Evangelina betragtede passivt orkens hånd nærme sig med ublinkende, blå øjne. Havde hun stadig haft et vejr, ville hun måske have holdt det. I hvert fald følte hun sig forunderligt lettet der der kom andet af det, fordi hun vidste virkelig ikke hvordan hun skulle reagere. Hendes blik fangede kortvarigt den andens, før hun drejede sig tilbage mod væggen. Hun havde skimmet sig til den overordnede betydning, men på den grove opfordring, forsøgte hun nu at afkode den svært slidte tekst.
".. det påkalder lokale demiguders velsignelser." sagde Evangelina, en lille, næsten usynlig rynke på tværs af hendes pande der afslørede hendes koncentration. Hun havde aldrig mestret datiden Topalis sprog og især ikke simple skrift-tegn - hun havde aldrig forudset at det skulle blive så nødvendigt. I en glidende bevægelse sank hun ned på knæ, ryggen stadig rank.
"De beder Zuberi om at lade løfter og love være opretholdt, Ayokunle om at velsigne deres hjem med velstand og harmoni" fortalte hun, "Og Chimwemwe for frugtbarhed og.."
Evangelinas øjne fulgte orkindens krop hele vejen op til det primitive ansigt. Hun var ikke forpligtet til at færdiggøre sætningen, der var ingen grund til at færdiggøre sætningen. Og alligevel tvang ordet sig over hendes..
"..brændende begær." uden Evangelina ville det, eller måske i det hele taget bemærkede det, dryppede hver af ordene af netop det: lyst.

Asha hadede allerede at være fanget i det lille, lukkede rum med de mærkelige udsmykninger. En del af hende ville virkelig gerne tro, at englen havde bragt hende her i et eller andet lusket forsøg på at overmande hende, men jo mere hun lyttede til den andens bløde kvindestemme, jo mere begyndte hun at tro på, at englen rent faktisk ikke havde haft noget med det at gøre. At de var bragt her af en eller anden højere magt, der ønskede at de skulle..
Tja. Hendes blik gled igen fra væggens udsmykning, til den anden kvindes klare blå øjne, og hun syntes at kunne høre noget i hendes stemme, der ikke var had, men nærmere begær. Det gik op for hende, at hun ikke rigtig havde lyttet til, hvad englen havde sagt, men i stedet betragtet hendes læber, mens hun talte.

Forvirret så hun ned af sig selv, da det gik op for hende, at en del af hendes krop lod til at begære englen. En Lysets Ridder! Det var forrykt.. vildt så hun sig om i rummet, blikket ikke findende andet end de fantasifulde billeder. Med et frusteret råb kastede hun sig frem mod englens siddende skikkelse i håb om at få hende slynget væk fra alteret .. gøre skade på hende .. få det til at stoppe..

Evangelina følte at hun så småt var ved at miste grebet over situationen. Hun var i forvejen i fremmede omgivelser, bundet af en mystisk magi og nu fandt hun sig yderligere på knæ foran denne ork.. Derfor var det næsten en lettelse da barbaren levede angreb hende og derved levede op til hendes forventninger. I et øjeblik kunne de vænne tilbage til deres sande roller som fjender og lade som om at skæbnen ikke havde spillet dem et forfærdeligt pus.
Hendes elegante hånd skød op og dels til sin egen overraskelse mærkede hun magien strømme frit igennem sig. Orken stoppede brat i luften og hang der som Evangelina kom på benene og trådte med sikre skridt gennem rummet, sin grønne overfalder flyvende foran sig. Hun fortsatte med at gå selv efter væggen stoppede orkens fremdrift, fortsatte indtil orkens krop stoppede hende. Front mod front, øje til øje. Et enkelt, lyst hår hang ned over de hadefulde, blå øjne. Dette var en mørkets kriger; hendes svorne fjende.. Og Evangelina kunne tydeligt mærke orkens vejrtrækning.. hendes puls som de stod der. Det var næsten et forræderi i sig selv.
"Jeg har ingen intention om at spendere resten af min eksistens hernede.." sagde Evangelina, med en anelse mere luft på stemmen end normalt. Hendes vejrtrækning der ellers ikke.. var.. kom nu i små stød, "..Selv hvis det betyder at jeg må.."
Hun så væk i skam og bemærkede ikke det telekinetiske greb svækkes.

