Svaret tilbage sad allerede parat til at blive slynget efter Bertram fra starten af, men eftersom ordene ikke nåede at komme frem, før han pludseligt - føltes det som - tog sin afsked, blev Katrine taget nok tilbage, at hun et i et øjeblik kun stirrede efter ham i en lignende forbløffelse til, hvad han havde givet udtryk for. Men så snart dén forbløffelse havde forladt hende igen, var det som om at ordene faldt ud af munden på hende, da hun med halvråbende stemme, så han stadig kunne høre hende på den afstand, han havde nået, sagde: ”Jeg er i bedre stand til at tage mig af mig selv, end man skulle tro, tak!”
Hvor vidt det var sandt eller om det bare var en ung kvindes fornærmelse, der havde taget til, måtte tiden vise.

Et godt stykke oppe i luften svævede den hvide ravn med et vingefang spredt ud. Han baskede kun få gange med vingerne for at stabilisere sin fart og sin placering, men ellers undgik han så vidt muligt at lave lyde. De midnatsblå øjne skannede fokuseret og dybt koncentreret henover plantagen, fordelsgivet af Gerhart i forvejen formidable evne til at se i mørket. Han havde måske ikke den fysiske styrke til at nedlægge en af sine egne uden hjælpemidler, men han havde da fået andre goder, hvis man valgte at se det positive i den vampyrske forbandelse.
Han overværede Bertrams bevægelser igennem træerne på jorden. Gjorde sig bevist opmærksom på ham, for ikke at forveksle ham med andet bevægelse eller andre væsner, der ikke burde befinde sig på hans grund. Og da særligt ikke efter mørkets frembrud. Diverse folk, der normalt arbejdede i plantagen i de lyse dagtimer var blevet sendt hjem allerede, da de var ankommet i dagens morgen. Gerhart havde ikke kunne lide tanken om, at have dem der, mens der stadig var risiko for fare. Og så skulle der helst ikke ske noget med eventuelle spor, gerningsmanden - eller gerningsmændene - havde efterladt. Så selv flittige arbejdere, der lod arbejdet længere ud på aftenen, skulle ikke være til stede.

Som blev fremtryllet på magisk vis, susede et objekt igennem luften og direkte mod måneskinsravnen, der straks sendte ham ud af kurs, så vingerne blev basket i vild forskrækkelse. Et vindue blev knust nær godset, en voldsommere lyd end da selveste godsets nuværende gæst havde gjort lignende. Og så et skrig.

Skriget var ikke skingert nok til at være et værk af Freja. Eller andre af godsets kvindelige beboere. Ikke at der var mange. Det var dybere og mere brølende. Tilhørende en bredskuldret menneskemand med kort brunt hår, og stadig iført sine nattelige klæder, da de flænsende tænder af et bæst havde hakket sig ned i hans hals, og fået den ellers robuste gartner i gulvet der i husets midter-entré.

Gartnerens krop gav bitte små set fra sig. Nerver der stadigvæk reagerede på smerten fra det voldsomme bid, der havde separeret utallige af disse nervestrenge. Der var absolut ingen chance for at han ville vågne, men det var ikke længe efter at Bertram havde forladt entréen at kroppen ikke ville være at finde der længere. Kun blodet, der havde samlet en pøl på gulvet og nok sivet dybt ned i mellem gulvbrædderne, hvor ingen ville kunne fjerne det selvom der blev skrubbet på livet løs. Blodet havde dog også malet en bane henover gulvet, der indikerede, at noget var blevet slæbt med sig. Med besvær.


Tilbage i køkkenet blev Bertram budt på nyt selskab, da skridt, der tydeligvis ikke prøvede at holde personen skjult eller forsigtig omkring vampyren, som han ransagede skuffer og skabe, lød og stoppede nær dør åbningen. ”Tsk tsk. Har den gamle adelsknægt nu fået sig en ny bodyguard?” Stemmen var alt andet end rar at høre på. Den havde en behagelig undertone, der nok havde nemt ved at snige sig omkring lystende kvinders rebelske interesse, men det kunne ikke være længere væk fra en venlig bondes hilsen. Blod dryppede stadigvæk ned ad mandens hage og som han stod og smilede stolt og arrogant fra øre til øre, kunne man skimme det dyriske gebis.

Der var ikke meget tvivl. Varulv. Men der stod ikke en loden og pelset ulv foran Bertram. Månen udenfor var ikke ved sit fuldeste denne nat, så hvad der stod var en mand lignende højde og bestemt ikke en mand ville finde i samme socialstatus som Gerhart. Hans tøj var brugt og beskidt og særligt den lange frakke havde set meget bedre dage. En finmandsfrakke, der var blevet hapset af en lavtstående tyv. Nu med slid i kanterne og farven falmet. Hans kunne alt i alt godt bruge et grundigt bad, sådan som skridt farvede hans lyse hud og satte sig i alderstegnene i hans ansigt. Og hans knoglede fingre.

