Varm summen spredte sig i Viktors hovedbund under Corinths bløde fingerspidser. Et sagte suk gled ud gennem næsen, mens han sank længere ned i underlaget. Øjenlågene blev tungere, som blev han langsomt hypnotiseret af den rolige berøring. Hænderne fandt hinanden oven på maven. Lige nu behøvede han ikke andet end at blive liggende. Som en doven kat, der ikke kunne forestille sig noget bedre sted at være.

Brynene løftede sig svagt ved ordene, selv om øjnene forblev lukkede. Nysgerrig på, hvad Corinth mon ville finde på, hvis han faktisk faldt i søvn. Trods den sløve ro slog hjertet stadig hårdt.

'Så tegner jeg overskæg på dig.' 

Spændingen i kroppen slap, erstattet af en lydløs latter der rørte på sig i brystet. Mundvigen trak op, før han langsomt åbnede øjnene og drejede hovedet mod Corinth. Viktor lo søvnigt. "Du virker mistænkeligt forberedt på den situation." 

Lydløs doven latter - det kunne næsten ikke mærkes i rummet, men det smittede. Corinths læber gled op i et matchende grin. Måske var det at være lidt for forberedt. Men så kunne man være blevet født med bedre evner. 
Men det var joh ikke hans eneste muligheder. Der var andet en hans finurlige blækmagi, og tak zaladin for at det havde fundet ham. Tanken om skyggerne. fik det til at suse svagt i ørene, trods den dovne sol og magelige stemning. De var svære at ignorere, og hviskede i krogene af hjemmet - han kunne bare holde ham her. 
Det ville være så let. Han ville aldrig se det komme.
Men selvsamme hvisken, blev holdt på afstand af en langt grådigere del af adelsmanden; han ville have at han blev her af valg. Erfaring viste bare, at det var en langt stærkere lænke, end hvad end han kunne trylle frem.

Så Corinth smilte lidt hemmelighedsfuldt, og rystede samtidigt uskyldigt på hovedet. "Jeg ved ikke hvad du taler om" han trak hånden til sig, tilfreds med sit håndværk. Nu matchede de da næsten. 

Der var noget med afslappethed, som fik folk til at sænke paraderne. Corinth lagde armen op på ryglænet, og vippede hånden op så den støttede hovedet. "Har du egentlig prøvet croquis? Været til sådan en skitse aften?" Et nysgerrigt, og måske også overvejende glimt i de mørke øjne. 

Viktors øjenbryn løftede sig ved Corinths dårlige forsøg på at virke uskyldig. Som om. Grimassen, han sendte ham, sagde omtrent det samme. Han prustede moret, mens øjnene fulgte fingrene, der trak sig væk. Eftermælet kunne mærkes længe i hovedbunden, og Viktor forsøgte at nyde de sidste noter af det. Et sekund fangede han et glimt af Corinths blik mod hans krøller, men han var for doven til at finde et spejl og se 'mesterværket' med egne øjne.

Han strakte sig dovent og gabte, før et tilfreds brum uvilkårligt slap ud. Han havde næsten glemt, at han havde sovet på det kolde gulv hele natten. Lige nu føltes det som en fjern drøm, slettet af de glitrende støvkorn, der dansede i solens stråler og malede gulvet gyldent.

Spørgsmålet rev ham dog ud af den flydende tilstand, hans sind svømmede behageligt rundt i, og han lagde hovedet på skrå med et opmærksomt blik.
"Nej." Noget i hans stemme blev håbefuldt. Han vurderede Corinths holdning og spejlede ham næsten helt naturligt i måden, han sad på. Han nåede knapt at registrere knoerne mod sin egen kind, før han havde sat sig til rette.
"Men jeg har hørt om det. Det er bare ikke noget, de gør meget af i Safirien." Ikke at Viktor aldrig selv havde leget med tanken. Han havde mere end én gang overvejet, om Frederik Ludviks forfængelighed kunne lokkes til at stå model for hans tegneblok. Han havde bare endnu ikke vovet at spørge. Hvis det da nogensinde blev til noget.

Blikket gled tilbage til Corinth og glimtede ivrigt. "Er det så nu, du inviterer mig ud til croquis?" Et selvtilfreds smil bredte sig i hans fregnede ansigt.

Små sekunder passerede, og det var som at kigge ind i et spejl. Et underligt et. De mørke øjne blev en anelse knebet sammen, hans smil pressede dem lidt sammen, da han hørte den håbefulde undertone i Viktors før nonchelante stemme. De? Det var velsagtens også nogle måneder siden adelssønnen havde været hjemme, og måske han aldrig helt havde passet ind alligevel. 
De havde nok ikke meget spændende, for sjæle som dem, vel? 
Corinth klukkede dæmpet. "Du har joh næsten inviteret dig selv, jah?" og han lænede sig en tand frem. Sænkede stemmen. Selvom der var ingen til at overhøre dem, havde Corinth nu aldrig kunnet lade være. Aldrig kunnet stoppe med at performe - især ikke med så godt et publikum. 

"Så, hvis du nu skulle med.. hvilken slags model ville du finde interessant?" Selvfølgelig skulle Viktor da med. Noget i hans streg, ville uden tvivl have gavn af at tegne mere fra livet, end arkitektur og natur. Der var så meget mere. Og det ville være Lochtree sønnen en ære, at åbne de mere kontroversielle døre. Han rakte hånden lidt undersøgende frem, for at se hvor meget han så ud til at spejle ham. 
Ikke at det lød svært, ud fra hvad hans fordomme om Safiren havde fortalt ham. Men bonderøve og græsgange skulle man vel også bruge i et kongerige. 

Corinth lænede sig en tand ind, og stemmen sank til noget blødere, næsten fortroligt. Som endnu en stribe solvarme over huden lagde den sig omkring Viktor og trak ham længere ned i den behagelige døs.
"Mhmh," brummede Viktor uden at fjerne sig, til trods for at han var pinligt bevidst om deres nærhed. Han løftede brynet og sendte Corinth et skyldigt tandsmil.

Viktor kunne ikke benægte det. En tillært vane, han ikke altid selv lagde mærke til. Med Frederik havde det nærmest været nødvendigt; pressede Viktor ikke selv på, kunne der gå en eeevighed. Måske havde noget af det hængt ved. For nu gjorde han det også med Corinth.

Det næste spørgsmål nåede langsomt igennem den magelige døs. "Hvilken model?" gentog han overvejende. Tankerne nåede dog ikke meget længere, før Corinths hånd bevægede sig ind i hans synsfelt. Øjnene flakkede ned mod den, distraheret et øjeblik. I tvivl om, hvad han skulle gøre med sin egen, lod han den blive trofast ved sin kind, mens den anden hvilede i skødet. Fingrene strakte sig dog en smule.
"Er det ikke lidt..." begyndte han og tvang blikket væk fra Corinths hånd og tilbage til ansigtet. "Det er vel ikke op til mig, hvem der står model?" Et lidt skævt smil fulgte med, mindre sikkert end det forrige.