Ekthelion fulgte Rins pegende hånd, "Det lyder som en god ide og jeg skal nok være forsigtig, ellers kan de jo gribe mig igen, frøken Rin." svarede han smilende og grinene. For Ekthelion betød der enormt meget at Rin havde været så venligsindet som hun var, da han før havde mødt mere fjendtlige folk på sine rejser. Det var bestemt her ikke alle der havde brudt sig om at få lavet et portræt og ofte var han blevet jaget gennem landet for det.

Han satte det ene ben foran det andet i den retning Rin havde udpeget, "Efter dem frøken, de er vist bedre kendt her end jeg." sagde han og lod hende gerne komme foran, så han kunne følge efter. Han havde svært ved at navigere gennem den tykt bevoksede skovbund.

Rin nikkede  og små grinte lidt. hun havde jo set for klodset han måske var.  Rin kunne ikke se hvorfor  folk skulle behandle andre dårligt for at være.... ja kreativ og sig selv. hun så det mere som en god ting. hun dansede og sang jo også når hun gik og var alene. hun begyndte at gå ved hans side da han pludselig stoppede og bad om hun førte an. hun nikkede igen.

"jeg ved nok lidt for meget om denne skov. her opholder jeg mig mest" sagde hun og begyndte at gå mod lysningen. hun  trådte over nogle rødder og fortalte ham hver gang der var store rødder så han ikke faldt igen. hun gik igennem to buske som bare var.. buske uden torne. hun stoppede op i et lille område uden så meget bevoksning. ja det var naturen selv der havde lavet dette. dyr spiste alt der voksede op af jorden lige her. det var en lille mini lysning så dyrene brugte den også som lege plads for dådyr unger, harer unger osv.

"her er det." sagde Rin med et venligt varmt smil. hendes smil vidste hun elskede dette område.

Ekthelion fulgte efter Rin uden de store vanskeligheder. Der var dog tider hvor hans sandaler var glatte og han intet fodfæste havde, men det lykkedes ham da at komme frem uden af falde nogen steder. Det hjalp også at Rin fortalte hvor samtlige rødder var på deres vej. Han kunne ikke lade være med at tænke tilbage til en tid for længe siden. Den gang han selv var bosat i Amazonitskovene. Han var en voksen elver på knap 400 år da de blev fordrevet fra skoven. "Ja, skoven har sørme ændret sig siden den gang jeg boede her." sagde han stille.

Da de kom ind i lysningen kunne han med det samme se hvor smukt og fredsfyldt der var. Han kunne se spor efter diverse dyr der havde nydt område for kort tid siden. Han fandt sig et plads ved siden af en sten som han satte sin taske ned på. Han pakkede stille sit staffeli ud og begyndte at folde det ud. Det var foldet sammen så det slet ikke lignede et staffeli på nogen måde.

Mens han stillede staffeliet op kiggede han rundt for at finde det bedste sted Rin kunne stå. "Hvad med at hvis du stiller dig der ovre, og gerne se naturlig ud." sagde han roligt og pegede på et sted i lysningen hvor solens lys endnu ikke havde nået.

hun gik stille og roligt for at han kunne følge med. da han pludselig sagde han havde boet der vendte hun hovedet mod ham. "har De boet her? i skoven?" ja han var en skovelver men hun havde troet at de havde været i elverly og ikke i denne del.  hun var lidt i chok men det forsvandt hurtigt da hun stod i lysningen. hendes sind blev helt roligt og hendes smil afslappet. hun elskede naturen.

da han forslå hun skulle stille sig et bestemt sted i lysningen gik hun roligt over men stoppede pludselig. hun trak en pil og tog sin bue af skuldren og satte sig ned på hug og spændte buen hun fik et alvorligt udtryk i øjnene og langsomt ud af buskatet kom en ulv. den var ikke voksen men hellere ikke en unge. hun fik øjen kontakt med ulven. den virkede bange. Rin spejdede hurtigt rundt og kunne se den havde et sår på højre forpote.  det lignede en dolk sår. hun slap langsomt sin bue og pil og lagde det på jorden og tog hænderne op foran sig og tyssede stille og roligt på ulven.