Han snusede åbenlyst til luften. ”Ah, en blodsuger? Og her havde jeg forstået, at splejsen ikke ville undgås andre som ham selv. Det her bliver lord Bicasqel ikke glad for at finde ud af.” talte han videre med en overbevisning om, at dette kun var mere sjov for ham frem for potentiel udfordring. Han var stærk. Selv udenfor sin lycanform.
Straks kastede han sig frem mod Bertram. Henover køkkenets arbejdslangbord i midten og undgik at hamre hovedet op i lysekronen ved at holde sig selv krummet og smidig. Han havde ingen synlige våben, og lagde man mærke til de røde misfarvninger under hans fingernegle, ville man forstå, hvilke våben han foretrak.

Det var som at så to dyr gå til angreb på hinanden, sådan som det udfoldede sig der i køkkenet. Og det lød også lige sådan. Der blev knurret, der blev hvæset. Kun afbrudt en gang imellem af menneske mavepustere eller en mands lyd af arrighed og frustration, når der blev brugt kræfter i kamp. Varulven havde kun lige lagt mærke til Bertrams reaktion, da der var blevet talt om Gerhart, men ærligt så var det eneste der var tilbage i hans hoved den sygelige lyst til at flå den rødhårede vampyr op. Måske lade ham stege godt i morgensolen. Det var ikke et had til vampyren, der drev denne varulv. Det var længslen efter den ecstasy han følte hver gang andres blod blev spildt foran hans øjne.

Pludselig brød varulven ud i et smertende og højlydt pib idét et slag ramte helt perfekt ind mod hans kæbeknogle. Værende øverst kastede han sig straks tilbage over pinen der rungede igennem hele hans kranie, blot for at være uopmærksom i et splitsekund, før Bertrams forbistrede tænder sank ned i ham igen. Denne gang blev en større blodåre punkteret i den ene arm, der ikke blev brugt til at ømme slagets sammenstød men i stedet havde gjort sit bedste for ikke at holde vampyren nede.
Bidet reagerede varulven lidt mere på. Et kort smertebrøl skubbede sig ufrivilligt frem fra den anstrengte strube, og han slap automatisk Bertram for at komme helt på benene igen. Med en hånd tætknyttet omkring det bidte område på den anden arm, valtede han et par skridt bagud fra, hvor han stod. Zaladin det gjorde ondt! Og selvom det ikke sprøjtede, som det ville have gjort, havde tænderne ramt hovedpulsåren lige på, men han kunne skam mærke hvordan blodet flød og hvordan ærmet blev mere og mere fugtigt.

Varulven var ikke glad. Det kunne man se på blikket, han løftede mod Bertram efterfølgende. Man kunne nu se, hvordan han faktisk ikke kunne lukke munden ordentligt, siden de glubske tænder havde vokset markant til det af et stort rovdyr. Det var dét gebis der havde gjort en ende på den stakkels gartner trods gartnerens størrelse.
Endnu en gang kastede varulven sig mod Bertram i håb om at få et godt fat i hvilken som helst del af ham, så han kunne kaste ’gadedrengen’ ned over kanten på et af de hårde køkkenborde. Rygsøjlen helst, så han kunne immobilisere vampyren for bare en stund, før han ville komme sig igen. Men ærligt var han for dybt nede i sin vildskab til at tjekke om han nu havde Bertram i den korrekte stilling til det. Alt der ville gøre ondt var godt nok lige nu.
Ting og sager blev skubbet til side og flere faldt på gulvet og knustes eller klirres eller bare larmede. Igen tog varulven om Bertram med sine blodige næver, denne gang for at løfte ham med sin bæstlignende styrke. Og kastede ham så. Igennem luften denne gang. Ikke mod flere borde, men direkte ud ad det nærmeste vindue og ud på den grusede indkørsel.

Selvfølgelig fulgte varulven efter. Han havde et stykke arbejde, der skulle færdiggøres. Det havde blot været for trængt at få det gjort inde i køkkenet efter noget tid. Igen kom han ikke snigende. Mere glas blev knækket af rudens rammer, da han kravlede og møvede sig ud af det. Og skårene på jorden lige udenfor, knasede højlydt under hans fødder. Det samme gjorde gruset, som han bevægede sig mod Bertram. Der havde været et lille håb om, at vampyren havde taget halen mellem benene nu, hvor han var blevet ladt udenfor i sit elskede mørke, men han lo der nu endnu. Ubevægelig. Det burde ikke have kommet bag på varulven. Ikke efter de faretruende knæk og bræk, han havde udsagt blodsugeren.
Han ville have smilet, hvis ikke det var for arrigheden, der stadig hærgede i og over ham. Han var stadig rigeligt vred over de skader, vampyren havde nået at få påført ham. At han havde ladet ham ødelægge det sjov han ellers havde haft før. Hans vejrtrækninger var så heftige, at de var synlige i nattens milde kulde, og at de kunne høres på lang afstand. Som en rasende tyr. Men det var ikke kun af ophidselse. Det var lige så meget af udmattelse. For selvom varulven var fysisk stærkere, så var der noget der indikerede, at han ikke kunne holde, hvad end der holdte ham i gang, ved lige særlig længe.

