Helli 24.10.2026 08:26
Xinyi kiggede op som hun så og mærkede hans hånd mod sin, og der var noget næsten barnligt der væltede op i hende. En sorg og følelsen af at det ikke var retfærdigt, at hun var en af de få der måtte bruge sin evne, når alle andre kunne blive givet gaven. Hun ville så gerne have den. Mest af alt havde hun lyst til at græde, men selv som det forsøgte at vinde indtog, så var der intet at se i hendes øjne, som havde hun brugt årevis på at gemme det dybt inde i sig."Jeg ved det godt," sagde hun, selvom hun kunne mærke hvordan hendes stemme måske ikke var helt så fastholdt som hendes ansigt. Den dirrede lidt, en indikation på at det påvirkede hende mere, end hun egentlig gerne ville vise. "Det er en stor ære at få lov til at hjælpe dig med alt dette." Men nogle dage ville hun ønske at hun ikke skulle. De usagte ord hun alligevel ikke kunne få sig selv til at sige til Jovan, for hun vidste godt at de begge var i det. Han var trods alt også tvunget til at bruge sin magi, for alles bedste.
Hun prøvede at trække sin læber op i et lille smil, selvom det næsten kun fik hende til at se lidt mere trist ud.
Krystallandet