Talia fik en trist rynke over panden som Alexander nævnte fangeskab. Det lød ikke rart at opvokse på den måde. Hun var selvfølgelig heller ikke sikker på hvordan de gjorde det i havet. Fangede de dem vilde og trænede dem, eller opfostrede de dem i fangeskab? Under alle omstændigheder var det et herre og slave forhold. Heldigvis nåede Talia ikke helt at nå de tristet tanker før Alexander nævnte sælerne og hun lyste op i et bredt smil. "Jeg har hørt nogen ige at sæler er ligesom jeres hunde. De søde af dem.." der var også nogen af hundene der gøede og blottede tænder.. De var skræmmende.

"Kvæg.. Så det er ikke heste med horn? Nogen af dem havde ring i næsen. Det så ubehageligt ud." kommenterede hun med en let grimasse. Hun forstod sig ikke på denne verden. Men det gjorde hende ikke mindre nysgerrig. "Men de grå ligner så meget! Men det er noget helt for sig selv?" det var ikke svært for hende at se forskel på fiskene i havet, for de var jo forskellige. Men heroppe, så meget af det ens ud for hendes blik.

Alexander fik et kækt smil frem på læberne som hun beskrev sælerne som hunde. Svagt trak han på skuldrene "Det er ikke helt ved siden af tror jeg... Men som vi har de søde, har vi også dem der er uopdraget og larmer som en i..." sagde han og stoppede sig selv inden han fik sagt et eller andet forkert "Men i har vel også jeres del af forfærdelige havvæsener?" spurgte han, som han kom i tanke om hajerne og hvad end der måtte befinde sig på det dybe hav. Det var egentlig ikke en tanke han havde lyst til at få uddybet yderligere end hajer...

Et svagt grin undslap ham "Jo, men ikke helt.. man har lidt sværer ved at ride på kvæg, bevares der er nogle der er dumme nok til at forsøge.. Ringen? Ja det er som regel en tyr, hannen af flokken.. " han vidste ikke om der var nogle der vsr dumme nok til at sætte en ring i næsen på en ko, men så ville det i hvert fald være nemt at genkende koen.

Svagt trak han på skuldrene "Altså, man kan vel kalde æslet for en underart af hest? sagde han med et skævt smil. Æsel og hest? Jo det var vel nærmest det samme, så han kunne godt forstå hendes forvirring.

Talia drejede hovedet let på skrå som Alexander stoppede sig selv. Hvad prøvede han at sige? Hun var ikke helt sikker. At bande var ikke lige det som Talia selv gjorde mest. Men hun fik da fat i at der var nogen hunde der var uopdragne og larmede meget. Det gjorde sæler ikke så tit. De kunne da godt klage sig, og larme når de var oppe at slås med hinanden. Men det var ikke noget hun rigtig havde set. "De store blæksprutter er meget skræmmende.. Hajerne er faktisk meget rolige, med mindre man ligner mad selvfølgelig" svarede hun ærligt og tænkte lidt over det. Der fandtes så meget dernede. "Det meste skræmmende er nok det sorte dyb hvor man ikke rigtig kan se noget.. der ved man aldrig hvad er nede" hun tænkte ikke over at det måske kunne være skræmmende for Alexander at høre. Hun havde jo levet dernede hele sit liv.

Talia forstod ikke helt konceptet med at sætte ting i dyr. Som ringe. Men det var vel en måde at vise at det var egendom. Hvilket også gav Talia en dårlig smag i munden. "Men, de er det ikke?" tilføjede hun stadig en smule forvirret.

