Dæmonens koncentration var røget ud af vinduet, som hun havde fat om hans manddom, men det gjorde hende ikke spor, da det muligvis var med til at distrahere ham fra, hvad der foregik inde i hans krop og hvad han ikke kunne undgå ville komme til at ske. Heller ikke hvis han havde opsporet hendes brug af magi, for da var det allerede for sent. Arasné legede dog roligt med på stemningen, som hun holdt et fast greb og bevægede hånden frem og tilbage. Måske det var lidt for tidligt at annullere deres aftale, men nu havde hun gjort det, så der var ingen vej tilbage. Heller ikke hvis hun ombestemte sig, så ville han nå at opfange det uanset hvad. Og så var tilliden nok allerede brudt. "Mmh" mumlede hun smilende, som hun gav ham et ordentligt klem, før hun gav slip og vendte ryggen til ham.

Arasné strøg fingrene over væggen i gangen, som hun bevægede sig væk fra kontoret imod badeværelset. Alt imens at hun kunne lytte til lydene og udbruddene bag sig. Havde det allerede taget effekt? Så ville hun næppe nå frem til badeværelset, før at han ville forlange et svar fra hende. Hun sukkede opgivende, men fortsatte ufortrødent imod målet, badekarret, før at hun mærkede et puf imod sin ryg og slog en latter af. Mørkelveren lod sig falde imod jorden, blot for at mærke den nøgne drenge krop ovenpå hendes ryg, imens at hun havde blikket rettet imod gulvet. "Hr. Vitalis.. eller nej vent, unge Agarés, du ødelægger vores forretning" lo hun kynisk, som hun ikke lod til at bide mærke i hans forsøg på at overmande hende og presse hende imod jorden. Hun forsøgte at dreje blikket imod ham, blot for at se den lille spinkle dreng side på hendes ryg, nok til at få hende til at bryde ud i endnu en kold latterstrøm. "Fortræffeligt" lo hun.

"Du begik en stor fejltagelse," forklarede hun stadig grinende. "Jeg har allerede fået, hvad jeg kom efter" svarede hun med blikket vendt imellem hans ben, en ynkelig størrelse, sammenlignet med før. Før at hun brugte sin pegefinger til at pege på armbåndet. "Vores lille seance, var blot et plus" afsluttede hun, før at hun satte hænderne i jorden og løftede sit knæ for at vælte ham omkuld, så hun kunne vende op og ned på legen. I et håb om at ende med at sidde overskrævs på hans mave, som hun havde gjort det tidligere i en helt anden situation.

"Hvis du vil have mig undskyldt, så skal jeg tilbage til dybet" hun gav et sidste skud imod hans skuldre, før at hun rejste sig op med blikket hvilende på drenge skikkelsen. Et fnis forlod hendes læber, før at hun blinkede til ham.

Unge Agarés. Man kunne se vreden brænde i de blå øjne og kæben der spændte noget så hårdt, som han bed tænderne sammen i raseri. Hendes latter hjalp ikke. Tænk at have haft så fin kontrol over deres leg og nu blive håndet på den måde. Og han skulle finde sig i det. For hvad kunne han gøre, når han ikke kunne gøre som han plejede og bruge sin størrelse mod hende. Men han ville ikke finde sig i det. Agarés hadede at blive snydt og han brød aldrig sine aftaler. Han var i forvejen ikke god til at håndtere sin vrede og det gjorde det ikke nemmere, at han ikke kunne afreagere ordentligt, når han var så lille.
"Du ødelagde vores forretning!" Råbte han vredt tilbage. Det var bestemt ikke ham!

Blikket fulgte hendes, som hun vendte det ned mellem hans ben. Han så direkte fornærmet ud. Det var jo hendes skyld. Og hun havde muligvis fået hvad hun kom efter, da han donerede krystallen til hende, men det var ikke meningen at han skulle se ud som da de startede, når hun endelig forlod huset igen.
"Jeg begik ingen fej.. arh!" Han burde have været forberedt på det, men var forblændet af raseri til at tænke over det. Så det kom som en overraskelse, da han blev væltet omkuld af et knæ og endte med at være fanget under hende. Han så ned af sig selv, ned mod hendes underliv, der hvilede mod hans mave, men denne gang ikke med det lystne blik fra tidligere. Det var nu erstattet af intet andet end vrede. Endnu mere vrede over, at hun så let kunne skubbe ham ned.