"jeg gør ikke noget... kom her så kigger vi sammen på sin pote" hviskede hun til ulven og gk langsomt mod den i hug stilling. ulven knurrede lidt og så så den ned på sin pote og pev. Rin kom tættere på og kunne se det var et dybt sår. hun lagde hovedet på skrå og havde medlidenhed i sine øjne. "jeg gør intet ulv. jeg vil bare hjælpe dig. kom, kom her." Ulven humpede over mod Rin og lagde sig ned lidt fra hende. hun tog en af hendes ærmer og rev i stykker. hun tog forsigtigt ulvens pote og  bandt den forsigtigt ind imens hun holdte øje med ulvens mindste bevægelser. 
da det var ovre humpede ulven væk og Rin rejste sig op og gik over til stenen Ekthelion stod ved og pustede ud. "tror det er nogle der har sat en fælde op i skoven. arme dyr, den var i store smerter fordi den har revet sin pote på noget der tyder på en dolk eller bjørne fælde." tydeligt elskede Rin skoven og dens væsner.

Ekthelion var ved at gøre sig klar til at male et portræt af Rin, da hun trak hendes bue og lagde en pil an. Han stoppede alt bevægelse og kiggede op på hende, for følge hendes blik. Han fik straks øje på ulven som den kom til syne ud af buskadset. Han kunne se at den var kommet slemt til skade. Da hun lagde sin bue og pil på jorden og bevægede sig hen mod den unge ulv kunne at se at han ikke rigtig kunne hjælpe med meget, men noget kan kunne gøre var at fange dette øjeblik af empati og næstekærlighed. Han satte et lærred på staffeliet og fandt nogle krukker og en pensel frem. Hans bevægelser var hurtige og præcise, uden den mindste tøven. Uden at sige noget, for ikke at forstyrre dem, begyndte han at male et billede af Rin, der var ved at hjælpe den unge ulv.

Penslen strøg hurtigt over lærredet for først at skitsere hvad han kunne se. Farver og dybde kom senere. Han nåede kun lige at blive færdig med at give ulven farve og dybde da Rin var blevet færdig med at give den en forbinding om poten inden den igen humpede ud af lysningen. Han begyndte der efter at ligge farve på den del af maleriet der var Rin, da hun kom over til ham og pustede ud. "Ja, det så sådan ud." sagde han mens penslen fortsat strøg over lærredet. "Jeg kommer aldrig til at forstå hvordan nogen kan få sig selv til at sætte sådanne fælder ud nogen steder." sagde han med en vrede i hans stemme han ikke selv havde hørt i mange år. "Men det var tydeligt at se hvor meget du holder af naturen og alt der høre hjemme i den." afsluttede han og forsøgte et lille smil. Han havde ikke brug for at se hvad han hvad han malede af, da han huskede hver en detalje.

Rin havde slet ikke opfattet at Ekthelion var igang med at male dette øjeblik med ulven. hun havde for travlt med at hjælpe en ulv der ikke gjorde hende ondt. hun så mod ham da han talte med vrede i stemmen. hun var enig i hans vrede. "folk der kun er ude efter at dræbe for pelsen!" sagde hun og så på hans lærredet. hun var imponeret. hun så hvordan han farvelagde de små detaljer og blev nærmest helt grebet i det.

"jeg beskytter gerne naturen og tager hvad der til mig og ikke mere end det. for folk skal ikke overdrive jagten. det ødelægger  naturens gang" sagde hun roligt og  sukkede. hun så mod ham og kunne mærke noget i sig sige at han havde det på samme måde med at det var ødelagde naturen. eller var det bare hende der havde misforstået hans vrede.