Alexander sendte hende et kækt smil som hun drejede hovedet let på skrå. Han vidste hun var ung, hvilket også var derfor han holdt bandeordene tilbage, men hvis hun var på landjorden længe nok, ville hun nok høre andre sige det før eller siden. Han hævede et øjenbryn ” Kæmpe blæksprutter lyder bestemt heller ikke specielt rare… Jeg ved ikke om jeg just ligner mad for en haj, nu er det også sjældent jeg svømmer ret langt ud alligevel, så chancen for at støde på dem, er nok ikke så store, som hvor du normalt holder til” sagde han med et skævt smil på læberne. Alexander badede aldrig i havet.. Han fandt det på en eller anden måde ufatteligt utrygt, specielt når man kom ud og begyndte ikke at kunne bunde, for det var som regel der, de ubehagelige væsener befandt sig, lige under en. En kold luft løb ned over hans ryg ved tanken om dybet ”Der lever sikkert en masse spændende væsener, men på samme tid har jeg virkelig ikke lyst til at vide, hvad der ligger på lur” sagde han.

Alexander trak svagt  på skuldrene ”Jo, det går jeg da ud fra… Jeg har ikke super meget forstand på dyr og deres familier… Men det ligner en hest.. Så må det være en kusine eller sådan noget” sagde han efterfulgt af et lille grin i stemmen. Han kunne godt forstår hvis det hele var en smule forvirrende, han ville sikkert ikke finde det nemmere, hvis han havde mulighed for at komme til hendes ”verden”.

Hvis Alexander egentlig vidste hvor gammel Talia var, ville han nok måbe. Men i elementernes øjne havde hun ingen voldsom alder. Hun var stadig ung og uvidende, og så ud derefter. Hun forstod ikke meget af hvad der foregik heroppe på land, og ville få sig nogle overraskelser igennem tiderne, det var hun slet ikke i tvivl om. Talia grinede en smule over hans ord. ”Du minder for meget om en havmand, så jeg tror ikke de vil spise dig” forklarede hun roligt. Hajerne holdte nok lidt til overalt, men Talia var ikke helt sikker. Hun tænkte egentlig ikke så meget over det, siden hun var vant til det. De gjorde hende trods alt ikke noget, da hun ikke så rigtig ud i forhold til fisk og anden føde de spiste. ”Men har i ikke også store farlige væsner her, som kan ligge på lur? Og i kan kun løbe frem og tilbage, ikke op og ned” hendes øjne blev store som hun stirrede på ham. I havet var det nemmere at slippe væk!

Talia havde tydeligt en forvirret rynke i panden og hun var ikke helt sikker på at hun forstod hvad han mente. Hun bed sig en smule i læben og forsøgte med hænderne at ligge det sammen så det gav mening. Det gik ikke helt efter hensigten. ”Det.. Lyder underligt” svarede hun til sidst meget forvirret. Hun forstod ikke hvordan Alexander havde styr på det.

Alexander hævede et øjenbryn som hun sagde han mindede om en havmand ” Ved ikke om jeg skal sige det er en lettelse… Men jeg har nok det minus, at jeg ikke kan trække vejret under vand” sagde han med et mildt grin. Han nikkede til spørgsmålet om dyr på landjorden ”Der er skam et par stykker, alt efter hvor man befinder sig.. Når man til bjergene er der drager, nogle steder i skovene kan man måske være heldig at møde en vild grif.. Men efter min mening, så er det uden tvivl dragerne der er de værste” sagde han med et svagt smil på læberne. Han havde været tæt på en drage, en af de vilde der havde angrebet ham, men der var gudskelov ikke sket det store, udover det gigantiske chok han havde fået.

Han kunne tydeligt se forvirringen malet på hendes ansigt som han fortalte hvordan de var i familie, men egentlig ikke var i familie. Alexander lo ganske kort ”Livet på landjorden er bestemt ikke altid nemt… Kan kun forestille mig det er endnu mere indviklet for dig” sagde han med et smil.

