Hvis Sibalghym ønskede en reaktion fra Útíradien, så fik han trods alt en. For i alle Útíradiens år havde han aldrig blevet kaldet nuttet.
Hans øjne slog op i overraskelse, og et kort øjeblik åbnede hans mund sig som skulle han til at sige noget, men ingen ord forlod hans mund, som hans øjne flakkede lidt rundt, som han trods alt ikke kunne se Sibalghym, og slet ikke i mørket.

Det var jo ikke fordi de ord betød noget, men det var som om at han ikke helt kunne komme væk fra ordet. "Nuttet?" fik han endelig presset ud mellem de tynde læber. "Jeg... jeg tror ikke at skovelverne ville skåne nogen mørkelvere uanset hvordan de så ud?"
Han kunne ikke engang rigtig sige imod Sibalghym, fordi han havde faktisk ikke nogen ide om hvordan han så ud. Måske var han blevet nuttet med årerne, men han forbandt det ord med noget blødere, og ikke alle de skarpe kanter han vidste han havde. Halvt pga. generne, og den anden halvdel fordi han bare ikke fik nok at spise.

Sibal kunne have sluppet afsted med at kalde ham harmløs. Eller ynkelig. Men han havde gået med det ord, der havde ligget lige på tungen. Nuttet. Bare Útíradiens reaktion på ordvalget, fik Sibal til at gå i stå og reflektere over, hvad der dog var galt med ham, siden han havde valgt at kalde en anden mand nuttet. Han bed sammen, og nægtede i et nervøst hjerteslag overhoved at sige noget. Ikke før stilheden blev tilpas mærkbar, at han lidt var nødt til det.

”Altså jeg mener... Du er jo ikke, du ved... en værdig modstander. Det ville ikke være særlig ædelt, ville det vel?” Rømmede Sibal sig ”Men fint. Det kan da godt være, at de kunne finde på at slå dig ned, bare for at følge en eller anden lov. Det skulle ikke undre mig, når vi har med de skadedyr at gøre... Vi må jo spørge en skovelver, hvad han ville gøre ved dig, hvis vi møder en på vejen.” Han smilte ved den blotte tanke om at stille en lyshudet elver et sådan spørgsmål, inden man selv tog hans liv.

Útíradien lod sine øjne glide i endnu gang, som det var tydeligt at Sibalghym ville bevæge sig videre fra nuttet kommentaren, selvom den alligevel lidt hang i Útíradiens sind, som et ekko der ikke helt ville gå væk. Det var mange år siden at han sidst havde... haft noget, hvor komplimenter lå på tungen omkring hvordan han så ud. Ikke at han regnede med at han så specielt eftertragtet mere, ikke som dengang han var yngre.
Et eller andet sted var det nemmere at de snakkede om Útíradiens potentielle kommende død overfor en skovelver. For død virkede mere nærtstående end hvad end den nuttet kommentar havde været omkring.

Et lydløst suk undslap Útíradiens læber. "Jeg tror desværre ikke de går op i hvad der er ædelt når det kommer til os," sagde han. "De ser på farven af vores hud, og bestemmer sig for at vi alle er en plet på verdenen, inden de overvejer enhver anden sandsynlighed. Sådan har det altid været, og... nogle gange kan man godt forstå dem."
De havde ikke en mulighed for at se hvilke mørkelvere der måske ikke blot var rent ondskab og hvem der havde forsøgt at være mere end deres ophav, men på den anden side... de af mørkelverne der gik ud og plyndrede og dræbte ukritisk, stillede jo heller ikke spørgsmål til det. "Ligesom vores folk ikke er ædelt, når de plyndrer og dræber," fandt han sig selv sige, som han krøllede sig lidt mere sammen på den hårde grenbund.

Sibalghym sukkede af lettelse over, at han var kommet nogenlunde sikkert videre fra den lidt klodsede kommentar. Han kunne umiddelbart ikke fornemme på Útíradien, at han endnu dvælede ved det. Han lyttede interesseret ham, som han talte om skovelverne, eller rettere sikrede sig, at han gav udtryk for, at de var lidt af nogle svin. Hans syn virkede dog lidt mere nuanceret.

”Det var jo dem der startede... Ik’?” Mindede Sibal ham om, selvom han var alt alt for ung til at kende til sandheden, der var flere tusinde år gammel. Hans stemme var rusten i det. En smule hæmmet af den sene nattetime, men mest på grund af den måde han havde valgt at lægge sig fladt i reden på nær nakken, der lænede sig op ad stammen. Han havde foldet hænderne afslappet på brystet. Det var ikke som når han overnattede på landjorden, hvor hånden for det meste hvilede på skaftet, så han var parat til at stikke den uheldige ned, der forsøgte at vække ham fra hans tunge søvn. ”De har selv bedt om at blive plyndret og dræbt, for de har aldrig forsøgt at råde bod på den uorden de selv skabte... Tror jeg da nok.” Igen. Sibal talte om ting han kun havde hørt fra sine ældre klanmedlemmer. Og selvom ingen af dem var gamle nok til at være fra det oprindelige folk, så var deres sandhed nok.