Ekthelion havde satte farten på hans penselstrøg lidt ned, da det kom til de finere detaljer om Rin. "Jeg kan forstå hvorfor man i de nære områder omkring landbyerne jager, både for at beskytte landbrugsdyrene og folket, men helt her ude i skoven, så er der kun to grunde til at jage." sagde han roligt, mens han lukkede øjnene lidt for at huske billedet, som han havde set det for sig. Han ville gerne at det blev så sandt som muligt, intet overdrevet eller underdrevet, da det ville forvrænge det billede han havde set.

Han åbnede øjnene og så på sit lærred. "Den ene er for at skaffe mad og materialer til alle mulige ting, ting der kan laves ud af ben, du ved." sagde han denne gang med et lille smil, mens han fortsatte med at male, en gang i mellem skiftede han lidt på de farver han brugte, nogle gange blandede han nogle farver for at ramme de helt nøjagtige nuancer. "Den anden grund til at jage helt her inde i skoven er for pengenes skyld, selvom at jeg tror den jæger der har sat den fælde, som ulven der havde sidde i, ikke har den store erfaring med sig." afsluttede han og lagde sin pensel fra sig. Han kiggede over på Rin for at se hendes reaktion.

Rin stod bare op af stenen og lyttede til hans fortælling omkring byens sikkerhed. hun forstod det da godt. men hun forstod ikke hvorfor man ikke bare skræmte dem væk i stedet for. hun så en gang imellem på hans penselstrøg og var imponeret hvor flot det endelig var. hun nikkede lidt og så op mod himlen i et næsteen drømmende udtryk i øjnene. 

hun hørte hans 2 forklaringer på hvorfor man jagede her ude. den første. var da okey! men den anden. hun knugede hånden om stenen hun stod op af.  hendes blik blev på himlen og hun sagde stille og roligt, "dem der jager for pengenes skyld er nogle Zaladinistiske svin, de skader dyr mere end de dræber. de sætter fælder op for at skade dyrene og når dyrene har lidt længe nok så dræbte de dem. svin! de var alle svin når dyr led så meget!

Rin selv tog gerne at spiste kød der kom fra et lille dyr hun dræbte med det samme. men hun ville ikke jage store dyr for at få mad. det var spild at resurser på dyret,

Ekthelion så op mod Rin, da hun lød til at være ved at hidse sig lidt op. "Selv elvere jager en gang i mellem." sagde han roligt, "Men de jager kun hvad de har brug for, hvad enten det er for kødet, eller materialer til ting." fortsatte han afslappet. Han pegede ned på nogle af hans malinger, "Selv nogle af mine malinger her er lavet på forskellige materialer fra dyr." sagde han og smilede. "Dog har der aldrig været et behov for at jage for mine materialer, da det altid har været med det formål at der ikke skulle gå noget til spilde." afsluttede han.

Han begyndte at pakke hans malinger sammen, for at de ikke skulle begynde at tørre ud. Han havde trods alt brugt mange år på at skaffe de helt rigtige farver, der kunne give ham de bedste nuancer at male med. "Vidste du at for eksempel at benmel kan bruges til at lave en marmorhvid maling." spurgte han retorisk. Han regnede ikke med at havde sådan en vide, da det ikke lignede at være en del af hendes hobbyer.

Rin trak vejret dybt og pustede ud igen. hun prøvede at hidse sig selv ned. hun så på ham og nikkede. "men elvere er så kloge at i bruger alt i jæger. ikke kun for pengenes skyld" sagde hun og  så på malingen. hun håbede lidt at han havde brugt resten af hvad han skød. eller gav det til andre. som vis han ikke skulle bruge det hele så sendte det til nogle der kunne.

da han fortalte om at ben mel var marmorhvid maling så hun så hans maling og så på ham. "intrasant!" sagde hun sandt og så mod lysningen. "jeg er bare mod at man ikke bruger alt på det man jager. selv om det måske er normalt for mennesker, så skader det mit indre dyr at se naturen skadet" hun tog sig til hjertet og forsatte "som halvt dyr  er naturen mit andet hjem. skrøbeligt og facinerende på samme tid. jeg ønsker ikke den skal ødelægges" hun talte sandt og hun så op på himlen og kunne mærke hun skulle slappe af. for mørke skyer var begyndt at danne sig oppe over dem

