Inderst inde vidste han godt der ikke ville komme meget trøst ud af dette, men at hun blot lyttede til hans fortælling, ar egentlig nok det han mest havde brug for... En der ikke dømte ham for hvad der var sket i hans fortid. Som hun talte nikkede han "Jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde skulle opveje mig selv efter det.. Bevares så hjalp alkoholen noget tid... Meeen" sagde han og kløede sig kort i nakken. Han havde drukket ALT for meget, til han nærmest burde være i live... Af og til forstod han slet ikke, hvordan han nogensinde endte ned af den sti.

Kort trak han på skuldrene "Til at starte med... Jo.. men så vender man sig efterhånden til det" sagde han og smilede derefter. Jo han havde været ensom i de første år efter ulykken, men nu, nu var det ikke helt så slemt længere. Han så kort ned mod hans ene ben, hvor hendes tommelfinger var begyndt at nusse ham. Det var på en eller anden underlig måde, rart. En form for nærvær uden at det betød sex... Han vendte tilbage til hendes spørgsmål og hævede det ene øjenbryn "Tænkte jeg havde brug for at prøve noget nyt..." sagde han og sendte hende et blidt smil som øjenbrynet faldt på plads igen. Det havde været en omvæltning uden tvivl og han var stadig kun ved at vende sig til det.

Et skævt smil kom frem på Anastasias læber, og hun rystede lidt opgivende på hovedet. "Alkoholen er kun en dulmer for en tid" det var i hvert fald det hun havde set omkring sig. Bevares alkohol gav en spændende effekt, men at drikke det konstant gjorde jo at virkningen forsvandt ud. At den ikke længere var effektiv. Enten valgte man at drikke mere, eller også stoppede man helt. Hun vidste ikke helt hvad Alexander havde startet ud med at gøre, men i øjeblikket virkede han ikke til at være en der var fuldstændig slået væk af druk. Han var alt for velsorineret og ja, ren.

"Har du det bedre efter at det nye er kommet ind i dit liv?" spurgte hun, stadig med hånden nussede blidt mod hans ben. Ikke for at hive ham ind i noget fysisk, men for at give nærvær. Hun ville ikke trække sig hvis det var hvad han egentlig ønskede, men lige nu virkede han for hende stadig som om at han trængte til at tale fremfor at glemme det. Det var altid godt at nå det stadie.

Alexander kunne ikke lade være med at smile. Han vidste godt at alkohol kun dulmede det for kort tid, men alligevel var det, det værd... Nej det var det som regel ikke, for han havde tømmermænd fra tid til anden og de var altid onde. Svagt sukkede han ”Ak ja... Det er underligt, men... på en måde rart med den nye flok” sagde han og trak kort på skuldrene. Han vidste endnu ikke hvad han skulle gøre af sig selv i flokken, han holdt sig stadig meget til sig selv, men det var der sikkert nogen der kunne hjælpe ham med, når han lærte dem at kende. Alexander så ned på hendes hånd og smilede skævt ”Jeg forstår slet ikke hvorfor du gør dette” sagde han og så på hende ”Det er ikke din pligt at lytte til pladren fra mænd” sagde han med et lettere grin.

Han puffede svagt til hende ”Kom.. Jeg giver en drink.. Ingen bagtanker” sagde han og sendte hende et undskyldende smil for at have været ynkelig og beklaget sig til hende. Som han sagde før, det var ikke hendes job at tage imod bullshit.

Anastasia løftede let et øjenbryn af ham, mens hun fortsat smilede. Godt med en ny flok. Fik det hans tanker på afstand, eller var det bare godt at starte på en frisk. Hun var ikke helt sikker, men det var en bedre forandring end bare at vandre alene som en ensom ulv. Bogstavelig talt.
"Ikke ligefrem, men du havde brug for det" svarede hun med en munter tone. Der skulle alligevel mere til at hyle hende ud af det. Han havde haft brug for at lufte sit "pladder" og det kunne hun godt lytte til.

Med et let grin puffede Anastasia tilbage, inden hun rejste sig vendte sig mod ham med en hånd på hoften og hovedet på skrå. "Slet ingen? Ærgeligt" det var et drillende glimt i hendes udstråling som hun blinkede til ham og gik mod døren. "Man ved aldrig hvad en drink medpringer!"