Det var egentlig morsomt, at hun åbenbart troede hun havde såret ham.
Nia var klart en hjerteknuser, med bejlere her og der og alle vejne - hvem ville ikke være interesseret i en som hende, om ikke andet så bare for lidt sjov?

Men ham? Såret på grund af dette? Ikke just... det fortalte ham bare, at han måtte håndtere denne situation anderledes.

"Sigøjnere er interessante væsener... de har deres helt eget, frisindede samfund - dog tydeligvis knap så frisindet på visse områder." sagde han og fulgte hende med blikket da hun rejste sig.

Det var ikke overraskende at hun ikke havde set en mørkelver før... hun ville sandsynligvis ikke have overlevet det.
På den anden side var hans folk vel lige så forskellige som alle andre... men der var dog den satans tendens til at dræbe og være ondskabsfulde over for andre væsener.

Zane rejste sig da hun forsøgte at hæve stemningen lidt med sit varme smil og sine ord om mad og mjød.
Han smilede til hende, næsten som hun havde smilet til ham og så fulgte han ellers efter hende, i et fattet men hurtigt tempo så han relativt hurtigt og lydløst kom op bag hende.

Og nu gik det stærkt... med lynende fart lagde han den ene arm om hendes hals i et greb, som ville være vanskeligt at komme ud af.
På samme tid rakte han med sin anden hånd over mod bagsiden af hans bælte, og trak den lille, skjulte kniv han havde til at sidde der.
Denne blev hurtigt ført over foran hende, hvor det skarpe blad blev lagt imod hendes bare mave, lige over navlen.

"Åh, de har skam efterladt mad og mjød, Nia... og måske skal vi dele noget af det senere. Men lige nu? Lige nu skal vi have lidt morskab..." hvislede han i hendes øre, pludselig med en ondskabsfuld undertone, som var koldere end vejret udenfor...

Han var som forandret, som om noget havde fået ham til at vende hundredeogfirs grader.
Som om han havde ændret personlighed på blot et lille øjeblik, og helt uden varsel...

Han talte om sigøjnere som om de var et mystificeret væsen. Hun fandt det morsomt, hvilket også lod sig komme til kende ved en dæmpet latter. " Du taler som om vi var et sjældent dyr af en eller anden art, men det er vi nu ikke. Det er bare at holde øjne og ører åbne hvor man begiver sig hen til større byer.. "
Nia stoppede sig selv i sin talestrøm. For større byer var vel næppe steder hvor Zane havde været synderligt meget af, så for ham kunne de velsagtens være som sjældne dyr.
" Men du har ret.. Vi er frisindede på mange områder men kommer det til ægteskab og sex før ægteskab så går klappen i.. Ligesom de fleste af os e..!" Hun snappede forskrækket efter vejret da hun pludselig mærkede armens tag om hendes hals, noget der automatisk fik hende til at stoppe op, selv før hun mærkede det kolde, men skarpe blad mod sin mave.
Blikket søgte hans, som for at forstå hvad der pludselig skete. Hvad der gik gennem hans hovede, men end ikke hendes telepati lod til at kunne opsnappe noget.
En gysen gik gennem hendes krop mens hun hævede brystet i et forsøg på at få maven ind og væk fra knivens kolde blad, væk fra hendes varmere hud.
Hendes hænder søgte op efter hans arm, forsøgte at få den løsnet lidt, selvom hun kendte situationen nok til at vide at det nok ikke ligefrem var den slags handlinger der ville få ham til at stoppe grebet.
Endnu en gysen gik igennem hende og fik hende til at ranke sig yderligere, tonen i hans stemme havde forandret sig. 
Forsigtigt forsøgte hun med den ene fod at finde ud af helt præcis hvor hans ben var i forhold til hendes.
"Zane..?" Fik hun dæmpet, spørgende frem.
Med kniven så tæt på de mere vitale dele af sin krop turde hun ikke gøre særligt meget andet end at placere foden mellem hans ben og vente på hans næste træk. Måske mjøden havde taget fat i Zane på en lidt anden måde end hende.?

Han smilede køligt da hun trak maven ind i et håbløst forsøg på at undslippe det kolde metal mod den varme hud... havde han ikke stået bag hende, ville han have nyt synet af hendes bare mave, som nu bare så endnu mere sårbar ud - ganske tiltrækkende for ham.

"Er du overrasket, Nia...?" spurgte han næsten sødt, mens han førte knivbladet langsomt op over hendes mave, og så ned igen.
"Du havde måske forventet at vores møde her på en øde, forladt kro ville være helt uden kvaler? Jeg er bange for at det ikke er tilfældet - men dermed ikke sagt at det hele ikke kan ende godt. Du behøver ikke at dø her på dette gudsforladte sted... alt efter hvor meget jeg kommer til at nyde det her."

Og med de ord, flyttede han den ene fod - uden om hendes, vel vidende at hun kunne have fældet ham hvis ikke han havde været klar over det, og trådte hurtigt hen så han stod med fronten mod hendes side - uden helt at slippe grebet om hendes nakke, men dog løsnende det nok til at han ikke vred hendes hals.

Splitsekundet efter at han havde indtaget denne position, drejede han kniven rundt i hånden, lukkede næven om den så han ikke kom til at skære eller stikke hende - og sendte så et slag imod Nia's mave, samtidig med at han gav slip med den anden arm.

Det var på tide at han endelig, endelig gav efter for den lyst, som havde plaget ham i årevis - men som han altid havde skubbet til side.