Talia begyndte at grine. Nå ja, han kunne selvfølgelig stadig ikke trække vejret under vand. Så underligt. Men Talia havde selvfølgelig heller ikke det store kendskab til menneskeanatomi. Generelt forståelse for andre racers opbygning var minimal viden for hende. "Men hvis du nu kunne!"
Talia så næsten forskrækket på ham. De havde snakket om dragerne, men hvad i al verden var en grif?! "En.. En grif?" der var så meget hun ikke vidste. Hvor mange forskellige drageracer de havde. Hvad var en grif? og var der andre farlige vilde dyr? Hun havde set hunde i byerne og nogen af dem gøede vildt og voldsomt, mens de blottede tænder og havde et hadsk glimt i øjet. De gjorde hende altid utilpas, men de var jo ikke vilde. Hvor skræmmende måtte vilde dyr så ikke være.

Talia kom med et lille smil og nikkede mens hun bed sig i læben. "Meget indviklet. I har så mange mærkelige ting og væsner. Jeg kan slet ikke følge med" hun prøvede, men det var virkelig svært at forstå det hele! Faktisk føltes det umuligt.

Alexander nikkede og gav hende ganske ret, hvis han kunne trække vejret under vand, havde han bestemt været villig til at hoppe i havet noget oftere. Han var fuldkommen sikker på at det ville være en speciel, men god oplevelse, måske på samme måde som hun havde det med menneskeverden? ”Hvis jeg kunne, var historien skam en helt anden” sagde han med et smil. Han kluk lo lidt over hendes reaktion på grif ”Ja, hvordan skal man forklare den… Ehm… Kroppen er en løve, det er et kæmpe kattedyr, mens hovedet er en ørn, samt den har også vinger som en ørn, hvilket betyder de kan flyve. De bliver brugt som transportmiddel når de er tamme, mens der nogle steder i skovene lever nogle af de vilde.. Eller det har jeg ladet mig høre” sagde han med et smil på læben. Når alt kom til alt, vidste Alexander faktisk en del om de forskellige dyr i landet, trods det ikke var noget han havde læst op på, men havde mødt og hørt en masse historier om.

Han nikkede ”Der er så mange forskellige dyr, at selv jeg, ikke kan holde styr på dem længere” sagde han som han grinede ganske kort. Han kunne sikkert ikke sætte sig ind i hvor forvirrende det var for hende, for han havde altid kendt til landjorden, mens hun kun kendte til en minimal del af den. Han ville sikkert være på bar jord hvis det kom til havene, for der var det hendes domæne og hun kunne sikkert overrumple ham med information, som han var ved at gøre ved hende.

Som han gik i gang med at beskrive, syntes Talia at hun begyndte at se mere og mere blank ud, selvom han var god til at forklare hvad han mente med de dele af et dyr der åbenbart udgjorde denne grif. Så.. krop som en løve. En løve var en stor kat. En kat var de små smidige dyr som hvæste af nogen folk og viste klør, mens de var kældne og brummede sjovt blandt andre. En stor udgave af dem. Det var i sig selv skræmmende. En ørn kendte hun, for der fandtes havørne ude på havet tæt ved kysterne, som fangede fisk med deres store klør. Men det gjorde hende ikke mindre nervøs, for hun kendte deres klør. Men havde de klør fra ørnen eller kun vingerne og hovedet? Men noget af et vingefang! ”De må være svære at tæmme?” hun forsøgte at stykke noget sammen i sit hoved hvordan sådan et dyr egentlig så ud.

Talia grinede med ham og nikkede i enighed. ”Også i havet. Der er forskellige slags alt efter om man er i syden, norden eller i midten. Og så er der dybhavsfisk, dem i rev og dem i det åbne” hun tog en dyb indånding og sukkede dybt. Dem fra dybet var ikke så kønne at kigge på, faktisk var de ofte skræmmende. Men intet af det syntes hun kunne sammenlignes med landjordens racer. Det var også derfor at det var så fascinerende! Men hun begyndte også at blive træt, og nu hun sad i en lille dam, var det nemt at falde lidt hen.