Med et forfærdeligt knæk kom kæben mere eller mindre på plads. Selvom varulven kunne holde til en hel del tæsk, så måtte han alligevel ytre sig med beklagende lyde, da det blev gjort, og der var ingen chance for, at han overhoved havde gjort det rigtigt. Det krævede en healer, det her. Men det var nok til, at han kunne ralle lydhørt og så spytte en stor klat blod ud på jorden med indhold, der bestod bl.a. af spyt, salv og en tand, der var blevet slået ud.
”Kæft, hvor er jer blodsugere besværlige!” svovlede han og tørrede sig om munden med ærmet, hvilket bare smurte blodet endnu mere ud i hans ansigt frem for at fjerne det. ”I dør ikke bare sådan uden videre. Man skal simpelthen give hovedet af jer.” Der var en kort pause. ”Eller stikke en pæl i hjertet på jer.” Man skulle tro, at varulven foretrak mindre makabre metoder for sine drab. Det var ikke meget længe siden, hvor han havde givet en anden en smertefuld ende. Han var bare irriteret.
Det var pludselig som om, at al luft omkring ham forsvandt, og han stoppede brat af fænomenet. Efter de første par åndedrag blev det kun værre, og han måtte tage sig til brystkassen. Hans hånd knugede sig fast til sin beklædning og kvalte lyde efterfulgte. Han kunne ikke trække vejret. Der var intet der blokerede hans luftveje, men der var absolut ingen ilt tilbage omkring ham. Og hvis det var, blev det mindre og mindre, hver gang han forsøgte at suge luft ned i lungerne. Han faldt ned på sine knæ, knugede hårdere, rakte en anden hånd frem, som ville han forsøge at kravle mod Bertram i stedet for. Men hans hånd mødte modstand, da den usynlige væg fra det usynlige skjold stod i vejen. Og skrækken begyndte at male sig i hans ansigt. Desperat slog han hånden mod den usynlige væg og prøvede at finde et sted, hvor den ikke var. Men det var over det hele. Kuplet omkring sig. Som det havde været kuplet omkring Bertram natten forinden.

”Hold styr på Deres køter, Bicasqel! Jeg bryder mig ikke om, at have dyr løbende vildt rundt på min grund.” Tonen i Gerharts stemme var meget lignende den tone, som han havde haft rettet mod Bertram. Bare en del vredere. Og udmattet. Af og til kunne man høre, hvordan han måtte stabilisere sig selv, før han kunne tale videre. Han haltede dog ikke synligt, som han trådte frem fra skyggerne i retningen af den faldne vampyr og hans voldsmand, stadig kvalt i sit bur. Men… et større snit var at finde i hans løstsiddende bluse ved hans ene side. Selvom stoffets farve gjorde det nu lidt svært at identificere den store våde plamage, der spredte sig fra snittet, var det nok ikke svært at vide, hvad der skjulte sig indenunder på hans blege overkrop. Ligeledes virkede han til at hælde mere til den ene side. Og han bevægede overhoved ikke sin ene arm. Den anden var til gengæld løftet i retningen var varulven lige som hans matte blik.

Armen faldt så ellers og det samme gjorde skjoldet. Varulven gispede straks efter luft og faldt nærmest helt sammen på jorden, mens han tog sig til sin hals. De forvoksede dyriske tænder var atter blevet erstattet af mere menneskelige tænder. Det var altid så nemt at håndtere disse bæster… Så snart han virkede til at have kommet sig, skyndte han sig panisk på benene igen, og som Gerhart havde forventet, satte han i løb i en lidt anden retning end mod Bertram. Heldigvis. Mod en skikkelse, der nærmest var kommet frem fra mørket et stykke foran Gerhart.
”Det beklager jeg virkelig, sir Augustus. Han bliver så ivrig, når han finder noget nyt at lege tøj. De ved hvordan hunde er.” Skikkelsen talte med en alt for rolig og dyb stemme. En rigtig forførende slange. Skikkelsen var af en ufattelig høj mand. Skaldet så glat at man kunne spejle sig i hans mørkebrune hovedbund. Han var en køn mand. Finpudset ned til mindste detalje. Store fyldige læber og et kantet kæbeparti. Muskuløs brystkasse under den kridhvide skjorte og mørkegrønne vest. Dette var en herre af samme klasse som Gerhart. Hvis ikke en med langt mere forfængelighed. ”Sig mig, hvad blev der dog er Deres fornemme tale. Ingen ’lord’?” Spidse, hvide hjørnetænder glimtede.
”Jeg har ikke tid til Deres lege!” vrissede Gerhart anstrengt af vampyren.

