Dion var klar til at flyve. Så snart Elemérs rødhårede skikkelse dukkede frem, rejste den store drage sig op og strakte sin krop og sine vinger. Elemér gav ham nogle kærlige klap på siden, som han passerede Dion. Lige om lidt, ven.

Han hjalp til med det sidste og fik pakket Dion med teltet og resten af oppakningen. Der var en lille unævnt forventning om at Idrys skulle bestige Dion sammen med ham. Selv efter deres snak i går aftes, var Elemér ikke sikker på om han helt kunne stole på de to andre, hvis de sad sammen på Nila. Idrys ville jo bare holde om Sata, ligesom han havde holdt om Elemér på flyveturen i går. Og skulle Elemér så glo på det hele vejen til Rubinien?

”Nå, skal vi?” Spurgte han gestikulerende mod Dion, der mere end villigt sænkede sin store krop, for at passagererne kunne bestige ham. Elemér tilbød Idrys hjælp til at komme op, hvis altså han ville tage imod hans hånd.

Det var en stille affære at få pakket teltet ned, og en noget mere højlydt affære, for Sata at overtale Nila om at det altså var tid til at de skulle ud og flyve. Nila stod i en jævn tid og kiggede trodsigt mod sin dragerytter, og så næsten ud til at strumpe indtil, at Sata meget forsigtigt tog hende op og nussede deres næser mod hinanden, og satte hende ned, hvor hun så endelig forvandlede sig til sin store version.
Ligeå stille blev dragerne pakket med sager, og til sidst var det kun dragerytterne der manglede.

Det var dog stadig meget lidt af en tøven at Sata kiggede mod de to andre og Dion, selvom han jo godt kunne erkende, at Dion var den bedre drage til at bære to folk.
"Lad os," lød det fra Sata, som han svang sig op, og kiggede mod Idrys, som selv kunne have muligheden at vælge mellem dem, selvom det ikke så ud til at Sata havde accepteret at han måtte sidde med Elemér, dog med et glimt i hans øjne der vidnede om at det stadig ikke var hans fortrukne ting. 

Oppakningen var hurtigt samlet og teltet slået ned. Det tog lige et øjeblik for Idrys at fange Zuhal, som protesterede en smule, som han puttede hende ned i tasken. Hun havde håbet at tiden var inde til at nyde den friske luft og udforske skovområdet, som hun ellers ikke havde set før.

Beslutningen om hvilken drage, han skulle bestige, blev dog hurtigt truffet for ham med Elemérs ord og gestikulerende mine mod Dion, der så ud til at være klar på at Idrys steg op. Han kastede et korvarigt blik mod Sata, inden han bestemte sig for, at det sikkert var bedst at holde sig til Dion, og tog imod Elemérs hånd til at komme op på ryggen af den røde drage.

"Med en tidlig start skulle vi gerne nå grænsen til Rubinien før solnedgang." Konstaterede han og kiggede mod himlen. Der var meget dag at gøre godt med, så længe de ikke gjorde alt for mange stop undervejs.

Mens han gav Idrys en hånd med, som Dion skulle bestiges, glanede Elemér sig om skulderen over mod den ensomme rytter. Det var ikke til at vide om Sata havde nogen holdning til hvor Idrys skulle placere sin mås henne, men man kunne jo altid fantasere sig til, selv at blive budt på en tur på et tidspunkt. Det var ikke mange drager Elemér havde fået lov til at ride på, desværre, især ikke efter han havde fået Dion. De skarpe reptiløjne holdt altid skarpt øje med, at hans makker ikke gav andre drager mere opmærksomhed end ham.

Ligesom i går, spillede Elemér med musklerne, som han skulle hive sig selv op i sadlen at sidde, foran Idrys. Han bandt sig selv fast med seler og sikrede sig at Idrys havde godt fat inden han gav Dion tegn til at komme op at stå.

”Udmærket. Hvis ikke vi når Rajavi, når vi stensikkert Marceau,” Svarede Elemér medgørligt. Det var nok meget godt at han havde en vindmagiker og en vindelemental med sig, der kunne give Dion lidt medvind på turen, for selvom Dion var stor, havde han aldrig rejst så langt som han skulle i dag.

Dion ventede pænt på at den store, men lidt mindre drage foran sig lettede først, inden har fulgte trop med tunge, vilde vingeslag.

Nila var overraskende medgørlig gennem dagen, som om at hun godt vidste at det ikke nyttede noget at prostere over at være den der skulle bære rundt på hendes rytter lige nu.
Det var heller ikke som om at Sata ville kunne have en samtale med Elemér og Idrys i løbet af dagen, grundet den højlydte vind omkring dem, så han måtte nøjes med Nila, som var rar og behagelig at have i hovedet, som de fløj heldgivis.

I løbet af dagen blev der gjort korte stop for at Nila og Dion kunne tage en pause, og som solen var begyndte at sætte i horisonten, så kunne de se Rajavi.
Sata forsøgte at få kontakt til den anden drage, for at hentyde hvor de kunne lande, så de ikke ville skræmme folk fra livet hvis nogen havde tænkt sig at lande midt i byen også var en mulighed. Nila ville nok ikke smadre noget, men Sata havde i en fornemmelse af at Dion var lidt mere klodset med hans store krop.