Alexander så på Talia og kunne ikke lade være med at le. Det var tydeligt at han havde forvirret hende mere end hun allerede var, men han vidste ikke hvordan han skulle forklare en grif, til en der aldrig havde set en, dette var nok den nemmeste måde han selv kunne frembringe. Svagt trak han på skuldrene ”Jeg har ikke selv været med til at tæmme en grif, men det tror bestemt ikke det er en nem opgave” sagde han med et smil. Han havde ikke engang kendskab til nogle der havde forsøgt eller lykkedes at tæmme en grif, men hvis Alexander og Talia mødtes igen efter denne aften, kunne han måske få kendskab til nogen og derved fortælle om det næste gang?

Han trak en mine da hun nævnte dybhavs fisk ”Dybhavsfisk… Er det ikke dem der er så absurd grimme?” sagde han og lo igen. Han havde hørt fortællinger om nogle af de knapt så kønne fisk, men Alexander vidste aldrig om det var sandhed eller fiktion, men at høre en der oprindeligt levede i vandet fortælle om dem, var næsten nok til han vidste de ikke var fiktion. Et gab kom fra ham og han så på hende, hun så også ud til at kunne bruge noget søvn ”Du ligner en der kunne bruge noget hvile” sagde han med et blidt smil på læberne. Han kunne egentlig også selv bruge en eller anden form for hvile, for søvn blev sikkert ikke en reel ting, det havde det ikke været i flere år, så hvorfor skulle det blive det nu?

Talia smilede "Det tror jeg på med den sammensætning. Gad vide om den er magisk skabt eller om det altid har været sådan" filosoferede hun og kunne ikke helt finde ud af om det var fordi en eller anden mærkelig magisk troldmand som havde eksperimenteret og dermed skabt et noget underligt væsen ved at sætte dyrene sammen, eller om det bare altid havde været sådan og folk bare kaldte det en blanding mellem de to racer. Talia kunne ikke finde ud af det. Det var for svært at regne ud.

Hun grinte igen og nikkede. "Det kan man godt sige. Der er ingen grund til at være køn og farverig i dybhavet hvor der kun er mørkt og sort" svarede hun og gemte sit gab bag sin hånd. Der var ingen grund til at bruge kræfter på noget ingen kunne se alligevel.
Talia lænede sig mod bredden, nu med lukkede øjne, ude af stand til at holde den åbne meget mere. "jooh.. må..ske" et let grynt forlod hende som hun imponerende nok faldte i søvn på få sekunder. Vandet gjorde hende tryg og Alexander havde intet gjort for at vække noget ubehag eller gøre det utrygt, så hun faldte i søvn på nul komma fem. Med mindre han selvfølgelig vækkede hende, men det var tvivlsomt.

Alexander trak på skuldrene ”Jeg går ud fra den er magisk skabt… Jeg ved ikke hvordan en løve og en ørn nogensinde skulle have kreeret et væsen som det” sagde han med et smil på læben. Han vidste faktisk ikke hvordan en grif var kommet til verden og han havde formentlig heller ikke helt lyst til at finde ud af hvad sandheden var bag dette finurlige væsen. Men hvorfor var det blevet kaldt en grif? Den kunne vel have fået så mange andre navne der nok ville give lidt mere mening, taget i betragtning af at dyret var en krydsning af to racer… 


Alexander sendte hende set smil ”Tror også det ville give en uønsket opmærksomhed, nu hvor der sikkert er mere der nede end vi overhovedet kan forestille os” sagde han og så mod hende. Hun var udmattet, mindst lige så meget som han selv, hvis ikke mere. Det måtte også være hårdt for hende at skulle igennem så mange nye sanse indtryk efter at have kommet på landjorden. Alexander smilede da hun havde lænet sig indover bredden og faldt i søvn. Han havde ikke tænkt sig at vække hende, men i stedet ville han ligge lidt endnu og kigge op på stjernerne, inden han selv ville vende snuden hjem over for selv at få lidt søvn.