Hendes ord fik ham til at se op mod hende igen og et utilfreds støn lød, som det sidste skub mod skuldrene kom. Han tøvede ikke et sekund med at rejse sig og gribe fat om hendes håndled med begge sine hænder.
"Næ nej. Du skrider ikke, før du har fikset mig!" Beordrede han og forsøgte at trække hende med sig. Han lagde alt sin vægt i, da han nærmest lænede sig tilbage for at få hende med sig tilbage mod kontoret.
"FIKS MIG!" Skreg han i frustration, ikke kun over hele situationen, men det faktum, at han ikke bare kunne hive afsted med hende, som han vidste ikke ville være et problem normalt.

Kunne han slet ikke se det for bare raseri? Det var jo netop dette her, som morede hende, hans tydelige raseri og mangel på kontrol, som han ellers havde været i stand til at holde fat i under det meste af deres møde. Men nu smuldrede det imellem fingrene på ham og hun elskede hvert et sekund af det. Han fodrede hendes morskab med den måde han reagerede på, så der var ikke rigtig nogen måde hvorpå han faktisk kunne vinde. Hun nød det og det var tydeligt på både latter og tonefald. Tænk engang hvis hun tabte fatningen på samme måde som ham? Så ville det da for alvor ende galt. I stedet forholdt hun sig i ro, imens at hun lod drengen reagere. Der var dog ikke de store forventninger til, at han ville køle af lige foreløbig. 

"Du har tydeligvis brug for et koldt bad, til at køle ned på" fortsatte hun i samme tonefald, fuldkommen ligeglad med hans opvisning af raseri og vrede. Det fløj nærmest hen over hovedet på hende. Som var intet hændt. Arasné havde haft planer om at efterlade ham på gulvet, men drengen ville ikke blive liggende, som han straks fik styr på de spinkle lemmer og greb fat om hendes håndled. Hun vendte sig imod ham og skævede ned til deres hænder, før at hun mødte hans blik. Hvad nu? Det svage forsøg på at trække hende med sig fik hende til at grine igen. Alligevel valgte hun at følge efter ham, blot for at vride den ene hånd fri og lægge den imod hans kind. "Men Agarés dog," mumlede hun forundret, som hun bed sig i underlæben og flyttede hånden ned imellem hans ben, hvor hun greb fat. 

"Vil du have mig til at ryste af skræk?" spurgte hun med kolde øjne, som hun vred sig ganske let foran ham, ubekymret over den manglende påklædning. Det betød intet, hvilket hun også havde givet udtryk for tidligere. "Kig mig dybt i øjnene og fortæl mig, hvad du ser" beordrede hun ham, som hun annullerede sin egen magi, der ophævede illusionen omkring hendes skikkelse. De to arme formerede sig, håret blev til tentakler, øjnene gule før at de også blev mere talrige, fra 2 til 5. Benene blev erstattet af lange tykke tentakler. Men så snart at han blinkede, så var hun tilbage i hendes mørkelver skikkelse med hovedet på skrå og et selvtilfreds smil på læben. "Skal du stadig have hjælp med at blive voksen?" spurgte hun leende.

Arasné havde ret. Et koldt bad efter dette udfald var tiltrængt. Han ville endda nyde sit bad, når han endelig blev færdig med at rase og faktisk kom så langt. Men det ville han da ikke indrømme. Hun skulle ikke have lov til at gøre det her mod ham og så få ret i noget som helst, hun sagde. Derfor kommenterede han heller ikke på det, men fortsatte sit ynkelige forsøg på at trække hende med. Et forsøg der faktisk virkede?! Utroligt nok, og han var sikker på at det ikke var fordi han tvang hende, men fordi hun selv valgte at følge med. Men det var ligemeget. Han tog det som en lille sejr alligevel.
Den lille sejr blev dog hurtigt skubbet til side, da en hånd lagde sig mod hans kind. Han åbnede munden og drejede hovedet en smule for at bide ud efter hende, men med åben mund og ingen forventning om hvor hånden flyttede sig hen, fløj der et lille støn ud, så snart hun greb fat nede mellem hans ben. Årh, hvor pinligt. Han vred sig og sparkede en fod ud efter hende, for at få hende til at slippe igen, og sørgede for ikke at være så uforberedt igen, så han ikke ville lade flere pinlige lyde undslippe.

