Følelsen var ikke bedre at blive bragt ned end at være blevet bragt op. Den var lige desorienterende for Útíradien, som pludselig havde fundet lidt af en nyt ubehag ved tanken om at blive løftet af jorden. En ting han ikke vidste var et problem før nu.
Han kunne godt lide at være steder hvor han selv kunne mærke at gå og træde, og luften var bare ikke det, men han kunne ikke ligefrem sige noget til det. Han var som en kanin i et bur. Umuligt for ham at komme fri.

Men han strittede heller ikke imod, og blev forsigtigt sat på jorden og han gav et lille åndedræt af lettelse fra sig, som han satte sin stav mod jorden. Solid jord. Noget han i den grad havde savnet de timer de havde sovet ovenpå.
"Ah... så vi skal igennem åbent landskab... i fuld offentlig skue," fandt Útíradien sig selv sige, som han prøvede at ryste natten af sig. Det lød ikke ligefrem som en god plan, hvis han selv skulle sige det. De var et jagtet folkefærd, og alt kunne ske på åbent landskab, hvis han selv skulle sige det.
Måske han slet ikke ville komme frem? Måske de to af dem ville blive jagtet og Sibalghym ville erkende at det ikke var det værd at forsøge at bringe ham med tilbage? Så kunne bønderne eller hvem end der fandt ham, tage deres hævn på ham. Han kunne ikke helt stoppe det ligge suk der undslap ham.

”Yup,” Svarede han selv ubekymret, på trods af hvor farligt det var. Især fordi Sibals evner ingenting var værd væk fra træerne. Alt han havde var sin bue og pile, en blind mand og en enkelt hest. Han havde dog alle planer om at holde sig langt væk fra vejene, og helst rejse om natten, hvor det var svært at spotte på afstand, hvilken hudfarve de havde eller ikke havde.

Han begyndte at hive op de tynde lædersnørre ved sin gylp. Han sagde ikke noget, da han bevægede sig lidt væk fra Útiradien, men ikke alt for langt, bare langt nok til at han kunne pisse i fred. Han placerede sin fod på en sten og ladede vandet med et anstrengt suk, der fik dyr i det omegnen til at baske forskrækket væk. Han abstraherede fra alle de naturlige lyde, men hans trænede ører lyttede selvfølgelig efter eventuelle farer. Men tankerne om den bløde opvågning strejfede ham. De havde ikke talt et ord om det.

Det virkede farligt og fjollet, men Sibalghym havde vel et godt lag af ungelver selvtillid som ingen kunne tage fra ham, og det var næppe Útíradien at komme med gode forslag. Ikke når Sibalghym så gerne ville tage ham med tilbage.
Han måtte acceptere sin skæbne der.
Som han hørte hvad præcis Sibalghym havde gang i, og grunden til at han var gået væk, fik Útíradien også gået lidt væk, overraskende stabil nu når han var tilbage på fast jord, og fik også tisset af, så han var klar til når de skulle videre.

Han vendte sig mod hvor han mente at Sibalghym var, en klar formodning om at han nok skulle lede dem på vej videre mod skovbrynet, siden Útíradien allerede havde mistet orienteringen om hvilken vej de skulle.
Ærligt forventede han også lidt at der ikke var tid til morgenmad, en ting Útíradien var mere vant til, mest af alt fordi han ikke altid kunne finde noget.
"Er det på hesteryg eller ved fods det tager en halv dag?" spurgte han endelig, og håbede på at Sibalghym i det mindste ville svare, eller i det mindste lede ham op på hesten, hvis det var med hest.