Det gjorde næsten ondt at bare se på hvordan Bertram kæmpede en kamp for at bare bevæge sig. Gerhart havde ikke overværet, hvad der var sket inde i køkkenet. Han var først ankommet til at være tilskuer som deres slogskamp var blevet taget videre udenfor. Men der skulle ikke en ekspert til at forstå, at hvad end der var sket den rødhårede vampyr ikke var noget, et almindeligt menneske ville kunne drømme om at overleve. Ikke med sit helbred i stand i hvert fald.
Men ligemeget hvor meget Bertram beklagede sig eller lige meget hvor meget at han måtte anstrenge sig for at sætte sig op, som han gjorde, så blev Gerhart stående standhaftigt på sin plads og skænkede ham kun lige et kortvarigt blik, før det vendte tilbage på Bicasqel. Dette var en mand, hvor det ikke var en god idé at vise alt for mange følelser. Måske var der netop derfor, at den blonde adelsdreng havde haft kunne håndtere fjender som denne? Ved at holde sig så følelsesneutral – ja, næsten følelseslammet – som muligt.

Bicasqel havde til gengæld intet imod at lade sit kolde blik falde fra Gerhart og mod Bertram i takt med at han gjorde sig mere til kende. Og straks var der en forfærdet rynke på hans næse og en utilfreds krumning i hans skarpe, perfekte bryn. ”Ser man det.” Hans stemme dryppede af overklasse forfærdelse, som var Bertram ikke andet end en mide. ”Den evigt ensomme sir Augustus har skabt partnerskab med en som os. Trods hans forsagt og benægtelse om at blive en del af vores broderskab. Jeg må sige, at det er noget af en fornærmelse, ville De ikke?” Varulven havde haft ret. Denne lord Bicasqel var alt andet end tilfreds over at finde Gerhart i ledtog med en anden vampyr. ”Havde jeg vist, at De hellere ville hænge ud med…”
”Forsvind fra min grund!!” afbrud Gerhart ham arrigt og med et mindst lige så arrigt udtryk i det ungdommelige ansigt. Den mørkhudede vampyr så noget overrasket ud over udbruddet, selvom at han måtte have forudset det. ”De var en gang velkommen som min gæst, men det er mange, mange år siden nu. Og De har ikke været velkommen siden.” Med at han forsøgte at ikke lyde kvæstet i sin stemme, lænede hans krop sig ubevidst mere og mere til siden.

Bicasqel hvislede højlydt og snerrende af Gerhart. ”De forstår stadigvæk ikke, hvad De vil kunne udgøre ved at blive en del af vore klan, Gerhart Augustussøn!” prædikede han og slog med ét sine arme ud for at gøre det mere spektakulært. ”Ikke længere vil De skulle behøve at drikke de modbydelige blod, De har drukket hele Deres udøde liv. De vil blive en del af noget større! De blev advaret, at det ville blive værst for ikke kun Dem men dem du holder kær, hvis De blev ved med at være umedgørlig.”
Varulven havde stået som en ganske dygtig vovse et stykke bag sin herre og holdte lidt støttende og ømmende omkring sin kæbe, der stadig ikke sad som den skulle. Som Bertrams egen konklusion, så gjorde den ikke noget med mindre en ordre blev smidt ud. Selvom at den uden tvivl sitrede helt ud til fingerspidserne til at få mere blod på dem. Han lignede mere og mere end misbruger.
Pludselig kom det alt for hvide gebis frem i et smil på Bicasqels læber og han rankede sig en smule højere. ”Hvor er den lille frøken mon henne i aften?” Katrine. Det gav et synligt gib i Gerhart. ”Jeg husker hendes blod værende ganske delikat for en hårdhudet pige som hende.”

”STLLE, DIN BESKIDTE IGLE!” afbrød den ellers så fattede lord Bicasqel både råbende og arrigt ad Bertram, der tilmed fik endnu et hadsk blik sendt i hans retning. Varulven havde straks taget påvirkning af et og havde vovet sig advarende et skridt frem fra sit skjulested bag sin store, mørke herre. Som en oprigtig køter. Han var såret og huskede meget tydeligt faren ved at have Gerhart i nærheden, så han holdte sig stadigvæk tilbage, men alt hvad der skulle til ville nok bare være en enkel ordre, og han ville springe tilbage i flæsket på dem. Bertram, mest af alt. Han var jo sådan set et bytte, varulven ikke havde fået mulighed for at gøre en ende på. Og det pissede ham af.
Det var som om at den simple tilstedeværelse af Bertram – denne anden vampyr – var nød til at få blodet til at koge hos både vampyr og varulv. Og særligt hos Bicasqel gjorde hans skaldede hoved det muligt at se hver og en anstrengt nerve i hans hovedbund. ”Hvad kan en som dig by-..!”