Hun havde meget nær skubbet sig selv bagud og op af ham for at undgå kniven da han begyndte at køre den op og ned af hendes mave, sendende signaler til hendes nerver hun egentligt helst var foruden lige nu. 
Om hun var overrasket? Nej, det burde hun ikke være. " Jeg var overrasket over at der var andre herinde end mig.. " Kom det mindst lige så dæmpet frem som før. 
"Hvad jeg havde forventet af vores møde... Ved jeg ikke helt.." Svarede hun sandt som det var.
Det rykkede lidt i hendes krop, et lettere uvilligt, men nok meget naturligt resultat af knivens bevægelse hen over hendes mave. 
" Det vil vel komme an på hvad og hvor meget du vil have af mig.. " På trods af situationens alvor kunne hun ikke helt lade være med at smile lidt, bare ganske lidt.

Hans næste træk var nok ikke helt hvad hun havde forventet af en mand, men nu var han jo heller ikke en helt almindelig mand, uaset hvad fik næven mod maven hende til at træde et skridt uvilkårligt bagud fulgt af et smertesudbrud. Det havde været dumt af hende at suge maven ind, det vidste hun nu. Hun bøjede sig let fremover, krummede sig let hen over sin ømme mave, knapt bemærkede at han arm havde sluppet grebet om hendes hals. Hun kunne kun takke guderne for at hun ikke havde sin periode, ellers ville slaget højest sandsynligt have fået hende ned på knæ på gulvet. Hun lod den anden hånd, hånden der var skjult af skørtet og des lige, fumlede sig frem til hendes egen lille dolk, bare for at være sikker på hvor den var, hun trak den dog ikke endnu. Det var ikke den store viden hun havde over brug af våben, men det var nu alligevel betryggende at have den ved sig.
Brune øjne søgte mørkelverens gennemtrængende lilla, gled hastigt over hans krop i et forsøg på at læse hans kropssprog inden blikket igen fæstnede sig på hans ansigt. Han var kriger, hun var healer.. Det kunne næsten ikke være en værre situation hun havde sat sig selv i.
" Smerte og skrig, vil det være underholdning nok..?" Fik hun en smule sammenbidt frem. " Eller hvad er det for en underholdning du vil have..?" blikket var blevet mere årvågent på trods af både mjøden og varmens tag i hende. 
Forsigtigt og stadig sammenbidt begyndte hun at kanten sig væk fra ham, utryg ved hans ændrede adfærd. Han måtte le af hende da hun løftede sin dolk mod ham for at skabe yderligere distance mellem dem, hun ville ikke forvente andet, og allievel tog hun sig ikke af det

"Jeg forventer nok en del af dig... det lader ihvertfald ikke til at du vil nyde det." sagde han med et skævt smil, mens han stirrede på hendes kønne, brune øjne.
"Jeg har altid haft en svaghed for brune øjne. Dét alene, kan gøre en kvinde smuk." sagde han og lagde hovedet en anelse på skrå da hun trak dolken.
Hun forsøgte at flygte, så det ud til...

"Hvis jeg ville dræbe dig, havde jeg stukket kniven i dig i stedet for at lade den... hmmm... kærtegne." sagde han og holdt blikket rettet mod hendes øjne.

"Smerte og skrig...? Arh, skrig er noget værre larm... nej, jeg har blot været nysgerrig efter noget i meget lang tid - og i dag har jeg så endelig skubbet min ynkværdige idé om, at det kan man ikke gøre imod nogen kvinde, væk..." 
Han tog et skridt frem imod hende, efterfulgt af et andet. Ganske roligt og fattet. Afslappet, og med et løst greb om kniven i hans højre hånd.

"De fleste af min slags er sadister... og mange har en eller anden form for... hvad skal man kalde det...? Selektiv sadisme? Ja, det er en god betegnelse..." sagde han nærmest tænksomt, mens han morede sig over situationen, hvor en åbenlyst utrænet kvinde havde trukket en dolk mod ham.

"Jeg har længe spekuleret på hvordan det ville føles at slå en skøn kvinde i et af de mest sårbare og - ærligt - tiltrækkende steder på hele kroppen. Og jeg må indrømme... det er noget jeg kunne gøre igen. Og igen."
Han smilede ondskabsfuldt.
Nu kom det punkt,  hvor hun ville kalde ham skør - for det var det vel, ikke sandt? En mærkelig, mærkelig ting at gøre imod andre - og så rent faktisk nyde det så meget som han lige havde gjort.

Han glædede sig næsten til at observere Nia's næste træk.

Zane's ord fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Nia, mens hun gik yderligere nogle skridt til siden. Hun havde holdt blikket på ham indtil han begyndte at nævne hendes øjne, hvilket uvilkårligt fik hende til at se væk og kort knibe øjnene i. Ikke om hun ville give ham nydelsen af at kunne glædes over hendes øjne. Ikke på vilkår! 
Jo mere hun var i hans nærvær, jo mere nærmest skreg hendes krop efterhånden for bare at vende sig om og springe ud af det nærmeste vindue.. 
Problemet lå dog der i at hvis hun gjorde det ville hun for alvor ikke have noget at holde sig varm med, hun ville springe barfodet ud i den visse død, og hun var temmelig sikker på at han var klar over det, så roligt som han lod til at betragte hendes forsøg på at danne afstand imellem dem.


