Xenix kneb diskret øjenbrynene sammen mod kvinden, hun var da lidt speciel, der var ikke mange der kunne holde Xenix spydigheder ud, ikke ud over Saia som så også blev betalt for det. Hun lagde langsomt armene over kors og lagde så vægten over på det ene ben, at fortælle kvinden sandheden vil´le være det rene vandvid, "Jeg interesserer mig for urter, og der hvor jeg bor kan ikke rigtigt gro noget!" sagde hun så, det lød meget godt, og sandt, sandt vigtigst af alt, at Xenix i virkeligheden arbejdede på at brygge en gift sammen der ville kunne slå ihjel på sekundter behøves hun slet ikke vide.
"Så, hvad laver en som Dem her?" Xenix lod det isblå blik glide ned over Venus, det var svært at vurdere,Venus kunne lave alt muligt forskelligt, hvad var hun overhovedet? En spion måske, måske en der var ansat for Caen til at holde øje med hende? Man vidste aldrig, og kunne aldrig være for forsigtig

At spionere og snage var to af Venus' yndlingsbeskæftigelser, selvom ordvalgene var voldsomt misvisende. Hun var egentlig bare nysgerrig. Det var temmeligt usandsynligt, at hun ville genere folk for penge eller bare for at genere.
"Mig? Jeg får mig bare et lille måltid," svarede hun med et varmt smil mere eller mindre for at prøve at bløde Xenix lidt op. Hun virkede meget defensiv over et eller andet. Lige nu interessede de overraskende nok ikke den ellers så nysgerrige, rødhårede kvinde særligt meget. Hvad angik Xenix' forklaring på, hvorfor hun var her, troede Venus hende ikke helt. Hun havde stadig ikke forklaret, hvorfor hun selv var taget herud og ikke en tjenestepige. Men hvis hun ikke ville ud med det, eller hvis der virkelig ikke var en grund, så var det vel også i orden.
"Må man spørge, hvad De bruger urterne til?" Venus studerede med en hvis interesse den gren, hun stadig stod og pillede ved, men hendes ører havde fokus hos Xenix.

Xenix pillede diskret et blad af en af kvistene mens hun lyttede til den rødhårede kvinde, hun virkede på ingen måde til at udgøre nogen form for trussel, og der var vel heller ingen grund til at være så strid igen, hun virkede trods alt reel nok.
"Jeg bruger dem til forskellige ting, helende salver, forskellig form for urtekundskab, tje, og nogle af dem er såmend bare udemærkede i en suppe!" sagde hun og trak lidt diskret på smilebåndet. Suppe, Xenix havde aldrig i sit liv rørt en suppe, eller spist den havde hun bestemt, men aldrig selv lavet den, hun tænkte sg kort om, hun havde vel egentlig aldrig rigigt lavet mad, det havde hun været for forkælet il som barn, for travl til som studerende og for doven til nu hvor hun alligevel havde nogen til at lave det for hende.
"Så, et måltid i det fri, det lyder da trist at skulle lee af .. bær!" sagde hun bestemt og rynkede på næsen, Xenix havde intet imod frugt og grønt, heller ikke bær, men hvis hun skulle leve af det vill hun blive hysterisk, på den anden side, så skulle der vel egentlig ikke så meget til!

Endelig tænkte Venus og undertrykte et lettet suk. Hun var glad for, at Xenix endelig lod paraderne falde. Det var ufatteligt rart. Få ord kunne beskrive Venus, som 'konfliktsky' kunne. Hun brød sig gennerelt om alle, og hun var meget svært at gøre vred. Til gengæld virkede skuffelser og uvenlighed m.m. ekstra kraftigt på hende. Heldigvis oplevede hun sjællent den slags ubehageligheder.

Hun så smilende på Xenix. Venus måtte se sølle ud, hvis Xenix troede, hun kun levede af bær. Til Xenix' forsvar kunne man tilføje, at Venus faktisk så temmeligt sølle ud.
"Jeg spiser skam også andet end bær. Men det ville ikke gøre mig så meget, hvis jeg skulle leve af dem her. De er virkeligt lækre." Hun snuppede et par bær til for så at putte dem i munden med et veltilfredst smil.