”Tving mig ikke til at tage et liv i nat!” Denne gang var det Gerhart der afbrød. Lige så rasende som før. Han lød næsten menneskelig, når han blev skubbet langt nok ud. Og det var lige ved at hans egen fattede persona var ved at briste under det hele. Nævnelsen af Katrine havde taget et ekstra hårdt hug på ham, kunne han selv godt mærke. Det var blevet meget mere personligt lige pludselig, selvom at truslerne var veget fra ham til en anden. ”Frøken Katrine ville ikke tøve med at snitte Deres abnormalt brede hals over, hvis jeg lod hende. Og så stikke Deres døde og rådne hjerte ud af brystkassen på dig. Fodre det til de svin, jeg finder udmærket næring fra, og som De har dømt som ’modbydeligt’.”
Jo længer tid der gik, jo værre blev anstrengelserne i Gerharts stemme. Modsat Bertram, så blev hans krop ikke samlet sammen lidt efter lidt. Eller jo, men det gik langsomt. Og han havde mistet en del blod igen, i en modsætning til Bertram hvis skader så ud til at være hovedsageligt indre. For at heale det dybe snit, han var blevet givet, måtte han have hjælp. Hjælp der ikke var tid til at blive givet som det stod til nu. Ikke før disse ’gæster’ havde taget afsked. Men han måtte holde ud. Vreden udgjorde heldigvis et godt støtteben.

”Det vil være en nåde for mig at tage Deres evige liv frem for at lade hende gøre det. Så lad mig ikke gentage mig endnu en gang! FORSVIND!”
En forbløffende stilhed lagde sig pludselig over forsamlingen. Det var næsten som om, at Gerharts sidste ord skabte et ekko ud i nattens mørke. Hans stemme havde knækket som en ung knægts, men det ændrede ikke på styrken bag den. Eller styrken bag de matte og følelsesløse øjne, der stirrede konsekvent mod Bicasqel. Kun måden øjenbrynene havde krummet sig gav følelser til dem. Og så brød et smil atter frem på denne uvelkomne vampyr. Ikke et alt for godt tegn. Med bedre end man skulle tro. For af og til kunne følelsen af sejr sende en fjende på sin vej igen. Især en kat, der elskede at lege med musen frem for at ville spise den.

”Meget vel, sir Augustus,” lød det kort tid derefter. ”Der er vist blevet gjort rigeligt her for denne gang. Jeg havde nu sådan håbet, at det ville være nok til at du indså Deres fejl, men alder hjælper virkelig ikke hos en bidt i de rebelske år. Forvent ikke at dette er ovre.” Et spiddende blik blev rettet mod Bertram. Og så var han væk. Det samme med varulven, der lige havde nået at se meget skuffet ud over sin herres valg af at trække sig tilbage. I det fjerne, hvor den lange grus-indkørsel til Ravnlund ville støde på hovedvejen, kunne man høre de sagte lyde af et piskesmæld, en hvinende hest, galopperende hove og et skingert klynk fra en ulv.
Det var ovre. For nu. Og så snart de var blevet forladt faldt Gerhart sammen til sine knæ med en hånd over overkroppen for at presse en hånd mod det dybe sår og et smertende og udmattet udtryk i ansigtet. "Urg!.."

”Penge. Og indflydelse.” lød det meget anstrengt fra Gerhart, der nok egentlig ikke burde bruge mere energi på at føre en sådan forklarende samtale i sin tilstand. Det havde i sandhed været lidt af et mirakel, at denne nats ubudne gæster havde forladt dem da de gjorde, for som han var nu, kollapset og voldsomt drænet, tvivlede han stærkt på, at han ville kunne have holdt skuespillet meget længere. Gerhart var dog heller ikke det mindste i tvivl om, at hans allerede svagelige og fortsat svækkende tilstand var blevet lagt mærke til af alle andre parter til stede. At det ikke var blevet udnyttet til det groveste betød kun én ting; at det ikke var ovre. I hvert fald ikke før noget blev gjort ved det, som Bertram så fint lagde det ud for ham.

Den lyshårede vampyr nåede ikke engang at give flere svar fra sig, før stærke arme fjernede ham fra at ligge og bløde ud på godsets frontplads. I det øjeblik følte han sig skræmmende meget som en kludedukke, men han var simpelthen for udmattet til at kæmpe imod. Han var trods alt godt klar over, at han havde brug for hjælp. Han ville bare have ønsket, at det ikke blev gjort, som var han en sæk kartofler. Han kunne godt gå selv. Kunne han ikke?

”Sir Gert!!” Det var nået hoveddøren, da den dybt bekymrede stemme fik Gerhart til at åbne sine øjne. Kun lige akkurat nok til at få et glimt af den rødhårede menneskepige. Dækket af blod, men intet var hendes eget. Så meget kunne han i det mindste stadigvæk præsterer med sin lugtesans. Rød klædte hende virkelig ikke. Ikke den røde farve i hvert fald. Hvornår havde han egentlig lukket sine øjne i.
Døren blev holdt åben, så Bertram uden problemer kunne komme indenfor med Gerhart i sine arme, og for første gang snerrede hun ikke af blodsugeren fra storbyen. Det bekymrede og lettere skræmte blik blev endda også vendt mod ham. Bare lige kortvarigt, før det vendte tilbage til herren af huset. Hendes hænder var per automatik løftet op, som ønskede hun at hjælpe med at få støttet den sårede. Hendes hænder rystede ikke. Hun rystede ikke. ”Skynd dig! Han har aldrig kunne hele sig selv op helt så hurtigt,” skyndte hun på ham, viftede ham ihærdigt indenfor. Ikke panisk men desperat. Og så tog hun ellers rollen som førerhund mod trapperne til anden sal.