"Jeg vil have, at du gør som du lovede!" Svarede han straks. Han var ligeglad med hvor skræmt hun var eller ikke var. Eller... Måske ikke helt. Det kvaste hans stolthed en lille smule, at det ikke var truende, når han råbte af folk. Han aflød ikke hendes ordre, kiggede hende ikke dybt i øjnene, men forandringen kunne han ikke undgå at vende blikket mod. Det fik ham til at stoppe med at trække i hende, som han i stilhed betragtede hvordan hun ændrede hele sit udseende. Han trak vejret tungt. Det var ikke let at bruge alle sine kræfter på at være sur.

Der gik et øjeblik, hvor Agarés stirrede op og ned af hende i stilhed. Han blinkede og med ét så hun ud som før. Han var overrasket, det var der ingen tvivl om. Men han valgte alligevel at overspille lidt, da han rettede blikket tilbage mod hendes og så næsten helt skræmt ud. Han åbnede munden, men ingen lyd kom ud, som var han for bange til faktisk at svare. Det varede dog ikke længe. Sekundet efter ændrede udtrykket i hans ansigt sig til næsten ligeglad.
"Det kan godt være, at det ikke ser sådan ud... Takket være dig... Men jeg er næsten 3000 år gammel og har set lidt af hvert," sagde han med sammenbidte tænder.
"Til gengæld kan jeg sige, at jeg aldrig har set noget så grimt før!" Han skulle selvfølgelig lige smide en dum drenget kommentar efter hende, nu når hun var så irriterende.
"FIKS MIG SÅ, DIN HAVSNEGL!" Skreg han igen og lagde endnu engang alle kræfter i, for at få hende med sig mod kontoret igen.

Dæmonen var og ville blive ved med at være af hankøn, medmindre... Der ville nok ikke være særlig velset, hvis hun ændrede forbandelsen til at ændre hans køn. Tanken var dog mere og mere tiltalende, som hans raseri udviklede sig. Ikke at hun blev fornærmet af hans ord, men tanken om at hjælpe ham tilbage til sin mandelige skikkelse var knap så tiltalende mere.. "Jeg har allerede gjort, som jeg lovede.. aftalen lød ikke på om det skulle være permanent" svarede hun køligt. "Jeg troede du havde forstand på kontrakter.." hun løftede det ene øjenbryn med et hånende blik i øjnene før at hun lagde armene over kors.

Endnu en latter forlod hendes læber, som dæmonen lod til at overspille sin reaktion på hendes udseende, blot for at forsøge at give hende tilbage af samme skuffe. Alderen betød ikke noget, særligt ikke når han stadig lignede en lille dreng.. denne gang var det godt nok hendes skyld, men det var ikke vigtigt. "Så mange år, men stadig uerfaren" lo hun køligt, som armene holdt sig under hendes bryst, som hun bevidst løftede opad. 
"Skulle det fornærme mig, dæmon?" Grinte hun med et løftet bryn, før at hun fulgte med ham ind på kontoret. Hvad de skulle derinde vidste hun ikke, for kilden til forbandelsen var allerede væk, så der var ingen grund til at gå tilbage til en fuser. "Hvorfor?"

Årh, hvor var det dog anstrengende at være så muggen, at alt den logik man normalt havde, var mere eller mindre forsvundet. Og hvor var det dog anstrengende, når hun blev ved med at sige ting, som egentlig var rigtige nok. Hun havde gjort præcis som hun lovede og nej, der var intet der antød, at løsningen skulle være permanent. Men han havde nu alligevel regnet med, at hun gerne ville have fat i sin betaling fra det magisk aflåste skab. Det var ikke hans skyld, at den forbandede krystal var nok.

