Feer og elveren. Mange troede de var relativt ens, men det var nu ikke sandt. Ikke i Rose's øjne. Der var en verden til forskel. Specielt hvis man så på Caelon og Rose i sammenligning. Rose hadede at være indenfor, hun følte sig fanget, fortabt og indelukket. Ude af stand til at sprede vingerne. Caelon så ud til at drage rolighed, tilfredshed og sikkerhed i at være bag fire mure. Selvfølgelig var det ikke kendetegn for alle Elvere, men Rose måtte nok se i øjnene at hun anså racen for at være en anelse mere egoistiske, selvom det ikke var så slemt at de var ulidelige at være i nærheden af!

"Jeg kigger på det, Caelon." svarede hun betryggende og holdte sedlen lidt op inden hun lagde den i lommen med et smil. Hun forstod hans behov for perfektion og opfyldte der gerne. Rose var dygtig til sit arbejde og forhåbentlig vidste han det! "Jeg må hellere komme afsted igen. Du må have en fortsat god dag, kære Caelon" Rose var livsglad og det skinte ud af hende selv i dette øjeblik hvor hun holdte en lidt mere høflig og officiel tone. Den lave fe begav sig hen imod den tunge dør men måtte pænt vente på at den blev åbnet. Hun var ikke stærk nok til at åbne den selv.

Caelon var en af de utrolig egoistiske elvere. Alt hvad han gjorde, gjorde han for egen vindings skyld. Ja, han hjalp med at heale andre elvere, men det var bare så han forsat havde adgang til de healende planter, og at han ikke blev smidt ud af Elverly. Han havde ingen grund til at hjælpe andre ellers. Dog havde han fået en lille svaghed for de enkelte bekendte, som han fandt nyttige og så med jævne mellemrum, så som Rose. Hun var altid venlig mod ham og hjalp gerne.

"Det er jeg glad for," sagde han med et smil og rejste sig op, så han kunne komme hen og åbne døren for Rose. "Og i lige måde, kære Rose," tilføjede han så og sendte hende et smil og åbnede døren så hun kunne komme udenfor i det kolde vejr. Han var nu ganske tilfreds hvis han kunne blive indenfor og undgå kulden.

Egoisme var præcist efter hvad øjne der så. Rose var vel et plan også egoistisk når hun hjalp Caelon, for det var en måde for hende at tjene penge. Egentlig i grundreglen ikke så meget andet. Nu var Caelon selvfølgelig anderledes, og havde aldrig givet anledning til at være en ubehagelig kunde. Tvært imod! Det gjorde også at man var mere villig til at læbe sværer erinder, og længere væk for at finde de rigtige urter. Rose holdte på at hun, på godt og ondt, bare var Rose. Hverken alt for naivt godtgivende, ej heller en koldhjertet forretningskvinde.

Rose smilede varmt til ham, som døren blev åbnet. Her gik det for alvor op for hende hvor varmt og hyggeligt han havde det i hytten - måske endda for varmt. Hendes vinger sitrede som en vind ramlede over dem og et svagt gys gik igennem rygsøjlen. Ja, ud i kulden skulle hun. "Vi ses!" kom der muntert, som vingerne startede op som en anden humlebi og lod hende flyve afsted ud i den kølige vind. Vejret kunne nu godt havde været bedre!

Caelon vinkede kort til Rose. Han kunne også godt selv mærke den kolde luft og åndede da også lettet op, da han endelig kunne lukke døren efter Rose. Det havde allerede været langt koldere end hvad han havde lyst til at udsætte sig selv for idag, men heldigvis forlangte folk sjældent at stå i døråbningen og snakke med ham. De fleste kunne godt accepterer at han ville havde dem ind i hytten, hvis de skulle konversere. Og de forlod også ligeså hurtigt igen.

Han gik tilbage for at starte på en eliksir, så han kunne komme videre med sine eksperimenter, forhåbentlig Rose kunne finde tingene på listen han havde nedskrevet.