En høj og beklagende lyd brummede om Gerharts tilstedeværelse, der straks fik den stakkels Katrine til at sippe sine læber sammen. ”Det her er yderst unødvendigt. Sæt mig ned. Jeg foretrækker at gå selv, frem for at blive båret rundt på den her måde…” Forhåbentlig var det nok, for han havde ikke det ekstra overskud til at gøre sig et forsøg på at møve sig selv ned fra Bertrams skulder. Lykkedes det så ellers for Gerhart at komme tilbage på sine egne to ben, så tog det desværre ikke længe, før han nær havde faldet sammen igen og kun reddede sig selv fra ydmygelsen, ved at tage et hårdt greb omkring Bertrams arm for støtte. ”URG! ..Jeg har bare brug for lidt hjælp.” Uden tøven ville Katrine ligeledes hurtigt være der til at tage hans ene side. En af hans arme over skulderen og en af hendes omkring hans talje.
”Vi burde virkelig få dig ned at ligge et sted,” påpegede den eneste dødelige i trioen.

Kunne man virkelige bebrejde Katrine for at have sin bekymring vendt hovedsageligt mod adelsdrengen? Så vidt hendes menneskelige syn lod hende se, så så det ikke helt ud til at den kære Bertram var kommet helt så meget til. Alt hun havde kunne lægge mærke til, var hans ømmende måde at gå på og blodet om hans mund og hage, hvilket hun ikke automatisk troede var fordi, han havde fået slået tænderne op i ganen. Hun havde ikke været til stede i køkkenet og overværet den brutale kamp. Hun havde ikke engang været der til at være tilskuer til samtalen udenfor på pladsen. Sådan da. Hun var sjovt nok ikke bare pludselig opstået ved døren ved et tilfælde.
Der blev ikke kommenteret videre på Bertrams egne bebrejdelser, men Gerhart brummede da noget misfornøjet over at få endnu flere fejl ved sin valgte kost peget ud. Han havde ikke brug for den slags lige nu.

Det var egentlig noget beklagende, at Gerhart lod sig blive smidt i sengen. I et splitsekund foretrak ham faktisk at være blevet liggende ude på det hårde grusede underlag frem for den bløde sengemadras. I modsætning til Bertram var han trods alt ikke forslået, så måden hvorpå madrassen og dens forskellige betrak – der desuden straks fik røde tvær af blod udover sig – modellerede hans skikkelse, skabte bare mere direkte kontakt ind mod såret. Den anden vampyr gjorde ikke oplevelsen meget bedre, da han fik sengen til at ruste lidt, da han selv deltog i sengelægget.

Katrine gjorde straks, hvad hun blev bedt om og med sitrende og hurtige bevægelser var gardinerne blevet trukket for, dækkede atter for nattens udsigt, som Gerhart ellers holdt af at se på. Nok derfor at de var blevet trukket fra. Selve soveværelset, som hun havde ført dem til, lignede meget det som Bertram var blevet givet, bare at det var størrelsen større. Det var stadigvæk ikke lige så stort som hans studie, men i hans levende live, havde det være rigeligt stort for hans private. Et simpelt – simpelt af rigmandsstandard – skrivebord kunne findes op ad den ene væk sammenmed en simpel stol, hvilket ikke havde været at finde på Bertrams værelse. Og foruden et klædeskab – der desuden havde tøj hængende – var der også en kommode.
Nok mest for sin egen skyld, tændte Katrine også et vokslys, der blev stillet ved det ene sengebord.
”Hvad ske-…” Igen skulle der ikke meget mere end en bevægelse fra Gerhart til at lukke munden på Katrine. Denne gang var det ved at kæmpe sig op at sidde i sengen. Han møvede sig op i armene og skubbede sig langt nok tilbage til han havde hovedgærdet som ryglæn. Måske var det dog de smertende udtryk i hans ansigt, der havde forstummet pigen.
”Hent noget vand, Katrine. En vaskebalje. Og noget af den der urt Freja bruger i sine bade,” beordrede han hende i samme øjeblik som en ny streng af ord kunne ses klar på hendes tunge. ”Nu..!” Selv de næste ord om at ønske at blive fik ikke lov til at forlade hendes mund. Så med et forpint udtryk i ansigtet, stod hun der for en stund og forlod værelset. Det skulle nok holde hende beskæftiget de næste par minutter. Han håbede bare, at hun ikke skyndte sig alt for meget.

