Som klippestykker lukkede sig om hans ankler, kunne Marcus ikke lade være med at grine lidt. Så hun ville holde ham fanget. Det lød næsten helt frækt, men Marcus var sgu godt klar over, at hun ikke havde nogen intentioner om at komme i bukserne på ham. Men en dag, så ville han gøre sit forsøg mod hende. Han havde ikke travlt. I stedet blev han bare liggende og rakte op for at tørre blod væk fra ansigtet, samt sutte sine fingre rene for det. Blod smagte rart. "Helt klart. Meget effektiv," svarede han, næsten anerkendende. Han havde faktisk respekt for den evne. Den var jo sej, hvorfor lyve og lyde arrogant, når sandheden var så meget bedre?

"Retten til at holde kæft... Ikke at jeg gør det," hans grin dukkede igen op, som hun trak ham op at sidde. Han hyggede sig gevaldigt! "Og hvad sker der så når vi når til fængslerne? Tortur?" hans smil var stadig prydende i hans blodige ansigt. Han var ikke nervøs for tortur, for helvede, han var vant til det. Det havde været en del af hans liv i lang, lang tid. Det var faktisk lige før at han, om muligt, fandt bare en lille smule nydelse i det efterhånden.

Han var frastødende at kigge på som han lå der. Smurt ind i sit eget blod han ganske frivilligt begyndte at slikke af sine fingre - faktisk så han ud til at nyde den metaliske smag. Amelia mærkede hvordan det indre i hendes mave vendte sig ved synet, men forholdte sig neutral i sine folder. Hun havde brug for en fridag efter dette møde, det var helt og aldeles sikkert!
Selvfølgelig havde han ikke intentioner om at holde sin beskidte mund lukket. Nej, det var klart. Kunne denne dag blive mere belastende?!
Amelia hev ham op at stå hvorefter hun tog solidt fat i han overarm for at trække ham med sig. Hun var efterhånden ved at være træt af hans pis.  "Ved det ikke. Ligeglad. Hvis du er heldig, ender de dine lidelser hurtigt.." hun var tæt på at tilføje smertefuldt men hun undlod det. Hun ville bare have ham afleveret, forklaret situationen, vende tilbage med nogle af de andre byvagter og kilepræster for at få vidst den stakkels bondekvinden den sidste respekt i livet. Og så skulle hun have fyraften. Dette havde simpelthen været for mærkelig en dag.

Endnu et lille grin undslap Marcus’ læber. Hun trak ham noget brutalt på benene og han snublede let da han stod ret op, stadig med stenene omkring sine hænder. Han kunne sagtens vende sig rundt og kværke livet ud af kvinden, det var han fuldstændig overbevist om, men han gjorde det ikke. Det var langt mere sjovt at lege offer faktisk. Hendes kommentar fik ham til næsten at skrige af grin. Hans latter var hysterisk, men han fulgte stadig med, som hun trak ham af sted. Han græd nærmest af latter.

”Ja.. Lad os nu lige se… Åååh, det bliver sgu sjovt det her!” hans latter blev ved og ved og ved resten af den dag og selv efter flere dage var han ikke blevet meget bedre. Faktisk var han ret sikker på at tøsen var ved at få vanvid over ham. Og det var netop også det der havde været hans plan fra dag et: At gøre tøsens liv så surt som overhovedet muligt. Forhåbentlig havde han haft success, nu hvor de var nået til hovedstaden og deres veje nok snart ville skilles.