Guinevere ville ikke acceptere andet end at Tarrim gav kamp til stregen. Hun var ikke bange for at tabe, og heller ikke spor nervøs for at vinde. Hvis det påvirkede hans stolthed, var der noget galt. Desuden vidste Guinevere godt, at en god armslægning ikke behøvede at ende i at man selv vandt. Det var spændingen op til. Den intense stirren, måden man forsøgte at klemme modstanderens fingre, uden at det gjorde ondt, men stadig markerede sig, og ikke mindst når armen tiltede lidt til den ene eller den anden side. Guinevere havde den personlige ting der gjorde at hun bed fast i sin egen læben i koncentration, uden at smilet forsvandt fra sine læber.

"Alt for kedelig! Okay, i Thanens vindkælder er der en ganske udsøgt og sjælden mjød liggende. Vinderen får den" Heldigvis havde hun retten til at love sådan nogle ting væk, mest af alt fordi at thanen selv havde drukket en af flaskerne, og konstateret at det var alt for elveragtig til hans smag - så resten lå for de andre familiemedlemmer at tage. Guinevere holdt stadig kampen kørrende, omend hun godt kunne mærke at hendes muskler fortalte hende at hun arbejdede. Desideret ømhen var endnu ikke opnået, ligesom hun heller ikke brugte al sin styrke endnu. Det var også en kamp om udholdenhed - så meget havde hun lært igennem tiden.

Det var godt at de kunne være enige om tingene. Tarrim syntes i hvert fald at det var en glimrende idé at få en flaske udsøgt mjød hvis han skulle vinde, for selv hvis den ikke havde været på bordet som en vinderpris ville hun sikkert sagtens kunne overtale Thanen til at smage en anden god gang. Så det her var vel lige så meget en "kamp" om at han kunne snuppe den ud af hænderne på hende. Måske endda dele den med hende, altså efter han havde løbet sin store sejrsrunde. Igen, hvis han vandt. Men nu var hans forhåbninger for at vinde til gengæld rimelig store, for han følte ingen muskeltræthed, takket være hans evne til at holde nærmest al form for smerte ud. Nogen ville kalde det snyd. Men det var en del af ham, lige som hans gode sværdarm, og det var ikke bare noget han kunne ignorere.

"Aftale!" udbrød han entusiastisk, som han lagde bare en lille smule mere kræfter i armlægningen. Han ville ikke tage vindertitlen med et hurtigt rap, Guinevere skulle også have lov til at bevise præcis hvor udholden hun var, så han ventede tålmodigt med at sætte al slagkraft ind. Der gik relativt lang tid, før han kunne mærke at det næsten værkede fra hendes arm hen i hans, en let rysten så at sige, og det var først her, han virkelig lagde kræfter i, således at han fik smækket hendes arm i bordet, stille og roligt. Der var ingen grund til at smadre hendes arm jo. Som det blev gjort lød det overraskede bifald fra samtlige dværge, hvorefter op til flere krus mjød blev stillet op foran dem begge. Skulderklap blev også delt ud, både til Tarrim og til Guinevere. Han følte næsten at han havde bevist sit værd for dem alle med denne bedrift og han kunne heller ikke undgå at smile skævt som han tømte et krus, gladeligt, og stillede det lidt hårdt på bordet. "Du sagde noget om en udsøgt mjød.. En..  Sjælden.. Mjød?" han kiggede drilsk hen mod hende, som han blinkede en enkelt gang med det ene øje.

Entusiasmen i hans stemme fik Guinevere til at grine, og stramme grebet om hans hånd, som han lagde mere kræft i armlægningen, og dermed tvang hende til at gøre det samme. Armlægning blandt dværgene var ikke spor unormalt, og Guinevere var ikke svag. Hun havde en god portions fysisk styrke og arbejdede ofte med sine hænder. Om det var gennem kamp eller i smedjen, var det altid noget der krævede en hvis styrke. Men som tiden trak ud, med at bibeholde den samme styrke, nogle gange udfordre ved at give lidt ekstra for at flytte Tarrims arm, endte det altid med at stå lige overfor dem.

Indtil hendes muskler begyndte at syrer. En let trækning over hendes næse afslørede at det begyndte at gøre ondt, og selv derefter holdte hun ved i samme styrke lidt tid. Længere end man kunne uden stædighed i kroppen. Men derefter gik det også ned af bakke, og selvom hun kæmpede for det endte hendes hånd til sidst med at ligge på bordet og Tarrim havde vundet. Heldigvis var hun ikke en dårlig taber! Og måtte i stedet blot se sig slået.