De opløftede bryster forbipasserede bestemt ikke hans opmærksomhed, hvordan kunne de. Men Agarés lod ikke blikket falde en eneste gang. Han stirrede stift mod hendes øjne, som havde hun slet ingen former at lokke med.
"Jeg aner ikke hvad du taler om. Jeg fornærmer ikke. Jeg siger kun sandheden," svarede han muggent, selvom det selvfølgelig havde været for at prikke til hende. Det var jo ikke okay, at det kun skulle gå ud over ham og hans sprudlende vrede.

Agarés trak hende hele vejen ind på kontoret. Luften i rummet var stadig tung og duftede af dyr whisky og sex.
"Hvorfor?! Fordi jeg siger det!" Svarede han vrissent, som om det skulle være den bedste grund til at gøre som han sagde.
"Fordi jeg ikke vil være sådan her igen!" Ændrede han alligevel sit svar til. Det var ikke meget bedre, men lidt. Han trak hende om bag skrivebordet og skubbede hende så hen mod stolen.
"Her! Find dit støv og gør noget!" Det var ikke rationelt og hvis han ikke var rasende og desperat, ville han udmærket også godt vide det. Men han var så desperat. Han ville tilbage til sin egen krop. Han ville tilbage til deres leg og tilbage til at røre ved hende og få hende til at røre ved ham. Men indtil det skete, ville han ikke give hende den lille bitte tilfredstillelse, at skænke hende et eneste blik, lige meget hvor meget hun gjorde sig til og fik sine bryster til at fylde lige foran hans ansigt. For i hans højde var de netop lige dér. Foran hans ansigt.

Den barnlige frustration var ikke nok til at gå hende på, selvom hun var tilbøjelig til at bakke sammen og smutte, alligevel morede det hende, at se hvordan dæmonen ikke kunne rumme sine følelser i den lille krop. For Arasné havde egentlig ikke gjort noget forkert, hun havde fået sin magi, han var blevet voksen.. Nu barn igen, men altså.. Der var også noget morsomt over det, særligt på grund af den stædige og hidsige reaktion. Derfor forholdt hun sig også nogenlunde afslappet, imens at hun lod ham skubbe hende længere ind i kontoret mod skrivebordet uden at slippe ham rigtig af syne. Lige nu var han bare ikke nogen trussel eller i stand til at true hende med noget. For hvad havde han egentlig på hende?

Hun måtte dog give ham lidt ros for sit ihærdige forsøg på at holde blikket imod hendes øjne og intet andet. Heller ikke det svumlende brystparti kunne distrahere drengen fra hans dybeste ønske. Ordene havde heller ikke den ønskede effekt, som hun blot sukkede over hans svar og trak ganske let på skulderne. "Selvfølgelig" lød det lettere henkastet, som det egentlig ikke betød det store, at han havde sagt sandheden, for ham selv, når hun ikke tog ordene til sig. Det ville ikke være muligt for drengen at fornærme hende, ikke når han så sådan ud. Så ung og skrøbelig. Alt det krævede var et ordentligt skub og han ville ryge over i den anden ende af kontoret. Men hun undlod, som han førte hende imod skrivebordet.

"Du har slet ikke nok kraft i stemmen til at kommandere med mig på den måde" lo hun. Han forsøgte virkelig at virke truende lige nu, men det var det modsatte, som hun oplevede. Stolen gav sig under hende, som hun flyttede lidt på sig for at sidde mere behageligt, da hun nærmest var blevet smidt ned i stolen. Hun lagde armene på bordet og strøg fingrene over armbåndet, imens at hun overvejede hans bøn. Arasné tog sig god tid. Måske endda for god tid, hvis hun skulle tage hensyn til hans utålmodighed. Hun trommede fingrene imod bordpladen, som hun kiggede sig over skulderen og bed sig let i underlæben. "Du er kedelig" sukkede hun en anelse skuffet, som han tydeligvis kun ville have én ting lige nu. Det efterlod ingen plads til morskab eller leg. Hun tog en dyb indånding, som hun pillede ved krystallen i armbåndet. "Hvad skal forhindre dig i at gå tilbage på dine ord, når du bliver voksen?" spurgte hun mest af alt sig selv. For hvem sagde at han ville falde tilbage til deres leg og ikke bare lade det hele gå udover hende eller smide hende ud uden betalingen fra skabet. Hun sukkede let, før at hun drejede stolen. "Vil du hævne dig?" spurgte hun direkte, selvom det egentlig lød som en negativ ting, så lignede hun én, der så frem til lige netop den hævn.

