Da Hassel hørte Luna’s sætning der ikke blev færdiggjort, faldt hans hjerte ned i maven og han var igen klar på at miste livet. Han vidste hun gjorde sit for at der ikke skete dem noget, men han var bare så ked af han ikke selv kunne gøre noget. Han var jo ikke særlig stor og overfor en kat ville det bare være selvmord. Han mærkede hun igen satte i løb for at komme lidt væk, hvis det overhovedet var muligt. Besejret stod han som en slatten klat dej i hendes hænder.
 
”En væg Luna! Kravl op på et tag… De har brug for et træ for at komme op til os! Find et hus hvor der ikke er træer tæt på!” råbte han semikvalt. Han havde det dårligt, var sikker på de snart skulle dø hvis Luna ikke fandt en måde at få dem i sikkerhed. Alt hans mod havde nærmest forladt ham som han igen kunne høre kattene der nærmede sig. Han forsøgte at komme til sig selv, skubbe tanken om den mulige død til siden ”Luna! VÆG!” råbte han igen, nu med en smule mere mod. Det var nu eller aldrig, for hun kunne ikke løbe for evigt.

Måske det ikke var en god idé at lade Hassels liv være i hendes hænder. Hun var jo dum som en dør. Ret tit, for hun var godt nok ikke den skarpeste kniv i skuffen. Hun var et ulogisk, og dumt firben. Men det havde vel også sin charme, på den ene eller anden måde. Hun hørte hans ord om, at kravle op på et tag, og op ad en væg. Hun kiggede rundt. Der måtte da være en god væg, og et godt tag. Hun smillede stort, da hun fik øje på en god væg. Det var meget vigtigt, at væggen var god, og ikke en mulig fjende.

Man kunne nu aldrig vide, om vægge ville angribe hende og Hassel. De var luskede, især når de bare ikke siger noget, de står bare stille. Ganske mistænksomt. Luna var enig med Hassel, om at de blev nødt til at snuppe en væg, og hun kiggede rundt efter en god væg med et træ. Endelig fandt hun en væg med et træ, og hun skyndte sig at kravle tættere på væggen. Derefter kravlede hun op ad den, og det gik jo meget godt"Jeg har væggen!! lad os kravle Hassel!" råbte hun bestemt som hun kravlede videre op ad væggen.

Hun skulede kort ned for, at se om kattene fulgte efter dem. De kunne vel ikke kravle op ad vægge.. Kunne de?? hun blev i tvivl, så hun skyndte sig at pile op ad væggen. Hun var efterhånden meget bekymret for hendes liv, og Hassels liv. Som hun kunne se træet ved siden af dem, overvejede hun at kyle Hassel afsted mod træet. Men så igen, han havde allerede fløjet en masse, takket været hende. Hun smillede lidt, som hun fik hoppet fra væggen hen imod træet"Perfekt!!" råbte hun tilfreds over, at faktisk have ramt træet.

Nok havde Luna en underlig charme til sig, men at kalde hende klog var måske i overkanten. Ikke nok med han var blevet kylet igennem luften to gange! Nu blev de jagtet af katte der gerne ville sætte tænderne i ham og det vil ende med at lykkedes, hvis Luna ikke snart fandt et sted at gemme sig.
 
Hassel forsøgte at holde modet oppe, men det var utroligt svært. Han håbede inderligt at Luna lyttede til ham og fandt en væg hun kunne klatre op ad. Et lille lys kom tilbage til hans store sorte øjne, som han hørte hun talte om hun havde fundet en væg og var begyndt at klatre. Han skulede let ud mellem hendes fingre og ned på jorden under dem. Han klamrede sig til hendes fingre for ikke at falde ned, som hun igen begyndte at klatre op ad væggen.
 
Han så på hende som hun stod og kiggede ned, formentlig for at finde ud af om kattene var i hælene på dem. Hassel lavede store øjne som Luna sprang over imod et træ ”Luna nej!” råbte han som de kom over i træet. Han så ned til bunden af træet hvor kattene var begyndt at samle sig og en af dem var begyndt at klatre op i træet imod dem. Et vredt blik rettede sig mod Luna ”Jeg sagde UDEN et træ! UDEN! Vi skal ud af det her træ… Over tagene! Luna de kommer!” skreg han nærmest febrilsk som han så ned af træet igen og der var nu flere katte i træet og de nærmede sig.