Ekthelion så op på Rin mens hun snakkede og nikkede til det hun sagde. "Ja vi elvere bruger gerne alt hvad vi kan når der skal jages, hvilket alligevel ikke sker ret så tit." sagde han roligt. Han pakkede stille malingen ned i hans taske, mens maleriet stadig stod på staffeliet og tørrede. Han tog til sidst et tomt krus og satte den på stenen. Han tog derefter et vandskind frem og hældte noget vand i kruset. "Det hænder en gang i mellem at jeg er nødt til at jage en hare eller noget andet småt. Men når jeg gør, bruger jeg alt jeg kan der fra, ikke kun knoglerne. Kødet spiser jeg gerne selv, eller deler det med andre, skindet går til nogen der kan noget med det, og hvad der end er tilbage til sidst, bliver ofte brugt til foder til nogle af dyrene i området." forklarede han roligt mens han stille rensede sin pensel i vandet.

Han kiggede op på skyerne der var ved at samles over dem. "De skyer er ikke din skyld min kære." Sagde han til hende, da han kunne se og høre på hende at hun var lettere ophidset. Han var ikke sikker på om han skulle forklare hende hvorfor han vidste noget om hendes evner, eller hvordan det fungerede når vinden blæste skyerne sammen.

Rin lyttede til ham og nikkede. "det er også sådan jeg helst ser alle handle. ikke kun halvdyr og elvere. men også mennesker, dæmoner, og alle andre." Rin så på de mørke skyer og vidste det var hende der skulle tage det mere rolig. for selv om hun ikke vidste det altid så kunne hendes følelser godt tage at gi mørke skyer når hun var vred.

hun sukkede men stadig ophidset. da han sagde de ikke var hendes skyld skulle hun lige til at svare ham et, men var nød til at svare "hvorfor siger du de ikke er min skyld?" hendes blik rettede sig mod ham med et meget forvirret og lettere vredt blik. ikke som sådan vred på ham. men hun følte han måske havde udspioneret hende og opdaget hendes evne der. hun vidste det ikke hun troede bare. Rin mærkede hvordan hun blev mistroisk over ham og det fik hende til at  knibe øjnene lidt sammen.

skyerne begyndte at blive mørkere og samle sig over dem. de var tørre.... lidt endnu. lidt buldren kunne høres og Rin prøvede faktisk at tage kontrol over det da hun hørte den buldre. hun så op på himlen og trak vejret dybt og pudste ud. men hun var for mistroisk lige nu til at skyerne ville lystre på hun ikke var ude af kontrol. 

Ekthelion så op på Rin med et mildt smil. "Forstår du hvordan vindene blæser?" sagde han roligt og prøvede på at affærdige skyerne. "Vindene der oppe, blæser skyerne sammen, lidt tilfældigt, men stadig ofte forudsigeligt." fortsatte han roligt. "Det betyder at når vinden blæser fra havet ind mod kysten, trækkes der en masse fugt med, som samler sig og bliver til skyer." blev han ved. Han så op mod skyerne igen. "Nok har jeg levet i over to tusinde år, men aldrig har jeg hørt om nogen der kunne styre eller kontrollere vejret foruden elementalerne." afsluttede han og nikkede bestemt.

Han kiggede sig lidt omkring for at se hvad han ellers manglede at pakke sammen."Der er vist kun maleriet og staffeliet tilbage." sagde han mest for sig selv, mens han kløede sig lidt under hagen. "Hvis du vil, må du gerne få maleriet, som minde om vores første og forhåbenligt ikke sidste møde." tilbød han smilene til hende. Han håbede at hun ville tage i mod gaven.