Hakim gav hurtigt et nik mod Cate, der nu ville overtage lederskabet af de resterende mænd, bestående af Ragna og Stygg. Det endte hurtigt med, at hun sendte Ragna i gang med at bringe civile i sikkerhed, da denne havde modtaget en mild skade. Nu var der Cate og Stygg på et tag, hvor de beskød dragen med deres buer, når den kom tæt på. Ikke som sådan noget, der kunne skade den, men de kunne ikke rigtig gøre så meget ved det. Hakim selv havde noget af en kamp med, at få sin tornado til, at jagte dragen og gøre det så forvirrende, som muligt for den, især lige nu, hvor vejret var til det. Samtidig holdt han et halvt øje mod dværgen, der stadig agerede lokkemad. For nu gik det udmærket for hende, selvom hun ofte var tæt på at blive ramt.

Og så skete det, alligevel. Uheldet var ude, og hun blev ramt af dragens hale, blivende kastet gennem luften. Hakim huskede omgående på sit løfte og sendte Blake et alvorligt blik, før han lod adrenalinen bruse gennem sine årer. Han satte i et løb, der sagtens kunne sætte en top-atlet til skamme og var ret hurtigt henne ved Guinevere, hvor han kiggede efter om hun var i live. Da han var sikker på, at det var hun, sendte han hende et lidt stresset smil.
"Hold dig i sikkerhed. Jeg overtager lokkeduearbejdet!" sagde han mens han klappede hende blidt på skulderen. Og så var det ellers om at komme i gang. Men han havde ingen lysmagi, som han kunne distrahere den med, så det bedste han lige umiddelbart kunne gøre var, at lade vinden bære sig op i luften, så han var til at se ordentligt for dragen. "Kom så! Grimme bæst!" Råbte han, af sine lungers fulde kraft, mens han lod tornadoen snurre rundt om dragen, i et forsøg på at forvirre den endnu mere. Den endte med at flyve mod ham, så han styrtdykkede mod jorden, hvor han satte i en dødsens farlig jagt, hvor han med meget stor sikkerhed, var byttet.

Langt mod nord havde Xaphan været igennem længere tid. Vejret havde været pragtfuldt for ham, det havde tordnet og regnet en hel del, dette havde blot resultere i at han var fyldt med høje energier og rent faktisk bare var en energi kilde i sig selv. Han havde ikke hørt noget om at der skulle have været en drage i byen eller nogle andre steder. Egentlig havde hans hukommelse også været mere eller indre nedslidt. Hans personligheds spaltningen havde været en del over ham det lange stykke tid. Han kunne ikke engang huske hvornår han egentlig havde været sig selv. Det var lang tid siden sidst han havde været fyldt med så mange energier.
På vej ind imod byen havde han godt set den store fugl der var fløjet hen imod byen men havde ikke taget sig noget af det. Der var vel dyr på størelse med alt nu om dage.
Jo tættere på han kom på byen jo mere kunne han godt se at der var noget som var helt galt. Han satte farten op og baskede noget hurtigere med vingerne for at flyve hen over muren fra siden af. Han landede solidt på jorden og satte med hastige skridt over imod Geir som han kendte. Nok havde han ikke haft særlig meget til overs for nogle af lysets kriger men han var en del af lysets krigere og kæmpede for lysets dronning. Det var hende han stolede mest på af alle. Et kort men hurtigt buk kom fra ham og han rettede sig hurtigt op. "General." kom det hurtigt fra ham og lod sit blik bevæge sig op på himlen. "Hvad er din ordre" kom det fra ham og kunne mærke hvordan hans fingre glitrede af små stød. Han var klar til kamp, og han var klar til at alt skulle gå som smurt. Eller helst alt for mange ødelæggelser ihvertfald!

Det hele syntes stadig at danse for øjnene af Guinvere, efter hun havde ramt jorden og var trillet rundt et stykke. Hendes hoved føltes samtidigmed som om det var ved at eksplodere. Men hun var nødt til at huske på, at hun stadig var i nærheden af et ildsprudende bæst. Ikke ligefrem det bedste sted at tage en lur. Hun kiggede let fraværende på metallet, som formede sig om hendes fingre, mens hun forsøgte at genvinde fatningen. Dog gik der ikke mange sekunder, før hun mærkede en hånd på sin skulder, og Hakim der tjekkede efter om hun var i livet. Hun blinkede nogle gange og skulle til at protestere over at han overtog lokkeduearbejdet, men så igen. Han havde lovet at komme hende til undsætning, og lige nu, fungerede hun ret dårligt som lokkemad.

Guinevere fik stablet sig let vaklende på benene, mens metalet fortsatte op og dækkede nu hele hendes højre arm. Det var et let finurligt syn, at hun så ud til at havde en metal arm. Men det var ganske effektivt, og nu det var der, kunne hun lige så godt bruge det.
Dragen så dog hurtigt ud til at ville se blod, og det skulle gå ud over den nye lokkedue. Med lidt kamp, fik hun sat sine vaklende ben i bevægelse og løb mod manden. Hun måtte ligge alle kræfter i, for at hendes ben kunne indhente, og lige som hun nåede frem, greb hun fat i Hakims arm, trak ham mod jorden og dannede en beskyttende lyskugle omkring dem. Det var tydeligt at se hvornår dragens klør, tænder og ild ramte skjoldet, da det nærmest virkede som lynnedslag på den hvide boble. Samtidigmed så Guinevere også mere træt og vakkelvåren ud, jo flere slag der kom. Men hvis hun ikke var kommet derhen, ville chancen for at det var Hakim den tykkede på, været markant større. Guinevere håbede blot at hun kunne holde liv i sin magi og for den sags skyld, holde sig vågen nok, til at nogen kunne komme dem til undsætning.