Hector havde egentlig ikke specielt meget lyst til at bruge flere timer hos Giles, hvilket havde mere noget at gøre med Hectors generelle mistroiskhed overfor fremmede og især overfor fremmede voksne, men han ville gerne være sammen med Juno, og hvis Juno gerne ville blive, så ville Hector også. Desuden var det svært at have lyst til at gå fra sin kæreste lige nu, når han var så sød og kærlig. Mest af alt havde Hector lyst til bare at ligge og holde om Juno og kysse hans hår og inhalere hans duft.

"Mh nej, det er fint," svarede han Juno og måtte kæmpe lidt for at modstå fristelsen til at læne sig ind og kysse Juno. Han var ikke sikker på, at Juno ville have lyst til ligefrem at kysse foran Giles. Han gav Junos hånd et varmt klem i stedet for og hviskede helt stille, så Giles forhåbentlig ikke kunne høre det, "Jeg vil gerne være der, hvor du er, elskede."

Det hurtige svar fra Juno overraskede Giles en smule, siden han ikke havde spurgt satyren først. Men da Hector tilkendegav, at han var med på at blive, så Giles op på Serena igen.
"Det ser ud til, at det bliver os alle tre." 
Husholdersken nikkede og gav hans skulder et klem, inden hun forsvandt tilbage til køkkenet. Hun var guld værd og Giles vidste ikke, hvad han skulle gøre uden hende. Hun var ikke ung mere, så en dag inden alt for lang tid, skulle han finde hendes afløser. Noget der kun kunne være en umulig opgave. Han så lidt efter hende og hørte ikke, hvad Juno og Hector hviskede til hinanden.

Teen var ikke glemt og han nippede lidt til den, inden han satte sig til rette igen og så på de to drenge. Giles var vant til at have høflig samtale til sammenkomster i blandt rige og adelige, men hvad snakkede man lige med to gadedrenge om? Nu vidste Giles allerede lidt om Juno, så helt naturligt rettede han sin opmærksomhed mod satyren, han ikke havde hørt så meget om. Hvis noget.
"Det er ikke så ofte, at jeg har set satyrer i Dianthos. Slet ikke så unge." Han smilede interesseret. "Må jeg spørge, hvor gammel du er? Hvor længe har du været i byen?" Hele hans udstråling udtrykte, at Hector altid var velkommen til at sige nej til at svare på hans spørgsmål. Det var bare for at starte en samtale.

Nu var det nok. Juno kunne ikke sidde stille længere. Idet Giles begyndte at tale til Hector, rejste Juno sig op og vandrede om på den anden side af sofaen, imens han strakte sig. 'Hector er noget helt særligt', havde han lyst til at sige, men det var trods alt Hector Giles havde spurgt, og lige når det kom til Giles tænkte Juno sig lidt mere om, end han åbnede munden. Det havde han efterhånden lært at Giles satte pris på. Og Juno kunne godt bruge sit hoved. Nød det oven i købet mere end at bruge sine næver.

Han rullede med sine skuldre, inden han stillede sig direkte bag Hector og begravede sine fingre i hans hår og gav begge hans små, skjulte horn et træk, ikke ulig hvordan han ville have gjort hvis de var alene i en seng. Han var for rastløs til at sidde stille, og for rastløs til bare at stå. Han havde brug for noget at bruge sine hænder til, eller i det mindste sit hoved til. Men Giles havde ikke engang spurgt ham om noget, så han måtte nøjes med at stå og distrahere Hector, imens hans blik søgte efter noget, hvad som helst, han kunne kaste lidt med eller lignende. 

Afsluttes efter aftale.