Guinevere smilede tilbage til ham, med morskab i blikket ”Nå ja, det gjorde jeg vidst godt nok” Svarede hun kækt tilbage og rejste sig fra bordet, drak det sidste i sit krus og kantede sig omkring bordet, for at kunne komme ud. ”Kom” Hendes stemme var munter, og selvom hendes arm var træt var hun ikke på nogen måde mærket af armlægningen. I hvert fald ikke på stoltheden – armlægning var til for at prøve grænser af, og det var ikke unormalt at tabe. Guinevere førte an hen af gangene, der stadig var af nogenlunde højde til at Tarrim ikke skulle bøje sig alt for meget, nogen steder slet ikke, som de gik længere ind i bjerget, og til sidst nåede det som i menneskenes munde ville kaldes for vinkælderen. Bevares de havde da almindelige druevin på lager, men det var mjøden og øllen der var den helt store begejstring for dværgfolket. Og Tarrim skulle få lov at se selve Thanen og hans families lager, bag den tunge dør som blev skubbet op.

Det var overraskende, ikke at skulle behøve at dukke sig så meget alligevel til trods for at han var i dværgeland. Men så igen, måtte Tarrim vidst erfare, at dværge lavede store rustninger, store våben og skjolde og at de tilsyneladende ikke havde noget problem med at bygge store dørkarme og rum. Det var faktisk ret imponerende, Dragorn. Især nu hvor han fik lov at se flere steder. Men det mest imponerende måtte nu engang stadig være dværgenes vinkælder. Enorm og med rigtig meget øl, vin og mjød. Mængden kom helt bag på mennesket, der kiggede måbende rundt, til Guinevere skubbede døren op til det private lager, tilhørende Thanen og hans familie.

Og dette rum var OGSÅ stort. Og lige så fyldt med tønder, flasker og des lige. Igen var det en måben der kom som resultat af det, mens han trådte ind, helt fortryllet og taget ind af synet. Snurrende lidt rundt om sig selv, kiggede han rundt, før hans blik igen landede på Guinevere.
”… Jeg er imponeret.. Jeg har aldrig set så meget mjød og øl.. Og vin… I mit korte liv,” indrømmede han grinende, mens han gik hen mod den første flaske hans blik opfangede. En vinflaske, men det var en vintype han ikke før havde set. Han førte en finger hen over den, før han gik videre. ”Så hvilken flaske er der tale om? Det er jo en hel labyrint herinde.. En meget… Pæn labyrint!”

Guinevere havde vandret i disse kældere i meget af sit liv. Det havde været det perfekte område at benytte som gemmested da hun var barn, og efter hun var blevet ældre, kom hun her af andre årsager. Vin, mjød og øl for alle pengene. Mængderne var store, for at kunne håndtere den store mængde af dværge og deres appetit for den gyldne væske. Inde i det private lager var der en smule mindre, men det var stadig stort. Gigantisk i forhold til mange andre rum i hele Dragorn.

Guinevere kiggede over skulderen og kvalte et grin ved at bide sig selv i læben. Tarrim havde måbet ved første rum, men det var ikke blevet mindre som de var kommet herind. Og at han direkte snurrede rundt om sig selv, gjorde at Guinevere smilede endnu mere. Det var på en eller anden måde vildt sødt. "Hold dig til mig, og jeg skal sikre at labyrinten ikke overtager dig fuldstændig" grinede hun muntert. Det kunne nemt lade sig gøre at blive væk, specielt når man ikke var stedkendt. Og med den fascination han udvidste, kunne han nemt komme på afveje. Hun lavede et ganske let hovedkast mod et af hjørnerne. "Herovre" guidede hun ved at gå mellem nogle store øltønder, dekurerete med blomsterkrænse udskåret i træ. Elvervin, meget gammel, men stadig godt.

Omme bag dem, stod en reol med flere flasker. De var pæne, og glasset farvet. Ikke som almindelige flasker hvor glasset bare var gennemsigtigt. De var også støvet. Afslørende at de ikke blev set på ofte. Ved at stille sig på tæer, fik hun en af de støvede flasker ned, pustede for at få det værste støv væk og vidste den rimelig store flaske frem til ham. "Den bedste mjød i hele Dragorn."

Tarrim klappede hurtigt i, da han så Guineveres smil. Hun lignede én der måtte afholde sig selv fra at grine, hvilket måtte sige lidt om hvor pinligt berørt han egentlig burde være, hvilket han egentlig ikke havde været til at begynde med. Han følte sig næsten som en dranker, sådan som hun forsøgte ikke at grine. Og det var han jo ikke. Han var bare meget entusiastisk.
I stedet fulgte han blot med hende, uden at se sig alt for meget mere omkring. Der var én flaske, han var blevet lovet, og så var der vel ikke så meget grund til at han gloede så meget rundt på alt muligt andet.

Snart havde hun dog fundet flasken, tilstøvet, men pæn. Og hvis han kendte hende ret, så ville det uden tvivl være den bedste mjød i Dragorn, hvis ikke hele landet. Han begyndte igen at smile, mens han rakte ud for at tage den ud af hendes hænder. Han spildte dog ikke tiden og åbnede med det samme flasken, mens et grin formede sig på hans læber. Hvilket bedre sted kunne der egentlig være, at åbne Dragorns bedste mjød end i Dragorns vinkælder?
"Jeg ville have hentet med at åbne flasken til vi var et andet sted. Men her er vel lige så godt et sted som ethvert andet?"

