Det havde ikke været planen at gøre Randy færdig med munden, men så længe, hun kunne få ham i gang igen, beklagede Liv sig ikke. Hun trak sig ikke væk, da han begyndte at spænde i kroppen, men ventede til han begyndte at slappe af igen. Så trak hun sig en smule tilbage og slikkede sine læber, mens hun smilede til ham.

"Mm, det kan jeg se," sagde hun og kyssede hans mave, inden hun strakte sig ud og lod dit hoved hvile på hans hofte. Hun var allerede klar igen, men hun måtte lige give ham en chance for at følge med.

"Hvor kommer du fra, Randy?" spurgte hun og kom pludselig i tanke om, at Randy jo ifølge Sol ikke havde nogen sjæl! Liv mærkede efter, og det var sandt. Hvor mærkværdigt!

Randall gryntede lidt som svar på hendes ord, forpustet og stadig påvirket af hans krops reaktioner. Smerten fra hele hans krop var ved at vende tilbage, næsten værre end før og det tog ham lige et øjeblik at flytte sin koncentration til kvinden, der nu havde lagt sit hoved til at hvile mod hans hofte. Han løftede sin ene hånd og nussede hende i håret og så langt ned af hals og skuldre, han kunne nå. Der var et veltilpas udtryk i hans ansigt, blandet med det typiske glimt at frækhed, en smule varme og lidt smerte.
 
Hendes spørgsmål fik ham til kort at flytte blikket til loftet som om, at han havde brug for at tænke. Huske. Ikke at han havde glemt, hvor han kom fra, han var bare lige ved at overveje, om han skulle fortælle sandheden. Nå ja, hvorfor ikke. Randall var normalt som en åben bog om sit liv, spurgte man ind til det.
"En gård i Medanien. Du ved, helt ude i ingenting. Røvsygt. Jeg skulle have været gårdmand, kan du tro det?" Han grinede lidt ved tanken. Fy for Zaladin, han skulle ikke være farmer. Han havde det meget bedre med et sværd i hånden end en møggreb. 

Hans hånd fandt frem til hendes ansigt og begyndte blidt at kærtegne hendes kønne træk. Han havde lyst til at kysse og kærtegne hver eneste lille stykke af hendes glatte hud, men det virkede ikke til, at hun havde travlt med at få ham ud af døren, så mon ikke, at der var tid nok til det.
Den Randall, der lå der i mellem silkelagnerne, ville for nogen nok være svær at genkende, så blid og rolig. Normalt var det svært at få ham til at sidde stille og holde sin kæft. Han drak, bandede, sprang rundt og sloges ganske gerne mod gud og hver mand. Men han kunne sagtens blive blid som et lam i en kvindes nærvær. Hvis det var det, der var nødvendigt.

Liv lo af Randalls svar, og hun løftede hovedet, så hun bedre kunne se ham.

"Åh, det ved jeg nu ikke…" sagde hun tænksomt og stirrede ud i luften et øjeblik, mens hun forsøgte at forestille sig Randy som landmand. Det var ikke så svært, men hun vidste jo heller ikke noget om ham.

"Jeg kender dig jo ikke," fortsatte Liv og rykkede sig lidt rundt, så hun lå halvt ind over hans krop, en albue på hver side af hans hofter og hendes fyldige og bløde barm direkte i hans nøgne skød. "Men jeg kan næsten gætte, at du ikke er landmand. Hvad laver du så? Måske er duuu….." hun stirrede på ham, mens hun tænkte, "…en skrædder? Eller en slagter? Eller måske en stor, farlig skraldemand?"

Hun smilede drilsk til ham og rykkede sig lidt, så hendes bryster gned mod hans skridt. Hun havde godt regnet ud, at han vist var en bryst-mand, og hun håbede på, at hendes lille trick kunne få gang i ham igen.