"Jeg kender til bedre kærtegn end en knivsblad imod min mave.." Kom det prompte til svar mens hun hævede dolken yderligere mod ham.
Ved hans næste ord kunne hun dog ikke holde sig tilbage, fra at tage endnu et skridt til siden inden hun vendte om og forsøgte at løbe hen til pejsen efter sit fodtøj. Ikke på vilkår om hun ville lade ham slå hendes mave en gang til.  Hun nåede at få fat i sine sko på forbivejen ved kaminen, men mistede grebet om den anden der trillede hen over gulvet, hvilket fik en ed til at forlade sigøjnerens læber idet hun hastigt så efter den.  Blikket blev hævet mod mørkelveren, hun ville sige noget mere til ham, men det var som om alle ord for en stund havde forladt hendes strube og istedet blot fik hende til at stå med halvåben mund, i et halvdumt udtryk.
 Hvad var det han fandt så interesseant i at slå en kvinde i maven? Følelsen elle tanken om at han muligvis ødelagde hendes chance for at få børn? Bare tanken om aldrig at få børn var nær hjertebristende for Nia. Måske hun kunne tale ham fra det? Hvis altså hendes hjerne, stemme og mund gad at samarbejde!

Hah! Selvfølgelig ville hun forsøge at undgå, at han kunne se hendes øjne nu hvor han havde komplimenteret dem.
Det var en lille, naturlig reaktion fra hendes side - men den var noget så forbandet ubetydelig.

Zane vippede lettere tænksomt ved hovedet ved hendes ord, og nikkede så en enkelt gang.
"Tjooh... kniv eller hånd, alt efter hvad man vil, ikke? Jeg skal med glæde gøre det med hånden i stedet." sagde han med et næsten charmerende smil, som kun blev bredere af, at hun nu forsøgte at lave en mindre flugtmanøvre, som fejlede grumt.

Skæbnen var ikke på hendes side, så det ud til - og den var kendt for at være ganske ubarmhjertig.

Han smilede bare til hende som hun stod der, halvt måbende efter skoen var 'stukket af' hen over gulvet.

Så fortsatte han over imod hende.

"Sænk den dolk, eller vores leg ender med at jeg bruger den til at slå dig ihjel. Langsomt. Og tro mig... et knivsblad i maven er langt, langt mere smertefuldt end en sølle næve. Nu skal du høre..." sagde han, og stoppede op en enkelt meter fra hende.
"Hvis du bare gør som jeg siger, vil du undgå en blodig død - tænk, jeg lader dig faktisk leve. For ærligt, så kan jeg godt lide dig..."

Han smilede skævt og stak kniven tilbage i dens skede, uden at kigge på den.
"Aftale...?"

( Havde troet fra starten at han havde skjult grebet fra kniven i hans hånd så han brugte en knytnæve til at slå hende i maven med da du skrev bladet blev holdt væk fra hende..? )


Nia stod stivnet, som en støtte foran ham.. Han var bevæbnet og havde erfaring i modsætning til hende. Samtidig lod han også til a være hurtigere end hende. Hun genovervejede sine muligheder mens en skælven begyndte at gå gennem hendes krop; resultatet af at føle sig i klemme, af at have lyst til at stikke af for alt i verden. Samtidig vidste hun at det ville lede til koldbrand og andre ubehageligheder som hendes healende evner ikke bare kunne modbekæmpe, hvis hun gik ud i frosten. 
Samtidig mindede denne side af Zane en forfærdelig del om hvordan Ikar i sin tid havde været. Den eneste forskel lod til at være at hun ikke selv var bag tremmer eller holdt nede af en vagt, det og det øjensynligt anderledes vejr.

Hendes blik gled ned mod hans kniv imens han begyndte at pakke den væk. 
Den skælven der gik igennem hende da hun sank noget og nølende pakkede sin egen dolk væk i folderne på skørtet hvor den havde været før, måtte være ganske tydelig for ham. 
Hun måtte tage et mindre tilløb måtte til før hun endelig svarede ham.
"Aftale. " Stemmen var knapt hørbar, men hun nægtede at sige det igen, ligesom hun nægtede at tro at han ikke havde hørt hende, eller den slet skjulte foragt i hendes stemme. Hvad end han ville udsætte hende for indtil han drog videre, måtte hun bare forsøge at vænne sig til det, at udholde det, og håbe på at Aladrois ville have hånden nok over hende til at hun ikke blev for skadet til at kunne få sine egne børn, selvom hun dog stadig ingen havde at få det med.
 
Med en dump lyd lod hun skoen i hånden glide ned på gulvet igen. 

" Hvordan foretrækker 'herren' sit kød?"
En kort nejen forlod hende, selvom det stod tydeligt at det var ment i dyb ironi det hele. Men ved at vide hvordan han ville have hende til at modtage slagene, kunne hun forhåbentligt gøre det lidt lettere for sig selv. Selvom instinktet sagde til hende at gøre sig så lille som muligt modsatte hun sig den og rankede sig i stedet på trods af hendes lettere skælven, om end hendes hånd forblev på hendes mave, som om det kunne beskytte mod flere slag.

Nia havde overgivet sig. Hun havde overladt sig selv og sin krop til hans magt, og det langt hurtigere end ventet - og så igen, hun var klog nok til at vide at alternativet ville være slemt, selv hvis hun formåede at flygte.
Kulden ville meget sikkert give hende en ubehagelig død...

Han betragtede hende lidt, mens han forestillede sig de forskellige muligheder... hvordan ville 'herren have sit kød'?

