Morgoth var ikke den eneste, der ønskede et eller andet, hvis placering var bag en lukket dør. Ethelihn ville gerne ind og sove. Jeg trænger til at sove... Ordene gav ekko i hendes hoved. Hun smilede svagt, mest for sig selv. Hendes vrede eller frustration eller en blanding af de to havde holdt hende lysvågen. Som om hun kunne have været vågen i en uge og stadig bliver ved i syv døgn til. Men nu følte hun sig bedre tilpas, end hun havde gjort i lang tid. Nogle ville måske ikke vurdere en uge som lang tid, specielt ikke Ethelihn, men den sidste uge havde virket som ti gange længere. Vreden havde styrket og svækket hende på en gang. Fysisk kunne hun ikke have haft det bedre, for vreden gav hende uanede mængder af energi, men psykisk generede den. Det værste var ikke, at den slørrede hendes sanser og sind. Det værste var, at hun vidste det, og hun kunne ikke gøre noget. Jeg kommer nu til at savne energien, men noget skal jo tjene som betalingsmiddel. Det havde hjulpet en hel del at planlægge et lille hævntogt. Hun kunne ikke vente med at se Cazadors reaktion på at miste håret, men på den anden side tvivlede hun også lidt på, at Morgoth ville nedlade sig til at følge hendes 'ordre'. Lige meget hvad, skyldte hun Morgoth en tjeneste for at have hevet hende op.

Hun rejste sig og strakte armene over hovedet som en anden kat, der lige havde taget sig en lur. "Det lader til trætheden endelig har indhentet mig..." Hun gik mod gangen og sine gemakker. Så standsede hun i dørvelvingen og lagde en hånd på karmen som for at støtte sig lidt til den, mens hun vente sig mod Morgoth. "Jeg håber, du får chancen for at sove lidt." Det var nok det tætteste, Morgoth ville komme på et 'tak'. 'Tak' var et ord, Ethelihn forsøgte at undgå. Det indikerede, at man følte, man skyldte nogen noget. Det gav også den, man sagde 'tak' til, mulighed for at indkassere en tjeneste, når det passede personen. Ethelihn foretrak selv at bestemme, hvornår hun ville indfri sin gæld.
Så gik hun.

//out