Randall trak hånden til sig, mens kvinden flyttede rundt på sig. Hendes næste position fik ham til at hæve øjenbrynene lidt, for det var da ganske... indbydende. Det tog lidt før hans koncentration blev flyttet fra hendes krop til hendes ord og han kunne ikke lade være med at slå en latter op. Sikke en masse fine titler hun fik smidt på bordet. 
Hendes bevægelser fik noget i mellem hans ben til at vågne op og han bed sig kort i overlæben, inden han fik svaret hende. Hvad skulle han sige? Sandheden? Han overvejede kort om hun ville kunne lide det, men det virkede ikke til, at hun tog vold så tungt, i hvert fald ikke inden for sin egen familie. Så han besluttede sig for at være sandfærdig.

"Jeg forsøgte mig lidt frem som hyret soldat som ung, men i dag følger jeg bare pengene. Helst andres." Han blinkede til hende og begyndte at kærtegne hende om det ene øre. "Ikke at det ligefrem giver meget at være lejesoldat, men det er da til at leve for." Det var sandt. En gang i mellem scorede han kassen, men han var ikke en rig mand. Han drak dem op. Brugte dem på damer og mad. Og så døde han ind i mellem, hvor han mistede alt, han havde. Så det med at gå at gemme på krystaller, gjorde han ikke så meget i. I hvert fald ikke af, hvad verden fik at vide.

Han lagde hovedet lidt på skrå og betragtede hende. Egentligt ville han gerne have hende længere op, så han kunne røre og kysse og... men det virkede lidt til, at hun havde en plan og han var nysgerrig. Der var intet uskyldigt over den kønne kvinde, det havde han hurtigt opfanget. Men engle levede også evigt, ikke? Så han turde slet ikke gætte på hendes alder, men det gjorde man heller ikke med en dame. Vel? Et smil sneg sig over hans ansigt og han prikkede hende på næsen med en finger. Skulle de snart videre?

Livs smil blev større, da hun mærkede, hvordan hendes lille trick virkede på Randall. Perfekt. Hun lo og bøjede hovedet ned for at kysse hans navle.

"En farlig lejesoldat," mumlede hun mod hans hud og rykkede igen lidt på overkroppen, så hendes bryster gned dovent frem og tilbage over hans skridt. "En drabelig mand, der lever fra dag til dag, og kun kan finde trøst i en kvindes varme favn? Er det sådan, det hænger sammen?"

Mens hun ventede på svar, rettede hun sig op og kravlede tættere på ham, så hun kunne sætte skræve over ham med et knæ på hver side af hans hofter. Hendes nøgne fødder lå over hvert hans lår, og hun rullede med hofterne, så hendes varme og våde køn gled over hans i lige så langsomme og dovne bevægelser som før. Et lille støn undslap hende ved følelsen af den hårde længde, der gled mod hende, og hun lænede sig ned over Randy, så hendes bløde bryster næsten hang over hans ansigt.

Hun ville gerne have ham ind i sig, men ikke endnu. Hvis hun bare lige kunne pirre ham lidt længere… Se hvor længe de begge kunne holde det ud, før en af dem knækkede. Det blev sikkert hende, for hun var allerede så tæt på at give op.

En let lyd kom fra den gamle lejesoldat, da hun kyssede hans navle. Han var allerede klar til at komme videre, han havde ikke brug for så store pauser. Mest for at få pusten. Hendes fortsatte gniden rundt med sine babser i hans skridt var alt for ophidsende og han flyttede ganske lidt på sig for at holde kontrol over sin krop. Han ville have mere, men manede sig selv til tålmodighed. Det skulle nok komme. Og han elskede at lege. Der var bare noget over hende, der satte hans tålmodighed på prøve.
"Noget i den stil," indrømmede han ærligt. Det var tættere på sandheden end hun nok forventede, han levede kun fra dag til dag, mest fordi han aldrig vidste, hvornår han ville dø næste gang. Dog fandt han ikke kun trøst i en kvindes favn, en øltønde kunne nu også gøre det. Og fik lov til det, mere end godt var. Men det sagde han ikke. Han havde heldigvis været på job i dag og havde fornuftigt nok lagt spritten på hylden allerede dagen før.