"Han vil have det afslappet og sårbart... jo mere du spænder og står imod, jo hårdere bliver det for dig. Og hvem ved...? Måske vil jeg endda være nådig hvis du gør det rigtig godt... og undlade at smadre dig så meget, at du ikke kan gå ud og skabe dig en familie." sagde han.
Der skulle en del til hvis han skulle ødelægge hendes mulighed for at få børn, og ærligt talt var det ikke hans hensigt.
Ikke med mindre hun gav ham grund til det.

"Du er kreativ og kløgtig, Nia... indtag en position, som du tror jeg vil kunne lide. Lad mig se hvor god du egentlig er." sagde han så, med et skævt smil.
Selvom hans kvindelige selskab bestemt ikke nød dette, tegnede det til at blive ganske interessant...

"Let us begin..."

Det var en mindre trækning i Nia's ene bryn der var den eneste synlige tegn på hendes overraskelse over at han overhovedet havde troet det var et seriøst spørgsmål hun havde givet ham. Eller også havde han bare ikke opfattet ironien. Ikke desto mindre fik hans svar hende til at få kuldeysninger ned langs ryggen. 
' Afslappet og sårbart ' sætningen nærmest rungede i hovedet på hende. Det var mange måder at være afslappet og sårbar på.. Blikket gled hen mod de efterladte borde i kroen, mens fingrene gled rundt på tøjet og løsnede de mange larmende bjælder, metalstykker og andet lir der muligvis kunne skade hende under processen, for selvom han ville have hende sårbar var hun absolut ikke klar til at være så sårbar at hun direkte stod bar foran ham. 

Hun kunne tage hans 'ordre' så bogstaveligt som muligt og lade som om hun sov på ryggen mens han fik styret sine 'lyster'.. For selvom hun tvivlede på at der lå noget seksuelt i det overhovedet, var det jo stadig en tilfredsstillelse af Zane selv på et eller andet plan.
Nej, hvorfor ligge sig på et bord og være sårbar med maven fremme på den måde? Nej, så hellere give ham chancen for at skulle arbejde lidt for sagen selv. Hun var trods alt en fri kvinde og ikke ligefrem hans slave.

"Så du vil se hvor god jeg er til at få tæsk? " Et kort, bittert smil gled over hendes læber idet hun lod sig glide ned på det kølige gulv. Selvom hun var fristet til at kravle over til hendes tøj der lå til tørre, gjorde hun det ikke, uvidende om hvad der kunne ske andet end at få slag. I stedet lod hun sig falde forover så hun nu bare stod på alle fire. På denne måde ville maven ikke være helt så stram som hvis hun bare havde slænget sig hen over et bord og hun kunne 'slappe af' som han jo gerne så at hun gjorde. Nia var ikke engang sikker på om der var noget sandt i det han havde sagt om at det ville gøre mindre ondt hvis hun slappede af. Positionen kom af flere tanker omkring den visse højde forskel imellem de to, samt tyngdekraftens spil.

En hånd røg automatisk op og rettede lidt på hendes top mens hun så over, op imod ham. " Der må jeg desværre skuffe dig. Min erfaring med fysisk tortur er meget lille i forhold til den mentale tortur... Ikke at jeg ligefrem vil ønske nogen af delene, hvis jeg selv kunne vælge, men det kan jeg jo ikke.. Men jeg værdsætter at du vil forsøge ikke at ødelægge mine organer. " Et lille smil af de mere varme gled kort over hendes læber, inden det forsvandt og hun igen så frem, hen mod kaminen og dens flammer. Forsøgende at fokusere mere på flammerne og det brændende træ end på hvad der indenfor få sekunder nok ville ramme hende.. igen. 

"Hvor god du er til at få tæsk...? Njaeh, jeg har jo ikke slået dig i ansigtet, ej heller brækket knogler." sagde han med et køligt smil.
Da hun så gik ned på alle fire, blinkede han overrasket med øjnene en enkelt gang.
Og endnu mere da hun sendte ham et af de mere varme smil... hvorfor dog sådan et smil?

"Du lader til helt at have misforstået formålet med det her, Nia..." sagde han og tog de få skridt der var hen til hende.
"Jeg kunne sparke dig i maven nu, med lethed..." sagde han, og sparkede fremad med højre ben - blot for at stoppe et par centimeter fra hendes bare hud, og så trække foden tilbage igen.
"Men hvis jeg gør det, får du jo ret - så er det bare vold og dum ondskab."

Han smilede køligt og fulgte hendes blik ind i flammerne, som fortsat spredte deres behagelige varme i den tomme krostue.
"Men formålet er ikke at smadre dig... det var dog en banal tanke. Cliché, om man vil. Næh, formålet er sensuelt - ihvertfald for mit vedkommende. Sensuelt og på sin helt egen, unikke og foruroligende måde, ganske fucking seksuelt."

Han vendte atter blikket mod hende og stak den ene hånd i lommen mens han betragtede hende.
"Kald du det bare hvad du vild. Vold... tortur.. du tager ikke fejl, vi ser det bare forskelligt."

Der var en intens glød i hans øjne. En blanding af ondskab, sælsom lyst og noget helt tredje, noget udefinerbart... 
én ting stod dog soleklart: Zane havde ikke tænkt sig at lade hende gå foreløbigt.