//Telekinese: 4, Neutralisering: 3, Lys Magi: 3 (Glemte at skrive dem på sidst)

Ashas hænder kløede efter at blive lagt om englens slanke hals og gøre en ende på hele denne her situation. Hun tænkte ikke over, at den anden kvinde i virkeligheden måske var hendes eneste mulighed for at slippe ud herfra. I stedet skreg hun af vrede, som hun blev kastet op i luften af englens alt for velkendte magi.
Hun vred sig i telekinesens greb, opsat på at sparke sin fjende i hovedet, hvis hun kom for tæt på, for hun havde så sandelig tænkt sig at kæmpe til det sidste. Men hendes arme og ben hang passivt i luften, som hun stod ansigt til ansigt med den anden kvinde. Hendes nærvær sendte en bølge af en ubestemmelig følelse gennem Ashas krop, ikke nødvendigvis en negativ af slagsen. 

"At du må..?" Ashas lilla øjne havde et intenst blik, som hun stirrede på sin modstander, som hun for øjeblikket igen havde glemt at angribe. Hendes fødder ramte igen gulvet, men englens tilstedeværelse fik hendes arme og ben til at føles svage og hendes hjerte til at banke hurtigere. Hun havde endnu ikke forstået, hvad der var krævet af dem, for at komme ud af templet - en del af hende havde forventet, at når først hun havde besejret sin modstander, skulle hun nok selv finde en vej ud herfra..

Selv når magien var svækket, når hendes arme føltes som grød havde der altid været en evne Evangelina følte sig mere sikker i end nogen anden. Evnen til at kende godt fra ondt, rigtigt fra forkert. Hun havde gjort det til sin livssag at hjælpe de svage, at bekæmpe de der ville udnytte eller undertrykke dem. Hun gjorde det ikke for ære eller ud af stolthed, men fordi det var det rigtige at gøre. Hun stod foran typer som orken her, fordi måden de dræbte, voldtog eller stjal fra uskyldige folk var forkert.
Så når hun stod i denne vanvittige situation, når hun ikke kunne få sig selv til at formulere hvad de var nødt til, når den eneste vej frem var handling, kunne hun forståeligt nok ikke lade være med at tøve. Fordi hvad hun var ved at kaste sig ud i.. fysisk fraternisering med fjenden var jo åbenlyst forkert, men nødvendigheden drev hende.
Hendes mund nægtede at forme ordene, men nægte ikke at lade sig insisterende presse imod de grønne læber. Evangelina drog ingen bevidste beslutninger i øjeblikket, som hendes højre underarm blev solidt placeret på tværs af orkens kraveben så hun ikke kunne flygte og hendes venstre hånd solidt greb fat om hoften. Hun havde altid stolet på sin evne til at kende godt fra ondt, rigtig fra forkert.. Så hvorfor føltes denne forkerte situation, så uendeligt rigtigt.

Asha kunne mærke at englens magi var helt ved at slippe sit greb i hende. Om lidt ville hun igen være herre over sin egen krop, og det første hun ville gøre var, at give englefjæset et solidt spark, lige i... men hun kunne ikke få sig selv til at flytte sig. Det var som om en ny magi havde overtaget, og hun kunne ikke gøre andet end at se ind i den anden kvindes øjne, der var så ufatteligt tæt på. Hun ikke engang blinkede, og allerede havde hun glemt, at hun lige havde stillet et spørgsmål, som englen igen ikke havde svaret på.

