Xinyi lagde sit hoved lidt til side, som hun hørte de næste ord fra kvinden. Hos hende? Enhver anden dag ville hun fnyse af det og gå. Hun skulle ikke blive hos en eller anden fremmede hun ikke kendte, men... hendes situation gjorde at hun ikke havde mange valg, og det slog jo nok at forsøge at gå ind i en krostue der var tæt af magi, så hun kunne være på et værelse, hvor hun i forvejen kunne høre og mærke hele krostuen nedenunder. Måske var det her for det bedste. Det var ikke fordi hun havde mange penge til at bruge på at få et værelse alligevel.
Et lille, forsigtigt nik kom fra hende. "Okay," lød det fra hende, i hvad der føltes næsten for hurtigt at give efter. "Men kun indtil jeg har det bedre." Det ville i hvert fald slå at være her, så tæt på markedspladsen.

Det var slet ikke gået op for Xinyi at hun ikke havde givet sit navn til Isolde, og hun blinkede et par gange. "Xinyi. Mit navn er Xinyi," sagde hun. Efternavne var vel overflødige. De skulle aldrig se hinanden efter i morgen tidlig, men alligevel forsøgte hun at smile lidt. Selvom hendes muskler føltes for stramme og det ikke føltes særlig oprigtigt som hun droppede det igen.
"Er der langt til hvor du bor?" spurgte hun, og prøvede forsigtigt at rette sig ud, som en indikation på at siden nu beslutningen var blevet taget, så kunne de ligeså godt komme videre.

Men kun indtil hun havde det bedre. Isolde nikkede, så var det besluttet, og grinte dæmpet over hvor overrasket den anden så ud. Xinyi.. lavmælt formede hun navnet med munden, Xinyi, det var usædvanligt, men på en eller anden måde passede det ganske godt til hende. 
Nå, med beslutningen kom bevægelse, og Isoldes blik vandrede ned af gaden, som efterhånden var blevet en del mørkere. Det var måske en god gåtur, og hun skævede tilbage til Xinyi. "Måske det halve af en time" men nok også medregnet at de gik lidt langsommere end Isolde normalt ville bevæge sig. Hendes tone var dog opmuntrende - det skulle nok blive fint når de kom igang med at gå, og hun pakkede det sidste af sine ting tilbage til tasken. 
"Det skal vi nok klare" fulgte Isolde op med, en selvsikker glød tændt i de mørkeblå øjne - det måtte bare tage den tid det tog. 

Elementalen stødte hænderne fra brostenene, og rejste sig. Benene var blevet lidt kolde af at sidde, det ville blive rart at komme indenfor i tørvejr igen. Selv igennem de tykkere bukser kunne hun mærke fugten fra snee og kulde trænge sig igennem; hun havde virkelig aldrig brudt sig om at fryse. 
Blikket gled ned på Xinyi, og hun rakte begge hænder frem for at hjælpe hende op og stå igen. "Vi gør det bare langsomt" mindede hun om, så hun ikke ved et uheld fik hevet sig for hurtigt op. Ingen grund til at starte turen med et fald mere.  

Xinyi gav et stille nik fra sig. Ikke for voldsomt, sådan så det raslede hendes hoved endnu mere end det allerede føltes som om at det gjorde bare at sidde op. "Okay, det er..." til at overskue, var måske slutningen af ordene. Og det var i hvert fald væsentlig kortere end hvis Xinyi skulle hele vejen hjem. Desuden havde hun vel en der ville gribe hende, skulle svimmelheden blive for slem.
Hun fik langsomt rettet sig mere op, og som Isolde kom på benene, og tilbød at hjælpe hende op, tog hun sin taske med varer over den ene skulder, inden hun tog imod de varme hænder, og lod sig trække op.

Selvom de tog det forsigtigt, så var Xinyis hoved ikke klar på at blive hevet op, og ret som hun kom op benene, fandt hun sig selv med endnu en omgang svimmelhed, og hun forsøgte ikke at ramle direkte ind i Isolde, men som Isolde stadig havde hendes arme, var der ikke så meget at gøre, som hun ramlede ind i hende.
Heldigvis blev hun selv lidt stående, med lidt ujævn vejrtrækning. "Undskyld... jeg..." Hun kiggede ned på Isolde, og det var først nu det gik op for hende, at Isolde faktisk var lavere end hende. Det var lidt svært at se når man begge sad ned.
Hun forsøgte at gå et halvt skridt tilbage for at skabe lidt plads mellem dem. "Svimmelheden.." afsluttede hun lidt mere tamt hvad hun var begyndt at sige, som om at det at lave hele sætninger ikke helt var noget hun gjorde sig i.

En del af hende, havde nok forventet nogle indirekte komplikationer. Selvfølgelig ville hun få det værre, det havde utallige erfaringer vist. Så Isolde stod nok lidt mere imod, da hun endelig fik Xinyi op - og tak guderne for det. Med en overrasket lille hmpf greb hun lidt mere fat i den anden, da benene svækkedes under hende, fast besluttet på ikke at lade hende falde. 
At det så også betød at de - i hvert fald for et kort øjeblik stod lidt for tæt - var heller ikke helt dårligt. '
Blikket gled opad - Xinyi var høj. Og selvom hun gjorde antræk til at trække sig tilbage, tøvede Isolde et øjeblik, med at give helt slip. Det føltes egentlig lidt fint - "Det er okay-" og først nu gav hun forsigtigt lidt mere slip. "Jeg mener, det giver god mening.. nu ikke noget med at falde. Hold fast i mig imens vi går"

Ordene var ganske proffesionelle. Langt mere end hun måske følte sig være, med den underlige spænding der kort havde fået hendes hjerterytme til at stige. Prikket til en snert af varme, som gled lidt forlegent over de lyse kinder. Det lille pust af latter, over de usammenhængende ord - hun var sjov. Mon ikke hun var endnu sjovere, når hun ikke havde det helt af helvede til?
Isolde slap forsigtigt den ene hånd, og rettede på sin egen taske. "Jeg kan ikke love hvordan der ser ud derhjemme" advarede hun med et skævt smil. 

Desværre var Xinyi for dårlig tilpas til rigtig at det var gået op for hende hvad der foregik, selvom varmen og nærværet havde føltes rart. Det var bare ikke ligefrem situationen for det. Ikke at det havde været situationen for det... nogensinde i Xinyis liv. Der havde altid været noget andet der fyldte.

Hendes blik gled i stedet for lidt ufokuseret rundt på Isolde, som hun ikke helt kunne fokusere på noget på hende. "Jeg vil næppe...." startede hun også med at sige, men som hun måtte erkende at hun følte sig usikker nok på sine ben, så måtte hun jo nok tage den hjælp hun kunne få, og dermed døde de ord i hvert fald ud i hendes mund. Et lille opgivende suk undslap hende. "Hvis du er sikker," sagde Xinyi, og med en lidt mere akavet mine, som hun kiggede ned på deres hænder, men mindede sig bare om at det var som da hun var yngre og gik med Jun.
Hendes hånd skiftede position, så de ordentlig kunne holde i dem. Det ville nok også hjælpe med ikke at blive væk, og hun kiggede tilbage op på Isolde, klar til at hun skulle vise vej.

Et lille smil, det mindste af sin slags, fandt vej til Xinyis ansigt. "Det er okay. Du havde næppe forventet selskab." Ikke at Xinyi sagde det højt, men hun fandt det næsten charmerende når der var rod. Det betød at man havde nok ting at rode med.