" Man behøves ikke at ramme ansigtet eller brække knogler før det er tæsk." Holdt hun stædigt ved, men kunne dog ikke holde sig fra at følge hans bevægelse ud af øjenkrogen, lyttende til hans ord.
Hun kunne ikke undlade sig selv fra at spænde i maven og give et lille hop da foden pludselig kom farende, kun for at stoppe få centimeter fra hendes mave.
Blikket havde fæstnet sig på foden, mens forskrækkelsen over handlingen langsomt sænkedes igen og hun fik lidt mere styr på sin ansigts mimik, lyttende og forsøgende at forstå ham, mere og mere.
"Sensuelt...?Så for dig er det sensuelle i at anligge slag mod en kvindes mave..?" Hun rettede sig op, lænede sig tilbage i en siddende position mens hun så op på ham. 
Det var, som han ganske rigtigt sagde, foruroligende at nogen kunne finde  noget som slag mod maven sensuelt og seksuelt.. Rent ud sagt banalt. 
Igen kom hun op på benene, tydeligt fornemmene hans blik på hende, hvilende på hver bevægelse hun tog idet hun drejede om  og gik over mod det nærmeste bord der ikke var hugget til pindebrænde. Hendes hånd gled ned og bandt hendes skørt op, hvilket straks fik yderligere gåsehud frem på hendes hud, idet skørtet landede tungt på gulvet. Hvis han virkelig fandt sådan en tilfredshed i denne makabre lyst, måtte hun sikre sig at han ikke lige pludselig valgte at flå hendes dyrebare tøj i stykker.
Igen vendte hun sig imod ham, mødte hans blik. Ondskaben kunne fornemmes, vildskaben der lå i den. Lysten lå side om side med den, mens hun også kunne ane noget andet. Men hvad det var kunne hun ikke helt sætte finger på. Morskab? Frustration måske? Eller ejerskab..? En gysen gik uvilligt igennem Nias krop bare ved tanken. 
Ikke på vilkår om hun ville blive ejet af nogen! Men det var tydeligt for dem begge at han havde overhånden her og ikke havde planer om at lade hende finde et andet sted, flygte ud i sneens frosne kulde.

Et dæmpet suk forlod hende idet hun hev en stol ud. "Så kom og lær mig.. Hvad det er du vil have helt præcist så jeg ikke hele tiden misforstår. " Hun gjorde et sigende kast med hovedet mod stolen som tegn på at han skulle sætte sig der. Hun var selv noget nær så sårbar man kunne være. Men han var kriger, det kunne ses, og hvor hun derimod var healer måtte hun jo istedet bruge sine egne egenskaber og ikke mindst krop til at komme nogenlunde helskindet og uden traumer, igennem det hele. 

Alright, hun havde ret... tæsk kunne være mange ting, inklusiv det som han havde gang i med hende. Forskellen lå bare i at... han stoppede tanken.
Var der overhovedet nogen forskel? Forsøgte han ikke i virkeligheden at retfærdiggøre denne sælsomme, sadistiske lyst...?
Måske...

"Jah... det er ganske sensuelt. Ikke at du ville kunne forstå det." sagde han bare. Der var ikke nogen grund til at forsøge at forklare hende det.
Det ville bare være spild af deres begges tid.

Han hævede kort det ene øjenbryn da hun bandt skørtet op og lod det dumpe ned på gulvet.
Helt naturligt lod han blikket glide ned over hendes slanke ben og derefter op til hendes eget blik.
Grunden til at hun havde gjort dette, var vel logisk nok...

"Kom og lær dig..." gentog han og så kort på stolen.
Dette havde udviklet sig i en helt anden retning end han havde forventet. Det var første gang han havde valgt at give efter for denne mærkelige form for sadisme, og han havde helt klart troet at det ville indebære tårer og tiggen fra hans valgte 'offer'...

Zane holdt op med at tøve, og gik hen for så at sætte sig på stolen, mens han så op på hende.
Forklare... lære hende det...? Hmmm...
"Hvad er du overhovedet usikker på? Hvordan? Hvorfor? Hvor?" kom det fra ham, mens han undrede sig over at han sad der, og ikke bare tvang hende...
Men sådan var det vel med alle former for 'first encounter'. Akavet... 
Dog kunne dette jo bare ændre sig...

" Nej, du har ret. Jeg vil muligvis ikke kunne forstå det, men jeg vil i det mindste forsøge at gøre mit bedste for at kunne forstå det, og tage ved lære. "

Et kort smil gled over hendes læber idet hun bemærkede hans blik glide henover den bare krop, hun tog det som en kompliment. 
En form for ro var nærmest faldet over hende, nu han ikke virkede helt nær så faretruende igen. 
Hun nikkede. " Ja kom og lær mig. " Svarede hun tilbage, som var han et lille barn der skulle have den sidste accept fra en forælder, eller lignene. 
Men han var ikke noget barn. Faktisk var hun temmelig sikker på at han var en del ældre end hende selv. 
Idet han satte sig på stolen, stod hun egentligt blot og betragtede ham tavst, lyttede til ham, hvad han havde på hjertet. Af hvad hun kunne forstå på hans kropssprog og ord, var dette åbenbart en ny lyst hos ham, det eller en lyst han havde undergravet og ikke ladet sig selv følge.
Hvor spændende.
" Jeg er usikker på hvordan du vil have mig. Jeg har aldrig prøvet noget som dette, normalt  har folk jeg har lagt med ikke haft den slags lyster. Jo de kan tage hårdt i ryster og baller, 'komme til' at ramme det forkerte hul.. Men det er stadig meget ulig det her. Du kan kalde det et nyt eventyrs kapitel der åbner sig for mig. "