Det var næsten kun endnu mere frustrerende for drengen, at han udmærket godt vidste, at det ikke var hans skubberi der resulterede i hendes forflyttelse, men det faktum at hun lod ham gøre det. Det ville have været langt mere tilfredstillende, hvis hun faktisk ikke havde haft noget valg, fordi han ikke gav hende et. Men den lille fyr kunne hive og trække, slå og sparke, og nærmest få intet ud af det, fordi han simpelthen ikke havde musklerne at lægge bag noget af det. Han skulle nok få sin vilje. På et eller andet tidspunkt, skulle han nok ende med at have råbt og skreget nok til at nogle ville bukke under. Om det så bare var for at få ham til at holde kæft. Hvis det var den metode han var nødt til at bruge, så gjorde han det.

Tænderne blev bidt godt sammen over hendes leende kommentar. Endnu engang havde hun ret og han vidste det godt. Men endnu engang kunne han beskylde hende for ikke at have kraft nok i den lille stemme, til at kommandere med nogen på den måde. Hendes alt for afslappede stil gjorde ham mere irriteret og man kunne se det, som han lagde armene over kors og tog en lidt dybere indånding.
"Årh, beklager meget at jeg ikke opretholder min indbydende rolle som vært og tilfredstillende tidsfordriv, for ikke at kede damen!" Vrissede han. "Som om det ville kede dig mindre at fortsætte underholdningen med det her?!" Det blev formet som et spørgsmål, men var egentlig mere en konstatering, da han udmærket var klar over, at han umuligt kunne leve op til de samme forventninger i den her lille krop.

Agarés kunne ikke lade være med at fnyse over hendes spørgsmål.
"Jeg tror du tager fejl af hvem af os to, der kunne finde på at sno sig ud af en aftale," svarede han koldt. Han ord blev aldrig brudt. Han skulle dog ikke indrømme, at han måske også selv kunne finde på at bøje reglerne en smule. Der bredte sig et yderst ironisk smil på hans læber og en let latter, der uden tvivl svarede for sig selv, lød fra ham. Om han ville hævne sig? Åh, den gennemborende lyst til at hævne sig lå lige under overfladen, men om han faktisk ville gøre det, måtte tiden vise. Hvis han kunne få mere ud af at lade være.
"Hvorfor giver du mig ikke min krop tilbage og finder ud af det?" Svarede han, først med et lille smil på læben, men det falmede lige så stille, som ordende forlod hans mund og man kunne se kæben spænde op igen, da han bed tænderne sammen for ikke at lade de ungdommelige udbrud få frit leje.

Måske det faktisk var hans råben og skrigen, som gjorde at hun overvejede at forvandle ham tilbage til sit mandelige jeg. Men hun ville næppe indrømme det overfor ham og måske tabe ansigt imellemtiden. Nej, så var det sjovere at trække pinen ud, så han for alvor kunne panikken over at være et lille barn. Men.. hun havde jo nydt hans voksne krop og hvis hun gik herfra uden at forvandle ham tilbage, så ville det næppe kunne gentage sig. Og ville det være et større tab? Eller var tabet i virkeligheden den manglende betaling, som fortsat lå gemt i hans skab. Arasné lignede en der overvejede sine muligheder nøje, som hun skævede forbi ham ud i rummet.

