" Jeg er født og opvokset i byen.. Men arebjder for Lysets Dronning, så der er ikke så langt igen hvis jeg pludselig blir kaldt ind.." De store svagtgrønne øjne med de lange vipper betragter hendes bløde brune hår, imens han vanligt giver sig til at stryge sin hale.

,, Så du er en af Lysets kriger?"
Spørger hun nysgerriget om, og kigger så på hans hale, da han rører den.
,, Hvordan er det egentligt, at beskytte sådan en dronning?"
Hun prøver så at få øjnkontakt.

Han vipper lidt med halespidsen og nikker let. " Ja, det er jeg... Den mindste af dem højdemæssigt.." Han kan ikke lade være emd at grine lidt. " Jeg synes det er en stor ære at beskytte dronningen. Takket været hende har ejg kunnet flytte over på paladset at bo istedet for hos min far. Hun er en utroig venlig og forstående kvinde. Jeg respekterer hende fuldt ud." Mens han snakker ser han mere alvorlig ud end tidligere, man kan rigtigt mærke at han har hjertet med sig i sine ord. Nu er det bare med at finde møbler og sådanne ting, også har jeg snart mit eget hus. Tænker han opløftende.

,, Gid det var mig.. Jeg har aldrig mødt hende, eller set hende.."
Hun sukker kort, men kigger stadig på ham.
,, Hm, du ser lidt mere alvorlig ud, er der noget galt?"
Spørger hun så hurtigt efter, at hun har sagt det andet.
Tænk .. At jeg snakker med en lysets kriger.. Igen? Var Freyja ikke os en af dem?
Hun tænker kort i sit hovede, for at se, hvor mange hun kender af de gode, lysetskriger.

Han smiler hurtigt, undskyldende. " Undskyld.. Jeg faldt bare hen i dårlige minder.. Det er ikke noget du skal tage dig af Sekh.." Hans blik falder op på den halvgrå himmel. En blid aftenvind tager fat i hans lange stribede hår, som et kort øjeblik følger med i vindens sære bølger.

,,Hm, så okay.."
Mumler hun kort, og kigger så rundt på gravene, og kigger på hvilke navne der er på stenene.
,, Kender du nogen på kirkegården? Altså af de døde?"
Hun stirre på en gravsten, hvor der står Georg Huldasie.
Hun undre sig lidt over, hvor navnet mon stammer fra, og hvordan personen var.

Han nikker. " Min mor ligger her. Jeg mistede hende da jeg var ni år gammel. Det tog meget hårdt på min far...Lidt for hårdt. Det er somom han ikke kan komme ud af sorgen, og tror at alkohol kan hjælpe på det.." Hans blik sænker sig fra himmelen til gravstenene, og de mange forskellige tegn, såsom kors, stjerner, firkanter og indviklede mønstre. De mange forskellige religioners tegn.

Da hun hører at han har mistet sin mor, for hun mange tanker og ved ikke helt hvad hun skal sige, hun ved at hun ikke skal gøre ham ked af det.
,,Det gør mig altså meget ondt, håber ikke jeg gør dig ked af det.. Men, din far.. Er det derfor du er flyttet hjemmefra? Fordi han drak ? "
Hun kigger så på ham, og vender sig imod ham, vil sige hun tar bene op på bænken og sidder med dem som kors.. ( Hvis man forstår _._ )

(( man forstår udemærket ))

Jerik ser med et lidt opmuntrende smil op på Sekhmets ansigt. " Ja, det var derfor.. Og delvist fordi han også slog, og brgte alle vores penge på alkohol.." Mere siger han ikke, han synes ikke Sekhmet skal vide at han har en lillesøster et eller andet sted som han så vidt muligt sørger for at får noget at spise, uden faren opdager det.
Forhåbentligt er mor et langt bedre sted nu end hvor hun var før. Mon hun er stolt af mig? Hvad mon hun tænker hvis hun kan se os sådan? Hans blik hæves op til en stjerne på himmelen, lige ved siden af Sekhmets øjne.

Sekh rækker roligt hendes hånd op imod hans kind for at ae den.
,,Syndt.. Der er jeg så glad for, at jeg aldrig har mødt mine forældre.. De ville nok have ødelagt mit liv lidt af, hader når nogen bestemmer over mig."
Hun ligger så hovedet på skrå og kigger på hans tøj, da hun beundre det.

Han bemærker godt hendes blik på tøjet og smiler skævt. " Jeg har selv syet det.." Konstanterer han. For hende vil et nok komme nærmest som et chok da det er de færreste mænd/drenge i Krystallandet der overhovedet syer, det er jo et kvindearbejde. Men han tager det som det kommer. " Du lyder som en vild tøs.." Siger ahn med et let drilagtigt smil.

,, Hm, du siger at du syer? Hor har du lært det? Vildpige, ved ikke.. Ville nok mere kalde mig for en koldperson, nogen gange.. Men er os meget glad, hm, svært at bedømme."
Hun griner så lidt, da hun altid har været dårlig til at fortælle noget, eller forklare noget.