Hun smilte skævt idet hun placerede sig selv på hans skød, lænede sig så de stadig kunne holde øjenkontakten. 
" Det at du ikke vil have at jeg spænder min mave fordi det vil gøre ondt på mig, bevidner for mig om at du på et vist punkt stadig vil have at jeg får en form for nydelse ud af det så slagene ikke rammer så hårdt. "

Hun lod en hånd glide op og fjerne en vildfaren hårlok fra hans ansigt.
" Så hvilken position vil du have mig i? Siddene som jeg er her? Stående? Op af en væg? liggende eller nede på alle fire? Jeg ved ikke selv hvilken er vil få mine mavemuskler til at slappe mere af.  Og nu du spørger hvordan; ja hvordan vil du have din hånd? Næve? Flad hånd? Neglene først eller er der andre måder?"
Hun sænkede hånden igen og lod den hvile på sin mave, noget der gav hende en kort, sært ejendommelig følelse, som var hun gravid, selvom hun vidste det ikke var tilfældet. 
" Personligt er jeg ligeglad hvor det bliver.. Så længe jeg kan holde mig nær varmen. "

En del af hendes usikkerhed lå nok også i hans race og det faktum at hans race generelt var efterlyst, men det turde hun dog ikke nævne for ham, ikke og hun ville få hans temperament op at koge. Det burde vel på et eller andet punkt give sig selv at man var usikker på det fremmede, især når det fremmede var efterlyst.

Hvad var nu dette...? Pludselig virkede det som om hun havde fået interesse for det, som han ville gøre. For hans undertrykte lyst, som nu var blevet bragt frem i lyset...

Kom og lær mig... nyt kapitel i et eventyr... det var ord fra en nysgerrig eller eventyrlysten pige.
Helt ulig det han havde forventet.
Hvorfor forsøgte hun ikke at forhandle med ham? Det var givet at hun ikke kunne flygte... men at snyde ham eller forhandle sig frem til et eller andet, som ikke var smertefuldt, var det ikke det bedste hun kunne have forsøgt?

I stedet oplevede han nu denne sælsomme accept...

"Lige så vel som mange  mænd finder bryster, baller eller måske ben tiltrækkende, er der faktisk en del som også sætter pris på en pæn mave. Den udgør trods alt en stor del af kroppen." begyndte han og mødte hendes blik med en nyfunden rolighed.

"For mange er det én af de to førstnævnte, som er toppen. Som er det, de finder mest tiltrækkende. For mig er det en slank, men stadig blød, pæn mave. Den silkeagtige hud og formen, samt den sårbare blødhed er hvad der gør det. Den del er nok knap så mystisk og underlig som det med at slå..."
Det var mærkeligt at tale om, men på en måde var det egentlig også rart. Ikke at han skammede sig over hvad han kunne lide, for det gjorde han ikke. Han var trods alt mørkelver.
Nej... han havde bare aldrig nævnt det for nogen før. Aldrig talt om det.

"Den anden del af det... kommer af et par ting; den ene er klart en form for dominans. Den anden er sadisme - maven er et sårbart, ømt område, og dét kombineret med at finde den tiltrækkende, gør den til et godt område, eller mål, for en med sadistiske tendenser. Og det med at du ikke skal spænde...? Jeg takker for tilliden, men du har misforstået min mening." sagde han og smilede køligt til hende.

"Det ville netop holde smerten nede hvis du spændte musklerne. Men hovedsagen er, at du ikke er blød og sårbar når du spænder."
Der var intet ridderligt i det. Da han sagde at det ville gøre mere ondt hvis hun spændte, havde han ment det som en trussel. 
"Dog indrømmet... jeg ville finde det endnu bedre hvis du kunne få en form for nydelse ud af det. Forvent det dog ikke... det bedste jeg tror du får ud af det, er et adrenalinsus."

Zane lod den ene hånd glide blidt op over hendes ene lår, og så på hende med et udfordrende blik.
Hvilken position, havde hun spurgt... hvordan ville han have sin hånd...
"Er du stadig modig og interesseret, nu hvor du ved disse ting...? Og for at besvare dit første spørgsmål- tre interessante positioner," begyndte han
"Den ene er som vi sidder nu. Den anden er stående op ad væggen, med hænderne over hovedet... og den anden er liggende på ryggen - også med hænderne over hovedet."

Så det var der den lå? En pæn mave. " tjae skillingerne ryger også hurtigere af folk når det er somme og jeg danser. " Konstanterede hun tankefuldt, men tav dog igen da han fortsatte sin forklaring.
" Er alle mørkelvere sådan? at de foretrækker at dominere og være sadistiske? Jeg ser intet tiltrækkende eller ophidsende ved at klynge folk op og slå dem som umulige unger. " Hun ville nok have tilføjet mere, men tav endnu engang, valgte at det var bedst ikke at tale alt for meget over sig. Hun havde blegnet da han fortalte om hvad hans hensigt havde været med at hun ikke skulle spænde i maven, endnu engang mindende hende om hvad det var for et væsen hun sad på skødet af.
Hun havde været nær ved at rejse sig igen, noget han nok havde kunnet fornemme da hun mærkede hans hånd glide på låret, hvilket umiddelbart fik tankerne væk fra at skabe afstand igen. Nej hun kunne ikke skabe afstand og sikre sig selv på denne måde.
Andrenalinsus..? Et kort koldt smil gled over hendes læber, jo den andrenalin havde hun allerede følt en gang og den havde stadig sin effekt i hende.    

