Et voldsomt ryk i kæppen hev Theodore fremad. Det skete så pludseligt, at han knap nok nåede at registrere, hvad der foregik, før det allerede var for sent. Et overrasket gisp satte sig fast i halsen, samtidig med at noget fejede benene væk under ham.

Han nåede lige at fange et glimt af mandens grønne øjne, inden hele rummet væltede.

Nej, vent. Det var ham, der væltede.

"Arh!" Det var faktisk forbløffende, hvor hurtigt man kunne komme fra stående til liggende, når en eller anden galning besluttede sig for at hjælpe én på vej. Gulvbrædderne gav et utilfreds knag under ham, og en skarp smerte skød ind mellem skulderbladene, da han ramte dem med et brag. Luften blev slået ud af ham, og et øjeblik kunne han ikke andet end at gispe efter den. Vent lidt. Dét ryk i kæppen. Foden, der havde fejet benene væk under ham. Theodore kendte godt den manøvre. Han havde selv øvet noget lignende under træningen, om end han sjældent havde fået det til at lykkes nær så ubesværet.

Den gamle stodder kunne slås.

Hvilket var en temmelig ubelejlig opdagelse at gøre sig, når man allerede lå på ryggen.

Theodore havde ærlig talt ikke regnet med, at børnelokkeren ligefrem ville kaste sig over ham. Men på den anden side... hvis manden havde ædt en krage rå, var det måske ikke det mest overraskende, han kunne finde på.

Han trak vejret skarpt ind mellem tænderne. Baghovedet dunkede, og hans kæp var forsvundet et sted hen i værelset. 
"Slip mig!" Store mandehænder greb fat om hans arme, og Theodore vred sig som en ål, sparkede og sprællede i et desperat forsøg på at komme fri. Et øjeblik troede han faktisk, at han havde fået den ene arm løs, men så strammede grebet sig igen, og han var lige vidt. Hjertet hamrede så voldsomt, at han næsten kunne mærke det helt oppe i halsen. De blå øjne flakkede mellem mandens skæggede ansigt og den temmelig beklagelige situation længere nede. Hans fars kofte var gledet op over mandens ryg og havde samlet sig i løse folder omkring skuldrene, så hele underkroppen nu var blottet igen.

Åh, for...

Theodore priste sig lykkelig for, at han i det mindste lå i den rigtige ende. Det havde været slemt nok at blive væltet omkuld af en nøgen, behåret gubbe. Han behøvede virkelig ikke også at få en bar røv lige op i ansigtet. Og alligevel var han ret sikker på, at han havde skimtet noget dinglende længere nede. Noget, han meget gerne ville leve resten af sit liv uden at tænke nærmere over.

"Hvad pokker har du gang i?!" udbrød han og vred sig endnu en gang med fornyet kraft.

Manøvren havde heldigvis lige præcis den effekt, Jarko havde håbet på, som han mærkede væbneren falde til gulvet. Hvis han fik vist ham, at han var en stort, stærk og farlig mand, kunne han forhåbentlig få situationen en smule mere under kontrol. 

Desværre synes knægten at han skulle gøre modstand.

Jarko havde nok at se til med at holde fast i hans arme med begge hænder - især den ene side, hvor han kunne mærke smerten dunke op igennem armen. I det mindste havde den lystret ham. Han kunne godt mærke at koften var gledet lige lovlig højt op, men det var der ikke rigtig noget at gøre ved, som han forsøgte at placere knæene på de sparkende ben, så han kunne holde krøltoppen i ro.

Bare ind til han lige kunne tale fornuft i ham. 

"Slap af, knægt. Jeg skal bare sikre mig, at du ikke forsøger at slå mig ned med en kæp." 

Forhåbentlig var der ikke nogen udenfor der havde hørt postyret, som han væltede væbneren på gulvet, for det ville bestemt ikke se godt ud, skulle nogen finde ham halvnøgen og i gang med at holde den unge knægt fast.

"Se mig ind i øjnene og stop det sparkeri." Kommanderede han. 

"Jeg var kragen. Fatter du det?"

Det var én ting at opdage, at den gamle stodder kunne slås. Noget helt andet var at erfare, hvor forbandet god han var til det. Uanset hvor meget Theodore vred og sprællede, lykkedes det ham ikke at rokke de knæ, der nu holdt hans ben fast mod gulvet. Det gik langsomt op for ham, hvor alvorligt det her egentlig kunne blive.

Se mig ind i øjnene og stop det sparkeri!

Theodore burde virkelig ikke tage imod ordrer fra en gammel, gnaven og behåret fremmed, der havde mast ham ned på gulvet i hans eget værelse. Men efter så mange måneder med bryske kommandoer fra våbenmestre og riddere var det efterhånden blevet en refleks at adlyde, når nogen hævede stemmen på den måde. Hans hidsige sprællen ebbede derfor ud, næsten før han selv nåede at opdage det. Forræderiske krop! Han stirrede op på manden med en næsten overdreven koncentration, mens hjertet fortsat hamrede af sted, og vejrtrækningen slap ud gennem næsen i små, stødvise prust.

Jeg var kragen. Fatter du det?

Theodore blinkede. Én gang. To gange. "Hvad?" Han var... han var kragen? Og så betragtede han manden med et udtryk, der langsomt skiftede fra rædsel til noget, der mest af alt mindede om medlidenhed. Åh...

Den gamle gubbe havde jo en skrue løs.

"Aye. Okay..." sagde han næsten sympatisk. Hvis hans hænder havde været frie, ville han måske endda have klappet manden på skulderen. Bare sådan for at vise, at han skam ikke dømte ham for at være fuldstændig fra forstanden. En bekymret fure blev dybere mellem de gyldne bryn. "Jeg tror på, at du tror, at du er en krage..." begyndte han forsigtigt.