Var det en dum idé, at springe hen i træet? sikkert nok.. Hun tænkte jo ikke logisk, eller generelt. Men det var ikke noget nyt for hende, hun havde bare tænkt det var en skide god idé, før hun kiggede ned imod jorden. Hun kunne godt se, at kattene begyndte at klatre op ad træet. Hun gispede, og skulle lige til at beklage sig for Hassel, og beskylde ham for, hvorfor han ikke havde sagt noget. Men det havde han, og det var det store problem. Hun skulle bare have lyttet til ham. Hun bed sig i underlæben, og kiggede over skulderen til Hassel.

"Kan du ikke lide træer Hassel? de er så sjove!!" råbte hun, før hun pilede længere op i træet. Kattene nærmede sig, og hun havde helt glemt, hvor pokkers gode de var til at klatre i træer. Hvorfor var de så trælse. Luna skyndte sig længere op i træet, før hun nikkede til Hasels ord. Det var den bedste løsning, at finde en tag, hvor hun kunne være. Der kunne hun også kravle, og de kunne sikkert også komme væk fra de dumme katte. Hun ville dog ikke vise en form for frygt ved, at være på et tag. Hun sprang fra træet hen på taget i nærheden, og var næsten ved at tabe Hassel ned til kattene. Hun greb hurtigt fat i hans hale"Puh.. Det var tæt på, at jeg havde tabt dig ned til kattene" hun sukkede lettet, og skyndte sig at pile hen over taget. Hassel satte hun på sin skulder.

Hvis Luna ikke snart begyndte at lytte til hvad han sagde, så ville de begge ende med at dø. De store sorte øjne rettede sig mod jorden og han kunne se hvordan kattene begyndte at komme nærmere. Hassel havde det allerede som om hans sjæl var ved at forlade ham, som han stod der i hendes hænder. Blikket var låst fast på kattene under dem, men han bemærkede også at hun var begyndt at kravle længere og længere op i træet. Det var ikke det hun skulle! Det var helt forkert! Han skar tænder som hun råbte til ham "Kom ud af det forpulede træ!!" hvæsede han nærmest af hende. hvordan kunne man være så dum og kravle op i et træ når man stak af fra katte...

Som hun satte af fra træet og over mod taget faldt han ud mellem hendes hænder. Han mærkede hvordan han for alvor mærkede hvordan hans sjæl forlod kroppen, før Luna greb ham i halen og hev ham op. Han så vredt op på halvdyr kvinden "Hvis du nogensinde gør det igen... Hakker jeg dig i småstykker." hvislede han ud mellem sammenbidte tænder. Det var måske begrænset hvor meget skade en nål i virkeligheden ville gøre, men irriterende var det i hvert fald. Han var rasende... Først kaster hun ham TO GANGE igennem luften, for nu næsten at tabe ham ned i gabet på sultne katte! Her troede han lige de var venner og så laver hun sådan et nummer! Han greb dog alligevel fat i hendes tøj som hun begyndte at pile hen over taget for at komme væk. 

Luna var efterhånden meget glad for træet, og ikke engang fordi hun normalt var glad for træer. Men de var da ganske fine, til at undgå fjender. På den anden side, så var det ikke den bedste løsning, for de forpulede katte var hurtige, og hun bed tænderne sammen. Hvorfor skulle de også klatre så pokkers godt. Kunne de ikke bare have fjernet deres klør, eller andet, så de i det mindste ikke kunne klatre. Hun kiggede lidt rundt, og var nu meget glad for at være på taget i øjeblikket. Hassels ord fik hende til at glippe med øjnene, og hun betragtede den bette mus en smule.