Hun sank en gang, mens blikket kort flakkede fra has øjne, inden øjenkontakten blev genoprettet igen. En kort skælven gik gennem hendes krop, noget hun imidlertid forsøgte at ignorere. 
" Jeg er ikke modig.. " Hun rystede lidt på hovedet. " Jeg er nysgerrig, uvidende og dum.. Men modig..? " Hun trak kort på skuldrene, vidste ikke helt hvad hun skulle sige til det. Jo hun havde da deltaget i en af krigene, omend det havde været som healer, men gjorde det hende modig?
"Man lærer kun noget ved at spørge eller danne sig sine egne erfaringer. Og mine erfaringer siger mig at du er kriger, du er stærkere end mig, tilsyneladende hurtigere end mig også. Så min eneste udvej vil være kløgt eller gøre brug af min krop og tilbyde dig kropslige ydelser... Om end de kropslige ydelser du vil have ikke ligefrem er nogen jeg på noget punkt bifalder.. Men så igen, hellere at det går ud over mig end et eller anden tilfældigt pigebarn du møder på din vej... Ikke at jeg er meget andet end det selv.. " Hun fjernede sin hånd fra maven og lod den glide ned på hans hånd på låret, førte den op mod hendes varme underliv. " For jeg tvivler virkelig at du vil blive tilfredsstillet bare ved at jeg klæder mig helt af og lader dig gøre hvad du vil med den her, eller den anden.. "
Hun kunne give ham hele sin krop og sin opmærksomhed, et nærvær som elskende kunne have det, men det han lod til at ville have krævede ikke nærvær, blide kørtegn eller bløde bevægelser.
" Jeg kan kun håbe på at du vil efterlade mig i en stand hvor jeg stadig vil kunne overleve vinteren og mørket.. Knne danse og tjene til tilværelsen." Hun drejede hovedet og skævede mod  det nærmeste vindue, hvor frosten havde sat sig som is på det nederste af ruden. Hun end ikke bemærkede tåren der havde sneget sig ud af øjenkrogen og nu langsomt led ned over kinden, ned langs kindbenet til hendes hage.
Ikke før  det var for sent og flere fulgte.

"Selvfølgelig er det nemmere om sommeren. Du danser, og de får lov at se en køn pige udføre nogle smukke bevægelser - og hun viser tilmed hud." konstaterede han.
De fleste mænd var simple skabninger. Lok dem med noget der bare kunne minde den mindste smule om noget seksuelt, og de fleste ville bide på krogen med det samme, helt uden at tænke.
Også selvom det der blev gjort, rent faktisk ikke var sensuelt eller seksuelt.

"De fleste mørkelvere er sadistiske på den ene eller den anden måde. Otte ud af ti, vil jeg mene... det er dog ikke altid seksuelt. Nogen synes ganske enkelt bare det er sjovt at skære fingrene af en eller anden stakkel." svarede han halvkort.
Der var god grund til at Lyset havdevalgt at jage hans slags. Mørkelvere var onde. Mørkelvere var brutale.

Zane lyttede i stilhed til hendes ord. Ord om at være dum og uvidende, og en snert af at hendes nysgerrighed fik hende i problemer, og da hun så førte hans hånd op på hendes underliv, sukkede han næsten lydløst.
Tårerne kom også nu, og det var et eller andet sted én af de ting som han havde forventet.
Hvilken pige ville ikke græde i denne situation...? Hun anede jo ikke hvor meget han ville gøre hende fortræd.

"Måske tror du mig ikke når jeg siger disse ting... men for det første er jeg uenig med dig. Du er ikke dum, du har bare noget som de fleste mennesker mangler. Og for det andet..." sagde han og trak hånden til sig. Nok var hun fristende... køn, ja endda smuk, men han havde stadig sine egne reglerat følge...
"Jeg har ingen intentioner om at ligge med dig. Den slags er for mit vedkommende reserveret til kærlighed. Det her... er bare nydelse. Tag det som en god ting eller tag det som en dårlig ting... det er helt op til dig selv."

Og det med at efterlade hende i en tilstand så hun kunne overleve, og så hun kunne klare sig fremover...? En lille bølge af vrede steg op i ham et øjeblik. Hun forventede at han ville tæske hende sønder og sammen. At han ville ødelægge hende permanent.

Måske skulle han... bare fordi hun troede det.

Zane vidste godt at hans vrede var uretfærdig. Hendes situation var trang, og historierne om hans races nådesløshed fungerede som godnathistorier til uartige børn landet over.

"Det er nok, Nia..." sagde han halvkøligt.
"Vælg en position."

Nia lyttede, følte ikke hun kunne gøre så meget andet imens hun sad og forsøgte at få kontrol over sin skælvende vejrtrækning og ikke mindst tårerne. 
Ikke nogen grund til at hidse dig op. Vendt og se.. Føl.. Du gør det kun værre for dig selv..!
Skændede hun i tankerne frustreret på sig selv. " Det lyder næsten som det 'sjov' en frihedsberøver engang fandt. " Kom det mumlende frem. Heldigvis var Hakims bror der ikke mere, men det betød ikke at hun ikke stadigvæk havde mareridt over hændelserne engang imellem.
Noget de fleste mennesker manglede..? Hvad kunne det være? Et andet, mere realistisk syn på livet måske..? Det gippede endnu engang i hende da han trak hånden væk fra hende. Hans ord gjorde det tydeligt for hende at nu var al håb, om at kunne slippe for smerten, ude. Kærlighed? Hvad vidste hans slags overhovedet om kærlighed? Hun var efterhånden begyndt at tro at de ikke kunne føle sådan, og de mange historier der sværmede om mørkelvere, gjorde det ligeledes umuligt at se mørkelvere som nogen der kunne elske hinanden.