Han fulgte hende med øjnene, da hun kravlede ind over ham og han kunne ikke holde et nydende støn tilbage som han kunne mærke hende i mod sig. Hans hænder fandt frem til hendes hofter, men han gjorde ikke noget for at guide hende det rigtige sted hen. Det var hendes leg og han lod hende gøre, hvad hun ville. Selvom det var så tirrende, at han næsten ikke kunne holde sig selv tilbage.

Hendes bryster landede næsten lige i fjæset af ham, hvilket nær havde sendt ham ud i en latter. I stedet så han op på hende med et glimt i øjnene og et charmerende, frækt smil. Hans ene hånd slap hendes hofte for at tage ved det ene bryst. Lidt anstrengt på grund af de dumme ribben, hævede han sig op og lod tungen glide over hendes brystvorte, inden han sugede den ind i mellem læberne for at kærtegne den der.

Liv slap et langt, skælvende støn, da hun mærkede hans mund på hendes bryst, og et øjeblik standsede hendes hofters bevægelser, så hun kunne hellige sig følelsen af hans dygtige tunge. Og det var vel nok dygtig. Liv kunne nemt bare sidder her og lade han sende hende ud over kanten igen, men hun ville have mere. Hun havde på forhånd vidst, at hun ikke ville kunne holde sig i skindet ret længe, og hendes forudanelser blev sande, da hun få øjeblikke senere rettede sig op igen. 

"Læg dig godt til rette, soldat," sagde hun med et fræk smil spillende på de røde læber, mens hun rakte en hånd ned mellem sine ben for at guide ham ind i sig. Et langt suk undslap hendes læber, da han trængte ind, og hendes indre ændrede sig som altid til at passe perfekt til ham. Hun lænede sig en smule bagud, så hun kunne støtte med en hånd på hver af hans knæ, inden hun begyndte at bevæge hofterne igen. Hun slikkede sin læber og stirrede intenst ned på ham, mens hun red i hans skød, og gav ham derved helt fint udsyn til alt, hvad der skete. 

Oh, der var noget, hun kunne lide. Randall kastede sig over de kærtegn, gjorde sig umage og lod sine fingre stryge den bløde hud. Han koncentrerede sig om at bringe hende så meget nydelse som muligt med det han havde. 
Da hun trak sig tilbage, lagde han sig ned igen og begge hand hænder fandt frem til hendes hofter igen. Hendes ord fik et stort tilfreds smil til at brede sig på hans ansigt, det kunne han lide at høre.

Et lidt overrasket gisp kom fra ham, som han kunne mærke noget ændre sig inde i hende, men ærligt talt havde han ikke så meget tid til at spekulere over, hvad det var. Gispet blev ret hurtigt afløst af et støn og hans øjne gled halvt i, mens de nydende betragtede det fantastiske udsyn hun gav ham. 
Igen lod han hende bestemme, hvordan hun ville have det, men hans krop fulgte hendes, ude af stand til at lade hende gøre alt arbejdet. Han havde fat om hendes hofter uden sans og samling til at bruge dem lige nu, alt for optaget af, hvor godt hun føltes oven på ham. Sikke en fantastisk kvinde! Hans små støn og lyde, lagde ikke skjul på, hvor meget han nød det.

Lyden af Randys nydelse føltes næsten som ild under Livs hud, og hun ville have mere! Hun klemte om ham, mens hun fortsat bevægede sine hofter i rytmiske bevægelser og stirrede ned på ham med let åbne læber. Alt føltes elektrisk på hendes krop, og hun slap hans knæ med den ene hånd for at række ned og gnide mellem sine egne lår. Hun sørgede for at holde sine ben godt spredt, så Randall kunne se det hele. Hun havde på fornemmelsen, at han nok ville nyde at se hende lege med sig selv.

"Sig mig, Randy," halvgispede hun og smilede ned til ham. "Hvad vil du gerne have? Måske vil jeg give det til dig."

Man skulle tro, at det var evigheder siden, at Randall sidst havde nydt en kvindes selskab, men faktisk var det ikke mere end dage siden, at han havde haft et lille hurtigt knald i en baggård med en villig pige fra en af kroerne. Men det var på ingen måde det samme som det, der skete nu. Dette var nydelse på højeste plan og så med den udsigt! Han ville have mere og skubbede sig godt op mod hende, så han kom så langt ind som muligt ved hvert stød.