Så meget bevidst satte Sata kurs mod hvad der lignede en tom mark nær det store palæ i udkanten af byen, som formentlig husede adelsfamilien de skulle ned til.

Idrys kunne ikke helt undlade at bemærke Elemérs muskler, som han svang sig op i sadlen. Han kunne ikke helt bebrejde Sata for at også have haft et godt øje til den rødhårede dragerytter, for der kunne ikke herske nogen tvivl om, at han var flot. 

Det var ikke helt afgjort, om de ville starte hos Marceau-familien eller Ravaji. Idrys var ikke helt sikker på, hvordan det ville føles at være blandt rubinske adelsfolk ien. Som de fløj var det dog som om hans tanker ufrivilligt blev ved med at vende tilbage til minderne om det rubinske hof. Han prøvede i stedet at koncenterere sig om at benytte sin magi til at give dem medvind, så dragerne ville have en lettere tur.

Den kraftige vind fik hans mørke hår til at løsne sig, så da de endelig landede for aftenen, hang det vindblæst om hans skuldre. Han vil frigjort sig fra Dion og  begyndte at strække en smule ud. Mørket var så småt ved at falde på og lysene tændt i byen, der husede de rubinske adelsfolk..

Den sidste lange strækning foregik i stilhed. Der var altid noget betagende ved at krydse de smukke landlige områder langt væk fra de store byer og se hvordan marker og stier blev ryddet fra helt almindelige bønder, der aldrig havde spottet drager på himlen før, og ikke turde gøre andet at løbe ind i sikkerhed, fordi de umuligt kunne vide, at Elemér og hans kompagnoner var fredelige.  Det bedste ved det hele var, at Dion virkede til at nyde turen mod det varmere klima. Selv var Elemér lidt udfordret. Hans sarte hud var ikke god til så brændende en sol rettet lige mod ansigtet i så mange timer, og han fik da lige en stribe af rød farve hen over kinderne og næsten, inden solen endelig rykkede sig ned bag horisonten.

Dion fulgte Nila, da hun lagde an til at lande på en af byens nærliggende marker, men om hans medgørlighed skyldtes lydighed overfor Sata, eller om det bare var fordi han var kørt træt, var Elemér ikke sikker på på nuværende tidspunkt. Han håbede bare på, at Dion og Nila kunne være her på marken uforstyrret, mens deres ryttere tog afsted. Han var ikke bekymret for dragerne som sådan, nok mere nysgerrige børn eller farmere.

”Nå? Hvor mon velkomstkomiteen bliver af?” Elemér så sig omkring. I modsætning til ankomsten til Dianthos, blev de ikke mødt på forhånd af nogen dronning eller indbyggere. Var de i det hele taget blevet spottet. Elemér håbede lidt at de ville blive budt på mad og drikke ret hurtigt.

Sata svang sig lidt og elegant ned af Nila, hans klæder dansede om ham i den milde vind, inden de lagde sig, og hans strøg en hånd ned langs Nilas hals. Han var ikke sikker på hvor lang tid der ville gå før Nila mente det var lommetid, men det ville være at fortrække hvis han kunne få hende til at bære taskerne lidt endnu, så de ikke blev nødt til at lægge det hele over på Dion.

Hans blik gled tilbage over til Elemér som han spurgte om hvor velkomstkomiteen, og hans mundvige trak sig en smule op i et halvt smil. "Det kan godt være at vi ikke landede hvor de forventede vi ville," indrømmede han. "Men det var svært at se der skulle være plads andre steder til at lande til begge to." Nila var ikke den største drage, men Dion var, og der var alligevel behov for en hvis mængde plads også til deres vinger, så de ikke ramlede ind i hinanden. To små drager der ikke tænkte over deres vingefang, og fik tomlet ned sammen? Bedårende. To fuldvoksne drager? Væsentlig mindre bedårende.
"Om ikke andet må vi vil gå op til porten," sagde han og trak på skuldrene. Det ville ikke være det mest ordentlige, men hvis de havde dragerne med, så vidste de trods alt godt hvorfor de tre af dem var der.

Den lange tur på drageryg havde sat sig en del i kroppen på Idrys, og han kunne mærke længslen efter en blød seng. En kort tanke om hvorvidt de ville få individuelle værelser strejfede ham. Ville det overhovedet være vigtigt? Det kunne jo også være at Elémer og Sata ønskede at dele.

Han lod de to andre om at lede de store drager, mens han samlede Zuhal op i armene. Hun var ivrig efter at udforske omgivelserne, men han turde ikke lade hende komme for langt væk. Hun protesterede en smule, men lod ham holde hende.

"Der er vel ikke andet for." Istemte han Satas forslag om at gå op til porten. Han skævede til de andre og en del af ham kunne ikke rigtig undgå tanken om, hvor unge og måske uerfarne i nogens øjne, de ville se ud. Heldigvis hjalp tilstedeværelsen af dragerne på det, for hvem ville nægte at lytte til nogen, der kom sammen med den slags imponerende bæster?

"Holdt!" Som de var begyndt at bevæge sig mod porten i halvmørket, lød det ængstelige råb fra en vagt, der utvivlsomt havde fået øje på dragerne og nu havde åbnet en lille sidedør til den større port. "A-aladrios vogtere?" Konkluderede han med et blik på dragerne og de tre vogteres beklædning, der ikke satte dem i direkte relation til Lyset. "Jeg er bange for der ikke er plads i stalden.."