Han griner. " Jeg har en medfødt evne til at kunne kontrollere stof og tråd af alle mulig slags.. Og da det tøj jeg tit gik i før oftest gik i stykker, lærte jeg mig selv at få tråden til at gøre som jeg ville så jeg kunne ri det hele sammen." Han ler lidt, inden han rejser sig op.

,, Hm, det er meget flot. Jeg kan godt lide den måde du har gjort det på."
Hun smiler så til ham, og kigger på ham når han rejser sig op.
,, Jeg beundre dit arbejde, ikke for at lyde som en der har styr på det, for det har jeg ikke.. Men det smukt."
Siger hun så venligt til ham

" Det her er mere enkelt end det jeg plejer at lave til de rigere folk, og til galllafesterne.. Men tak skal du have. " Han bukker let for hende. " Du må have mig undskyldt, det er ved at være halvsent og ejg skal have købt lidt ind før boderne på markedspladsen lukker for i dag. " Han smiler undskyldnende og giver et lille vink fra sig, inden han muntert løber afsted.

Sekh kigger efter ham, og smiler og vinker tilbage til ham.
,, Det var hyggeligt at møde dig.."
Siger hun lavt, og lader vinden tage orderne med sig.
Hun rejser sig op, og går så imod 'udgangen',
når hun går kigger hun på gravene.
//Out.

lidt fra stedet kom der en kvinde løbende i ren frygt med Shadow lige efter hende.
Han var ude på en af sine lange aften ture og var så blevet sulten og det skulle så gå ud over en uskyldig kvinde som løb for sit liv mod kirkegården.
Hun endte med at falde over en ødelagt gravsten og forvred så sin ankel.
Shadow stod så pludselig bag hende, da han havde benyttet mørket som hjælp til at bevæge sig fra det ene sted til det andet og det endte så med Shadow fik fat i hende og holdte hende roligt om livet ide hun stod ret så tæt op af ham.
"rolig min kære, det kommer kun til at gøre en smule ondt jeg dræber dig ikke bare rolig" sagde han med sine kyniske øjne og med tænderne fremme.
Derefter bed han sig så fast i kvindens hals ide hun udbrød et skrig.

Sharlen er denne tidlige nat på jagt.. Hans påklædning er adskilt fra det normale præstetøj, og består derfor af et par lange sorte bukser, som fra knæene og nedefter er gemt væk i sorte støvler.
Hans høje, slanke og let bredskuldrede krop er (ud over underbeklædning naturligvis) dækket til af en snehvid skjorte.. denne er dog ikke at se, for udenpå hænger en lang sort frakke.. denne frakke er med høj hals og nogle store søvlknapper foran med det isaristiske kors på sig..
Generel ser han temmelig dyster ud i forhold til hvad han plejer. Hans hår er trukket op i en hestehale, som hænger nede i nakken, men dog hænger nogle totter foran løse..

Han har fået færden af en vampyr, og nærmet sig i en hast..
Han trækker sit lange sværd.. et tyndt, meget let sværd, som dog stadig er tveægget.. det helt specielle ved det her sværd, er dets materiale.. mod normale kampsværd er det muligvis ikke så godt.. men mod vampyrer er det helt ekseptionelt godt..
"Slip kvinden, omgående!" lyder det hårdt og kommanderende fra ham.. Han kommer gående fra den modsatte side, så vampyren har blikket på hende..
slipper han ikke.. så.. han lægger sin hånd mod en flakon han bærer i bæltet.. en flakon fyldt med velsignet vand; altså vievand!

Shadow nød den dejlige smag af blod som roligt rød ned i halsen på ham, men han blev hurtigt afbrudt af en eller andens stemme så han blev nød til at slippe bidet for at vende sig om og se hvem det var.
Det var en mand med langt hår og som så ud til at ligne en præst, nu da han kiggede nærmere efter så var det en der var dækket af noget helligt og det fik ham til at få meget svage kullegysninger.

Efter lidt tids stirren smed han kvinden ud til siden så hun ku flygte, nu ville han have noget andet, noget meget bedere blod en bare en sølle bundes.
Shadow smilte kynisk og blottede nu sine spidse tænder ide hans øjne gik fra at være rødbrune til at være røde.
"du burte ikke lægge dig ud med en som mig!" væste han og stilte sig i kamp position.
Hvem troede han entlig han var? kongen af landet ? nej alle har sin ret til at overleve i denne verden og det skal en sølle præst ikke lave om på.

Sharlen lader sig ikke kue af den fremmede vampyr.
"De burde ikke tale med så skarp en tunge." lyder det med en dyb manderyst, som hans stemme nu engang er i..
"Forføj Dem, eller tag ved lære af hvordan en vampyrslagtning foregår!" han træder nogle skridt frem, uden at løsne grebet om sværdet, og uden at vise så meget som et enkelt sting af frygt.