Det lange hår virkede som udemærket støtte til den bevidstløse mand, selvom Agarwaenel begyndte at genoverveje formålet med det her. Det var jo egentlig lidt dumt, når han jo allerede var fin til at spise som han var, men nej. Hun måtte jo nok hellere bare hjælpe med at bære det dumme menneske, og få lov til at spise vingerne. Uhhh, hun håbede vingerne var gode....
"Hvor langt er der?" kom det klagende fra det lilel barn, selvom de ikke var kommet langt, og det egentlig kun var hendes hår der hjalp med at bære manden.

Atropa kiggede over på djævle barnet som de var nået til døren. Hendes blik var som flammer og hun vrissede så "Det ved jeg da ikke! Lad os nu bare gøre det! Jeg har ikke tænkt mig at lade ham ligge her!". Atropa trak videre og nægtede at tale mere med hende til de var noget til hvem end der skulle være den nærmest Healer.
Inderst inde forbandede Atropa det at hun skulle havde hjælp overhovedet for i hendes tanker var det et tegn på svaghed og det var klart ikke noget Atropa ønskede at være. Det at så skulle havde hjælp fra en som Atropa selv synes var svagere men vidste sig at være stærkere var som et spark lige i ansigtet med hendes meninger.

Tænderne kom ligeså stille til syne i Agarwaenels mund, og selvom de som udgangspunkt så ganske normale ud, kunne man godt se hvordan nogen af dem virkede lidt skarpere end de umiddelbart burde være på en ung pige, og især på en pige der ellers så så uskyldig ud. Måske ville de fleste heller ikke sætter spørgsmålstegn ved det, eller opdage det, men alfen havde til trods set den unge piges sande ansigt.
"Gør det virkelig nogen forskel?" kom en ligeså irriteret stemme, en stemme der lød at den var tæt på et temperamentanfald. FOr selvom at Agarawaenels sind måske virkede ældre end de flestes 12-årige, så var hun også stadig et barn dybt inde i sig, og frustrationen var ved at bygge op, sammen med sulten. 

Afsluttet