En næsten syngende lyd, der kunne minde om fasanerne der løb hen over markene, forlod hende. Med flittige hænder, sikrede hun sig at hans halstørklæde lå godt omkring hans hals. Og tog derefter hendes luffehandsker på igen, og da hun var sikker på at de begge var nok klædt på åbnede hun døren og førte an. 

Hurtigt begyndte kulden at snige sig ind gennem sprækker og gribe kinderne og den nøgne hud, som ikke var mulig at sikre mod det bidske vejr. Hendes arm lagde sig hurtigt rundt omkring Arions, ikke blot for at sikre sig mod kulden, men også for at være tættere på ham. 
“Det gør den ja! Selvom at sidste år måtte Amos søn tage over, da hans far lagde sig syg, han klarede sig desværre ikke gennem vinteren. Men Tim og hans kone har ført hans tradition videre” forklarede hun hurtigt, selvom at vejret greb omkring kinderne hver gang hun snakkede. Måske havde det ikke været den bedste idé, at hive ham med ud, nu hvor at det betød han skulle gå tilbage alene. Desværre kunne hun ikke tilbyde at blive på børnehjemmet, da mændene ikke måtte blive og overnatte. Desuden var det et sted, hvor de fleste mænd, kun kom og fiksede ting også forlod dem igen. Ikke at Tatiana forstod hvorfor at mænd, skulle være mindre begavet når det kom til at passe børn. 

Arion følte en varme i hele kroppen, som Tatiana omsorgsfyldt tog sig tiden til at sikre at han var dækket ordentligt ind, inden de begav sig ud i kulden. Det var små, men utrolig vigtige ting der gjorde at han følte sig elsket højere end noget andet.

Trods den gode indpakning, var det ikke svært at mærke hvilken årstid de befandt sig i. Kulden nev i kinderne, trods de var dækket godt ind og gjorde næsen helt rød og følelsesløs. Arion løftede armen let for at gøre plads til Tatianas og lagde den tilbage beskyttende om hende, nød at hun var helt tæt på og at de kunne gå sammen igen. Sammen.
Arion bukkede hovedet og blinkede et par gange. Lod informationen for alvor ramme ham. Alting ændrede sig altid så hurtigt, når først det gik i gang. Amos havde været en af de faste i landet, altid med et smil og venlighed. "Jeg er glad for at Tim og hans familie stadig vælger at køre Amos' arbejde videre!" fandt det gode i den sørgelige nyhed. Men ligesom Tatiana, kunne han tydeligt mærke kulden krybe ind som han talte.

Arion kendte godt til politikken på børnehjemmet, og han ville aldrig modsætte sig de regler. Som han var blevet ældre, vidste han at det ikke kun var for at beskytte børnene. Desværre også nødvendigt for at beskytte de kvinder, som opholdte sig på stedet. Turen til Dianthos havde trods alt udvidet hans verdenssyn bare lidt. Selv hvis han skulle gå hjem igennem kulden igen, var det bestemt det hele værd! Selvom lyset fra huset, der blev tydligere, jo tættere de kom, var meget kærkommen!

Turen mod børnehjemmet vidste sig at være alt for kort. Mest af alt fordi at kulden sikrede sig, at de ikke kunne tale sammen. Alt fokus og energi gik til at holde kulden der angreb kinderne. 
Det var også af denne simple grund at Tatiana greb omkring halstørklædet, og hæv det op over hendes mund og næse. 
Endelig nåede de den større gård, hvor at man kunne se nogle enkelte stearinlys brænde. 
Hun stillede sig ved døren og hæv langsomt halstørklædet ned. "Jeg vil helst ikke sige farvel, men jeg lover jeg kommer forbi igen i morgen" sagde hun med en hvis vemodighed i stemmen. 
Hun bildte sig selv ind, at det var hårde at sige farvel, fordi de lige havde fundet hinanden igen. Men hun var sikker på, at det ville være lige så hårdt i morgen. Om en uge, om en måned. Fordi når man elskede en person, så kunne man ikke tænke på andet. Man ønskede at være sammen med dem, så meget man kunne. Især i en verden hvor man ikke vidste, hvornår ens dag ville være den sidste. 

Kulden var frygtelig og han vidste at han ville være tæt på bundfrossen når han igen nåede hjem. Det var selvfølgelig ikke noget ildstedet ikke kunne klare. Nej, det var ikke kulden han havde de største problemer med, trods den gjorde et solid indhug. Det var tanken om at adskilles igen. Sidst havde de heller ikke forventet at der ville gå så lang tid - ej heller forventet at de skulle tro at den anden var blevet revet fra dem. Tanken var med til at gøre Arion endnu mere modvillig end han i forvejen var.

En modvilje, bekæmpet af hans fornuft og med hendes ord der lovede ham at komme forbi næste dag. "Farvel lyder også så endeligt. Jeg ved det betyder det samme, men et på gensyn i morgen lyder bedre" Arion trak ligeledes ned i sin halsterklæde for at tale med et varmt smil på læben, der ikke kunne dække over hans egen vemodighed. Selvom det var en smule besværligt med mængden af indpakning, trådte Arion alligevel hen til hende og kyssede hende en sidste gang for i dag. "Jeg elsker dig, Tatiana" han fordybede sig i hendes øjne en sidste gang før han trådte tilbage ned og trak alt indpakningen godt omkring sig igen, så det mere eller mindre kun var en sprække til øjnene der var synlig. Han vinkede med den luffede hånd, som han trådte tilbage og begyndte at gå igennem mørket, tilbage til sin farmor og ildstedet.

Et meget forsigtigt smil kom frem på Tatianas læber, mest af alt fordi hun ikke helt kunne smile meget mere, uden det ville gøre ondt i hendes kinder. For han havde ret: farvel var så endeligt, hvor på gensyn betød at de ville se hinanden igen snart. Og snart ville være i morgen, det ville hun i hvert fald sikre sig.
Da han trådte tættere på, greb hun omkring hendes klæde for munden, og trak det ned. Lige så stille gled hun mod ham, og lod deres læber mødtes. Alt imens hun håbede på, at ingen ville se dem, hvilket også tog noget af nydelsen ud af det. Mest fordi hun ikke kunne leve sig ind i det, som hun normalt ville kunne gøre.
Ordene forlod ham, og selvom hun vidste at hun følte det samme. Gled et sug gennem hendes mave, og hun kunne ikke fokuserer på andet end ham.
”Jeg elsker også dig, Arion” svarede hun, og betragtede ham som han forsvandt ind i mørket. Det var med et lille suk, hun trådte ind ad døren og lukkede den bag sig. En dag der havde startet som den plejede, havde den afsluttet på en måde hun kun, kunne have drømt om.

Der var stadig frygten for at han ikke ville se hende igen. Det var kommet så pludseligt sidst. Ingen af dem havde haft nogen mulighed for at forberede sig – og kunne man overhovedet det? Kunne man overhovedet forberede sig på at ens livs kærlighed forsvandt og aldrig vendte tilbage? Aldrig blev heldigvis ført til skamme, nu de stod her igen, men årerne var gået. De havde troet det var for evigt.
Selvom det gjorde ondt i kinderne, kunne han ikke lade være med at smile så bredt som overhovedet muligt over hendes ord. Han glædede sig allerede til i morgen – til alle næste morgener i hele hans fremtid. Deres fremtid som de kunne bygge sammen som de hele tiden havde drømt om.