At hun begyndte at lege med sig selv lige for næsen af ham kunne næsten drive ham til vanvid. Han ville også! Han ville pille til hun skreg så naboerne kunne høre hende! Men han forsøgte ikke at tage over, der var tid nok senere. I stedet gjorde han sit bedste med det, de havde gang i - og det var fantastisk!

Hendes spørgsmål fik ham til at lægge hovedet lidt på skrå og betragte hendes ansigt. Var der mere, han kunne ønske? Hans ene hånd gled fra hendes hofte og ned over hendes lår i et blødt kærtegn. Hun var jo perfekt. Han gav låret et let klem og smilede så lidt skævt med let spredte læber som han åndede tungt over at have hende oven på sig.
"Måske mere fart." Tonen han sagde det med, gjorde det klart, at det ikke var et krav. Dette var også fint. Men han elskede fart, i hvert fald de første par runder. Hvis hun hellere ville det blide, rolige, var det også fint med ham.

"Fart?"

Liv så blot på Randy et øjeblik, så gryntede hun og svang det ene ben over ham, så hun kunne stige af ham. Hun vendte ryggen til ham og smilede for sig selv. Hun håbede, at han lige ville nå at opleve lidt panik, inden det gik op for ham, hvordan tingene hang sammen. Derfor trak hun den lige to-tre sekunder længere, inden hun lænede sig forover på sine knæ med rumpen i vejret og vendt direkte mod ham. 

"Nu kan du jo få den fart, du vil have, soldat," sagde hun og blinkede til ham over skulderen, idet hun spredte sin ben og svajede i ryggen, så han virkelig fik totalt frit udsyn til alle herlighederne.

At føle sig begæret var noget af det bedste, Liv vidste, og hun kunne mærke hans begær for hende. Hun greb fat i lagnerne, forberedt på at få en ordentlig rusketur af den bedste slags.

Det var ikke ligefrem den reaktion han havde forventet. Hjertet sank i livet på ham. Havde han sagt noget forkert? Fornærmet hende? Hun kunne jo bare sige nej. Der var jo ingen grund til at stoppe. Det var ret tydeligt at læse på hans ansigt, at det her ikke var godt, han var faktisk lidt forfærdet. Men forfærdelsen forsvandt snart for et udtryk af næsten barnlig glæde, da det gik op for ham, hvad hun hellere ville. Han glemte alt om at have ondt og kom hurtigt op fra den liggende stilling. 

Sikke et udsyn! Mens han fik flyttet sig om bag hende, lod han sine hænder kærtegne hendes lår, perfekte hjerteformede røv, og ind i mellem hendes ben. Et let støn af forventning forlod ham.
"Så smuk. Hvor har du været hele mit sølle liv?" Han ventede ikke på svar, men skubbede sig helt op bag hende for at trænge ind. Hænderne tog fat om hendes hofter, hvor han, uden at være hård, trak hende lidt mere i stilling og derefter begyndte hans hofter at bevæge sig. Først lidt forsigtigt, men snart var der fuld fart over feltet. Trods farten var der intet hårdt over hans bevægelser eller hans greb, ind til videre følte han ikke, at det var, hvad han skulle byde englen.

Han kunne ikke andet end at udtrykke sin nydelse ved denne fantastiske handling i større eller mindre støn. Trods det kunne han blive ved længe. Hvis hun ville andet, måtte hun sige til, men lige nu var det vejen frem for ham. Han var i den syvende himmel. Han begærede hende, han mere end begærede hende, han tilbad hende for hendes smukke krop. Havde hun påstået, at hun var en gud, ville han ikke have leet, han ville have kastet sig for fødderne af hende, i håb om at få så meget af den skønne krop som overhovedet muligt.

Liv kunne ikke lade være med at fnise lidt, da han kærtegnede hendes bagdel, men fniseriet forvandlede sig hurtigt til et frydefuldt hvin, da han trængte ind i hende. I denne position kunne han komme endnu dybere, ramme alle de rigtig gode stedet indeni hende, og hun blev et øjeblik nødt til at gemme sit lyserøde ansigt mod silkelagnet i ren overvældelse. Hans rug hænder mod hendes glatte hud sendte behagelige gysninger op og ned ad hendes rygsøjle, og det blev efterhånden lidt svært at styre sig.