Hvis nogen tidligere havde spurgt hende, om hun ville gøre dette med en engel, endda en engel i Lysets Hær - tæt på at være hendes svorne ærkefjende - ville hun have leet længe, højt og hånligt. Men den andens kvindes bløde læber føltes rigtigere end noget andet her i det lille, mystiske tempel, og musklerne der tydeligt havde været spændt under hendes grønne hud begyndte at slappe af samtidig med hendes indvendinger om hvorfor? smeltede bort fra hendes sind. En del af hende havde måske hele tiden vidst, hvad der skulle ske, selvom hun havde fornægtet det og skubbet det bort til et mørk sted bagerst i hendes sind. Nu kunne det ikke skjules længere, og hendes arme fandt langsomt vej rundt om den anden kvinde i et blødt greb.

I forhold til hvor fortabt hun følte sig i situationen måtte Evangelina alligevel indrømme at være overrasket over hvor hengiven orken pludselig var. Hun havde ellers forventet at dette.. akt skulle være præget af den samme grovhed og aggression hun generelt havde mødt i deres kortvarige relation. Hvad hun bestemt ikke var villig til at indrømme, var at noget ved tanken appelerede hende en smule.
Hvor den grønhudede barbar pludselig blev blød i hendes arme, holdt Evangelina ikke tilbage. Hun kastede hele sit had ind i kysset - til orker, til ondskab, til situation og til hvor fantastisk det føltes. Hun trådte op på tæerne og hendes vinger bidragede til at etablere en højdeforskel mellem de to ellers umådeligt lige kvinder i et forsøg på at tage kontrol over kysset. Det var ingen bevidst handling, Evangelinas krop agerede af egen vilje nu.
Hun bed ublidt i den andens vidunderlige underlæbe, armen imellem dem der før havde fastholdt orken, var pludselig i vejen og Eva flyttede den op og tog en håndfuld af det filtrede hår.

Asha forstod ikke, hvordan hele hendes krop var blevet blød og medgørlig. Et sted langt inde i hende var der en lille stemme, der protesterede over situationen, men det var som om, en anden havde taget kontrol over både krop og sind, og der var kun englens insisterende bløde læber..
Smagen af blod fandt hendes tunge, da den anden kvinde bed hårdt i hendes læbe, og hun genvandt en smule af sin styrke. Hendes tanker var dog stadig præget af lyst, og hun greb hårdt fat omkring englen og pressede hendes slanke, smukke krop ned mod alterets hårde stenoverflade. Der var en lille smerte i hendes hovedbund, eftersom den anden kvinde stadig havde fat i en lok af hendes hår, men smerten lod blot til at ophidse halvorken yderligere. Hendes grove hænder udforskede med en vild lyst, som hun aldrig havde troet ville indfinde sig i selskab med en kvinde som krigeren, den bløde hud og formerne under sig. Hendes fingre fandt vej under den simple kjole, englen bar, og pludselig var både læder og uld i vejen.

En flående lyd af stof, der gik i stykker genlød i det lille kammer blandet med lyden af dybe åndedræt. Endelig kunne Asha mærke den andens nøgne hud mod sin egen, og hun hengav sig så meget til foretagenet, at hun ikke lagde mærke til lyden af stenen foran udgangen, der med et lille klik gled til side.

Det var først senere, da hendes svedige krop rejste sig fra alteret, at hun lagde mærke til dagslyset, der strømmede ind i det lille tempel. Det føltes som om hun var ved langsomt at vågne fra en drøm, en drøm fyldt med lyst. Langsomt bevægede hun sig hen mod udgangen, hendes ønske om at komme ud herfra et øjeblik glemt, men så småt ved at vende tilbage. Det lange, filtrede hår hang ned af hendes nøgne ryg, de simple læderklæder glemt på gulvet. Uden for stendøren kunne hun set et væld af grønne planter, og hun konstaterede igen med en smule undren, at hun var meget langt fra det sted, hvor hun havde lagt sig til at sove.


(Beklager den meget lange ventetid << håber det er okay, jeg lukker dem ud af templet, eller må du lige sige til.)