"Hassel du overlevede, bare rolig jeg fodrer dig ikke til kattene!! de spiser mus, men ikke dig" lød det meget bestemt fra hende, som hun sendte ham et lille bredt smil. Hun strøg en finger under hans hage for at nusse ham lidt, før hun gik lidt videre rundt på taget. Der måtte da være en måde, at komme endnu længere væk, så kattene ikke pludselig ville nærme sig, så meget at de ville kysse deres bagdele. Hun spærrede øjnene op, tænk hvis de ville bide eller fange hendes hale. Ikke tale om, at det skulle ske. Hun måtte passe på, så de ikke ville prøve på noget. Måske hun kunne slå eller vifte dem væk med sin hale"Nu ikke så sur Hassel, vi er snart væk fra dem" hun håbede inderligt på det, som hun skyndte sig at pile afsted. Hun sørgede for at Hassel ikke ville falde af, eller flyve i farten. Hun var målrettet efter, at komme væk. 

Hassel’s hjerte var ved at flyve ud af brystet på ham i rædsel. Hvordan hun kunne have været så dum og have hoppet over i et træ for at flygte fra katte, fattede han slet ikke. Det var jo næsten selvmord. Hele hans lille krop sitrede i en blanding af vrede og frygt. Som hun talte til ham så han op på hende med sammenknebne øjne ”Jeg er en mus! De er nok ligeglade med jeg kan tale! De kan ikke se forskel alligevel.” svarede han en smule vredt. Bare fordi han var anderledes end så mange andre mus, var han ikke sikker på det ville stoppe kattene for at sætte tænderne i ham. For som han havde sagt, de kunne sikkert ikke se forskel på ham og en almindelig mus alligevel.
 
Som han mærkede en finger under hans hage, sukkede han lidt. Luna var nu god nok selvom hun var en smule dum. Hendes ord fik ham til at fnyse ”Bare løb!” kom det fra ham som han let så sig over skulderen mod kattene der var ved at falde et stykke bagud.

Luna kiggede på ham, for var det nu også helt sandt. Var kattene ligeglad med, at han kunne tale. Eller måske det faktisk måske kunne skræmme dem. Der gik et lys op for hende, og hun kunne mærke alle idéerne og planerne dukke op i hovedet på hende. Måske hun kunne fortælle kattene, at Hassel kunne snakke, for det kunne nok skræmme dem væk. Men hun var ærligtalt ikke klog på katte. Så måske det nok var bedst, at lade være. Hun tænkte lidt som hun lyttede til Hassel, og hun rynkede brynene en smule. Havde han ret? Hassel havde tit ret, i forhold til hende. Hun var bare ulogisk og dum som en dør - tit. Men lige nu var tankerne godt igang med, at køre rundt i hendes hoved.

"Hassel, måske kattene bliver skræmt væk, hvis de hører dig tale!!" lød det bestemt og begejstret fra hende. Hun synes selv det var en rigtig god idé. Men om det i sidste ende, ville være en dårlig idé vidste hun ikke. Hun tiltede hovedet og betragtede Hassel en smule. Hun kunne ikke tabe ham ned til kattene igen, eller kaste ham. Hvad ville kattene ikke gøre. Det handlede om at være klog - hvilket hun slet ikke var. Men hun var nødt til at løbe, for det kunne hun finde ud af. At kravle var hun også ganske glimrende til.

Som Hassel råbte at hun skulle løbe, nikkede hun og pilede hurtigt afsted. Hun hev efter vejret undervejs. De katte var hurtige, og de havde klør. Det ville ikke engang hjælpe overfor hendes hale. Hun turde slet ikke tænke på, hvad de kunne finde på at gøre ved hendes hale. Hun løb så hurtigt hun kunne, og kiggede lidt rundt. Skulle hun hoppe over på et andet tag? hun kunne jo ikke bare flyve fra tag til tag. Hvis hun kunne, havde det været nemmere. Men folk på jorden ville sikkert også undre sig endnu mere end, de allerede gjorde i forvejen"Vi skal over på et andet tag!!" råbte hun bestemt.