Hun bed ned i sin underlæbe og stødte bagud med numsen for at møde hans bevægelser. Resultatet blev, at hans hofter bankede hårdt ind mod hendes baller og sendt bølger af nydelse igennem hende.

"Jeg har da været lige her," gispede hun leende til svar på hans spørgsmål og så sig over skulderen, idet hun klemte godt stramt om ham. "Ventende på dig, min flotte soldat."

Liv var dybt forelsket i Randy i dette øjeblik, og selvom det ville falme hurtigt og snart blive glemt helt, med mindre de så hinanden regelmæssigt, så føltes det stærkt og ægte. Det eneste hun så, når hun kiggede på ham, var en flot, charmerende mand med de dejligste kys og endnu dejligere talenter i soveværelset, og ingen ville kunne overbevise hende om andet. Andre folk ville måske ikke være enig med hende, men Liv havde aldrig brudt sig om andre folk og deres ligegyldige meninger.

Hendes hud under hans hænder, fornemmelsen af hende, når de stødte mod hinanden. Randalls blik hvilede på englens ryg, nød synet af den hvide hud og det lyse, korte hår. Formerne var perfekte. Hun var perfekt. Hun skubbede sig i mod ham og han stønnede nydende og tilfreds. Stødte lidt hårdere igen, klemte let om hendes hofter. Der var så meget kvinde, men han kunne håndtere det. Med glæde!

Et grynt i en blanding af latter og reaktion på hendes klemmeri lød fra ham. En enkelt sveddråbe gled fra hans tinding, både af det hårde arbejde, den lune sommerluft og smerten i hans krop, han gjorde sit bedste for at ignorere. Men intet skulle stoppe ham, hvilket han bevidste ved at sætte et endnu hurtigere og lidt hårdere tempo, det virkede til, at hun ikke havde noget i mod det. Langt fra.
"Jamen her er jeg så." Hans stemme var hæs og åndeløs, med et hint af morskab. 

Og sådan blev han ved, midt i sengen med silkelagner, kneppende kvinden, der havde frelst ham fra hendes egen datter. Der var ikke rigtigt nogen tidsfornemmelse, men endeligt begyndte hans krop at reagere på de vidunderlige stimuli, og med et dybere støn trak han sig tilbage, lige tids nok. Der var ikke nogen grund til at tage chancen. Nok vidste den gamle lejesoldat ikke specielt meget om, hvordan børn egentligt blev skabt, men han vidste da, at det havde noget med det, mænd efterlod i kvinden, så det forsøgte han helst at lade være med. Han havde ikke ligefrem lyst til at skulle lege far!

Der gik ikke mange sekunder, fra at han havde fået kontrollen tilbage, før han blidt skubbede til hende for at få hende ned at ligge. Og ganske ivrigt kastede han sig over hendes krop, startende ved hendes fantastiske babser som han gav den helt store tur, inden han bevægede sig nedad og endte mellem hendes ben. Nu var det hendes tur til nydelse! Erfaringen burde ikke være til at tage fejl af. Det hele havde han prøvet mange gange før.

Sikke han kunne! Liv mistænkte Randy for at være mere end bare menneske med den udholdenhed, han lagde for dagen, men hun kunne ikke finde ud af det, for han havde jo ingen sjæl! Højst besynderligt, og alligevel lidt morsomt. Liv havde ikke rigtigt tid til at tænke så meget over det, for Randy sørgede for, at hun hele tiden var fokuseret på ham og følelsen af ham indeni og på sig. Da han kom, strejfede tanken Liv, om hun mon skulle lade ham avle et barn på hende, men nej. Tvillingerne var for små endnu, og Liv vidste allerede nu, at hun gerne ville se Randy igen. Blev han far til et af hendes børn, kunne det ikke ske. Hun skulle ikke nyde noget af at rode sig ud i endnu en situation som den med Valkar.