Arasné løftede det ene øjenbryn af hans kommentar, som hun lod blikket falde tilbage på ham. Nej, det ville ikke være det samme med den unge, spinkle krop, alligevel kunne hun ikke lade vær med at provokere yderligere, som hun rakte hånden frem mod hans manddom og klemte omkring skaftet. "Jeg er ikke bleg for at teste din påstand af" lød det opmuntrende, som hun lod blikket dale over den knap så tonede overkrop, imellem hans ben, før at hun strøg hånden over ham. Men nej, det gav intet til hende. Hun var ikke opstemt på samme måde og måtte sande at drengen, dæmonen, havde ret.

Hun lagde hovedet let på skrå over hans grin, før at hun rystede på hovedet og placerede begge hænder på skrivebordet. "Jeg har ikke brudt aftalen, du var ikke specifik i din del" kommenterede hun køligt, før at hun rullede med øjnene og bed sig i underlæben. Da valgte hun at sukke igen, som han opfordrede hende til at løbe chancen. Hvis det skulle være på den måde, så måtte hun jo bare risikere hans vrede. "Jeg kan li' det" lo hun grinende, før at hun løsnede krystallen i sit armbånd og vendte sig imod ham. Derpå rakte hun hånden frem med krystallen i håndfladen og nikkede til at han skulle lægge hånden ovenpå. "En lille hævn har aldrig afholdt mig fra at blive ved." Kommenterede hun stille, før at glimtet i hendes øjne blev udfordrende og legende. Hvis han ville hævne sig, så måtte han heller tage sig sammen,  hvis ikke hun skulle kunne nyde det samtidigt. "Pas på, at du ikke skærer dig, for krystallen går i stykker, når magien bliver ophævet" advarede hun. Men så ville han også skylde hende en ny. Ikke?

Agarés kneb øjnene en anelse sammen, som han betragtede hende. Hun så ud til at overveje enhver mulighed, som hun skævede forbi ham. Måske hun overvejede bare at puffe ham til side og skride. Og hvis det virkelig var dét hun ville, kunne han nok ikke gøre meget for at stoppe hende. Men det betød ikke, at han ikke ville gøre et bravt forsøg. Hun skulle ikke have lov til at gå herfra uden besvær, hvis hun samtidig efterlod ham i den her tilstand. Det lod dog ikke til at den plan trak i hende, da hun i stedet valgte at tage ham op på hans direkte dårlige idé og han mærkede hendes hånd klemme om hans lem. Han kvalte et lille støn, men i stedet lød et lavt og vredt, brummende suk. I samme øjeblik hun gav op på den tanke, trådte han selv et lille skridt tilbage, som om det helt sikkert sørgede for, at hun ikke ville kunne gøre noget lignende igen.

Den kølige kommentar fik ham til at rynke brynene og sende hende et blik fuld af foragt. Et blik der falmede en smule men ikke forsvandt helt igen, da han rettede opmærksomheden mod krystallen der blev løsnet og derefter rakt frem mod ham. Han tøvede. Rettede blikket mod hendes igen. Kunne han nu også stole på, at det faktisk var det han så desperat ønskede, der faktisk også ville ske? Han anede ikke hvad hun var i stand til med sin magi. Måske han endte som kvinde i stedet?

Agarés tog en dyb indånding og valgte så at række hånden frem og placere den mod hendes, hen over krystallen.
"Hm. Jeg lover intet," sagde han og smilede skævt, stadig med den tydelige forarg og skeptisme i øjnene. Hævnen kunne komme med det samme. Måske den aldrig kom, hvis han ikke ville få noget som helst ud af det. Eller den kunne komme langt senere, hvis de krydsede veje igen en anden gang.
"Åh nej, hvor er jeg bange," sagde han med en voldsomt tyk teenage ironi i stemmen. Af alle ting der kunne ske om lidt, var det at skære sig en lille smule da det mindste han bekymrede sig om.
"Nu kan du ikke tage det tilbage igen, vel?" Skyndte han sig at spørge. Han skulle lige være sikker på, at hun ikke kunne knipse med fingrene efterfølgende og han så endte som dreng igen. Det ville selvfølgelig ikke være en bekymring, hvis han om lidt endte som kvinde i stedet for sig selv.