Xenix rømmede sig kort og skævee ned på busked med bær som Venus havde kastet sig over, et kot øjeblik så hun væk, men vendte så blikket tilbage mod kvinden, det var faktisk længe siden Xenix havde været i kontakt med andre mennesker en Saia, og så selvfølgelig hendes kunder, men det var udelukkende forretning, slet ikke indholdsrige samtaler, og desuden ville kunderne efter ganske få minutter blive rydet af vejen. På trods af Xenix spinkle bygning havde hun et af de mest krævende job, heldigvis var der ikke mange der mistænkte hende for at være en koldblodig morder, nok netop grundet hendes udseene, hende køn og hendes kropbygning, som mest lignede en der aldrig havde lavet én dags hårdt arbejde!
"Nah, De ville nok få svært ved at overlevepå dem dér!" sagde hun og nikkede mod busken "Der er slet ikke nok næring i til at det ville være muligt at overleve, om ikke andet, ville det ikke være sundt!" sagde hun og skar en grimasse. "Hvor i landet er De fra?" sagde Xenix så til sidst med en tonefald der tilnærmede sig venligt, det var nok sundest at komme i kontakt med almene mennesker igen, over vinteren var hun bare blevet indebrændt og gnaven

"Jeg kunne måske godt..." sagde Venus eftertænksomt. Hun skulle have megen næring og vejede ikke ret meget heller. Det skyldtes nok hendes evne, regnede hun med. Det ville være svært at svæve rundt uden brug af vinger, hvis man vejede et ton. "Men De, har nok ret i, det ikke ville være sundt," tilføjede hun med et smil.
Xenix havde fuldstændigt ret i, at hun ikke gav megen grund til mistanke. Nu var det godt nok Krystallandets om muligt mest naive, voksne menneske, hun stod over for. Venus tænkte stædigt det bedste om folk til det modsatte var bevist. Selv hvis hun vidste, hun stod over for en morder, ville hun ikke være særligt nervøs. Hun havde jo ikke givet Xenix nogen grund til at slå hende ihjel, så hvorfor skulle der være fare på færre. Desuden indkluderede Venus' omgangskreds i forvejen nogle meget - specielle typer.
"Alså jeg kommer fra Topalis, men... taget mit udseende i betragtning tror jeg mine forældre stammer oppe nordfra." Venus forsøgte ikke at tænke på, hvorfor hun ikke stadig boede på Topalis. "Hvad med Dem, har De altid boet det samme sted?"

"Nah.." Xenix trak på skuldrene, "Jeg har flyttet en del, alt efter mine studier og interesser!" sagde hun bestemt og skævede over til sin hest. Xenix havde aldrig haft det godt med at bo det samme sted længee tid af gangen, rejsesyg kunne man vel godt kalde hende, eller, det var hun i hvert fald engang. Siden hun bosatte sig i norden var det sjældent hun kom ud, især i vinters var det kaminen og en masse bøger der havde holdt hende indedøre, samt kulden. Hvad skulle man også bevæge sig ud for, når man havde en tjenestepige til den slags?
"De ligner i hvert fald ikke en der kommer sydfra, på den anden side har jeg se folk fra Norden der var relativt brune. Folk rejser jo idag, det kan være svært at vurdere hvor de er fra, blot på deres udseene!" sagde hun og sendte Venus endnu et lille smil. Egentlig var det ikke så slemt at føre en ordentlig samtale igen, Xenix havde holdt sig på afstand af mennesker siden hends sammenstød med halvdæmonen Morgoth der havde vist sig som en ubehagelig overraskelse. "Hm, hvad lever De af?" spurgte hun så og rettede lidt på skørtet, Venus så tynd ud, hun kunne ikke have et godt arbejde, Xenix selv var forholdsvis spinkel, men det var bare hendes bygning, hun havde trods alt kvindelige former!

Hun nikkede eftertænksomt, mens det meste af Krystallandet flød forbi hendes indre blik i en jævn strøm af billeder. Faktisk mente hun ikke der var en del af Krystallandet, hun ikke havde været i. Men man kunne ikke sige, hun var rejsesyg. Hun nød bare den frihed, som hendes evne til at flyve gav hende. Den evne havde også gjort hende tynd og let. Hvis man nogensinde havde set en ballerina, ville man have en idé om hendes kropsbygning. Så tynd at hun nemt kunne bæres, men dog former nok til at gøre hende køn nok. Men i forhold til en ægte ballerina manglede hun fysisk styrke og lidt ynde. Ikke at hun var klodset, men dansere af den kaliber skulle jo kunne efterligne svaner og prinsesser.
Men til trods for hendes langt fra overlegne fysik var det alligevel lykkedes Venus at redde Morgoth op fra en sø. Hvordan han var havnet der var svært at sige, ikke engang han selv havde vidst det. I princippet havde hun kendt ham i lang tid. Hun vidste, hvem han var og kendte lidt til hans personlighed ligesom alle andre i Krystallandet. Men til forskel fra alle andre gik bekendtskabet også den anden vej. Venus smilede vagt, mens hun flød rundt i sine egne tanker. Hun kendte virkelig nogle sære typer. Så gik det op for hende, at hun igen havde været fraværende nok til at tage en mental flyvetur. Hun virrede let på hovedet for at komme tilbage til virkeligheden.
"Undskyld..." mumlede hun med et venligt smil og fortsatte med et høfligt svar på Xenix' spørgsmål. Lidt havde hun trods alt hørt. "Det har De nok ret i... altså det med hudfarven. Og hvad jeg lever af? Det kommer an på, hvad jeg kan få fadt på. Nogle gange har jeg penge til mad på kroen, andre gange finder jeg nogle frugttræer." Det var forholdsvis nemt for hende. Hun fløj ret hurtigt, men for andre kunne der måske nok være et problem med afstanden.