Så atter alene, med Bertram godt nok, greb Gerhart om bunden af sin bluse og løftede den op lige nok til at kunne få et bedre kig på skaden. Særligt mod hans ligblege hud stod det røde blod i kraftig kontrast, men det saftige dybe snit ind i hans side var ikke til at undgå. Det glimtede vådt i lysets milde skær. Forsigtigt strøg han over det med sin anden hånd og måtte suge hårdt ind. ”Det ser værre ud, end det er,” sagde han næsten forsikrende til den anden udmattede vampyr. Healingen var langsom, men den var skam i gang, for selve en voldsomme blødning, der var tegn på at have været, havde stoppet. Så helt udueligt havde hans dyre-kost da ikke været.
Han lod blusen falde igen, men kun for at sunde sig inden han trak den helt op over hovedet og af – et knas lod fra hans ene skulder, der vist blev sat på plads - før han lænede sig udmattet tilbage op ad hovedgærdet. Lukkede øjnene lidt i. ”Jeg var uopmærksom og så ikke spyddet.” Hvem forventede også at der ville blive kastet et spyd igennem himlen med en sådan kraft?! ”Fik mig mens jeg fløj. Hvad skete der?” Pludselig skiftede fokus over på Bertram. ”De rørte Dem knap nok, da jeg nåede ud til pladsen.”

Gerharts ansigt fortrak sig kortvarigt i en undertryk snerren, da nyheden om gartnerens død nåede hans ører. Men det var ikke så meget en nyhed. Det var mere en opfriskning. ”Ja. Hele entreen var fyldt med lugten af hans blod. Og Katrine var også fuldkommen dækket af det. Hun må have været den der flyttede hans krop. Og her havde jeg frygtet at køteren faktisk havde ædt liget som natmad.” Visse ting ved hans ellers så stramme og ordentlige persona havde taget lidt af et slag under alle anstrengelserne og smerterne, som hans krop i øjeblikket undergik. Og selvom han ikke veg væk fra sin brug af des, så hældte nogle af hans ordvalg og hele hans toneleje mere og mere over mod, hvad der nok ikke var acceptabelt i de mere fornemme rækker. Men han var ikke i noget godt humør, og han havde virkelig ikke lyst til, at skulle bruge energi på at bruge høflig tale. Indtrykket var sådan set også at den slags var alligevel ligegyldigt omkring Bertram.
”Havde han bare blevet i sin sen- urg!” Et pludseligt skarpt stik af smerte resulterede i et vredet udtryk, da det nærmest lignede, at en lille bitte boble i såret poppede. I det mindste var det bare et tegn på, at det fortsat kæmpede for at lukke sig sammen. Det var kun et spørgsmål om tid, før Gerhart var så god som ny igen. Bare synd at den tid imellem gjorde nas! ”… i sin seng, ville der ikke have sket ham noget. Forkerte sted på forkerte tidspunkt. Men i det mindste giver det bedre mening for, hvorfor Katrine er så rystet. Ser du, hendes fader var Ravnlunds tidligere gartner, før han trak sig tilbage,” fortsatte han dog, som ignorere han blankt den abrupte pine.

Hovedet drejede sig lige så roligt som han åbnede sine øjne, men der var forbavselsen var dominerende i de himmelblå øjne, da de lagde sig på Bertram. Det var mærkeligt at have ham liggende der ved siden af sig, som havde var sengen ikke hans men deres. Gerhart havde aldrig delt seng med nogen. Ikke udover sine forældre, når han som lille skulle have læst op fra de utallige eventyrbøger, som han var blevet givet. Og dét havde da også holdt, som han var blevet ældre. Det var dog ikke muligt for ham at kommandere Bertram væk. Så i stedet så han væk, drejede faktisk hovedet helt hen til den anden side, som ville det hjælpe på det.