"Nydelse for dig velsagtens.. " Lød det ud mellem tænderne, en smule mere bittert end hun havde forventet. Men på et punkt var hu ligeglad, for han ville komme til at føle nydelse hvoraf hun var sikker på at der absolut ingen nydelse ville komme ud af det. Nok snarere en vedvarende smerte som en mensturationskrampe der ikke ville stoppe. Det var uretfærdigt! Men hvis Aladrois mente at hun havde fortjent det for at balancere verden, så havde hun det vel..?
En løssluppen udsving fra hendes telepati lod hende kortvarigt fornemme hans vrede, men uden at kunne høre hans tanker fuldt ud. 
Hun rystede sukkende på hovedet inden hun lydigt rejste sig op på skælvende ben. Logikken sagde hende at med de positioner han ville have, ville positionen op af væggen være den der nok kom til at gøre mest ondt. 
Så hellere få det overstået.

De brune øjne så sig omkring indtil de faldt over et punkt ved den ene væg hvor der var plads til at hun kunne stå uden risiko for at slå malerier, vægdekorationer eller ophængte himstregimser ned. På småskælvende ben fik hun bevæget sig derhen, en hånd kortvarigt kørende over træet for at sikre sig at ingen splinter sad klar il at bore sig ind i hende.. Inden hun vendte sig om, med ryggen mod den kølige væg og løftede armene op over sig. Blikket faldt kort på Zane, inden hun så væk fra ham, ville for alt i verden ikke se når slaget ramte. Selvom hun nu, hvor han havde indrømmet det, ikke kunne lade være at spænde op i maven, langsomt så hun ikke spildte energien.

Som det sjov en frihedsberøver engang fandt...? Så hun havde været udsat for tortur... det var i hvert fald det mest logiske at antage efter den sætning.
Han kommenterede det ikke... 

Ja. Nydelse for ham. Det var ligesom det der var hele idéen. Hun var en af de mange, som ikke ville nyde den slags - så hvad havde hun forventet med sådan en kommentar? Nåde? At han ville lade være?
Hendes skælvende ben afslørede, at et måtte være frygt som havde fået hende til at sige det.

Frygt for hvor ondt det her ville gøre... men nok nærmere frygt for de mulige konsekvenser det kunne have.

Han betragtede hende som hun gik hen over gulvet og testede træet for splinter... der var jo endnu mindre sjov i det hvis hendes omgivelser også gjorde skade på hende, ikke?
Da hun stillede sig med ryggen til væggen og hævede armene, lod Zane blikket glide ned over hendes bare mave med et lille, køligt smil.

Han rejste sig op og gik langsomt over til hende, for så at placere den ene hånd på væggen ved siden af hendes ene arm.
"Godt valg..." hviskede han, før han lod to fingre glide op over hendes mave.
Huden varvarm og blød som silke... allerede dér var interessen vakt i umådelig grad.

Men... men, men og men... han kunne også mærke hvordan hendes slanke muskler var spændt.
Hun forsøgte at stå imod, og skåne sig selv...

Et splitsekund overvejede han at straffe hende- men han valgte i stedet at give hende en enkelt chance.
"Nia..." sagde han lavmeldt, og lod næven klaske blidt mod den øverste del af hendes ubeskyttede mave.
"Slap af... ellers slår jeg igennem dine svage muskler, og så har du ikke noget valg, for så kan du ikke stå imod længere."
Truslen var ganske virkelig... hun kunne gøre dette på den 'gode' måde... eller på den onde.

Hun hørte det knirkende gulv idet han rejste sig og kom tættere på, nærmest ind over hende. Han var højere end hende, næsten et helt hoved så det fik hende næsten til at føle sig endnu mere udsat. Selv hvis hun skulle blive træt i armene, ville hun nu ikke kunne sænke dem det mindste takket været hans hånds placering.
Det gav et uventet spjæt i mave da fingrene ramte den bløde hud, nærmest kærtegnene. Hun skælvede mere under anstrengelserne for at holde sine mavemuskler oppe. Det var da indtil hun hørte hans dæmpede stemme, men den underliggende trussel. slap af og overlev med musklerne i behold, eller stram og få musklerne flået fra hinanden. Det var ikke noget svært valg, men det var alligevel noget der tog lidt tid, til at hun kunne få sig selv til at efterkomme hans ønske.

Hun tog et par dybe langsomme åndedrag, de rystede let, akkurat som hendes krop selv gjorde det, men d hjalp hende da til at få lidt bedre kontrol over sit oprørske indre. Trangen til at stikke et knæ i skridtet på ham og løbe var stor, og noget hun nok også ville have gjort hvis ikke det havde været så forbistret koldt udenfor. Hvor hun dog savnede varmen. Varmen der kom udefra og ikke fra en kamin eller pejs. Et sted hun kunne være udenfor i friheden istedet for at se sig nøsaget til at lukke sig inde i forvoksede trækasser og bede til Aladrois' nåde.