Xenix bed tænderne sammen i en mine hun virkelig prøvede at skjule, hun var blvet alt for tilvant, godt nok spiste hun ikke ret meget, da hun heller ikke var så stor, men når hun så spiste skulle det ikke være fra en kro, og slet ikke fra frugttræer, ikke hvis frugterne ikke var skyllet godt og grundigt først i hvert fald. "Det lyder .. Anderledes!" sagde hun og fremtvang endnu engang et lille diskret smil, Folk havde godt nok forskellige baggrunde, men de viste sig jo også tydeligt når det kom til selvstændighed, hvis Xenix skulle leve en dag uden Saia ville hun nok kigge håbløst fra opvasken til det beskidte tøj, trække på skuldrene og smide sig med en bog, indtil der kom nogle og gjorde det for hende.
"Så, hvis jeg må spørge lidt personligt ind til Dem, hvilke magiske evner er de talentede med? Det er sjældent at man møder fremmede uden nogen form for magisans idag!" sagde hun bestemt med den mørke stemme, det var sandt, krystallandet var spækket med magi, og for en med interessefelter som Xenix var det rent og skær guf!

Venus smilede. Det var tydeligt nok, at Xenix ikke ligefrem billigede hendes madvaner. Men apropos vaner, så Venus ikke vant til andet, så det passede hende ganske udmærket.
"Kroen har såmænd et rimeligt køkken," svarede hun med lille smil, "eller det synes jeg i hvert fald." Apropos kroer og mad. Hun havde jo faktisk for en gangs skyld penge nok til et måltid der. Igen flød hun hen i tanker om et ordentligt måltid. De ville naturligvis være billigere bare at finde Alexander, men hun havde ingen idé om, hvor han befandt sig for tiden. HUn hev sig selv tilbage til virkeligheden.
"Tjoh..." begyndte Venus. Hun havde kun hørt Xenix spørgsmål som en svag mumlen og skulle bruge et øjeblik på at oversætte det til almindelig krystalliansk. "Altså... jeg kan flyve, som De nok lagde mærke til. Og jeg kan kontrollere temperature... " Hendes evne til at kontrollere temperature i begge retninger havde en masse bieffekter, som at hun praktisk taget kune rende rundt i bikkini - hvis havde været opfundet - mit om vinteren uden at fryse det mindste. Så kunne hun mærke sin mund løbe i vand, og hun kom ikke videre. Åbenbart havde en del af hendes hoved holdt fast i tanken om et ordentligt måltid. Hun antog, at det måtte betyde, hun havde brug for det. "Apropos kroen... Jeg ville gerne derhen i dag." Hun lettede fra jorden og gjorde klar til afgang. "Jeg håber vi ses igen." Et splitsekund senere var hun ude af syne.

//out

Xenix nikkede forstående, hun kunne ikke selv nå hjem idag, men det ville ikke blive noget problem, hun kendte trods alt en del i Kryastllandet der efterhånden skyldte hende tjenester for det ene og det andet.
Hun gik langsomt hen til sin store krampe af en hest og klappede den kærligt på halsen, idét Venus var forsvundet ud af hendes synsfelt Hun rømmede sig kort og samlede det store hovedtøj op der havde ligget på jorden, mens hesten havde mæsket sig i det grønne græs, det var der trods alt ikke så meget af oppe i Norden hvor han noralt var opstaldet. "Så min ven!" mumlede hun langsomt og gav hesten biddet i munden, før hun satte sig op i sadlen og kastede et sidste blik mod Venus, egentlig en spøjs type, det kunne da godt være at de en dag ville løbe på hinanden, om ikke andet hvis Venus skulle bestille et mord.
Xenix lo lidt for sig selv ved tanken, før hun forsigtigt lagde benene til hesten, som fik den til at sætte igeng, og ikke mange sekundter efter var Xenix og den store friser forsvundet i en elegant galop.

// Out