 Hassel kunne godt mærke hans indre kogte lidt i vrede, men han forsøgte at forholde sig roligt, på trods af Luna’s idioti. Han skulede op på hende som han hørte hendes ord ”For zalan Luna, nej! Katte fatter ikke logik!” svarede han og kneb let øjnene sammen ”Min ene onkel forsøgte… Han endte i tusinde stykker! Kom nu bare væk!” råbte han irriteret og så imod kattene der blev ved med at nærme sig. Han var ikke klar på at dø, han ville have en familie… Have børn! Men nu var det ikke sikkert det overhovedet kom til at ske.
 
Gudskelov lyttede Luna og begyndte at løbe, men hvor skulle de løbe hen? De var på et tag og om hun kunne springe fra dette og over til et andet, vidste Hassel ikke, men det var lige før han var villig til at tage chancen. De sorte øjne kiggede febrilsk rundt for at finde et sted de kunne løbe i skjul, eller bare komme væk. Han spilede da øjnene på og rakte armen ud ”Der! Over på det tag og gennem det lille vindue!” råbte han op til hende, i håb om hun også kunne se taget med det lille halvåbne vindue.

Som Luna løb alt hvad hun kunne, hev hun efter vejret undervejs. Det var godt nok hårdt at løbe så stærkt. Hun lyttede til Hassel, og det han råbte. Det var nok en god idé med det vindue, ellers vidste hun ikke, hvordan de nogensinde skulle komme væk. Hun havde bestemt ikke lyst til, at ende som kattemad. Men hun var i det mindste større end de dumme katte, det var Hassel ikke. Hun bed sig lidt i underlæben, og skyndte sig hen på taget overfor dem. Løb og sprang så meget og langt hun kunne. 

"Sådan, vi klarede den!!" råbte hun som hun kom ind gennem det lille vindue. Nu var hun sikker på, at de dumme katte ikke ville følge efter dem. For katte kunne vel ikke flyve. Det ville være dumt for dem, hvis de prøvede. Hun tog sig til brystet, og kunne mærke hvordan pulsen og hjertet var efter den hurtige og intense løbetur. Hun tig et kig rundt, men efter ganske kort tid vendte hun blikket tilbage mod Hassel. Tjekkede at han var helt okay, selvom hun godt forstod hvis han var rasende og sur på hende.

Hun åndede lettet ud, som hun strøg lidt af håret væk fra ansigtet. Hun fik øje på en stor kasse, og satte Hassel ovenpå den. Dumme katte, at de bare havde jagtet dem så meget, som de havde. Kunne de ikke bare havde givet op, for lang tid siden. Luna sukkede dybt, som hun gik lidt rundt"I det mindste er vi i sikkerhed her" nævnte hun i en rolig tone, som hun lod blikket glide lidt rundt.

De store øjne stirrede direkte mod kattene, der var i fuld fart over taget, men ham og Luna havde et stort forspring, så de skulle nok klare det ”Løb! Jeg tror på dig Luna! De kan ikke følge med. HAHAHAH! Dumme katte!” råbte han og rakte tunge imod kattene. Han var begyndt at få mere håb i stemmen, som han mærkede Luna hoppede over på det tag han havde udpeget.
 
Hassel jublede og hoppede lidt af glæde ”Jeg vidste vi kunne! HAHAHAH!” kom det glad fra ham som hun var kravlet ind af vinduet. Han lod blikket glide rundt og forsøgte at danne en form for overblik over hvor de egentlig var. Han vidste godt det var et eller andet form for loftrum, men hvem det tilhørte, anede han ikke og han var egentlig også lidt ligeglad på nuværende tidspunkt, de var i sikkerhed og det var alt der betød noget.
 
Hassel satte sig på den papkasse som Luna placerede ham på og så på hende med et smil ”Det var alt for tæt på…” svarede han og lod sig falde bagover med et lille bump, dog satte han sig ret hurtigt op igen og så på Luna ”Vil du ikke godt lade være med at kaste mig næste gang jeg vågner… Min sarte lille krop kan ikke holde til det. Jeg var ved at få hjertestop kan jeg love dig!” sagde han med et grin som han viftede hånden med en løftet pegefinger.