Hun mistede efterhånden overblikket over, hvor mange runder de tog. Randall lod ikke til at have lyst til at stoppe, og det havde Liv ærligt talt heller ikke. Det var så længe siden, nogen havde begæret hende på den her måde, og nød hvert eneste øjeblik af det. 

Himlen var ved at blive lys, da Liv endelig havde brug for en pause. Hun hev Randy ind til sig og lagde hans hoved på sit bryst, mens hendes fingre blidt kradsede igennem det korte hår. 

"Fortæl mig lidt om dig selv, soldat," hviskede hun, stadig lidt stakåndet efter deres seneste omgang. "Har du noget sted at bo? En lille kone et sted måske?"

Det var en lang nat, der samtidigt forsvandt for ham. En stor blanding mellem duften af hende, følelsen af hendes hud og nydelse, men også træthed og smerte. Den sorte kvinde havde virkeligt haft fat i ham og hans hud brændte og hans muskler var trætte, for ikke at tage om de bøjede ribben. Men han brokkede sig ikke, nej, han kastede sig energisk over opgaven at tilfredsstille denne smukke kvinde og hendes store lyst. En gang i mellem måtte han give op på en stilling, siden han mistede evnen til at trække vejret, men ellers gik det nogenlunde fint. Han var i hvert fald selv godt tilfreds!

Han havde nået grænsen en times tid eller to før, at hun endeligt trak ham ind til sig og holdt hans hoved mod sit bryst. Ikke at det havde stoppet ham, men han var efterhånden godt træt og kunne godt bruge en lur, så han stoppede villigt for at slappe lidt af. Han lagde sig til rette med en hånd på hendes bløde mave og lukkede tilfredst øjnene. Sikke en nat. Sikke en kvinde!
Hendes kærtegn i hans hår fik ham til at brumme næsten uhørligt af tilfredshed og han gengældte det ved at nusse hende på maven.

Et dæmpet, forpustet latter forlod ham, da hun spurgte om han havde en lille kone et eller andet sted. Han åbnede øjnene og betragtede sine egne fingre tegne cirkler på hendes hud.
”Nej, der er hverken hjem eller en lille kone, jeg er en fri fugl.” Og tak guderne for det! Han havde aldrig været dum nok til at forsøge at slå sig ned, det ville være som at sætte en fugl i bur, han ville kede sig ihjel i løbet af ingen tid. Og stadig dø med jævne mellemrum, uden tvivl.
”Jeg rejser land og rige rundt, tager et job hist og her for at få nogle krystaller og besøger de senge, der vil se mig. Jeg dur ikke til at være låst fast.” Nej, han elskede sin frihed. Det var sjældent han kedede sig.

"Hmmm," nynnede Liv blidt, mens Randall fortalte. Han lød virkelig som en helt fri fugl, sådan som Liv også mere eller mindre levede, når hun ikke havde småbørn. Hun kunne godt savne det liv, men hun vidste også, at så snart tvillingerne var gamle nok til at klare sig selv, ville hun savne, når de var små. Klare sig selv... Dag ville nok aldrig helt kunne klare sig selv, og Liv måtte også indrømme, at hun på ingen måde havde lyst til at sende Dag alene ud i verden. Nej, Dag måtte nok blive hos hende, rejse med hende, så Liv kunne passe på hende.

"Min seng vil i hvert fald altid gerne se dig så længe den står her," sagde hun og lod sin nussende fingre glide ned til Randalls øre og nakke. "Mad og elskov kan du altid få, hvis du skulle have brug for det." Hun kyssede toppen af Randys hoved med et lille suk. Hun havde lidt lyst til ham igen, men det var nok bedst for hans helbred, hvis de tog en ordentlig pause.

Randall spærrede øjnene en smule op, da hun sagde, at han altid var velkommen i hendes seng. Det skete at han fandt en fast dame, han kunne besøge, når han kom forbi. Nogle gange gik der lidt for længe, han havde oplevet at dukke op efter nogle år og tøsen var blevet gift og havde fået en rolling eller to. Men han planlagde jo ikke ligefrem altid, hvor han var henne i verden, så der kunne gå lang tid i mellem hans besøg. Men han var oftere i Dianthos end så mange andre steder, så han ville nok kunne passe et damebekendtskab her noget bedre.