Det var ikke fordi hun ville gøre nar af ham, eller på anden vis synes det var mærkeligt. Faktisk syntes hun helt ærligt bare at det var rigtig sødt at han var så fascineret af det hele. Alkoholen der allerede var i hendes blod, havde naturligvis også sin indvirkning til at hun smilede mere. Guinevere hoppede op på en af de store øltønder, for at sidde der, efter at havde udleveret flasken til ham. Nok var den støvet og gammel, men det var også helt bestemt meningen. Det bedste mjød skulle lagre for at få den korrekte smag.

Lyden af flasken der åbnede sig, fik hende til at række ud på en af de andre hylder og fandt en anden flaske. Den så mere rundt ud og indeholdte ikke det samme, men smagte stadig ganske fortrinligt. "Det er det bestemt" svarede hun smilende, lænede sig tilbage og åbnede den flaske hun selv havde fundet. "Du har fortjent den" tilføjede hun mens hun løftede sin egen flaske imod ham, fik proppen af med den velkendte hule lyd der fulgte, og drak af det søde indhold der havde en let brændende fornemmelse ned igennem halsen.

Mens Guin satte sig på en øltønde, lænte Tarrim sig op ad den selvsamme. Det fik dem til at være ret tætte på hinanden, men nu hvor alkohol også havde en smule effekt, så var det ikke som sådan noget han tænkte videre over. I stedet var hans blik på den mere runde flaske hun havde fundet. Overvejelser trådte ind i hans tanker mens han åbnede sin egen flaske og tog en slurk. Det smagte som intet andet alkohol han nogensinde havde indtaget. Nærmest fortryllende. Han var et øjeblik i en helt anden verden som den gyldne væske rejste sin vej ned gennem halsen og gav en god brændende følelse, der øjeblikkeligt gav ham lyst til meget mere. Endnu en slurk blev taget, før han "kom sig" over effekten og skævede mod Guin. Med en rolig, nærmest blid hånd, tog han hendes flaske ud af hånden på hende og erstattede den med sin egen.

"Vi har begge fortjent den. Jeg kan ikke bare sidde her og tage det hele for mig selv, kan jeg?" hans stemme var lidt mere seriøs. Måske en smule fjern over hvor god mjøden var. Men nu havde han den rundere flaske, og tiden skulle bestemt ikke spildes på at glo fortryllet ud i luften. I stedet drak han også lidt af denne flaske. Det var ikke det samme som flasken men det var stadig virkelig godt.

Guinevere var på mange punkter som mange af de mandligere dværge, der havde en tendens til at drikke sig godt i knæ! Det krævede sin del, men mange af kvinderne ejede ikke samme interesse for den velsmagende væske og den intoksiterende effekt. Guinevere havde det altid sjovt når alkohol var medregnet - hun brugte det sjældent som dulmer. Så hun sad også med et dovent smil på læben, på den store tynde og kiggede på Tarrim som han fik åbnet flasken og smagt på indholdet.

Hun kunne nærmest følge hans oplevelse af mjøden ved første indtagelse. Han så ud til at være i ren ekstase, let trance som han skulle kæmpe sig ud af før han kunne kigge tilbage på hende. Da han nåede til kræfter og havde fået blikket tilbage var der et veltilfreds drilsk smil på Guineveres læber. Et udtryk der tydeligt sagde "hvad sagde jeg". ¨
En smule forvirret lod hun ham tage hendes flaske og få den anden i hånden. "Du vandt, så selvfølgelig kan du det" svarede hun drillende, dækkende over hans seriøse stemning. Selvom den var sparsom. Alligevel, nu hun havde flasken, slikkede hun sig let om læben og løftede den op til sine læber og tog en slurk alligevel. Hun tog en dyb indånding og lukkede øjnende. Den smagte bare fantastisk.

Mjøden blev drukket. Flasken kom på skift mellem de to krigere, der mere eller mindre fik bosat sig i vinkælderen, hvor snakken gled let og grin var ved overfladen konstant. Det var for nemt at snakke sammen. For fantastisk afslappende og rart.

Sandheden kommer fra børn og fulde personer. Og ting der næppe burde være sket, blev til virkelighed i det lille aflukkede hjørne af eksistens. Guinevere halvsov nu op af Tarrims tungthævende brystkasse og begyndte at smile ved lyden af den lette snorken. Hun havde kysset ham tidligere. Noget Guinevere ikke havde tilladt sig selv at tænke eller gøre før, men alkohol bragte sandheden frem. Med det i tankerne var hun ligeglad hvis nogen kom ned og så dem sove så tæt op af hinanden. Guinevere faldte hen til lyden af Tarrims hjerte, fortsat med et let smil på læben.