Han rømmede sig. ”Jeg troede ellers kun, at De havde jagtet os vampyrer i Deres levende tid. Der var vel ikke det væsen, som De ikke jagtede den gang,” kommenterede Gerhart uden den mindste dråbe af bebrejdelse, bare træthed. Forsigtig møvede han sig således at hans ben fandt udover sengekanten - den modsatte side af, hvor Bertram lå og puttede. Det var ikke smart af ham at bevæge sig for meget endnu, men han var ikke blevet gjort invalid af sine skader. Det var jo bare et nogenlunde overfladisk sår. Intet livsfarligt.
”Men jeg tvivler på, at det bare var had, der gav ham overhånden over Dem. Lord Bicasqels klan har tendenser til at supplere deres håndlangere. Så De ikke, hvordan den varulv lignede en, der var ved at springes af abstinenser?” Det kunne nemt forestilles, at man så en masse til den slags i storbyerne, hvor stofmisbrug var at finde i hver lille mørk krog. Nu siddende på sengekanten, lænede Gerhart sig langsomt frem for at nå en skuffe i sit nærmeste natbord. Det tog lidt ekstra viljestyrke at få skuffet op uden at rive den helt ud. Desperationen i hans hænder gjorde det lidt sværere at kontrollere hans fysiske styrke. Fra skuffen trak han så en grøn gennemsigtig flaske frem. Indholdet var tyktflydende og mørkt - uden tvivl rødt, når det ikke blev misfarvet af det grønne glas. Åh, hvor han havde ikke lyst til at drikke det. Gammelt blod. Det var ikke bare under ham af status, han kunne få friskt blod med et fingerknips, men ingen vampyr ville nøjes med den slags, om var det det eneste tilbage på kloden. 
Alligevel trak Gerhart proppen af fladen og før lugten kunne nå hans næse, var flaskehalsen placeret mod hans læber og bunden vendt i vejret, hvorpå han hastigt drak. Så hastigt at det sivede ud fra hans mundvige. Og da han ikke kunne mere og flasken blev fjernet fra munden og smidt væk fra sig på gulvet - stadig med en smule indhold tilbage - var det væmmelse, der prægede hele hans væsen. ”Føj!..”

”De forstår ikke, gør De vel, Willoughby?!!” skød det straks ud ad munden på Gerhert. Selv mens han egentlig stadigvæk lige skulle bruge lidt ekstra tid på at sunde sig efter den absolut modbydelig smag af gammelt gedeblod, så havde Bertrams rigeligt bebrejdende kommentarer skvulpet en sjat af vandet udover glassets kant. Han havde ikke brug for den slags belæring lige nu. Bertram havde været en gæst på Ravnlund i ikke meget mere eller mindre end firetyve timer. Han havde ikke rettigheden til at sige, hvad der skulle gøres og ikke gøres. Og da særdeles ikke nu!
Gerhart drejede sig, til trods for hvor smertefuldt det var, omkring lige nok til at kunne se mod sin rødhårede sengedele med et hårdt og irritabelt blik. ”Selvom jeg havde drukket kort tid, før vi forlod huset, så skreg min krop efter mere næring. Og da I bragte mig indenfor...” Ordene ville ikke forlade hans strube. Han var næsten vil at kvæles i dem, så frustrerende var de er tvinge frem. Hans øjne faldt for en stund, dog stadig drejet. ”…det eneste jeg kunne tænke på var hendes puls!” Endelig kunne han sige det, men ordene var fuldkommen sølet til med bitterhed. Kun fremhævet af, hvor stram hans kæbe havde været, da de blev sagt. ”Jeg har aldrig været fristet, Bertram. Aldrig!” Han havde haft ret, da han havde sagt, at Gerhart holdte særligt meget af Katrine. Han følte et vis ansvar overfor den menneskepige. Et løfte var blevet givet hendes far om at se til hende. Hjælpe hende med at blive en stærk kvinde.

De rumsterende lyde udenfor døren var ikke til at tage fejl af for de to herres slags. Deres hørelse var alt for suveræn. I et splitsekund af panik var Gerharts øjne sprunget op og henimod døren lige i tide, at han kunne høre velkendte skridt forsvinde ned ad gangen. Man kunne ligefrem se hvordan den gamle plantageejers ansigt faldt, som det gik op for ham, at hun havde hørt det. Han havde ved guderne råbt det så en hver kunne overhøre det.
Gerhart opspændte krop virkede så pludselig til at falde en smule sammen i takt med, at han med et dybt og arrigt suk vendte sig tilbage igen med en pinende grimasse og et afsluttende støn af smerte. Han var ikke længere det perfekte glansbillede af en fornem ung herre, og det var ikke kun kødsåret, der var til at bebrejde for det. Han var ikke anstændigt klædt til at være i en andens selskab - halvt afklædt - og hans hår sad allerede vildt, nok efter at have tumlet rundt efter at være blevet skudt ned fra himlen. Men han gjorde det ikke meget bedre ved at læne sig fremover og så begrave sine hænder i de lyse lokker.

”De må se mig som en ufattelig patetisk kujon for at nægte at drikke andet en væmmeligt dyreblod. Og endnu mere for at være mere villig til at drikke overskredet blod bare for at undgå en risiko.” Det var noget utydeligt at høre, eftersom han talte pludselig talte så blødt og sagt og …gemt væk. Han knugede begyndende hænderne i sit hår. Bare lige nok til at kunne presse sine fingerspidser ned i hovedbunden. Han havde ikke udvist så meget følelse overfor en anden i… mange år, men Gerhart havde ikke overskuddet til at holde et lå på det lige nu.

Der var en længere pause, hvor han ikke sagde noget, men bare sad der i sin ynkelige tilstand af selvmedlidenhed, før han satte tungen på gled igen. ”Jeg vil bede Dem bringe baljen indenfor, hvis De har kræfterne til det. Og så ønsker jeg at være alene.” Hans stemme lagde ikke skjul på, hvor udmattet og svækket og skamfuld han var.