Det var bare ikke det samme, at holde et barns lem i hånden, derfor faldt tanken også hurtigt til jorden. Det ville være spild af både hendes og hans tid, hvis de gav et forsøg, så hun smilte blot, da han endte med at trække sig væk. Var han måske alligevel bange eller bare utilpas med hendes direkte natur? Arasné havde dog allerede taget en beslutning om hvad hun ville gøre.. hun trak bare tiden ud for at se om han ville skynde på hende, mere end han allerede havde gjort selvfølgelig.. men græsen var nået allerede.

Desværre kunne Arasné ikke udnytte muligheden og forvandle dæmonen til en kvinde. Selvom hun ville få mindst lige så meget ud af det, hvis han blev til en kvinde. Hun følte sig ikke begrænset af køn, så det skulle han heller ikke, men det måtte blive en anden gang.. ikke? Stille trak hun op skulderen, som hun rodede med krystallen og løftede blikket til hans kort tid efter. Nu var det op til ham at tage næste skridt. Uden at besvare hans bekymring.

En latter fyldte rummet, som krystallen blev opløst i hendes hånd, da han rørte ved den. "Desværre, Hr Vitalis.. hvis jeg ønsker at du skal blive en dreng igen, så må jeg finde forbandelsen på ny" svarede hun med et bredt smil på læberne, før at hun skubbede sig væk fra skrivebordet med benene og fjernede hånden fra hans. Støvet fra krystallen lod hun falde til jorden, før at hun satte sig op på skrivebordet, imens at hun ventede på at forbandelsen løftede sig, så de tonede muskler ville komme tilbage og højden ville tvinge hende til at kigge op på ham. Mon hun kunne nå det bad, han havde forberedt eller havde de stadig et udestående?

Under normale omstændigheder ville Agarés byde hendes direkte natur velkommen. Endda glædeligt gengælde den, som han vist også havde gjorde rigeligt tidligere. Men alt var forkert i den her krop. Hun tog sig de samme friheder, som han uden tøven ville tage imod før, men ikke sådan her. Han havde mistet alt den kontrol, som han så brændende gerne ville beholde og ikke kunne genfinde i en krop, han ikke havde været vant til siden han var ungdæmon.

Agarés så stadig skeptisk ud, som krystallen blev opløst idet han rørte ved den. I det mindste endte han ikke med at blive endnu yngre, som den første berøring af krystallen havde sørget for. Han så ned mod sin hånd og så ned af sig selv. Der lød et lavt, lettet suk. Han kunne se afstanden til gulvet vokse, som han selv blev højere og han så sine normale, muskuløse former komme tilbage. Præcis som det skulle være. Tak Zaladin for at han ikke endte som kvinde i stedet. Inden forvandlingen var helt færdig, rettede han blikket mod hende. Denne gang var alt foragt og skepsisen forsvundet fra hans blik og i stedet erstattet med noget, der næsten kunne se lidt legende ud.

Han trådte tættere på og som han stille og roligt voksede sig større og endte med at se helt rigtig ud, stillede han sig hen foran hende, som hun sad der på skrivebordet. Han lagde en hånd på hver af hendes lår og skubbede hendes ben fra hinanden, så han kunne placere sig mellem dem. Derfra kunne han læne sig så langt ind over hende, at han kunne lægge hænderne mod bordet bag hende og tårne sig ind over hende.
"Jeg vælger at tro dig," sagde han og lod glide hen over sin underlæbe.
"Så tro endelig mig, når jeg siger, at du aldrig kommer til at få fingrene i indholdet af det skab," sagde han, som et smil bredte sig over hans læber og han kort skævede mod det magisk aflåste skab i reolsystemet bag ham. Den havde hun brugt mod ham tidligere og nu kunne han tillade sig at gøre præcis det samme. Hun havde jo fået en magisk genstand. Det var vel ikke hans problem, at den var pulver nu.
"Skal du med i bad?" Spurgte han og stadig med et smil på læberne, som om intet var sket. Hun havde bøjet reglerne, han havde gjort det samme. Han ville ikke afvise muligheden for at tage lidt hævn en anden gang, men han ville egentlig gerne have det bad, som han havde planlagt tidligere.