En dag var jo ikke at de lod deres arbejde slippe væk. Det var mere bare at lade dem opføre sig som de unge mennesker de stadig var, i stedet for alt det ansvar der ellers bar med. Desuden, de fleste ville nok kunne forstå det alligevel.
Sigrun havde intet imod som Torbjorn tog hende med hende, og klemte da også lidt om hans hånd. Den var varm, stor og ru. Det kunne tydeligt mærkes at han havde arbejdet hele sit liv og ærligtalt, så var Sigrun slet ikke ked af det på det grundlag. Det var rart at føle det. Det var vel bare endnu et af de punkter der fik Torbjorn til at føles som en rigtig mand.

Sigrun kiggede rundt i det lille hjem. Det var meget standard, men hun havde faktisk aldrig været her, da de visitter hun havde lavet her ofte havde været meget korte.
”Her er hyggeligt,” nævnte Sigrun. Stadig med jakken under en arm, og store støvler og bukser på. Hun ville nok foretrække at få det af snart, men først skulle hun jo lige tage ind hvor det egentlig var at Torbjorn boede.

Det var ikke kun denne dag han tænkte på. At udsætte sit arbejde til i morgen ville på ingen mulig måde være et problem. Der var ingen der ville se sig sur over det, det var han næsten helt sikker på. Men han havde ikke lyst til at arbejde i morgen. Specielt ikke hvis Sigrun stadig var her. Men det var delen af at være voksen, man måtte forsøge at ballancere det hele.

Torbjorn kiggede på hende, smilende roligt, inden han gav hendes hånd et klem. "Jeg tror hellere du må få noget af alt det overtøj af inden du begynder at koge" der var ikke ligefrem koldt i huset, og hun var klædt forsvarligt på til at håndtere Nordens hårde kulde. Han selv var jo stadig i sit 'smedjetøj' så at sige. "Jeg tror det bliver mere rart i hvert fald" han følte sig spændt og afslappet på en gang. Han ville så gerne vise hende sit hjem, høre hende snakke og måske endda selv få sagt et par ting, trods han stort set altid var tavs. Bare at være sammen med hende. Den sidste tanke gjorde faktisk at han slappede helt af i kroppen. Det virkede bare rigtigt.

Sigrun kunne ikke lade vær med at le lidt, men begyndte så at tage støvler og skindbukser af, så tøjet under det kom til syne. Det var ikke ligefrem fordi at hun var klædt specielt pænt på. Det endte alligevel altid med at komme i anden række, når man skulle begå sig i nordens kulde. Især om vinteren.

Det var nu også dejligt at komme ud af det og i noget mere løst tøj, så om sige. Man kunne i hvert fald bevæge sig bedre uden de mange lag på.
”Hvor plejer du at lægge overtøjet?” spurgte hun med et lille smil, og kiggede sig omkring. Siden hun ikke bare havde tænkt sig at smide det på gulvet. Ingen grund til at det behøvede at blive vådt sammen med sålerne af støvlerne, som nok stadig have en anelse sne under sig.

Praktisk tøj var i Norden også langt mere vigtigt end at det havde den perfekte farve eller facon. Torbjorn selv var jo ikke ligefrem klædt i fine klæder, derimod var det praktisk. Det samme kunne man se på Sigrun, under det varme overtøj. Det var hende, det hørte sig også til hende på en måde, og Torbjorn havde nok egentlig heller ikke forventet at se andet. Han kunne godt li at hun var så praktisk anlagt.

"Hvis det er vådt, ovre ved pejsen. Så er det i hvert fald nok tørt når du engang skal i det igen" han vidste vej derover, der var ikke så langt, eftersom huset var opbygget på en måde, der var normalkendt for norden. Nærmest at alt var i et rum. Han hjalp hende med at få hunget det op hvor deres eget overtøj plejede at hænge hvis det var vådt. "Sulten?" han kunne godt bare være stille og bruge sin tid på at kigge på hende og lytte til hendes ord. Det ville bestemt være nok for ham at bruge sin tid på, nu han havde hendes selskab, men han var trods alt blevet opdraget og havde fået banket ind i knolden af sin gamle mor at der var visse ting man bare skulle gøre.

Det var ikke alt tøjet der egentlig var vådt, men noget af det endte ved pejsen, og det var godt at få tørt og varmt tøj på når hun endelig skulle afsted igen. Hvornår det så endte med at være. Det var jo tydeligt at de to nordfolk hjertens gerne ville blive sammen længere end hvad verdenen måske ønskede for dem. Det var jo hvad der skete når man havde en lederposition og den anden boede i en helt anden landsby.

”Måske en smule,” indrømmede hun, og det kunne nemt være at de ellers ville glemme lidt at spise. Sigrun kan da godt huske fra sine yngre dage, at når man først var viklet sammen med nogen, så var det svært at vikle sig ud igen for at få noget så simpelt som at spise. Og lige nu opførte hendes mave sig i den grad sig som om at den var teenager igen. Man skulle ellers tro at hun var kommet sig over det.

At hun skulle være fra en anden landsby, var selvfølgelig noget skæbnen havde ment skulle udfordre dem. Det var hårdt at vide, at han ikke kunne se hende hver dag, men Torbjorn var også tålmodig. Han ville gå hen og besøge hende. For hvad han vidste af, måtte de også have en smedje der, hvor han kunne arbejde, hvis det om så vidt at han var der i længere tid. Det skræmte ham ikke.

Torbjorn smilede. Det var svært, ikke bare at gå hen og hengive sig igen. Lade den indre teenager tage over og vise hvor glad han var for hende. Det medførte også at han lod sine lidt mere rug fingre, glide ned fra hendes pande, af kinden og hvile ganske blidt mod hendes kæbe. "Hvad har du lyst til?" han mente at spise, da hun var sulten, men sommerfuglene i maven havde lidt svært ved at huske det var mad han snakkede om. Bare for en stund i hvert fald.