Han skubbede sig op på en albue og drejde sig, så han kunne se hendes ansigt. Se om hun mente det seriøst. Det så sådan ud. Han smilede lidt skævt, men med et lidt alvorligt udtryk i øjnene, noget der ikke skete så ofte.
”Det er et tilbud, jeg ikke kan sige nej til.” Hans hånd gled op fra hendes mave til hendes ene bryst, uden han tænkte nærmere over det. ”Men jeg er ikke verdens mest stabile mand, så jeg kan ikke love, at jeg kommer regelmæssigt forbi. Jeg har ikke altid lige meget styr på, hvor jeg er henne i landet.”

Hans fingre kærtegnede og nulrede, mens hans grå øjne hvilede i hendes. At kunne komme her og få mere af hende ville være fantastisk, og næste gang skulle han nok sørge for at være ren, udsovet og i hel stand, så han kunne give hende endnu mere. Lige nu var han bare træt og ødelagt, hvilket nok lidt kunne ses på ham, selvom han ikke lod sig mærke med det.

Liv smilede, da Randalls grå øjne mødte hendes grønne. Han var usikker på seriøsiteten bag hendes tilbud, hvilket man ikke kunne fortænke ham i, da de jo kun havde kendt hinanden i nogle timer, men Liv mente det skam. Randall var en spændende mand, og han vidste, hvordan han kunne få hende til at skrige at nydelse, og det var mere end nok grund til, at Liv gerne ville se ham igen og igen. 

"Det skal du heller ikke være for mig," sagde Liv med et blidt smil og rakte ud for at stryge over Randalls hår og ned ad hans skæggede kind. "Du skal bare komme forbi og gøre mig lykkelig engang i mellem, som du har gjort i nat. Det er det eneste, jeg ønsker fra dig."

Hendes fingerspidser kærtegnede hans kæbe og kind, inden hun løftede sig en smule, så hun kunne kysse ham blødt og næsten forsigtigt. Hun kunne godt se, at han var ødelagt efter Sols lille leg, og hun var grebet af en stor trang til at passe på ham og forkæle ham, mens han var under hendes tag.

Randall lukkede øjnene halvt, da hendes hånd gled ned ad hans kind. Randall var mange ting, men han var mest en livsnyder og en kvindes kærlige berøring var alt for ham. Han ville aldrig finde sig en fast kvinde, han elskede sin frihed og han elskede at indfange alle de kvinder, han kunne. Opleve noget nyt. Men dette var noget af det bedste, han vidste. At ligge og nyde det gode selskab.
Hendes ord gjorde ham glad og han gengældte med glæde hendes kys, inden han hvilede hovedet mod hendes skulder igen og sukkede let.
”Det tror jeg nok, at jeg burde kunne finde ud af.” Hans fingre slap hendes bryst igen og fandt hvile på hendes mave. Han var godt nok træt og det ville nok ikke bare mange øjeblikke, inden han ville lade søvnen tage sig.

Men inden da, måtte han nok hellere give hende en oplysning, han ikke så ofte gav ud, men som kunne spare denne dejlige dame for mange bekymringer.
”Øøøh, hvis jeg en dag dør, sådan lidt af det blå, så lad være med at gå i panik, jeg kommer tilbage igen. I en ny krop.” Selvom han havde været forbandet i så mange år, havde han stadig ikke rigtigt fundet den rigtige måde at sige det på. Forklare det på.
Han fik det til at lyde som om, at det ikke var det helt store, hvilket det egentligt heller ikke var. For ham. Nu havde han prøvet det så mange gange, han var begyndt at tvivle på, at der kunne være mange nye måder at dø på tilbage. Men han var lidt anspændt, lidt spændt på, hvordan hun ville reagere på hans ord. Han havde en fornemmelse af, at hun kunne holde til det, nok fordi hun virkede så ligegyldig over det, hendes datter havde udsat ham for. Som om det var normalt.