Viktor blev stående og stirrede efter Frederik, der fortsatte mod gården uden så meget som at se sig tilbage.

Luk røven?

Læberne pressede sig sammen, og den forurettede mine blev hængende, længe efter at Frederik havde lagt afstand mellem dem. Han havde jo bare drillet ham. Ganske vist havde han også skubbet lidt til ham, men det var næppe nogen forbrydelse, der retfærdiggjorde den behandling.

Gik han virkelig?

En lille rynke samlede sig mellem brynene. Det var ikke til at vide med Frederik. Viktor var trods alt ikke officielt inviteret, og han kunne sagtens forestille sig, at den ældre mand ville forsvinde ind i huset og blive dér, indtil hans ubudne gæst omsider tog hintet og rejste hjem.

Blikket faldt mod frugtkurven, som stadig stod i græsset med alle de ferskner, han havde udvalgt til Frederik. Det var næsten latterligt, hvor bedrøvelig den pludselig så ud. Med et dybt suk sank Viktor ned ved siden af den og trak benene til sig. Han kunne selvfølgelig tage hjem. Det ville nok være det mest fornuftige, og Frederik ville utvivlsomt sætte pris på det.

Men han havde ikke lyst.

Så han blev siddende og stirrede ned på sine støvlesnuder, mens han ventede. Om ikke andet kunne Frederik vel sende en tjenestepige ud for at bede ham forsvinde.

Der gik dog ikke længe, før lyden af skridt fik ham til at løfte hovedet.

Frederik.

Lettelsen kom så hurtigt, at han næsten blev forlegen over den. Den bredte sig fra brystet og helt ud i fingerspidserne, og Viktor måtte beherske sig for ikke at lade smilet blive alt for stort. "Jeg troede, du var stukket af," bemærkede han med et lille, skævt smil. "Men du kunne alligevel ikke holde dig væk?"

Frederik lod, som om intet var hændt. Det var han efterhånden ganske øvet i. Han skubbede sine egne følelser til side, lod som om hans reaktioner ikke havde fundet sted, og fortsatte, som han altid gjorde. Anerkendte han det, blev det mere virkeligt.

Pausen fra Viktor og den korte gåtur havde hjulpet med at få styr på uroen. Den var ikke forsvundet helt, men havde lagt sig til en svag sitren i kroppen, mens de værste følelser langsomt var klinget af. Tilbage var blot en rest af det ubehag, han helst ville være foruden, men som han efterhånden kunne ignorere uden de store problemer.

En lav brummen forlod den høje oliehandler, da han vendte tilbage til Viktor. Han satte sig på den modsatte side af frugtkurven og tog endnu en fersken op mellem hænderne.

"Jeg var oppe og finde noget at drikke." forklarede han, som om det gav sig selv, til trods for at han vendte tilbage tomhændet.

Han vendte ferskenen lidt mellem hænderne og studerede den, inden han uden varsel kastede den i en blød bue gennem luften over mod Viktor, tydeligvis i forventning om, at han greb den. Derefter fandt han en anden til sig selv.

Viktor nikkede langsomt til Frederiks forklaring. "Ja? Man bliver vel også tørstig af at gå..." bemærkede han og lod blikket falde til de store hænder, der vendte den runde, rosafarvede fersken mellem sig. Fingrene gled undersøgende over den fine, dunede overflade, og Viktor fulgte dem med en opmærksomhed, der næppe stod mål med situationens betydning. Han havde efterhånden opgivet at foregive andet over for sig selv. Når det kom til Frederik, var han et håbløst skarn, og selv noget så uskyldigt som hans hænder om et stykke frugt kunne få tankerne til at vandre steder hen, hvor de bestemt ikke havde noget at gøre.

"Woah!"

Ferskenen kom flyvende uden varsel. Den ramte ham mod brystet med et blødt dunk, inden hans hænder omsider reagerede, og det følgende øjeblik blev en temmelig uværdig forestilling, hvor frugten trillede over hans fingre og håndryg, mens han fumlede efter at få ordentligt fat. Da det endelig lykkedes, stirrede han et øjeblik ned på ferskenen, før han langsomt løftede blikket mod Frederik. Øjnene kneb sig sammen i et udtryk af oprigtig vantro.

"Du kunne også bare have givet mig den i hånden," påpegede han tørt. "Jeg sidder trods alt mindre end en armslængde fra dig."